| |
Saga 1+2, Århus |
Tilbage til
forsiden
|
Skrevet af:
JG, biografmuseet.dk |
Dato:
02.05.2024 |
Saga
1-2 i foto fra byggesagsarkiv
Saga 1+2
Otto Ruds Gade 98-100
Åbnet 2. december 1976
Lukket 31. august 1983
I 1976 var det på tale at indrette to små biografer nede omkring
Banegårdspladsen i Demokratens Hus fra 1936, men det bliver i stedet
Trøjborgkvarteret, der dette år begaves med endnu en biograf, ja endda
to, i det nye Trøjborgcenter, der åbner torsdag den 2. december. Samme
år er det gamle Saga-selskab incl.
biograf i København solgt til et
shippingfirma, der også i
Esbjerg og
Holstebro udvider med nye to-sals
biografer, hvor århusudgaven bliver den første. For driften står Mogens
Betzer officielt på vegne af Edvard Betzer, der tillige driver
Royal Cinema A-B. Pressen føler sig skråsikker på den nye biografkonges
succes. Det vil ’i langt de fleste tilfælde blive Mogens Betzer
filmudlejerne kontakter først, når nye film er på vej mod Århus’.
Udover de to sale i Royal, de to her i Saga og så
Park, er Betzer også
repertoireansvarlig for Aarhus Scala, men Stiftstidende tog nu alligevel
fejl og det gjorde Mogens Betzer nok også, da han til spørgsmålet fra
redaktionens udsendte om hvilke film, de to nye sale skal vise svarer:
’Et meget alsidigt repertoire’. Hertil spørges så: ’Altså også inclusive
sadistiske, pornografiske film, som Royal Cinema i øjeblikket viser et
eksempel på?’ Det var for øvrigt ”Ilse – hunulven fra SS”. Herefter
følger en noget uvenlig meningsudveksling om netop denne sag, men
afslutningsvist konstaterer Betzer, at han har helt frie tøjler. Også
den vil dermed være del af et varieret repertoire så derfor: ’Ja!’. Og
så var den ged barberet.
|
Læs
mere her:
Biografer på biografmuseet.dk
Biografer Oversigt
Danmarks 70mm og Storformat Biografer
Stoleplaner - Galle &
Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne
Biografpremierer
1911 - 2020
Film- og Kinoteknik
7OMM Film og De Store Formater
Todd-AO, - det
sensationelle filmsystem
Mine damer og herrer,
"Dette er Cinerama"!
"Windjammer" i
Cinemiracle
CinemaScope |
VistaVision
Super Technirama 70 |
Panacolor
Dimension 150 |
Sensurround
High-Impact
biografdesign
|
Saga
1+2 oppe på toppen af Trøjborg Centret i noget skrabet skabelon
De pæne trøjborgensere vidste så, hvad der vankede 2. december, men det
var bare slet ikke hvad de fik. Programmet bød på så udmærkede sager som
”Jul i den gamle købmandsgård”, som var en af de titler, den gik under i
december og om aftenen i Saga 1 ”Vi vil overleve” om flystyrt i
Andesbjergene siden filmatiseret i 1993 som ”Vi lever” og aldeles nyligt
som den dobbelt Oscar-nominerede Netflix-produktion ”Snefællesskabet”. I
Saga 2 vises Alan Parkers ”Bugsy Malone” med Jodie Foster samt Sidney
Lumets ”Natportieren” fra 1964 med Rod Steiger til den sene forestilling
kl. 22.30. Det var et ualmindelig nydeligt repertoire!
På åbningsdagen bliver der bestemt ikke rettet det helt store
projektørlys mod begivenheden undtagen oppe over taget. Her dominerer
fire kæmpestore Saga-bogstaver op 6,6 x 5,1 meter, men en temmelig stor
borgergruppe har været stærkt utilfreds også med selve byggeriet,
hvilket tydeligt demonstreres på åbningsdagen. Centret er placeret inde
på firkanten mellem Nordre Ringgade, Willemoesgade, Otto Ruds Gade og
Aldersrovej med salene placeret ud mod sidstnævnte. Man havde meget
hellere set nye sociale institutioner opført fremfor en række
overflødige butikker i et koncept så nymodens, at et supermarked kaldes
hypermarked, altså et helt lille varehus.
Området havde mange år forinden været anvendt til spritfabrik, der var
endt som elektronikvirksomhed, før bygningerne blev revet ned i 1968.
