biografmuseet.dk
Forord | Kontakt
Din historie | Søg

BIOGRAFER
Oversigt | Pioner
København | Omegn
Nordsjælland
Vest, Midt & Syd
Bornholm
Møn & Bogø
Lolland & Falster
Fyn, Thurø, Tåsinge
Langeland & Ærø
Sydjylland | Øst
Midt-Vest | Nord

ROADSHOW
3 Falke Bio
Europa Bio
Kinopalæet
Grand Teatret
Imperial Bio
Lido | Folketeatret

7OMM FORMATET
Historie | Biografer
Film | Maskiner

FILM & SYSTEMER:
Todd-AO | Blow-Up
Ultra Panavision 70
Super Panavision 70
Super Technirama
Sovscope 70
Dimension 150
Cinerama
Omnimax
Showscan
Cinema 180
Sensurround
"Windjammer"
CinemaScope

NYHEDER

2024 | 2023 | 2022
2021 | 2020 | 2019
2018 | 2017 | 2016
2015 | 2014 | 2013
2012 | 2011 | 2010
2009 | 2008 | Arkiv

BIBLIOTEK
Premierer 1911-2020
Film- og Kinoteknik
Teknikkalender
Interview | Farvel
Filmfestival
Det Store Udland
Olsen Banden
Store Lærreder
 

Biografmuseet's Mission
Fra Bornholm til Skagen, Todd-AO er sagen: Læs om 70mm og Cinerama med de store knivskarpe billeder og fantastiske magnetlyd
• Artikler, nyheder og billeder fra den danske biografhistorie
• Alle læsere er inviteret til at skrive deres historie om oplevelser i de danske biografer

Indhold | Opdateret
Ris & Ros | Ansvar
 

Åbnet 1. januar 2005

Copyright © 1985 - 2070 "biografmuseet.dk". Alle rettigheder forbeholdes.
 

Besøg in70mm.com om 70mm film, Cinerama og alle de store filmformater

in70mm.com
 

Rønne Bio

Tilbage til forsiden
Skrevet af: JG, biografmuseet.dk & Thomas Hauerslev Dato: 14.04.2010
Opdateret: 23.10.2022
Rønne Bio's operatørrum fra 1975 med Victoria X maskiner til storformatet: TODD-AO. Billede stillet til rådighed af Jan Jacobsen / Bornholms Museum. Fotograf Algot, Bornholms Tidende

Rønne Bio
Store Torv 6

06.07.1940 - 31.03.1985

Som erstatning for den tidligere biograf Bio på Store Torvegade og i konkurrence med Raadhusteatret skråt overfor på den anden side åbner Rønne Bio på Store Torv den 6. juli 1940. Åbningen var blevet forsinket et halvt år. ’Direktør Gunnar Hansen har skaffet sin by og berømte turist ø et meget moderne billedteater’, skrev Biografbladet. En gammel købmandsgård var revet ned og erstattet af en ny funkisbygning i tre etager med facaden beklædt af hvide, keramiske fliser, et helt specielt udseende og den første af sin slags på øen med teatrets varetegn, en søjle med tre neonstriber i to farver, der krones af en flagstang med vimpel. Indgangen under den store baldakin omtrent midt i huset fører som en tragt ind mod vestibulen. Her ligger billetkontoret til højre beklædt med rustfrit stål. Gulvet er hvide fliser med indlagte røde striber og også indendørs er væggene beklædt med hvide fliser, i øvrigt fra Hasle.

• Gå til galleriet Bio Rønne, 20. juli 2011

Foyeren bagved er udsmykket med blomstervindue og fornemme vægdekorationer. Der er skindbetrukne sofaer og en åben chokoladekiosk med varerne udstillet i montre, som man kender det fra de fineste forretninger. I salen fører en tæppebelagt midtergang ned gennem lokalet med rækkerne opsat i terrasseform og stolene brede, betrukket med lyst skind. Væggene er behersket lyseblå beklædt med mahognitræ nederst i to meters højde. Prosceniet er fremhævet med baldakin over lærredet beklædt med rødt stof og hvidt net, mens fortæppet er varmt rødt. I operatørrummet er Zeiss-Ikon maskinerne overført fra den forrige biograf, nedtaget og opsat på blot syv dage. Den nye Bio har ved åbningen 361 pladser og er blevet til med tegninger af lokalarkitekt Paul Tybjerg samt Erik Bunch fra København.
 
