Rialto Teatret, Frederiksberg |
Tilbage til
forsiden |
| Skrevet af: JG, biografmuseet.dk | Dato: 01.10.2021 |
 Rialto
i Smallegade 2 den 4. oktober 2021. Biografskiltet op langs muren er
fredet. Foto: Thomas HauerslevRIALTO TEATRET Smallegade 2 Åbnet 1. oktober 1924 Lukket 30. juni 1980 Constantin Philipsen kan ikke få nok af biografer. Han begynder for alvor sin biografkarriere med Kosmorama på Strøget og indretter siden også Royal Biograf på Vesterbrogade foruden en lang række i provinsen. Dernæst tager han den gamle hovedbanegård i brug til Palads Teatret og seks år senere opfører han Kino-Palæet på Frederiksberg. I 1924 bygger han endnu en på Frederiksberg, nu længere ude ad Gl. Kongevej, hvor denne bliver til Smallegade. Det bliver til Rialto Teatret. Philipsen har slået sig sammen med Otto Petersen, der drev den utidssvarende Frederiksberg Biograf ligeledes på Gl. Kongevej. Han får nu flyttet sin bevilling til Rialto, mens Philipsen beholder sin til Kino-Palæet. Det er Philipsen, der står som ejer af den nye bygning. Hans tanke er, at Rialto skal vise tidens fineste, kunstneriske repertoire, hvilket dengang ofte var ensbetydende med succes. Tanken er også, at gæsterne skal hentes fra konkurrenten, Sophus Madsens Palads, mens Kinopalæet skal hengive sig til de mere populære titler. • Gå til stoleplan Rialto Teatret Artkitekten Alex Maar havde Philipsen til sin store tilfredshed benyttet til opførelsen af Kino-Palæet og Maar præsenteres nu for en biografopgave, der skal løses med snilde. Særligt adgangen til biografen kom til at volde hovedbrud. Rialto bygges i en have til det lille palæ ’Møstings Gård’ fra år 1800, hvor bagenden på den nye biograf støder helt op til Howitzvej. Der havde tidligere været nogle gårdlænger i den ene side. Aktieselskabet Rialto ved Constantin Philipsen køber den nye grund. Det lille palæ var imidlertid blevet fredet i 1918 og kunne derfor ikke ofres, selvom det havde kendt langt bedre dage, dengang det var sommerresidens for den senere finansminister Johan Sigismund Mønsting. Huset på den anden side var en større murstensbygning opført i 1903 og den kunne der heller ikke gøres noget ved. Løsningen bliver en adgang via en smal passage mellem disse to bygninger. Indgangen til foyeren ligger således i den gamle baghave og Rialto bliver dermed ikke en baggårdsbiograf men nærmere en ’havebiograf’, hvilket unægtelig også er meget finere. Man hævder sig ikke i forhold til sin fredede vært ude foran, idet man holder salen relativt lavloftet. En lille port med filmplakat på hver side fører ind til smøgen. Foran salen er det lille forhus en anelse bredere. Det rummer foyeren med hele to garderober i hver side og toiletter anbragt bagtil i siderne ud mod indgangsfacaden. De mange garderober har separat ind- og udlevering. To døre på hver side af facaden fungerer herefter som udgangsdøre i direkte passage fra foyeren. Mellem disse ligger vindfanget med tre indgangsdøre og et lille billetsalg i midten med to kasser og salg i hver sin retning. Først herfra træder man ind i selve foyeren. Der er indgang til salen yderst i hver side og tilsvarende trapper op til balkonen, der strækker sig bagover foyeren og lidt ind over salen. Ved femte bagerste række på gulvet holdes balkonen på plads med to søjler placeret et godt stykke ude i siderne. Salens gulv har seks nødudgange. Salen er i 1924 udstyret med 639 træstole med rødt betræk på gulvet samt cirka 160 på balkonen, i alt lige omkring 800 pladser. Loftet er karminrødt med gulddekorationer. Man reklamerer med, at biografen er indrettet ’efter amerikansk system’. |
Læs
mere her: Rialto Biografen, Frederiksberg Besøg i Rialto Teatret den 3. august 2007 Biografer på biografmuseet.dk Biografer Oversigt Danmarks 70mm og Storformat Biografer Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne Biografpremierer 1911 - 2020 Film- og Kinoteknik 7OMM Film og De Store Formater Todd-AO, - det sensationelle filmsystem Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"! "Windjammer" i Cinemiracle CinemaScope | VistaVision Super Technirama 70 | Panacolor Dimension 150 | Sensurround High-Impact biografdesign |
 Lærredet skulle ikke være skinnende hvidt men let rosaimprægneret. Hvad
fordelen skulle være, står lidt uklart, men premierefilmen blev rost for
sine knivskarpe billeder mere end den temmelig ligegyldige handling. Man
var også svært begejstret for kapelmester Svend Ahlstrand og hans musik.
