| |
Lun smørkage og varm kaffe i Gedser Remise
800 gæster åbnede
"Det Gule Palæ" på en
regnvejrsdag i september |
Tilbage til
forsiden
|
Skrevet
og fotograferet af:
Thomas Hauerslev |
Dato:
13.09.2017 |
"Kommandopost
Tårnet", "KT", "Det Gule Palæ", og "Posten". Kært hus har mange navne.
Nu placeret det i Gedser Remise, der er en guldåre af rendyrket "urban
exploration" og rå og brutal jernbanenostalgi.
Det er dejligt at opleve hvordan
filmkultur i uvante omgivelser kan virke samlende i dette land. En
oplevelse, som kan samle unge og gamle. Filmfans, bil-, bus- og
togentusiaster. Politikere og borgere. Folk der klæder sig ud, og folk
der kan lide illusioner. Bag den nye film- og jernbaneattraktion i
Gedser Remise på Falster står der en stribe entusiaster, der er de
egentlige
drivkræfter bag dette projekt. Takket være deres virketrang, en
masse frivillig arbejdskraft, og sponsorer, er det lykkedes at sikre et stykke dansk
biografkulturhistorie fra nedrivning. En gammel bygning, der betyder
rigtigt meget for rigtigt mange mennesker, er reddet.
Da DSB forlod remisen i Gedser for 30 år siden, gik tiden i stå. Der har nærmest ikke været
andre gæster end os selv, de 2-3 gange vi har besøgt Gedser Remise de
seneste 10 år. Hver gang er vi næsten alene gået rundt og kikket på museet. Et museumsmæssigt udkantsdanmark, men det skal man ikke
lade sig narre af. I modsætning til den finpolerede og akademisk
forklarende pænhed på det nationale jernbanemuseum i Odense, er remisen
i Gedser en guldåre af rendyrket "urban exploration", og rå og brutal
jernbanenostalgi. Der arbejdes ihærdigt på vogne
og lokomotiver. Noget kan køre, og andet ser ud som om det er rustet
fast i skinnerne. Duften af tog, tjære og træværk er overalt,
oliepletter på gulvet, og remisedøre, der har set bedre tider. En
dryppende håndvask med rustspor langt ned i afløbet og tagrender, der
løber over, når det regner. Terrassogulve, skinnescykler, signalarme og
gamle stationsskilte. Ukrudt og græs, der trænger til at blive trimmet.
Her er ingen iskiosk, eller trendy café, og flere end fire gæster på
samme tid, ser ud til at være en udfordring for billetsælgeren. Til
gengæld er det et formidabelt smukt forfald. Autentisk og fotogent på
samme tid. Skødesløs rå elegance. Her er det væggene og miljøet, der
formidler jernbanehistorie.
Lørdag den 9. september 2017 havde mere end 800 mennesker taget turen
til Danmarks sydligste by, for at fejre endt istandsættelse og
geninvielse af Københavns Godsbanegård's kommandopost "Tårnet".
Dannebrog var hejst og smørkagen var lunet denne dag i Gedser, det
sidste stop før færgen til Tyskland. Året forinden var den klassiske
jernbanebygning af træ blevet flyttet fra sin oprindelige placering ved
Enghave i København, til den nye placering ved drejeskiven i
Bevaringsforeningen Gedser Remise. Kommandopost "Tårnet" var i mere end
100 år centrum for styring af rangerbevægelser og godstog på Københavns
Godsbanegård. Engang Danmarks største station med et spornet, der
stragte sig fra Grønttorvet i Valby og F.L. Smidt i Vigerslev, til alle
skinner i Københavns Havn, på Prøvestenen, og helt ind til
Postterminalen i Bernstorffsgade, hvor der var fire spor og med egne
perroner til breve og pakker. Et gigantisk net af jernbaner, der idag er
nedlagt og hvor arealerne er erstattet af skinner til Öresunsdstog,
hoteller og kontorejendomme. Kommandopost "Tårnet" havde en central
rolle i filmen "Olsen Banden på Sporet" fra 1975, hvor mange af
filmoptagelserne foregik omkring denne bygning.
|
Læs mere her:
Galleri: Geninvielse af Godsbanegården's
Post Tårnet
Indvielse af Kommandopost "Tårnet"
fra "Olsen Banden på Sporet", 1975
Hvordan "Olsen Banden på Sporet" fik sin
titel
Hele Danmarks Rolf Konow,
Stillbillede Fotograf
PDF: Indvielse af Det Gule Palæ i Gedser lørdag
den 9. september 2017
Gedser Bio
Internet link:
Gedser Remise
sporvejsmuseet.dk
ndr.de
Olsen Banden på Sporet
Olsen Banden
Fanklub
Olsen Banden Fanklub Deutschland
youtube.com
tag24.de
|
Folk der klæder sig ud, og
for folk, der kan lide illusioner. "Benny" i midten spilles af Olsen Banden memorabila supersamler
Kasper Gorm Christensen.
