Palads Teatret, København |
Tilbage til
forsiden |
| Skrevet af: JG, biografmuseet.dk | Dato: 01.10.2021 |
 Københavns
anden hovedbanegård indrettet som biograf. Billede: Wikipedia, public
domainPALADS TEATRET Gl. Hovedbanegård Åbnet 17. oktober 1912 Lukket 30. april 1917 Københavns 2. Hovedbanegård var tegnet af J. D. Herholdt med loftskonstruktion båret af 36 træbuer af tømrermester Johan Vilhelm Unmack. Den blev opført i årene 1863-64 som erstatning for den første banegård fra 1847, der lå omtrent ved den nuværende med togforbindelse til Roskilde. Placeringen var lige ved siden af Tivoli, der var åbnet i 1843. Her blev der lavet hul i plankeværket, så det blev en forlystelse at se, når togene kørte. I 1860’erne var der behov for flere jernbanestrækninger og efter at have opgivet planerne om en ny banegård ved Nørreport, blev det til en placering omkring den nuværende Hammerichsgade omtrent, hvor Royal Hotel ligger i dag og op mod hjørnet til Axeltorv. Efterhånden blev også denne station for lille. Der blev skitseret en ny, nedgravet boulevardbane, der skulle forbinde de nordgående linjer med syd og vest. Hermed blev den nuværende, tredje Hovedbanegård indviet den 30. november 1911 på den modsatte side af Vesterbrogade. Den første vinter fungerede den nu lukkede banegårds ventesal som varmestue for hjemløse, mens duer har beslaglagt selve hallen til et kæmpemæssigt dueslag. I foråret 1912 lejer Constantin Philipsen den gamle banegård. Philipsen var en af de største aktører på det danske biografmarked i de tidlige stumfilmsår. I 1904 havde han åbnet Kosmorama på Østergade; Danmarks første permanente biograf, der kun viste levende billeder. I 1906 udvidede han i København med Royal-biografen på Vesterbrogade og desuden med stribevis af biografer i provinsen. Philipsen tænker hele tiden i større baner og sælger efterhånden sine første biografer. |
Læs
mere her: Biografer på biografmuseet.dk Biografer Oversigt Danmarks 70mm og Storformat Biografer Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne Biografpremierer 1911 - 2020 Film- og Kinoteknik 7OMM Film og De Store Formater Todd-AO, - det sensationelle filmsystem Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"! "Windjammer" i Cinemiracle CinemaScope | VistaVision Super Technirama 70 | Panacolor Dimension 150 | Sensurround High-Impact biografdesign |
 Philipsen går i 1910-11 med rigtig store tanker og forsøger at få fingre
i Det Ny Teater, der ligger mellem Gl. Kongevej og Vesterbrogade. Dette
’levende’ teater var åbnet i 1908 og dermed endnu ganske nyt.
Biograferne var på dette tidspunkt kendt som ’den stumme scene’ og i
mange år ringeagtet i forhold til den levende scene, man anså som en
meget finere kunstform. Det var absolut forståeligt i forhold til, at
filmene før 1908-09 var korte ’to-aktere’, der på ingen måde illuderede
den handling, der kunne udspille sig på de skrå brædder. Det ændrede sig
dramatisk i det efterfølgende årti, men hvad angår Det Ny Teater,
forblev det et traditionelt teater, som eksisterer den dag i dag.I stedet faldt Philipsen over den gamle hovedbanegård, som stod ubenyttet hen. Det lå i kortene, at bygningen skulle rives ned indenfor en årrække, men han indgik alligevel et fireårigt lejemål med Københavns Kommune. Folk var generelt af den opfattelse, at Philipsen nu var gået helt fra forstanden. Ingen troede på, en sådan kæmpebiograf kunne blive rentabel, men Philipsen havde skævet til Paris og New York, hvor storbiografer på stribe indrettede sig i tidligere kæmpeteatre. Den enorme banegårdsbygning kunne naturligvis kun blive til et biografpalads og Palads Teatret var hermed født. Resultatet var en interimistisk men alligevel for tiden ganske fint indrettet biografsal med mahogniudsmykning udenpå de oprindelige mursten og noget ganske andet end de hidtidige små biografsale i hastigt omdannede butikslokaler. Salen i Palads Teatret fylder kun halvdelen af den oprindelige banegårdshal, hvor spor og perroner er fjernet og omdannet til trægulv med løber. Der er god plads mellem stolerækkerne, der står forskudt i forhold til hinanden. De bagerste tyve rækker har en lille hældning på gulvet. Den store buekonstruktion i loftet blev bevaret og gav en god akustik. Man forventede derfor, lokalet også ville blive benyttet til koncerter og at Philipsen ville søge varietébevilling. Tanken om et kæmpelokale udelukkende benyttet til biografdrift lå endnu fjernt. Der er indrettet kongeloge i 1. sals højde i salens højre side ned mod lærredet. Længere tilbage er der heroppe et indskudt promenoire, hvor man kan kigge ned til salen udenfor spilletid. Der er ophængt tre gigantiske lysekroner i loftet, mens elektriske lamper i siderne giver et dæmpet, blåligt skær. De er i funktion, når lysekronerne er slukket under forestillingen. |
|
 Dokumentation
om antal siddepladser i
