| |
Kosmorama, Teater for Levende Billeder, Ribe |
Tilbage til
forsiden
|
Skrevet af:
JG, biografmuseet.dk |
Dato:
30.06.2023 |
Kosmorama
Ribe 1907 (public domain)
Kosmorama (Ribe)
Storegade (siden Overdammen 7)
Åbnet 28. juni 1907
Lukket 27. maj 1934
Allerede fra begyndelsen af juni 1907 annoncerer grosserer H.A. Bojsen
flittigt om nogen til at akkompagnere i sit nye Kosmorama på Storegade,
der uofficielt også gik under betegnelsen Nørreportsgade, før den blev
splittet op i Neder-, Mellem- og Overdammen. Samtidig sælger han sit
tidligere butikslokale for at koncentrere sig om de levende billeder her
på hjørnet af Fiskergade i et oldgammelt bindingsværkshus, hvis
gavlbygning stammer fra 1598, mens forlængelsen langs Fiskergade er
opført i 1636 og her i begyndelsen af 1900-tallet indrettet med en sal
tilhørende højskoleforstander Salling og beboelse ovenpå. Til venstre
for indgangsportalen findes en mindre forretning, mens et forhenværende
smalt butikslokale til højre omdannes til billetkontor, hvor fru Bojsen
residerer med maskinrummet placeret umiddelbart bagved.
|
Læs
mere her:
Biografer på biografmuseet.dk
Biografer Oversigt
Danmarks 70mm og Storformat Biografer
Stoleplaner - Galle &
Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne
Biografpremierer
1911 - 2020
Film- og Kinoteknik
7OMM Film og De Store Formater
Todd-AO, - det
sensationelle filmsystem
Mine damer og herrer,
"Dette er Cinerama"!
"Windjammer" i
Cinemiracle
CinemaScope |
VistaVision
Super Technirama 70 |
Panacolor
Dimension 150 |
Sensurround
High-Impact
biografdesign
|
Kosmorama
Ribe som det så ud i 1930
Forud var der vist film i bl.a. Ribe Teater og Industriforeningens sal,
her somme tider endda temmelig mange henover flere dage men kun i form
af rejsebiograf. Det faste Kosmorama åbner fredag den 28. juni med tre
forestillinger hver dag samt seks om søndagen med nyt program hver uge
og tager sig smukt ud, som det blev referet dagen før indvielsen.
’Gennem en stærkt dekoreret indgang kommer man ind i selve den store,
hyggelige sal såvel smukt som praktisk udstyret og indrettet’ med 183
siddepladser, de bedste klapstole anbragt let amfiteatralsk omkring en
skrå midtergang i et bagved lavloftet stuelokale med udgang både mod
gården og Fiskergade, mens der var en oprindelig forsænkning nede for
enden, som genindrettes ved omdannelsen til biograf med en ganske dyb
orkestergrav foran lærredet. To bænkerækker var opstillet på tværs langs
siden mod Fiskergade, mens der forrest var cowboyrækker forbeholdt den
yngste generation. Det splinternye maskineri drives ved elektricitet fra
egen dynamo, der også leverer strøm til salsbelysningen. Denne del er
hr. Bojsen mand for.
|
|
Kosmorama,
Teater for levende Billeder, i skikkelse af Italiensk restaurant, (Nørreportsgade, siden
Overdammen 7). Set
19. juli 2023. Foto: Thomas Hauerslev
Folk stod i kø langt ud på
gaden denne svundne sommerfredag, hvor hovedfilmen i det 40 minutter
lange program bestod af ”Vagabonden narrede journalisterne”, der sammen
med ”Svigermo’rs pariserrejse” var komiske modstykker til ”Naturbilleder
fra Kalifornien”, som alle vakte vild jubel, mens spændingsdramaet ”Den
kvindelige spion” af uvisse årsager ikke faldt i god jord. Den blev
efter nogle dage kasseret og erstattet af billeder fra glasindustrien.
Herudover var der en farvekoloreret film om ”Guldbillen”. En måned
senere vises de allerførste officielle filmoptagelser fra selve Ribe
foreviget af Nordisk Films Kompagni. Siden bestiller direktøren
personligt en række optagelser i byen, som mange år senere doneres
museumsarkiverne.
Det velfungerende Kosmorama har ikke mange historier at berette fra
1910’erne. Det går over stok og sten, men i november 1920 omkommer
direktøren ulykkeligvis ved en vådeskudslulykke. Der havde hver uge
været afholdt forestilling for almuen til kraftigt reduceret pris; en
tradition, der blev videreført af Emma Bojsen, som fortsatte med at
sælge billetter, mens hr. Bojsens rolle nødvendigvis måtte erstattes af
en ny mand i huset. På dette tidspunkt havde direktricen fundet en
pianist til at klimpre, som ikke havde den fjerneste idé om, hvad der
foregik oppe på lærredet. Til dødsscener kunne man eksempelvis høre
frydefulde toner til ”Den glade enke”. Det var nu ikke herren fra 1907,
han var allerede året efter sparket ad Pommern til og den skæbne overgik
nu også det situationsforladte menneske, der herefter måtte nøjes med
sin gerning som tøjekspedient. Afløseren var en 12-årig pige så lille af
statur, at ingen overhovedet kunne se hende nede i orkestergraven.