20-30 år senere opnåede bygningen nærmest
kultagtigt status blandt Banden's entusiaster, og da det blev annonceret
i 2014, at den skulle rives ned, gik aktionen igang for at redde
bygningen. Det hele var timet og tilrettelagt. Der skulle bruges en
masse penge, en stor kran, en arkitekt, og et sted at stille den osv.
Med de tyske og danske Olsen Banden klubbers mellemkomst lykkedes det at
redde et stykke dansk film- og biografkulturhistorie, til glæde for de
utallige fans af de populære Olsen Banden film fra '70erne.
Olsen Banden var meget populær i det tidligere DDR, og idag har den
tyske Olsen Banden klub en meget stor medlemsskare. Paul Wenzel og
Steffen Paatz fra Leipzig, der driver den tyske klub, er nogle af "bagmændene"
bag kampagnen for at skaffe penge til flytning og istandsættelse af "Tårnet"
- eller "Det Gule Palæ", som det også kaldes. Paul og hans hjemmeside
kompagnion Steffen var naturligvis selv til stede i Gedser. De har begge
lært sig selv dansk, for at kunne se filmene på originalsproget. De havde
taget turen fra Leipzig til Gedser, og indlogeret sig på det lokale
hotel. Vejrudsigten for denne lørdag stod på heldagsregn, og frisk vind
fra sydvest. Og vi blev ikke skuffede. Udsigten holdt. Det regnede
temmeligt voldsomt dagen lang, men det var heldigvis ikke koldt.
|
|
Her
fortæller en medarbejder fra Gottlieb Paludan Architects om ombygningen af
det bevaringsværdige tårn. Tårnet er oprindelig tegnet af Overarkitekt ved DSB
Heinrick Wenck .
Bevaringsforeningen Gedser Remise, der har
lagt areal til Tårnet, havde ladet opstille et telt til de særligt indbudte.
Det var langt fra tilstrækkeligt til at huse alle gæsterne, så de fleste
måtte stille sig tilfreds med at stå ude i regnen. Inden for i teltet var
der levende musik, og udskænkning af øl og sodavand. En pølsevogn ved siden
af teltet fungerede også som intermistisk talerstol hvor de inviterede gæster talte,
råbte hurrah for Olsen Banden og gratulerede med et "Skide godt Egon!" i
anledning af denne enestående restaureringsindsats. Desværre var det til
anledningen fremskaffede højttaleranlæg af sådan en karakter, at det kun var
de nærmeste, der kunne høre hvad der blev sagt. Os andre, der stod bagerst,
kunne kun høre regnen og vinden blande sig med klapsalver og tilfældige
hurrahråb.
Blandt de tilstedeværende VIP gæster var "Børge" i skikkelse af Jes Holtsø,
"Benny" i skikkelse af Morten Grundwald og stuntmanden Søren Steen, der
spiller håndlangeren med pistolen. Desuden var repræsentaner fra kommunerne
i Rostock og Guldborgsund tilstede, og ikke mindst mange medlemmer af de to
Olsen Banden Fanklubber. Desuden var der besøg af Olsen Banden look-a-likes.
Heriblandt havde Olsen Banden memorabila supersamler, og automekaniker på Møn,
Kasper Gorm Christensen medbragt sin Chevrolet Bel-Air fra 1959. Den han har
restaureret i sådan en grad, at den kan køre igen. Den var med i mange af
filmene. Adspurgt fortalte han, at bilerne blev altid skrottet når
optagelserne sluttede, fordi man ikke vidste, om der skulle laves en ny film
det følgende år.
|
|
Gruppebillede
med den tyske delegation, som fik en extra tur med bussen af chauffør ved
Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, Michael Jensen. En autentisk gul Linie 2 Volvo
bus med nummer 571, fra Københavns Sporveje anno 1972 og kendt fra flere
Olsen Banden film.
Klik på billedet, og se en større udgave.
"Tårnet" var pakket pænt ind med en rød
snor, der gik hele vejen rundt. Indenfor i stueetagen er der udstillet
en række fine billeder af flytningen til Gedser i 2016. Den store
Godsbanegård sportavle fra '90erne, er også udstillet. Midt i lokalet
fører en ny trappe op til 1. sal, hvor man har et fint udkik til 12
remiseporte, færgehavn i syd, og remisen's beskedne sporanlæg i nord.
