| |
Grenaa Biografteater / Biografteatret |
Tilbage til
forsiden
|
Skrevet af:
JG, biografmuseet.dk |
Dato:
30.07.2024 |
Grenaa
Biografteater i midten cirka 1910 (postkort)
Grenaa Biografteater / Biografteatret
Østergade 1B
Åbnet 7. december 1907
Lukket 9. september 1934
En ganske lang beboelsesejendom opført i 1830 strækkende sig fra krydset ved
Nørregade op langs venstre side af Østergade er i 1892 solgt til købmand A.
Sørensen, som med årene bygger huset om til forskellige butikker delt op i
afsnit på en facon, så de siden forandrer sig uafhængigt af hinanden. Et par af
dem får eksempelvis en etage ført ovenpå, når boligen i stuen inddrages til
butik for derved at flytte beboerne op ovenpå. Længst bagved ligger
distriktslægeboligen og det er denne, der bliver til Grenaa Biografteater eller
blot Biograf-Teatret, som også var navnet året forinden, da
byens første åbnede
i Hotel Dagmars Havesal. Også biografen udvider sig med en lille kvist til
beboelse. En smal sal med bare 110 pladser strækker sig ind i gården langs
gavlen på den noget højere ejendom til højre, Grenås i øvrigt første bygning i
tre etager. Udgangen sker over brosten forbi et pakhus på tværs i gården mod
Nørregade på den anden side af købmandshjørnet.
I juli 1908 er der ekstra run på Biografteatret, da ”Grenaa i levende billeder”
løber over lærredet. På sigt lægger man sig fast på spilletider kl. 20 og 21
alle aftener og søndage fra kl. 16. Sådan fungerer det de næste mange år. Rundt
om i Jylland har man set mange pulsende biografteatre og det sker såmænd også i
Greena, da cigarhandler Jacobsens køber Biograf-Teatret et par år senere.
Bevillingshaveren bliver dog snart en anden, nemlig noget så usædvanligt som en
tandlæge ved navn Hammer, der slår sig løs med både filmapparat og knibtang. Han
belønnes for at hjælpe fattige folks børn ved at tilbyde alle i grund- og
borgerskolen behandling for tandlidelser ganske uden beregning. ’Byraadet tog
imod det smukke tilbud’, der mestendels omfattede en kvik tandudtrækning. Olaf
Hammer har haft praksis i byen siden 1892 og bliver desuden medlem af sognerådet.
Den 19.marts 1920 sidst på eftermiddagen går der ild i en film under en
prøvekørsel et par timer før aftenens første forestilling. Flammerne spreder sig
hurtigt og antænder træværket. Da sprøjterne ankommer, må der slås hul i taget
for at komme branden til livs. På dette tidspunkt er hele biografteatret stort
set udbrændt og der går derfor to måneder, før Biografteatret kan genåbne 2.
pinsedag den 24. maj med Lon Chaney i ”Flygtningen fra Sing-Sing”. Igen fra
mandag den 31. januar 1921 er Biografteatret lukket en uge på grund af
forbedringer.
Søndag efter 20. maj 1922 slutter biografteatret vintersæsonen med August Bloms
stumfilmsudgave af ”Præsten i Vejlby”, der har været en enestående succes, så
det går bestemt udmærket for tandlægen. Han er ikke den største skatteyder i
kommunen, selv en konkurrerende tandlæge overgår ham på den konto, men er dog i
1924 placeret på toplisten kun lidt under byens borgmester. Dette nævnes i flæng
her tidligt i forløbet, idet netop borgmesteren snart begynder at få smag for
disse herlige film, som fra 1930 forekommer ældre og ældre her i Grenaa.
I april 1931 vises således ”Den syngende nar” med Al Jolson fra 1928, som
allerede har gjort sig så godt rundt om i hele landet, men i Grenaa er filmen
fortsat stum. Hammer hoster derfor op med klækkelig ekstrabetaling for
orkesterledsagelse, men filmen betragtes som gribende selv uden tale. Fra den 2.
juli er man med på noderne igen, da der vises en tysk tyvekomedie med Heinz
Rühmann ”Paa fersk gerning” med tale fra et bekosteligt toneanlæg leveret af Bang & Olufsen fra Struer.
I 1934 flytter Olaf Hammer sit nye anlæg til Storegade, hvor en langt
større sal
med 324 pladser åbner søndag den 16. september. Søndagen forinden vises ”Pas paa
pigerne” med Fy & Bi som sidste program. Filmen er en uge forinden udsendt i en
synkroniseret version, men om det er denne eller den fire år ældre
stumfilmsudgave, er ikke til at sige. Biograf-Teatret bygges herefter om til vin-
og tobakshandel i naturlig forlængelse af ejerskabet.
Halvdelen af af blokken ned mod Torvet er senere revet ned og erstattet af en ny
hjørneejendom. Resten af den gamle længe er der endnu og således også
Biograf-Teatrets lokaler, der gennem de fleste år siden har rummet
tøjforrretning i forskellig udklædning en overgang også skotøj.
|
Læs
mere her:
Biografer på biografmuseet.dk
Biografer Oversigt
Danmarks 70mm og Storformat Biografer
Stoleplaner - Galle &
Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne
Biografpremierer
1911 - 2020
Film- og Kinoteknik
7OMM Film og De Store Formater
Todd-AO, - det
sensationelle filmsystem
Mine damer og herrer,
"Dette er Cinerama"!
"Windjammer" i
Cinemiracle
CinemaScope |
VistaVision
Super Technirama 70 |
Panacolor
Dimension 150 |
Sensurround
High-Impact
biografdesign
|
|
|
|
|
• Gå til
Biografer på biografmuseet.dk |
Biografer Oversigt
• Gå til København |
Omegn | Nordsjælland |
Vest, Midt & Syd
• Gå til Bornholm |
Møn, Bogø, Lolland & Falster
• Gå til
Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø
• Gå til
Sydjylland |
Midt-Vest | Øst |
Nord
• Gå til mere om
Biograf-Teatret i Hotel Dagmars havesal |
Grenaa Biograf /
Biografen |
Kino Grenaa (1947) |
Kino Grenaa (1958)
|
|
|
|
|
|
• Gå til Grenaa Biografteater /
Biografteatret |
|
Gå:
tilbage
- op
Opdateret
08-01-2025 |
|
|