Publikum troede allerførst, det var ren magi med tonerne derfra, her
endnu før lærredet gav lyd fra sig.
|
|
Kosmorama
Ribe cirka 1925 (public-domain)
Biografen bliver i 1923 pudset op, hvor facaden nu prydes af et større
Kosmorama-skilt tilføjet ’Theater for Levende Billeder’, mens det
indenfor bliver til adskillige spandfulde maling men heller ikke meget
mere. Op gennem 1920’erne var det lige ved og næsten, at der blev
oprettet et biografteater nr. 2 i byen men efter gentagne, voldsomme
protester fra kosmoramaet blev der hver gang lagt låg på. Både Handels-,
Landbo- og Turistforeningen var gået sammen om forslag til en ny og
langt større sal og byrådet havde forinden anbefalet et andragende fra
Karl Lauritz Hansen om at indrette biografteater i en logesal i
Badstuegade, som dog viste sig ikke at være tilstrækkeligt brandsikret.
Senere drejede det sig om Nedergaden 31, hvis ældste dele stammer fra
før 1500.
I april 1930 vises ”Den
syngende nar”, der som titlen antød havde Al Jolson i den syngende
hovedrolle, men filmen var kommet til byen før toneanlægget, så i Ribe
var det med fortsat ledsagende musik. Den gjorde dog alligevel ’et
saadant indtryk på publikum, at flere forlod Kosmorama med taarer i
øjnene’, kunne man læse.
|
|
Restaurant
Pinocchio interiør i det tidligere Kosmorama, Teater for Levende
Billeder. Fotograferet med tilladelse af tjener 19. juli 2023: Thomas
Hauerslev
Måneden efter var den ved at være gal, da brandtilsynet konstaterede, at
publikum havde alt for nem adgang til operatørrummet og dermed også
flammerne den modsatte vej, hvis uheldet var ude. Den fortsatte drift
var betinget af en snarlig ombygning, hvorefter der nu kun var adgang
hertil fra Fiskergade, mens forhallen moderniseredes med nyt
billetkontor. Salen fremstår næsten uforandret med 180 pladser.
Toiletter var der selv på dette tidspunkt ingen af (men forefandtes i
gården). Først to år senere fandt den talende film vej hertil, da
”Aldrig mere kærlighed” med Lilian Harvey er på plakaten fra den 27.
april 1932.
I foråret 1933 får Emma Bojsen fornyet sin bevilling, men i efteråret
overdrages den for en kommende fem-års periode til Turistforeningen, som
nu endelig fik sit ønske opfyldt angiveligt stærkt ansporet og muligvis
økonomisk hjulpet på vej af direktør Oluf Jensen i Fotorama Aarhus mod,
at man naturligvis programsatte en række af selskabets titler. Kanske
enkefru Bojsen også fik en lille skilling ud af det.
Et nyt biografteater indrettes i en tidligere fabriksbygning tilhørende Chrome
& Goldschmidt på Sankt Nikolaj Gade. Sidste forestilling søndag den 27.
maj blev et afskedsprogram med fuldt hus til hundefilmen ”På spor efter
flygtningen” og en Gøg og Gokke-farce som forprogram.
|
|
Kosmorama,
Teater for levende Billeder, i skikkelse af Italiensk restaurant. Set
19. juli 2023. Foto: Thomas Hauerslev
Fotograf Andreas Lauridsen køber Kosmorama og indretter straks efter
lukningen fotoforretning og atelier i salen uden synderlige forandringer
af rummet, hvor der blot opsættes lette skillevægge. Fotoforretningen
fortsætter efter hans død i 1955 frem til omkring 1980, hvor det
omdannes til galleri. Salen genskabes nu med flere af de helt
oprindelige vinduer, mens loftets felter stammer fra biografens tid. En
plan om at føre facaden helt tilbage til udseendet i 1800-tallet blev
ikke til noget, da huset blev fredet. Der blev i 1992 indrettet pizzeria
i det gamle Kosmorama, som dermed fortsat har sin smalle indgangsportal
bevaret som minde fra dengang, filmen slog sig løs i Ribe.
|
|
Kosmorama
Ribe som fotoatelier i 1934
|
|
• Gå til
Biografer på biografmuseet.dk |
Biografer Oversigt
• Gå til København |
Omegn | Nordsjælland |
Vest, Midt & Syd
• Gå til Bornholm |
Møn, Bogø, Lolland & Falster
• Gå til
Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø
• Gå til
Sydjylland |
Midt-Vest | Øst |
Nord
• Gå til mere om Ribe Bio / Panorama |
Ribe Biografteater
|
|
|
|
|
|
• Gå til Kosmorama,
Teater for Levende Billeder, Ribe |
|
Gå:
tilbage
- op
Opdateret
01-01-2024 |
|
|