| |
Stationsbyernes Biografteater / Kolind Biografteater / Kolind Biograf |
Tilbage til
forsiden
|
Skrevet af:
JG, biografmuseet.dk |
Dato:
18.08.2024 |
Kolind
Biograf viser Tokio Joe + Sol over Skåne i maj 1952
Stationsbyernes Biografteater (Kolind) / Kolind Biografteater / Kolind Biograf
Jernbanegade 1 (siden Drasbeksgade 17)
Åbnet 5. juni 1918
Lukket 4. april 1976
Hotel Drasbek er en større historie opført i 1888 lige overfor stationen bygget
sammen med en betragtelig købmandshandel til venstre, som direktør Christian
Christensen Drasbek også ejer de første mange år. I 1914 opføres en virkelig
stor festsal bagved til højre med balkon og plads til 350 siddende gæster.
Adressen er frem til 1920 Jernbanegade 1 og her flytter Stationsbyernes
Biografteater ind i juni 1918. Med fast bastion i Ryomgaard har selskabet
bevilling til at vise film på jernbanestrækningen mod Grenaa, hvilket udover
Kolind dog kun kommer til at indbefatte
Trustrup. Der er debut i Kolind en dag
før Ryomgaard, da ”Quo Vadis” fra 1913 er på plakaten” 5. juni med filmapparatet
placeret på balkonen. Ryomgaards postmester er indehaver af bevillingen, mens
Kolinds postbud Johannes Pind står for det praktiske, hvilket også omfatter
filmfremførslen. Tilsammen har man dannet et helt lille aktieselskab.
Gamle Drasbek var en af byens store kanoner, hvis søster giftede sig med ejeren
af Ingvorstrup Hovedgaard, som spiller en grum rolle i fortællingen om ”Præsten
i Vejlby”, hvis to tidlige versioner, hvoraf den første er optaget on location
på egnen, ikke overraskende får ekstra megen kærlighed her i byen. Den gamle
direktør er død i 1911, men sønnen Christen ikke mindre vigtig, da han udover
opførslen af den store sal bl.a. i 1918 står for oprettelsen af Banken for
Kolind og Omegn, altså samme år biografen flytter ind.
I 1931 overtager Christen Drasbek biografdriften på egen bevilling, hvor
”Lykkehjulet” med Fy & Bi sættes på plakaten i Kolind Biograf torsdag den 3.
marts som første film på plakaten efter nogen tids lukkepause. Fremvisningerne
sker på det eksisterende og temmelig primitive udstyr, ligesom man fortsat tager
plads på de 350 efterhånden noget slidte og umage træstole. Direktøren strækker
den helt til 1934, før Bang & Olufsen i Struer ikke helt omkostningsfrit
installerer en moderne fremviser samt et spritnyt tonefilmsanlæg.
|
Læs
mere her:
Biografer på biografmuseet.dk
Biografer Oversigt
Danmarks 70mm og Storformat Biografer
Stoleplaner - Galle &
Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne
Biografpremierer
1911 - 2020
Film- og Kinoteknik
7OMM Film og De Store Formater
Todd-AO, - det
sensationelle filmsystem
Mine damer og herrer,
"Dette er Cinerama"!
"Windjammer" i
Cinemiracle
CinemaScope |
VistaVision
Super Technirama 70 |
Panacolor
Dimension 150 |
Sensurround
High-Impact
biografdesign
|
Kolind
Biograf med plakattavle (public domain)
Udskrivningen fortryder Drasbek ingenlunde, for genåbningsfilmen ”Københavnere”
med Olga Svendsen, Christian Arhoff og Ib Schønberg bliver en dundrende succes
med udsolgte forestillinger tre aftener i træk. Ved kun at have bekostet én
maskine er der altid pause undervejs og således også råd til at modernisere
resten af hotellet, der i stigende grad nyder virkelig godt besøg. De første år
gives forestillinger tre dage om ugen som regel torsdag, fredag og søndag.
Drasbek junior går bort i 1938, hvorefter fru Petrea fortsætter driften. Sønnen
Christian døde i en ung alder, så han kommer ikke til at indgå i ejerskabet, men
siden 1930 haft frk. Sofie Emilie Adamsen fungeret som effektiv højrehånd og en
virketrang i stil med frk. Agnes Jensen fra tv-serien ”Matador”. I 1943 køber
hun sammen med hestehandler Holger Thygesen hele molevitten incl. biografen, som
hun personligt får overdraget bevillingen til nu også med efternavnet Sørensen,
hvilket historierne om den virksomme hoteldirektrice ikke beretter meget om.
Samme år lægger tyskerne beslag på værelserne såvel som den store sal, der
herefter benyttes som sovestue for de menige soldater. Efter krigen overnatter
tyske flygtninge derinde, så der går en rum tid, før biografen kan genoptage
driften.
|
|
Kolind
Biograf i den store teatersal th. bag Dasbeks Hotel (luftfoto fra
1930'erne)
I oktober 1946 ansøger direktricen om tilladelse til fremover at give to
forestillinger hver torsdag aften frem for som hidtil blot én foruden søndag.
Fra 1947 er hun eneejer af hotellet og fortsat så filmengageret, at hun selv
forestår billetsalget, der foregår fra et bord i forhallen med fruen solidt
plantet med sin pengekasse. Teatersalen har på dette tidspunkt plads til 288
gæster og lægger også hus til danseskole. I 1950 installeres varmeanlæg, mens
scene- og omklædningsrum til amatørteaterforestillingerne moderniseres. Efter
installation af
CinemaScope i 1959 reduceres stoleantallet til 256, når der
gives biografforestillinger.
Ved udgangen af 1970 sælges hotellet til Ole Kastrup Jensen og biografdriften
ophører, men i april 1971 gives fornyet bevilling og driften genoptages med to
aftenforestillinger hver søndag, før det indskrænker sig til omtrent hver anden
weekend i biografens sidste leveår. Der tages afsked 4. april 1976, hvor Ib
Mossins ”Sønnen fra Vingården” er på plakaten kl. 19, mens ”Alle elsker Angela”
kl. 21, en erotisk art-bedrift med Laura Antonelli.
Selve hotellet lukker i 2008 for at blive revet ned året efter i august. Det
erstattes af tolv nye andelsboliger, men både den oprindelige købmandsfløj og
teatersalen eksisterer endnu tilsvarende ombygget til beboelse.
|
|
|
|
|
|
• Gå til
Biografer på biografmuseet.dk |
Biografer Oversigt
• Gå til København |
Omegn | Nordsjælland |
Vest, Midt & Syd
• Gå til Bornholm |
Møn, Bogø, Lolland & Falster
• Gå til
Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø
• Gå til
Sydjylland |
Midt-Vest | Øst |
Nord
• Gå til mere om
|
|
|
|
|
|
• Gå til
Stationsbyernes Biografteater / Kolind Biografteater / Kolind
Biograf |
|
Gå:
tilbage
- op
Opdateret
08-01-2025 |
|
|