| | Bio Hjørring / Bio 1-2-3 / Hjørring Bio – Cafe-Bio / Hjørring Bio Center | Tilbage til forsiden
| | Skrevet af: JG, biografmuseet.dk | Dato: 01.05.2025 |  Bio i august/september 1986. Foto: Thomas Hauerslev
Bio Hjørring / Bio 1-2-3 / Hjørring Bio – Cafe-Bio / Hjørring Bio Center
Søndergade 3 (siden nr. 5)
Åbnet 24. marts 1950
Lukket 23. april 2000
Opførslen halvt om halvt indretningen af den nye biograf på Søndergade 3 påbegyndes i sommeren 1949, men det trækker ud til fredag den 24. marts 1950, før den nye storbiograf med 412 pladser slår dørene op, som det hidtil mest imponerende man har set i hele Vendsyssel. Den slår akkurat ikke Colosseum i Frederikshavn i forhold til pladser, men før ombygningen af denne i 1957, er Hjørrings så langt den flotteste med enorm facade mod gaden prydet af kolossale BIO-bogstaver i neon øverst til venstre og herunder billedskabe ved siden af en bred indgangsportal med stor baldakin udover fortovet. Det gamle og engang så feterede biografteater fra 1907 står nærmest og krymper sig ved siden af, før det kort efter rives ned og bliver til udgangspassage og cykelparkering.
Biografen er uløseligt forbundet med elektricitetsværket bagved – det har den altid været – og er ført ind i dettes udbyggede hal med ny tilbygning foran, hvor en gammel, langstrakt ejendom fra 1700-hvidkål havde ligget. Bio tilhører Hjørring Kommune og har været utallige år undervejs, hvor borgmesteren dengang det begyndte at gå op for byrådet, hvad en biografbevilling havde kunnet føre med sig af ussel mammon, allerede i 1923 havde fremsat forslag om, at man skulle få sig (selv) en ny biograf, så glæden var naturligvis enorm.
Som åbningsfilm vises ”Min kone er uskyldig” med Poul Reichhardt og Bodil Kjer og hvordan ser barnet så ud efter så langvarige fødselsveer, spørges der ikke så meget hvad angår det udvendige, hvor de bornholmske, grå klinker længe har delt vandene – hvad med sjælen? Med stor hældning på rækkerne er salen ført længere ned i forhold til betongulvet i maskinhallen, som måtte brydes op, hvilket var starten på den langsommelige proces, der yderligere forsinkedes af flydesand under forhuset, der ellers ingen vanskeligheder havde været ved at vælte, men som nu sugede vand til sig som bare pokker.
To billetkasser har topmoderne tavler henover fyldt med lamper, der viser forestillinger, priser og udsolgte kategorier placeret til højre i indgangsportalen, hvor dobbelte glasdøre under et sandstensrelief af billedhugger Svend Bovin gennem et vindfang nogle trin ned fører frem til en bred foyer klædt med trælister og store blomsterarrangementer i hver ende. Til venstre for trappen op til salen findes toiletterne, mens en bred chokoladekiosk logerer til højre. I modsatte side af billetkontoret har direktøren sin gang. At der ikke er højere til loftet, end tilfældet er, skyldes angsten for at komme i yderligere nærkontakt med grundvandet.
Fra trappen føres man op midt i salen, der bagtil stiger som terrasse med udgang bagerst ned til venstre, mens operatøren fra den modsatte side har sin egen trappe op til det fornemt indrettede maskinrum i midten indrettet med to 35mm-maskiner indkøbt hos firmaet Vilhelm Widenborg i København af fabrikatet Aga Baltic. De mange stole er alle polstrede og beklædt med grønt plys undtagen de første tre børnerækker, hvor de 48 sæder er beklædt med grønt kunstlæder. Til højre for midtergangen fører en dobbeltdør ud i retning af den gamle sal, der snart er væk. Ved prosceniet dækkes lærredet af et stort, guldbrunt tæppe belyst med 24 små projektører. Både loft og vægge er beklædt med samme fyrtræslister som foyeren. Arkitekt for det hele er Jens Jakobsen, der i sin tid også havde tegnet Kinografen på baggrund af justerede tegninger helt tilbage fra 1939 opdateret sammen med Ivar Christensen og Erik Engelstoft. Direktør på vegne af kommunen er fortsat Christian Krarup Kjær.
| Læs mere her:
Biografer på biografmuseet.dk
Biografer Oversigt
70mm og Storformat Biografer
Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne
Biografpremierer 1911 - 2020
Film- og Kinoteknik
Stumfilm, Tonefilm og nye Systemer
7OMM, Storformat, Film- og Lydsystemer
Historien om 70mm og De Store Formater
• CinemaScope | Widescreen
• VistaVision | Todd-AO
• "Windjammer" i Cinemiracle
• "Dette er Cinerama"!