Gæsterne gik op og ned af trappen, og rundt i lokalet imens de tog
billeder af den nye seværdighed. Midt i det lysegrønne lokale står et
klassisk maghonisofa, et lille skrivebord, tjenestetelefon og en stor fotostat af
sportavlen fra filmen. Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig
Godfredsen og Brodersen sidde der og trykke på knapperne, imens de
drikker spandevis af kaffe og spiser lun smørkage. Bag Tårnet er der en
nyanlagt rullegræsplæne med flagstang og roser. Umiddelbart ved siden af,
står der en sektion af den gamle Kulbro, der gik tværs over alle
jernbanesporene fra fra Kalvebod Brygge til Ingerslevsgade i København.
I filmen ses Egon, Benny og Keld vandre i silluet på den. Nu
fungerer den som symbolsk bro og repræsenterer de stærke bånd, der binder
de tyske og danske fans sammen. -, og så kan man stå i tørvejr hvis det kniber.
Adskillige TV stationer, bl.a. NDR og DR, samt TV2 deltog med deres
regionalredaktioner, og flere historier fra festlighederne kan allerede
ses on-line.
Af hensyn til gæster fra Tyskland var der arrangeret gratis buskørsel
imellem Scandlines terminalen i den gamle Gedser stationsbygning, og
Gedser Remise. Selv om begge lokaliteter ligger lige over for hinanden,
er områder spærret af trådhegn. Det er en 10 minutters gåtur igennem
havn og by for at nå fra det ene sted til det andet. Bustransporten blev
udført af Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm med en autentisk Linie 2 Volvo
bus med nummer 571, fra Københavns Sporveje anno 1972. Bustypen er kendt
fra flere Olsen Banden film. Der var ikke et øje tørt da gæsterne kom ud
af færgeterminalen og så den gule Københavnerbus, der i dagens anledning
var diskret udsmykket med Olsen Banden busbilleder. Med regndråber på
brillerne og iført praktisk tøj, der passede til vejret, filmede og
fotograferede de tyske gæster ivrigt bussen. Bussen blev kørt af Michael
Jensen. Jeg var selv inviteret med fra Ringsted station og retur, som
Michael og Museet's officielle uofficielle fotograf denne dag. Både
Michael og jeg har haft vores naturlige gang i, og omkring "Tårnet", da
vi begge arbejdede på Godsbanegården i mange år. -, og vi kunne
nataurligvis hele køreplanen udenad.
|
|
Dansk
og tysk filmplakat fra "Olsen Banden på Sporet" på trappen i kommandoposten.
Arrangementet startede kl 12, da porten til remisen blev åbnet. Ved 13 tiden startede den officielle del med taler af
bl.a. formanden for Gedser Remise Hans Østergaard og formanden for Olsen
Banden-Fanclub Danmark Rune Holm Clausen. I løbet af dagen væltede det
nærmest ind med gæster. Jeg hørte tallet 800 på et tidpunkt, plus de
officielt inviterede gæster. Det var så mange, at Remisen angiveligt løb tør
for billetter midt på eftermiddage hørte jeg. Idag kører de fleste igennem
Gedser og direkte ombord på færgen til Tyskland. I fremtiden kan dette måske
ændres, hvis nogen af dem i stedet tager på pigrimsfærd til Gedser, for at se noget Olsen
Banden nostalgi. Det var herligt at se de mange gæster til dette
arrangement. Der mangler i den grad gæster til dette museum, som kan spytte
i kassen. Forhåbentligt kan "Tårnet" være den nye attraktion, der kan lokke
gæster til Gedser Remise. Det ligger lige for. Skovtur med familien til
Gedser Odde, og så en tur i remisen på vej hjem, med madkurv og det hele.
Den lokale biograf
lukkede for næsten 50 år siden. I 2017 dryssede der atter lidt film- og
stjernestøv ned over Gedser by.
Nymalet gul kommandopost med hvidt træstakit og arrangeret græsplæne med
flagstang, er som taget ud af den idylliske Olsen Banden forestilling fra
'70erne. Denne lørdag var en sjov sammenkomst af entusiaster med forskellige
interesseområder. Olsen Banden fans, bilentuasiaster, busfans og nogle
jernbaneentusiaster, der alle mødtes i silende regnvejr med ét fælles mål.
Nostlagi med den gamle biograffilm og jernbaner. Fælles for disse hard-core
entusiaster er, at de alle trodsede regnvejret og måtte opleve dette "live".
"Det Gule Palæ" kunne samle dem alle i september.
|
|
"Jeg tror vi havde 10 DSB folk til at passe på os"
Interview med Jes Holtsø, musiker og skuespiller. "Børge" i
Olsen Banden
|
|
Jes
Holtsø og Søren Steen fra Olsen Banden.
Hvordan har du det med at opleve dette hus
igen efter så mange år?
Jeg syntes det er imponerende når man ser billederne fra transporten.
Åbningen af København's broer for at komme ud i farvandet, og så få den
her ned og stå. Den er renoveret indvendig og udvendig. Jeg syntes det
er imponerende.
Hvornår har du sidst set set "Olsen Banden på Sporet" i en biograf?
