Kino-Palæet, Frederiksberg |
Tilbage til
forsiden |
| Skrevet af: JG, biografmuseet.dk | Dato: 01.10.2021 |
 Børge Biilmann Petersens plakat til åbningen af Kinopalæet i 1918.KINO-PALÆET Gl. Kongevej 60 Åbnet 27. september 1918 Lukket (schalburgtage) 30. marts 1944 Genopført bygning: Åbnet 16. april 1950 Lukket 3. januar 1960 Axel Maar var nyuddannet arkitekt i januar 1917, da han kort efter fik opgaven at bygge og indrette en ny storbiograf for Constantin Philipsen. Maars stil var dekorativ nyklassicisme i en pittoresk fremtoning. Med Kino-Palæet fik Maar lov at fornøje sig med eksklusive materialer. Philipsen var forhippet på at skulle overgå det nye Palads Teater, der var åbnet i januar 1918. Han havde i sin tid indrettet kæmpebiograf i den gamle hovedbanegård, der blev til det første Palads Teater i 1912. Da han solgte til Sophus Madsen i 1915, var det med den klausul, at han i en årrække ikke måtte opføre nye biografer i København. I kontrakten havde Madsen eller hans advokater imidlertid ikke taget højde for Frederiksberg Kommune. Kinopalæets placering på Gl. Kongevej var lige akkurat skridtet over kommunegrænsen på hjørnet af Vodroffsvej. Her lå tidligere et gammelt landsted kaldet ’Svanholm’, der siden blev udvidet til en større fabrik med hørspinderi og siden jernstøberi og bryggeri, som eksisterede indtil sidst i 1880’erne. De seneste år lå en lille etageejendom på hjørnet og længere nede ad Gl. Kongevej café, bazarbutikker og foderstofforretning inde bagved. • Gå til stoleplan Kinopalæet Frederiksberg havde allerede en del biografer, men de fleste var ganske små og placeret i uegnede butikslokaler. Her vil man vældig gerne have sig en storbiograf ligesom Københavns Kommune og hvem skulle være bedre egnet end netop Constantin Philipsen, der så elegant havde indrettet biograf i den gamle banegård? Det var derfor ikke svært for den durkdrevne Philipsen at få politimesterens bevilling til det nye palads, som man dog følte sig nødsaget til at kalde et palæ. Kino-Palæet ligger tilmed lige overfor Det Ny Teater, som han allerede forinden havde forsøgt at få bygget om til biograf. Området bliver dermed et nyt underholdningscentrum, man flokkes til. Udefra tager den hvidmalede biograf imod på hjørnet i et buet indgangsparti mod Vodroffsvej med små programtavler mellem dørene og billedudstillinger i mosaikvinduer på hver side. Flere af de store vinduer ovenfor kan åbnes som altandøre. Biografen strækker sig ned langs Gl. Kongevej med alle udgangsdøre vendt mod gaden og stribevis af plakatskabe imellem. Hjørnets bue afrundes øverst med biografens navn, mens det kuppelrunde tag tårner sig op bagved med Axel Poulsens ’Filmens Muse’ i forgyldt bronze strittende i vejret. En kærlig hilsen til Palads Teatrets skulptur ’Ursus med tyren’. Biografens ydre bliver noget udskældt. Der er mange, der skal vænne sig til stilen. |
Læs
mere her: Kinopalæet - Cinerama i København Kinopalæet (1959) Biografer på biografmuseet.dk Biografer Oversigt Danmarks 70mm og Storformat Biografer Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne Biografpremierer 1911 - 2020 Film- og Kinoteknik 7OMM Film og De Store Formater Todd-AO, - det sensationelle filmsystem Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"! "Windjammer" i Cinemiracle CinemaScope | VistaVision Super Technirama 70 | Panacolor Dimension 150 | Sensurround High-Impact biografdesign Internet Jean Hersholt gravsten i Hollywood |
 Tegning af det første Kino-Palæet.Gennem tre store teaktræsdøre træder man ind i en halvrund forhal med garderober på hver side. Bag foyeren ligger salen med sit højt hvælvede loft og buelinjer, der minder betragteligt om det første Palads Teater. Under det gråblå loft hænger to enorme lysekroner. Væggene er beklædt med orangerødt lærred i guldindramning. De 1.268 komfortable stole er i samme farvebetræk. Bagtil ligger en stor balkon og i højre side en lille loge med separat opgang båret oppe af hvide søjler. Salen betegnes som særdeles smagfuld og fin med en rolig atmosfære over sig. Forrest i salen foran lærredet op mod foyerområdet, er salens orkester placeret med plads til 30 mand. I hver side af lobbyen fører to trapper op til en rummelig, hvidlakeret foyer ud mod Vodroffsvej med marmorsøjler og buede hvælvinger, elegante lysekroner, stole og sofa-arrangementer samt med de store vinduespartier den kønneste udsigt over Sankt Jørgens Sø. Foyeren betragtes som københavns teaterverdens kønneste. Der er indrettet restaurant med brændekamin udsmykket med vægbilleder præget af moderne kunst udført af keramiker Axel Salto, kunstmaler Svend Johansen samt forfatter og maler Mogens Lorentzen, der alle kun var i 20-års alderen. Den nedre foyer er vægudsmykket af billedhugger Svend Rathsack. I midten af lokalet står hans Harlekinstatue, der ligesom tagets muse er i bronze. På gulvet er der pålagt ægte tæpper og der er springvand bygget i marmor med guldfisk. Philipsen var umådelig tilfreds med Maars præstation og benytter ham igen som arkitekt ved opførelsen af Rialto Teatret i 1924. Åbningsforestillingen på Rupert Julians amerikanske ”Nannie fra Kentucky” er udsolgt længe før premieren og det til trods for dobbelte billetpriser. Violinisten Fini Henriques står for musikalsk indledning og skuespilleren Bodil Ipsen fremsiger en prolog af Jeppe Aakjær, hvor det hed, at ’når folk efter krigen skulle mødes i fredeligt samarbejde, så ville filmen hjælpe til at bygge bro’. Festforestillingen indledes med en film om Danmark fra det åbne landskab til byens arkitektur. Orkestret dirigeres af Knud Lindhard med indledende marchmusik. ’Mere udsøgt kunne det ikke blive’, noteres det. Det er biografen i sig selv, der trækker de imponerede gloser, selvom det altså ikke er alle, der fuldt ud accepterer hverken biografens ydre eller indre. Særligt nogle karikaturtegninger af danske konger i foyeren falder nogen for brystet. Alt fra biografens indre husker man, men hovedfilmen selv går nu hurtigt i glemmebogen. De fleste er nu heldigvis begejstrede for det nye palæ, som altså ikke er noget palads. Der var dog en særdeles utilfreds direktør for netop et palads, der lagde sag an mod Palæets elskværdige direktør. Det fik han ikke noget ud af. |
|
 Åbningsfilmen vises til den 8. oktober. Herefter er noget så sjældent på
dette tidspunkt som en ny italiensk film på programmet. Den har titlen
”Opstandelse” og er instrueret af Mario Caserini baseret på Lev Tolstojs
roman. Man er meget begejstret. Filmen vises i to uger, før biografen
som al anden underholdning er nødt til at lukke i tre uger på grund af
Den Spanske Syge. Gennem hundrede år var dette tiltag helt uden
sidestykke. Den spillere videre i fem dage fra den 14. november. 19.