• Vises "i Sensurround"
High-Impact biografdesign
|  Bio i august/september 1986. Foto: Thomas Hauerslev
I maj 1958 vedtager kommunen, at man vil installere CinemaScope nu, der er lukket op for tilførslen af film fra amerikanske distributører efter en frivillig dansk boykot grundet spørgsmål om forhøjet filmleje. Installationen skal være tilendebragt inden 1. juli, så man straks kan æde løs af godterne fra Hollywood. Bio kan herefter sælge 401 stole to gange hver aften.
Den 24. september 1962 har Bio danmarkspremiere på ”Den mystiske grevinde” med Lil Dagover fra Constantin Film, der drives af Preben Philipsen, søn af Constantin, der stod bag Hjørrings første Kosmorama tilbage i 1906. Filmen er produceret af Rialto i Tyskland også dernede distribueret af det tyske Constantin Film, som Philipsen i sin tid begge har stået bag. Rialto eksisterer også i København som biograf og bliver til en kæde, som lurer på at købe Bio, ligesom kommunen få år senere indgår seriøse forhandlinger med Lademann Film, der også løber ud i sandet.
Fortsat op gennem 1960’erne har Christian Karup Kjær fungeret som vellidt direktør udsat for den ene ulykke efter den anden. På en tur sydpå i sommeren 1963 forulykker en bus i Bayern med mange tilskadekomne heriblandt ham selv og i foråret 1964 bliver hans hustru kørt ned og dræbt for øjnene af ham midt på Skolegade. Ti år senere tager han sin afsked pr. 1. november 1974 på grund af sygdom, hvor salen forinden har gennemgået en hovedrengøring men heller ikke meget mere. Ledelsen overtages da midlertidigt af Mogens Steen Kruse fra Palads i Aarhus.
Ny mand på banen bliver herefter filmskolelærer og fotograf Peter Bergh valgt på baggrund af 34 ansøgninger efter at være uddannet hos filmfotograf Jesper Høm, der selv året forinden var blevet biografdirektør i København, da han startede Husets Biograf i Magstræde dengang under navnet Delta. En filmklub genoplives på torsdage og hver weekend gives der et udvidet antal forestillinger for børn, hvor især tegnefilmen skal være blevet forsømt. Der er stuvende fuldt til ”Olympiade Show” med Fedtmule i hovedrollen op mod jul efterfulgt straks i januar af ”Succes-Show” med Anders And og Mickey Mouse, der lykkeligt runder børnenes juleferie af fra den 3-5. januar og i februar kommer midnatsforestillinger også i faste rammer hver fredag aften.
| |  Bio i august/september 1986. Foto: Thomas Hauerslev
Samme januar 1975 kritiseres det i pressen, at folk har måttet stå i kø udenfor i regn og blæst til Esben Høilund Carlsens ”Nitten røde roser”, hvorfor Bergh straks arbejder på en løsning til bedre afvikling af billetsalget, der jo ellers skulle være så smart ved at føre det længere ind i forhallen til venstre. Samtidig får billetdamerne lønforhøjelse fra 15 til 21,37 kr. i timen (svarende til i dag 120 kroner) ved at komme ind under en anden fagforening. Måske havde de kørt en ’arbejd-langsomt-aktion’ som hørte tiden til? Bergh averterede på helt samme tid efter en billetdame ’med økonomisk ordenssans.’ Endnu bedre så det ud for såkaldte pladsanvisere, der fik sølle 5 kroner end ikke i timen men pr. forestilling. Fra februar aflønnes disse som ’bogopsættere’ på laveste trin, hvilket betyder 8,92 kr. pr. forestilling eller rundt regnet blot 50 kroner med nutidens penge.
