| |
Ribe Bio / Panorama
|
Tilbage
til forsiden
|
Skrevet
af: JG, biografmuseet.dk |
Dato:
22.11.2009
Opdateret: 01.09.2023 |
Ribe Bio / Panorama.
Set 19. juli 2023. Foto: Thomas Hauerslev
Ribe Bio / Panorama
Sct. Nicolaj Gade 16
Åbnet 16. april 1955
Lukket 30. december 2006
Ribe Turistforening har ligesom forud bevillingen til byens nye biograf på
den modsatte side af Sct. Nicolaj Gade let tilbagetrukket fra vejen med en
stor fortovsplads foran. Ved en lille festlighed den 14. juni 1954
indmuredes grundstenene sammen med et kaligraferet dokument indeholdende en
kort beskrivelse af Ribe Biografteaters historie og nogle fotokopier af
byens første Kosmoramas programmer anbragt i en blykapsel. Det er
arkitektfirmaet Ivar Christensen & Engelstoft, der har forestået tegningerne
til den nye Ribe Bio, hvor M.C. Hagelund fortsætter som direktør på vegne af
turistforeningen, mens den gamle gartner også er formand for Dansk
Blomsterløg Kultur.
Prisen for byggeriet løber op i 700.000 kroner, hvilket var næsten ti gange
mere end det foregående biografteater havde kostet at indrette 21 år
forinden. Fra en forhal med billetkontor bag en bred indgangsportal med
butik til højre, går man ned ad trapperne til foyeren med velassorteret
kiosk for enden og hvilesofaer samt store glasmontre til udstillinger med
salen stærkt skrånende i terrasseform henover og dertil indgang i midten.
Biografen åbner lørdag den 16. april 1955 med danmarkspremiere på Pat
O’Brien i
CinemaScope-filmen ”Frygtens arena” sammen med Kinopalæet i
København, der dog havde tyvstartet to dage forinden i forhold til Ribe.
Strimlerne løber gennem to nye Ernemann IX-Kinomaskiner med BOFA-forstærkere.
Struer-firmaet har stået for hele den tekniske indretning og selv med 500
pladser til rådighed i den nye biograf var der aldeles fyldt til begge
aftenforestillinger. Så mange gik forgæves, at Hagelund straks gav
ekstraforestilling. Det var en måned med flere nye biografer i det jyske og
en tid en af de allerstørste. Fire uger senere åbner Lido Teatret i Vejle
med hele 887 pladser. En smuk, blomstersmykket scene prydede rummet i flere
uger med det store lærred bag et smukt fortæppe.
|
|
Ribe Bio / Panorama.
Set 19. juli 2023. Foto: Thomas Hauerslev
Flere danmarkspremierer følger de efterfølgende år. Den 9. juni 1958
vises ”Den spanske flue” fra Panther Film også kendt under titlen
”Hurra, jeg er far”, en mindre tysk komedie-strimmel. Det samme kan man
også sige fra den 8. august 1958 om ”Forår i Berlin” fra Criterion, her
dog med Iván Petrovich, et stort navn fra svundne tider. Den
blomsterglade direktør dør i november 1960, hvor han afløses af
boghandler Knud Heide Andersen.
I 1980 vælger turistforeningen efter 25 år i den nye biograf at
bortforpagte ejendommen pr. 1. oktober. Herefter bliver biografens
hidtidige inspektør Frode Bak Sørensen direktør frem til sin død i 1988,
hvor den overtages af Jørgen Bech, der også drev den kommunale Toftlund
Biograf. Panorama reddes ikke på sigt den vej rundt og ej heller af en
række nye danmarkspremierer fra 1990, hvor den er overtaget på en ny
forpagtningsaftale af Jan Haderup. I 1996 er det tæt på lukning, da
turistforeningen vil afhænde bygningen til andet formål, men Haderup
ender efter lange forhandlinger med at købe bygningen til overtagelse
pr. 1. august. Han vil herefter gøre alvor af flere års
renoveringsplaner med modernisering af indgangspartiet og nyt Dolby
Surround-lydanlæg, så biografen føres teknisk op i tiden, helst helt op
på ’Imperial-niveau’, som han forklarer.
