Dagmar, København | Tilbage til forsiden | |||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Skrevet af: JG, biografmuseet.dk | Dato: 01.10.2021 | |||||||||||||||||||||||||||||||||||
 Dagmar den 20. oktober 2021. Foto: Thomas HauerslevDAGMAR Jernbanegade 2 Åbnet 16. marts 1939 I 1929 var der seriøse planer om at omdanne Dagmar Teatret på hjørnet af Rådhuspladsen og Jernbanegade til storbiograf. Det voluminøse teater opkaldt efter kejserinde Dagmar var opført sammen med hotel og restaurant og åbnede i marts 1883. En flot, høj og rigt udsmykket bygning i hvidt med rund hjørnetårnsfacade ud mod Rådhuspladsen, dengang Halmtorvet. Teatret var bygget til at skulle ligne Det Kgl. Teater og blev øjeblikkelig et af byens førende. Borgerskabet flokkedes til caféen, hvor man kunne nyde ’den farlige drik’ absint før forestillingen. • Gå til stoleplan Dagmar Bio • Gå til stoleplan Dagmar Teatret • Gå til galleri Dagmar Theatret, 1989 • Gå til galleri Dagmar Theatret, 28. september 2005 • Gå til DAGMAR TEATRET's 70 års jubilæum I maj 1937 lukker Dagmar Teatret ganske pludseligt efter en del turbulente år på de skrå brædder og bag kulisserne. Publikum havde gode forhold i den overdådige teatersal og de store foyerområder, mere småt var det for de ansatte. Blandt teatrets mindeværdige optrædener sås Josephine Baker i juni 1928 kun iført sit legendariske bananskørt. Danskerne kendte hende allerede fra avisskriverier og det stumme teater, idet Grand kort forinden med gevaldig succes havde spillet ”Papitou” også kendt som ”Charleston-dronningen” med Baker i titelrollen. I månederne op til lukningen bølgede diskussionerne frem og tilbage angående en påkrævet total renovering af brandhensyn, men i stedet blev teatret solgt. Husets nye ejere havde helt andre planer, nemlig en ny og moderne bygning – helt uden teater. Det gamle Dagmar blev herefter påbegyndt nedrevet næsten før sidste gæst var ude af dørene og et nyt byggeri i syv etager stod færdigt mindre end to år senere. Det nye Dagmarhus er tegnet af arkitekterne Christian Kampmann og Hans Dahlerup Berthelsen og kendes også som Kampsax-bygningen navngivet efter ingeniørkoncernen stiftet af Per Kampmann, Otto Kierulff og Jørgen Saxild, som nu flytter ind i deres nye domicil opført i funktionalistisk stil. Ligesom der ikke skulle være teater, havde den nye ejere bestemt heller ikke forestillet sig en biograf, men lige inden byggeriet går i gang, bliver der plads til en sal gravet lidt ned inde bagved med foyer fuldstændig samme sted som det tidligere teater og ender faktisk med at fylde ganske betragteligt. Hele bygningen er dog trukket to meter tilbage, idet man forventede, at Jernbanegade skulle udvides hele vejen op til Vesterport. Hilmar Clausen havde gennem tre år haft bevilling til Rialto på Frederiksberg, men kæmpet en brav kamp for at få den flyttet, da bølgerne gik lidt højt på Smallegade i forhold til husets ejer, enkefru Mie Philipsen, som har arvet biografen efter sin mand, den kendte biografpionér Constantin Philipsen. I første omgang var det blevet til et afslag, men de nyeste planer for Dagmarhus fik bevillingsnævnet til at skifte holdning og i marts 1939 flytter Clausen således ind til centrum. Aftenen før den officielle åbning præsenteres biografen for et festklædt publikum og modtagelsen er naturligvis begejstret. Blandt de indbudte var mange skuespillere, der havde optrådt på det gamle teater. Poul Reumert fremsiger en prolog af Axel Juel og justitsminister Karl Kristian Steincke holder indvielsestale. Før hovedprogrammet vises en smalfilm om tilblivelsen af den nye bygning. Dagen derpå, torsdag den 16. marts, kan almindelige københavnere tage den nye, smukke biograf i åsyn. I Berlingske Tidende kaldes Dagmar ’byens hidtil eleganteste biograf og et teknisk vidunder’. På den nye, to meter brede gavl til nabohuset lyser grønne neonrør op mod et stort Dagmar-skilt, der skinner i rød neon helt ud over fortovet. Det lyser fortsat den dag i dag. En kæmpestor og lang baldakin rager ligeledes to meter ud over selve indgangspartiet, hvor stribevis af hvide neonrør lyser ned på publikum. Indenfor de mange indgangsdøre møder man et helt spejlkabinet. Gulvet er i tofarvet marmormosaik, hvor den lyse er grønlandsk marmor. Foyeren er bygget op mellem en række kraftige, sorte søjler. I venstre side ligger billetkontoret med hele fem salgssteder. Rummet oplyses af en række bladguldbelagte lamper, som eksisterer endnu. Det samme gør rækværket foran afsatsen på reposen ind til balkonen og på trappen derop. Ved at gå tretten trin ned ad en fem meter bred trappe kommer man til den nedre foyer, hvorfra der i hver side er adgang til salen. Går man blot otte trin op ad to mindre trappe i hver af foyerens sider, når man den åbne repos, hvor der ligeledes i hver side er adgang til den store balkon. I venstre side af reposen findes tilmed et lille udhæng over den nedre foyer. I salen er balkonrampen udstoppet med stenuld og overtrukket med rød oksehud. Det er en akustisk finesse, der alene har kostet 14.000 kr., som man stolt noterer. Forreste række på balkonen er sofarækker og alle stole er betrukket med rødt velour. Salens loft har en kraftig runding, balkonen rager godt ud i rummet og der er logepladser ned langs siderne, som var lokalet genopstået som ægte teater. Salen har i alt 784 pladser. Det udvides senere til 808 ved inddragelse af midtergangen og der er indrettet særlige tilkaldepladser, sådan som man få måneder forinden havde fundet på i den nyopførte Palladium-biograf på Vesterbrogade. Pladserne er beregnet for eksempelvis læger, som kan tilkaldes ved, at et lille rødt lyssignal i en lampe på sædet foran lyser op under forestillingen. Disse pladser er naturligvis placeret ved sidegangene. Loftet er sammensat af store vandrette, lamellerede plader med indbygget ventilationsanlæg og de hvidriflede vægge har mandshøje mahognitræpaneler, som alt sammen står uforandret den dag i dag. Der er udgangsdøre i begge sider foruden nødudgang bagtil fra både sal og balkon med direkte adgang til gaden. Disse er ramper uden trappetrin og formentlig indrettet med tanke på Clausen, der var bundet til rullestol efter et polioangreb. Disse to partier ud til gaden står ligeledes helt uforandret i 2021. Lærredet har hele tre fortæpper i grønt, rødt og sølvgråt, hvorpå der projiceres lyseffekter. Der er en stor scene foran prosceniet og bagved indrettet små garderoberum. Selvom Dagmar er genopført som biograf, er det hensigten at benytte lokalet til sommerrevy. Man havde ikke helt fortrængt storbiografernes tidligere ritual med at holde lukket i de varme måneder. I tilknytning til huset er der opført en underjordisk garage, hvortil man kan bestille P-plads, når man reserverer biografbilletterne over telefonen. Der er dog kun plads til 60 biler. Foyeren er i denne forbindelse yderligere udstyret med en ’Frk. Service’-telefonkiosk midt i det hele. Den bestyres af en frøken, der taler de tre hovedsprog og som kan besvare spørgsmål fra publikum både ved personlig henvendelse eller pr. telefon. Der foretages gerne bordbestilling til restauranter, gives programoplysning foruden naturligvis billetreservation. I nedre foyer forefindes et lille hundehotel med plads til fem hunde. For fruerne er der indrettet en damesalon under kyndig ledelse af Hollywood-uddannede skønhedsplejersker, så man kan ligne filmstjernerne. Efter en tåreperser kan man sågar få sit ydre opfrisket i ’Cosmetic Room’. Også her kiggede man naboen på Vesterbrogade over skulderen og