november er der premiere på en dansk film. Det er ”Dommens dag” med Olaf
Fønss, der udlejes af Kinografen, som leverer mange af filmene til Kino-Palæet
de kommende år. Nordisk Films Kompagni har aktier i begge. Alle
Kinografens største film kommer op i Kino-Palæet og flyttes derefter
over i selskabets egen langt mere
beskedne biograf på Strøget. De første
år vises kun én aftenforestilling omkring kl. 20 med pause plus en
eftermiddagsforestilling søndag kl. 16. Biografen fungerer dermed som
traditionelt teater. Der holdes også lukket det meste af juli måned. En
del år senere lukker man både i juni og juli.De første af Kino-Palæets programmer består af blot én hovedfilm foruden en række kortfilm. Efter kort tid er der ofte hele to hovedfilmsattraktioner, som begge er danmarkspremierer, hvilket er helt usædvanligt. Palads viser gerne lidt længere film og holder dermed kun én film ad gangen. Når Vesterbros Teater har dobbeltprogram er højst en af titlerne premiere, men i Kino-Palæet kan man altså helt luksuriøst ofte fornøjes med to nye film samme aften. Billetten er heller ikke billig. Man skal have råd, hvis man ønsker at besøge de allerstørste biografteatre. Det forventedes naturligvis også, man var fint klædt på. På byens reklamesøjler ser man plakater med feststemte herrer i mørkt tøj og damer i fine kjoler på vej mod det elegante biografpalæ. Det koster naturligvis med store orkestre sammen med det øvrige personale. Efterhånden reduceres orkestret dog til omkring tolv-femten mand med forstærkning ved særlige lejligheder. Titlerne i Kino-Palæet er selvfølgelig de største og filmene står ofte i kø og afventer premiere. Blandt de tidligste ses Ernst Lubitschs tyske ”Elskovsrus” i september 1919 med Alfred Abel, Pola Negri og Asta Nielsen. En særdeles populær rollebesætning. Den 26. november samme år er der premiere på biografens hidtil største succes. Det er den populære ”Madame DuBarry” også instrueret af Lubitsch denne gang med Pola Negri og Emil Jannings i de to hovedroller. Der er trængsel og fulde huse i flere måneder. Filmen spiller helt til 10. februar og genoptages ti dage senere. En række føljetonfilm omkring 1920 kræver også helt åbenlyst, at folk vender tilbage til næste del. Det er fuldstændig som nye ugentlige afsnit af tv-serierne mange årtier senere. Biografens næste rekordsucces nås i 1925 med Cecil B. DeMilles ”De ti bud”, der vises i 3½ måned. I 1924 bygger Philipsen så Rialto Teatret, der åbner den 1. oktober. Direktørposten for Kino-Palæet overlades hermed til Harald Frost. Allerede den 23. august 1925 dør Constantin Philipsen efter et par ugers hospitalsindlæggelse. Herefter er der stor spænding om, hvad der skal ske med Kino-Palæet. Den nye biograflov er trådt i kraft i 1922 og har udover en voldsom forhøjelse af forlystelsesafgiften fra 20% til 40% af hver solgte billet også sat biografbevillingerne i system under Justitsministeriet. Blandt 70 ansøgere bliver det i sidste ende vekselerer Carl Bauder fra Nordisk Films Kompagni, der overtager bevillingen i 1926, efter man først har udlovet den til anden side. Bauder personligt såvel som filmselskabet har allerede købt sig ind i biografen, så det bliver af mange anset som ganske passende. For Nordisk var det altafgørende, idet man de sidste år reelt havde betalt Philipsen og selv drev biografen i det dulgte. I den ulykkelige tid med dobbeltbevillinger måtte Nordisk imidlertid dele med skuespillerinden, fru Ellen Price, som er blevet ’skilt’ fra enkefru Christoffersen i Standard, hvor de levede som hund og kat. Fru Price kommer ikke til at deltage i driften, men modtager en årlig gage, sådan som man brugte det. Hun blev givetvis langt bedre stillet i Kino-Palæet end forud i den meget mindre Standard Biograf. Atter bliver den praksis at give understøttelser til folk uden det ringeste kendskab til film og biografdrift vendt i pressen. Det er naturligvis meningen, man som bevillingshaver skal tage aktiv del i biografdriften og i særdeleshed planlægge repertoiret. Virkeligheden forholder sig helt anderledes i de fleste store biografer, hvor det reelt er filmselskaberne bag, der ofte med indskudt kapital i biograferne afgør hvilke film, der vises. Forholdene kommer ikke til at ændres, før den næste revidering af biografbevillingssystemet adskillige år senere. Nordisk Films Kompagni overtager desuden aktiemajoriteten i Palads året efter, hvilket i 1927 afstedkom en midlertidig suspendering af bevillingen til Kino-Palæet, som man nu også havde aktiemajoriteten i. I 1927 overgår bevillingen af Kino-Palæet således til forfatteren Holger Rosenberg og fru Charlotte von Osten. Bauder og Nordisk trækker fortsat i trådene bag kulissen. I efteråret 1925 er Kino-Palæet ind i en stime succesfulde titler, hvilket betyder langvarige forsinkelser på proklamerede film. I vinterhalvåret 1925-26 vises den svenske ”Karl XII” med Gösta Ekman i to dele. Mellem premieren på disse to nyder A.W. Sandbergs danske ”Fra Piazza del Popolo” kolossal succes og spiller næsten fire måneder, hvilket atter er ny rekord for biografen. Det betyder, der