| |
Klovborg Kino |
Tilbage til
forsiden
|
Skrevet af:
JG, biografmuseet.dk |
Dato:
16.09.2025 |
Klovborg
Kinos facade i 1997 med salen tv
Klovborg Kino
Storegade 56
Åbnet 31. januar 1997
Det vakte stor forundring over det ganske, danske land, da det midt i
1990’erne forlød, at Klovborg skulle have en biograf, idet byen aldrig
nogensinde havde haft en sådan. Alle de omkringliggende biografer er på
dette tidspunkt forsvundet i
Bio Nørre Snede mod nordvest,
Tørring i syd og
Brædstrup mod nordøst. Selv Brande og
Give er blevet biografløse i 1988
og den nærmeste findes således i
Horsens 25 kilometer mod øst. Den
nuværende Brande-Ikast Kommune her i 2024 var blevet aldeles biografløs,
da også Ikast havde sagt farvel til
Phønix i 1984 og utrolig pudsigt
bliver det Storegade 56 her i Klovborg, der får biograf – det var nemlig
også adressen for biografen hjemme i Brande.
Initiativtagerne er et ægtepar med en filmkærlighed, hvis lige sjældent
er set. Tineke og Steen A. Rasmussen har dog aldrig beskæftiget sig med
biografdrift forinden, men en god maskinfabrik kørende udenfor byen
efter at være flyttet til egnen i 1978. Desuden trængte der til at blive
rusket op i Storegade, den gamle hovedlandevej 368, som for mange blot
var noget, man kørte igennem og hvor gamle butikker efterhånden er
lukket på stribe. Således havde en gruppe borgere besluttet, da man
satte sig sammen for at nytænke byens fremtid og her byder så Rasmussen
ind med sin vision, at der skal være biograf! Egentlig har han tænkt sig
hele to sale allerede fra start, men det tør han selvfølgelig
overhovedet ikke fortælle til nogen.
|
Læs
mere her:
Biografer på biografmuseet.dk
Biografer Oversigt
Danmarks 70mm og Storformat Biografer
Stoleplaner - Galle &
Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne
Biografpremierer
1911 - 2020
Film- og Kinoteknik
7OMM Film og De Store Formater
Todd-AO, - det
sensationelle filmsystem
Mine damer og herrer,
"Dette er Cinerama"!
"Windjammer" i
Cinemiracle
CinemaScope |
VistaVision
Super Technirama 70 |
Panacolor
Dimension 150 |
Sensurround
High-Impact
biografdesign
|
Klovborg
Kino sal 1 i 1997
Steen har allerede som lille dreng siddet og tegnet biografer, så på den
facon, er det en slags gammel drøm, der går i opfyldelse. Fru Tineke
tager sig sammen med en personalestab af billet- og kiosksalg foruden
repertoiret, mens husbond Steen plejer de levende billeder sammen med et
par tilknyttede operatører. Med tiden udgøres personalet både af lønnet
og ulønnet arbejdskraft men modsat så mange andre biografer af slagsen
modtages ingen offentlig støtte til driften overhovedet andet end en
kommunal lånegaranti på 750.000 kroner samt støtte fra lokale
anlægsfonde i forbindelse med etableringen, hvilket var en hård dyst på
vippen mellem byråd og initiativtagere, hvor den samlede pris lød på
omkring 3½ millioner kroner.
Ved den stiftende generalforsamling bag Klovborg Kino i juni 1996
indtræder bl.a. Lis Simony, der som den sidste har drevet
Brædstrup Bio
frem til 1987. For Steen Rasmussen har måneden særlig betydning, idet
etableringen falder sammen med 100-års dagen for den allerførste
filmforevisning i Danmark, der dengang fandt sted i
Kjøbenhavns
Panorama
den 7. juni 1896. Udover at tegne biografer har unge Rasmussen i 1962
været med til at lave en amatørfilm hjemme i Ballerup inspireret af
Truffaut, Bergman og såmænd danske Knud Leif Thomsen. Også på sigt
bliver kunstneriske film af høj kvalitet hjertet i biografens virke.
Et ældre parcelhus på Storegade 56 er nu opkøbt med nyindrettet beboelse
øverst tiltænkt fx en kommende operatør, mens stuen omdannes til foyer
foran salen, der med dispensation fra lokalplanen i forhold til højden
opføres bagved langs Grønnevænget. Den blå sal får opsat 176 skønne
lænestole med god hældning på rækkerne og en særdeles bred teaterscene
foran et 11 x 4,8 meter stort lærred.
|
|
Klovborg
Kino 1-2 i 1999
Som cadeau til initiativet lægges ud med intet mindre end en
danmarkspremiere på Alan Parkers ”Evita” med Madonna og Antonio Banderas
kl. 18.30 og 21, hvor der er bankende udsolgt, ligesom billetsalget de
kommende dage tegner intet mindre end forrygende. Om eftermiddagen vises
”Babe – den kække gris” for yngre generationer, selvom voksne også kan
begejstres af den vidunderlige, australske film, der står nok så meget i
kontrast til den musikalske servering fra Argentina. Snart står
danmarkspremierer i kø til Klovborg, hvilket fortsat lyder aldeles
absurd for de fleste – landets mindste by med biograf indtil
Agger overtager
stafetten helt fremme i 2024.
