| | Mariager Bio / Kino Mariager | Tilbage til forsiden
| Skrevet af: JG, biografmuseet.dk | Dato: 01.05.2025 | Kino / Den Gamle Biograf august 2023. Billede: Knud Sørensen
Mariager Bio/ Kino Mariager Kirkegade 2
Åbnet 4. juni 1926 Lukket 21. august 1983
I oktober 1925 har hoteldirektør L.M. Schouboe sammen med kolonialhandler og isenkræmmer J.W. Hermansen, bagermester L. Olsen og brugsuddeler Nielsen slået sig sammen i et konsortium om at opføre en rigtig biograf i byen, fremfor at fortsætte i teatersalen på Schouboes afholdshotel. Bevilling tildeles Olsen og Hermansen i december, såfremt indretningen sker i overensstemmelse med loven. Sammen køber de byens gamle købmandsgård på Kirkegade for herefter at rive en gammel stald ned (også her), så udgravningen omme bagved til det nye biografteater kan påbegyndes. Arbejdet besværliggøres ved fundet af nogle store kampesten, der viser sig at have udgjort en del af fundamentet for den tidligere Sct. Peders Kirke, der lå på stedet frem til Reformationen 400 år forinden. Ved siden af havde der i øvrigt været kirkegård.
Mariager Bio med 150 pladser indvies fredag den 4. juni 1926, hvor Peter Malberg bringer glæde til ”Solskinsdalen” instrueret af Emanuel Gregers. Første tonefilm seks år senere bliver den vældigt populære ”Kongressen danser” med Lilian Harvey og Willy Fritsch, hvor Hermansen på grund af lovkrav har bevillingen ført over på egne hænder, selvom konsortiet fortsat deltager. Også fruen giver hver aften en håndsrækning i billetkontoret.
I efteråret 1947 er selskabet med egne ord kørt træt i filmene og sælger derfor til mejeribestyrer Alfred M. Løkkegaard, der med bevilling fra november straks spenderer 100.000 kroner på at udvide biografen gevaldigt i begge ender til at fremstå helt moderne med 216 nye stole under navnet Kino Mariager, der genåbner den 29. marts 1948. Løkkegaard ejer også det, der bliver til museumsgården og resten af ejendomskomplekset med sin hustru og tager selv operatørcertifikat, så han kan passe maskineriet. Dette føres naturligvis helt up-to-date med to nye maskiner fra B&O, så der ikke længere gives pause undervejs. I salen er gulvet hævet en meter bagtil, så der kommer en lille hældning på rækkerne. | Læs mere her:
Biografer på biografmuseet.dk
Biografer Oversigt
70mm og Storformat Biografer
Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne
Biografpremierer 1911 - 2020
Film- og Kinoteknik
Stumfilm, Tonefilm og nye Systemer
7OMM, Storformat, Film- og Lydsystemer
Historien om 70mm og De Store Formater
• CinemaScope | Widescreen • VistaVision | Todd-AO
• "Windjammer" i Cinemiracle • "Dette er Cinerama"! • Vises "i Sensurround"
High-Impact biografdesign | Kino Mariagers program op mod påsken i marts 1958
Fremover spilles typisk fire dage om ugen i vinterhalvåret, mens der om sommeren blændes op seks gange. Både sal og foyer er smukt indrettet, hvor sidstnævnte kommer med en slikkiosk, der ude på Torvet får en fuldfed, kuglerund storebror som særligt lækker iskiosk i sommermånederne. Belægningen var hidtil kun cirka 50%, så ligefrem en guldgrube havde der ikke været tale om. Danske film fungerede bedst, hvilket forklaredes med, at der bor en del ældre borgere i byen, der ikke kan læse undertekster. De kommende år stiger omsætningen betragteligt ikke mindst med Morten Korch-filmene samt ”Far til fire” fra ASA og meget mere.
Faktisk er Løkkegaard så kvalitetsbevidst, at han som noget af et særsyn i april 1961 vælger at holde lukket i to dage fremfor at byde publikum på det bras, ASA har formastet sig til at sende ham nærmere bestemt ”Panik i Paradis” med Helge Kjærulff-Schmidt og Dirch Passer, der ved gud i himlen også er aldeles rædsom. ’Besøget var ganske godt’, forklarer direktøren om første aften, ’men publikum gik meget skuffet fra filmen, og alle var enige om, at filmen var uhyre ringe’. Han ville simpelt hen ikke byde flere gæster at overvære makværket de næste to dage, der var afsat til programmet. Så hellere indkassere det tab, der uomtvisteligt måtte komme på nedlukningen, idet udlejeren som minimum skal have 50 kroner i filmleje.
På grund af sygdom sælger Løkkegaard i maj 1964 til kødeksportør Jørgen Christian Tyroll, der beholder fløjen med biografen, mens resten opkøbes af ’Selskabet til bevarelse af gamle bygninger i Mariager’, hvor byens museum allerede er flyttet ind i selve den gamle købmandsgård. Ved også at køre scopefilm reduceres antallet af stole til 202, der bliver polstret, mens der opsættes nyt loft i salen, hvor væggene samtidig friskes op i nye farver. Den unge biografdirektør spiller hver dag hele året og fornøjer sommetider med levende musik før forestillingen, når der er tale om (pop)musikfilm. Han forsøger sig desuden med midnatsforestillinger både fredag og lørdag. | | Kino / Den Gamle Biograf august 2023. Billede: Knud Sørensen
I maj 1971 overtager Tyroll Kinoteatret i Farsø, da han endnu en gang har ladet sig lokke til at købe et biografteater fremfor den landbrugsejendom, han i virkeligheden havde haft i tankerne. Biografen i Mariager var slet ikke var gået dårligt for ham, tværtimod, men hans interesser forgrenede sig i alle retninger. Allerede i november 1968 var han således flyttet fra byen til et andet job, hvor Kino i stedet blev overtaget af Preben Pindstrup Eskesen, der fik bevilling i marts 1969. Den nye direktørs ejerskab fortsætter kun til april 1972, hvor han tre måneder senere overtager den større Lindholm Bio ved Nørresundby.