forsøgte at lægge et ekstra lag service på. Der var vist ikke det, der ikke var. En chokoladekiosk er placeret midt i indgangspartiet og bliver liggende her helt op i 1980’erne, mens der placeres en større vin- og tobakshandel i venstre side. En drink kan nydes i caféen ved siden af. Den nedre foyer er udstyret med tykke, bløde tæpper og den mahognibeklædte bagvæg udsmykket med motiver af Olaf Stæhr-Nielsen og her foran en bred sofa med mønstret stof, der vist lignede en broget ko. Stæhr-Nielsen begår i øvrigt også to smukke kvindefigurer på hver side af prosceniet dog slet ikke som de statuer, der samme år placeres på hver side af Rialtos lærred. Her var det nok fru Philipsen, der hævdede sig, efter selv at have opnået bevillingen til biografen på Smallegade. På begge etager er der til højre og venstre for salen indrettet garderober, nemt og praktisk på vej ind og ud. Store sandstenskrukker pynter forskellige steder og benyttes til dels som askebægre. Tobaksrygning er tilladt, som det endnu er i de fleste biografer. Senere forbydes det under Dreyer, der insisterer på, askebægrene nu kun er til bananskræller! | Læs mere her: Biografer på biografmuseet.dk Biografer Oversigt Danmarks 70mm og Storformat Biografer Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne Biografpremierer 1911 - 2020 Film- og Kinoteknik 7OMM Film og De Store Formater Todd-AO, - det sensationelle filmsystem Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"! "Windjammer" i Cinemiracle CinemaScope | VistaVision Super Technirama 70 | Panacolor Dimension 150 | Sensurround High-Impact biografdesign | |||||||||||||||||||||||||||||||||||
 At biografens kvindelige publikum kunne komme til at ligne en Hollywood-filmstjerne, var bestemt ingen tilfældighed for Dagmars profil var ægte amerikansk-engelsk med populære titler for det kvalitetsbevidste publikum. I senere årtier blev de i fagsprog kaldt ’up-market’-titler. ”Pygmalion” med Leslie Howard var britisk og startede det hele. Den holdt sig på plakaten helt fra den 16. marts til den 27. maj 1939. Herefter fulgte så nærmest undtagelsesvist en fransk film, men ugen efter er programmet amerikansk ligesom de efterfølgende. I august får biografen en særdeles stor succes med ”Sejr over mørket”, der har Bette Davis og Humphrey Bogart i hovedrollerne. Her var lommetørklæderne formentlig flittigt i brug og kosmetikværelset må have været proppet efter forestillingerne. Efter denne følger William Wylers ”Stormfulde højder” med David Niven og Laurence Olivier i oktober. Succes avler succes, Dagmar er kommet brillant fra start.Krigsårene bliver en grim forestilling for biografen. Allerede den 15. april 1940 vises den tyske ”Felttog i Polen”, som blev distribueret af Nordisk Film! Den får man da heldigvis skiftet ud to uger senere med den engelske komedie ”Fransk uden tårer”, men henover sommeren bliver Howard Hawks ”Sensationen” med Cary Grant også Dagmars sidste store sensation. Det tynder efterhånden drastisk ud i de velbesøgte, engelsksprogede film. Den tyske værnemagt kræver et forøget antal tyske film på programmet og snart bliver først de engelske og siden de amerikanske film helt forbudt. Repertoiret består nu af en række danske komedier blandet med lidt fransk foruden den tyske sauerkraut, hvor man må premiereføre titler som ”Sejren i vesten” og ”Sejrende Finland”, hvor sidstnævnte på papiret fremstod som finsk og dansk, mens virkeligheden synede tysk. Som erstatning for de få premierefilm viser Clausen kavalkader med ønskefilm. Disse reklameres stort op og publikum strømmer til. Hver gang der skiftedes til tysk program, blev reklamerne bittesmå og intetsigende. Publikum blev så naturligvis væk og Clausen kunne efter et par dage sætte næste populære ønskefilm på plakaten. I sommeren 1941 var der for første gang revyteater i biografen, men fra september skulle der igen spilles film. Danske titler ses sporadisk på programmet, men fra sidst på året er samtlige premierer tyske. I 1942 er der atter sommerrevy, men efter sommerens sceneløjer i 1943, åbnes der ikke igen. Tyskerne havde lejet sig ind til forestillinger i andre biografer, men den ene var blevet sprunget halvt i luften. Det var Colosseum. Efterfølgende beslaglæggelser af andre biografers forestillinger førte kun en masse problemer med sig, så den 28. august 1943 beslutter værnemagten at tage hele Dagmarhus med tilhørende biograf. Man kunne dermed både holde tysk hovedkvarter og samtidig huse en perfekt biografsal, hvor man kunne vise propagandafilm for soldaterne. Hundehotellet blev omdannet til fangehul. Hilmar Clausen blev sat på porten og det var en biograf i sørgelig forfatning, der mødte ham, da tyskerne overgav sig i maj 1945. Der var skudhuller i biografsalens vægge og loft, bajonetstik i gelænderne. Hele interiøret var blevet mishandlet på det groveste. Alt skulle desinficeres ad flere omgange. Man var dog klar til at genåbne allerede den 22. juni. Det skete med den relativt korte krigsdokumentar ”Memphis Belle” i dobbeltprogram med komedien ”Min kone er en heks” med Veronica Lake, der forinden havde haft danmarkspremiere i Toftegaard ude i Valby og været en tur forbi Hvidovre Kino. Det havde kostet 70.000 kroner at slette sporene efter tyskerne. Et enkelt skudhul i væggen ud for række 26 var bevaret som bittert minde. De to film spiller henover sommeren og folk er glade for igen at kunne besøge den kønne Dagmar. Dobbeltprogrammet efterfølges af yderligere to dokumentariske krigsfilm. Dernæst et nyt amerikansk krigsdrama, ”Månen er skjult”, efterfulgt af ”Slaget om England”. Herefter spilles ”Danmark i lænker”, der blev vist i Ålborg så tidligt som i november 1945, men som først får premiere i Dagmar den 6. december. Det er knap tre uger før ”De røde enge” med Poul Reichhardt, der i sin rolle som tilfangetagen frihedskæmper i begyndelsen af filmen føres i lænker til sin celle i netop Dagmarhus. Denne film får dog ikke premiere i Clausens Biograf. Først i marts 1946 har Clausen gjort sig selv og Dagmar delvist fri af krigens skygger. Her får Laurence Oliviers Shakespeare-filmatisering ”Henry V” premiere, men den brød publikum sig sjovt nok ikke om på dette tidspunkt. Tilskuerne skulle under en forestilling på premieredagen efter sigende have råbt efter ”Skipper Skræk”-tegnefilm i stedet og fyldt den store sal med buh-råb. Man tror næsten ikke, det kan være sandt… i Dagmar? På den anden side: Publikum havde før taget fejl. Clausen var i alle tilfælde en modig mand. Han skiftede Oliviers film ud med… Olivier. Denne spillede nemlig selv hovedrollen i ”Han kom som en fremmed”. Alt var vist tilgivet. Pressecitaterne indeholder vendinger som ’et pletskud’, ’et mesterstykke’ og ’gnistrende af selvironi og vid’. Publikum skulle have moret sig strålende. Den 8. november 1948 tager Clausen endda chancen med Olivier og Shakespeare endnu en gang og giver ”Hamlet” premiere. Denne gang går det meget bedre og filmen spiller næsten året ud. | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||
