| | Kosmorama (1906), Esbjerg | Tilbage til forsiden
| Skrevet af: JG, biografmuseet.dk | Dato: 30.06.2023 | Kosmorama Esbjergs åbningsprogram på Torvegade 18. november 1906
Kosmorama (1906) Torvegade 5
Åbnet 18. november 1906 Lukket 19. oktober 1909
Levende billeder er ikke ligefrem en Esbjerg-nyhed, da Kosmorama åbner på hjørnet af Borgergade og Torvegade den 18. november 1906. I begyndelsen af 1905 var man faktisk blevet træt af dem. Allerede i maj 1899 blev ’Kinematografen’ over en hel uge fremført på et elektrisk drevet apparat ved Cirkus Leonard Houcke og i januar 1900 kunne man eksempelvis se annoncer for ’Thomas A. Edisons ny værk, Biomotografen’ i Jærnbanehotellets sal, der blev en sådan succes, at den ved flere lejligheder gentages de efterfølgende år. I marts 1900 var turen kommet til Esbjerg Theater ved Hotel Spangsberg med ’The American Wargraph’, der i København var ’set af mere end 200.000 mennesker’ (i Cirkus Variété), som det blev slået op i store annoncer. Også denne vendte tilbage og i 1903 ses Bioskopet give stort opsatte forestillinger med timelangt program og alt dette er blot udpluk.
Der går således faktisk det meste af 1906, før Esbjergs første permanente biograf slår dørene op. Det var nu ikke på grund af manglende interesse blandt biografaktørerne; en række privatpersoner havde forsøgt at vinde gehør hos politimesteren om bevilling til at drive fast biografteater, men det er først, da Nordisk Musikforlag (tidligere Kgl. Hof Musikhandel) ved direktør Holger Gleesen i København har gjort sig til med et forslag om at betale 1.000 kroner til byens fattighjælp, at der sker noget. Om der også er faldet anden betaling, grundes der over; i hvert fald har man samtidig opnået monopol om biografdrift for et år. Anspurgt bedyrer musikforlaget i øvrigt, at man kun har betalt 800 kroner, hvilket i sig selv var en fyrstelig sum. Billetprisen bestemmes til ikke at måtte overstige 25 øre for voksne, hvilket er halv pris af den dyreste billet i Horsens, hvor der også er indrettet Kosmorama.
Oprindelig skulle biografen være indrettet i en lagerbygning mellem Kronprinsensgade og Smedegade, men her kunne man i begyndelsen af oktober ikke nå til enighed om lejemålet. Herefter falder blikket på hjørnet af Borgergade og Torvegade, hvor Borgercafeen havde til huse. Begrænset servering forsætter under navnet Kosmoramacaféen, mens en keglebane i løbet af et par uger omdannes til forevisningslokale med 100 pladser. Intet var at kende igen, blev det skrevet.
Allermest spændende er dog for så vidt navnet. Det bliver nemlig Kosmorama med helt samme annoncedesign som Danmarks første biograf på Østergade i København åbnet af Constantin Philipsen to år forinden. Han har allerede indrettet flere kosmoramaer i Jylland på egen hånd, mens andre drives i forening med Musikforlaget på dettes bevilling som eksempelvis Kosmorama i Vejle, der er åbnet i september. Til en start har man lejet lokalet for fem år med Jens Christian Weiling som leder, men allerede tre år senere flyttes kosmoramaet til et nyt lokale i Esbjerghus, efterhånden som biografsituationen udvikler sig.
Der gives fem forestillinger på hverdage fra kl. 18 og syv om søndagen da startende kl. 16. Første program består af ”Kong Haakons ankomst”, ”En tur i Zoologisk Have”, ”Æren mellem Korsikas Bjærge”, ”Hexeri – eller Blind Alarm” og ”Den nye konditordreng”. Forestillingen varer knap en halv time og man nærer ingen bekymring med hensyn til at skaffe nye titler, forlyder det, idet selskabet ’har biografteater i mange andre byer’, underforstået Kosmorama.
’Naar man havde givet Nordisk Musikforlag eneret paa teatret, var det fordi Øvrigheden ansaa det for heldigst for byen, at have et godt teater, der havde udsigt til at kunne bestaa, fremfor at have flere daarlige teatre, der kæmpede en fortvivlet kamp for tilværelsen’, lød det endvidere. En forbigået herre var allerede gået til Justitsministeriet i fortørnelse over monopoliseringen og i avisspalterne undres skribenter også over biografer med tvivlsomme dispositioner, idet politiet alligevel vil censurere billederne, inden de præsenteres for publikum således, at ’befolkningens moralske følelser ikke angribes’. ’Men da monopolet kun gælder for et år, kan der vel sagtens ikke ske stor skade i den tid’.
Så længe kommer man nu slet ikke til at vente. I januar 1907 tilfalder en bevilling Jørgen Ingvar Jørgensen, hvis nye biograf i Kongensgade dog rent faktisk først åbner et år efter Kosmorama, men i Jærnbanehotellets sal indrettes allerede permanent biograf i foråret under navnet Biografteatret, som imidlertid opgiver ævred efter mindre end tre måneder.
I juli 1907 træder Weiling ud og ansøger om et lokale passende til et biografteater i Vamdrup. Også Gleesen fratræder i efteråret som direktør for Nordisk Musikforlag, mens selskabets anden direktør Henrik Hennings fortsætter. I Vamdrup åbnes rigtig nok et Kosmorama i oktober men på afholdsbevilling og med sikkerhed andre ejerforhold. Allerede i januar 1908 er konsortiet oppe på ti biografer og flere andre, der i forskellige konstellationer kontrolleres af Philipsen, men i Esbjerg har man solgt sit Kosmorama til et lokalkonsortium ledet af mælkehandler Jørgen Sørensen.
Efter Ingvar Jørgensens væsentlig større biograf er kommet til, vel nok dårligere placeret i en baggård men bedre indrettet, flytter Kosmorama i 1909 til det helt nyopførte Esbjerghus på hjørnet af Kongensgade og Kronprinsensgade uden rigtig at vinde andet end nogle få ekstra siddepladser. Sidste forestilling i det gamle lokale finder sted den 19. oktober.
I kort tid benyttes den gamle biograf til møder og som auktionslokale, før stedet vender tilbage til sit oprindelige virke som Kasino, Borggaardens Bar og Vinstue, siden restaurant. Den gamle bygning blev revet ned i 1980 efter at have stået tom i flere år, her ligger Nykredit i dag. | Læs mere her:
Biografer på biografmuseet.dk
Biografer Oversigt
Danmarks 70mm og Storformat Biografer
Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne
Biografpremierer 1911 - 2020
Film- og Kinoteknik
7OMM Film og De Store Formater
Todd-AO, - det sensationelle filmsystem
Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"!
"Windjammer" i Cinemiracle
CinemaScope | VistaVision Super Technirama 70 | Panacolor Dimension 150 | Sensurround
High-Impact biografdesign | | | | | • Gå til Biografer på biografmuseet.dk | Biografer Oversigt • Gå til København | Omegn | Nordsjælland | Vest, Midt & Syd • Gå til Bornholm | Møn, Bogø, Lolland & Falster • Gå til Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø • Gå til Sydjylland | Midt-Vest | Øst | Nord • Gå til mere om | | | | | |  • Gå til Kosmorama (1906) | | Gå: tilbage - op Opdateret 01-08-2023 | | |