| |
Biorama, København |
Tilbage til
forsiden
|
Skrevet af:
JG, biografmuseet.dk |
Dato:
01.10.2021 |
Biorama
på Østerbrogade
33 som Bonnie Dyrecenter Østerbro den 25. oktober 2021. Foto: Thomas Hauerslev
BIORAMA
Østerbrogade 33
Åbnet 25. november 1905
Lukket 27. oktober 1926
Biorama eksisterer i samme periode som Ole Olsens
Biografteatret på
Strøget, nemlig mellem 1905 og 1926. Ligesom Olsen havde været
involveret i gøgl, før han blev biografdirektør og siden stifter af
Nordisk Films Kompagni, havde Bioramas grundlægger, Søren Nielsen, en
fortid som karruselejer på Dyrehavsbakken, hvor han siden også viste
film nogle somre. Det, at film i de første år blev anset som gøgl, var
ikke helt tilfældigt. Nielsen fik på rekordtid, ligesom
Constantin Philipsen fra
Kosmorama, en hel lille kæde
af biografer, bl.a. i
Odense, Svendborg og nærmere Østerbro også i
Hellerup, Charlottenlund og
Lyngby. Han havde sågar biografer i
Amsterdam, Rotterdam og Oslo, der på det tidspunkt stadig hed Kristiania. Mange af kædernes første biografer blev hurtigt solgt
videre med klækkelig fortjeneste og påhæftet diverse klausuler (se fx
Biografteatret). Nielsen holdt dog længere fast i sine.
|
Læs
mere her:
Biografer på biografmuseet.dk
Biografer Oversigt
Danmarks 70mm og Storformat Biografer
Stoleplaner - Galle &
Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne
Biografpremierer
1911 - 2020
Film- og Kinoteknik
7OMM Film og De Store Formater
Todd-AO, - det
sensationelle filmsystem
Mine damer og herrer,
"Dette er Cinerama"!
"Windjammer" i
Cinemiracle
CinemaScope |
VistaVision
Super Technirama 70 |
Panacolor
Dimension 150 |
Sensurround
High-Impact
biografdesign
|
Biorama
salsplan
Biorama blev opført i brokvarteret Østerbro på adressen Østerbrogade 33
lige efter Trianglen i retning ud mod Hellerup. Ligesom de øvrige
tidligste biografer blev lokalet indrettet i en eksisterende bygning.
Denne var tegnet af arkitektfirmaet Petersen-Hinrichsen. Huset rummede
også en porcelæn, tapet- og farvehandel samt boliger. Facaden var af træ
med navnet Biorama over døren og en påfugl påmalet på hver side.
Indgangspartiet var så vakkelvornt, at det på et tidspunkt gik
fuldstændig i stykker og på rekordtid måtte repareres for at holde vejr
og vind ude. Foyeren var ganske lille og salen meget smal, især bagtil,
men der var plads til 189 gæster fordelt på 25 rækker. I midten, hvor
salen blev bredere, stod en søjle til højre bag række 14, hvilket må
have generet udsynet fra de bagvedliggende rækker. Salen havde udgang
bagerst til gården mod højre og forrest til en passage fra gården til
gaden. Der var ingen kiosk men chokoladebutik i forretningen til højre.
I 1923 overtager man denne og skaber derved en større foyer med
formindsket chokoladebutik ud mod gaden med salg direkte til foyeren.
Gårdpassagen bliver samtidig sløjfet og udgangsdørene vender derfor nu
alle mod gården. Billetsalget flyttes ved samme lejlighed over til højre
i området, hvor der førhen var udgangspassage. Oprindelig lå det lige
indenfor døren.
|
|
18.
september 1918
I 1909 begyndte Søren Nielsen også at producere danske film. Det blev i
1912 til Filmfabrikken Skandinavien og han importerede nu også
udenlandske film med henblik på premiere i egen biograf og til
distribution. Især kortfilmsfarcer med Ben Turpin blev meget
indbringende, men der var også mange film i spillefilmslængde. Nogle af
de større titler fik også premiere andre steder nærmere midtbyen, bl.a.
i Victoria og
Metropolteatret, der dengang lå i Mikkel Bryggers Gade (i
det nuværende Grand). En del film fik danmarkspremiere i provinsen, før
de blev vist i København. Det var ikke usædvanligt dengang. Biorama havde
samtidig den forfærdelige uskik så sjældent at annoncere i de større
dagblade. Man forventede, at publikummet var helt lokalt og det var
derfor kun sporadisk eller ved større film, man ofrede annoncekroner.