 Sidst i 1946 var Ernst Lubitschs ”Himlen må vente” en forrygende succes og i de kolde vintermåneder fornøjede ”Two Girls and a Sailor” stærkt Dagmars publikum. Samme instruktørs ellers så bedårende ”Den lille butik” med James Stewart kom der mærkværdigvis ingen til senere samme år. Clausen forsøgte sig derfor med en repremiere nogle måneder senere fortsat uden stor tilstrømning. Ib Schønberg har som vanlig succes med sine roller, denne gang i ”Mani”, der får premiere sidst i oktober 1947. Blandt de få ikke-amerikanske film har Vittorio De Sicas italienske ”Cykeltyven” premiere i Dagmar sidst i 1950 og i marts 1951 viser biografen Jacques Tatis franske ”En festlig dag”. Samme år er der 2. april danmarkspremiere på noget så usædvanligt som en Walt Disney-film, der har forladt sit vante premiereteater, Metropol på Strøget. Det er naturligvis ”Fantasia” og årsagen den, at filmen ikke er for børn. Faktisk er den forbudt for børn. Den fænger ikke rigtig i Dagmar og spiller kun lige over to uger. Den opnår dog mange repremierer i øvrige biografer siden, men det er en af de Disney-film, der aldrig giver overskud. Hilmar Clausen dør i august 1951 blot 63 år gammel. Stig Lommer forsøger herefter at overtage Dagmar med tanke på at gøre biografen til permanent teater. Det blev imidlertid besluttet, at Dagmar skulle forblive biograf det meste af året. ’Biografen egnede sig ikke til teater’, fik Lommer at vide, hvilket han kun kunne grine ad. Biografen var som nævnt udstyret med omklædningsrum og havde nu spillet sommerrevy og teater gennem ti år med stor succes. Der er sidste gang teater i sommeren 1954. Herefter fungerer biografen alle år frem som regulær biograf året rundt. Biografen kommer dog til at lægge hus til nogle musikarrangementer i 1970’erne. | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||
 Det bliver ingen ringere end Danmarks internationalt berømmede instruktør, Carl Th. Dreyer, der i 1952 får bevillingen efter Clausen og viderefører biografen frem til sin død i marts 1968. Det kom ikke som nogen overraskelse, at netop Dreyer endte med bevillingen. Han havde øjeblikkeligt lagt billet ind og alle forventede også, han ville få den. Af Dreyers største succeser de første år kan nævnes John Hustons ”Moulin Rouge” og William Wylers ”Prinsessen holder fridag” med Audrey Hepburn og Gregory Peck. Det var film i en overraskende let genre og sådanne viste Dreyer faktisk en del af. Dreyers egen ”Ordet” af en helt anden kaliber kommer naturligvis også op i Dagmar. Denne er der premiere på den 10. januar 1955. En af filmhistoriens væsentligste film, ”Øst for Paradis” med James Dean, får premiere i Dagmar den 29. oktober 1957 og spiller over fem måneder. Året efter, den 9. september 1958, bliver det helt sensationelt, da filmhistoriens vel største film får premiere. Det er naturligvis ”Borte med blæsten”, der hermed ser et dansk biograflærred med knap tyve års forsinkelse. Det var nu ikke fordi tusindvis af danskere ikke allerede havde set den. I oktober 1952 spillede filmen for fulde huse i Landskrona på den anden side af Øresund. Filmen skulle her efter tre uger pilles af plakaten, men den blev prolongeret, idet omkring 250 københavnere dagligt tog færgen over for at se filmen. Der var repremiere i Landskrona igen den 14. maj 1953 og nu kunne billetter købes forud i B.T. centralens billetsalg i samarbejde med den svenske biograf og Skandinavisk Linietrafik. Det var ved denne lejlighed, bådene til Sverige i folkemunde kom til at hedde ’Scarlett-bådene’ navngivet efter Vivien Leighs rolle i filmen. Hvorfor ”Borte med blæsten” ikke havde haft premiere i Danmark tidligere, var et spørgsmål om filmlejesatsen, hvor de svenske biografer havde accepteret, at en række amerikanske storfilm blev vist til en højere filmleje end 40%. Faktisk krævede nogle distributører op til 70%, men de svenske biografer havde dog stoppet accepten ved de 50%. I Danmark fortsatte krigen om filmlejen længe. Også efter 1958. 2. verdenskrig havde naturligvis også gjort sit til at forhale en række premierer. I første omgang blev det til lidt over fem måneders spilletid i Dagmar, før filmen var blæst bort, men det blev naturligvis til utallige repremierer siden. Dagmar viste den imidlertid aldrig igen. Dreyer var en ganske usædvanlig mand. Ofte stille og genert og til andre tider meget opfarende. En meget sjov anekdote udspillede sig i 1958. Det var allerede i begyndelsen af året, da Sophia Loren sammen med sin mand, producenten Carlo Ponti, var på lynvisit i København sidst i januar. De lagde åbenbart også vejen forbi Dagmar for at hilse på hr. filminstruktøren, men Dreyer havde kun dette at sige: ’Tag det gale kvindemenneske væk!’. I 1960’erne viser Dagmar Stanley Kubricks ”Dr. Strangelove” og ”Zorba, grækeren” med Anthony Quinn samt Henning Carlsens dansk-norske ”Sult” som nogle af de mest succesfulde. Dreyers egen ”Gertrud” vises naturligvis også. Derudover er danske film stort set fraværende på repertoiret under Dreyers ledelse. I det daglige tog han sig primært af at se film i forhold til udvælgelsen til sin biograf. Når han arbejdede med sine filmprojekter, var han i lange tider fraværende. Biografen havde heldigvis god hjælp fra både inspektør og førstedamen i billetsalget. Den sidste film, der får premiere, før Dreyer dør, er Stanley Krames ”Gæt hvem der kommer til middag” med Spencer Tracy i sin sidste rolle. Dreyer lå længe syg forinden, så her var hans kone, Ebba, også involveret i forhold til væsentligere beslutninger. Efter Dreyer får netop Henning Carlsen bevilling til at videreføre Dagmar. Sandsynligvis på grund af sin relativt aktuelle ”Sult”, der udover to Bodil-statuetter året forinden også internationalt havde ført priser med sig. Bl.a. på den prestigefyldte filmfestival i Cannes. Han var imidlertid overhængende tæt på at have tabt til Olaf Dalsgaard-Olsen, der havde produceret den Oscar-nominerede "Qivitoq" for Nordisk Film i 1956 og var direktør for Palads Teatret. Der havde i alt været omkring 25 ansøgere til den prestigefylde biograf. Kulturministeriet gjorde sig store anstrengelser i udvælgelsen og da man valgte Carlsen, var det for første gang i bevillingssystemets historie med en klausul tilknyttet: Carlsen skulle udover at drive Dagmar også forsøge at realisere sine allerede søsatte filmprojekter. Skete det ikke og skulle Carlsen efter fem år holde op med at lave film, kunne bevillingen tages fra ham. Man havde tydeligvis en idé om, at man både kunne få flere film af samme skuffe som ”Sult” foruden en perfekt drevet biograf. Henning Carlsen var stor tilhænger af bevillingssystemet og det var måske heldigt nok. Ellers havde han nok opgivet det hele meget hurtigt med den ganske tunge klausul hængende over hovedet. Han fortsatte som dikteret med at instruere film og løb ind i stribevis af økonomiske vanskeligheder. Filmprojekterne mundede ud i alt fra det yderst forglemmelige til stor filmkunst, der ligesom ”Sult” belønnedes af anmelderne. Gennem alle tider forblev det dog svært for Carlsen at få det store publikum i tale. Mens Carlsen drev Dagmar, instruerede han bl.a. ”Man sku’ være noget ved musikken” i 1972, ”Da Svante forsvandt” i 1975 og ”Hør, var der ikke en som lo?” i 1978. | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||