Mindre end et år senere sælger Haderup imidlertid sin livsdrøm til
caféejer Carsten Bertelsen og restauratør René Damkjær, der i juni 1997
påtænker at omdanne biografen til luksusbiograf nu som Panorama. For
kommunen er det en kærkommen gave, da man nu ikke længere føler behov
for at indtænke kommunal biografdrift i et kommende projekt andetsteds i
byen – men på sigt et tab for publikum, da den store biograf ikke får
det nemt med café, dansegulv og natklub kombineret med film.
|
|
Ribe Bio / Panorama.
Set 19. juli 2023. Foto: Thomas Hauerslev
I begyndelsen af 2005 opgives det atter at videreføre biografen, der
herefter står lukket i månedsvis. Til slut forsøger en lille trio med Søren
Brønk i spidsen at få det til at løbe rundt med genåbning i efteråret, men
ved udgangen af 2006 vises den sidste film, efter ejerne det seneste år har
indkasseret et underskud på 135.000 kroner på driften. Det var en
danmarkspremiere på ”Far til fire – i stor stil”. Natklubben fortsætter dog
uforandret en rum tid. Huset rummer desuden en tandlæge på første sal og man
havde efter mange trængsler hos Ribe Politi også fået bevilling til en Las
Vegas-spillehal i en tidligere TeleService-butik til højre. Håbet er, at en
forening vil slå sig sammen om biografdriften for på den vis at opnå
offentligt tilskud. Som andet kuriosum havde den rygeglade Brønk givet
tilladelse til, at jaget vildt blandt publikum søndag aften gerne måtte
tænde en smøg i biografmørket uden at få på puklen. Den var alle nok ikke
helt med på, faktisk var det da vist helt forbudt.
Ved lukningen var Panorama nu provinsens største af de gamle biografer i
antal sæder, da den store sal i Vejles Lido om end fortsat kæmpestor
eksempelvis var skrumpet til 478 pladser. I juni 2007 sælges huset til Ribe
VVS Service ved John Holm Sørensen. Efter discotek Panorama uden succes er
udvidet ind i salen, rummede forhuset fra 2012 en ny bar for unge over 16.
Der er kortvarigt udstillingslokale, før Panorama i 2016 bygges fuldstændig
om til ti nye lejligheder. I dag står der ’Den Gamle Biograf’ henover
facaden.
|
|
Kinotekniker Jens Graversen var ansat hos Philips/Bofa udførte mange biografinstallationer.
Hans barnebarn Christian Graversen har overleveret Jens Graversen's billedsamling af BOFA udstyr og biografbilleder til biografmuseet.dk i november 2009.
Jan Haderup var en af flere, der siden forsøgte at etablere ny biograf i
byen. Den helt oprindelige biografdirektør havde tilbage i 1952 fået idéen
til en tulipanfest, der dengang blev afholdt på mors dag den 12. maj. Op mod
100.000 tulipaner indgik i udsmykningen af 130 huse og op mod 25.000 gæstede
byen. Det blev en tilbagevendende begivenhed, der allerede fem år senere
tiltrak dobbelt så mange og fra midt i 1990’erne var det blevet til en hel
tulipanfestuge, der fortsat blomstrer. En rigtig biograf har byen længe
været foruden, men lokale kræfter arbejder i 2023 fortsat på at få en ny
stablet på benene.
• Gå til Kinotekniker Jens Graversen's billeder af
Ribe Biograf, 1955
• Gå til Målefelter,
Effektforstærkere, Indgangsvælgere, Relæmoduler, Magnetlyd og Perspecta fra
BOFA
|
|
Ribe
Bio
|
|
|
|
|
|
• Gå til
Biografer på biografmuseet.dk |
Biografer Oversigt
• Gå til København |
Omegn | Nordsjælland |
Vest, Midt & Syd
• Gå til Bornholm |
Møn, Bogø, Lolland & Falster
• Gå til
Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø
• Gå til
Sydjylland |
Midt-Vest | Øst |
Nord
• Gå til mere om Ribe Biografteater |
Kosmorama, Teater for Levende Billeder,
Ribe
|
|
|
|
|
|
• Gå til Ribe Bio / Panorama |
|
Gå:
tilbage
- op
Opdateret
onsdag, 08 januar 2025 11:33:21 |
|
|