Carl Th Dreyers mesterværk "Jeanne d'Arcs Lidelse og Død" | Tilbage til forsiden |
| Skrevet af: Thomas Hauerslev, Filmoperatør For Entertainment Behind The Screen april/maj 1997 | Dato: 20 November 2005 |
 Biografstemning under filmen. Tryk på billedet og se en forstørrelse.De sidste 2 år [1995 og 1996] har der fundet nogle helt specielle filmprogrammer sted i den nedlagte biograf Europa Bio i Aalborg. Den gamle biograf har dannet rammen om nogle arrangementer, der har tiltrukket et betydeligt publikum. Søndag den 24. November 1996 var der igen en af disse filmprogrammer i Symfonien, som den gamle biograf nu hedder. Denne søndag skulle jeg opleve biografens sande magi og udsættes for historiens vingesus ved at opleve en 70 år gammel stumfilm. Jeg måtte af sted, hvis jeg vil kalde mig for filmentusiast. Jeg stod op kl 6 om morgenen og fik sat mig til rette i toget til Aalborg. Før jeg tog af sted, læste jeg om Dreyer i nogle håndbøger. Mit kendskab til Dreyer var begrænset til nogle gamle sort/hvide film og busten af ham samt den store fotostat i Dagmar Teatrets foyer fra filmen "Jeanne d'Arcs Lidelse og Død". Rimeligt overkommeligt og begrænset må man sige. Carl Th Dreyer (3. Februar 1889 -20. Marts 1968) kom til filmen i 1912 som tekstforfatter, klipper og siden instruktør. Han havde bevillingen til Dagmar Teatret fra 1952 til sin død. I starten af dette århundrede var det normalt, at de største biografer havde et symfoniorkester til at ledsage stumfilmene med en lydside. Mindre biografer kunne klare sig med et klaver. Den store biografpioner i Danmark, Constantin Philipsen, åbnede Palads Teatret den 18. oktober 1912. Det var på det tidspunkt den største biograf i Europa og 1780 pladser med et symfoniorkester på 30 mand. Nogle imponerende forhold som ikke kan opleves nogle steder i dag. Og dog... | Læs mere her: Europa Bio, Aalborg Biffen på Nordkraft Biffen, Aalborg Symfonien, Aalborg Orla Nielsen og hans 2 biografer |
 Orla Nielsen og Thomas Hauerslev med selvudløser i Symfonien's operatørrum. I Aalborg besøgte jeg min gode ven Orla Nielsen. Jeg har kendt Orla i 10 år, og vi deler interessen for biografer på mange måder. Vores fælles hobby er 70mm film. I fællesskab arrangerede vi bl a en lille Russisk 70mm Film Festival i 1992, der tiltrak publikum fra hele Jylland. Orla havde sendt mig Symfoniens filmprogram nogle måneder i forvejen. Jeg har besøgt Orla mange gange, men denne gang skulle jeg opleve stumfilm med symfoniorkester for første gang. "Jeanne d'Arcs Lidelse og Død" er optaget i Frankrig og havde premiere i 1928 i Paris. Filmen handler om den franske kvinde Jeanne d'Arc, der kæmpede imod englænderne for sin konge, Charles VII. Englænderne havde taget Jeanne til fange, og de ønskede hende henrettet som troldkvinde (hvilket englænderne så som forklaringen på deres mange nederlag til de Franske tropper). Jeanne nægtede at skrive under på at stå i ledtog med det Onde, men da angsten for at dø på bålet blev for stor, skrev hun alligevel under og fik fængsel på livstid i stedet. Imidlertid følte hun sig beskæmmet over at have fornægtet sin Gud, da hun var blevet klippet korthåret og hendes martyrkrone var blevet kastet bort. Hun trak sin tilståelse tilbage og blev dømt til døden på kætterbålet. Jeanne bleven religiøs heltinde, der nægtede at gå på kompromis overfor sin tro, og som derefter ofrede livet for den. Filmen skildrer med utrolig intensitet Jeannes kamp med sin religiøse overbevisning og sine bødler. Dreyer havde som forelæg til sit manuskript bl a anvendt de autentiske forhørsprotokoller. | |
 Det hører med til historien at fortælle, at "Jeanne d' Arcs Lidelse og Død" oprindeligt blev klippet af censuren i Frankrig til Dreyers store ærgrelse. Imidlertid blev de 4 kopier, der blev fremstillet til Danmark ikke klippet. Det originale kameranegativ brændte senere i Berlin, og dermed var det ikke længere muligt at fremstille nye kopier af "Jeanne d'Arcs Lidelse og Død". Dreyer prøvede at sætte et nyt negativ sammen efter resterne af outtakes, men det var ikke tilfredsstillende. I mange år var "Jeanne d'Arcs Lidelse og Død" en "forsvundet" film, indtil man i Oslo fandt en nitratkopi, der var sendt fra Palads Teatret til et norsk sindssygehospital for mange år siden. Der var formentlig tale om en af de 4 originale danske kopier, som Dreyer personligt