| |
Elektrisk Biograf Teater / Biograf Theater / Biografen, Odense |
Tilbage til
forsiden
|
Skrevet af:
JG, biografmuseet.dk |
Dato:
01.02.2023 |
Biograf
Theater i Odense de sidste 3 dage som 'Biografen' i december 1910
Elektrisk Biograf Teater / Biograf Theater /
Biografen Vestergade 40 Åbnet 29. oktober 1905 Lukket 4.
december 1910 Biografteatret i Vestergade 40 var Odenses
første rigtige biograf, men allerede i begyndelsen af oktober 1897 blev
der blevet vist levende billeder i Forsvarsbrødrenes Bygning i
Albanigade 2 og samme sted igen så sent som i maj 1905. I den
mellemliggende tid var Fyns Forsamlingshus, en helt enorm sal med to
balkoner, også vært for adskillige filmforevisninger, selv nu sidst i
1905 ret så mange endda, hvor det fra søndag den 1. oktober var Gaumonts
’Crono-Bioskop’ ved fotograf H. Hansen, der i den lille sal lagde udstyr
til strimlerne hver aften kl. 20 med cowboys og indianere og et øvrigt,
tætpakket program med ganske høje billetpriser, nemlig 75 øre for
standardpladserne, balkon 50 øre, mens børn kommer ind for 25 øre. Der
spilles hver aften frem til søndag den 15. oktober, hvor der annonceres
med afskedsforestilling. De efterfølgende søndage og adskillige år frem
er der lejlighedsvist ’biografteater og koncert’ på Exporten,
Exportslagteriets restauration, der siden september 1902 havde
præsenteret levende billeder sammen med musikalsk underholdning, som
ofte bestod af et dameorkester. Tidligere filmberetninger har
berettet, hvorledes pressen helt undgik at notere noget om åbningen af
Odenses første permanente biografteater den 29. oktober, men det passede
nu lige så lidt som, at man heller ikke skulle have skrevet om
filmforevisningerne forud (Bioskopet af Fyns Stiftstidende proklameret som
værende ’en fortræffelig og righoldig serie af levende billeder’, der
’fremkaldte megen munterhed ved de pudsige situationer’ samt indeholdende
’meget smukke billeder fra naturen, navnlig de brillante partier fra bjerg
og strand’). Fyns Venstreblad kunne således den 30. oktober berette om en
særdeles vellykket premiere for såvel publikum som teatret i Vestergade
40: ’Der er ingen flimren og rysten, som det så tit er tilfældet med
levende billeder’. Musikken noteredes tillige som god og afpasset
billedernes art. Avisen kunne nu også dårligt have undgået at bemærke det
nye biografteater, thi det var indrettet i et butikslokale i samme ejendom
fra 1890, hvor bladet havde kontor. Også Fyns Social-Demokrat skriver
udførligt og begejstret om nye programmer nogle dage senere. |
Læs
mere her:
Biografer på biografmuseet.dk
Biografer Oversigt
Danmarks 70mm og Storformat Biografer
Stoleplaner - Galle &
Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne
Biografpremierer
1911 - 2020
Film- og Kinoteknik
7OMM Film og De Store Formater
Todd-AO, - det
sensationelle filmsystem
Mine damer og herrer,
"Dette er Cinerama"!
"Windjammer" i
Cinemiracle
CinemaScope |
VistaVision
Super Technirama 70 |
Panacolor
Dimension 150 |
Sensurround
High-Impact
biografdesign
|
Elektrisk
Biograf Teater Odense (senere tegning)
Åbningsprogrammet bestod af ”Moderne landbrug i Amerika”, ”Krybskytten”,
”Det forheksede spejl”, ”En pinlig situation”, ”Versailles” samt ”En drøm”
med undertitlen ”Rusens rædsler”. Der skiftes program hver tirsdag med
forestillinger fra midt på eftermiddagen. To uger senere blev
entrébilletten sat ned i pris fra 50 til 35 øre for ’reserverede pladser’
(teatrets bedste) og fra 35 til 25 for de øvrige, mens børn fremover kunne
slippe med blot 15 øre. Årsagen skulle være manglende
publikumstilstrømning, men måske man blot havde sat sig for højt i forhold
til niveauet i København. Venstrebladet er fortsat yderst velvilligt
indstillet; efter tre måneder kan man læse, at ’Direktionen fortjener for
øvrigt en kompliment for den måde hvorpå programmerne hidtil har været
sammensat. Der har stadig været en tilpas blanding af alvorlige og
komiske, spændende og vanvittig morsomme scener’. Den benævnte
ledelse består af karruselejer Søren Nielsen, der også indretter biograf i
Svendborg, ligesom han forud har vist levende billeder rundt om i telte. I
november 1905 åbnede han tillige sit første biografteater på Sjælland. Dér
ville publikum næppe blive helt elektriske over navnet, så biograferne på
denne side af Storebælt navngiver han i de fleste tilfælde Biorama, hvor
den første åbner på
Østerbrogade ved Trianglen den 25. november. Søren Nielsen er den første af
forbavsende mange biografaktører i Odense gennem årene, der bærer dette
efternavn.
