| | Mit Liv som piccolo og kontrollør i 3 Falke Bio, Frederiksberg | Tilbage til forsiden
| | Skrevet af: Henrik Westergaard Christensen | 01.05.2007 |  Foto: Thomas Hauerslev, marts 2007
Et tilbageblik på en nu svunden tid som piccolo og kontrollør i 3 Falke Bio. Noget af det gamle 3 Falke Bio genopstår i form af Falkoner Biografen, når denne nye biograf slår dørene op den 12.3.2007, men der er ingen forbindelse mellem datiden og nutiden
To tilfældigheder fra primo år 2007 er baggrunden for denne artikel. Den første tilfældighed var en dødsannonce
Min hustru og jeg sidder i den ny tilbygning til vort parcelhus i Roskilde-området og nyder de velfortjente feriedage mellem jul og nytår 2006. Vi har som sædvane, hver vor del af morgenavisen og til trods, at vi bestemt ikke føler os gamle – stærkt på vej mod hhv. 59 og 58 år – tilhører vi den gruppe af læsere, som læser dødsannoncerne. For det meste kendte vi ikke de afdøde i annoncerne, men nu og da læser vi om gamle kolleger, naboer, bekendte til bekendte, kendte mennesker i samfundet og så videre, som er gået bort.
En af disse feriedage erfarede vi, at en mand ved navn Frey Jørgensen også var gået bort. Han blev 70 år og skulle begraves fra Solrød Kirke en af de nærmeste dage. I dødsannoncen stod der blandt andet ”Farvel – fra Kirsten” – Freys hustru.
Det må være ”Frey og Kirsten”, blev min hustru og jeg hurtigt enige om, nemlig Frey og Kirsten, som vi i deres og vores ungdomsdage arbejdede sammen med i 3 Falke Bio. De var lidt ældre end vi. Når vi en sjælden gang tænker tilbage til tiden i 3 Falke Bio – det er en tilbagespoling på over 40 år, ser vi naturligvis disse gamle kolleger i vore hoveder, som vi husker dem fra dengang. For de dengang unge, ser vi deres ungdommelige ansigter, med videre. Meget har ganske givet ændret sig i årenes løb og det forekommer i år 2007 helt underligt at læse, at Frey døde 70 år gammel. Vi husker ham som en ung og frisk person.
Frey og Kirsten var det forelskede, nygifte, venlige og stort set altid glade par, som igennem flere år stod i baren i pauserne under helaftensfilmene i 3 Falke Bio. Min dengang forlovede, men nu igennem 34 års ægteskab kære hustru, stod også i baren i 3 Falke. Det var imidlertid i kaffebaren, hvor hun også som sit formål havde, at skulle servere frisklavet kaffe til gæsterne i filmpauserne. Min hustru skiftede arbejdsdage med en anden dame i kaffebaren – Lene. I 3 Falke Bio var der dengang kun helaftensfilm på programmet. Det var heldigt, fordi vi alle havde vore faste jobs at passe i dagtimerne.
Frey Jørgensen var en særdeles godt begavet person – uddannet optiker og med optikerbutik i Istedgade 100 i København. Siden hen blev han direktør hos Synoptik. Kirsten var en særdeles flot kvinde, der til daglig arbejdede i en Schou-butik på Enghave Plads. Kirsten vidste godt, at hun i hvert fald dengang var godt skruet sammen og derfor havde hun heller ikke noget imod, at blive side 9-pige i Ekstrabladet. Dette gav dog en del problemer af drillende art blandt os personale i 3 Falke Bio. Jeg husker en episode, hvor Kirsten og jeg skulle dele en taxa til hver vor bopæl i København. Frey lå derhjemme og var syg. En flok amerikanske turister var ikke meget for, at lade Kirsten gå ind i taxaen. De holdt på døren indtil taxamanden og jeg, havde verfet dem væk. Og de råbte ad Kirsten…..wow.
I baren skiftede Frey og Kirsten med en dame, som vi altid kaldte ”Fru Larsen”. Jeg ved faktisk heller ikke i dag, hvilket fornavn fru Larsen har, men denne også flotte og lidt mere modne dame, vender jeg lidt tilbage til.
| Læs mere her:
3 Falke Bio, Skandinaviens første Todd-AO Teater
3 Falke Bio, Frederiksberg
Gallerier:
3 Falke Bio, februar 1982
3 Falke Bio, 1981-1983
3 Falke Scenen, 1983-1984
Biografer på biografmuseet.dk
Biografer Oversigt
Danmarks 70mm og Storformat Biografer
Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne
Biografpremierer 1911 - 2020
Film- og Kinoteknik
7OMM Film og De Store Formater
Todd-AO, - det sensationelle filmsystem
Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"!
"Windjammer" i Cinemiracle
CinemaScope | VistaVision
Super Technirama 70 | Panacolor
Dimension 150 | Sensurround
High-Impact biografdesign
| Den anden tilfældighed | | Er fra februar 2007. Vores voksne søn, som for længst er flyttet hjemmefra og har fået sin uddannelse, leder efter noget bestemt på Internettet i forbindelse med sit arbejde. Tilfældigvis kommer han ind på en side hos Google, hvor der står 3 Falke Bio.
Nysgerrigt – da han jo ved, at mor og far har fundet hinanden i 3 Falke Bio, hvor de begge arbejdede i deres fritid – gennemgår vor søn Morten de mange Internetsider og leder naturligvis efter fars og/eller mors navne. Men vi var ikke nævnt. Derimod fremgår redaktøren af Internetsidens navn – Thomas Hauerslev. Jeg måtte naturligvis straks kontakte Thomas og rose ham for det meget store og flotte arbejde han har udført for at beskrive 3 Falke Bios historie. Det er et fantastisk stykke arbejde Thomas har udført.
Til gengæld måtte jeg love Thomas Hauerslev, at jeg vil skrive noget om mine erindringer fra min arbejdstid i biografen og om selve biografen.
| | Lidt begyndelse og tilbageblik | | Det er ikke så ofte, at min hustru og jeg tænker tilbage på vor tid i 3 Falke Bio og vi har faktisk ikke været gæster i den nu nedlagte biograf siden vi sammen forlod den en majdag i 1969.
Vi forlod ikke denne fritidsarbejdsplads i protest. Nej, slet ikke. Jeg skulle ind for Livgarden og min hustru (vi var forlovede dengang), ville ikke fortsætte sit fritidsjob, når jeg forlod stedet. Min tid i 3 Falke Bio gik tilbage til en sommerdag i 1964. Så jeg fik næsten 5 års gode og lærerige minder fra biografen – både i forhold til skiftende kolleger og i forhold til publikum. Jeg blev helt sikkert modnet særdeles meget. Vi holdt dog indirekte forbindelse med biografen efter at vi havde forladt den, fordi min svoger, min hustrus bror – kontrollør Lennart Liljegren – fortsat arbejdede i biografen og først forlod den nogle år efter.
Det var denne svoger og min kontrollør-kollega, som på en vis måder er årsag til, at min hustru og jeg mødte hinanden. Han skaffede hende jobbet i kaffebaren og sagde inden hun blev ansat: ”Prøv at se på den flotte fyr Henrik. Det må være noget for dig”. Og sådan blev det så. Om jeg så var en flot fyr dengang, vil jeg ikke selv tage stilling til.
Herudover har vi aldrig siden haft forbindelse med de gamle kolleger. Vi har haft travlt med at bygge vort eget liv op og har i vore fast jobs haft et gennemløb af mange tusinde personer. Min hustru i Københavns Kommune og nu i statens tjeneste og jeg i over 40 år i forsikringsbranchen. Der skal endnu gå nogle år førend vi slipper arbejdsmarkedet og går på pension, men tiden nærmer sig jo.
| | En ”underlig” mand med en nøgle | | Hvorfor ved jeg ikke præcist, men i foråret 1964 fik jeg en ide om, at blive piccolo i en biograf. På det tidspunkt skulle jeg op i 2. real efter sommerferien. Fra barns ben var jeg interesseret i biograffilm. Når jeg havde penge i overskud skulle de altid anvendes på biograffilm. Det var især Platan Bio og Sønder Boulevard Bio, som fik gavn af mine sparepenge. I Platan Bio hver søndag eftermiddag, hvor man for samme pris, fik lov til at se 2 film. Jeg har set så mange film i mine ungdomsår, at jeg den dag i dag næsten ikke gider, at se film mere. Jeg synes også at filmene fra dengang havde kvalitet – nutidens film har svært ved at fange min interesse. Der er dog nogle undtagelser – fx ”Der Untergang”. Skuespillerne fra dengang var bare dygtigere, replikkerne langt bedre og temaerne gennemtænkte. Nå pyt. Tiden udvikler nødvendigvis ikke forbedringer.
Jeg cyklede rundt til et par biografer og tilbød min assistance som piccolo. Jeg nåede dog kun til 3 biografer. Hos Kinopalæet på Gammel Kongevej, meddelte man prompte, at man ikke søgte piccoloer p.t. og de ville heller ikke have mit navn, adresse mv. Hos Imperial [Bio] også på Gammel Kongevej, var jeg lige ved at have held i sprøjten. En tilsyneladende rar og voksen kontrollør sagde til mig: ”Jo, det kan da godt være”. Så kaldte han på en - måske ledende piccolo – og spurgte ham. Denne piccolo kiggede op og ned ad mig, hvorefter han sagde: ”Nej, vi har ikke brug for vedkommende”. Forundret blev jeg, men jobbet fik jeg ikke.
Nogle dage efter cyklede jeg ud på det ”fine” Frederiksberg. Mine forældre, som var af socialistisk observans, havde nu og da fortalt os børn, at de ”fine” og dem med de forkerte samfundsholdninger blandt andet bor på Frederiksberg og i Gentofte. Men jeg tog chancen med hensyn til 3 Falke Bio. Forlods vidste jeg ikke, at 3 Falke Bio kun var en aftenbiograf (det var dog heldigt for mig). Biografen var lukket om eftermiddagen, men jeg hev lidt i de lukkede døre og var ved at stige op på cyklen igen for at køre hjem. Imidlertid dukkede der en nydelig påklædt herre i mørkt jakkesæt og hvid skjorte med slips, op. Han låste sig ind og låste sig ud igen og fik øjenkontakt med mig. ”Hvad vil du”, sagde han. Jeg forklarede ham, at jeg søgte et job som piccolo, men var vist kommet på et forkert tidspunkt af dagen.
