| |
Palmebiografen (1912) / Tranebjerg Biografteater, Samsø |
Tilbage til
forsiden
|
Skrevet af:
JG, biografmuseet.dk |
Dato:
07.07.2024 |
Søjle
for Palmebiografen foran Tranebjerghus med indgang ved cyklen med
direktør Olsen th
Palmebiografen (1912) / Tranebjerg Biografteater
Tranebjerghus (i dag Langgade 15)
Åbnet 11. februar 1912
Lukket 3. januar 1937
På Samsø blev der i fem lange år kæmpet om at få en biografbevilling
sejlet over til øen uden returbillet, men samtlige andragender sænkes på
stribe. Det vedrørte bl.a. et påtænkt biografteater på Tranebjerg
Gæstgivergård, hos håndværkerforeningen, i forbindelse med en tømrer- og
snedkerejendom eller blot en fast placeret
rejsebiograf, som udover
Tranebjerg regelmæssigt kunne betjene større byer som Besser, Kolby,
Nordby og Onsbjerg. Mens bølgerne går højt, fortsætter en fremdling med
at suge penge fra øens ungdom, mens samtlige voksne individer lyser
denne i bedste fald forlorne og i værste fald demoraliserende form for
underholdning i band, som parolerne gjalder. Derved kan der jo umuligt
heller være grundlag for netop en fast biograf, lød logikken. Nogen
argumenterer i stedet for flere alderdomshjem på øen…
Der indgives klage til amtmanden i Holbæk, som i begyndelsen er temmelig
ligeglad med, hvad der foregår ude på Samsø og undrer man sig, skal det
tilføjes, at Samsø frem til kommunalreformen i 1970 hører under Holbæk
Amt. I Tranebjerg er modstanden tilsyneladende mindst og i marts 1911
tilfalder en bevilling forretningsmanden Peter J. Olsen, der måske var
blevet tilskyndet i at ansøge uden egentlig at være synderlig
interesseret. Sidst på året er der i hvert fald endnu ingen ny biograf i
horisonten, mens rejsebiografen fortsat okser frem og tilbage i
pendulfart. Særligt hoteldirektør Flinch var… ja, det var han netop… til
at lægge lokale til de stumme billeder.
Ernst Winther har i 1907 indrettet
Biograf-Teatret i Kalundborg og
samtidig identisk med den ivrigt omsejlende rejsebiografdirektør. Da han
i efteråret 1911 spejder ud over Storebælt, ser han gennem kikkerten, at
øen endnu står uden biograf og indgår forhandling med Olsen om at
overtage bevillingen mod afståelsessum og afregning pr. forestilling.
Birkedommeren, som et af de mange sædvanlige forhindringsled, bifalder
overraskende, at det kan foregå således, men nu føler amtsmanden sig
pludselig vigtig og erklærer aftalen ulovlig foruden, den oprindelige
bevilling åbenbart kun gælder et år. ’Man risikerer altsaa, at der slet
ingen biografteater bliver i Tranebjerg, men den ulykke er jo ikke saa
stor’. Hjemme i Kalundborg åbner Winther det efterfølgende år i
september i stedet en
noget større
biograf i Skibbrogade.
|
Læs
mere her:
Biografer på biografmuseet.dk
Biografer Oversigt
Danmarks 70mm og Storformat Biografer
Stoleplaner - Galle &
Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne
Biografpremierer
1911 - 2020
Film- og Kinoteknik
7OMM Film og De Store Formater
Todd-AO, - det
sensationelle filmsystem
Mine damer og herrer,
"Dette er Cinerama"!
"Windjammer" i
Cinemiracle
CinemaScope |
VistaVision
Super Technirama 70 |
Panacolor
Dimension 150 |
Sensurround
High-Impact
biografdesign
|
Langgade
15 i Tranebjerg, ca 1892, siden biografindgang i det store vindue til
venstre for døren og børnene i midten (public domain)
Nu kommer der til gengæld fut i Olsen, der endelig finder det betimeligt
at opføre det formastelige biografteater. Som både isenkræmmer, snedker
og ejendomshandler indrettes det omme bag hans ejendom Tranebjerghus på
en gammel bryggergrund med forretninger ud mod byens hovedstrøg. Her
driver han selv møbelmagasin med alt fra vugger til ligkister og
praktisk nok også bedemandsforretning. Det spøjst udseende hus har han
selv forandret i 1892 efter det oprindelig opført ti år forinden var
naturligt bygget sammen med de to på hver side og yderligere udvidet
lidt i toppen i 1898 til beboelse med en helt særlig
mansardtag-etagekonstruktion, hvor Olsen også inddrager bygningen til
højre. I venstre side af hovedbygningen beskæres møblerne en smule,
hvorfra en smal passage nu fører ind til gården, hvor noget så eksotisk
som Palmebiografen er skudt op af jorden med omkring 150 bænkepladser
placeret mellem ægte palmer. Påstår man. Udenfor står i hvert fald en
vaks reklamesøjle som et forvokset stoppestedsskilt og blomstrer akkurat
midt på fortovet.
Biografen åbner den 11. februar, mens Olsens bevilling forlænges pr. 17.
marts 1912 og fremdeles. I sommeren 1913 optager Nordisk Film ”Under
blinkfyrets straaler” instrueret af Robert Dinesen til stor succes rundt
om i landets biografer. Den er også kendt som ”Pigen fra fyret” eller
”To brødres livsroman” populært blot kaldet ’Samsø-filmen’ optaget netop
her på øen, hvor den er at se i 1914.
I december 1918 afhænder Peter Olsen både Tranebjerghus og palmerne til
bogtrykker Rasmus Klejs, der fortsætter sin boghandel med assistance fra
hustruen, hvor der nu er masser at rive i fra formiddag til ud på
aftenen. Der gives som regel kun én forestilling, som er slut ved
21-tiden. Palmebiografen er det officielle navn, men ganske ofte
benyttes Tranebjerg Biografteater i omtalen.
Store Bededag den 22. april 1932 er der premiere på biografens nye
tonefilmsanlæg ved Petersen & Poulsens danske patent opstillet af
Nordisk Tonefilm. Herfra kan man nu ikke blot se men også lytte til
Henrik Malberg som ”Præsten i Vejlby”, den tilsvarende første danske
tonefilm optaget med systemet.
Søndag den 3. januar 1937 viser Palme-Biografen sin sidste film i
oprindelig skikkelse, da den ikke længere er tidssvarende, hvorfor Klejs
vil opføre et nyt og mere hensigtsmæssigt biografteater. Nedrivningen
går straks i gang, så den nye
bygning kan åbne blot to måneder senere
såfremt vejrforholdene ikke lægger hindringer i vejen. Det gør de ikke.
|
|
|
|
|
|
• Gå til
Biografer på biografmuseet.dk |
Biografer Oversigt
• Gå til København |
Omegn | Nordsjælland |
Vest, Midt & Syd
• Gå til Bornholm |
Møn, Bogø, Lolland & Falster
• Gå til
Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø
• Gå til
Sydjylland |
Midt-Vest | Øst |
Nord
• Gå til mere om
Palmebiografen (1937) / Biografen (Samsø)
|
|
|
|
|
|
• Gå til
Palmebiografen (1912) / Tranebjerg Biografteater, Samsø |
|
Gå:
tilbage
- op
Opdateret
08-01-2025 |
|
|