Det initiativrige Bergh er sprængfyldt med idéer også ophavsmand til et storstilet projekt, der præsenteres kort før biografens 25-års fødselsdag i marts, hvor en gennemgribende ombygning skal sikre en sal 2, for nok går det godt men trods alt er den gennemsnitlige belægningsprocent kun 25 til de ordinære aftenforestillinger, så der er plads til forbedring. På kommunekontoret havde man i forvejen leget med at opføre en tredje biograf et helt andet sted i byen og der fandtes desuden tegninger over en sal akkurat ved siden af til højre, hvor den gamle biograf havde ligget. Bagved lå som nævnt det tidligere elektricitetsværk, hvis maskinhal salen er placeret i, hvor resten er bygget om til forretninger, i senere år kaldet Messen.
Fortsat i 1976 planlægger kommunen at bygge en biograf, som man venter færdig om fire-fem år, sådan som det sarkastisk spøgende lyder fra kulturrådsformand Johannes Thomsen, der selv havde været i spil til at overtage direktørposten og som enemand for et biografudvalg havde forsøgt både det ene og det andet. Ordene falder i forbindelse med premieren på Lars Brydesens ”Hjerter er trumf” den 19. marts. Filmen er produceret af Erik Crone, der hos Rialto Film netop 1. april overtages af Jørgen Lademann, ligesom en lang række biografer dermed skifter ejer. Blot ikke Bio i Hjørring, som kommunen endnu ikke slipper grebet om, da den ’er en af de få kommunale institutioner, der giver overskud’ med ny rekord lydende på 158.300 kroner og som man med vanlig kommunal kløgt fortsat svigter at vedligeholde.
Allerede et par måneder forinden har Crone og Bio haft fælles glæde af kolossal succes med en anden, nemlig Edward Flemings ”Den korte sommer” med Ghita Nørby, der året forinden var optaget netop i Hjørring. Da Fleming selv er fra byen blev der afholdt gallapremiere og sandelig om publikum ikke strømmede til. På tre uger bliver den set af 14.000, hvor den fortsætter ind i sin fjerde for på landsplan at nå op på knap 300.000 billetter.
1976 bliver biografens allerbedste nogensinde målt på bundlinjen uden skelen til inflation med masser af spænding også udenfor billedfeltet, da eksempelvis fotograf Jacob Holdt med sine kendte ”Amerikanske billeder” ikke nåede frem til sit oplæg i det, Bergh kaldte årets mest ambitiøse projekt. Han var nemlig blevet anholdt ved en demonstration ved Rebildfesten i juli og endt i Aalborg arrest, fordi han ikke kunne identificere sig.
Henover sommeren 1977 er også filminstruktør Henning Carlsen på banen i samarbejde med Bergh om ombygning til de to sale, hvor man tidligere på året igen har luftet den ældre tegning angående biografen ved siden af, der kunne få mellem 80 og 100 pladser. Alternativt går snakken igen om Jernbanegade til en tredje sal målt i forhold til Kinografen, der fortsat køres privatdrevet. Akkurat lige deromkring kommer faktisk Sysselbiffen dog først i 1983. Carlsen kunne som biografdirektør for Dagmar i Københavns Jernbanegade berette om fordelene ved flere sale, sådan som han selv havde fået trillinger. ’Berg advarer om at nøle for længe’, lyder det i en artikel om udsigten, men den nye sal lader fortsat vente på sig, alt imens Lademann fortsat er stærkt opsat på at komme ind i varmen, hvor kæden har afgivet et tilbud om 150.000 kroner i årlig leje.
Snart byder kommunen atter ind med forslag om en ombygning af den store til nu tre sale og fortsat hænder absolut ingenting, hvor næste byrådsmøde er udsat til januar 1978. Træt af det hele stopper Bergh ved udgangen af 1977 til stor sorg for mange, der mente, at han havde fået repertoiret op på et kvalitetsmæssigt niveau, som ikke set tidligere og pornofilm i øvrigt strengt forbudt.
Efter et halvt år uden ledelse tiltræder fuldmægtig Evald Hansen midlertidigt, hvor byrådet fortsat havde mødtes i én uendelighed uden at opnå indvendige resultater. Udvendigt præsenterer bygningen sig i stedet på hver side af forhuset fra 1983 med gavlkunst ved Svend Wiig Hansen og Ove Sporring. Hansen var endelig blevet officielt udnævnt til biografdirektør i januar 1979 med udmærket økonomisk erfaring, da han havde ført biografens regnskab lige siden Kjærs tid, men filmfaglige kompetencer bestred han ikke. I september 1982 blev Bio så (igen) foreslået bortforpagtet fra årsskiftet, hvor Hansen et par måneder forinden måtte gå til bekendelse og indrømme, at han siden året forinden havde spædet repertoiret op med frækkere film, nu hønen ikke længere lagde guldæg.