Denne ros blev ofte gentaget i anmeldelserne. Biografen åbner onsdag den
1. oktober 1924 med premiere kl. 19 og 21 på Victor Flemings ”Ti dages
frist”, der dog kun får syv dage, før der er programskifte. Constantin
Philipsen når kun at få glæde af Rialto i knap et år, før han dør i
august 1925. Inden sin død havde han store planer om en gigantbiograf,
der denne gang skulle have 6.000 pladser. Enkefru Philipsen lader sig
nøjes med Rialtos 800 pladser, som fortsat drives på Petersens
bevilling. Rialto viser en del premierefilm de første år, gerne fra
mandag til søndag. Herudover vises en del nyere film, der har spillet i
øvrige biografer forud. Ingen premierefilm vises længere end halvanden
uge og enkelte må nøjes med kortere end de syv dage. Engang for mange år siden, var der noget, der hed ’sne’. Det kom som regel dryssende ned fra himlen i vinterhalvåret. Det hændte særligt i årets første måneder, hvor det ofte var hundekoldt. Sidst i 1928 har en gruppe kunstnere formet en hel ’snepanorama’-udstilling i Tivoli bestående af dyrefigurer i denne kridhvide ’sne’, der var let at forme. Disse figurer holdt desværre ikke evigt, da sne med tiden åbenbart smelter. Så træffer det sig så heldigt, at der drysser mere ned fra himlen og således formes nu sidst i januar 1929 en ny udstilling i gården foran Rialto til stor begejstring for både store og små. Det er en hel dyrepark med næsehorn, kænguruer, elefanter og aber i træer, der ved aftentide projektørbelyses med en helt fantastisk effekt. Der betales blot en beskeden entré for at se udstillingen og indtægterne går til at indkøbe brændsel til de fattige. Ja, se, det var en god historie fra 1929 og den foregik ikke en gang oppe på biograflærredet. Den hidtil største succes i Rialto nås den 20. april 1931. Denne dag er der premiere på ”Anna Christie” i to biografer og det er to forskellige film indspillet på Metro-Goldwyn-Mayers studier i Hollywood i de samme kulisser med nogle måneders mellemrum. I den ene version instrueret af Clarence Brown taler Greta Garbo engelsk og svensk og i den anden instrueret af Jacques Feyder taler hun tysk. Carlton viser den tyske, mens Rialto viser den amerikansk-svenske version. |
|
 Rialto
i baggården den 4. oktober 2021. Foto: Thomas HauerslevI maj 1934 får Hilmar Clausen, tidligere teaterdirektør i Tivoli, bevillingen til Rialto og man er spændt på, om Clausen nu også kan komme overens med Mie Philipsen. Otto Petersen pensioneres, men hæver fortsat en årlig gage indtil sin død mange år senere. Om sommeren viser Clausen kavalkader med 100 film på 100 dage. Konceptet fortsætter også efter Clausen er flyttet ud igen. Han forsøgte allerede i 1937 at få rykket sin bevilling, men det lykkes først i 1938, hvor han bliver direktør og bevillingshaver til Dagmar, der åbner i marts 1939. Fru Philipsen overtager nu selv roret. Rialto bygges samme år væsentligt om efter nye tegninger af biografens oprindelige arkitekt, nu kgl. bygningsinspektør Alex Maar. Hele salens tag forandres ved at blive hævet betragteligt i forhold til tidligere. Det fremstår indvendigt med en helt ny bueform gennem et nedsænket loft, der strækker sig fra operatørrummet helt oppe under taget bag balkonen frem til endevæggens proscenium, der næsten går i ét med buen ovenfor. Væggene er lyse og behagelige i en blid, gullig tone uden rummet på nogen måde forekommer det mindste køligt. Med mellemrum er der opsat miniature-rosetter som diskret pynt. Det er nogle små dupper, som også blev benyttet, da Alexandra blev indrettet i 1942. Disse eksisterer hele biografens levetid og der findes spor ’bag kulisserne’ af dem helt fremme i det nye årtusind. Bagvæggen har træfiberplader med god akustisk virkning. Nederst er der opsat paneler i cubamahogni, der følger med ud i foyeren samt opgangene til balkonen, mens balkonens front er betrukket med mønstret, lyseblåt silkestof. Det nedsænkede loft er malet i en azurblå farve og indirekte belyst hele vejen rundt. De nye fortæpper har fået et helt nyt farvespil og det yderste fortæppe i perlefarvet silkeatlask er elegant draperet som på de levende teaterscener, således det kraftigt røde bagtæppe syner bagved. Prosceniet flankeres nu af to enorme, lueforgyldte statuer udført af billedhugger Einar Utzon-Frank. Det er visdommens gudinde, Pallas Athene og prinsen af Troja, Prins Paris også kaldet Alexandros, der blev valgt som dommer i en skønhedskonkurrence mellem de tre skønneste gudinder, Afrodite, Hera og Pallas Athene, hvor det er Afrodite og Hera, man mangler i Rialto. Balkonen er stærkt udvidet ind over salen og har nu udgangstrapper direkte til gården i en tilbygning på hver side således, man ikke længere går gennem foyeren. Det fungerer langt mere praktisk, men betyder samtidig et farvel til garderoberne. De nye lænestole fra Odense Stolefabrik er af lyst birketræ med pastelblåt betræk. De er ens over hele salen og bredere end de gamle, hvilket betyder færre pladser på gulvet. Da balkonen omvendt er udvidet, betyder det sammenlagt en forøgelse af sæder i forhold til tidligere. Der er nu 853 pladser i Rialto. Operatørrummet er moderniseret med helt nye filmmaskiner og ventilationsanlægget puster ikke længere luft op under tilskueren fra hvert andet sæde men gennem kanaler i loftet. Oprindelig var tanken, at tobaksrøgen skulle sive op og ud, så det