Læs mere her:

Gå til galleriet Bio Rønne, 20. juli 2011

Bornholm's Biografer

Biografer på biografmuseet.dk

Biografer Oversigt

Danmarks 70mm og Storformat Biografer

Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne

Biografpremierer 1911 - 2020

Film- og Kinoteknik

7OMM Film og De Store Formater

Todd-AO, - det sensationelle filmsystem

Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"!

"Windjammer" i Cinemiracle

CinemaScope | VistaVision

Super Technirama 70 | Panacolor
Dimension 150
| Sensurround

High-Impact biografdesign
 

CinemaScope i Rønne

 
Mandag d. 14. juni 1954 var der danmarkspremiere på CinemaScope i Bio i Rønne. Bio i Rønne var den første biograf i Danmark, der viste en film i det nye system "CinemaScope" med stereofonisk magnetlyd og "naturlig dybde i billederne uden at bruge ekstra briller".

Den 14. oktober 1946 har Rønne Bio danmarkspremiere sammen med Bio i Herning”Jeg vil ha’ vinger” med William Holden og de efterfølgende år har Bio adskillige danmarkspremierer solo, men biografens helt sensationelle kapitel omhandler 1954, hvor Rønne Bio som landets allerførste kunne fremvise film i CinemaScope for et betalende publikum. Mandag den 14. juni 1954 er der således danmarkspremiere på ”Men jeg så ham dø” med Richard Burton i hovedrollen i CinemaScope med stereofonisk magnetlyd og ’naturlig dybde i billederne uden at bruge ekstra briller’. Det var en sensation, fordi Kinopalæet på Frederiksberg havde planlagt en stor danmarkspremiere i WarnerScope på ”Den sidste kommando” med Guy Madison, men Rønne slog København med fire dage! Fiskekuttere ud for Rønne havn havde på deres sejl store reklamer for CinemaScope-formatet. Selveste Jackie Coogan fra USA, der indspillede film på Bornholm, kom til premiereforestillingen. Filmen kom først op på Kino-Palæet elleve måneder senere, den 13. maj 1955.

Allerede i Biograf Bladet (februar 1954) var der en helsidesannonce, som i detaljer beskrev CinemaScope, man havde set brudstykker af:

"- et glimrende indtryk af den stereofoniske lyds kolossale virkning og af det gigantiske billede med den forbløffende virkning."

Tidligere havde der været vist prøveforestillinger i Saga i København samt i Filmcentralen Palladiums private screeningsbiograf i København. Bofa i Struer havde også et CinemaScope-demonstrationslokale som kong Frederik IX besøgte i 1954. Der var seks effekthøjttalere samt tre kombinationshøjttalere bag det svagt buede lærred på 11 meters bredde og 4,2 meters højde. Til CinemaScope blev der brugt et objektiv med 95mm brændevidde. Det var en Gaumont Kalee 21 35mm fremvisningsmaskine med en prismeanamorphot. Lærredet havde formatet 2.55:1 og det hele var installeret af Max Scharnbergs firma Nordisk Kinoteknik A/S. Anlægget kunne også bruget til wide screen eller ’Panoramaskærmen’, som den blev kaldt i starten. Perspecta Sound blev installeret i 1955. Den 7. april 1954 var der demonstration af anlægget i Rønne for 75 gæster fra ind- og udland samt pressen. Begejstringen var enorm og der var ingen tvivl om at CinemaScope var fremtidens filmform, men de første år var det slet ikke ret mange Scope-film, der overhovedet kom til landet, idet danske biografer ikke ville betale de høje filmlejesatser og de amerikanske filmselskaber var selv tilbageholdne. Der var alt for høje afgifter til statskassen og først da disse bortfaldt, kom der for alvor skred i premiererne.
 

 

Todd-AO på Solskinsøen

 
Bio i Rønne fik installeret Cinemeccanica's Victoria X, så Bio kunne vise 70mm film.