Fhv. hotelejer Erik Mathiesen fra Kongerslev Hotel har selv haft en biograf placeret ved siden af, som han ikke selv drev, men den har gjort ham så nysgerrig, at han nu har kastet sin kærlighed på Kino Mariager med bedre komfort på de bedste pladser ved indkøb af 52 let brugte logestole fra Palads Teatret i Aarhus. Fremme i 1978 overtages biografen af en bankvirksomhed, der sælger videre til Jette og Bent Madsen.
I 1982 holder Kino lukket fra sidst i maj, før Jette Madsen genåbner den 27. august med Kjeld Petersen i ”Den grønne elevator” fra 1961. Gamle danske film vil man fortsat gerne se i byen og Madsen har til efterårssæsonen hjemtaget hele ti af slagsen fremfor som hidtil at løbe ”De røde heste” op med porno, hvilket den seneste periode havde genereret et gennemsnitligt billetsalg på sølle 217 kroner dagligt. Som noget af et kontrafej er der i foyeren opstillet automater med videospil og der kan udover slik nu også købes is og røde pølser fra kiosken i foyeren som udvidet sortiment fra torvekiosken, der er lukket efter i de varme måneder at have sikret leverpostej på brødet men uden rødbeder, som det forklares. Særdeles gerne havde Kino også spædet op med udskænkning af spiritus, hvis byrådet ellers havde givet los.
Som forklaring på lukningen samme forår anføres et ugentligt underskud på driften på 500 kroner og meget bedre går det ikke med det danske forsøg, der i videoens årti er dømt til at slå fejl. Biografen ophører definitivt søndag den 21. august 1983 med noget helt andet, nemlig Fabio Testi i ”Speed Driver”, hvor Madsen gerne så salen ombygget til discotek eller total spillehal, men det ville kommunen heller ikke gå med til. Beboelse i salen kunne man også glemme alt om. Mariager får fem uger senere besøg af rejsebiografen fra Hobro bare ikke i biografen men ude i skovpavillonen. | | Kino / Den Gamle Biograf august 2023. Billede: Knud Sørensen
I 1985 sælges Kino til museumsfolkene på tvangsauktion, efter kommunen har besluttet sig for ikke at erhverve den. ’Det er ikke så meget behovet for mere plads til Mariager Museum, der ligger bag planerne om køb’, lyder det, ’men snarere et bredt formuleret ønske om at den nedlagte biograf indgår som en fremtidig enhed’. I foråret 1986 gennemgår salen således en større renovering og i november 1988 oprettes en voksenfilmklub med over 100 medlemmer i det, der nu går som Den Gamle Biograf med yderligere selskab af den husvilde børnefilmklub fra januar 1989, så faktisk bliver der vist film igen.
’Den Gamle Købmandsgård’ havde måske endda været et endnu sjovere valg i forhold til en vis filmklassiker af den gode slags fra Saga, ligesom i øvrigt biografens billedskabe og reklame for Kino samt Løkkegaards isbod medvirker i Palladiums ”Landsbylægen” fra 1961, der hører til den mere forglemmelige slags. Begge titler, der refereres til, har i december gennem årtier været kendt for at jule, når man i biograflisterne nærmede sig kalenderårets afslutning.
Fra 2013 fungerer stedet som kulturelt samlingspunkt ved Nordjyllands Historiske Museum efter det havde været på tale at pille alt sammen ned for at genopføre bygningerne i Den Gamle By i Aarhus, ligesom det var sket med Helsingør Teater, som havde rummet Kosmorama foruden et gammelt spisehus i Kalundborg, der havde fungeret som biografteater helt tilbage i 1907. Salen kan lejes til arrangementer udstyret med både lærred, fortæppe og hul ind til det gamle operatørrum. | | Den Gamle Biograf | | Kino / Den Gamle Biograf august 2023. Billede: Knud Sørensen
I skriver om en Assens biograf pr. 9550 Mariager. Jeg har netop været i Mariager og her ligger et hus der heder Den Gamle Biograf. Det udlejes til forskellige formål. Jeg talte med receptionisten i museet som ligger lige ved siden af og han have boet i Mariager i mange år. Han bekræftede at der havde været biograf da han selv havde set film der som barn, og ham bekendt havde der aldrig været en biograf i Assens. Jeg ved selvfølgelig ikke om det er rigtigt.
Knud Sørensen
Flere billeder og tekst af Knud Sørensen:
• Gå til Arena, Silkeborg • Gå til Kino, Silkeborg • Gå til Bio, Silkeborg • Gå til Farvel Bio Silkeborg | | | | | | | | • Gå til Biografer på biografmuseet.dk | Biografer Oversigt • Gå til København | Omegn | Nordsjælland | Vest, Midt & Syd • Gå til Bornholm | Møn, Bogø, Lolland & Falster • Gå til Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø • Gå til Sydjylland | Midt-Vest | Øst | Nord • Gå til mere om Mariager Biografteater (1908) | Mariager Biografteater (1920) | | | | | |  • Gå til Mariager Bio / Kino Mariager | | Gå: tilbage - op Opdateret 14-04-2025 | | |