generede mindst muligt, men i 1939 er tobaksrygning også blevet forbudt i Rialto efter storbranden i Park Teatret i 1937. Foyeren har ikke gennemgået de store forandringer, men er blot opmalet i salens gyldne farver. Der er tillige opsat bænke med magelige hynder, men ellers foretager man sig ikke alverden i dette område. Det forventes nemlig, at man kan bygge hele foyeren om ved først kommende lejlighed. Der er nu ansøgt om tilladelse til at fjerne Møstings Gård trods fredningsklausulen, idet kommunen samme år planlægger en udvidelse af vejføringen og fortovet på Smallegade, der som navnet antyder ikke hører til byens bredeste. Porten ind til biografen er nu blevet cremefarvet og Rialto-navnet hænger på et skilt lodret over portens top, der også har et kvadratisk facadeskilt over sig med den aktuelle titel. I 1941 er der skitseret tegninger for Frederiksbergs nye rådhus lige på den anden side af Smallegade samt en flytning af Møstrings Hus, der ligesom bygningerne i ’Den gamle by’ i Aarhus’ pilles ned og her genopføres i grønne omgivelser bag det nye rådhus. Rådhusbyggeriet påbegyndes som planlagt i 1941, men på grund af materialemangel står det først færdigt i 1953. Først i 1960 bliver det fredede hus taget ned sten for sten. Nationalmuseet havde allerede taget afstøbninger i 1942. Tilbage i 1939 genåbnes der den 25. november 1939 med Bette Davis i ”Hendes fortid” og man er ovenud tilfreds med resultatet. Til festforestillingen fremsiger Holger Gabrielsen en prolog af Kjeld Abell. Filmen vises til den 10. december. I krigsårene blev Rialto flittigt benyttet til teater og revy og man tog på en måde forskud på fremtiden. I 1945 er Stig Lommers ti-års jubilæumsrevy en helt uovertruffen succes, hvor billetkontoret bestormes endnu heftigere, end når der vises film på lærredet. I en tid med filmmangel er en ny teaterforestilling ikke noget ringe bytte. Kort efter krigen bliver Mickey Rooney i ”Unge Edison” biografens hidtil største succes, da filmen er på plakaten i halvanden måned fra premieren den 16. august 1945. Herefter går det slag i slag efterhånden som langt flere nye film tilflyder de danske biograflærreder. I Rialto er de amerikanske titler nu de mest populære og sådan forholder det sig såmænd også blandt alle de øvrige. Pludselig er ”Stolthed og fordom” med Laurence Olivier og Greer Garson på plakaten i 3½ uge, ”Mine kone på gæstespil” med Claudette Colbert i fire, ”Intermezzo” med Ingrid Bergman og Leslie Howard vises i 4½ uge og ”Tvillingerne” med Garbo og Melvyn Douglas når 5½ uge på plakaten. Det er helt tydeligt, hvilke film, der fungerer rigtig godt i Rialto. I foråret 1947 når ”Blod på solen” med James Cagney at spille næsten to måneder, før den udskiftes. I 1954 er der skriverier omkring manglende kontorlokaler på Frederiksberg og Rialto kan man åbenbart godt undvære, hvis det ikke kan være anderledes, men sådanne yderligheder skrider man heldigvis ikke til. Op gennem 1950’erne er Rialto jævnligt blandt premierebiograferne på danske film, men i 1960’erne holder man atter de fleste film tæt ind til kroppen og deler nødigt med andre. Fru Philipsen havde gået med planer om et nyt byggeri lige siden 1939 og perfektioneret dem allerede i 1942, men først sidst i 1950’erne kunne de realiseres. Mie Philipsen var død i november 1954 og maj året efter fik hendes søn bevillingen til Rialto. Constantin Preben Philipsen, bedst kendt blot som Preben Philipsen, havde i sine unge år fungeret som operatør og en kort stund arbejdet som instruktørassistent i Frankrig, før han opretter Constantin Film i Tyskland, som sælges videre i 1955. Tilbage i Danmark indtræder Preben Philipsen i moderens distributionsselskab, der bærer samme navn. Philipsen lejer sig ind i Palladiums studier, hvor det er planen at optage en række tyske film på dansk jord, men det bliver snarere danske film, der kommer ud af det. I den moderne fremdrift installeres der naturligvis CinemaScope i Rialto. Det sker i 1957, hvorved prosceniet bygges om og de forreste rækker fjernes. Antallet af siddepladser daler hermed til 807. Der opsættes samtidig nye vinrøde stole med Ashley-velourbetræk. Biografen genåbner 2. pinsedag, den 10. juni med ”Mannequin i Paris”, som netop er i scope. I 1958 køber Philipsen de resterende nabobygninger omkring Rialto og kan dermed endelig påbegynde den særdeles tiltrængte forandring ud mod Smallegade. I maj 1959 besøger Billy Wilder og Jack Lemmon Rialto i forbindelse med en tidlig særvisning af ”Ingen er fuldkommen”. Efter filmen var der cocktailparty i foyeren, hvor Dirch Passer også var tilstede. Sikke’n aften – og nat det må ha’ været! Premieren i oktober deles med Nygade og begge biografer spiller filmen i over tre måender. Hvem kunne også ønske sig mere end denne fuldkomne Billy Wilder-komedie med et stjernecast bestående af Marilyn Monroe, Jack Lemmon, Tony Curtis og George Raft? |
|
 Odense
Stole & Møbelfabrik brugte Rialto i deres annonce - medio 1960erne. Fra