”Hvad hedder du og hvor bor du. Jeg er nemlig direktør for biografen”. Han skrev mine data ned og sagde, at han nok skulle give det til den rette person i biografen. Og det gjorde han sandelig. Godt en måned efter ringede en såkaldt overkontrollør Knud Nielsen til mig derhjemme. Jeg havde faktisk glemt mødet med direktøren og troede ikke på, at jeg nogensinde ville få et sådant job. Det gjorde heller ikke noget, fordi jeg burde koncentrere mig om min realeksamen, men havde alligevel en lyst til, at ud blandt folk. Efter et kort møde med Knud Nielsen i biografen, fik jeg jobbet som piccolo.
Jeg havde bare det problem, at jeg godt vidste, at man mindst skulle være fyldt 16 år. Derfor løj jeg mig et år ældre og sagde, at jeg var født i 1947 (1948 er det rigtige årstal). Denne løgn gav så lidt problemer efterfølgende, fordi man sagde tillykke til mig på min 18. årsdag og meddelte, at jeg nu var ansat til en bedre løn som kontrollør. Jeg måtte krybe til korset og meddele, at det først er til næste år, at jeg fylder 18 år. Så jeg fortsatte som piccolo og blev kontrollør året efter. Så sure blev de trods alt ikke på mig.
| | Direktøren – ofte en hård banan med et varmt glimt i øjet | |  Jeg vil kort beskrive direktør August Andersen ud fra to indfaldsvinkler – forretningsmæssigt og som chef for personalet.
Direktør August A. Andersen var en meget dygtig film- og forretningsmand. Han havde blik for de rigtige film på de rigtige tidspunkter. Han havde selv arbejdet sig op i filmverdenen – fra stik-i-rend-dreng til filmoperatør og til sidst til direktør. Han havde et godt samarbejde med filmselskabet Warner Brothers, hos hvem han også havde arbejdet tidligere. Dette gode forhold anvendte han naturligvis for at fremme 3 Falke Bios muligheder på konkurrencemarkedet mellem de store biografer. Alle de store biografen dengang ville naturligvis have fat i de bedste film. Det lykkedes særdeles godt for August Andersen. Det var yderst sjældent, at August Andersen genererede underskud. Så 3 Falke Bios ejerkreds må have været tilfredse med direktøren.
August Andersen lagde særdeles godt ud med premierefilmen ”Sound Pacific”. Det var også biografens åbningsfilm. Sammen med den berømte rutschebanefilm [”The Miracle of Todd-AO”], som var en lille forfilm. Folk følte, at de virkelig var ude at køre i rutschebane. Den gik i hele 6 år og i langt de fleste forestillinger, kunne man melde alt udsolgt. Senere havde hr. Andersen succes med film som ”My Fair Lady” – også en kassesucces, ”Det Beskidte Dusin” og ”Ørnebogen”. En genialitet fra August Andersens side bestod i, at lade den gamle helaftensfilm fra 1938 – ”Borte Med Blæsten”, genopstå.
Fulde huse til hver forestilling og med det resultat, at han fik en bøde fra filmselskabet bag ”Borte Med Blæsten”, fordi en film, jf. de indgåede kontrakter, ikke måtte tages ned, medmindre der i en periode på 14 dage havde været under 350 biografgængere i gennemsnit pr. forestilling. Og fulde huse var der jo til hver forestilling. Han betalte bøden og lovede, at han senere ville lade ”Borte Med Blæsten” være på programmet. Det kom den også. Forholdet var det, at han med et andet filmselskab, havde indgået aftale om en premierefilm.
Premierefilm som ”Becket” og ”Bibelen” var også på plakaten, men med mindre publikumsinteresse. ”West Side Story” og ”Oklahoma!” kunne også trække publikum til, men ikke helt så meget, som de nævnte film i det foregående afsnit. ”West Side Story” var en film, som tidligere var blevet vist som premierefilm i Imperial. Det var den film, som var på plakaten, dengang jeg blev ansat. Personligt har jeg aldrig brudt mig om ”West Side Story” eller om Bernsteins musik. Der er et par enkelte gode musiknumre, men filmen har ikke det format, som flere af de nævnte. En anden film August Andersen på et tidspunkt overtog fra Imperial Bio var, ”The Sound of Music”. Til trods for, at den havde været en kassesucces hos Imperial, trak den ganske mange folk ind i 3 Falke Bio.
Rent forretningsmæssigt var August Andersen helt ubestridt en meget dygtig leder og direktør af biografen.
| | Som chef for personalet | |  Premiere på "My Fair Lady". August Andersen ses i midten blandt "Elizaerne".
August Andersen var en ”hård banan”. Helt klart en leder af den gamle skole – tak for det. Ofte forekom han at være sur eller gal, men der var også en anden side af ham – mere herom senere. De fleste af de ansatte lærte aldrig August Andersen at kende for alvor. De kunne ikke ”åbne” ham og han ”åbnede” sig heller ikke på eget initiativ.
August Andersen og overkontrollør Knud Nielsen gjorde meget ud af, at fortælle os unge, at 3 Falke Bio til stadighed skal være Danmarks flotteste og bedste biograf og at man ikke accepterede sjuskede og usoignerede medarbejdere. Bukserne skal presses og håret sidde pænt, ligesom vi lærte at tale pænt til publikum og altid være dem behjælpelige. Vi skulle altid være punktlige og sørge for, at udvælge de rigtige personer i vor omgangskreds i vor fritid. Heller aldrig noget med krøllede skjorter.
Nogle år senere kunne jeg i Livgarden genkende moralen i budskaberne fra 3 Falke Bio. Ofte sagde officererne noget i retning af: ”De andre militærregimenter består af – slappe, dovne, ligegyldige, sjuskede soldater – helt fra bunden og til toppen hos disse regimenter. Sådan vil de aldrig blive i Livgarden. Husk det”. Og i praksis lagde jeg mærke til det, når vi var på øvelser med soldater fra andre regimenter. Officererne i Livgarden havde ret. Det havde August Andersen også. Vi skulle bare adskille os positivt i forhold til servicen hos alle andre biografer.
I 3 Falke Bio skete det nu og da, at en del af de nyansatte glemte alt om denne moralkodeks, og med det resultat, at de meget hurtigt blev fyret. Blot det forhold, at direktør August Andersen af skattemyndighederne blev bedt om at trække ekstra til skat i folks løn, var nok til at fyre dem. Som han flere gange sagde: ”Tror I at jeg og min kontordame gider, at bruge ekstraordinær tid for administration, blot fordi nogle usle mennesker ikke gider, at overholde deres samfundspligter”. Eller: ”Afregn med den person med det samme. De skal ikke fremover vise Dem her i biografen”, kunne August Andersen også finde på at sige. Til tider røg det ud og ind med personale. Dem, der misforstod opgaven, røg hurtigt ud.
Vi befandt os i Danmarks absolutte bedste og flotteste biograf og så på de fine Frederiksberg. Det vidste August Andersen, men han vidste også, at der var 2 andre direktører at tage hensyn til i Falkonercenteret. Direktør Blicher-Hansen på Falkonerscenen samt direktøren for Hotel 3 Falke. Dengang var sidstnævnte en direktør Ingeman, så vidt jeg husker. August Andersen og Blicher-Hansen (som senere blev direktør for Ålborg Kongrescenter) kom rigtigt godt ud af det sammen.
| |  August Andersen danser med en billetdame under en aftenfest i 3 Falke Bio. Foto: Henrik Westergaard Christensens samling
De brød sig ikke om direktøren for Hotel 3 Falke. Om det var reelt eller ej, ved jeg ikke, men de var ofte bange for, at denne hoteldirektør skulle klage til ledelsen hos FOF (Liberalt Oplysningsforbund, som ejede hele 3 Falke centeret), hvor der var en forretningsbestyrer ved navn Wagner. ”Klagerne” kunne, så jeg vidt erindrer August Andersens udtalelser, dreje sig om flere forhold – fra påstande om usoignerede medarbejdere i 3 Falke Bio og Falkonercenteret til manglende rengøring i områderne foran forlystelsesstederne. En enkelt gang var det ved at komme til håndgemæng mellem August Andersen og direktøren for Hotel 3 Falke. De kunne bare ikke lide hinanden.
Denne konkrete eller forventede klagerisiko over 3 Falke Bio, herunder over personalet, gjorde, at August Andersen rettede sine krav nedad blandt medarbejderne.
Imidlertid kunne den del af personalet, som August Andersen udviste tillid over for, gennem mange positive hændelser se en helt anden, varm og omsorgsfuld side af August Andersen. Han var utrolig glad for hans noget yngre hustru – som vi blot kaldte fru Andersen og som ofte sad på billetkontoret sammen med lederen af denne afdeling, Inge Wallin. Han var også særdeles stolt over deres dengang lille søn Stefan. Men han følte også en form for socialt ansvar over for de unge piccoloer og kontrollører, som han syntes om – ét eller andet sted, fordi han jævnligt kunne finde på at ringe til deres forældre, hvis noget måtte halte. Han kunne mærke om det var ”gode unge” eller ”dårlige unge”. Sidstnævnte gruppe blev hurtigt smidt ud uden nogen form for medlidenhed fra August Andersens side.
August Andersen var glad for en bajer og drikkevarer generelt. Alkoholiker eller noget i den retning, nej slet ikke. Til hans job har sikkert hørt en hel del frokoster med drikkevarer og det kunne ske, at han nogle gange mødte op om aftenen i biografen i en let løftet stemning. Som personale lærte vi, at det så kunne gå 2 veje den pågældende aften. Enten var han gnaven og ondskabsfuld eller også ville han feste videre. Det var alene et spørgsmål om, at komme i snak med overkontrollør Knud Nielsen, som altid var den mand, August Andersen først talte med.