’Det er mit indtryk, at turisterne er glade for disse film’, siger direktøren, der påstår kun at køre dem i sommermånederne. ’Det er ikke min livret, og jeg har aldrig selv set en pornofilm’, men antyder, at udlejningsselskaberne presser ham til at tage mindre gode film for at få nogle af de danske film hurtigere, hvad Bergh før ham havde nægtet var tilfældet. Forespurgt om princippet, nu kommunen i sin tid havde overtaget biografen for at bevare den som en kulturel institution, mener Hansen ikke, det er at gå på kompromis, men fremhæver, at ”Elsa, værtinde for SS”, ”Sex for skillingen” og ”Pornodetektiven klarer alt” nok er deciderede pornofilm, ’men dog med et vist mindstemål af kvalitet’, idet de kommer med en handling. ’Det har udlejningsselskaberne i hvert fald hævdet over for mig.’
Herefter kunne man i august glæde sig til bl.a. ”Kvindefængslets hemmelige dagbog”, men hvad så for resten med ”Op og stå-dreng”, der blev spillet kl. 21 og ikke de stygge to timer senere? ’Det er en meget morsom sex-komedie og har slet ikke noget med porno at gøre’, understreger Evald, der også håber på tilsvarende stort rykind til ”Uden trusser i Alperne”.
Det søde overskud fra 1976 var på fem år reduceret til underskud, hvor kælderen er sat i stand og et antal stole dog udskiftet. Nu forventede man så at indkassere 50.000 i forpagtningsafgift, da jungletrommerne havde indkaldt til krisemøde og den pris er der nogen, der gerne vil betale! Kommunen er således gået i forhandling med biografkøbmand Gunnar Obel, der gennem samme mølle vil splitte den store sal op i to næsten lige store. Noget kunne tyde på, at man heller ikke har nærlæst dennes repertoireplan, for også Obel kommer med et fornemt bag-katalog gennem sit distributionsselskab.
I byrådet pågår store diskussioner (altså intet nyt fra vestfronten), idet man ikke havde udbudt forpagtningen offentligt og var der ikke også noget om, at man for gammel venskabs skyld havde drøftet, at en af gamle direktør Alfred Hegelunds børnebørn skulle overtage, hvor sønnen Gunnar ovre i Brinck-Seidelinsgade fortsat drev Kinografen?
Samtidig pågår forhandlinger om et kommunalt egnsteater, hvilket var forhåndsestimeret til at give 160.000 kroner i underskud, men her er der ingen smalle steder. Kommunen vil i den nye aftale forpligte sig til al udvendig vedligeholdelse, mens forpagter tager sig af det indvendige.
Også Obel tages ved næsen, da man efter at være fortsat som hidtil gennem 1983 kaster sig i favnen på en i provinsen helt ny spiller, da Nordisk Film i februar 1984 omtrent samtidigt med Strand Bio i Esbjerg på en femårig lejeaftale overtager driften med ret for udvidelse til ti år. Denne forhandles for nu 100.000 kroner på plads ikke med selve biografafdelingen på Axeltorv under Palads, men via en underafdeling til Nordisk Film udlejningsvirksomhed i kontorerne ved siden af i samme bygning med adressen Axeltorv 7. Her holder også det adopterede Europa Film til med Hans V. Thiesen som biografdirektør og bygherre på det ombygningsprojekt til tre sale, der nu endelig realiseres med ingeniørfirmaet Niels Fennet hyret til opgaven på grund af sin helt særlig ekspertise indenfor opdræt af rollinger i kosteskabe.
Sal 2 og 3 placeres på hver side af terrassen med brug af det gamle operatørrum, mens et nyt til sal 1 foran føres ovenpå i en indskudt mellemgang over en ny trappeforgrening fra foyeren, der giver indgang til begge de nye og den gamle ude fra hver side. Sal 1 rummer herefter 151 pladser fra den 1. august, hvor der lægger ud med ”Flashdance” og Meryl Streep i ”Sophies valg”, mens der er plads til 89 og 69 i de to nye terrassebiografer, som åbner ad hoc i august 1984, hvor Steven Spielbergs ”Indiana Jones og templets forbandelse” fylder den store sal fra den 10/8, hvor bio 2 er klar til start.