Målet er det optimistiske at sælge 12.000 billetter det første år,
hvilket er betingelsen for, at det hele løber rundt. Der bliver solgt
det dobbelte, hvilket åbner mulighed for at Rasmussen kan gøre alvor af
sine hemmelige planer og ekspandere med en rød sal iklædt en snert lilla
med 114 stole og en kysserække bagerst. Den nye sal opføres parallelt
bagved den eksisterende, hvor et par udhuse rives ned med tilbygget
gennemgang og udvidet foyer omkring det tilsvarende parcelhusbyggeri i
nr. 54. Ejeren ved siden af i nr. 52 var bestemt ikke tilfreds med sin
nye haveudsigt og mener det hele aldeles lige så tosset, som da
Brædstrup de godt tyve år forinden udvidede med sal 2 tilbage i 1977.
Kino måtte være på randen af ruin, det kunne aldrig gå, mente naboen.
Sal 2 åbner ikke desto mindre i august 1999 – Rasmussen køber
naboejendommen for så at rive den ned og indrette ekstra
parkeringspladser. Her kommer som rosinen i pølseenden i haven nu med
filmudsigt den grønne sal i juni 2002 iført 100 ekstra brede stolesæder.
Omsætningen blot fortsætter med at stige til et stabilt leje på omkring
30-35.000 billetter om året efter at være toppet en anelse højere,
hvilket alt sammen er uhørt flot. Klovborg har fortsat kun godt 500
indbyggere, så ud fra den målestok har byen Danmarks ubetinget bedste
billetsalg pr. indbygger – mindst 60 besøg om året må man forstå,
hvilket sætter Klovborg på linje med Danmarks bedste biografår
nogensinde – hvilket var dengang sidst i 1950’erne.
|
|
Klovborg
Kino 1-2-3 i 2002.JPG
Repertoiret bliver med tre sale til rådighed alle de bedste film, der
findes på markedet fra amerikanske og danske underholdningsfilm til
seriøse film fra selv det sommetider helt smalle repertoire. Det bliver
med andre ord en biograf, man gerne kører langt efter og selvfølgelig
praktisk med de gode parkeringsmuligheder til snart alle sider. Og
danmarkspremierer bliver til verdenspremierer som fx ”Ringenes Herre”,
der også vises til maratonforestillinger, da ”Kongen vender tilbage” i
2003 etc.
I 2006 sælger Rasmussen maskinfabrikken for at koncentrere sig om
biografen. Da Klovborg digitaliseres kommer den tredje dimension med som
slagnummer for noget, man en overgang – også – kører langt efter og er
det fortsat på de helt rigtige film, som dog er temmelig få i antal. Den
gamle filmmaskine udstilles i foyeren incl. endnu en filmkopi, som ikke
længere kan finde anvendelse i de eksisterende operatørrum.
Faktisk bliver biografen første gang sat til salg for 7,9 millioner
kroner i 2018, hvor Steen og Tineke har nået det tidspunkt i livet, hvor
pensionisttilværelsen lokker mange, men fortryder i første omgang
beslutningen. Til 25-års jubilæet i januar 2022 sælger Kino billetter
til en halvtredser og byder på lækre pandekager.
Et år senere åbnes igen op for, at en kærlighedsbeslægtet filmsjæl for
nu blot 5,5 millioner kan viderføre noget så unikt som Klovborg Kino
1-2-3D, der med i dag 160, 114 og 94 stole genererer et årligt overskud
i noget, der næsten ligner millionklassen og sagen burde være åbenlys.
Tineke og Steen Rasmussen har selv fejret guldbryllup – det kommer Kino
bestemt også til. I de rette hænder.
|
|
|
|
|
|
• Gå til
Biografer på biografmuseet.dk |
Biografer Oversigt
• Gå til København |
Omegn | Nordsjælland |
Vest, Midt & Syd
• Gå til Bornholm |
Møn, Bogø, Lolland & Falster
• Gå til
Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø
• Gå til
Sydjylland |
Midt-Vest | Øst |
Nord
• Gå til mere om
|
|
|
|
|
|
• Gå til Klovborg
Kino |
|
Gå:
tilbage
- op
Opdateret
08-01-2025 |
|
|