 Carlsen havde en meget specifik holdning til hvad, der var filmkunst og hvad, der var underlødig underholdning. Han takkede således som sin første gerning som nytiltrådt biografdirektør nej til at spille Roman Polanskis ”Rosemary’s Baby”, til udlejerens store forundring. Andre biografer stod til gengæld i kø for at vise filmen, som endte med at få premiere i Carlton. Da Carlsen nogle måneder senere kørte forbi denne biograf og så den lange kø ude foran, erkendte han, at han måske nok havde noget at lære. Ikke mindst da han selv ugen efter havde premiere til tom sal på ”Dine, mine og vore” med Lucille Ball og Henry Fonda. Han tog endda netop en film som Akira Kurosawas ”De syv samuraier” af ved denne lejlighed efter tre uger, hvor den store sal heller ikke blev fyldt hver aften. ”De syv samuraier” regnes ellers i dag som en film i absolut verdensklasse og den fandt senere også et betragteligt dansk publikum andre steder.Henning Carlsen lagde ud med en Bergman-film, nemlig ”Skammen”, som fik premiere den 15. oktober 1968. Det svenske produktionsselskab havde imidlertid solgt verdensrettighederne til det amerikanske United Artists, hvis danske afdeling ikke havde nogen intention om at sætte filmen op. Men Carlsen insisterede via relationer i det amerikanske selskabs bagland på at filmen skulle op til den danske distributørs fortørnelse. Bergman havde tidligere primært haft hjemme i Metropol med enkelte afstikkere til fx Grand, Nygade og Palads. Dagmar følte derfor med denne Bergman på tænderne for første gang. Det var en meget dramatisk og kompromisløs historie med Liv Ullmann og Max von Sydow, som nødvendigvis måtte have givet publikum noget at fundere over bagefter, sådan som den også virker ved gensyn i dag. Et bravt valg af Carlsen men publikum svigtede. Filmens pessimistiske tro på menneskets natur blev – umiddelbart – gjort til skamme af den virkelige verden, man månederne forinden havde kunnet se udspille sig med ’foråret i Prag’. Ironisk nok skiftedes Bergman fjorten dage senere ud med netop en tjekkoslovakisk film. Det var en film fra en i Danmark aldeles ukendt instruktør med den sjove men også ret besynderlige titel ”Man slår ikke en dame, end ikke med en stok”. Man tør dårligt gætte på, hvor få billetter den måtte have solgt. Ifølge Carlsen var det meget, meget få. Ni dage senere skiftedes til en engelsk, så nu vendte han tilbage til biografens engelsksprogede rødder. Filmen hed ”Petulia” og var en top-moderne sag med Julie Christie. Publikum fulgte med. Næste film var tegnefilmen ”Yellow Submarine” med The Beatles. Den var også med på noderne. Hvad angår biografens fysiske form, havde Dreyer, Ifølge Carlsen, ikke investeret en rød reje i vedligeholdelsen. Der ventede derfor noget af en opgave, for at få Dagmar gjort tidssvarende. Det gamle, tillukkede billetkontor blev fjernet og man byggede, som en af de første biografer, et åbent billetsalg, som i forskellige former holdt ved, lige til billetkontoret som selvstændig enhed i Dagmar blev udraderet midt i 2010’erne. Det øvrige foyerområde fik også en overhaling. I april 1969 vises ”Balladen om Carl-Henning” med Jesper Klein, der ligesom filmen året efter modtager en Bodil. I juni 1969 sætter Carlsen sin egen ”Klabautermanden” op i Dagmar og den går det vanskeligere med. Blandt de mere succesfulde danske film i Carlsens første år tæller Henrik Stangerups ”Giv Gud en chance om søndagen” og Jens Jørgen Thorsens ”Stille dage i Clichy”. Carlsen forsøger en kavalkade med 23-forestillinger om fredagen og lørdagen med introduktion før filmen, men uanset hvad han forsøgte, gav biografen underskud flere år i træk. Da Carlsen den 17. marts 1971 giver sin film ”Dilemma” fra 1962 repremiere, ringer en mand under reklamerne til anden eftermiddagsforestilling til billetkontoret med en trussel om, at en bombe vil eksplodere i biografsalen indenfor ti minutter, hvorved de hundrede gæster i hast måtte evakueres. Tilkaldt politi konstaterede hurtigt, at der ingen bombe var og forestillingen kunne fortsætte. Carlsen mente selv, bombetruslen skyldtes filmens sydafrikanske tema, der stadig havde sprængstof i sig, som Carlsen udtrykte det. Af den myreflittige Carlsens øvrige tiltag kommer også egen filmdistribution, der naturligvis får navnet Dagmar Distribution. Initiativ og navn helt givet ansporet af Peter Emil Refn, der navngav sit filmselskab Camera efter sin biograf. Her får første film, Federico Fellinis ”Klovnerne”, premiere den 3. april 1972. Naturligvis i eget hus. Carlsen så helt sikkert op til Refn, som ellers først var hans fjernere konkurrent i Camera og siden nærmere konkurrent i Grand. Lige så interessant er det, at Refn selv i et læserbrev mange år senere modsvarende roste Carlsens repertoire som værende langt bedre end det, ’den store mester Dreyer’ havde præsteret. Med de mange gøremål, der også omfatter koncerter efter biograftid, ansætter Carlsen allerede i februar 1972 Jørgen Nielsen, der kort forinden var fratrådt som direktør for Imperial, til at hjælpe sig med den daglige drift og programvalg. I begyndelsen af 1970’erne tæller Dagmars mest succesfulde udenlandske film titler som Francois Truffauts ”Elsker – elsker ikke”, hvor instruktøren (atter) lægger vejen forbi København. Desuden hippiefestival-musikfilmen ”Woodstock”, Milos Formans ”Taking Off”, Mike Nichols ”Punkt 22”, Federico Fellinis ”Satyricon” og ”Roma” samt Stanley Kubricks ”Clockwork Orange” og Woody Allens ”Mig og Bogart”. Sidst men ikke mindst Bernardo Bertoluccis ”Sidste tango i Paris”, som bliver biografens største succes længe. | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||
 Blandt de store flop tæller Ken Loachs mesterværk ”Kes”. Netop denne films ufortjente skæbne, er en af de argumenter, Carlsen bruger på at forklare, hvorfor han er nødt til at foretage sig noget drastisk. Som den tilhænger af bevillingssystemet, han var, er det nemlig umiddelbart pudsigt, at Carlsen er den allerførste i København til at omdanne sin biograf til flere sale, da dette system blev ophævet. ABCinema kom allerførst som nyåbnet to-sals biograf den 23. april 1973, men den 27. november kommer Dagmar ’i lykkelige omstændigheder’, som man snart morsomt annoncerer med. Biografen lukker dermed som den første biograf i København for at blive bygget om til multibiograf. Man kan endda snildt hævde, at Dagmar såmænd var allerførst af alle: Allerede den 1. maj 1971 havde man i den nedre foyer, i området under den øvre, indrettet en lille ’Kino Valde’, hvor der vistes dokumentar- og kortfilm i 16mm af en times længde med start kl. 18 og 20, som publikum med billet til de to ordinære aftenforestillinger en time senere kunne benytte sig af. Rummet var fyldt med puder, som man kunne flytte rundt efter velbehag. Idéen blev senere taget op igen, da Tivoli Bio omdannede en af sine sale til pudebiograf i forbindelse med genåbningen som ’Tivoli Bio for børn’ i 1986. Dagmar barsler med trillinger. Genåbningen af sal 1 finder sted søndag den 24. februar 1974 med Truffauts ”Den amerikanske nat”. Om mandagen følger sal 2 på den gamle balkon med den canadiske ”Dette er Bernadette” og om tirsdagen ser den sidste, sal 3, dagens lys med ”Family Life” af Ken Loach. Den nye sal 1 på gulvplanet har nu 465 nye, højryggede, brune stole og der kommer nyt flot fortæppe. Sæderne er af helt formidabel kvalitet og bliver stående i mange år. Der er særdeles god benplads på alle rækker. Salen har fået nyt lærred og nyt fortæppe. Der er også lagt nyt gulvtæppe i alle sale. Balkonens sideloger har måttet lade livet, men i begge sider fører de to forlængelser fortsat ud til nødudgangsdøre nede omkring lærredet. De nye sale på den gamle balkon har hver 76 pladser. Stolene er næsten lige så magelige som i sal 1, men benpladsen er mindre. Den gamle trappe op til balkonen i venstre side sløjfes og ’Valde’ får også en overhaling og består frem til omkring 1978. Denne del af nedre foyer udstyres siden med behagelige sofaer og kønne malerier. Prisen for det hele løb op i hele 2,2 millioner kroner. Carlsen lånte pengene af bygningens ejer, Kampsax, hvilket år senere bliver hans fald, da avisstrejken i foråret 1981 får Kampsax til at kræve al skyldig gæld, der også omfatter manglende huslejebetaling, indfriet med øjeblikkelig virkning. En