ikke er plads til de øvrige, man skulle have vist. Der skrives læserbreve, hvor folk kræver, Kino-Palæet giver afkald på en given film og overlader den til øvrige biografer. Der klages også over uforskammede billetdamer, der insisterer på, at bestilte billetter afhentes to timer før. Ellers bliver de solgt til anden side. Sagen er nu den, at distributørerne gerne holder en film tilbage endog meget længe for at få den op i Kino-Palæet. Det er i virkeligheden byens mest populære biograf på denne tid. Palads Teatret har også sine kæmpesucceser, men her har man en mere udfordrende, kunstnerisk linje med ganske skelsættende titler, som samtiden ikke altid forstod at værdsætte. Philipsen havde selv en idé om at benytte sin nye Rialto-biograf på samme måde, men nåede ikke personligt at høste frugten. Han var alle dage en torn i øjet og en brod i siden på Sophus Madsen. 2. juledag 1928 er der premiere på Emil Jannings i Lubitschs ”Patriot”, hvor karrieren for begges vedkommende nu er rykket til USA. Nu går man over til at vise to aftenforestillinger og hele fire forestillinger om søndagen. Hermed er det også slut med den fine restaurant, der omdannes til billardsalon. Glansen går lidt af Sankt Gertrud, men til gengæld kan der sælges langt flere billetter og ”Patriot” bliver også en kæmpesucces, der spiller indtil sidst i januar. Biografen viser mange film med Jannings. Han åbner også sæsonen efter sommerferien 1929, hvor Lewis Milestones ”Bedraget” får premiere den 7. september. Gary Cooper er også med. |
|
 Elektroingeniørerne Arnold Poulsen og Axel Petersen introducerer talefilmen
i Palads den 12. oktober 1923 som et af de første steder i verden.
Mindetavle
for Valdemar Poulsen på en husfacade ved Rundetårn i København. 8.
september 2008. Foto: Thomas HauerslevPå dette tidspunkt er der en ny konkurrent i byen. Denne gang i form af tonefilmen fra USA, der allerede har holdt sit indtog i flere af byens øvrige storbiografer. Palads er med ”Show Boat” kommet før Kino-Palæet. Det samme er Roxy og Colosseum. Orkestret i Kino-Palæet er lige straks ved at blive arbejdsløse. Det sker med næste film, ”Bryllupsmarchen” af og med Erich von Stroheim, onsdag den 25. september. Det er dog ikke en talefilm men blot en Paramount-film fra 1928 med musikledsagelse, som publikum i øvrigt var ganske tilfreds med. Det var man også med den næste: Maurice Chevalier på amerikansk jord i ”Paris! Paris!”, som dog kun kunne holde sig på plakaten i otte dage. Langt større succes havde man fortsat disse dage længere udenfor centrum i Colosseum og Roxy. Allerede den 4. marts 1929 havde man i både Kino-Palæet, Rialto, Colosseum og Palads vist et dansk kortfilmsprogram bestående af fem film, der primært bestod af små sketches og sange, men det var med dansk tale. Udstyret var fra det delvist Nordisk Film-ejede Nordisk Tonefilm og både musik, sang og tale lød tilfredsstillende. Filmene og det tekniske udstyr var resultatet af Petersen & Poulsens danske patenter, men intet af det slår igennem. Man bliver kvast af amerikanerne. Systemet vil dog blive benyttet i Nordisk Films tonefilmsproduktion. Da filmene ikke længere blot sang men også talte, lænede udviklingen sig hurtigt henimod den filmtype, man har kendt lige siden. I starten var publikum endnu ikke helt fortrolig med den uvante talen fra lærredet. Da man den 21. november og i øvrigt for første gang sammen med en anden biograf, nemlig Colosseum, har premiere på ”Noahs Ark” instrueret af Michael Curtiz og Darryl F. Zanuck, lader man en pastor indlede forestillingerne med beroligende ord i forhold til syndflods-emnet, som man nu mente, blev behandlet yderst sobert i filmen. Man var endnu her blot tre måneder efter den første tonefilmspremiere i Danmark nervøs for den stærke virkning blandt publikum. Det var desuden en epoke, hvor kirketiden stadig blev taget seriøst. Søndag ingen forestillinger før kl. 16. Filmforbud i kirketiden og på højhelligdage blev først afskaffet helt oppe i 1980’erne. ”Noahs Ark” var på plakaten året ud og var en fin afrunding på 1920’erne. Blandt de mest succesfulde film i de tidlige 1930’ere er dem med Harold Lloyd. Folk kan lide at more sig i Kino-Palæet. Buster Keaton havde året forinden også lagt vejen forbi med ”Kanonfotografen”. I februar 1930 får ”Fingeraftrykket” premiere og vises i seks uger. Året efter ser 55.000 mennesker Lloyds næste, ”Blind passager”, i løbet af blot elleve dage. Det kunne Kino-Palæet med under 1.300 pladser kun præstere, idet man udvidede kapaciteten fra to aftenforestillinger plus søndag eftermiddag til at spille fem gange om dagen undtagen søndag, hvor man stadig måtte nøjes med fire. Året derpå er det ”Filmtosset”, der får biografen til at gynge af grin. |
|
 Den 7. maj 1931 skabes danmarkshistorie, da den første danske tonefilm i
spillefilmslængde får premiere. Den finder sted i Kino-Palæet med
Nordisk Films egen ”Præsten i Vejlby” af George Schnéevoight. Året
forinden havde den dansk-norske tonefilm ”Eskimo” godt nok allerede haft
premiere, men denne var med norsk tale og i øvrigt en publikumsfiasko.
