| |
Kino Grenaa (1947) |
Tilbage til
forsiden
|
Skrevet af:
JG, biografmuseet.dk |
Dato:
30.07.2024 |
Hotel
Skandinavien på postkort nu med etage ekstra i 1926
Kino Grenaa (1947)
Torvet 11
Åbnet 21. december 1947
Lukket 27. oktober 1958
21. december 1947 fremviser Grenaa Kommune stolt en kæmpe julegave, der først må
åbnes 2. juledag til stor glæde byens borgere, som fra denne dag har to steder
at gå i biografen. En med dette navn eksisterer
allerede på Storegade, så den
nye på Torvet får navnet Kino. Nyt er stedet dog absolut ikke. Det er hensigten
at opføre en moderne storbiograf, men manglen på byggematerialer mærkes også
Grenaa, hvor det midlertidigt bliver Hotel Skandinaviens teatersal, der
forandres til fast biografsal. Ifølge papirerne opvarmes salen af et moderne
centralvarmeanlæg, men bag kulisserne gemmer sig nede i fyrrummet et gammelt øg
af en kakkelovn, der gør det ud for den primære opvarmning og både sprutter og
oser i helt uhørt grad.
Når man kommer anstigende fra kirken midt på Torvet er det også den gamle
facade, der kommer én i møde. Bindingsværket øverst er såmænd af nyere dato,
hvor huset blev påført en etage ekstra i 1916 og salen forlænget med en dybere
scene. Mange år forinden er der indrettet restauration og køkken i den lange
mellembygning, som ved indvielsen i september 1863 husede en dansesalon med
foreningslokaler henover. Denne støder nu op til foyeren foran salen længere
inde i haven, hvor der oprindelig var keglebane.
|
Læs
mere her:
Biografer på biografmuseet.dk
Biografer Oversigt
Danmarks 70mm og Storformat Biografer
Stoleplaner - Galle &
Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne
Biografpremierer
1911 - 2020
Film- og Kinoteknik
7OMM Film og De Store Formater
Todd-AO, - det
sensationelle filmsystem
Mine damer og herrer,
"Dette er Cinerama"!
"Windjammer" i
Cinemiracle
CinemaScope |
VistaVision
Super Technirama 70 |
Panacolor
Dimension 150 |
Sensurround
High-Impact
biografdesign
|
Kino
Teatret på Hotel Skandinavien
Forhuset er opført i 1712 på brandtomten af en tidligere gård. Oprindelig hørte
den sammen med huset til højre med port akkurat i midten, før ejendommen i 1851
blev skilt i to, hvor porten da befinder sig i det nuværende Hotel Skandinaviens
højre side. Her er der værtshus både før og efter stedet i 1863 bygges om til
hotel. De første syv år var navnet Hotel Grenaa og først herefter tilbygges
salen, der til større arrangementer rummer 600 gæster med balkon over foyeren og
tilladelse til servering. Man skulle på enhver facon gerne overgå Hotel Dagmar i
Søndergade på den anden side af Torvet, der pralede med en tilsvarende sal i
grønne omgivelser. Her lå i øvrigt byens første biografteater i 1907.
|
|
Grenaa
Kino 1947, sal
I 1947 er der ud mod Torvet blot opsat nyt Kino-skilt henover porten suppleret
med et par udhængsskabe længere inde, men ellers er intet forandret. Indvendigt
forholder det sig noget anderledes, for selvom man kun forestiller sig Kino
indlogeret relativt kortvarigt, er der dekorativt tænkt moderne henimod det
abstrakte i skarp kontrast til førnævnte. Selve prosceniet er eksempelvis
opbygget omtrent som Nora Bio i København var indrettet i 1935 med lærred og
fortæppe placeret i en halvdyb, sort kasse med runde kanter foran den dybe
scene, der ligger skjult bagved. Lamper hænger hele vejen rundt fra loftet, mens
kønne lampetter oplyser væggene mellem udgangsdøre og moderne dekorationer. I
den retning er der intet støvet over den gamle festsal.