Man hviskede til Knud Nielsen – ”er direktøren sur?”. ”Ja”, så overså man direktøren, ”nej”, så fristede de af os, som følte, at vi var inde i varmen hos direktøren, sig til at sige: ”Kunne De ikke tænke Dem en øl”? Hvis der blev svaret ja, kunne August Andersen – det lærte vi os – godt være den, som gav den næste og næste øl. Nogle gange sagde han, ”nej den går ikke. Hjælp mig ud i en taxa”. Disse hændelser skete aldrig, hvis han ikke havde tillid til og godt personligt kunne lide det hold af ansatte, som tilfældigvis havde vagt de pågældende aftener. Enten var man inde i varmen eller helt ude og kom aldrig ind.
| | Mit personlige forhold til direktør August Andersen | |  Henrik's anbefaling fra August Andersen.
Igennem de næsten 5 år, hvor jeg var ansat i biografen, er det min erfaring, at jeg havde et godt forhold til direktøren. Der var heller ikke grund til andet. Jeg var en velsoigneret og punktlig ung mand – både i min tid som piccolo og senere som kontrollør. Desuden var jeg aldrig bange for at arbejde og besad et godt humør. Jeg gjorde aldrig forsøg på at ”slikke” over for direktøren, men havde nu og da nogle gode samtaler med ham, hvis jeg kunne mærke, at han selv indbød til det. Vi talte sjældent om biografen, men om samfundsforhold.
August Andersen var på en måde lidt af en ”beskyttende engel” over for mig. Dels var det ham som i sin tid lukkede mig ind – mit tilfældige møde, dels kunne både hans hustru og Inge Wallin på billetkontoret lide mig og det smittede af på direktøren. Dels skrev direktøren en meget flot anbefaling om mig, da jeg bad ham udarbejde en sådan (det var vist den første og eneste gang August Andersen havde udarbejdet en anbefaling) og endelig hjalp han mig i forbindelse med en lidt kedelig episode.
På et tidspunkt i min tid som kontrollør, blev det sådan, at nogle enkelte af de øvrige kontrollører forsøgte at holde mig væk fra jobbet. Det skete på den måde, at mit navn ikke fremgik af vagtlisterne. Jeg aner heller ikke i dag, hvad baggrunden for ønskerne om dette ”udelukkelse” af mig, bestod i. Men en formiddag i 3 Falke Bios kontortid, forlod jeg mit faste job og besøgte August Andersen på kontoret. Jeg spurgte ham om årsagen til, at jeg åbenbart ikke længere blev nævnt på vagtlisterne: ”Er jeg fyret”, spurgte jeg. August Andersen så forundret på mig og sagde: Nej, Henrik. Du er da ikke fyret. Lad mig undersøge sagen, som jeg ikke kender noget til”.
Samme aften ringede overkontrollør Knud Nielsen til mig og bad mig møde op i biografen. Han sagde med stor flovhed i munden og rød i hele hovedet: ”Hvilke dage vil du have. Du kan tage alle dem, du har lyst til”. Knud Nielsen havde helt klart fået en skideballe af August Andersen på grund af min ”udelukkelse” og Knud Nielsen var bange for sit eget job på grund af miseren med mig. Senere blev alle dog gode venner igen. Baggrunden for denne udelukkelse skal formentlig søges i, at ikke alle mine medkontrollører var lige søde. De blev simpelthen jaloux, hvis man havde opbygget en god samtaleplatform med August Andersen. Derfor skulle jeg ned med nakken.
Efter én af de store premierer sagde August Andersen og hans hustru, at min dengang værende forlovede og nu hustru, skulle sammen med blandt andet Blicher-Hansen og hans hustru ind og spise et godt måltid mad på restauranten på Hotel 3 Falke. De gjorde vi så. Stolte var vi, fordi ingen andre af mine kolleger modtog en sådan invitation. Dette skabte en del jalousi.
Den løn jeg tjente hos 3 Falke Bio var ikke på nogen måde betydningsfuld for mig. Det var den til gengæld for nogle af de andre kontrollørkolleger. Vi unge drak alle de penge vi tjente op – fester og morskab i øvrigt.
Da jeg selv forlod 3 Falke Bio i foråret 1969 for at blive soldat, sagde August Andersen til mig, at han var foruroliget over fremtiden for biografen. Han regnede selv med, at den bedste tid var overstået. I USA var de store filmmagere, komponister og sangskrivere døde. Der ville aldrig fremover komme en film som ”South Pacific”, ”The Sound of Music” eller ”My Fair Lady”. I det hele taget helaftensfilm, som passede ind i 3 Falke Bio's koncept. Og han fik ret. Samtidig skete der det, at stort set alle biografen bukkede under i løbet af 70’erne. Tv fik en større og større andel af publikums interesse.
I dag kan jeg godt ærgre mig over, at hustru og jeg ikke opretholdt forbindelsen til August Andersen, så vi nu og da kunne have fulgt lidt med i hans og hustruen senere forløb. August Andersen døde vist i 1990.
| | En typisk arbejdsaften som piccolo | |  Henrik Westergaard Christensen i maj 1966. Foto: Henrik Westergaard Christensens samling
Alle de ansatte havde deres faste jobs i dagligdagen. Arbejdet i 3 Falke Bio gav således lidt ekstra på pengeinstitutkontoen. Nu og da skete det – blandt andet i skolernes efterårsferie – at vi mødte op i dagtimerne. Så tog vi fri fra vore faste jobs. Ligeledes kunne det ske, at 3 Falke Bio blev anvendt til fremvisning af kommende premierefilm med henblik på afspilning i andre biografer – ofte af hensyn til filmanmelderne på dagbladene. Fx har jeg set flere James Bond film i deres fulde udstrækning, men de blev beskåret for at passe ind i andre biografers fx kl. 19 og 21 forestillinger. Derfor måtte man nu og da korte i filmene, så de passede tidsmæssigt ind i de enkelte biografers spilletidspunkter. Det var naturligvis synd. Vi var omkring 12 fastansatte kontrollører og piccoloer alt i alt.
Overkontrollør Knud Nielsens daglige arbejde var hos Københavns Belysningsvæsen, hvor han vist var overmontør og han arbejdede mest på H. C. Ørstedsværket. En af kontrollørerne var taxamand, når arbejdet i biografen ikke kaldte. En anden var shippingmand, andre var kontorfolk. En arbejdede om natten og den tidlige morgen for Bladkompagniet – stærke Frederiksen, en anden igen kombinerede jobbet som kontrollør med jobbet som ansat på Ballongyngen i Tivoli. Ham kaldte vi naturligvis for ”Ballongyngen”.
Jeg selv gik i realen og derefter kom ind i forsikringsbranchen, begyndende som kontorelev. Min hustru arbejdede i Københavns Skattevæsen og gør det næsten fortsat den dag i dag – nu under SKAT i statens tjeneste. Så alt i alt var vi folk, der udgjorde en del af hverdagslivet på de danske arbejdspladser.
Vi blev ikke nedslidte af arbejdet som hhv. piccoloer eller kontrollører. På hverdage mødte vi omkring kl. 18.30 og åbnede dørene for publikum kl. 19.00. Alle forestillinger begyndte kl. 19.30. På lørdage og søndage var der 2 forestillinger. Kl. 16.00 og igen kl. 19.30 og vi mødte 1 time før hver forestilling.
Efter at vi var mødt i biografen (vi havde selv nøgler hertil, kontrollørernes nøgler kunne dog åbne flere døre), havde taget vore uniformer på - vore stålskabe stod ved bagindgangen på 2. sal på samme etage, som operatørrummet – var den første opgave for piccoloerne, at tænde lyset i biografsalen og konstatere om nogle af de tusindvis at elpærer, der var i siderne af biografsalen, var sprunget. Hvis ja, skulle de straks skiftes. Der var sprunget pærer stort set hver dag. Om bag scenen og hente 1 eller 2 tunge træstiger (letmetal var sikkert ikke opfundet dengang). Den store og meget tunge stige måtte vi bruge, hvis vi skulle højt op.
Hvis der var noget som kunne gøre direktør August Andersen rasende, så var det, når blot 1 pære var sprunget. Han sagde ofte: ”Folk kan ikke huske filmen bagefter, men de kan huske, at der var sprunget pærer”. Vi grinede lidt af ham, men absolut ikke mens han kunne se og høre det. Så var det måske ud.
Ofte stod vi og svajede på disse tunge stiger, hvor underlaget (gulvene) var skrående. Alligevel var der ikke i min tid nogen som kom til skade. Vi skulle efterse, om samtlige pærer, herunder i forhallen virkede. Ellers udskiftning.
Rengøringsfolkene så vi aldrig. De gjorde rent om formiddagen og det var ikke vores job, at gøre rent, som sådan, men vi skulle kontrollere, om de havde gjort ordentligt rent. Ellers skulle overkontrolløren indberette det for August Andersen. Piccoloerne skulle også checke om der var papirhåndklæder og wc-papir på toiletterne samt sæbe. Ellers opfyldning heraf.
Med hensyn til piccoloerne kontrollerede kontrollørerne, om de så ordentlige ud. Det var især overkontrollør Knud Nielsen, som ”gennemgik” os – vore negle, hvordan vort hår sad, om vore uniformer var velpressede og/eller beskidte. Der kunne også falde en bemærkning om: ”Find nogle andre bukser i garderoben. De kan ikke se sådan ud, når publikum viser sig”. Vi fik syet vore uniformer hos skrædderfirmaet Schilder ved Skindergade, men også på et tidspunkt hos en rigtig fin (og formentlig dyr) skræddermester Rasmussen på Frederiksberg Alle.
På vagt var der altid 3 piccoloer og 2 kontrollører. I forbindelse med premierer blev mandskabet forøget de første par dage. Det var overkontrollør Knud Nielsens opgave, at lægge vagtplanerne, således, at alle havde 2-3 aftenvagter på hverdage og 1 hver anden weekend. Da der kun blev spillet helaftensfilm var der en publikumspause på ca. 15 minutter omkring kl. 21.30. Efter pausen kørte i regelen den ene kontrollør hjem, fordi vi gik ud fra, at August Andersen ikke dukkede op så sent. Det var ikke tilladt, at denne ene kontrollør gik hjem og nogle enkelte gange ”faldt hammeren”. August Andersen opdagede det.