Også denne var instrueret af Scnhéevoight. ”Præsten i Vejlby” bliver en
strålende succes, der holder sig på plakaten i over to måneder, selvom
filmatiseringen af Steen Steensen Blichers roman er en mørk og gumpetung
affære. De efterfølgende år kommer de fleste af Nordisk Films danske
produktioner op i enten Kino-Palæet eller Palads. I sommeren 1931 gør man biografen langt mere attraktiv og tidssvarende både ude og inde. Udvendigt males biografen kridhvid og alle gamle lamper fjernes, mens et nyt Zeiss-anlæg langs hele taget i stedet skal oplyse palæet indirekte. Det er første gang, der sættes et sådan lysanlæg op i København. De gamle plakattavler mellem nye indgangsdøre i glas erstattes af rigtige plakatskabe og de små mosaikvinduer bliver til regulære udstillingsskabe. Indvendigt dækkes salens gulv af tykke linoleumstæpper og alle stole udskiftes til elegant polstrede lænestole. Den overflødige orkestergrav erstattes af et vandfald, hvor vandet risler ned over indvendigt belyste krystalglastrapper over et væld af kunstige vandblomster. Før hver forestilling bruser vandet ned over trapperne. Man starter den nye sæson med at genoptage ”Præsten i Vejlby” den 5. september og filmen vises helt til den 4. oktober. Dansk filmproduktion er i denne tid langsomt ved at komme ovenpå efter de ødelæggende krigsår i 1910’erne. Nordisk Films Kompagni var formelt gået konkurs i 1928, men blev reetableret som ’Nordisk Films Kompagni af 1929’ med Bauder i spidsen. Man når aldrig tilbage til fordums storhed, men de fleste nye film får nu et betragteligt publikum. Særligt de danske folkekomedier begynder at finde fodfæste. En ung pige fyldt med pep ved navn Marguerite Viby finder snart til Gl. Kongevej. Hun var startet i småroller i Fy & Bi-film for Palladium. Samtidig med, at Kino-Palæet i 1932 viser Schnéevoights ”Kirke og orgel” med Karin Nellemose, bringer Viby jubel til Palads, hvor Nordisk i Kinografens distribution har sat ”Skal vi vædde en million” på programmet. Den overgår Kino-Palæets succes med dobbelt spilletid. Hele fire måneder blev det til på Axeltorv og et nyt navn var skabt. Denne film var også instrueret af den travle Scnéevoight. Begge film tjente gode penge til biograferne og Nordisk. Altså delvist én og samme sag. De glade dage fortsatte i Kino-Palæet med Liva Weel i ”Odds 777” i november 1932. Den reviderede biografbevillingslov i 1933 giver Justitsministeriet noget at tænke over. Den nye lov gjorde op med de forhadte dobbeltbevillinger, men forbød også udlejerne at have kontrol over biograferne, som skal kunne vælge deres film frit fra forskellige udlejere. I forhold til de danske filmproducenter forholdt tingene sig lidt anderledes, da man anerkendte deres betydning for både biografer og publikum (og statskasse). Nordisk selv følte det yderst problematisk, at man var så væsentlig en filmproducent og så reelt uden kontrol over nogen biograf. I Palads var Sophus Madsen blevet beskyldt for bevidst at have forsøgt at køre biografen ned, mens han samtidig ikke ville opgive sin bevilling før den automatisk løb ud. Justitsministeriet overvejede at give Bauder bevillingen personligt til Kino-Palæet på ny, mens man så ville give Palads til Nordisk. På denne måde holdt man tingene adskilt, eller gjorde man? Man kløede sig gevaldigt i nakken og nåede frem til et slags kompromis på grund af biografernes og de involveredes ’særstatus’. Og gradbøjede dermed alle regler. Pr. 17. december 1935 kunne Bauder derfor stå som bevillingshaver og indehaver af Kino-Palæet mod at han betalte honorar til de tidligere foruden et yderligere årligt bidrag til Kunstindustrimuseet. Nordisk kunne (også med Bauder) få Palads under forpligtelse af en fremtidig tonefilmproduktion i samme omfang som hidtil. Man skulle desuden afhænde alle interesser i Kinografen. Til gengæld kom der snart gang i Nordisk Films egen distribution. Den historie kan der læses mere om i Palads-kapitlet. Betingelserne var lidt i stil med dem, der en del år senere haglede ned over Henning Carlsen personligt, da han stod til at overtage Dagmar-biografen efter Dreyer. 1935-arrangementet var dog en suveræn gevinst for Nordisk, hvis position som Danmarks førende filmselskab der aldrig for alvor kunne skubbes til, selvom både ASA og Saga siden blev mægtige aktører. Palladium fik også bevilling til sin egen storbiograf, der åbnede i 1938, John Olsen kunne åbne Saga i 1941 og ASA endte med at overtage Kino-Palæet, da det genopstår i 1950. Krydset ved Gl. Kongevej og Vodroffsvej var meget smalt og biografen lå helt ud til fortovskanten. Efterhånden var det også ganske trafikeret, ligesom sporvognslinjerne kørte oftere og oftere. I september 1933 hoppede en af dem af i svinget og kørte direkte ind i foyeren. Man var klar over, der var et alvorligt problem med biografens placering. Allerede i 1936 luftes planerne om, at Kino-Palæet skal rives ned og erstattes af en ny biograf for at give plads til en tvingende nødvendig udvidelse af Gl. Kongevej. Man havde seriøst overvejet at føre vejen i et sving udenom biografen, men det var naturligvis for absurd. I stedet var man indgået i forhandlinger med Bauder, der også gerne så en mere moderne biograf opført, men man kunne ikke blive enig om prisen. Idéen om helt bogstaveligt at sætte biografen på hjul og trille den lidt væk lod sig naturligvis ikke gøre. En decideret ekspropriation kom ikke på tale. Man ender med at skrinlægge planerne og lade trafikken gå sin træge gang med de risikomomenter, der fulgte med. Der ville gå næsten et kvart århundrede, før biografen blev endegyldigt fjernet fra hjørneplaceringen, selvom en vis begivenhed under krigen