| |
Skals Bio |
Tilbage til
forsiden
|
Skrevet af:
JG, biografmuseet.dk |
Dato:
01.11.2024 |
Skals
Bio - åbningsprogram 28. november 1947
Skals Bio
Gl. Skolevej 9
Åbnet 28. november 1947
Lukket 30. juni 1985
I 1947 opfører Martin Knudsen en ganske flot biograf i lyse mursten som
erstatning for det gamle Skals
Biografteater, han sammen med sin hustru
Elise har genåbnet i april 1945 ovre ved siden af kroen. At det
overhovedet lykkes i efterkrigsårene at få den nye biograf stablet på
benene så hurtigt, er imponerende, men der må også rigeligt med
improvisation til. Et ekstra antal stole i forhold til dem, man kan tage
med fra kroen, indkøbes let brugt men heldigvis godt polstret, så der
kan blive plads til helt nøjagtigt 200 gæster i den nye biograf placeret
akkurat, hvor Gl. Skolevej glider mod højre fra Kildedalsvej, som
fortsætter lige ud langs venstre med lærredsgavl ned mod hjørnerundingen.
Til højre ligger foyeren med direktørbeboelse henover samt altan, der
oplyst af tre store projektører fungerer som gevaldig baldakin over
indgangspartiet. På denne kan man helt nede fra Hovedgaden et godt
stykke væk nemt se dagens program føre sig frem i store bogstaver.
Indgang sker gennem et vindfang i midten med adgang til lejligheden mod
venstre og kontor til højre. Bagved findes billetsalg, kiosk og
toiletter og til venstre indgang til salen med separat adgang til
operatørrummet udenfor. Salen er også indvendigt holdt i lyse farver
rummelig med højt til loftet og let skrånende gulv ned mod scenen, hvis
store lærred er dækket af et rødt fortæppe. To udgangsdøre fører ud mod
Kildedalsvej. Fredag den 28. november kl. 19 og 21 vises ”Livet på
Hegnsgaard” med Karin Nellemose og Holger Reenberg som første offentlige
program, der lokkede så mange gæster til, at et par hundrede gik
forgæves.
|
Læs
mere her:
Biografer på biografmuseet.dk
Biografer Oversigt
Danmarks 70mm og Storformat Biografer
Stoleplaner - Galle &
Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne
Biografpremierer
1911 - 2020
Film- og Kinoteknik
7OMM Film og De Store Formater
Todd-AO, - det
sensationelle filmsystem
Mine damer og herrer,
"Dette er Cinerama"!
"Windjammer" i
Cinemiracle
CinemaScope |
VistaVision
Super Technirama 70 |
Panacolor
Dimension 150 |
Sensurround
High-Impact
biografdesign
|
Skals
Bio i streg
I 1966 taber direktøren sutten, mener mange, da Knudsen ’ramt af galskab’ i stiv arm går til den seriøse film, sådan som en snes andre små
biografer også vælger at præsentere smalle titler for et publikum, der i
mange tilfælde lader til at være større, end man måtte tro. Således i et
samarbejde med de nye ejere bag det gamle
Boulevard Teatret i København,
der nu er Camera med dertilhørende filmselskab, får Knudsen
danmarkspremiere på den franske ”Livet på vrangen” med Charles Denner,
der havde været nomineret til Guldløven i Venedig. Al skepsis blev gjort
til skamme, da filmen på åbningsdagen sælger omkring hundrede billetter.
Det er nu ikke fordi, publikum pludselig har set lyset, for gennem alle
år har Knudsen slået på tromme for den fine film og længe levet med
halvtomme sale eller det, der var værre. Desuden stammer Cameras ene
halvpart, Knud Hauge, selv fra Skals, så samarbejdet forekom naturligt,
nu parterne kender hinanden så glimrende allerede på forhånd. En japansk
film, der end ikke er instrueret af Kurosawa, med titlen ”Kvinden i
sandet” spiller som største succes en hel uge for fuld sal, mens selv
”Livet på vrangen” kommer på plakaten for anden gang i 1967. Også titler
som Camera i København viser fra andre distributører finder hurtigt vej
til Skals – flere ældre sågar i helt nye kopier og mange kører gerne
langt efter dem.
|
|
Skals
Bio (luftfoto 1948)
I forbindelse med bevillingssystemets ophævelse i 1972 sælges biografen
til fhv. maskinmester, nu områdeleder ved Forsvarets Bygningstjeneste
Jørgen Christensen, som driver den videre sammen med fru Inge.
Efterhånden som større byer afsætter aftener i kunstens tegn heriblandt
også Viborg, er der mindre søgning og repertoiret indskrænker sig
efterhånden til det almindelige. Efter flere år med underskud på driften
nedlægger Christensen Skals Bio søndag den 30. juni 1985 med Steve
Guttenberg i ”Politiskolen” som sidste film, men opgiver ikke tanken om
biografen som et fremtidigt kulturhus. Sidst på året er der planer om at
genoptage driften kombineret med teater, hvor antallet af siddepladser
da som første større indvendige forandring skal skæres ned til 160 foran
en større scene.
En gruppe interesserede borgere er gået sammen om at skrabe penge sammen
til at købe bygningen, men da projektet ikke bærer frugt og kommunen
samtidig ikke tilstrækkelig ivrig, sælger Christensen til Ole Mikkelsen,
der i maj 1987 indretter grillbar i foyeren med køkken og disk, hvor der
før var kontor og kiosk. En filmoplevelse kan man fortsat få med sig
hjem, da grillen også giver sig i kast med videoudlejning. Salen står
endnu ubenyttet hen med gulvet rettet op og lærredet i behold, hvis nu
en rejsebiograf skulle komme forbi, mens der bagved rundt om
operatørrummet opføres ny beboelse. Med fladt gulv kunne man eksempelvis
lave nogle aktiviteter med spil, ligesom der opstilles automater i
foyeren, der nu er fyldt med borde og stole.
|
|
Skals
Bio med store planer omkring 1985-86
I 1988 tænkes salen enten indrettet som discotek eller ombygget separat
til fire mindre lejligheder. Da begge projekter møder modstand, foreslår
også Ole Mikkelsen i oktober 1989 at genindrette stedet som biograf med
nyt operatørrum placeret på en balkon, da der er indrettet depotrum og
lille kontor nedenunder i salens bagende, men også det skydes ned og
rejsebiografen, som faktisk lægger vej forbi byen, viser i stedet film
nede i forsamlingshusets sal på hovedgaden. I 1992 lukker så grillen,
der nu bliver til solcenter. I salen ender lærredsgavlen med at blive
åbnet op med store, lodrette vinduer for en genbrugsbutik, før denne i
sommeren 2019 indrettes som pandekagehus, der desværre ikke lever ret
længe og solcentret er ligeledes ophørt. På ydersiden står bygningen
uagtet faktisk temmelig flot og velholdt den dag i dag trods alle
forandringerne.
|
|
Skals
Bio i tegnet drøm atter som biograf, oktober 1989
|
|
|
|
|
|
|
|
• Gå til
Biografer på biografmuseet.dk |
Biografer Oversigt
• Gå til København |
Omegn | Nordsjælland |
Vest, Midt & Syd
• Gå til Bornholm |
Møn, Bogø, Lolland & Falster
• Gå til
Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø
• Gå til
Sydjylland |
Midt-Vest | Øst |
Nord
• Gå til mere om Skals
Biografteater / Skals Bio
|
|
|
|
|
|
• Gå til Skals Bio |
|
Gå:
tilbage
- op
Opdateret
08-01-2025 |
|
|