havde lovet bort til en norsk læge. Rettighederne til filmen er nu ejet af Gaumont i Paris, der også udlejer filmen for et fast beløb. Dagen for filmen var kommet. Der skulle være generalprøve på hele forestillingen kl 12 med musik, film og det hele. Kinoblodet begyndte at løbe i mine åre på denne tågede søndag. En let vinterolie må det have været, for det var en råkold morgen.Musikerne begyndte snart at stemme deres instrumenter. Lærredet var rullet på plads aftenen før, og der var en behagelig lugt af biograf i lokalet. Der kom flere og flere musikere, og snart var også dirigenten, Ole Schmidt, på plads. En stor og vældig mand som han stod der på sit podium. En kontorstol var stillet op, men den viste sig at være defekt. Skyndsomt blev en ny stol tilvejebragt for maestroen. Orla havde tændt kolben og lagt filmen i maskinen. Det hele var nu klart. Jeg hilste på Ole Schmidt, og vi aftalte, at jeg kunne fotografere under generalprøven. Ole Schmidt (f 1928) er en af Danmarks mest travle og dynamiske dirigenter og komponister. Han skrev musikken til filmen på ca 20 dage i 1983. Musikken blev uropført i Los Angeles i 1983. Ole Schmidt siger om musikken: "Min indfaldsvinkel er det psykologiske drama, navnlig hvad der foregik inde i hovedet på Jeanne d'Arc, en uskyldig kvinde, der kan se renheden i livet og også i døden". Ole Schmidt bor i Frankrig hvor han også underviser. Kombinationen Dreyer-Schmidt har været en stor succes, hvor filmen og musikken er vist. | |
 Så begyndte filmen. Sort hvide billeder, lidt ridset, og så musikken!!! Musikken er bygget op som et vemodig-elegisk tema, der fremføres af solosopranen og følger titelpersonen filmen igennem. Det er virkeligt bevægende at lytte til, når man samtidigt ser filmen. Det er også meget iørefaldende, og man kan ikke lade være med at tænke på Ennio Morricone. Imens filmen kørte, gik jeg lidt rundt imellem rækkerne under prøven og fotograferede. DP70erens lys flimrende ud fra hullet bagest i biografen ned imod det hvide lærred. Lærredet hang hen over symfoniorkesteret, således at dirigenten kunne følge med i, hvad der skete. Solosopranen, Nina Pavlovski, havde et spejl til hjælp, så hun kunne følge med i filmen. Musikerne bag lærredet kunne også se, hvad der foregik, da lærredet er lidt gennemsigtigt.Dreyer brugte zoom, før den blev opfundet ved ganske enkelt at flytte kameraet, så perspektivet ændrer sig. Filmen med de store udtryksfulde nærbilleder, den tidløse atmosfære og det lidelsesfulde spil, er en af de sidste helt geniale stumfilm. Dreyer lavede ikke en historisk korrekt film, men en skildring af Jeannes lidelser og sjælekrise og hendes sejr i døden. Da filmen var færdig, var jeg målløs. Det var noget helt andet, som forventet, at se en Dreyer film i en biograf med levende musik. Filmen var i den grad medrivende. Det var virkeligt flot, og jeg blev helt entusiastisk. Det var som om, hele interessen for biograf blev født på ny. Det hører til sjældenhederne at opleve stumfilm med levende musik i en stor biograf. I disse tider med 6 kanal digitallyd i biograferne er det alligevel meget imponerende at høre en levende klarinet, rigtige pauker og masser af slagtøj. Det var en meget levende oplevelse. Jeg takkede Ole Schmidt for en gribende oplevelse. | |
 Sandrew Metronome personaleblad "Entertainment Behind the Screen" hvor nærværende artikel blev offentliggjort.Problemerne med negativet og censuren i Paris har efterfølgende medført, at der er mange versioner af "Jeanne" i omløb. Ole Schmidt fortalte, at det mindst var den 8. version af filmen, han havde dirigeret hans musik til. Kopien i Aalborg varede ca 88 minutter. Midt på eftermiddagen startede den annoncerede forestilling. Ca 400 mennesker havde sikret sig en billet til "Jeanne" og satte sig nu på plads i Symfonien for at få sig en biografoplevelse ud over det sædvanlige. Efter forestillingen halvanden time senere var der et stående bifald til Ole Schmidt, der måtte lave 3 fremkaldelser, før publikum var tilfreds. Der var blomster til Ole Schmidt, sopranen Nina Pavlovski og til guitaristen. For min del var weekenden også slut, og jeg tog toget hjem til København. To begivenhedsrige dage var overstået, og jeg havde nu oplevet en stumfilm med musik leveret af et stort symfoniorkester. | |
| Gå: tilbage - op Opdateret søndag, 27 oktober 2024 09:07:30 |