kunne have sat skub i tingene. Tilbage i sommeren 1933 er det sidste gang, man lukker for at holde sommerferie. Nu skal der være forestillinger året rundt. Man vil endegyldigt distancere sig fra teatrene. Denne sommer opsættes en stor, bred baldakin, der rager godt ud over fortovet til publikums glæde, når vejret viser sig fra sin lumske side. Over baldakinen sættes ofte store reklamestandere, som syner langt oppe ad Gl. Kongevej. Selvom man viser film i sommeren 1934, benytter man tre dage i august til flere smårenoveringer, der reducerer sædeantallet til 1.244. Operatørrummene i både Kino-Palæet og Palads får nye kinomaskiner, som har et kombineret vand- og luftkølingsanlæg, der forhindrer varmeudvikling til skade for både film og apparatur. De nye fremvisere har desuden en blænderanordning, som menes at få billederne til at stå mere perspektivisk rent og roligt end før. |
|
 På repertoiret skaber føromtalte Marguerite Viby ny sensation i ”Skab en
sensation”, hvor hun til genåbningen den 9. august 1934 for anden gang
optræder sammen med Christian Arhoff som duoen Sus og Stille. Til
premiereforestillingen kl. 21.30 er de fleste billetter forbeholdt et
indbudt publikum, men omkring 500 billetter udbydes til salg. Der bliver
udsolgt på blot 17 minutter og mange hundrede mennesker i kø, når ikke
at sikre sig billet til åbningsforestillingen. Det afstedkommer megen
brok og ballade. Nok er Viby en sensation, men selve filmen er det ikke
helt. Selvom folk lader til at more sig udmærket i salen, får den stryg
af anmelderne. Den allerstørste sensation præsterer Viby i Kino-Palæet
tre år senere fra 27. august 1937, hvor over 300.000 valfarter til
Kino-Palæet for at se ”Mille, Marie og mig” i Emanuel Gregers’
instruktion. Det er ubegribeligt mange og filmen bliver biografens
største succes nogensinde. Den er på plakaten i 4½ måned og bliver
genindspillet på svensk atter med Viby i hovedrollen. Denne version kan
man året efter også opleve i Kino-Palæet. Viby genindspiller herefter
adskillige danske film med stor succes i Sverige. I marts 1936 har Charles Chaplin vist sig på Kino-Palæets lærred i ”Moderne tider”. Den elskelige vagabond har alle dage tiltrukket et gevaldigt publikum og det forholder sig ikke anderledes med denne kærlige krydsning mellem moderne og svundne tider i dens yderst beherskede brug af lydeffekter. I 1938 har Metropol endnu ikke sikret sig sin monopol-lignende ret til tegnefilmene fra Walt Disney. Således får verdens første tegnefilm i spillefilmslængde premiere i Kino-Palæet den 29. september. Det er naturligvis ”Snehvide og de syv dværge”, som får voksne og børn til at bestorme biografen gennem næsten fem måneder. Filmen når at blive set af næsten lige så mange som Vibys kæmpesucces og naturligvis langt flere på landsplan de efterfølgende årtier. Anmelderne er også begejstrede. Man er tilmed overordentlig tilfreds med den danske synkronisering. Det var allerførste gang man synkroniserede en tegnefilm, så man frygtede, de amerikanske stemmer ville blive vandaliseret på dansk. Al skepsis blev gjort til skamme. Allerede med denne første Disney-langfilm fik Danmark manifesteret sig som et land, der tog hånd om synkroniseringsopgaven på allerdygtigste vis. Det har man gjort med tegnefilmene lige siden. I hvert fald når de skulle have biografpremiere. I sommeren 1939 er ”Diligencen” med John Wayne en fornem succes og er faktisk den første rigtige western, der overhovedet bliver vist i Kino-Palæet. Allerede i september viser man den næste. Det er ”Dodge City” med Errol Flynn og Olivia de Havilland. Filmene var oplagte som et nydeligt supplement til de danske filmsucceser, men så i 1940 kom krigen. Allerede den 31. maj 1940 har man en tysk film på programmet. Det er ”Det udødelige hjerte”, som Nordisk selv distribuerer. Selskabet distribuerer en del tyske film sidst i 1930’erne og i løbet af de første krigsår, hvor ikke alle er lige heldige for eftertiden. Vi springer dem over her. Så blev der spredt mere glæde fra 28. september 1940, hvor en vis Marguerite nu havde allieret sig med Bodil Ipsen i den fremragende ”Sørensen og Rasmussen”. Der spredes glæde fra lærredet frem til midt i februar. Fra 1. juli 1941 skulle nu hver anden film på programmet være tysk. I Kino-Palæet blander man posen med danske, svenske og italienske film mellem de nødvendige tyske. Selv de fleste tyske film er der publikum til her i biografen, så nogen skyder snart sig selv i foden. |
|
 Viby dukker 28. februar 1944 atter op i en succes, der trækker folk i
tusinder. Det er ”Teatertosset”, produceret af ASA, der også har Ib
Schønberg på plakaten. Der er udsolgt alle aftener. Natten til den 31.
marts hænder det velkendte, at biografen bliver sprunget i luften. Det
er Schalburgkorpset, der angiveligt som hævn over en tysk film er blevet
fjernet fra Palladium-biografen dagen i forvejen, har anbragt to store
brandbomber i biografsalen, som sprænger med ti minutters mellemrum. Der
var brugt i alt 50 kilo sprængstof. Bygningen raseres totalt. Den første
er placeret i operatørrummet midt på balkonen, der får hele bagenden af
biografen til at styrte sammen. Da den anden bombe går af, tager det
åbne hul en del af lufttrykket og anretter færre skader. De foregående
uger har Schalburgkorpset også ødelagt Palladiums filmstudier i Hellerup
samt anrettet skader på studierne hos ASA og Nordisk. Fremtrædende
ledere i Schalburgkorpset troede, modstandsbevægelsen havde skylden. De
havde bl.a. sommeren forinden statueret et eksempel overfor
tyskervenlighed ved at placere brandbomber i Colosseum dog uden at
anrette samme altødelæggende skade som ved Kino-Palæets sprængning.