Først otte år senere opføres det nye center efter arkitekttegninger af
Thomas Bang Termansen i to etager undtagen den vestlige del, hvor Saga
rager op med adgang via vindeltrappe til første etage og de to sale med
hhv. 332 og 192 pladser. Facaden er i denne ende opført af blanke, røde
mursten, som også går igen indvendigt, mens den lavere del af centret
bagved på overtagen har en grå pladebeklædning af eternit. Centret
rummer udover dagligvarer og bistro kun nogle få specialbutikker, så
større er det heller ikke. Året efter får man tilmed bank (altså et
pengeinstitut, ikke korporligt).
At mange ikke syntes om hverken centret eller Saga bemærkedes på den
hårde måde allerede i februar, da begge sale vandaliseres og skaderne
løber op i 100.000 kroner. I april tager Betzer benene på nakken og
overlader Saga 1+2 til Arne Hübertz Knudsen fra Viborg, hvor faderen
driver biograf, men forholdene lader ikke til at bedres med tiden.
Særligt op mod weekenden hærger ungdommen i centrets gange og selv
parkeringsarealerne tør man dårligt holde åben i aftentimerne.
Saga-ledelsen forsøger i november 1978 ihærdigt at få lov til at
indrette et tilflugtsrum, undskyld, venterum til publikum ved at åbne
separat indgang fra Aldersrogade ved etablering af fire lave trin, der
skal dækkes af en brystningsmur (we are not kidding) af samme røde
mursten som den øvrige facade. Et billetsalget skal samtidig bygges op
om omkring en ny væg fra den indvendige side foran opgangen ad den
snoede trappe til salene.
Man gnider formentlig selv yderligere salt i såret og tilskynder til
fest og ballade, da 2. juledag 1978 fejres med danmarkspremiere på Obel
Films ”Hva’ ska’ vi lørdag aften?” – den første af en serie umådelig
populære ungdomsfilm fra Israel såmænd, men et senere program både lover
”Køllesmæk til hårde børster” og ”Mænd uden nåde” begge hentet fra Sagas
repertoire i hovedstaden, der trods overnævntes kvaliteter var stærkt
blegnende. Der er seriøse planer om at indrette en ny sal i stueetagen
på mellem 65 og 70 pladser i et ledigt butikslokale, men det bliver ikke
til noget alene med den begrundelse, at stedet ikke kan garantere
tilstrækkeligt med parkeringspladser (tsk tsk, den byplanlægning).
|
|
Model
af Trøjborg Centret 1975
At man, når der blev drevet biograf, skulle modsvare parkeringspladser,
mens det tilsvarende ikke var tilfældet ved andre kulturelle
fritidsaktiviteter, fik også Øst for Paradis galt i halsen, da de ved
etableringen i 1978 blev stillet i udsigt at skulle svare 50.000 kroner
i afgiftskompensation til Århus Kommunes Parkeringsfond, da man ikke
kunne tilbyde det fornødne antal pladser. Der blev så pludselig stuvet
rigtig mange biler sammen ude foran, hvor der engang i tidernes morgen
havde været en pæn lille have. Nu asfalt.
Saga går konkurs i februar 1982. Efter rekonstruktion bliver Ove Buch
Hansen ny direktør, men ved udgangen af august 1983 lukker Saga 1+2
efter endnu et turbulent år, hvor kun Holstebro og den københavnske
kæmpebiograf overlever et par år ekstra, den sidste smækfyldt med porno.
Det nåede århusfilialen til syvende og sidst aldrig rigtig at gøre sig
så meget i, for det kødfulde repertoire fyldte rigeligt længere ude i
omegnen, hvilket i sig selv var ganske sært.
Sidste program byder på italiensk horror i ”Woodoo – rædslernes hotel”
samt John Boormans lige så skræmmende ”Udflugt med døden”, en ganske
agtværdig film at takke af med. Trøjborgcentret, som ejes af Magistrenes
Pensionskasse, er allerede interesseret i at omdanne salene til
kontorudlejning. Det sker straks efter lukningen, som man får en god
aftale omkring, hvilket ikke ligefrem blev tilfældet i Esbjerg nogle
måneder senere. Fremme i 2019 bygges centret gevaldigt om og påføres
bagved flere nye etager med boliger.
|
|
|
|
|
|
• Gå til
Biografer på biografmuseet.dk |
Biografer Oversigt
• Gå til København |
Omegn | Nordsjælland |
Vest, Midt & Syd
• Gå til Bornholm |
Møn,
Bogø, Lolland & Falster
• Gå til
Fyn, Langeland, Thurø,
Tåsinge & Ærø
• Gå til
Sydjylland |
Midt-Vest | Øst |
Nord
• Gå til mere om
|
|
|
|
|
|
• Gå til Saga 1+2,
Århus |
|
Gå:
tilbage
- op
Opdateret
08-01-2025 |
|
|