efternøler, sal 4, får plads til 45 gæster. Den skulle være kommet til verden en måneds tid efter de øvrige, men må vente helt til den 19. marts året efter, hvor den åbner med en forsinket danmarkspremiere på ”Jordens salt” fra 1954 importeret af Dagmars egen udlejning. Måske denne nye sal i virkeligheden bedst selv kunne finde ud af det der med, hvor mange måneder, der skal gå fra... Den nye sal er placeret i gangen til venstre for sal 1, der tidligere husede garderobe. Så lille er den altså. Salen eksisterer endnu den dag i dag som sal 5 og den har aldrig været et lykkeligt besøg værd. Ved åbningen var lærredet endog ganske småt, idet man var nødt til at have nødudgangen i salens forlængelse. Først i begyndelsen af 00’erne gav brandmyndighederne tilladelse til, man kunne (gen)etablere en nødudgangsdør til den store sal 1 ved siden af, som så kan benyttes i tilfælde af brand. Hermed kunne lærredet gøres en del større og salen en anelse længere til nu at rumme 50 personer. Hældningen blev også forbedret, så det er ikke længere så galt, som det har været. Tilbage i april 1974 kommer Woody Allens næste film naturligvis også op i Dagmar. Det er ”Sleeper – mig og fremtiden”. Med tiden bliver Dagmar fast premierehus for Woody Allens film. Der er stor ballade, når hans film ikke får premiere her. Se bl.a. under ABCinema angående ”Hannah og hendes søstre”. Fellini hører også hjemme og ”Amarcord – mig og min familie” har premiere bare tre uger senere og bliver en meget stor succes. Heldet forfølger som bekendt den tossede og sidst i maj gives biografen endnu en gigantsucces i form af ”Sidste nat med kliken”, som George Lucas instruerede. Det var en film, som det konkurrerende Grand også havde forelsket sig i, men her måtte man nøjes med at give den hele seks repremierer. 12. august 1974 har Dagmar københavnerpremiere på Nils Malmros første spillefilm ”Lars-Ole 5. C”, så her sattes endnu en milepæl. Den 30. august har Coppolas ”Aflytningen” med Gene Hackman premiere. Det er endnu en fornem film i rækken, selvom publikum svigter denne, men fra den 17. december vises den helt eminente ”Togkapring”, hvor man aldrig vil glemme Walter Matthaus præstation. Her kommer publikum strømmende. Det kører nu på skinner for Carlsen og Dagmar og biografens bundlinje skifter fra rød til sort. I 1970’erne har Carlsen mange højtprofilerede artfilm på programmet udover de nævnte mere populære titler. Mange af filmene er fra Carlsens eget filmselskab. Luis Buñuels film som ”Borgerskabets diskrete charme”, ”Begærets dunkle mål” og ”Frihedens spøgelse” får premiere i Dagmar. Det samme gør Bernardo Bertoluccis ”Edderkoppens strategi” og ”Luna”, Rainer Werner Fassbinders ”Effi Briest”, ”Mutter Küsters himmelfart” og ”I et år med 13 måner”, Bob Fosses ”Lenny”, Theodoros Angelopoulos’ ”Skuespillernes rejse”, Francois Truffauts ”I kærlighedens lænker” og ”Manden, der elskede kvinder”, Francesco Rosis ”Magten og dens pris”, John Cassavetes’ ”En kvinde under indflydelse”, Carlos Sauras ”Den spanske ravn” og Hal Ashbys ”Coming Home” samt mange flere af årtiets kunstneriske højdepunkter. | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||
 Dagmars gyldne stund gennem alle tider hænder i 1976, da Henning Carlsen sikrer sig solopremiere på Milos Formans ”Gøgereden” med Jack Nicholson. Det sker den 12. marts. Filmen bliver ikke blot Dagmars hidtil suverænt største succes. Det bliver også den bedst sælgende film i 1976 på landsplan og den 7. bedst sælgende film siden 1976 med over 1,1 millioner billetter. Filmen spiller til en vel høj filmlejeprocent og lægger beslag på den store sal længere end godt er. Den holder sig på plakaten lige til den 24. november året efter. Publikum bestormer i lange tider ganske enkelt biografen i Jernbanegade og alle Carlsens økonomiske problemer er løst for en rum tid. Til gengæld får han problemer med andre udlejere, da han pludselig ikke kan honorere indgåede aftaler. Det koster ham bl.a. premieren på Bertoluccis store ”1900”-epos, som ender med at få premiere i Alexandra og Tivoli Bio, hvor man nok ikke var kede af det, for det blev ditto en meget stor succes endda i to dele, hvor den første dog solgte ubetinget bedst. Carlsen hævder selv, bekendtskabet med ”Gøgereden” i sidste ende bliver dyrt, da han ikke kan få den ud af sal 1 igen, men kontrakten har han i alle tilfælde selv indgået. Der kan nok drages en parallel til affæren med ”Mit Afrika” ti år senere, hvor Nordisk Film Biografer fik umådelig svært ved at slippe af med Karen Blixen-filmen ”Mit Afrika” i Imperial. Filmselskabets direktør var den samme. Alt andet lige har Dagmar har på dette tidspunkt fortsat premiere-monopol på Woody Allen og ”Mig og Annie” spiller næsten et år fra sommeren 1977. To år senere kan Milos Forman både slå Woody og sig selv. ”Hair” får premiere den 11. maj 1979 og holder sig på plakaten helt til 10. september 1981. Det er 28 måneder! Dagmar investerer i nyt Dolby Stereo-anlæg til sal 1. I september 1979 får Volker Schlöndorffs tyske ”Bliktrommen” ligeledes premiere og bliver også en kæmpesucces. Det samme gør Allens ”Manhattan” sidst samme år. Der er rift om pladsen i Dagmar. På samme måde som Peter Refn i Grand indgik et samarbejde med forlæggeren Palle Fogtdal, tog Carlsen i sommeren 1980 kontakt til Bent Fabricius-Bjerre. De to kendte hinanden udmærket i forvejen, idet Fabricius-Bjerre havde komponeret musik til flere af Carlsens film. Carlsen manglede en sal mere. Fire var mindst én for lidt og han manglede derfor særligt en sal i størrelsen mellem den store og de tre meget mindre. Nogle lokaler ud mod H. C. Andersens Boulevard var blevet ledige. De var godt nok lovet ud til anden side, men ved nogle omrokeringer kunne Dagmar overtage dem. Fabricius-Bjerre var ikke uinteresseret i et samarbejde, men han slog ikke umiddelbart til. Det gjorde banken så i stedet. Carlsen bad ikke Kampsax om flere finansieringspenge. Den nye sal 5 får forbindelse via gangen til højre for sal 1 og åbner med 137 gullige stole, næsten lige så lækre og bløde som dem i sal 1. Åbningen finder sted fredag den 20. marts 1981 med Jill Clayburgh i ”Nu er det min tur”. Salen ligger parallelt med H. C. Andersens Boulevard og får herved et langt vinduesparti forærende, som biografen bruger til masser af plakater og billeder med biografens film, som gående og billister kan inspireres af. De seneste år er dette fantastiske udstillingsvindue desværre groft misligholdt. Blot otte dage efter indvielsen af sal 5 påbegyndes en avisstrejke, der bl.a. får Nørreport Bio til med det samme at indstille driften. Alexandra lukker tre dage senere. Man skal frem til coronaen 40 år efter for at opleve noget lige så slemt for biograferne. Udlejerne holdt deres film tilbage. Der var stort set ingen nye film at vise, uanset hvem man var. Dagmar har blot én premiere de næste måneder. Det er den engelske ”Prostitueret” fra det lille HTM-film. Heldigvis havde man kort forinden fået David Lynchs ”Elefantmanden”, Fellinis ”Kvindebyen” og Martin Scorseses ”Raging Bull” på plakaten. Man har derfor helt afgjort været bedre stillet i Dagmar end i mange andre af byens biografer. Først den 26. juni sker der noget igen. Strejken er forbi – for en periode – og Dagmar har premiere på Hugh Hudsons ”Viljen til sejr”, der året efter modtager 4 Oscars. Nogen særlig stor biografsucces bliver det dog ikke i Danmark. Strejken vender delvist tilbage i juli foruden sommervarmen. På dette tidspunkt er det allerede slut for Henning Carlsen, som blev nødt