| |
Esa Bio / Teater Bio, Esbjerg
|
Tilbage
til forsiden
|
Skrevet af: JG, biografmuseet.dk |
Dato:
17.06.2023 |
Det
tidligerer ESA Bio indrettet som street food market. Juli 2023. Foto:
Thomas Hauerslev
Esa Bio / Teater Bio
Kongensgade 34
Åbnet 21. november 1953
Lukket 31. maj 1986
På nær Biografteatret på Jærnbanehotellet nogle måneder i 1907 lader
alle Esbjergs biografer frem til 1953 partout at skulle ligge på
Kongensgade-strækningen, hvilket naturligvis gør det behageligt nemt for
publikum at vælge og vrage. Esa Bio havde som provinsens da 5. største
biograf intet at frygte, da man den 21. november 1953 kan slå op til
enorm succes med Charlie Chaplins ”Rampelys”, den i Danmark evigt
populære vagabond, der på sine ældre dage havde taget selv Buster Keaton
med sig i denne hyldest til fortidens vaudeville. Filmen har haft
danmarkspremiere halvanden måned forinden.
• Gå til galleri: Esbjerg Street Food, juli 2023
• Gå til ESA Bio Spøgelsesbiograf
Johannes Krogsgaard er direktør for Esa Bio, der er en sammentrækning af
Esbjerg og Arbejderhøjskolen, som er ’Esahøj’-selskabets bevillingshaver
på en grund erhvervet af kommunen, hvor ’Kontant-Jørgensen’ tidligere
har haft til huse. Blandt konsortiets indehavere ses også byens
viceborgmester. Den nye storbiograf med 700 pladser er kommet til
verden, da der er givet tilladelse til at flytte fra
Kino-Teatret i nr.
49, som i øvrigt var en ganske udmærket biograf. Denne overtog man i sin
tid efter, man var blevet tvunget ud af
Det Ny Teater i nr. 53, der
trods navnet udelukkende viste film. Dengang i 1917 var det
Socialdemokratiet, der havde bevillingen, hvis indtægter ved driften
alle tilfaldt Arbejderhøjskolen, men på sigt blev driften blot overladt
til skiftende direktører på vegne af denne. Ikke underligt kommer
Esbjerg & Omegns nystartede skolebio-ordning også til at ligge i Esa Bio
efter at være påbegyndt tilbage i februar i Kino-Teatret, hvis sal i
øvrigt overtages af Kosmorama.
|
Læs
mere her:
Galleri: Esbjerg Street Food, juli 2023
ESA Bio Spøgelsesbiograf
Strand Bio, Esbjerg
Biografer på biografmuseet.dk
Biografer Oversigt
Danmarks 70mm og Storformat Biografer
Stoleplaner - Galle &
Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne
Biografpremierer
1911 - 2020
Film- og Kinoteknik
7OMM Film og De Store Formater
Todd-AO, - det
sensationelle filmsystem
Mine damer og herrer,
"Dette er Cinerama"!
"Windjammer" i
Cinemiracle
CinemaScope |
VistaVision
Super Technirama 70 |
Panacolor
Dimension 150 |
Sensurround
High-Impact
biografdesign
|
Esa
Bio i ufuldstændig tegning over foyer 1953
Biografen er opført ved tegninger af arkitekterne Christensen &
Engelstoft i samarbejde med lokalarkitekt Søttrup-Jensen, der har ledet
bygningsarbejdet. Den store sal er opbygget i tidens populære
terrasseform med opgang midt i salens sider med lækre stole overalt og
et loft, som af akustiske hensyn er opdelt i store felter med
kobberlamper, mens væggene er malet i afdæmpede grønne og røde farver.
Gulvet er beklædt med et blødt, rødt linoleums-lignende stof, mens der i
foryeren er sofaer og stole til de ventende gæster. Forhuset består af
kontorer over foyeren, der strækker sig ind under salen, mens
indgangspartiet mod gaden er flankeret af butikker på hver side. Det
ellers store lærred udskiftes allerede i maj 1955 med et endnu større
til widescreen, hvorved prosceniet forandres, mens foyeren bygges om i
september, hvor billetsalget udvides betragteligt.