Selve bygningen ejes fortsat af Hjørring Kommune, men biografledelsen sker fra august 1984 officielt på vegne af direktør Ole Bendix ved Nordisk Film Biografer A/S med driften lokalt i hænderne på Ole Andersen og Lone Knudsen, der begge har flere års biograferfaring i kæden. Man har forpligtet sig til ikke at spille porno og sadistiske voldsfilm. Allerede i marts 1986 fyres parret af Esbjergs Jonna Jensen med et halvt års opsigelse, såfremt de beholder mundkurv på, da afskedigelsen i modsat fald vil være øjeblikkelig. Ifølge direktionen har de ikke formået at løfte opgaven tilfredsstillende, men mange i Herning og ikke mindst personalet forholder sig helt uforstående, da det går op for dem, at måske også deres job er i fare. Der er med andre ord fortsat store underskud på driften, som der var i årene forud. Rygtet løb allerede i forsommeren, hvordan det var los og såmænd i juli bekræfter Bendix tingenes tilstand, hvor man afsøger en ny form for lederskab.
Resultatet bliver nu det endnu mere komplicerede, at Nordisk Film forpagter videre ud denne gang til Arne Hübertz Knudsen, der kommer som tidligere direktør for Saga-biograferne og nyligst Saga Films svanesang i form af et filmudlejningskontor i Thisted foruden Hvidovre Bio. I byrådet mener nogen, at det største problem har bestået i, at biografen er blevet malket af København, som dog omvendt har bekostet ombygningen, der har resulteret i, at den 3-sals biograf man står med nu, bør have alle muligheder foran sig. Trods også Saga Films lidt lurvede repertoire, hvor nogen specifikt spørger til, om Bio så skal have lov til at vise ”Skolepiger gi’r sexundervisning”, accepterer byrådet betingelserne.
Knudsen går med fru Rita på med krum hals og gør alle fordomme til skamme ved at genoptage tidligere tiders mislykkede forsøg med at sætte kunstfilm på repertoiret. Det var gået skidt med et lignende forsøg i starten af 1970’erne og heller ikke for godt for Hansen i 1978, da han dog havde forsøgt sig også i en anden ende af filmspektret. Bedre så det ikke ud nu, hvor ”Yes – det er far” med Walter & Carlo den 28. november 1986 sættes op i samtlige tre sale, så der (næsten) som i gamle dage er 300 pladser til rådighed to gange hver aften og to kopier ved samkørsel kan dække behovet.
Kunne man i stedet placere de smallere titler i mindre sale med selvstændigt cafémiljø, var det en niche som cafebiograferne i de større byer, hvor fx Berghs gamle ven Henning Carlsens ”Oviri” med Donald Sutherland som den franske maler Paul Gauguin kan klemmes ind fra om mandagen i bio 3. Sysselbiffen er på dette tidspunkt åbnet i Sysseltinget i 1983 med fokus på det smalleste repertoire, hvor de nye cafebiografer vil sigte mere mod Dagmar og Grand. Således indrettes to ’messesale’ i den tilbageværende del af fabriksbygningen på tværs bagved, hvorefter 1-2-3 vokser til femlinger fra november 1988, som det nye par selv bekoster, efter Nordisk har trukket sig helt ud. Faktisk har de tilmed købt biografen af kommunen pr. 1. oktober, hvor man definitivt har sluppet tøjlerne. Morten Arnfreds ”Himmel og helvede” sætter det hele i bevægelse, hvor Hübertz Knudsen samtidig til nogen forbløffelse annoncerer ”Die Hard” med Bruce Willis som julepremiere i caféen!