Biograf Bladet.1959 havde i øvrigt været et helt forrygende år repertoiremæssigt med nogle film, der stadig i dag rangerer øverst på toplisterne over verdens bedste film. Allerede den 3. november året forinden havde Billy Wilders forrige film, ”Anklagerens vidne” med Tyrone Power, Charles Laughton og Marlene Dietrich, haft premiere og slået alle hidtidige rekorder. Den var på programmet i hele 4½ måned. Ikke underligt, Wilder havde fundet anledning til at lægge vejen forbi. Fra 18. maj 1959 var Sidney Lumets ”Tolv vrede mænd” på plakaten med tolv fantastiske skuespillere. Det hele blev jo bare bedre og bedre! I 1960 får Rialto Films ”Den sidste vinter” premiere i både Rialto og World Cinema og fra 2. juledag slår man atter pjalterne sammen med Nygade til Billy Wilders nyeste komedie ”Nøglen under måtten”, hvor Jack Lemmon denne gang er i selskab med Shirley MacLaine. Filmen er lige så god som den forrige, men det er selvfølgelig svært altid at nå samme højder i besøgstal. Møstings Gård er nu endelig blevet fjernet og en ny, smal syvetagers ejendom står færdig i foråret 1962. Den nye biografindgang fra Smallegade rykkes nogle skridt til venstre, hvor den gamle Møstring Gård havde ligget. En overgang sidst i byggefasen er det meget vanskeligt at manøvrere sig ind til biografen. Ved færdiggørelsen påbegyndes den næste store fase, hvor nabohusene rives ned og den kolossale hjørneejendom i næsten samme højde indrettes fra Smallegade rundt om hjørnet og ned til Howitzvej. Alle med butikker og en række erhvervslejemål på etagerne ovenfor. Begge huse udstyres med inddelte altaner i moderne stil, der er lukket på siderne og afskærmet nederst foran. Den nye bebyggelse rykker syv meter tilbage på Falkoner Allé for at flugte med Falkonercentret i næste blok, mens etagerne over stuen er trukket en anelse tilbage i balkonniveau således, der bliver en smal, men markant hjørnegavl til Rialto-huset med lysegrønne marmorplader og biografens navn lodret oppefra og ned, der kan ses hundrede meter væk. Rialto-bygningen er i fortovshøjde åben med søjler som eksempelvis Imperials indgangsparti et par år senere, hvilket giver en traditionel indgangsportal. Der er et underjordisk parkering i to plan. Hele byggeriet koster omkring 18 millioner kroner. De sidste uger før åbningen har det været nødvendigt at holde lukket for at få hægtet det hele sammen. Der genåbnes mandag den 4. juni 1962 med Buster Keaton i ”Generalen” for at mindes de gamle stumfilmsdage. Filmen var tidligere kendt som ”Krig og kærlighed” og Constantin Film er udlejer. Ude foran er det meningen at filmstjerner, ligesom foran Grauman’s Chinese Theatre på Hollywood Boulevard i Los Angeles, skal sætte deres autograf eller fodaftryk. ’Stedet hvor stjernerne mødes’, står der foran med stjerner nedmejslet i fliserne. Man håbede, Buster Keaton vil gøre den ære at komme forbi som den første. Han havde ikke lang tid forinden været en tur i Tyskland, hvor man havde fundet en ganske let slidt kopi af den gamle film og arbejdet med den i et laboratorium, hvor den var tilsat ny lyd og effekter. Man husker nok, hvorledes Kino-Palæet og et svensk filmselskab var kommet galt afsted ved at gøre noget tilsvarende med Chaplin-filmen ”Charlies plejebarn”, men Keaton var omvendt begejstret for resultatet og det er denne, nye version, der nu får premiere. Han skal også forbi London og Paris for at kaste glans over nypremieren. ”Generalen” bliver genanmeldt som et stumfilmshovedværk på linje eller bedre end Chaplins produktioner og det siger ikke så lidt. Publikum er mindst lige så begejstret og filmen holder sig på plakaten i hele to måneder. Det nye billetsalg er placeret med salg ud til gaden i venstre side. Til højre fører glasdøre ind til et nyt indgangsparti med udhængsskabe. Her går man nogle trin op til endnu en kort passage i et glasafsnit, der forbinder det nye forhus med den oprindelige foyer, der er bygget om og holdt i dæmpede farver. Til højre for passagen indrettes med tiden en lille have til minde om gamle dage, dengang hele arealet bestod af græsplæner og blomsterbede. Foyeren er udsmykket med træpaneler i palisander, mens gulvene er belagt med blågrønne gulvtæpper i mexicansk mønster. Flere tusind frit ophængte lysrør giver mindelser om et ’sæbebobleloft’. Toiletterne ligger samme sted ude i siderne, men den indre foyer er nu et større, sammenhængende rum. Der er kommet nyt lydanlæg, men salen er herudover kun pudset let op i denne ombæring. Bagved på salens alle dage triste bagvæg ud mod Howitzvej kommer en plakatstreamer op. Svenn Eske Kristensen er arkitekt bag forandringerne. Den 20. juli 1964 genåbner Rialto efter istandsættelse med endnu en repremiere, denne gang Jacques Tatis ”Festlige feriedage” igen ved en genimport fra Constantin. Denne vises til den 30. august. Man skal være klar til biografens 40-års jubilæum den 1. oktober og til premieren på Joseph Loseys ”Snylteren” den 21. september går alle indtægterne til Constantin Philipsens hjælpefond for biografteaterfunktionærer, som Preben Philipsen havde oprettet i forbindelse med faderens 100-års dag i 1959. Ved samme lejlighed i 1964 markeres åbningen af Kosmorama 60 år tidligere, den 17. september 1904. Én gang om året herefter går alle indtægter til denne fond. Den 30. august 1965 er der premiere på ”Norden i flammer” om den norske frihedskamp under krigen. Gallapremieren overværes af kongeparret. Flere timer før forestillingen spillede Politiorkestret og Søværnets tamburkorps foran Christiansborg, hvorfra man gik march gennem byen til Frederiksberg Rådhus, hvor koncerten fortsatte. Filmen er en dokumentarfilm og bliver ikke den helt store publikumssucces efterfølgende. |
|