Fra den 3. februar 1906 spiller biografen separate
programmer, bl.a. gives to gange om dagen en film med titlen ”Jesu liv og
lidelser”, mens man på øvrige tider kunne se Napoleons liv (og lidelser)
foruden ’Frederik VIII proklameres’ blot fire dage efter begivenheden på
Amalienborg Slotsplads den 30. januar. Førstnævnte holdes på plakaten en
hel måned. Fastelavnsmandag vises film allerede fra kl. 9 formiddag med
vekslende program hele dagen. Det Elektriske Biograf Teater ligner i denne
periode en biograf væsentlig forud for sin tid. Der annonceres i ugerne
med adskillige ekstraforestillinger, så noget tyder nu på ganske pæn
publikumstilstrømning her i Vestergade anno 1906, hvor man endnu er byens
eneste faste biograf, selvom de levende teatre fortsat leger med; på
Folketeatret kan publikum eksempelvis opleve ’Thaumatografen’ med tre
billedserier ad gangen. Fra maj kalder man sig i Vestergade ganske enkelt
blot ’Biograf-Teatret’ eller ’Biograf Theater’, når annoncerne var ekstra
sirligt sat op. |
|
Vestergade
40, 22. marts 2024. Foto: Thomas Hauerslev
Fra februar 1907 skiftes nu program to gange om
ugen og i april ses de første reelle indikationer på, at det alligevel
ikke alt sammen er fryd og gammen. I en avisnotits håber skribenten, at
hr. Nielsens bestræbelser på at beholde byens faste biografteater vil
lykkes. På sigt ender konkurrencen dog ikke med at stamme fra de levende
teatre, der kun tilbyder filmforestillinger i tilgift men nærmere en lokal
modstander fra København, da
Constantin Philipsens åbner sin Kosmorama-filial i Kongensgade i
februar 1908. Senere samme år følger både
Kinorama-Teatret (den
senere Edison) og Kinografen.
Biografteatrets bænkerækker var løst monteret, men herudover
skorter det på dokumentation for indretningen. Der hersker dog ingen tvivl
om, at salen med plads til lige omkring 100 gæster var ganske beskeden.
Mange år senere skrev man, at forlystelsen derinde i Vestergade var noget,
man eksempelvis besøgte før eller efter en våd tur i byen eller i anden
tvivlsom anledning med streg under en afsluttende bemærkning om, at
’ordentlige mennesker kom der ikke’. I efteråret 1907 er
Biograf-Teatret bygget om og lever dermed allerede op til brandtilsynets
nye forskrifter gældende pr. 1. januar 1908 foranlediget af branden i
Thaumatografen i
København
i oktober (ikke beslægtet med visningerne her i Odense på Folketeatret).
Operatørrummet er nu afskærmet, filmene opbevares i blikkasser,
fremvisningsapparatet er i sig selv forsynet med slukningsudstyr og der er
fremover to nødudgange i salen for publikum. Desværre er biograflokalet
fortsat ikke nær så kønt, som det nye,
Kosmorama præsenterer ovre
i Kongensgade. Som kompensation sætter man ekstra film på programmet i
Vestergade – de selvsamme naturoptagelser fra Trollhättan, som Kosmorama
også har på sit program. Det samme gentager sig ugerne derpå og publikum
bliver efterhånden temmelig knotne, for hvorfor betale for at se det samme
to gange med Biograf Teatret som den, der slæber bagefter, trods man her
så filmene på det største lærred? I foråret 1910 foreslår
Nielsen, at byens biografer går sammen om at forbedre driften. Nielsen går
derfor i kompagniskab med den anden Nielsen fra Kinografen og får drejet
nøglen om på Edison den 29. maj mod klækkelig betaling. Kosmorama kører
indtil videre sit eget løb, men fire år senere er også de i partnerskab.
Sidst i 1910 afliver direktørerne det ’gamle’ Biograf Theater, der lukker
den 4. december. De allersidste dage annonceres blot som Biografen, mens
Kinografen i oktober har skiftet navn til Uglen på baggrund af det
populære annoncelogo, der havde givet den sit kælenavn.
Biografen blev efterfølgende til tøjbutik, siden kolonialforretning. De
sidste mange år er der atter solgt tøj i lokalerne. I december 1923 åbner
Palads Teatret i en
nyopført biografbygning i gården bag naboejendommen. Med sine 753 pladser
blev det Fyns største biograf gennem alle tider, af mange kaldet Danmarks
smukkeste nogensinde.
|
|
• Gå til
Biografer på biografmuseet.dk |
Biografer Oversigt
• Gå til København |
Omegn | Nordsjælland |
Vest, Midt & Syd
• Gå til Bornholm |
Møn,
Bogø, Lolland & Falster
• Gå til
Fyn, Langeland, Thurø,
Tåsinge & Ærø
• Gå til
Sydjylland |
Midt-Vest | Øst |
Nord
|
|
|
|
|
|
• Gå til Elektrisk Biograf Teater
/ Biograf Theater / Biografen, Odense |
|
Gå:
tilbage
- op
Opdateret
søndag, 02 februar 2025 11:52:17 |
|
|