Jeg går jo ikke i biografen så meget, og slet ikke for at se Olsen
Banden. Det er kun når Olsen Banden Fan Klub arrangere, nogle af de her
ting. Sidst så vi jo en film i Det Kongelige Teater, og det var jo meget
sjovt. Men jeg har nok ikke set "Olsen Banden på Sporet" i en biograf
siden den havde premiere for næsten 42 år siden.
Hvad kan du huske fra optagelserne inde på Godsbanegården's arealer?
Jamen meget. For det var jo ikke gjort før, at man optog en
spillefilm på den måde. Jeg tror vi havde 10 DSB folk til at passe på os,
for at sørge for, at vi ikke stod på de forkerte spor, når der kom et
gennemkørende tog. Nøjagtigt som man ser i filmen. Det er livsfarligt at
bevæge sig rundt i det område. Og det gjorde vi altså i over en måned
for at lave de optagelser her.
Hvad er den sjoveste oplevelse du kan huske fra optagelserne af Olsen
Banden på Sporet?
Jeg syntes den bedste scene som jeg medvirker i, er den scene hvor
jeg står oppe i Tårnet, og er splittet imellem min loyalitet til Egon -
Ove Sprogøe - fordi jeg har lovet ham at hjælpe til med det her kup, og
jeg har ladet mit hår klippe for Egon's skyld. Jeg har stor loyalitet
over for ham, men samtidigt kan jeg se de her to gamle DSB tosser -
Brodersen og Godtfredsen rende rundt om sig selv, og er ved at gå ud af
deres gode skind, fordi jeg har kortsluttet det hele med 2 kobbersøm. Jeg
er splittet, og jeg får lov at stå og vise den splittethed imellem
loyalitet over for Egon, og medfølelse for de to søde gamle mennesker,
der serverer smørkage og kaffe for mig. Det syntes jeg er en fantastisk
scene. Så får jeg en lille tåre i øjenkrogen.
|
|
"Det er helt fantastisk, og utroligt, at det var muligt"
Interview med Poul Wenzel, Formand for den tyske Olsen Banden Fan
Club i Leipzig
|
|
Steffen Paatz
& Paul Wenzel fra Leipzig med musiker & skuespiller Jes Holtsø i
midten.
Hvorfor er Olsen Banden så populært i
Tyskland, og specielt i Østtyskland?
[Griner] Det er altid det samme spørgsmål. Hvorfor? Det kan man ikke
rigtig svare entydigt på. Der er forskellige årsager. Der var mange
paraller til livet i det gamle DDR og livet i filmene. Menneskerne som
boede i det gamle DDR havde ikke så meget at gøre med, så de måtte
improvisere et godt liv. Og det var præsis det samme som Egon gør i
filmene.
Hvordan blev filmene vist i Tyskland?
I Tyskland viser man altid film med synkronisering på tysk. Det er
ikke så populært at læse undertekster i Tyskland. Det er tyskerne ikke
så gode til.
Hvor mange Olsen Banden fans er der i Tyskland?
Alene i vores fanklub er der 3000 medlemmer. På Facebook er der
10.000 fans, og i hele Tyskland tror jeg der er mindst flere hundrede
tusinde.
Hvordan kan det være at du syntes Olsen Banden er sjovt?
Filmene er tidsløse. Alle generationer kan se filmene.
Hvilke film er dine ynglings Olsen Bande film?
Nummer tre "Olsen Banden i Jylland" og nummer syv "Olsen Banden på
Sporet"
Hvordan har du det idag, med at stå i Gedser og se dette "Stellwerk"
bliver genindviet?
Det er helt fantastisk, og utroligt, at det var muligt. Da vi
startede med projektet sagde alle "Det er umuligt. I finder aldrig alle
de penge, der er brug for til dette". Men det lykkedes alligevel, og det
er fantastisk.
Har de tyske fans været med til at financiere flytningen,
istandsættelsen og geninvielsen af Stellwerket?
For at samle penge ind, startede vi en kampagne i Tyskland. Vi har
trykt 30.000 foldere og plakater, som vi har fordelt i Tyskland og i
Danmark på museer og udstillinger. Vi har en vandreudstilling i Tyskland
med en model af Det Gule Palæ med en donationsbox, som mange har doneret
til. Teaterstykket har spillet mange steder i Tyskland, og de har også
indsamlet mange penge til projektet. Der er kommet rigtigt mange penge
fra Tyskland til Det Gule Palæ.
Tror du der kommer mange tyske gæster til Gedser for at kikke på det?
Ja, det er jeg sikker på. De tyske fans vil gerne køre langt for at
se Det Gule Palæ, alene fordi bygningen er her. Der er vilde med Olsen
Banden.
|
|
|
|
Gå:
tilbage
- op
Opdateret
mandag, 01 januar 2024 18:17:27 |
|
|