til at stoppe betalingerne tidligere i juni, da Kampsax krævede gælden indfriet. Kampsax overtog herefter biografdriften med Peter Wolsgaard, der gennem nogen tid havde været biografens inspektør, som leder. Kampsax var ikke interesseret i at involvere sig i biografdrift permanent, så man overdrog den pr. 1. september 1981 til… Bent Fabricius-Bjerre. Endda kvit og frit. Der skulle blot afregnes husleje. Fabricius-Bjerre har en række film i sit Warner-Metronome selskab, der passer fint til biografens profil, som han agter at videreføre henad stilen, Sandberg efterhånden har lagt for sin ABCinema. Fabricius-Bjerre skeler på dette tidspunkt ikke helt så meget til Grand, som han ikke føler som nær så stærk en konkurrent som førstnævnte. Det billede forskubber sig først nogle år senere. Fabricius-Bjerre indsætter sig selv som direktør, men Peter Wolsgaard fortsætter også indtil november 1982. Fabricius-Bjerre mente her, han kunne spare en direktørpost, men der havde også været nogen uenighed om den kunstneriske linje, hvor Fabricius-Bjerre ikke uforståeligt ønskede mange af sine film fra eget udlejningsselskab op i biografen. Det betød imidlertid, at den position Dagmar havde erobret sig op gennem 1970’erne som byens førende art-biograf, langsomt men sikkert blev overtaget af Grand, der aldrig har sluppet den siden. Henning Carlsen dør i 2014 efter fortsat at have instrueret film næsten til det sidste. Hans sidste, ”Erindring om mine bedrøvelige ludere” fra 2011, ville han så inderligt gerne have haft op i Dagmar, men den endte med at få premiere i Grand. Peter Wolsgaard blev siden bl.a. direktør for Det Danske Filminstitut og giver fortsat i dag en hjælpende hånd i Vester Vov Vov, som han var med til at starte i 1975. Bent Fabricius-Bjerre ansætter efter Wolsgaards udtræden sin kone, Anne, som ny inspektør. Hun overtager snart efter hele den daglige drift med programlægning osv. I maj 1984 har foyeren gennemgået en vellykket skønhedsbehandling. Den tidligere chokoladeforretning i midten af indgangspartiet er fjernet og rykket over til venstre i en spøjs kuppel, der rager lidt ud på fortovet, hvor den forhenværende vin- og tobakshandel havde været placeret i en lidt mere firkantsformet udbygning. Billetkontoret i højre side er pudset op og der er opsat plakater over billetkontor og indgangsparti. To standere er fyldt med avisudklip, primært avisanmeldelser. Foyerens søjler er blevet hvide og har fået indirekte lys over et væld af filmplakater, der helt omkranser de to søjler nærmest indgangsdørene. | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||
 Det lange vinduesparti parallelt med H. C. Andersens Boulevard som biografen bruger til masser af plakater og billeder med biografens film, som gående og billister kan inspireres af. Foto fra 1982: Thomas HauerslevDen største nyskabelse er indretningen af en ny smuk Café Dagmar i venstre side af foyeren i samarbejde med byens kendte Café Victor. Den nye café har med krom og spejle et vældig flot design. Der er nye stole og caféborde. Caféen serveres eksotiske drikke og lækre sandwich og i løbet af sommeren er der flere gange musikoptræden i foyeren. Man har af praktiske hensyn flyttet indgangen til salene i nedre plan, dvs. 1, 4 og 5 over til en ny nedgangstrappe til højre for trappen op til sal 2 og 3. Dermed kan gulvet i foyeren forlænges ud over den gamle trappe, hvor der med glas stadig er lys og syn til den nedre foyer. Balkonfoyerens bagvæg er et langt filmatelier-billede med en buste af Dreyer placeret foran i midten. Både oppe og nede er der her nye, magelige stole i fint krom-design. Toiletterne moderniseres og der ligger to sæt i forlængelse af hinanden. Et par med adgang bag baren til venstre med nedgang fra øvre foyer og det andet sæt med adgang fra nedre foyer. Den gamle glasvæg og sofa foran sal 1 er for længst erstattet af en mere traditionel bardisk, som særligt benyttes til store arrangementer. Der opsættes små borde og stole også nedenfor plus små sofaer på modsatte side af bardisken. Alt er rigtig nydeligt. Der blev afholdt mange fine gallapremierer i 1980’erne og 1990’erne. Dagmars placering, foyer og salsstørrelse gjorde den helt perfekt kombineret med biografens nye café. Bl.a. var Dagmar rammen for en række danske forpremierer som bl.a. ”Peter von Scholten”. Der var også velgørenhedsarrangementer til fordel for Røde Kors, ligesom Dagmar flere år også lægger hus til filmanmeldernes Bodil-prisuddeling. Succesfilmene op gennem 1980’erne er mange. Blandt højdepunkterne af dem, der trak flest, tæller Søren Kragh-Jacobsens ”Gummi Tarzan” og Malmros’ ”Kundskabens træ” i 1981, Wolfgang Petersens ”U-båden”, Costa-Gavras’ ”Savnet” og Alan Parkers ”Pink Floyd - The Wall” i 1982, George Roy Hills ”Verden ifølge Garp”, Morten Arnfreds ”Der er et yndigt land”, Bille Augusts ”Zappa”, Jean-Jacques Beineixs ”Diva” og Malmros’ ”Skønheden og udyret” i 1983, Lawrence Kasdans ”Gensyn med vennerne”, Milos Formans ”Amadeus” og Augusts ”Tro, håb og kærlighed” i 1984, Roland Joffés ”The Killing Fields”, Edward Flemings ”Den kroniske uskyld”, Hector Babencos ”Edderkoppekvindens kys” og Luc Bessons ”Subway” i 1985, Lasse Hallströms ”Mit liv som hund”, Steven Spielbergs ”Farven Lilla”, Beineixs ”Betty Blue” og Helle Ryslinges ”Flamberede hjerter” i 1986, Palle Kjærulff-Schmidts ”Peter von Scholten”, Jean-Jacques Annauds ”Rosens navn”, David Lynchs ”Blue Velvet”, Gabriel Axels ”Babettes gæstebud” og Augusts ”Pelle Erobreren” i 1987, Max von Sydows ”Ved vejen” i 1988 samt Mira Nairs ”Salaam Bombay”, Steven Soderberghs ”Sex, løgn og video” og Rob Reiners ”Da Harry mødte Sally” i 1989. Brita Wielopolskas ungdomsfilm ”17 op” nægtede Anne Fabricius-Bjerre i starten af 1989 at vise i Dagmar på grund af filmens slaglinje på plakaten: ’Kys din røv farvel!’. Et par år tidligere var Ib Makwarths rockerfilm ”Hells Angels MC Denmark” også blevet afvist som premierearrangement. Den fik premiere i ABCinema og Luna, mens ungdomsfilmen blev sendt et vist sted hen i Klaptræet og Palads. Med sine fem sale kunne Dagmar naturligvis ikke vise alle film og da slet ikke hvad som helst. Rockere på motorcykel ude foran Dagmar og gallafest i foyeren og så forestilling i salen… Det kunne da ellers have været et festligt syn! I sommeren 1989, hvor biografen netop er fyldt 50, afholder man nogle særvisninger med gamle Dreyer-film. Samtidig er turen nu kommet til balkonen eller rettere de to balkonbiografer. Anne Fabricius-Bjerre har vendt og drejet situationen med én meget stor sal, én væsentlig mindre men med pænt antal siddepladser og så to temmelig små sale foruden en meget lille. Med Dagmars succes op gennem 1980’erne og det stigende filmudbud, der tilfalder biografen – også i betragtning af lukningen af ABCinema i foråret – beslutter hun at risikere at miste en sal på bekostning af at få en, der større end de to foregående til sammen. Den bliver så faktisk også større end den nuværende næststørste. Gamblingen udmønter sig i en ny sal 2, der kommer til at fylde hele den gamle balkon. Der installeres blålilla lænestole af samme type som sal 5, der nu skifter navn til sal 3. Den nye sal får 189 pladser og udstyres sandelig endvidere med flot fortæppe i rødt. Det er absolut en langt mere anvendelig sal end de to gamle og man sidder rimelig godt i sæderne. Benpladsen er dog ikke optimal på nær to af rækkerne og der bliver kun otte rækker i alt. De er til gengæld meget brede i forhold til salens indretning. Balkonen udvides faktisk i forhold til den gamle ved, der skydes et plateau ud over den gamle. Det gør udsynet fra de bagerste rækker i den store sal lidt ringere. Operatørrummet, der hidtil har betjent både sal 1, 2 og 3, kommer nu kun til at betjene sal 2, mens der bygges et nyt operatørrum på gulvplanet i midten bagerst i sal 1. Det handicapper disse rækker yderligere og sædeantallet reduceres i denne sal således til 428 pladser. Til gengæld kan der altså så sidde lidt flere i den nye sal 2 end i de to foregående lagt sammen. Det er derfor nok alt i alt en gevinst på alle parametre undtagen elementet med en sal i underskud. | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||