 Den 6. oktober 1966 får Rialto sin største succes nogensinde. Denne dag
får David Leans
"Doctor Zhivago" med Omar Sharif, Julie Christie og
Geraldine Chaplin premiere i overdådig 70mm Panavision. En meget
smukkere film i dette format findes ikke. Biografen havde holdt lukket
ti dage forud for installation af 70mm. Rialto viste i denne tid
midnatsgysere om fredagen og hovedprogrammet før lukningen var tilmed
også en ægte gyser, nemlig en reprise på Hitchcocks ”Fuglene”. Der er
fjorten dages forsalg til ”Doktor Zivago” i hele perioden, hvor man
spiller en aftenforestilling med pause og derudover
eftermiddagsforestilling lørdag, søndag og helligdage. Overskuddet ved
åbningsdagens gallapremiere gik til grønlandsk hjælpearbejde. Publikumstilstrømningen var kolossal og man kunne melde totalt udsolgt i ugevis! ’Doktor Sivsko’, som filmen kærligt blev kaldt vidt og bredt lige siden, spillede næsten et år. Ligesom ”South Pacific” i Tre Falke Bio nogle år forinden, var ”Zivago” en film, man bare skulle se og det var ikke kun i København, publikum strømmede til. Også i Esbjerg slog filmen rekord i Phønix Teatret med et halvt års tid spilletid. Sådanne spillelængder var aldeles uhørt udenfor hovedstaden. ”Doktor Zivago” stopper kun i Rialto på grund af endnu en ombygning af salens indre. Rialto holder lukket i perioden fra den 18. september 1967 og frem til jul. Det måtte virkelig være nødtvungent, siden man holder pause midt i biografens bedste år nogensinde, men måske også netop derfor? Den tidligere balkon rives helt ned og erstattes af en ny og kortere, hvorved man slipper af med de to søjler. På gulvplanet hæves de bagerste rækker for bedre udsyn, mens der midt i salen er et svaj nedad og herefter en mindre stigning op mod lærredet, der bliver endnu større end hidtil med nyt fortæppe af glitrende kunststof. Med afkortningen af balkonen fremstår salen langt mere åben. Der er tilmed installeret et helt nyt ventilationsanlæg med tanke på de længere film, som biografen forventer at vise fremover. Blandt syv forslag vælges den allerbedste lænestolsmodel fra Odense Stolefabrik med bredere armlæn og benpladsen forbedres også. Væggene males i pastelfarver og gulvtæpperne skiftes, men matcher i øvrigt de tidligere. Arkitekt Erik Engelstoft står bag det nyrenoverede Rialto, der får 737 pladser. Ombygningen koster to millioner kroner. |
|
 I hele lukkeperioden kan man ikke se ”Dr. Zivago” nogen andre steder på
Sjælland. Rialto havde oprindelig eneret på filmen øst for Lillebælt,
men når til enighed med filmens distributør om, at man sender kopien til
Odense og herefter kun har eneretten øst for Storebælt. Omvendt skal MGM
så levere en ny 70mm kopi til Rialto. Man forventer minimum, at filmen
kan holde sig på programmet et halvt år yderligere. For at dulme
abstinenserne indrykker forlaget Gyldendal annoncer med Boris Pasternaks
roman i to bind, nu man midlertidigt må undvære de levende billeder i
København. 2. juledag 1967 genoptager doktoren sine gode gerninger på
Smallegade og ender faktisk med at holde sig på plakaten helt frem til
den 27. april 1969, altså seksten måneder yderligere. Både publikum og
pressen var begejstret for det nye teater, der blev beskrevet som
’landets mest hyggelige, eksklusive og mest publikumsvenlige’. I løbet
af de første 52 ugers sammenlagte spilletid så en kvart million filmen i
Rialto og indspillede i samme tidsrum tre millioner kroner. Året efter
runder man 400.000 solgte billetter. Tre Falke Bio havde virkelig fået
kamp til stregen. ”Doktor Zivago” kom op igen i Rialto fem gange mellem
1972 og 1979 og filmen spillede da sammenlagt syv måneder yderligere.Det bliver John Schlesingers ”Fjernt fra verdens vrimmel”, der afløser doktoren. Julie Christie kan man fortsat opleve på Rialtos lærred, for hun spiller hovedrollen i den nye film, der også vises i 70mm. Denne er på plakaten frem til den 3. august. Her får endnu et af årtiets hovedværker premiere, nemlig Stanley Kubricks ”Rumrejsen år 2OO1”. Ligesom de to forrige er filmen fra MGM og i 70mm. Rumrejsen bliver ikke en helt så stor succes som forventet og er ’kun’ på plakaten til den 18. december, men er dog hyppig gæst på biograflærreder rundt om mange år frem. Rialto tager den selv op tre gange yderligere men ikke med samme resultater som ”Doktor Zivago”. |
|
 Den 19. december 1969 er man vendt tilbage til 35mm, men får her omvendt
en succes, man slet ikke havde set komme. Denne dag får ”Kaktusblomsten”
med Walter Matthau, Ingrid Bergman og Goldie Hawn premiere. I
særdeleshed det unge stjernefrø Hawn i sin første rigtige
spillefilmsrolle bliver publikum helt eksalteret med. Hun vinder en
Oscar for sin birollepræstation og uden hende var der slet ikke nogen
film. ”Kaktusblomsten” bliver en gevaldig succes og er på plakaten i
over otte måneder. Først den 31. august 1970 er der atter ny film på
plakaten, denne gang ”Bob & Carol & Ted & Alice”, der ligesom den
forrige rammer plet i tidens ånd. Det er en lille kærlighedshistorie,
nærmest et kammerspil, med gode kræfter som Natalie Wood og Elliott
Gould på plakaten. Filmen er instrueret af Paul Mazursky. Det var en
artfilm anno 1969-70, som folk vil se. Nok kun i fire uger i Rialto, men
det er heller ikke så ringe endda. 1970 er et løssluppent år i Rialto og
det ændrer ”Når guldfeberen raser” ikke på, da 70mm med denne vender