Filmene i Biorama blev også kun sjældent anmeldt af pressen.
Blandt Nielsens filmproduktion kan nævnes tidlige filmatiseringer af
”Gøngehøvdingen” og ”Nøddebo Præstegård”. Man lavede også en udgave af
”Elverhøj”, der fejlede grelt ved billetlugen. Blandt de større danske
succeser kan nævnes ”Det røde Rusland” fra 1912, ”Under vampyrens kløer”
fra 1914 og ”Mysteriet Blackville” fra 1916. Blandt selskabets
udenlandske gjorde den amerikanske ”Barnet sig fra New York” det godt i
Biorama og holdt sig på plakaten i tre uger efter premieren 25.
september 1917. Det var længere end normalt.
|
|
Fra begyndelsen blev der spillet dagligt hver time fra kl. 16 og
programmet skiftede hver lørdag. Åbningsprogrammet bestod af ”En moderne
røver”, ”Udflugt i Alperne”, ”Den kloge abe”, ”Den kejserlige ballet i
Wien”, ”Dresserede bjørne” og ”En rask konditordreng”. Et afvekslende
program med sjov, spænding, aktualitet og natur.
Bioramas filmproduktion ophørte i 1917 og ved Søren Nielsens død den 2.
januar 1922 var importen af udenlandske spillefilm også ophørt. Han var
da kendt i hele lokalområdet som velgører for mindrebemidlede borgere og
blev voldsomt savnet. Biorama blev videreført som biograf og
distributionsselskab nogle år endnu, men var allerede i 1916 overtaget
af Ingvar Jørgensen, der havde startet sin biografkarriere tilbage i
1907 i Esbjerg. I hele Bioramas levetid var biografen den eneste på
Østerbro. Bydelen ligefrem skreg på flere siddepladser. Mange flere
siddepladser. Men man havde været yderst tilbageholdende med at give
tilladelse til flere nye biografer i bydelen. I begyndelsen fordi den
lokale politimester så biografunderholdning som noget værre djævelskab.
Til sidst begyndte biograftilladelserne dog at tilflyde kvarteret. Det
skete, da Biorama endelig havde fået lov til at flytte over til en
nyopført storbiograf få meter væk, nemlig
Triangel Teatret med adresse på
selve Trianglen. Den nye biograf kom til at rumme plads til 816 gæster.
Det var fire gange flere, end der havde været plads til i den gamle.
Biorama lukker den 27. oktober 1926. Sidste annoncerede film på
programmet er Rudolph Valentino i ”Monsieur Beaucaire”. Dagen efter
åbner Triangel Teatret og blot fire dage senere igen åbner
Park Teatret 1. november få
hundrede meter længere ude ad Østerbrogade. Efter blot yderligere fire
uger åbner også Røde
Mølle den 27. november. Denne biograf er placeret på Ryesgade ikke
mange hundrede meter i den modsatte retning. Østerbro var pludselig
blevet rig på biografer.
Foyer og biografsal blev overtaget af andre forretninger. I dag er
dyrehandel på Østerbrogade 33.
|
|
|
|
• Gå til
Biografer på biografmuseet.dk |
Biografer Oversigt
• Gå til København |
Omegn | Nordsjælland |
Vest, Midt & Syd
• Gå til Bornholm |
Møn, Bogø, Lolland & Falster
• Gå til
Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø
• Gå til
Sydjylland |
Midt-Vest | Øst |
Nord
• Gå til mere om
|
|
|
|
|
|
|
|
• Gå til
Biorama |
|
Gå:
tilbage
- op
Opdateret
onsdag, 08 januar 2025 11:30:27 |
|
|