 Dreyer passer stadig butikken fra sin plads i foyeren. Her i 2005. Foto: Thomas HauerslevFlere større sale bliver en umiddelbar gevinst for Dagmar. På samme tid har Fabricius-Bjerre netop i foråret 1989 åbnet fem biografsale i Scala-komplekset få meter længere oppe ad Jernbanegade og det afbøder naturligvis for Dagmars manglende femling. Det til trods indgår Dagmar i 1990 et kortvarigt samarbejde med Delta Bio, der kaldes ’Dagmar i Delta’. Filmene her blev primært Dagmars overskydende repertoire eller titler fra Grand. Det ophørte igen efter et års tid. Der var ikke rigtig nogen mening med projektet, der højst gjorde folk forvirrede. Anne Fabricius-Bjerre grubler derfor videre og ved at vende og dreje tegningerne over Dagmar, finder man frem til det areal, der faktisk ligger ubrugt hen omme bag sal 1. Det var der, skuespillerne havde garderober og omklædningsrum til de første års sommerrevyer. En af de sidste til at benytte dem var Osvald Helmuth i sommeren 1954, men nu flytter filmen helt derind. Med snilde tænker man en løsning, hvor man får skabt en sal, der i længde og bredde minder om en lillesøster til den nye sal 2. Den nytilkomne bliver til sal 4 og kommer til at rumme 90 pladser i stærkt buende rækker. Benplads levnes der ikke meget af. Indgangen bliver umiddelbart til venstre for enden af gangen, der løber parallelt med sal 1 og som også giver adgang til sal 3 (den oprindelige sal 5). Indretningen af sal 4 betyder, at lærredet i sal 1 foran må flyttes lidt frem og sal 1 åbner her med nyt fortæppe. Stolene i den store sal skiftes ud med nye højryggede stole i lilla, hvor man sidder fuldstændig lige så godt som i de gamle. Salen er dermed fortsat udstyret med byens bedste sæder. Sal 3 bygges også om. Der kommer bedre hældning på de forreste rækker og lærredet bliver større, idet man får noget kælderrum og dermed en bedre sal ud af det. Der kommer også nye og bedre stole samt bedre benplads, hvilket reducerer sædeantallet. I den lille foyer foran indrettes toiletter således, publikum ikke længere skal på en alt for lang vandretur, såfremt behovet melder sig. I 1999 rykkes der rundt på foyeren igen og elementer af den gamle foyer genetableres. Det gælder i særdeleshed den gamle, brede trappe, der nu vender tilbage. Til venstre for den nyopførte café i højre side, hvor der før lå billetsalg, indrettes en slikafdeling. Billetsalget rykker ind i ’kuplen’, der ændrer udseende. Det nye billetsalg er ganske upraktisk og mødes med undren, idet køen nu går baglæns ind i foyeren. Det er ikke nogen heldig måde at afvikle salg på. I løbet af 1990’erne og i begyndelsen af det nye årtusind er succesfilmene i Dagmar titler som disse: Peter Weirs ”Døde poeters klub”, Garry Marshalls ”Pretty Woman”, Alan J. Pakulas ”Måske uskyldig”, Luc Bessons ”Nikita” og Martin Scorseses ”Goodfellas” i 1990, Peter Weirs ”Green Card” og Søren-Kragh Jacobsens ”Drengene fra Skt. Petri” i 1991, Oliver Stones ”JFK”, Jon Avnets ”Stegte grønne tomater” og Baz Luhrmanns ”Strictly Ballroom” i 1992, Stephen Frears ”Farlige forbindelser”, Neil Jordans ”The Crying Game”, Zhang Yimous ”Under den røde lygte”, Colin Nutleys ”Englegård” og Bille Augusts ”Åndernes hus” i 1993, Robert Altmats ”Short Cuts”, Robert Zemeckis ”Forrest Gump”, Quentin Tarantinos ”Pulp Fiction” og Steven Spielbergs ”Schindlers liste” – som man havde helt alene – i 1994, Frank Darabonts ”En verden udenfor” i 1995, Tim Robbins’ ”Dead Man Walking”, Jan Troells ”Hamsun”, Danny Boyles ”Trainspotting”, Lars von Triers ”Breaking the Waves” og Mike Leighs ”Hemmeligheder og løgne” i 1996, Scott Hicks ”Shine” i 1997, Gus Van Sants ”Good Will Hunting”, Thomas Vinterbergs ”Festen” og Lars von Triers ”Idioterne” i 1998, Roberto Benignis ”Livet er smukt”, Søren Kragh-Jacobsens ”Mifunes sidste sang” og Susanne Biers ”Den eneste ene” i 1999, Lasse Hallströms ”Æblemostreglementet”, Sam Mendes’ ”American Beauty”, Spike Jonzes ”Being John Malkovich”, Per Flys ”Bænken”, Lone Scherfigs ”Italiensk for begyndere” og Anders Thomas Jensens ”Blinkende lygter” i 2000, Soderberghs ”Traffic”, Augusts ”En sang for Martin”, Sharon Maguires ”Bridget Jones’ dagbog” og Hella Joofs ”En kort en lang” i 2001, Jean-Pierre Jeunets ”Den fabelagtige Amélie fra Montmartre” og Jesper W. Nielsens ”Okay” i 2002 samt Lars von Triers ”Dogville”, Roman Polanskis ”Pianisten” og Clint Eastwoods ”Mystic River” i 2003. I 2004 og 2005 sælger biografen ikke helt så mange billetter længere. Der bliver plads til endnu flere premierefilm, men de vises i kortere tid. Scala havde man allerede opgivet at drive videre i sommeren 2001, men fik da Kinopalæet i Lyngby til erstatning. I 2006 sælger Bent Fabricius-Bjerre Dagmar og Kinopalæet i Lyngby til Nordisk Film Biografer, som primært var interesseret i Lyngby-biografen. Bent Fabricius-Bjerre dør i 2020. Billetkontoret i kuplen lukkes senere delvist om eftermiddagen og på stille aftener, hvor billetsalg så foregår fra caféen. Senere forsvinder billetkontoret helt og aldeles og al billetsalg foregår nu udelukkende fra caféen, hvilket er vældig skidt, hvis man blot skal have billet og ingen cappuccino. Caféen bliver ført tilbage til placeringen i 1984 med en ny slikafdeling bagerst, hvor man kort efter også kan trykke sig frem til sin egen Starbucks-kaffe. Nedgangen til toiletterne herfra sløjfes for at skabe mere plads. I caféen kan det efterhånden tage en evighed at blive ekspederet, men servicen er ellers god og man kan naturligvis i dag også købe billetten på sin mobiltelefon. Det er der bare mange af de ældre gæster omkring 2020, der endnu ikke gør. Ændringer i programmerne med få timers varsel har været medvirkende årsag til, en del af Dagmars stampublikum er trukket over i Mikkel Bryggers Gade, selvom man på det seneste er holdt op med disse unoder. På sidegaden til Strøget drives Grand Teatret fortsat på traditionel manér og viser langt henad vejen samme film som Dagmar. Derudover har man her den ekstra fordel i at have en sal yderligere til rådighed. | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||