tilbage den 12. oktober. Her er det Lee Marvin og Clint Eastwood, der
tegner hovedrollerne, mens Jean Seberg yder smuk figur i en birolle. I februar 1971 får Constantin Films ”Løgneren” med Frits Helmuth premiere i Imperial den 18. december 1970, men Rialto overtager filmen den 8. februar 1971. Forud havde ”Camelot” fyldt op som repremiere i blot tre dage efter en ”Baskende Ørn” med Anthony Quinn havde forvildet sig ind på lærredet med pauvert resultat til følge både kunstnerisk og økonomisk. Efter ”Løgneren” burde der den 26. februar 1971 have været dacapo med Goldie Hawn i en film med en så fornøjelig titel som ”Der er en pige i min suppe”. Ikke mindst fordi Peter Sellers havde hovedrollen, men denne film blev aldrig nogen særlig succes. Heller ikke ved senere repremierer. I samtiden var titlen heller ikke helt så original, som den lyder, for allerede tre år forinden havde Platan haft succes med en agentkomedie med titlen ”Der er et lig i min suppe”. ’Dejligt pigebarn i tynd farce’ hedder det sig i anmeldelserne, men pigebarnet er dog på plakaten en måned, så værre går det heller ikke. Mens suppen varmes op de sidste dage, lægges der an til et nyt superhit. ”Love Story” har allerede fyldt biograferne i USA siden jul og bogen er i Danmark ligesom ”Doktor Zivago” udgivet på Gyldendals Forlag. Som et af de første steder ude i verden kan Rialto i København holde danmarkspremiere på denne tåreperser med Ali MacGraw og Ryan O’Neal den 29. marts 1971. Der er vist aldrig i filmhistorien blevet grædt så meget som til netop denne film. ’Drivende sentimental’ hedder det også i pressen, der inderst inde syntes godt om den. Filmen vises til den 19. august og kommer op i Rialto tre gange siden. Fra ”Doktor Zivago” og seks års tid frem er Rialto blandt de absolut mest succesfulde i hele Danmark. Kinopalæet har i disse år underskud, mens Imperial og Saga også er i problemer. Palads klarer sig udelukkende på grund af ”Olsen-banden”. Heller ikke Tre Falke Bio oplever helt samme tal som tidligere efter Rialtos intervention med 70mm, men i en årrække er det to Frederiksberg-biografer, der står for den filmiske teaterunderholdning i byen. Begge biografer illuderer gennem (næsten) alle tider også netop teatrene, ved kun at spille om aftenen plus om eftermiddagen i weekenden. Man kunne nu nok spørge sig selv, om det mon ikke havde været en god idé for dem at give en eftermiddagsforestilling alle ugens dage? Det kunne muligvis tilmed have betydet en gunstigere filmlejeafregning. Den 20. august 1971 er det slut med den ene kærlighedshistorie, men en anden overtager. Det er ”Ryans datter” instrueret af David Lean med Robert Mitchum, John Mills og Sarah Miles. Filmen vandt to Oscars, men filmen varede 3½ time og føltes dobbelt så lang. Det blev den sidste film, der fik premiere i Rialto i 70mm. Den 17. januar 1972 gør man som året forinden og overtager sin egen-producerede ”Hosekræmmeren” fra Saga, der havde spillet filmen siden jul uden stor fornøjelse. Filmen var ligesom ”Løgneren” instrueret af Knud Leif Thomsen og var såmænd udmærket men baseret på Steen Steensen Blichers roman, var den måske ikke helt moderigtig. Det var Richard Mulligans sødmefulde ”Sommeren ’42 – jeg glemmer dig aldrig” med Jennifer O’Neill heller ikke den 7. februar, men det var nu alligevel en af årets bedste film. Den 25. februar tager man ”Cleopatra” på plakaten i stedet. Den havde allerede spillet en uge i januar til overraskende gode tal og nu tager man den så op igen. I Rialto vises den nu længere, end den overhovedet var på plakaten ved sin oprindelige premiere i Imperial i 1964, hvor den aldrig manifesterede sig. Premierefilmene i Rialto er fortsat fine. I maj 1972 vises Walter Matthau i ”Kotch – en helvedes go’ bedstefar” og i juni kan man se Clint Eastwoods instruktørdebut ”Mørkets melodi”, hvor han også selv spiller hovedrollen. De efterfølgende måneder er titlerne mere fjollede, men den 27. oktober kommer Bob Fosses storstilede ”Cabaret” med Liza Minnelli på plakaten. Man havde forhåbninger om at lige netop denne måske kunne gå i Zivagos fodspor og var formentlig pænt skuffet, da filmen allerede måtte tages af plakaten op til jul. Der er ikke planlagt nogen julepremiere, men en julegave får man endda, da Chaplins ”Moderne tider” får repremiere for første gang i seksten år. Filmen bliver en større succes end nogensinde og er på plakaten helt frem til den 22. marts 1973. I Tyskland står Preben Philipsen nu bag Tobis Filmkunst, som har generhvervet rettighederne til en lang række af Chaplins spillefilm og disse købes også hjem til Danmark. Titlerne skal ikke op på én og samme tid; det er tanken at genudsende et par stykker om året. Efter ”Moderne tider” er ”Byens lys” en kolossal succes, mens også ”Monsieur Verdoux” klarer sig overraskende nydeligt, selvom man her ser ham i en ganske uvant rolle som seriemorder. ”Diktatoren” præsterer kun rimeligt og da man i 1977 når til ”Chaplins plejebarn” med nykomponeret musik af Chaplin selv, er publikum kørt træt i filmene. Allerede i 1973 indtræffer forandringerne i København, der på sigt bliver et punktum for Rialtos tid som biograf. Den 23. april åbner Henrik Sandberg ABCinema på Rådhuspladsen med to sale og det bliver som bekendt startskuddet på alle de fremtidige multibiografer. Rialto får herefter meget svært