Med sine 256 faste stolepladser er den endnu forholdsvis rummelig om end lidt
mindre end Biografen, der er endt oppe på Storegade efter et længere virke blot
få meter væk her på Østergade. Et betonsikret operatørrum med separat indgang
fra gården placeres i den gamle garderobe, men er hævet 1½ meter, hvorved det
bliver nødvendigt at sløjfe et godt stykke af balkonen henover. Ligeledes må
trappen op til denne flyttes herfra over i foyerens venstre side med ny
garderobe bagved i en gammel passage for serveringspersonalet. Der bliver
desuden plads til ny chokoladekiosk og billetsalg til venstre for
operatørrummet. Et eksisterende dametoilet akkurat indenfor til højre
moderniseres, mens et ældre herretoilet gemmer sig ude i gårdhaven, som nu er
blevet flisebelagt. Hertil fører to udgangsdøre, mens der også er to indgange
til gulvets 230 stole, mens balkonens bare tre rækker blot rummer plads til 26
med reserveudgang via en kort jerntrappe ind til hotellet. At operatørrummet
ikke er placeret heroppe, skyldes brandhensyn i forhold til de mange
trækonstruktioner.
|
|
Grenaa
Kino 1947, balkon henover foyeren
Direktør er ved åbningen den stolte borgmester Aksel H. Hansen, der personligt
har taget initiativ, mens bror Emil kører film. Pr. 1. september 1948 er
filmfotograf Hans Gjerløv godkendt som daglig leder. Han har en spændende
forhistorie som illegal krigsfotograf, hvis optagelser bl.a. ligger til grund
for dokumentarfilmen ”Danmark i lænker”, som fik danmarkspremiere i november
1945. Som åbningsfilmen er valgt ”Soldaten og Jenny” i skikkelse af Poul
Reichhardt og Bodil Kjer.
Da Gjerløv i 1951 får tilbudt stillingen som direktør for Rødovre Kommunes
Islev Bio, flytter han til
Storkøbenhavn og overlader atter Kino Grenaa til
borgmesteren, der ikke får spiritusbevilling, men dog en Svend Beyer fra
Silkeborg til at varetage driften.
2. juledag 1954 får Kino sin første danmarkspremiere i form af ”Når bare jeg har
dig” fra International Pictures med Maria Schell og Hardy Krüger og kort før
tæppefald vises fra 17. oktober 1958 dugfriske, franske pikanterier med Agnès
Laurent som ”Frøken Strip-Tease”. På dette tidspunkt er
den nye Kino på
Østergade ved at være færdig. Kino er i bevillingssammenhæng året forinden slået
sammen med Biografen, før den nye med omtrent samme antal sæder som de to lagt
sammen står klar 1. december. Kino spiller sin sidste forestilling mandag den
27. oktober 1958 med Frankie Vaughan som ”Frankie – ung mand i uniform”.
Herefter benyttes de næste fem uger til at pille inventaret ud og flytte
Victoria-maskinerne over.
|
|
Grenaa
Kino 1947, foyer
Efter lukningen tænkes Kino indlemmet i hotellet som restaurationslokale med
plads til 150 gæster, hvor fx operatørrummet skulle blive til herretoilet, men
da hotellet lukker i 1962 indrettes byens første supermarked i for- og mellemhus
samt lager og kontor i salens stueplan oprindelig med indgang direkte fra Torvet
men siden fra biografens indgangsparti, hvor salgsarealet forlænges fra foyeren
ind i hele salens venstre side med lager- og personalerum ud mod gården. Dansen
er flyttet tilbage på hotellets øvre etager, der blev kendt som Egekroen. Fra
2007 er der bodega og pizzeria i bunden ud mod Torvet, hvor discotek Rembrandt
nu holder til ovenpå helt ind på den gamle balkon og spillehal herunder i
biograffoyeren, mens salen skilles fra. Gården er indrettet til parkeringsplads
med indkørsel fra Kannikegade til ’Passagen’. I salen er der på et tidspunkt
selvstændig forretning med tæppelager med indgang fra bagenden, hvor der engang
var scene. Her i senere år forhandles atter frugt, grønt og kolonial nu som
bazar med indgang på siden lidt til højre for de oprindelige udgangsdøre men
ellers stort set som indenfor biografsalens rammer.
I forhuset åbner discoteket og de våde varer ikke igen efter coronanedlukningen
i marts 2020. Før 2023 får sko på, nedbrænder hele det gamle forhus nytårsnat,
der herefter henstår som ruin, før det rives ned sidst på året. Nabobygningen
var i øvrigt også brændt tidligere i april 2007, men blev genopbygget. Den gamle
teatersal overlevede.
|
|
|
|
|
|
|
|
• Gå til
Biografer på biografmuseet.dk |
Biografer Oversigt
• Gå til København |
Omegn | Nordsjælland |
Vest, Midt & Syd
• Gå til Bornholm |
Møn, Bogø, Lolland & Falster
• Gå til
Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø
• Gå til
Sydjylland |
Midt-Vest | Øst |
Nord
• Gå til mere om
Biograf-Teatret i Hotel Dagmars havesal |
Grenaa Biografteater /
Biografteatret | Grenaa Biograf /
Biografen | Kino Grenaa (1958)
|
|
|
|
|
|
• Gå til Kino
Grenaa (1947) |
|
Gå:
tilbage
- op
Opdateret
08-01-2025 |
|
|