Andre schalburgfolk havde derfor planlagt en hævnaktion natten derpå,
der kom til at gå ud over Platan Bio, som dog slap nådigere, selvom to
mennesker på gaden blev såret af glassplinter.I Kino-Palæet havde bomberne nær kostet inspektøren livet. Han boede næsten lige overfor biografen og da den første bombe var sprunget, blev han ringet op af Ib Schønberg, som fortalte, at det var biografen, der var røget i luften. Schønberg boede ligeledes blot få meter fra Kino-Palæet. Inspektøren skyndte sig derfor derover og nåede frem, netop som den næste sprang. Heldigvis slap han uskadt, ligesom slukningsarbejdere, der netop havde påbegyndt redningsarbejdet, heller ikke kom til skade. ”Teatertosset” får halvanden uge senere plads i Carlton og Nørreport. Man kunne ikke rykke filmen direkte over i Palads, idet ”Mordets melodi” trak fulde huse dér. 35mm-kopien fra Kino-Palæet var naturligvis desuden gået tabt. Resten af krigen står ruinen afspærret og den bliver stående sådan hele fem år efter krigen, hvor kun murværket er tilbage. En del af stolene nærmest lærredet kunne fortsat benyttes og ender i en biograf i Hobro. Egentlig skulle resterne af Kino-Palæet rives ned. Carl Bauder har allerede udarbejdet tegninger for en ny storbiograf med 2.000 pladser, som kunne opføres efter krigen, men han dør af sygdom få uger efter schalburgtagen, den 13. maj 1944. De gamle planer om udvidelsen af Gl. Kongevej var bestemt ikke glemt, men alligevel får biografen lov at genopstå seks år senere. Det bliver Lau Lauritzen og Henning Karmarks ASA, der efter krigen får Kino-Palæet på en produktionsbevilling. Det var en ASA-film, der var på programmet, da biografen blev ødelagt og det er ASA, der får lov til at starte biografens nye kapitel. I eftertiden kan man nu godt få en lidt dårlig smag i munden over et først senere udredt kapitel om Karmarks samarbejde med nazisterne under krigen. ASA købte hele grunden af enkefru Bauder for den fantastiske sum af godt tre millioner kroner, men måtte vente flere år, før biografen kunne reetableres. Allerede da var der planer for et højhus i ti etager, som også skulle indeholde biograf, men det blev ikke til noget i første omgang. Adgangen til byggematerialer var fortsat alt for sparsom og tilladelsen til genopførelsen trak derfor ud. Produktionsbevillingen til biografen var endvidere tilknyttet matrikelnummeret, hvilket gjorde det endnu vanskeligere for ASA at få sine projekter realiseret, da man endnu også kunne forvente en ændring af vejføringen af Vodroffsvej, hvilket ville føre den om på den anden side af biografen, skulle den overhovedet kunne eksistere. Endnu i 1948 ligger bygningen som ruin i faretruende risiko for at styrte sammen og er ved at udarte sig til en lidt uheldig turistattraktion. På ASA er man helt bevidst om, den genopførte biografs nye tilværelse er på lånt tid. Horisonten hedder ti år, så man genopbygger ikke med samme åbne pengepung, sådan som Constantin Philipsen oprindelig havde ladet palæet opføre. Alligevel finder man de nye rammer smagfulde. I hvert fald salen. Udvendigt ligner den gamle bygning sig selv. Måske endda lidt mere ramponeret, idet der ikke er pillet ved murværket på nær de nødvendige rekonstruktioner i den fjerneste ende incl. nylagt tag. Her kommer et rødt neonlysende ASA-skilt op på toppen, hvor musen tidligere havde prydet. Over facaden lyser Kinopalæet i grønt og der kommer snart nye reklameskilte op over den brede baldakin, der står uforandret. På førstesalen er vinduerne ud mod gaden formindsket. Indvendigt bliver der plads til 830 gæster fordelt på 33 rækker med stole i blødt, rødt betræk. Den nye sal har modsat tidligere skrånende gulv og hele seks rækker består af sofaer, mens to stolerækker har ekstra god benplads. De er alle opsat let amfiteatralsk, hvilket giver bedre udsyn og der er desuden kommet midtergang. Hele salen er desuden vendt om, så den fremstår mere naturlig med indgang fra de bagerste rækker og lærredet placeret i den modsatte ende. Over to meter høje træpaneler bliver der opsat porøse grågule pladematerialer, der skal sikre den gode akustik. Operatørrummet er dermed flyttet over til den tidligere billardsal. Foran lærredet med tykt, rødt fortæppe bygges en stor scene og der indrettes også små garderober bagved. Det er tanken, at biografen kan benyttes til teater, selvom der ikke foreligger nogen planer. Den nye salsindretning viser sig vældig praktisk, da der efter nogle år indrettes CinemaScope, hvilket kræver et væsentlig bredere lærred end det tidligere havde været muligt med den spejlvendte salsindretning. Den nye lobby får udover chokoladekiosk også telefonboks og cigaretautomat. Det reetablerede billetsalg har lystavler over salens pladser, så publikum nemt kan orientere sig om ledige rækker. Bagved er der indrettet en ny, otte meter bred, selvstændig foyer i hele salslængden med bar placeret mod væggen ind til salen. |
|
 Hvad mere naturligt end at åbne med en film med Marguerite Viby og Ib
Schønberg? ”Den opvakte jomfru” fra ASA’s egen produktion slår dørene op
til det genopførte palæ søndag den 16. april 1950 med lukkede visninger
og åbent salg til dagens sidste forestilling kl. 21. Til den store
galla-forestilling kl. 19 er Bodil Ipsen ligesom ved åbningen i 1918 på
scenen. Nu med en prolog af Leck Fischer mens Lau Lauritzen byder
velkommen i benovelse over ASA-selskabets nye biograf. Fra mandag og
fremover er der fire daglige forestillinger. ”Den opvakte jomfru” var i
sig selv en temmelig søgt affære, selvom eksempelvis Politikens
anmelder, Herbert Steinthal, var ovenud tilfreds. Vigtigst af alt er
publikum glade for gensynet med biografen og lader sig ikke mærke med de