ved at få de film, man hidtil havde haft så stor fornøjelse af. Samme dag som ABCinema åbner sine døre, er der på Smallegade premiere på ”Den store vals” om komponisten Johan Strauss. Den ser da også på papiret ud til at være selvskrevet til Rialto, der får rimelig succes med den. Det er imidlertid også den sidste premierefilm længe, der kommer til at gøre noget væsen af sig. Sommeren byder på en minimal fransk-italiensk premiere fra Nordisk Film med den ganske skægge titel ”Røvere røver røvere”, men herudover er det repremierer, der placeres mellem titler, som flyttes ud til Rialto efter eksempelvis Metropol og Imperial, hvor man overtager Bergmans blændende ”Hvisken og råb” fra Metropol og Marco Ferreris ”Det store ædegilde” fra Imperial. Da biografbevillingssystemet er givet frit i 1972, er Preben Philipsen også mand for en udvidelse af sit imperium, så det ikke kun er filmforretningen, der blomstrer, som den har gjort internationalt lige siden hans fars dage. Nu kan biografforretningen udgøre en hel kæde. Det samme gjorde som nævnt Sandberg, der i forvejen havde Merry og det samme gør Palladium samt Gunnar Obel, der rykker fra provinsen til København. Philipsen involverer sig omvendt nu også i provinsen fuldstændig som sin far syv årtier tidligere, ligesom han udvider med en ny Rialto-biograf i Lyngby, der får navnet ’Rialto 2’. Denne bliver placeret i Lyngby Storcenter. Man planlægger at vise en del af samme repertoire simultant i begge biografer, mens Rialto 2 herudover skal vise øvrige programmer allerede fra om formiddagen, hvor den naturligvis kommer til at stå på børnefilm. Desuden også sene aftenforestillinger. I Københavns midte kommer Philipsen også indenfor og allerede midt i 1973 ejer han elleve biografer. Rialto annoncer nu som ’Rialto 1’. Robert Altmans Raymond Chandler-filmatisering ”Det lange farvel” med Elliott Gould som Philip Marlowe kan kun holde sig på plakaten halvanden uge i Rialto, da den får premiere den 1. oktober 1973. Meget bedre går det ikke med den tilsvarende og ellers glimrende spændingshistorie ”Mordets puslespil”, der følger efter. Så har man alligevel mere held med endnu en historie i samme dur i form af den snedige ”Dobbeltspil” med Laurence Oliver og Michael Caine, der vises fire uger fra den 12. november. Denne film åbner også Rialto 2. I julen 1973 har man endnu overskud til en pænt succesfuld premiere i form af ”En pikant affære” med George Segal og Glenda Jackson, men filmen var nu i virkeligheden en tam affære. I 1974 er der ikke meget at berette i Rialto før den hårrejsende ”Eksorcisten” med Max von Sydow og Linda Blair som den djævlebesatte pige. Filmen vises i fem uger sammen med Palladium (og Rialto 2). Filmen blev voldsomt opreklameret og man havde bestemt forventet sig mere trods det pæne resultat. Pressen elskede at håne ”Eksorcisten”, der kaldte den ’ufrivillig komisk’ og ’forloren’ og frydede sig, da den blev taget af i Rialto til fordel for Chaplins ”Diktatoren”. Politiken kaldte det for ’et prægtigt bytte’. Det var nu synd nok for ”Eksorcisten”, men den blev da også set på med helt andre øjne siden. Da Director’s Cut-udgaven fik premiere i 2001, var den pludselig blevet et mesterværk også her i Danmark. Den 28. oktober 1974 er der som med Chaplin mere sjov og ballade i Smallegade. Denne gang er det Mel Brooks’ afsindige ”Sheriffen skyder på det hele”, der spreder mere latter end kugleregn. Filmens mest afsindige historie i Danmark kan der læses mere om i kapitlet angående Cafe Biografen. I julen og frem vises Disney-tegnefilmen ”Robin Hood”. Tre år senere kommer ”Bernard & Bianca” op på samme måde. Begge deles med også med Rialto 2 og i centrum med Metropol på Strøget. Det er nu ved at tørre ind med de nye film, der set med udlejers øjne har bedre chancer for at indtjene mange penge i centrum. Efter et stille år cementeres det med Barbra Streisand-filmen ”Funny Lady”, fortsættelsen til ”Funny Girl”, der kun er på plakaten halvanden måned fra 18. august 1975. En premierefilm mere i året flopper og det samme gør den næste, der først kommer op sidst i maj 1976. I mellemtiden har man bl.a. vist ”Borte med blæsten”, der nu er oppe for fjerde gang. Den havde såmænd også altid leveret vældig gode tal i Rialto og var i denne ombæring på plakaten i over tre måneder. Fra 29. oktober 1976 vises ”Strømer” med Jens Okking sammen med Nørreport. Det er en succesfuld kombination og filmen er på plakaten næsten til jul, hvor ”Atom-bussen” med Stockard Channing tager over. Den 28. februar 1977 har ”Won Ton Ton – superstar” premiere om mandagen. Filmen var en kærlig hilsen til filmhistoriens mest kendte hund, Rin Tin Tin (1918-1932). Collien Lassie er kun ’en rolle’. Aldrig var der solgt så få billetter i Rialto til en premierefilm. Til 21-forestillingerne sad der kun en håndfuld mennesker. Allerede om fredagen er den pillet af igen og erstattet af repremiere på ”Fjernt fra verdens vrimmel”. Først den 4. november er der endnu noget at glædes over i form af ”Hærværk” med Ole Ernst, der spiller til jul. Filmen kommer også op i Alexandra og Amager Bio. Fra 2. juledag vises ”Skytten” med Jens Okking i fem uger sammen med Amager Bio og Nørreport. Man tager en vemodig afsked med Chaplin i ”Gentlemanvagabonden” gennem to uger fra den 30. januar 1978. I 1978 overtager Preben Philipsens søn, Kim