Biograf-Teatret / Hjørring Biografteater / Biografen / Bio

Hjørring Biografteater i 1920 (public domain)

I selve indgangsportalen er der billetkasse før dørene ind til en bred vestibule med salen i forlængelse ud i gården på let skrånende gulv. Lærredet er i starten primitivt ophængt på væggen med klaver til venstre og osende kakkelovn til højre. Maskinrummet har fået sit eget hus, men døren derind i årevis frit tilgængelig fra forhallen og står endda tit åben, fordi stængerne til kulbuelyset under forbrænding skulle stinke så forfærdeligt. På et tidspunkt måtte der tages hånd om denne ildevarslende kendsgerning, men her i biografen sker der aldrig noget… sådan helt alvorligt, selvom det er tæt på at gå galt.

For ledelsen står bogtrykker og løjtnant Viggo Ditzel med bevillingen, men det er byens private elektricitetsværk bagved, der ejer Biograf-Teatret ved fabrikant Sophus Thomsen og grosserer Schibbye. Strømforsyning til operatørrummet er dermed intet problem. I maj 1909 bliver Kosmorama nødt til at lukke på grund af noget så absurd som løbske heste indenfor hvert andet øjeblik, men i stedet for at erklære slaget tabt, får direktionen held til at møve sig ind i Biograf-Teatret ved at foranstalte en sammenlægning. Ditzel glæder sig i stedet ved udsigten til at kæmpe sine slag i felten, alt imens bogholder Hegelund med glimrende styr på økonomiske anliggender i hast flytter sin gesjæft fra Torvet til Søndergade.

I april 1912 sælger elektricitetsværket det hele til kommunen for en større formue nemlig 180.000 kroner, hvoraf biografen kun udgør de 15.000. Hvor netop byråd rundt om i landet de kommende år kæmper indædt for at tilrane sig en biograf, får man den her i Hjørring serveret på et sølvfad som første sted af alle – og så er det overhovedet slet ikke den, man er interesseret i. ’Den kan vi blive fri for’, lyder det aldeles forbløffende i referat fra et byrådsmøde. Hegelund stiller sig naturligvis pænt interesseret i at forsætte en gunstig forpagtningsaftale fra maj, hvor biografen gennem nogle uger har stået lukket og i juli 1913 renoveres den med nyt maskineri. Men så kan man for øvrigt noget helt andet i kommunalt regi, da publikum fra maj 1915 formedelst 35 øre kan vælge i stedet at besøge den nye badeanstalt omme bagved. Samme år støder Kinografen til.

Inden da er der hændt andet i byen. I Biograf-Teatret var der fortsat liv og glade dage med især danske film, der ofte samlede fuldt hus og lidt til. Censuren mærker man åbenbart mindre til heroppe end så mange andre steder i landet. Faktisk lader det til at være op til biografdirektøren selv at skalte og valte, men det hænder også kun sjældent, at han fra sin leverandør modtager strimler, han ikke kan stå inde for, da disse allerede har været gennem saksen andetsteds. Men:

’Medens der over de amerikanske films tidt er en vis folkelig naivitet, (…) saa er mange af de films, der bliver leveret fra København, altfor ofte noget halvslimet og halvfedtet makværk, over hvilket man uvilkaarligt aner den stramme katteodeur, der synes uadskillelig fra københavnske baggange, og gennem hvilket man synes at gå ud fra, at den tilskuerkreds, man skal more, ret gennemgaaende er ligesom lidt moralsk anløben.’

Dette skrev altså lokalpressen i februar 1912 i forbindelse med en film, som Hegelund straks fik pillet af plakaten, så hjørringenserne ikke fik den galt i halsen.