Vi vidste aldrig, hvornår direktøren dukkede op. Normalt gjorde han det 1-2 gange ugentligt samt enkelte gange i weekender. Han passede til daglig sit kontorarbejde, men var også kontrollant over for personalet.
For publikum blev dørene åbnet kl. 19.00 på hverdage. Så vi havde alt i alt en halv time, fra vi mødte på jobbet og indtil publikum skulle lukkes ind. Vort forberedende arbejde skulle således gå stærkt. Når dørene blev åbnet skulle piccoloerne befinde sig i selve biografsalen, hvor de skulle anvise publikum deres pladser. Der var altid nogen som kom for sent – efter af forestillingerne var begyndt. Så havde vi som piccoloer brug for vor små lommelygter for at kunne give lys i den mørke sal for disse ”for-sent-på-den-folk”. Det var altid irriterende.
I hver side af biografsalen, der hvor publikum kom ind i salen, var der 2 piccolosæder. Det ene sæde skulle altid indtages af en piccolo – det i salens højre side. Så vi skulle skiftes til at sidde der. Der var således altid ansatte i salen. I nærheden af dette sæde i højre side, var der et lille teknikrum. Herfra kunne vi styre lydstyrken og lyset i salen, ligesom vi kunne stå og læse bøger eller lave vore lektier – de af os, som stadig gik i skole. Lektier lavede vi også, når filmene kørte og vi opholdt os i biografens foyer (der hvor publikum kom ind og opholdt sig i pauserne). De ”voksne” kontrollørerne drøftede samfundsforhold eller læste bøger, skændtes om politik, sov eller gik sig en lille tur i området omkring biografen.
I pauserne skulle piccoloerne befinde sig i salen. 2 i den ene side og 1 i den anden side – umiddelbart foran de rigtige udgangsdøre. Vi gik så lidt frem og tilbage i siderne af salen, stod stille og/eller besvarede spørgsmål fra publikum. De 2 kontrollører var nede i foyeren sammen med den del af publikummet, som havde forladt deres sæder i selve biografsalen.
Når pauserne var overstået og filmenes anden og sidste del var gået i gang, skulle vi checke toiletterne samt tømme de store askebægre i foryeren: ”Kvinder er nogle svin”, sagde overkontrollør Knud Nielsen ret ofte. I andre sammenhænge, var han meget interesseret i det modsatte køn. Hans synspunkt hørte jeg om kort tid efter min ansættelse: ”Unge mand. Når De skal efterse kvindetoiletterne efter pausen, forstår De, hvorfor jeg siger dette”. Og han havde ofte ret deri. Papirhåndklæderne flød på gulvene på toiletterne, vandhanerne løb, wc-papir var væk (stjålet), selvom der ofte var mange ruller i det samme toiletrum. Der var langt mere ryddeligt på herrernes toilet.
Når der lørdage og søndage var 2 forestillinger, skulle vi feje gulvet mellem sæderne i biografen mellem de 2 forestillinger. Det var stort set alt, hvad vi skulle foretage af egentlig rengøring. Nu og da var der svært handicappede blandt publikum – folk i rullestole. Det var også vor opgave, at bære disse ofte tunge rullestole op i salen. Der var ikke nogen elevator.
Ellers fortsatte vi med at lave lektier eller læse bøger eller drøftede samfundsaktuelle emner sammen, efter pausen. Nogle film var efter pauserne meget tunge. Forstået på den måde, at vi alle havde været tidligt oppe om morgenen for at passe vore daglige jobs og/eller skole. Fx kunne ”Borte med Blæsten” – en film, som efter pausen varede yderligere 2 timer, drive den allersidste energi ud af de ansattes kroppe. Vi var dødtrætte, når klokken blev omkring 23.45 og kunne bevæge os hjemad for at komme i seng og for at stå op næste morgen omkring kl. 6.00. De hverdage, hvor vi ved en ”fejl” så også havde indtaget for megen væske, kunne gøre livet meget surt dagen efter.
Igennem et par år havde jeg nærmest fuld tid 3 gange ugentligt. Op omkring kl. 6.30 hver morgen for at gå på arbejde hos MLU (Mejeriernes og Landbrugets Ulykkesforsikring – nu Topdanmark, hvor jeg stod i lære). På dette arbejde indtil kl. 14.00, hvorefter jeg skulle gå til Købmandsskolen ved Nørreport og være der kl. 14.30. Skolen sluttede kl. 18.00. Hvorefter jeg skulle nå en bus fra Nørreport og ud til 3 Falke Bio. Var hjemme hos mine forældre igen omkring kl. 23.30, hvis ikke det var ”Borte med Blæsten”. Ellers senere. Det var nogle lange dage.
”Skraberi” var noget af det værste vi som piccoloer, kunne blive udsat for. Det drejede sig ikke om at sove, men om, at visse af biografens gæster ikke anvendte de dertil indrettede store askebægre til at slukke deres smøger. De jokkede dem blot ud i linoleumsgulvet og med det resultat, at vi engang i kvartalet måtte bruge nogle jernskrabere til at ridse disse mærker væk fra gulvet. Det var et helvedes arbejde. Noget andet vi i begyndelsen heller ikke brød os om var, når folk kastede op – nemlig at fjerne folks bræk. Når vi havde prøvet det nogle gange, blev det blot en vane.
Blandt kollegerne, enten piccoloerne eller kontrollørerne, var det som på alle andre arbejdspladser. Nogle fandt godt sammen, over for andre haltede det. Der gik ofte historier om alle de ”psykopater”, som havde været ansat. Nogle var åbenbart biseksuelle, andre havde været nogle kranke skæbner, andre igen havde stjålet, osv., osv. Jeg var heller ikke populær blandt alle kolleger. Dette skiftede og skiftede afhængig af, hvem der var røget ud, havde forladt det frivilligt, osv.
Hvis man havde en smule situationsfornemmelse, ville man hurtigt finde ud af, at man ikke skulle lægge sig ud med de gode damer på billetkontoret. Hovedkasserer Inge Wallin havde magt, hvilket August Andersens egen hustru naturligvis også havde. Sidstnævnte var der blot ikke så ofte. Man skulle tale pænt og ordentligt til disse damer og huske at banke på døren ind til dem, hvis man ville dem noget. Man skulle ikke ryge dem op i ansigtet.
Lykkedes det for én at skabe tillid over for disse billetdamer – hvilket det gjorde for mig – fik man til gengæld lov til at følge dem med hen til biografens pengeinstituts bankboks. Det var naturligvis dagens omsætning, der skulle indleveres i den ellers på dette tidspunkt lukkede bank. Når tilliden blev helt overstadig, fik man lov til at gå alene hen til pengeinstituttet med en bemærkning om – fx ”pas nu på Henrik – på vejen hen til banken”. Der var ofte mørkt og stille på den tid af dagen, men datidens potentielle røvere så vi aldrig. Og derfor kunne den ofte store pengebeholdning i bankkassetten roligt glide ind i bankens døgnboks. Alligevel så man så for inden man alene begav sig ud i mørket med pengene.
Der var nogle tidligere kolleger, som ikke havde forstået det med det gode tilhørsforhold til damerne i billetkontoret. De blev simpelthen fyret. Og i sagens natur skulle man ikke tale August Andersen imod. Det kunne man gøre, på en pæn måde og hvis man var én af de få ansatte, som han respekterede. Ellers ud.
| | Folkene i operatørrummet | |  1962, Chefoperatør Møller viser "South Pacific" i Todd-AO. Foto Henrik Fabild
Disse medarbejdere var jo også kolleger til os andre, men de levede en mere skjult tilværelse, nemlig i deres operatørrum. Mødte man dem på vej i omklædningsrummet på samme etagehøjde, hvor de arbejdede, sagde man naturligvis god aften eller farvel, men ellers levede de i deres egen verden for det meste. Det kunne ske, at de ringede ned og sagde, at de ønskede bragt noget kaffe eller andre drikkevarer op. Så måtte én af piccoloerne tage trappen op til deres rum. Nu og da var vi i telefonisk kontakt med dem, fx hvis publikum var syge – fx ved tilkaldelse af ambulancer eller de få gange, hvor vi måtte bede folk om at forlade biografen. Så skulle operatørerne naturligvis stoppe filmen.
Når vi i pauserne kunne se, at handelen i butikkerne var ”gået i stå” nede i forhallen, ringede vi på en klokke 3 gange, så kunne publikum vide, at filmen atter blev genoptaget. Denne klokke ringede også i operatørrummet.
Operatørerne levede også deres eget ”liv”, forstået på den måde, at chefoperatør Svend Åge Bech, var en underlig snegl. Formentlig dybt genert. Det var først efter ca. 10-15 bajere fredage og lørdage, at han blev som mennesker er flest. Så kunne han godt finde på, at kigge ned i foyeren til os andre og drikke sammen med os. Svend Åge Bech var til daglig dekoratør hos Illum. Han stod også for dekorationerne omkring og inde i 3 Falke Bio. Svend Åge var ikke i ædru tilstand den, som indledte en samtale. Dog elskede han de situationer, hvor det kunne lykkes ham, at gøre grin med en piccolo.
Svend Åge var ved roret ved langt de fleste filmforevisninger. Der var altid 2 operatører og ofte var den anden operatør en herre ved navn Ole. Jeg husker ikke Oles efternavn i dag. Ole var til daglig ansat hos Panduro Hobby. Og han var en kreativ type, ligesom han var helt ”normal” – set i forhold til Svend Åges noget lukkede sind. Jeg har mange gange været på restaurant/værtshus sammen med Ole og helst – efter Oles smag - restauranten Barcelona Bar. Oles søde hustru Hanne, der var på skifteholdsarbejde på Rigstelefonen, måtte dog helst ikke vide noget.
Imidlertid var Svend Åge god nok, når man først kendte ham. Det var langt fra alle, som lærte ham at kende. De kunne ikke komme til genmæle, når Svend Åge kom med sine syrlige udfald. Man skulle give ham tilbage på den kække og rappe facon. Det mestrede jeg. Det blev også bedre af, at Svend Åges lillebror Bent blev ansat som piccolo i min tid som kontrollør. Lillebror Bent var lige så genert og indadvendt som sin storebror. Genfejl – måske.