Samme år havde direktør Krogsgaard afholdt stor forpremiere på Carl Th.
Dreyers nye mesterværk ”Ordet” fra Palladium-selskabet den 10. januar,
som man fortsat handler med efter at have skiftet adresse. Egentlig
skulle der havde været julepremiere, men filmen var ikke blevet færdig
til tiden. Den blev en forrygende succes her i Esbjerg og det gør
danmarkspremieren på ”Vi som går stjernevejen” med Birgitte Reimer og
Ebbe Rode den 15. oktober 1956. Disse er blot eksempler på Esas
succeshistorier, hvor man fra 1958 får kamp til stregen i form af den 20
pladser større Strand Bio, den nye kommunale biograf, der for første
gang er placeret et pænt stykke væk ved Strandby Plads.
|
|
I november 1957 installeres to nye Zeiss-Ikon maskiner fra Bang &
Olufsen til endnu en Chaplin-film, hvor ”En konge i New York” kommer til
byen som den første i
CinemaScope. Esa Bio handler med Constantin og
Gefion Film, som giver biografen en række succeser også op gennem
1960’erne, bl.a. med danmarkspremiere på den fransk-italienske udgave af
”Greven af Monte Christo” fra 1961 med Louis Jourdan.
I den forbindelse er det mere end sjovt at nævne, at Constantin i
produktionen af ”Harry og Kammertjeneren” med Osvald Helmuth og Ebbe
Rode fra samme år har hyret biografdirektøren til en mindre rolle som
teaterdirektør. Krogsgaard bliver så bidt af det, at han medvirker i
seks film yderligere. Således kom Helmuth-filmen ”Afdøde længe leve” i
1965 med ’doktor’ Krogsgaard op i Esa, hvor den kreperede, før den 5½
uge steg op fra graven i København med ny titel.
Så gik det bedre med den franske ”Nøgen i sommernatten” i efteråret
1967, efterhånden som en brise af mere vovede titler skyllede ind over
landet. I den boldgade nyder man fortsat godt af Palladium, der op
gennem 1960’erne leverer danmarkspremierer fra udlandet med titler som
”Når synden trives”, ”Natten er min egen” og ”Elskovsleg”, men størst
fornøjelse har man af selskabets danske titler som Soyas ”Sytten”, en
for 1965 bunduartig sag med Ole Søltoft og Ghita Nørby. Derudover kunne
Krogsgaard godt lide westerns og af dem var Palladium leveringsdygtig af
en håndfuld premieretitler.
I 1966 har Esa succes med matinéforestillinger lørdag eftermiddag på
stærkt seværdige film, biografen tidligere har haft glæde af, bl.a.
”Ordet”, så det er ikke den rene utugt alt sammen ej heller fra
Palladium, selvom næsten alle premierer herfra i 1970’erne udgøres af
sengekants-titler. Derudover handler man med United Artists og herfra
var James Bond-filmene naturligvis som at genfinde guldhornene, hver
gang der var premiere på en ny 007.
|
|
Esa
Bio som Teater Bio 1982.
Da Krogsgaard i 1974 trækker sig tilbage i en alder af 72, bliver
Lillian Borg direktør for Esa efter i en menneskealder at have været
inspektør i Phønix, hvor også Esbjerg Teater holdt til, før hun de
sidste par år havde overtaget direktørstolen. Nu på sine ældre dage
koncentrerer hun sig om Esa. Esbjerg Teater havde alle dage været
kommunens hjertebarn, hvor biografen fungerede som malkeko. Desværre
måtte gamle Phønix snart indstille biografdriften. Det skete i foråret
1978, hvor Saga var kommet til året forinden med to sale om end helt ude
i forstaden Sædding i forbindelse med det nye center. Teatret havde
aldrig fungeret særlig godt omme bag Hotel Spangsberg, hvis store sal
var opført helt tilbage i 1897. Det var nu ikke biografens skyld, den
var dårligt nok opfundet og fandt først for alvor vej indenfor i 1916 og
fremme i 1980 rives det hele ned.