Philipsen, biografen sammen med Lejf Bernt. Bernt drev forinden Greve Bio, før han blev direktør for Lademanns biografer øst for Storebælt og de unge biografdistributører får overbevist C.I.C. om at lade Rialto være med på ”Grease” med John Travolta og Olivia Newton-John den 15. september 1978 sammen med ABCinema og Tivoli Bio. Hermed får biografen sin allersidste kæmpesucces. Der er bankeudsolgt på Rådhuspladsen og Vesterbrogade, så Rialto reklamerer med, at der altid er plads i Rialto. Herefter strømmer de unge til Smallegade, hvad man bestemt ikke syntes om inde på Rådhuspladsen. Det var også farligt at love den slags med god plads, for pludselig blev der også udsolgt i Rialto. ”Grease” danser lystigt frem til jul, men nu var der stort set ikke flere premierefilm at få og repremiererne tilmed også vanskeligere at få fat i. I 1979 er ”Prophecy – forureningsuhyret” en gyser på afveje i Rialto. Fortsættelsen af ”Love Story”, ”Oliver’s Story”, går det helt galt med to uger senere og i efterårsferien forsøger man med endnu et ungdommeligt påfund gennem den engelske ”Music Machine” fra Kærne Film, men de unge vil hellere se den i Saga, der netop er udvidet til tre sale. Fra den 18. december vises ”Maria Brauns ægteskab” sammen med Grand og den er ikke stor nok til dem begge. Filmen vises en måned i mangel af bedre og det bliver biografens sidste premierefilm. Lejf Bernt og Kim Philipsen lukker biografen mandag den 30. juni 1980. Sidste forestilling er ”Cleopatra” i den gamle 70mm-kopi, som har været på programmet siden den 2. maj. Den havde faktisk spillet udmærket og de er ikke gået konkurs, som Bernt og Philipsen forklarer. Det er bare ikke sjovt, når man ikke kan få fat i de gode premierefilm. Nu kunne Palads med sine mange sale og de øvrige med deres udvidelser finde plads til det hele. |
|
 Rialtoskiltet
fra Howitzvej, set i den gamle Rialtobiograf's foyer i 2007. Foto:
Thomas HauerslevEfter lukningen fik Bernt og Philipsen luft under vingerne i det gendannede Constantin Film, som de fik gjort succesfuldt som i gamle dage med en række bemærkelsesværdige filmimporter. Selskabet kom til slut ind under Nordisk Film. Philipsen fortsætter siden familiens Rialto-selskab sammen med broderen, Peter og opretter Rialto Film Entertainment, der fortsat formidler filmrettigheder med Kim Philipsen ved roret. Preben Philipsen dør i 2005, 95 år gammel. Bernt har desværre også forladt os i en alt for ung alder. I 1981 bliver Rialto omdannet til teater og hele rummet ombygges amfiteatralsk rundt om scenen. En række forskellige ledere har fungeret på det, der blev kendt som ’Rialto-scenen’, bl.a. Ebbe Langberg og Flemming Enevold. I 2007 omdannede Anders Ahnfeldt-Rønne teatret til ’Camp X’ med nye kunstformer som ’intim-opera’. På dette tidspunkt havde Hovedstadens Teater opgivet Rialto. Det gamle biografrum var slet ikke til at kende igen. Balkonen var fjernet som selvstændig enhed, mens de forskellige niveauer med stole kunne omrokeres. I den bagerste del af den oprindelige sal blev der indrettet værksted, som stolerækkerne rejste sig henover, mens foyeren ved flere lejligheder blev bygget om og fik større bar til teatrets gæster. Antallet af siddepladser blev ligeledes væsentlig reduceret gennem årene. Vægge og loft i salen har intet med fortidens udtryk at gøre. I de gamle balkonafsnit anede man endnu loftets karakteristiske bueform, hvor der her var bygget om til personalerum og kontorer m.v. I 2009 fungerede huset som anneksscene for Nørrebros Teater med en række gæsteforestillinger og henover sommeren 2015 var der atter ved at blive skabt nyt teaterliv på Smallegade 2. Efter en årrække som Frederiksbergscenen og Camp X stod der nu atter Rialto Teatret henover facaden. Ambitionerne var høje med planer om forestillinger året rundt, men man måtte endnu en gang opgive efter alt for kort tid. Ude på gaden var billetsalget længe forinden lavet om til en populær grillbar. I årevis sad en stor, fed burger i det gamle udhængsskab til venstre (som billede, forstås). I skrivende stund er den der endnu, selvom grillbaren lukkede i 2019. Den står til at skulle erstattes af en ny burger-franchise. Teaterlokalerne fik ikke lov at stå tomme ret længe. Den 27. oktober 2017 åbner The Old Irish Pub med bandet Dirty Guns og plads til 977 gæster. Der er nu musikoptræden, fest og farver med en solid fadbamse på sidelinjen. Over gaden står pubbens navn i stedet for Rialto Teatret, men ellers ligner meget sig selv udvendigt. Baren er Danmarks næststørste kun overgået af samme etablissements pub på Vesterbrogade i Persilhuset, der forud husede Danmarks første McDonalds. De gamle fliser med stjernerne og glasdøre ind til foyeren er der endnu. Indvendigt er der ikke meget at genkende efter de mange ombygninger, men der må kunne arrangeres en skattejagt, hvor det gælder om at spotte mest muligt gammelt interiør. Måske man overraskes? |
|
|
• Gå til Biografer på biografmuseet.dk | Biografer Oversigt • Gå til København | Omegn | Nordsjælland | Vest, Midt & Syd • Gå til Bornholm | Møn, Bogø, Lolland & Falster • Gå til Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø • Gå til Sydjylland | Midt-Vest | Øst | Nord • Gå til mere om Rialto Biografen, Frederiksberg |
|
 • Gå til Rialto Teatret |
|
|
Gå:
tilbage
- op Opdateret mandag, 01 januar 2024 18:13:06 |
|