Fredage og lørdage gik de ofte hårdt til den i operatørrummet. De drak og drak og nu og da skete det, at de kom til at sætte en forkert filmspole på apparaterne. Der kunne gå lang tid førend de opdagede det og ikke altid tog de telefonen, når vi ringede op til dem og gjorde dem opmærksom på sagen. Så måtte vi gå derop. Enkelte gange var det ved at gå helt galt, fordi direktør August Andersen indfandt sig i biografen og i operatørrummet på ”forkerte” tidspunkter. Så måtte Svend Åge staks spille ædru, hvilket det nu og da kneb med. At stå lige, var i sig selv en vanskelig kunst.
I forbindelse med storfilmen ”Bibelen”, skulle der opsættes et kæmpe lærred uden på det eksisterende i forvejen store lærred. Der kom specialister fra USA for at udføre dette arbejde. Selve filmen var ikke nogen succes og den gik kun 2-3 måneder. I forbindelse med denne film, kom en operatør mere til – Bjarne Jørgensen, som også var lyd- og lysmand. Min hustru og jeg blev gode venner med Bjarne, som tilfældigvis ikke drak. Han blev senere lysmand på Det Ny Teater, hvor han flere gange gav os fribilletter. Efter forestillingerne på Det Ny Teater kom vi ned i skuespillernes restaurant, hvor vi drak øl eller kaffe og talte med flere af de dengang værende skuespillere på dette teater. Jeg husker nogle gode samtaler om samfundet med skuespilleren Berthe Quistgaard. En yderst begavet kvinde.
Den daværende kronprinsesse og nuværende Dronning Margrethe var i øvrigt fascineret (som hun selv ville sige det) af filmen ”Bibelen”.
| | Sporvognsremisen i Allégade var en vigtig brik | | Det var især fredage og lørdage, at de ansatte gik hårdt til den rent drukmæssigt. Når vi var forholdsvis sikre på, at August Andersen ikke dukkede op, kom flaskerne frem. I regelen havde vi ikke øl nok selv. Så fandt vi løsningen i kantinen på sporvognsremisen i Allégade. De var vant til, at vi fra 3 Falke Bio gæstede dem, for at købe øl i spande-, taske og læssevis. De tog en lille overpris for øllene og sparede på den måde op til deres julefester.
De ansatte på remisen begyndte deres arbejde omkring kl. 21.00 og arbejdede så hele natten, hvor de gjorde sporvognene rene (nogle skrappe kvinder). Andre – mændene – reparerede og smurte sporvognene. Pudsigt nok var mit første køb af øl i remisen lidt underlig, fordi et kvindemenneske råbte i det fjerne – ”Henrik. Hvad laver du her”. Det viste sig at være fru Rasmussen, damen som boede i lejligheden ovenover mit barndomshjem på Vesterbro. Derhjemme kaldte vi hende altid for ”rasser-røv”. Men hun fik set mig mange gange i forbindelse med vore køb af øl på hendes natarbejdsplads i remisen.
Operatør Svend Åge ringede nu og da ned til os i foyeren og sagde: ”Husk nu at sende et par piccoloer til remisen. Vi er meget tørstige i dag. Lad det gå kvikt”. Kantinen i den daværende remise havde åbent hele døgnet, forstået på den måde, at én på vagt, havde nøglen til det store ølskab og pengekassen.
Det kunne sagtens forekomme, at publikummer opdagede, at visse af kontrollørerne og piccoloerne havde svært ved at stå af sig selv. Så støttede vi os op ad én af de mange piller, som var i foyeren. Publikum må have kunnet lugte øllet ud af vore munde, men jeg erindrer aldrig klager fra publikum. Vi smilede blot lidt til dem. Derimod har jeg oplevet, at visse kontrollører blev sendt op i deres garderober for at sove den ud. Vi kunne simpelthen ikke lade publikum se dem.
Disse mere festlige oplevelser hørte stort set alene fredage og lørdage til. Særligt lørdage. På de ordinære hverdage var vi ædruelige.
| | Personalegoder, fribilletter og løn | | Der var egentlig ikke andre personalegoder end lønnen og de øl, vi købte for egne midler. Et par gange afholdt August Andersen sammen med nogle filmselskaber fester for os ansatte og hvor der var inviteret kontorfolk med fra de pågældende filmselskaber. Damerne var klart i overtal ved disse fester – tak for det.
August Andersen ville hellere sælge sine biografbilletter end at give personalet fribilletter. Nogle gange måtte han dog bøje sig og tilbyde personalet 2 fribilletter pr. mand. Der kunne så godt gå flere måneder, inden lysten kom over ham igen.
Imidlertid fandt vi selv ud af, hvordan denne form for nærighed skulle håndteres. Vi lukkede simpelthen familie, venner og bekendte ind uden, at de havde billetter. Vi vidste i forvejen, hvilke forestillinger, som var tynde rent publikumsmæssigt, men det kunne ske, at vi havde lovet for meget i forbindelse med helt udsolgte forestillinger. Det klarede vi dog også, fordi der altid var ledige sæder også til helt udsolgte forestillinger. Ikke alle mødte altid op. Eller vi lod vore bekendte mv. sidde på piccolosæderne eller tog nogle stole med op i biografen.
Så den vej rundt var August Andersen selv skyld i, at vi snød. Jeg blev en meget populær kollega blandt nogle mine mest fortrolige kolleger på mit daglige job hos MLU. De udvalgte var altid velkomne i biografen om aftenen, hvis de havde lyst til at se film. ”Hvis jeg ikke selv står og river billetter af, skal I bare spørge efter mit i forhallen”. Det gjorde de og blev lukket ind. De måtte dog vente til reklamerne var gået i gang i biografsalen med at komme derop, fordi jeg/vi først lige skulle finde ledige pladser til dem.
Min løn var som piccolo – så vidt jeg husker – 2,70 kr. i timen og 11,50 kr. som kontrollør. Det var relativt dårligt betalt, men gode penge for os unge, fordi vi havde da ikke regnet med, at pengene skulle bruges som en form for opsparing. Nej, der skulle drikkes og festes. En person som overkontrollør Knud Nielsen regnede dog med pengene. Han skulle bruge dem – blandt andet til køb af et sommerhus på Orø. Og det lykkedes ham da også.
For nogle af de lidt ældre kontrollører, var indtjeningen i deres fritidsaftensjob af betydning. De gik sjældent ud bagefter sammen med os unge. De kørte hjem til familierne.
| | Jobbet var en glæde i sig selv | | Jeg tror ikke, at jeg overdriver, når jeg skriver at alle vi ansatte var særdeles glade for vore aftenjobs i 3 Falke Bio. Uanset om vi dukkede op med kedelige oplevelser fra vore daglige jobs, og måske for håndværkertyperne med snavsede hænder, skete der en betydelig forandring i os alle, når vi mødte – nu og da gik i bad i biografen. Den flotte uniform, den hvide skjorte og slipset var med til at gøre os til rigtig pæne mennesker.
Når jeg nu og da cyklede til 3 Falke Bio i regnfuldt og/eller surt vejr i ofte mennesketomme gader og veje, tænkte jeg altid på, at jeg nu skal derhen, hvor publikum selv strømmer til. Det var en fest i sig selv. For der var stort set altid udsolgte forestillinger. Folk kom til os og ikke omvendt. En god oplevelse.
Også sammenholdet mellem de fleste af de ansatte og vore mange diskussioner om samfundet og politik samt at vi forstod, at nyde en bajer, var et gode udgangspunkter. Rent politisk var vi vist alle socialister – socialdemokrater, SF’ere eller kommunister, selvom vi arbejdede under Liberalt Oplysningsforbund, som er tilknyttet partiet Venstre. Dejligt var det også på fredage og mest lørdage, at vi bagefter gik i byen sammen og ofte sammen med piger, vi slet ikke kendte i forvejen.
| | Det osede af seksualitet | |  Henrik Westrgaard Christensen på charmeoffensiv overfor 2 piger fra Warner Brothers under en aftenfest i 3 Falke Bio. Foto: Henrik Westergaard Christensens samling
Tanken om det, var i regelen større end de egentlige hændelser. Det dryppede fra toppen. Chefen direktør August Andersen var meget pigeglad, men jeg tror ikke, at han på noget tidspunkt har været sin hustru utro. Han kunne bare ikke lade være med at kigge på de unge damer blandt publikum.
En måde at fange hans opmærksomhed på bestod i: ”Hr. Andersen. Har De set hende ovre i sofaen eller på række nr. XX”. ”Ja, naturligvis” kunne han svare, ”men hende derovre er langt mere interessant”. August Andersen var en flot og præsentabel mand med et godt blik rettet mod de veldrejede publikummer.
Dengang havde buksestrømpefabrikanten endnu ikke opfundet løsningen, nemlig buksestrømperne, som bevares sikkert er en meget praktisk løsning for kvinderne. Men datidens kvindelingeri var nu langt mere interessant for alle os mænd. Hofteholderen, den brede strømpekant foroven samt overgangen til de hvide lår. Det var æggende. Ikke mindst, når vi stod og rev billetter af ved biografens indgangsdør og kunne iagttage de kvinder som tog plads i sofaerne i foyeren umiddelbart over for indgangsdørene.
Overkontrollør Knud Nielsens – en mand midt i 40’erne – hjerne var besat af diverse tanker om seksuel udfoldelse med kvindelige publikummer. Han talte ofte aldrig om andet end kvinder. Han var godt gift og havde 2 børn, men i hans ”fritid” på jobbet i 3 Falke Bio, kunne han med øjnene ”æde” næsten enhver kvinde, som blot så nogenlunde ud. Den første pornofilm jeg overhovedet så, var naturligvis fremskaffet af Knud Nielsen. En dansk amatørfilm optaget i Absalonsgade på Vesterbro i København. Vi så filmen hjemme hos Frey og Kirsten, som boede i nærheden af biografen. Filmen må have virket på Kirsten på én eller anden måde, fordi hun under filmen måtte skifte tøj. Filmen sagde ikke mig noget.