 Dagmar Bio 1, 1989. Foto: Thomas HauerslevNordisk Film Biografer renoverede biografen henover sommeren 2008 og det færdige resultat står klar sidst i august. Over indgangen lyser Dagmar nu i rød neon, ligesom neonskiltet fortsat pryder langt oppe over nabogavlen. Indendørs har sal 2 og 4 hver fået fjernet en række og de nye stole har alle kopholdere og lidt brede armlæn. Samlet er der her bagefter plads til hhv. 156 og 69 i disse sale. Sal 5 ender også med kopholdere og en række mindre og når dermed tilbage på de 45 sæder, den havde i 1975. Der lydisoleres her med nogle ekstra paneler, som dæmper lydene, der sommetider høres fra den store nabosal, hvis lækre stole forskånes den første tid, mens den renoverede sal 3 når ned på 103 pladser. Busten af Dreyer bliver stående i midten på balkonreposen, hvor bagvæggen males i lyse farver som den øvrige foyer. Foyerstolene skiftes ud med nye i moderne trædesign og der opsættes caféborde foruden enkelte brede og behagelige læderstole. Borde og stole gennemgår samme opgradering i nedre foyer, hvor de tykke søjler atter males sorte og de yderste får to store premiereplakater omkring sig. Da Dagmar i 2009 fylder 70, bliver området i nedre foyer, der tidligere havde lagt ramme til ’Kino Valde’, omdannet til ’Salon Valde’. Væggene rummer nu en fornem udstilling om stedets teater- og biografhistorie, der kan studeres mange år frem som fornøjelig underholdning før filmstart. Jubilæet fejres i øvrigt med tre ’aftener med Dagmar’, hvor der gives særvisning af Dreyers ”Ordet”, Carlsens ”Sult” og som det mest opsigtsvækkende indslag ”De røde enge”, hvor forestillingen indledes af en tidligere modstandsmand, der fortæller om sine hårrejsende oplevelser i Dagmarhus under Gestapo. Det måtte siges at være en behørig fejring af jubilæet i biografens gamle ånd. I sommeren 2016 lukker Dagmar i perioden fra 4. juli til og med 4. august på grund af den påbegyndte ombygning af Dagmarhus, der skal rumme et luksushotel fra kælder til kvist med en ny etage på toppen. Dagmar-biografen bliver eneste overlevende og husets eneste beboer i en årrække. Der skulle foretages en del forskønnelser i biografen, men reelt sker der ikke meget denne sommer og Dagmar genåbner således efter måned uden, man rigtig kan se forskel indendørs. Det kan man til gengæld udenfor, hvor høje stilladser, store containere og en lift helt har spærret udsynet til biografen. Som modsvar påklistres det indkapslede fortov med røde striber fra Rådhuspladsen over til nabohuset som en slags rød løber, for at vise vej og gøre folk opmærksom på, at Dagmar skam er der endnu. Indendørs er der intet dagslys, men stearinlys pynter nydeligt op. Året efter lukker biografen igen. Det sker allerede mandag den 28. maj og Dagmar genåbner først fredag den 7. september 2017. Der er nu taget omkring to meter af hele højre side af foyerarealet i forbindelse med etableringen af en ny udgang i forbindelse med den gennemgribende ombygning af Dagmarhus. Indvendigt er der pyntet kønt op med nye, bløde sofaer og borde, så man ikke lige med det første opdager, foyeren rent faktisk er krympet. Sal 1 med de lækre blålilla stole skiftes på mest famøse vis ud med 312 nye vakkelvorne røde af slet kvalitet. Man er helt ræd for, stolen skal brase sammen under én. Det blev en ganske tragisk erstatning af de efterhånden udtjente fløjlsstole, der nok var lidt slidt inde midt på rækkerne, men som man for publikums skyld i ånden fra 1974 – og 2008 – i det mindste burde have skiftet ud med nye af samme kvalitet. Et års tid efter påbegynder Nordisk Film en generel udskiftning af stolene i deres nyere multiplexbiografer til recliners, hvilket medfører en betragtelig reduktion i pladserne. Dagmar og Palads i København har endnu ikke undergået denne forandring og kommer muligvis heller aldrig til det. Man venter i nervepirrende spænding på, hvad der kommer til at ske de kommende år. Ved genåbningen i maj 2020 efter den første coronanedlukning havde biografen stort set opgivet sit publikum. En hel måned efter genåbningen sad der fortsat plakater til de film, som havde været på programmet før lukningen den 11. marts. Det var et vældig trist syn. Efter renoveringen i august 2008 fremhævede den daværende biografchef for Nordisk Film Biografer, at ’en foryngelseskur var nødvendig, hvis Dagmar skulle bevare sin position som en hyggelig oase for de filmfans, der hverken er til Palads-kolossens popcornsduft eller Grands intellektuelle studentermiljø.’ Det har man åbenbart glemt alt om siden. Popcornene popper nu lystigt fra sidst på formiddagen, hvilket man mindes rigeligt om gennem det lovlig velfungerende airconditioning-anlæg, der sender dunsten ind i sal 1. Dagmar har nu allerede for et par år siden rundet de 80 og man kan sige, hendes begivenhedsrige liv er inddelt i fem kapitler. Seks, hvis man tæller Gestapo-tiden med. Hilmar Clausen skabte rammerne for Dagmar og den profil, der i barndomsårene gjorde hende til en byens mest populære. Carl Th. Dreyer lagde sig mageligt i slipstrømmen og videreførte gennem Dagmars ungdomsår i hovedtræk Clausens linje uden mange rebelske påhit. Med Henning Carlsen blev biografen voksen og forandrede sig. Her fik hun for alvor sin kunstneriske sjæl samt to nye små og siden både en tredje og en fjerde. Oppe i fyrrerne er hun faldet til ro og begyndt at smukkesere sig. Filmene favner bredere og Dagmar har på sigt fokus på Biografklub Danmarks repertoire, der i særlig grad henvender sig til det modne publikum, men holder fortsat en solid kunstnerisk profil fra tid til anden. Da Dagmar nærmer sig den normale folkepensionsalder, forskønnes de ydre rammer stadigt oftere, mens der efterhånden ses stort på de praktiske forhold og store skønhedsfejl overses. Kunstneriske udfordringer er de sidste år blevet for udmattende for den aldrende Dame. Vi håber alligevel, Dagmar holder sig oprejst mange år endnu. | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Supplement Biografinfo 2011 | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||
 Thomas Hauerslev og Dagmar's Kontrollør Henrik Hellstern-Hauerslev til højre, 2005Klassisk biograf i hjertet af København Med fem veludstyrede biografsale har kvalitetsfilm alle år været hjørnestenen i Dagmars program. Udover kvalitetsfilm kendetegnes Dagmar ved mange særarrangementer med visning af store klassikere og film med ekspertintroduktioner osv. Men Dagmar tilbyder ikke kun filmoplevelser. I den hyggelige cafe er det altid muligt at få lidt vådt til ganen, hvad enten man er til kaffe, te, sodavand, vin eller øl. Dagmar er yderst centralt placeret kun få hundrede meter fra Hovedbanegården, Vesterport Station, Tivoli, Rådhuspladsen og Strøget. Billetpriser: Forestillinger før kl. 18:00: 65-75 kr. Forestillinger fra kl. 18:00: 75-85 kr. Børnebillet (under 12 år): kr. 60,- Seniorbillet (fra 65 år): kr. 60,- Børne- og seniorbilletter kan ikke kombineres med andre rabatformer. Billetprisen varierer efter placering i salen. Ved helaftensfilm tillægges alle billettyper 20 kr./stk 70 13 12 11 (billetreservationer kan ikke foretages via mailadressen) dagmar@nordiskfilm.com Åbningstider: Åbner hver dag kl. 11.00. Billetsalget lukker efter sidste forestilling er startet - som regel kl. 21.45 | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Biografdetaljer | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| ||||||||||||||||||||||||||||||||||||
 30.08.2009Vedrører Dagmar Teatret, som min far Arkitekten Christian Kampmann har tegnet. Jeg var med ham til indvielsen, fordi mor var ude at rejse og fordi han havde taget mig med på råd ved valg af farver til stole, scenetæppe m. m. Jeg er billedkunstner og mit cv kan ses i Blå Bog. Med venlig hilsen LISETTE KAMPMANN | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||
 | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||
• Gå til Biografer på biografmuseet.dk | Biografer Oversigt • Gå til København | Omegn | Nordsjælland | Vest, Midt & Syd • Gå til Bornholm | Møn, Bogø, Lolland & Falster • Gå til Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø • Gå til Sydjylland | Midt-Vest | Øst | Nord • Gå til mere om | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||
 • Gå til Dagmar | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Gå: tilbage - op Opdateret onsdag, 20 november 2024 15:26:02 |