interimistiske løsninger, man har tyet til her og der. Salens vægge var
eksempelvis ikke gjort helt færdige, som de var tænkt og foyeren virker
i særdeleshed skrabet trods den nye bar.67 af sofapladserne bliver nogle dage efter åbningen solgt til et enkelt selskab, hvor en mand har fået den idé at fejre sølvbryllup og invitere hele selskabet i biografen. Det er vist en af de største billetbestillinger, man har set på én gang til en ordinær forestilling. Billetsælgerne var da også lidt bekymret for, om det nu var en spøgefugl, der havde været på færde. Den var nu god nok og der blev sørget for blomsterdekorationer til sølvbrudeparret, da de ankom til aftenens forestilling. Det hele forløb naturligvis særdeles muntert. Mange af ASA’s danske film kommer selvfølgelig op i Kino-Palæet. En af selskabets mest fornemme er ”Café Paradis” med Schønberg, der får premiere den 21. oktober 1950. Før Kino-Palæets genåbning i april havde man taget hul på Morten Korch-bølgen med premieren på ”De røde heste” den 9. januar, som var kommet op i Dagmar og en stribe af brobiograferne. På landsplan solgte filmen 2,3 millioner billetter i 1950 (!). Man fortsatte derfor traditionen med ”Mosekongen” i julen 1950 og holdt Kino-Palæet udenfor, mens centrumbiografen for premieren denne gang blev Scala-Bio. Kino-Palæets pladser alene kunne ikke imødekomme trængslen til de ekstremt succesfulde Korch-film. Samtidig ville man gerne have Kino-Palæets premierer helt for sig selv. Dette monopolprincip var iværksat mange år tidligere primært af Sophus Madsen i Palads, som kunne hævde sig qua størrelsen og biografens position. Heldigvis var der rigeligt af øvrige film for Kino-Palæet at sætte på plakaten og snart gik man på kompromis med monopolet. Faktisk viste man allerede i januar 1951 ”Den trojanske hest” med Anthony Steel sammen med Dagmar. Det var et spøjst filmvalg for Dagmar. Kino-Palæet havde allerede bevæget sig væk fra det mere mondæne og havde kastet sig hovedkulds over underholdningsfilmene, amerikanske som danske. I sommeren 1951 kører man en kavalkade med alle ASA’s populære produktioner og allerede i november deler man ”Som sendt fra himlen” med Mogens Wieth med brobiograferne. Den er dog ingen succes nogen steder. Julens Korch går man igen udenom på Gl. Kongevej, men i 1952 bider man på ”Det store løb” og tager dem alle herfra. I oktober 1952 viser Kino-Palæet ”Afrikas Dronning” med Humphrey Bogart og Katharine Hepburn som er årets mest bemærkelsesværdige premiere. Den blev afløst af den fremragende science-fiction film ”Den dag, Jorden stod stille”, som muligvis var en tand for tidlig på færde for det danske publikum, eller også var Kino-Palæet ikke det helt rette sted, for her spillede den kun i knap to uger. Bedre går det med ”Klodernes kamp” i april 1954. ASA tager i 1953 hul på det, der skal blive deres anden fænomenalt store succes-serie. Det sker med den første ”Far til Fire”-film efter Kai Engholm og Olav Hasts tegneseriestribe, der siden 1948 var kendt fra Politiken. I 1955 flyttede den til Berlingske Tidende, hvor striben fortsatte på Bagsiden helt frem til 1988. ASA købte biografrettighederne i 1952. Serien om den enlige far og de fire børn kom til verden med Ib Schønberg som populær Far i de første tre film. Efter hans død blev rollen smukt overtaget af Karl Stegger. Derudover skulle det vise sig, at Ole Neumanns Lille Per blev et kolossalt trækplaster i sig selv. ASA havde gyldne tider med Poul Reichhardt i Morten Korch-filmene og så ”Far til Fire”-serien, der i første omgang fortsatte indtil 1961. Seriens første får premiere den 2. november 1953 i Kino-Palæet og flere øvrige. Som biograf bliver Kino-Palæet i 1950’erne betydningsfuld i andre henseender. I oktober 1953 havde biografen fået installeret nyt widescreen-lærred, der er i stand til at vise film i CinemaScope med fire-sporet stereofonisk lyd. Park Teatret i Risskov ved Aarhus var åbnet den 23. august som den første biograf i landet med dette ekstra brede lærred. ’Filmens fremtid ligger på de brede lærreder’, siger Lauritzen og det fik han så evigt ret i. 3D-filmene imponerede ikke direktøren. De var ellers en af bevæggrundene bag det brede system med den ekstra dybdevirkning. ’Har man først et par gange fået effekterne smidt i hovedet, har det ikke længere nyhedens interesse’, som Lauritzen forklarer sin tøven. Endnu en sandhed. Det nye CinemaScope-format kunne Lauritzen til gengæld se perspektiver i. Det var skabt samme år og Lauritzen er med et godt 16 meter bredt lærred helt parat til at vise det. Han mangler blot nogle objektiver. Første række fjernes, så der nu er 815 pladser fordelt på 32 rækker. Lauritzen havde sammen med øvrige danske filmfolk set en stor præsentation i Paris i juni 1953 arrangeret af Fox, der har ophavsretten til systemet. Hvor konkurrenten Olaf Dalsgaard-Olsen hos Nordisk ikke var imponeret, så kunne Lauritzen efter en uges betænkningstid kun se kæmpe fremtidsperspektiver i det nye bredformat. Der er kun én umiddelbar hæmsko og det er spørgsmålet om filmlejen for disse ekstra brede film. Fox ville have op mod 50%. Normale filmlejebetingelser var sat til 30%. Uenigheden havde i årevis spærret for stribevis af store amerikanske film til de danske biografer. Kino-Palæet er klar, når lejespørgsmålet løser sig. I Saga tester man som første sted i Danmark allerede i september 1953 CinemaScope på et 17 meter bredt lærred, der er udlånt fra USA til lejligheden. Her er også Sagas direktør begejstret og vil vise disse film. Helst på et lærred, der er bredere endnu. Man ved, der vil komme film i det nye format fra en række af de største amerikanske distributører. Uenigheden om filmlejen betyder i sidste ende, at man som almindelig biografgænger for at opleve danmarkspremieren på film i CinemaScope må rejse til Rønne Bio på Bornholm, der den 14. juni 1954 har premiere på Fox-filmen ”Men jeg så ham dø” med Richard Burton. Den samlede danske biograf- og filmbranche havde allerede været på besøg i april, hvor hele installationen var tilendebragt. |