Knud Nielsen havde det dog kun i munden. Han var en flot fyr med lystkrøllet hår. Han var barnefødt i Nørresundby. Han var bomstærk og viste ofte sine store armmuskler frem. Én af hans sønner blev senere frømand. Også et muskelbundt, der ville noget. Med hensyn til muskelstyrke havde vi også i en periode kontrollør Frederiksen – ham, der arbejdede hos Bladkompagniet. Han var også bomstærk. Jeg husker en udsmidning, hvor den berørte biografgæst holdt sig fast i gelænderet op til biografsalen. Frederiksen tog så hårdt fat i vedkommende, at gelænderet rev sig løst. ”Manden må have fået kvast sine arme og håndled”, tænkte jeg om den pågældende biografgæst. Men da vedkommende var blevet smidt på porten, sagde Frederiksen stille og roligt: ”Nå, skal vi have en bajer” og så pjattede vi videre.
Flere af os unge piccoloer og kontrollører havde ikke nogen forlovede. Det fik jeg senere og opførte mig derefter på den rigtige side af ”loven”, men inden da, havde vi alle en bestemt opgave – fredage og lørdage. Vi skulle udvælge de flotteste piger blandt publikum, og finde frem til det antal piger, som svarede til antallet af os unge ansatte, fordi vi bagefter ville have dem med ud i byen. Det lykkedes stort set hver gang for os. Under ”Borte med Blæsten”, var det dog noget af en svær sag, fordi mange tudede, når de forlod biografen. Med nutidens briller var vi måske noget primitive dengang, men primitiviteten fungerede.
Vi havde allerede, da de ”interessante” pigers biografbilletter blev revet af ved indgangsdøren, fået det første indtryk af diverse emner. En kollega kiggede nærmere på dem i salen og vi fulgte dem i pausen. Allerede i pauserne kunne der være skabt aftaler til brug for det eller de efterfølgende restaurantbesøg.
Ellers vidste vi, at der var 2 fra række XX og 3 fra række YY. Hvis det måtte smutte, var der alternativer på række ZZ og række CC, osv. Frække som vi var, gik vi simpelthen hen til dem og spurgte: ”Har I/du lyst til at gå ud med nogle af os ansatte fra biografen bagefter?”. I langt de fleste tilfælde var der bid og pigerne sagde ja tak. Vi aftalte så med dem, at de efter forestillingen blot skulle gå ned i foyeren, hvor vi ville være/komme. De skulle altså ikke gå ud af biografens udgangsdøre, som det øvrige publikum.
Det skete naturligvis ofte, at pigerne slet ikke forlods kendte hinanden. De var jo ”hentet” fra forskellige stolerækker, men pyt. Det gik altid godt. Vi drak ofte en bajer sammen med dem og fortsatte ofte noget roligt på restaurant La Rose på Frederiksberg Runddel eller på restaurant Westfalia, som lå på Falkoner Alle lige ved Frederiksberg Rådhus. Herefter var målet nu og da natdiskoteket La Cubana på Allégade eller Jomfruburet på Strøget i København.
Man lærte på den måde mange unge piger at kende, men det var yderst sjældent, at det førte til noget – også rent seksuelt. Trætheden meldte sig ofte efter at vi havde skyllet adskillige bajere ned i aftenens løb. Kræfterne var sluppet op, men vi morede os sammen med de ”udvalgte”. Det var i sig selv en god oplevelse.
I dag kan jeg godt blive noget flov over, at man dengang som ung var så fræk at invitere fremmede piger i byen i forbindelse med sit job, men det endte jo næsten altid i en succes. Bevares. Vi var stort set nogle pæne og flotte unge mænd og havde ikke noget ondt blod i vore årer. Det kunne pigerne sikkert fornemme og de var ikke bange for os. Nu og da skete der det, at visse af pigerne gerne ville lære os nærmere at kende, men vi var i regelen alt for umodne til, at kunne binde os på dette tidspunkt af vor ungdom.
Dengang var der ikke noget som hed dating på Internettet, hvor mange unge nu om dage indlægger deres data, i håbet om, at finde frem til den eneste ene. Ofte er der vel tale om et tomt salg af sig selv og det ender formentlig med, at langt de fleste kommer til at leve deres liv alene. Når det kommer til stykket, er de sikkert slet ikke interesserede i, at finde en partner – blot i, at gøre opmærksom på sig selv. Dengang gik vi langt hurtigere til den. Hvis jeg ikke allerede var godt gift, og i mine ungdomsdage måtte ønske at finde en egnet pige, tror jeg såmænd, at jeg kunne have fundet på, at stoppe tilfældige ”udvalgte” på gaden og invitere dem i biografen – lige så fræk som dengang i 3 Falke Bio. Man kan jo aldrig få andet end et nej.
Jeg husker en pause under forestillingen ”My Fair Lady”, hvor jeg solgte programmer om filmen. Pludselig var jeg omringet af vel en 10-12 flotte, unge piger. De talte næsten perfekt dansk. Det var det islandske kvindelandshold, som var på besøg. Der kunne være indgået mange aftaler i den forbindelse, men en voksen leder fra deres landshold, nærmest befriede mig – ærgerligt. De unge piger var næppe lesbiske, som vist mange er det i dag i kvindehåndbolden.
Når vi gik ud til områdets restauranter skabte vi fest og glæde Vi fik restauranternes kunder til at synge med, når vi slog os løs. En af piccoloerne Povl var god på en guitar. Når han var med, leverede vi også musikken. Mange gange rejste andre gæster i restauranterne sig op og kom til vores bord: ”Glade og herlige unge mennesker, det kan vi lide”, sagde de ofte. Vi sang i regelen de gamle danske sange – altså revytekster og lignende.
| | De tre forretninger – måske fire | |  Tre piccoloer; Henrik Westergaard Christensen, Jørgen Nielsen og Bent Bech. Foto: Henrik Westergaard Christensens samling
I foyeren i 3 Falke Bio var der 3 ”næringsdrivende”, forstået på den måde, at der i umiddelbar nærhed af indgangsdørene var en kaffebar. Den åbnede kun i filmpauserne. Lederen af denne bar, Lene og min kommende hustru skiftedes til at stå i denne kaffebar. Så de mødte på deres jobs noget senere end vi andre. Kaffebaren var lejet af Frellesen kaffe i Roskilde og det hos dem, at kaffepersonalet arbejdede. Til daglig kørte Lene rundt til forskellige forretninger for at sælge Frelsen kaffe.
I forretningen i midten lå der en Toms forretning. Det var Toms fabrikker som havde lejet sig ind. Det handlede om salg af is og chokolade. Denne forretning havde åbent før og under filmforevisningerne samt naturligvis i pauserne. Den faste dame i denne kiosk var Elly Thorsen. En kvinde med et stort opsat hår, men ellers en dejlig og festlig kvinde i midtfyrrerne.
Elly Thorsen blev nu og da afløst af forskellige unge piger, hvorfra de kom, aner jeg ikke, men én af de faste afløsere hed Lone. En ung blond pige med et smukt ansigt. Hun var én af disse dengang værende unge piger, som havde omgangskreds med datidens popstjerner i forskellige danske bands. På et tidspunkt var hun blandt andet forlovet med Søren Strømberg (én af datidens charmetrolde og ”store” navne inden for den danske popverden).
Det er ikke mange år siden, at jeg sammen med min hustru i et tog fra København i retning af Rødbyfærge, kom til at sidde over for Søren Strømberg. Han skulle til Glumsø, sagde han. Han lignede en bums og én livet havde taget hårdt på. Det er vist ikke længe siden, at han afgik ved døden. Men uden at han i øvrigt kunne vide det, kom jeg til at tænke på hans Sengekantsfilm og hans forlovelse med Lone fra 3 Falke Bio. Skæbnen vil det ofte anderledes.
Han var blot ét af mange tilfælde, hvor en hurtig berømmelse og gode, hurtige penge ikke har kunnet administreres. De ender ofte i noget rod i deres liv. Skattegæld, venner som forsvinder, ditto mht. koner og kærester mv. Ingen scene længere og ingen berømmelse. Det er ren nedtur for de mentalt svageste af dem. Lone og Søren kunne ellers være blevet et godt par. Hun var flot. Det var han også i sine unge dage.
Lone havde et smukt hoved og en flot overkrop, men det kneb mere med hendes ben. Til stor irritation for hende selv. Når nogen kom til at omtale det, blev hun sur – nogle gange så sur, at hun lukkede Toms kiosken og gik hjem – ofte grædende. En gang kom overkontrollør Knud Nielsen til at sige til hende: ”Når du engang dør Lone, vil storken atter have de tyndeste ben”. Lone blev voldsom rasende, græd, gik hjem og vi så hende ikke i flere uger. Knud Nielsen syntes ikke om en ung smuk pige som lå under for datidens popmusikere. Så han var hel kold.
| |  Kirsten og Frey Jørgensen til aftenfest i 3 Falke Bio. Foto: Henrik Westergaard Christensens samling
I den tredje forretning var den egentlige bar. Den åbnede også i forbindelse med pauserne. Her kunne publikum købe diverse drinks, øl og vand. Det var restauratør Rasmussen, som lejede denne bar for derefter at ansætte unge par, til at stå i baren. Frey og Kirsten var blot ét af parrene. Også unge som Iben og Bjarne og hr. og fru Hansen, som vi kaldte sidstnævnte, havde dette job. Senere kom der et homofilt skiftepar ind i baren. Det var også søde mennesker og i modsætning til overkontrollør Knud Nielsens generelle opfattelse af homofile, lærte jeg, at de er mennesker som alle vi andre.
Restauratør Rasmussen (husker ikke fornavnet) havde tillige restaurant Bjørnekælderen på Frederiksberg Alle – lige over for Aveny Teatret. En rigtig pæn spiserestaurant med rigtige tjenere og hvide duge på bordene. Men det var ikke disse 2 steder, hvor han tjente sine penge. Det gjorde han derimod i rigelige mængder gennem sit ejerskab af Cafe Viktoria. Det var et rigtigt værtshus, der lå der, hvor Viktoriagade støder sammen med Abel Christines Gade på Vesterbro i København. Der var der drejede sig kun om at åbne ølflaskerne måske kombineret med en snaps og en gammel dansk. Ingen bespisning eller andet omkostningstung i denne beskidte biks. Til tider besøgte vi både Bjørnekælderen og værtshuset i Viktoriagade. Hr. Rasmussen var en gavmild herre, som syntes om, at glæde os unge mennesker. I øvrigt var han vist godt gift.