Indgangen er placeret helt udenfor den eksisterende foyer til venstre med indgang til en lille café med borde og plakater dekoreret inde som ude i stilen fra 1921 – året for det nye elektricitetsværk med vinduer i høje rundbuer, hvor en svømmehal på daværende tidspunkt måtte opgives efter få år. Senere havde der været møbelforretning og nu altså senest butikslokaler for Messen. Bagved fører en trappe hhv. op og ned til to små sale med plads til hhv. 77 og 44 tilskuere, hvor man før filmen kan nyde en kop kaffe eller en her i Danmark så moderne croissant. Saga Film driver de fortsat ved siden af nu som Saga Film International, som dog ikke har lanceret en ny titel siden oktober 1986. Det varer dog kun til foråret 1992 med disse, før Hübertz lukker dem igen. De sidste film vises bagved den 12. april, hvor det drejer sig om Ridley Scotts ”Thelma & Louise” samt så helt bogstaveligt ”Dead Again” af og med Kenneth Branagh. Cafe Bio bagved præsenterer sig i annoncer herefter fra 26. april med ’nyt ansigt’ som Hollywood – et sted for god underholdning, hvis man altså har lyst til pool, dart eller videospil.
I 1997 planlægges en ombygning af sal 1 med nye stole på ny gulvkonstruktion, hvorved rækkerne hæves bagtil, ligesom scenen indvendigt afkortes med godt halvanden meter, mens lærredet omvendt gøres større. Udgangsforholdene skulle også forandres, men dette projekt mødte stor modstand blandt både forretningsdrivende og beboere. Herfra præsenterer Bio sig i marts som Hjørring Bio Center. Næste år dør Anders Hübertz Knudsen uventet bare 48 år gammel i oktober, hvorefter fru Rita står alene med biografen, men som hun siger: The Show Must Go On.
I 2000 lukker Hjørring Bio Centers oprindelige tre sale ved påsketid. Sidste film den 23. april er ”Stuart Little”, ”Pokemon”, ”Babar – elefanternes konge”, ”Mission to Mars”, ”The Beach”, ”Den grønne mil” og ”The Talented Mr. Ripley”. Så står byen pludselig uden fast biograf fraregnet Sysselbiffen, der langt fra spiller hver aften, da salen også bruges til teater og musik og akkurat i denne tid nærmest slet ikke. I maj aflyses et ekstraordinært byrådsmøde i sidste øjeblik angående nedrivning af den gamle biograf, hvor en ny ejer er på banen klar til at opføre et spritnyt biografcenter på Åstrupvej, men så ved man pludselig ikke rigtig, hvor man står, da folkene derovre behøver mere tid. På et nyt møde i august, er aftalen så faldet på plads med en ny bygherre, HP Gruppen, der i stedet for at genoptage driften af Bio, hvilket også var en mulighed, vælger netop at opføre biografcentret på Åstrupvej, der skal få fire sale.
Således falder en sten fra hjertet – i hvert fald oppe hos byrådet, der har kæmpet med den biograf siden tidernes morgen. Udnyttet blev den ikke af kommunen dengang ved siden af i det gamle biografteater de første mange år, mens den i de seneste årtier kun havde været til besvær. Nu kan stenene ramme jorden, da bulldozeren bestilles til straks at gå i gang med nedbrydningen i oktober, hvilket også omfatter cafébiograferne og alt det andet bagvedliggende.
Syv måneder senere åbner tøjkæden Hennes & Mauritz et forretningshus med stor glasfacade, der angiveligt inspireret af Den Sorte Diamant i København strækker sig halvt hen over pladsen for det oprindelige biografteater fra 1908, hvis anden del er foræret nabobygningen længere mod højre, der for hundrede år siden var slagterforretning. Dette har allerede i årtier stået for den senere aftenunderholdning i Søndergade med discotek og natklub. Tøjhuset lukker meget hurtigt og står tomt i flere år, før det omdannes til motionscenter.
| |
• Gå til Biografer på biografmuseet.dk | Biografer Oversigt
• Gå til København | Omegn | Nordsjælland | Vest, Midt & Syd
• Gå til Bornholm | Møn, Bogø, Lolland & Falster
• Gå til Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø
• Gå til Sydjylland | Midt-Vest | Øst | Nord
• Gå til mere om Kosmorama, Hjørring | Biograf-Teatret / Hjørring Biografteater / Biografen / Bio | Kinografen / Kino, Hjørring | Sysselbiffen, Hjørring | Hjørring Biocenter / MovieHouse Hjørring
| | | | | | | 
• Gå til Bio Hjørring / Bio 1-2-3 / Hjørring Bio – Cafe-Bio / Hjørring Bio Center | | Gå: tilbage - op
Opdateret fredag, 19 februar 2010 04:31:09 | |
|
|