Nu skulle det så gå ud over Esa (med undskyldning på forhånd til
teaterfolket, som allerede var fraflyttet i 1973), da Esa i 1982
omdannes til også at fungere som levende teater med 521 pladser, mens
navnet skifter til Teater Bio. I Lyngby nord for København var en
tilsvarende ulykke ramlet ned over
Rialto 2, der blev til Lyngby Teatret
med en sørgelig forandring af salen til følge. Der var desværre ikke
noget at gøre, idet kommunen havde overtaget driften i oktober 1981
primært med henblik på at skaffe husly for det atter hjemløse teater,
hvor fru Borg med sit tidligere så glimrende kendskab på sin vis var den
helt ideelle til det nu genoptagne partnerskab.
Den nye sal med større scenerum stod klar til indvielse den 29. oktober
1982, hvor både biografens publikum og direktricen i julen kunne glædes
stærkt over Steven Spielbergs ”E.T.”. I 1983 blev Kosmorama bygget om
til to sale, mens Strand Bio formerede sig til fem, men her i Esa ville
kommunen slet ikke høre tale om det på grund af teaterhensynet. Det gik
desværre som man kunne forvente. Med den efterhånden umulige gerning at
fylde gamle Esa i bare nogenlunde tilfredsstillende grad, indstilles
driften ved udgangen af maj 1986 – blot tre måneder før Kosmorama også
lukker. Man har meldt sig ud af biografforeningen, men det er ikke
ensbetydende med, at man ikke kan melde sig ind, som fru Borg forklarer
– teatret holder ved og man har desuden en række seniorforestillinger i
den kommende sæson, så endnu vises der film lidt sporadisk frem til
foråret 1987. Til en begyndelse havde byrådet besluttet, at biografens
midlertidige ophør af ordinære forestillinger skulle vare året ud, men
det bliver permanent. Den sidste visning af ”Pot og pande” med Cheech &
Chong kan der ikke have været mange til. Filmen havde haft
danmarkspremiere 3½ år forinden.
|
|
Det
tidligere ESA Bio indrettet som street food market. Juli 2023. Foto:
Thomas Hauerslev
Biografudstyret blev længe
stående i
operatørrummet, mens teatret
fortsatte frem til 2006. Det indretter sig siden i Musikhuset Esbjerg,
der var opført i 1997 og i 2010 udvidet med en ny teatersal med plads
til 471 tilskuere. På Kongensgade står teatersalen og forfalder, før der
ud mod gaden indrettes galleri, mens Esbjerg Teater frem til 2018
fortsat skimtes på den store baldakin henover indgangen.
Samme år bygges teaterbiografen om til Esbjerg Street Food, hvor det
rundbuede loft åbenbarer sig med indvielse den 2. maj 2018. En bar midt
i det nye, åbne rum kaldes ”Rampelyset” i respekt for åbningsfilmen
dengang for mange år siden. Var man særligt filmglad, kunne man også
besøge restauranten ”La Bamba” eller med lidt god vilje komme ”Bag
(jern)tæppet”. Blot et år senere brast drømmen, da markedet gik konkurs
i juni 2019, men genåbnes senere opdelt i fem sektioner med ’den gamle
theatersal’ som foretagendets hjerte med syv madboder og plads til 350
personer, i alt lige godt 700 – nøjagtig det antal, der kunne sidde i
den store sal dengang i 1953.
|
|
• Gå til
Biografer på biografmuseet.dk |
Biografer Oversigt
• Gå til København |
Omegn | Nordsjælland |
Vest, Midt & Syd
• Gå til Bornholm |
Møn,
Bogø, Lolland & Falster
• Gå til
Fyn, Langeland, Thurø,
Tåsinge & Ærø
• Gå til
Sydjylland |
Midt-Vest | Øst |
Nord
• Gå til mere om
ESA Bio Spøgelsesbiograf
|
|
|
|
• Gå til Esa Bio /
Teater Bio |
|
Gå:
tilbage
- op
Opdateret
mandag, 01 januar 2024 18:14:37 |
|
|