En pudsighed ved restauratør Rasmussen var, at han i sin ”fritid”, hvis man kan skrive sådan, var lidt kæreste med den kendte sangerinde Eartha Kitt. Han havde hende nu og da med i 3 Falke Bio, når hun var på besøg hos Rasmussen eller overnattede i København. Nogle gange skete det, at vi unge ansatte i biografen fik en krammer af hende.
Restauratør Rasmussens førstekvinde på arbejdspladsen i baren i 3 Falke Bio var fru Larsen. En særdeles flot og moden kvinde i begyndelsen af 40’erne. Hun lignede datidens hotteste kvindelige verdensstjerner a la Liz Taylor. Om fru Larsen også kissemissede med restauratør Rasmussen ved jeg ikke. Fru Larsen var fraskilt og havde en søn. Hun var til daglig direktionssekretær hos boligselskabet Lejerbo.
Det skete nu og da, at den administrerende direktør for Lejerbo og forretningsføreren sammen med fru Larsen, dukkede op i biografen på de aftener, hvor fru Larsen havde vagt. De herrer drak blot videre indtil fru Larsen atter var parat til, at fortsætte morskaben ude i byen. Fru Larsen var en dejlig og flot kvinde. Den ægte og hvide minkkåbe, gjorde i vinterdage også en hel kvinde ud af hende. Hun sagde engang til mig: ”Henrik, når du er færdig med din realeksamen, skal du have job hos Lejerbo. Den administrerende direktør, synes godt om dig”. Men sådan gik det ikke senere for mig og jeg søgte aldrig noget job hos Lejerbo.
Den ”fjerde forretning” må jeg sætte i gåseøjne, fordi det ikke var nogen forretning, men en form for ønskebrønd. Det var et springvand placeret i bygningens hjørne efter den rigtige bar. Når jeg anvender ordet ”forretning”, skal det ses i lyset af, at mange biografgæster lagde penge i ønskebrønden, men pengene forsvandt også.
Knud Nielsen og jeg samt andre, gjorde nu og da nogle forsøg om aftenen inden vi forlod biografen. Vi lagde nogle kronestykker i vandet for at se, om pengene fortsat var der dagen efter. Det var de i regelen ikke. Med andre ord, må der blandt personalet være folk, som stjal fra ønskebrønden. Pengene skulle ellers være gået til Red Barnet, men de fik vist aldrig en krone.
Det kan heller ikke afvises om en del af publikummet stjal pengene. Personligt havde jeg dog dengang min private mistanke rettet mod en bestemt piccolo. Jeg røbede aldrig for noget, hvem min mistanke var rettet i mod. Det var en piccolo, som altid spiste, og helst højtbelagt smørrebrød, fra ABC Smørrebrød skråt over for biografen på Falkoner Alle.
| | Publikummet i 3 Falke Bio | |  Publikummet i 3 Falke Bio – fra kongehus til skuespillere og andet godtfolk. Stort set altid et publikum med et godt humør
Der var tale om Danmarks flotteste og bedste biograf og tale om typer af film, som ikke hidkaldte ”skæve eksistenser”, bøller og lignende. Gæsterne var modne, men også unge folk. Det var sjældent, at vi blev nødt til at smide nogen ud. En brandert nu og da, men ofte var vi selv lige så fulde – hvis det var fredage eller lørdage. Vi fik dog altid de få ”skæve” ud, når vi ville det.
Det var det pæne borgerskab, vi tog imod og passede godt på. Ofte kom der kendte personer i biografen. Ved flere lejligheder har jeg været en slags oppasser for medlemmer af kongehuset. Det kunne være Kong Frederik og Ingrid eller Ingrid alene (hvilket ofte skete lørdage eftermiddage) eller det nuværende kongepar Dronning Margrethe og prinsgemalen prins Henrik.
Jeg har oplevet det meste af kongehuset samlet til bare én forestilling. Anne Marie, Benedikte, Kong Konstantin, osv., osv. Det var altid flinke og venlige folk, som i pauserne havde deres eget lokale. Et lokale man næsten ikke kunne se, hvis man ikke vidste, at det var der. Det var kun en dørlås, som antydede, at det flotte ædle træ på siderne i biografsalen et enkelt sted var ”skåret op”. Lokalet var i salens venstre side. Her servicerede direktør August Andersen dem, hvis han vidste, at de kom, de kongelige i pauserne og nogle af os unge fik lov til at deltage – altid med hvide handsker på.
August Andersens problem var ofte at skaffe de cigaretter som den daværende kronprinsesse røg. Et specielt fransk mærke. Han havde nogle gange styrket København rundt for at finde disse cigaretter, men fandt til sidst ud af, at cigarforretningen over for biografen på Falkoner Alle, havde disse cigaretter.
Når folk fra Kongehuset ønskede at se film i biografen, gik der et rygte om, at de ringede til Inge Wallin på billetkontoret og udgav sig for at være ”familien Jensen – Amaliegade”. Så vidste man, hvem det drejede sig om.
Uden forlods at ane det, fik jeg/vi ved flere lejligheder pludselig øje på medlemmer af kongehuset, som ikke havde meldt deres ankomst. Således så jeg mange gange dronning Ingrid – ofte helt alene, men også den daværende kronprinsesse Margrethe var flere gange alene i biografen som publikum. Jeg nikkede og smilte venligt, hvilket de også gjorde. Nogle gange rejste de sig op og kom hen til mig for at tale om filmen eller om andre film, herunder om skuespilpræstationer.
Dengang var der ikke opfundet terrorister eller ønsker om kidnapninger, ligesom pressefolk var af en anden støbning. De kendte kunne gå og komme i fred og helt alene.
Stort set alle datidens kendte danske skuespillere og filminstruktører kom i 3 Falke Bio – ofte mange gange. Det var sjældent, at publikummet lagde mærke til det. Således husker jeg en ung dreng på 10. række (rækken lige foran én af de fineste rækker – nemlig række nr. 11), som sagde til sin mor: ”Mor kongen og dronningen sidder lige bag os. Hold bøtte dreng, det passer ikke. Jo, mor”. Hun vendte sig om og ganske rigtigt. Drengen havde ret. Det skete i en pause og jeg stod og så og hørte det hele. Kong Frederik grinte og vinkede til drengen.
Jeg husker også skuespiller Jørgen Reenbergs fascination af den skuespilkunst, som Peter O’Tole og Richard Burton udviste i filmen ”Becket”. Filmen ”Becket” var i sig selv en lidt kedelig film, men samtidig den film, som fremkaldte de absolut største skuespilpræstationer af alle film, som blev fremvist i 3 Falke Bio. Det var helt fantastik skuespilkunst de 2 engelske skuespillere fremviste og Jørgen Reenberg, kom igen og igen mange lørdage eftermiddage. Måske var han lidt flov over, at vi kunne genkende ham fra hans mange besøg under denne film, så en dag kom han hen til mig og fortalte om baggrunden for hans mange biografbesøg: ”Det er skuespilkunsten. Bare jeg kunne komme på højde med de 2 herrer”, sagde han. Jørgen Reenberg var en yderst venlig herre.
Bøsser, lesbiske og biseksuelle, var ikke noget jeg vidste særligt meget om. Der var ingen undervisning i mit barndomshjem og ej heller i skolen. Men overkontrollør Knud Nielsen forklarede mig lidt om det engang skuespilleren og sangeren Freddy Albeck talte lidt for meget med mig i én af pauserne. Så forstod jeg og næste gang Freddy Albeck besøgte biografen var jeg advaret. Han lagde dog ikke på nogen måde an på mig. Han var vist homoseksuel, sagde man dengang. Knud Nielsen fortalte mig også om cafe Intime ved Frederiksberg rådhus: ”Der går De aldrig ind”, sagde han. Det gjorde jeg heller aldrig og i øvrigt var der aldrig nogen fare for, at jeg skulle blive homoseksuel. Dertil så jeg alt for meget på damerne.
Den tidligere omtalte kontrollør ”Ballongyngen” tog os nu og da med ind i en restaurant Vita i Dannebrogsgade på Vesterbro. ”Har I set alle de smukke kvinder. Jeg har aldrig set så mange på bare ét sted”, sagde han. Og han havde jo ret indtil én af os opdagede, at de alle var mænd klædt ud i kvindetøj.
Den søde Ove Sprogøe husker jeg også tydeligt. Han kom ofte i biografen og spurgte altid pænt om han måtte skifte sæde. Nu og da var han alene og andre gange med hustru og barn/børn. Måske kom de til at sidde bag urolige personer eller for høje ditto: ”Ja, naturligvis må De det. Der er plads, der og der”, svarede jeg.
Mange dengang verdenskendte kunstnere/popstjerner boede i forbindelse med deres optræden i Danmark eller ved gennemrejse som turister på Hotel 3 Falke. Under deres aftenture kiggede nogle af dem ind i biografens forhal eller vi kom i snak med dem umiddelbart foran biografens indgangsparti.
I min 3 Falketid har jeg talt med flere af disse verdensstjerner i den forbindelse. Således husker jeg samtaler med Malene Dietrich, Mike Jagger fra Rolings Stones og Cliff Richard. Sidstnævnte og sammen med folk fra hans band The Shadows har jeg drukket øl sammen med på restauranten til Hotel 3 Falke. Alle var de ganske søde mennesker uden nogen form for snob. Vi så naturligvis også nogle af de dengang mange popkoncerter i Falkonercenteret. Til tider var vi hjælpekontrollører, andre gange var vi blot gode kolleger til kontrollørerne i Falkonercenteret, som lukkede os ind – uden beregning og andre gange igen, kunne vi se og høre prøverne.
En sommeraften kom jeg i snak med et nydeligt amerikansk ægtepar uden for biografen. De spurgte pænt om de måtte komme op i salen, fordi de syntes at det kunne være spændende at se the subtiles (de danske undertekster). Naturligvis måtte de det og jeg fulgte dem op i biografsalen. Herefter tilbød jeg dem en kop kaffe eller en øl.