70mm skulle naturligvis også installeres i Bornholms førende biograf. Samme dag som de store 70mm Cinemeccanica Victoria X-maskiner ankom fra Italien til København, udbrød der en transportstrejke i Hovedstaden. Da Gunnar Hansen ikke umiddelbart kunne få dem transporteret til Rønne fra København, hyrede han en fiskekutter, som fragtede dem til fra Københavns Frihavn til solskinsøen. Det havde ellers i sin tid vakt stor røre, at fiskerne ikke var blevet betalt for deres store reklamenummer. Ved installationen i april 1961 forkyndte en annonce i Biograf Bladet:

"Universal kinoanlæg med perfekt billedgengivelse og naturtro tonegengivelse af 6-kanalet stereofonisk lyd, 4-kanalet stereofonisk lyd, Perspekta lyd og optisk lyd".

Mandag den 4. september 1961 var der premiere på "South Pacific" i Todd-AO. Rønne Bio var dermed den 9. biograf i Danmark, der kunne vise 70mm. På 14 dage så 4000 bornholmere filmen.

Victoria X maskinerne var udstyret med Super Zenith 450 lampehuse med kulbuelampe. Den 3. november 1965 blev der bestilt xenonudstyr og i 1966 blev lampehusene ombygget til 2500W xenon. Ensrettere var Hanssing type 35/70 kk no 650 og 651. Brændevidden til 70mm var 95mm (87½mm) og objektivet var en Todd-AO T-Kiptagon fra ISCOs fabrikker i Göppingen. Maskinerne havde 1500 m kassetter. Højttalerne bestod af 3 x 1500 (15") + samt 6 Peerless Auditorium effekthøjttalere. 2. januar 1967 blev en ny lysdæmper installeret og 7. februar 1972 kom der nyt forstærkeranlæg bestående af C65-T6 forstærkere. 29. maj 1979 blev maskinerne automatiseret.

Rønne Bio fortsatte med at have stribevis af premierefilm, en række både mellemstore og større titler helt alene før de københavnske biografer og ved andre lejligheder sampremierer med øvrige af landets biografer, de første årtier særligt hvad angik danske film. Svenske var også populære på øen, mange af disse kom nu op i Rådhusteatret.
 

 
En stolt fortid, som Bornholm's eneste biograf med Todd-AO udstyr. Bio åbnede 5. juli 1940 og lukkede 1. marts 1985. Bio i Rønne 20. juli 2011. Foto: Thomas Hauerslev

Hansen fortsatte som direktør for Bio frem til 1971, hvor direktørposten blev overtaget af Karen Hansen, fra 1975 hed direktricen Edith Lund, som nogle senere også overtog Rådhusteatret. De to biografer kører herefter en form for parløb. Begge biografer blev den 1. juli 1982 overtaget af Mogens Petersen.

Bio lukkede den 1. marts 1985, hvorefter Rådhusteatret var ene om at forsyne Rønne med film. De vandkølede Victoria 10 maskiner blev stående i Bio, som i dag bruges til koncerthus under navnet Musikhuzet. I foyeren minder gamle filmplakater de nutidige gæster om Bio i Rønnes fortid, ligesom baldakinen og udhængsskabene vidner om de gode, gamle dage. Rådhusteatret skiftede i øvrigt navn til Bio den 1. august 1987. Den drives fortsat af Petersen-familien, i dag datteren Viki Petersen.

Adresse
Bio
Store Torv 6A
3700 Rønne

Direktør
Gunnar Bjelke Hansen (40-69)
Edith Lund (78-79)
Mogens Petersen (82-83)

70mm Maskiner
Victoria X

Billet telefon
Rønne 211 (49-69)
03 95 02 11 (78-83)

Pladser
417 (49-55)
373 (58-83)
376 (63-64)

• Gå til Rønne Biografteater / Rønne Biograf (1907)
• Gå til Biograftheatret / Rønne Biograf / Biografen (1911)
• Gå til Rønne Biograf / Biografen (1914)
• Gå til Raadhusteatret / Bio, Rønne
 
 

• Gå til Biografer på biografmuseet.dk | Biografer Oversigt
• Gå til København | Omegn | Nordsjælland | Vest, Midt & Syd
• Gå til Bornholm | Møn, Bogø, Lolland & Falster
• Gå til Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø
• Gå til Sydjylland | Midt-Vest | Øst | Nord
• Gå til mere om
 
 
   
   
Gå: tilbage - op
Opdateret mandag, 01 januar 2024 18:13:55