|
 I Kino-Palæet er der fire dage senere, den 18. juni 1954,
CinemaScope-premiere på indianerfilmen ”The Command – Den sidste
kommando” med Guy Madison. Denne film distribueres af Warner på licens
til Scope-systemet. Her havde man overraskende meldte ud blot otte dage
tidligere, at man var villig til at acceptere en filmleje på de
almindeligt gældende 30% og der gik ikke mange timer, før Fox havde
booket sin premiere til Rønne Bio, som dermed kom Kino-Palæet i
forkøbet. ”Men jeg så ham dø” kommer først til København næsten et helt
år senere, hvor den så får premiere i Kino-Palæet den 13. maj 1955. Alle
andre storbiografer får naturligvis også hurtigt installeret
CinemaScope, men Kino-Palæet bliver med sit store lærred en af de
biografer i tiden, der viser flest i dette bredformat. Det er nu
alligevel ikke altid, bredformat er lykken. I februar 1958 går flere
danske filminstruktører sammen i en fælles erklæring mod, at Kino-Palæet
planlægger at vise den norske modstandsfilm ”Ni liv” i
widescreen,
selvom den er optaget i normalformat. Udover den lange stribe af ASA’s øvrige danske film bliver de største i Kino-Palæets 1950’ere film som ”Gentlemen foretrækker blondiner” med Marilyn Monroe og Jane Russell, ”Skæbnefloden” med Robert Mitchum, ”Den farlige leg” med Kirk Douglas, ”De unge løver” med Marlon Brando og en sjælden fransk premiere i form af Robert Vadims ”Gud skabte kvinden” med Brigitte Bardot. Stort set alle solide underholdningsfilm for det brede publikum. Om sommeren var der jævnligt nogle succesfulde repremierer. I juli 1957 satte man ”Chaplins plejebarn” på programmet i en ny, synkroniseret version. Der var blot det problem, at Chaplin ikke havde givet sin tilladelse, hvilket kostede den danske distributør en betragtelig bøde. I erkendelse af den kommende nedrivning forsøger ASA allerede i 1954-55 at få bevilling til en storbiograf i Hammerichsgade skråt overfor Palads. Biografen ville få plads til 2.200 gæster. Placeringen har allerede været i spil tidligere. Det oprindelige Palads Teater lå stort set også netop her. SAS er imidlertid også ude efter placeringen til et hotel. Det bliver som bekendt luftfartsselskabet, der går af med sejren og som i 1955 kan påbegynde opførelsen af det fornemme Royal Hotel, der åbner i 1960. Dette er et af flere forgæves forsøg på at få opført en ny og større biografsal. Udover nedrivningsplanerne i horisonten generer det, at både Nordisk, Palladium og Sagas biografer er dobbelt så store. I december 1956 har man planer om en biograf med 1.700 pladser med indgang fra Vesterbrogade i et daværende tøjmagasin overfor Palladium og kun få skridt fra Scala Bio. Et nyopført forhus skal have en stor indgangsportal ligesom Palladium og føre ind til en biografsal placeret i forbindelse med ”Nye Danskes Hus”, der opføres i 1960 på strækningen fra Rådhuspladsen op langs Jernbanegade overfor Dagmar. Udgangen skal være mod Jernbanegade. Men man har nu to jern i ilden. Samtidig med planerne om den nye bygning i Palladium-indretning på Vesterbrogade forhandler man sidst i 1956 også med forsikringsselskabet Codan om købet af grossistfirmaet Bang & Pingels gamle Svanholm-bygninger bagved Kino-Palæet i husnumrene op mod Prinsesse Maries Allé. Man er klar over, man kun kan få biografbevilling til én af de nye storbiografer, men forventer, man kan have repertoiremæssig indflydelse på dem begge og dermed få ASA-filmene op i to storbiografer samtidig. |
|
 Facaden da "The Command" kørte på 4. uge. Foto: ABC Foto.ASA’s planer omkring Vesterbrogade går atter i vasken, men selvom man ikke når til enighed med nybyggeriets ejere, lejer man sig ind i forhuset, der bliver liggende, på en ti-års kontrakt ’for ikke at brænde broerne bag sig’. Hvad der ikke lykkes i Københavns Kommune, falder endelig heldigt ud på Frederiksberg, da man her når til enighed med Codan. I 1957 er planerne således klar for et nyt Codan-højhus med en biograf placeret bagved. Kinopalæ nr. 3 vil derfor kun flytte sig få meter i forhold til det oprindelige, der nu endegyldigt skal rives ned for at gøre plads for udvidelsen af Gl. Kongevej. Nabohuset ned langs Vodroffsvej bliver også brudt ned og giver plads til en stor parkeringsplads udenfor Codan-husets hovedindgang. Herfra kan man se den nye biografsal løftet op på piller strække sig ned langs Prinsesse Maries Allé i baggrunden. Den nye biograf bliver allerede tidligt i 1959 meldt klar til 2. juledag, hvor den skal åbne med ”Far til fire på Bornholm”. Det gamle palæ får imidlertid dispensation til at spille helt indtil søndag den 3. januar 1960, hvorefter al brugbart inventar pilles ud. I få dage er der to kinopalæer og man taler om ’gamle’ og ’nye’ scene. Sidste film bliver ”Vi er allesammen tossede” med Kjeld Petersen, som først får premiere den 18. december sammen med brobiograferne. Fra 11. januar 1960 vises den i øvrigt et par uger til 21-forestillingen i den nye biograf. Nedrivningen finder sted i marts 1960. |
|
|
• Gå til Biografer på biografmuseet.dk | Biografer Oversigt • Gå til København | Omegn | Nordsjælland | Vest, Midt & Syd • Gå til Bornholm | Møn, Bogø, Lolland & Falster • Gå til Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø • Gå til Sydjylland | Midt-Vest | Øst | Nord • Gå til mere om Kinopalæet (1959) |
|
 • Gå til Kino-Palæet (1918) |
|
|
Gå:
tilbage
- op Opdateret onsdag, 08 januar 2025 11:30:53 |
|