Jeg spurgte venligt om deres besøg i Danmark og det viste sig, at de dagen efter skulle hilse på deres danske musikforelægger hos Mørchs Musikforlag. ”Nå. Skriver De musik”, spurgte jeg. ”Ja, svarede den nydelige herre. Jeg har skrevet det meste af den musik, som Elvis Presley har indspillet”. Og den venlige amerikaner begyndte at synge nogle af hans sange højt. En festlig herre og en herlig hustru. Vi talte så om, hvordan Elvis Presley var privat. ”En dyb genert og indadvendt ung mand”, husker jeg at der blev sagt. Jeg/vi fik en lang og fornøjelig aften sammen med de amerikanske ægtepar og de hyggede sig også.
| | Mobning på jobbet | |  Overkontrollør Knud Nielsen omgivet af 2 billetdamer; Maj-Britt W. Christensen og Lene til højre. Foto: Henrik Westergaard Christensens samling
Som vi nu om dage hører og læser meget om, nemlig mobning, var det sådan, at dette også fandtes i 3 Falke Bio-tiden, men der var slet, slet ikke tale om noget, som stak særligt dybt. Alle blev gode venner igen og ingen var direkte ondskabsfulde over for andre. Lidt jalousi engang imellem, kunne forekomme.
Alligevel satte vi nu og da nyansatte på visse prøver for at se, om de havde ”hjerne”. Chefoperatør Svend Åge nød disse hændelser. Han glædede sig altid. Især en af piccoloerne (han blev senere kontrollør, fordi direktør August Andersen havde en form for medlidenhed med ham og talte ofte med vedkommendes mor i telefonen), hoppede alt for ofte på disse ”hjerne-test-prøver”.
Svend Åge og nu og da vi andre, når vi ønskede at afprøve ”hjernerne” hos de udvalgte, sagde: ”Vi skal have renset vandet i ønskebrønden (det lille springvand ovre i hjørnet ved baren). Tag en gulvspand og gå ind i receptionen på Hotel 3 Falke og bed om noget destilleret vand”. Naturligvis skulle der ikke destilleret vand i springvandet.
Hotel 3 Falke var dengang – og måske stadig – et meget flot og dyrt hotel. Piccoloerne gik, som de fik besked på, ind på hotellet og bad om en spand destilleret vand. Receptionisterne på hotellet afviste dem straks med – ”sikken en gang vrøvl. Tror du virkelig, at vi her på hotellet har destilleret vand til jeres springvand – ud”.
En anden ”prøve” bestod i, at bede de nyansatte om, at vande blomsterne i forhallen – der, hvor publikum ventede på at dørene til biografen blev åbnet. Vi bad dem altid om at gå ud med en stige og vande, når der stod allerflest publikummer i kø, for at komme ind. Sagen var den, at de blomster, der hængte i loftet, var kunstige og havde aldrig været andet.
Men de udvalgte piccoloer gik gladelig ud og vandede blomsterne til stor forundring for det ventende publikum. Piccoloerne opdagede simpelthen ikke, at blomsterne var kunstige, men ofte skete det, at nogle publikummer sagde det til dem.
En tredje metode bestod i, at bede ”test-kollegerne” om at hente en familie Petersen, der skulle sidde på 36. række (der var kun 32 rækker i biografsalen). Der var blevet ringet, sagde vi til de ”udvalgte”. Piccoloerne gik op i salen og kunne ikke finde række nummer 36, hvorefter de kom tilbage til foyeren og meddelte, at de ikke kunne finde rækken: ”Prøv igen, sagde vi. De må være der, fordi der er blevet ringet efter dem”. Og de prøvede.
Én af piccoloerne var meget glad for mad. Han spiste næsten altid. Han havde en form for motoriske vanskeligheder. Når han havde købt det højtbelagte smørrebrød i forretningen ABC-smørrebrød begyndte han at skille det ad. Italiensk salat havnede i regelen på hans jakke eller bukser. Så gned han det ud i tøjet med sine hænder. Men han kunne heller ikke lide fedtkanten på fx skinken. Den blev skåret væk. På den måde endte det ofte med, at han stort set kun havde noget rugbrød og lidt pålæg tilbage inden han spiste det. Han burde naturligvis have kunnet nøjes med langt prisbilligere smørrebrød.
Han faldt ofte over diverse ting (gled på trappen, snublede i gulvtæpper, kom til at gå ind i søjler og lignende). Han deltog naturligvis også i pæreudskiftningen inden publikum blev lukket ind. Én af de gange, hvor han skulle hente en træstige bag scenen, glemte han at tænde for lyset i salen. Han gik om bag lærredet, tog stigen og glemte alt om, at der i siderne af scenen var trapper. Nej, han gik i mørket direkte ind på midten af scenen med stigen og begyndte at gå nedad, ligesom hvis der havde været trapper på dette sted. Det var der ikke og resultatet blev, at han brækkede sit håndled og slog sig alvorligt.
Af én eller anden grund var barmanden Frey Jørgensen mødt tidligere på sit job den dag. Han kørte den uheldige piccolo til Frederiksberg Hospital, hvor piccoloen havde stukket hånden, der var brækket ned i bukselommen. Sygeplejersken spurgte: ”Hvad kan jeg så hjælpe jer med? ”Hjælpe og hjælpe”, svarede piccoloen. ”Det er da min hånd, som er problemet. Det kunne jo også være hovedet”, svarede sygeplejersken, fordi den skadede hånd jo ikke var taget op af bukselommen.
| | Tid med mange minder | |  En herlig og god tid med mange minder. Foto: Thomas Hauerslev, marts 2007
I de 5 år, hvor jeg var ansat i 3 Falke Bio, lærte jeg ikke kun 1.008 stolesæder i biografen, at kende. Jeg lærte at tage et ansvar, at tale med et utal af mennesker og blev udviklet og modnet i en sådan grad, at jeg efterfølgende har klaret mig godt i livet.
Fra at være den lidt generte dreng i de tidlige barndomsår og til i dag at være den kreative og udfarende kraft, som godt kan lide at være sammen med andre mennesker, er en udvikling som for mit vedkommende i høj grad skyldes, at jeg i 3 Falke Bio blev kastet ud i det. Der var ikke andet at gøre, nemlig at lytte til og tale med andre mennesker – de øvrige ansatte, og ikke mindst de mange forskelligartede publikummer, som gæstede biografen.
Det drejede sig om tusindvis af mennesker, problemstillinger, ønsker, forskelligartede typer af mennesker, kendte og ukendte mennesker, praktiske forhold, osv., osv. Jeg fik indsigt i andres hverdag, i deres jobs og jobmarkedet, hvordan der var der, hvor turister kom fra, hvordan man havde det som en kendt skuespiller, med videre.
Den mangfoldighed af viden, der således blev dannet i min hjerne, har jeg masser af gange haft gavn af – forretningsmæssigt til glæde for andre, uanset om det har drejet sig om at finde løsninger eller om at sælge, med videre. Men den brede viden om andre mennesker, hvordan de tænker, hvordan de reagerer, osv., har også givet mig problemer nu og da – problemer, fordi mange andre ikke besidder eller besad en så stor menneskeindsigt, som jeg. En indsigt, som i væsentlig grad blev dannet fra min tid i 3 Falke Bio.
Jeg husker mange episoder fra min tid i et af de store forsikringsselskaber, hvor kolleger sagde til mig: ”Henrik. Vi ved jo, at du altid har eller får ret i dette og hint, men vi andre opdager først om 2-3 år, at du fik ret”. Inden da kunne det så give mig problemer, at andre ikke besad den samme menneskeindsigt, hvorved jeg nu og da fremstod/fremstår måske som lidt underlig i forhold til ”flokken”. Det handler ofte situationsfornemmelserne, som svigter hos de fleste i kombination med manglende viden om mennesker og situationer.
Når jeg i dag tager mine daglige togture til og fra København for at komme på arbejde eller hjem, kigger jeg nu og da på togets andre passagerer og tænker fx – hende derovre, der ligner en 60-årig eller mere med det grå eller hvide eller farvede hår og med alt for meget på sidebenene, var måske én af de dengang smukke kvinder, som vi jagtede i min tid i biografen. Mange fra dengang er naturligvis døde i dag, mange andre har været igennem fødsler, giftermål, skilsmisser og lignende, mange andre igen lever livet lykkeligt også den dag i dag, osv. Det er jo trods alt tale om en spændvidde på mere end 40 år.
Jeg ser også i dag de unge med deres røvballe-bukser, ringe i ørerne, omvendte kasketter og snavsede kondisko og tænker på deres ekstreme alkoholforbrug, der er nødvendigt for dem, for at de skal blive normale ved festlige lejligheder. Dengang bar vi en brandert med ære. Vi var altid pæne, rene og høflige, både i ædru og i fuld tilstand. Men man kan sikkert ikke sammenligne 2 eller flere tidsperioder.
Den eneste gang jeg/vi har været i berøring med de gamle kolleger og dermed minder om 3 Falke Bio, siden vi forlod vore jobs der, var i 1993, hvor tidligere overkontrollør Knud Nielsen havde sporet mit private telefonnummer. Han havde set mig i en underholdningsudsendelse på DR 1 – ”To fag frem”, hvor jeg dystede mod en forsikringsmand fra Baltica (nu Tryg) – naturligvis vandt jeg. Jeg fik en god sludder i telefonen med Knud Nielsen. Jeg kunne fornemme, at han på daværende tidspunkt var godt oppe i årene, men hans stemme var den samme. Vi fik desværre ikke hilst på hinanden efterfølgende.
NB. I mit soldater- og forsikringsliv har jeg aldrig heddet andet end Henrik Westergaard, men i min 3 Falke-tid, hed jeg for det meste blot Henrik eller Henrik Christensen. Jeg bærer altså begge for- og efternavne i det virkelige liv.
| | | | | | | | | | | 
• Gå til Mit Liv som piccolo og kontrollør i 3 Falke Bio, Frederiksberg | | Gå: tilbage - op
Opdateret lørdag, 13 marts 2010 06:51:07 | |
|
|