Palads Teatret (1912) med 1800 pladserDet helt nøjagtige antal siddepladser meldte Philipsen aldrig ud til offentligheden. De mest overdrevne tal fortalte om 3.000 sæder. Omkring åbningsdagen skrev alle aviser om 2.500 pladser, hvilket sikkert var, hvad Philipsen havde sagt i sin iver efter at imponere vidt og bredt, hvilket afgjort også lykkedes. Ingen talte naturligvis efter og ikke blot var tallet overdrevet – det var vildt overdrevet! En faktuel optælling af alle pladser i salen viser helt nøjagtigt 1.780 pladser. Hverken 3.000, 2.500 eller blot 2.000. En stilfærdig annonce fra 1914 om en koncert til fordel for Børnenes Kontor kom sandheden nærmest, da man her skrev om 1.800 pladser i salen. Palads Teatret var ved åbningen officielt Nordeuropas største biograf og Europas næststørste efter Gaumont Palace i Paris. Der var dog også Kæmpe-Biografen på Åboulevarden, som faktisk havde 2.160 pladser, men man solgte som regel væsentlig færre billetter, når der var filmforestillinger. Oprindelig var denne bygning af træ opført til cirkus og varieté i 1909. |
|
 Med sit lille stumfilmslærred på 6 x 6 meter har en teaterkikkert været
til god nytte i den lange biograf med 58 rækker. Faktisk var der på
udvalgte pladser opsat kikkertautomater, hvor man kunne leje en sådan
for 2 x 25 øre. For yderligere komfort er der indlagt centralvarmeanlæg
og tobaksrygning er tilladt. Der forefindes garderober, men man er
velkommen til at have tøjet med ind i salen. Gavlen ud mod Vesterbros Passage har Palads Teatret stående i bueform over et kæmpe ur, mens siden mod Scala Teatret (National Scala) var udsmykket med flag. I forhallen er der åben adgang med kioskudsalg af chokolade, blomster og cigarer. Den tidligere 2. klasse-ventesal er omdannet til foyer, mens 1. klasse-ventesalen er omdannet til lounge med ottomaner, marmor og spejle. Loungen er forbeholdt tilskuere med billet til fauteuilstolene. 3. klasses ventesal har adgang fra bagsiden ved Vester Farimagsgade (nuværende Axeltorv). Her er der forfriskningslokale til de billigste pladser bagtil indrettet med en buffet-restaurant, man finder meget tarvelig. Der er hverken borde eller stole ved åbningen og man er noget beskæmmet over den tydelige klasseinddeling. Den oprindelige restaurant er bibeholdt og henvendt det finere publikum. Lokalet er forskønnet i forhold til tidligere og nymalet i gyldne og blå farver. Samme farveskala går igen i salen. Der er endvidere indrettet café og tesalon til Damerne og i alt elleve store vægmalerier er sat op rundt om i foyerområderne. Ved åbningen finder man det hele mere kolossalt end egentlig ekstravagant. Den finere udsmykning er det ikke blevet til. Ombygningen til biografpalads koster Philipsen 150.000 kr. Der åbnes med pomp og pragt og sjældent har vendingen været mere kendetegnende end ved åbningen af Palads Teatret torsdag den 17. oktober 1912, hvor fine automobilkøretøjer på stribe kører ind foran hovedindgangen. Åbningsfilmen er Urban Gads tyske ”Generalens børn” med hustruen, Asta Nielsen i hovedrollen. Filmen ledsages af et mægtigt forfilmsprogram bestående af ugejournal og kortere franske lystspil. Der åbnes med en lyrisk prolog af Thomas Krag ”Til filmens ære” fremført af forfatter og kgl. skuespiller Elith Reumert, far til Poul Reumert. Modsat alle de små biografteatre sidder der ikke blot en enlig pianist foran lærredet, nej, der er et kæmpe tyve- eller tredivemands orkester dirigeret af Tivolis kapelmester Fr. Schnedler-Petersen. Åbningsnummeret var Kuhlaus ouverture til Johan Ludvig Heibergs ”Elverhøj”, der første gang var blevet filmatiseret i 1910. Ouverturen spiller en væsentlig rolle i ”Olsen-banden ser rødt” fra 1976, hvor banden til Bent Fabricius-Bjerres musikalske arrangement begår deres vel nok mest geniale kup i Det Kgl. Teater, hvor stykket i øvrigt har været opført over tusind gange. |
|
 Der vises kun én aftenforestilling samt en eftermiddagsvisning søndag
kl. 16 for familierne og en tilsvarende om lørdagen primært tiltænkt
fruerne. På premieredagen fandt aftenforestillingen sted kl. 20.15 og
varede ikke mindre end tre timer, hvilket var det længste hidtil på
dansk jord. Folk kedede sig en kende trods jævnlige bifald. Der var helt
udsolgt og gadens røde lamper kunne således tages i brug allerede på
åbningsdagen. Anden aften kunne man skære en halv times tid af
programmet. Denne fredag var der næsten fyldt i den store sal. Normalt
lå aftenforestillingen mellem 19.30 og 20.30 alt efter længden på det
samlede program og alle forestillinger afvikles med én lang pause. Der
er forsalg til forhøjet billetpris over telefon eller ved fremmøde før
kl. 15. Fra kl. 16 sælges eventuelt resterende billetter til ’ordinær
pris’. Ved åbningen kostede den dyreste billet til fauteuilstole 1,50
eller 2,00 kr. ved den forhøjede pris. De billigste pladser bagerst i
lokalet kunne på en heldig dag erhverves for blot 15 øre. Det var en
begivenhed af de helt store at gå i Palads Teatret og man forventede, at
gæsterne var iført pænt tøj. I hvert fald på første klasse.
’Kjøbenhavnerne har fået et nyt stykke legetøj at more sig med’, skrev
Politiken. Palads Teatret blev allerede før åbningen kaldt ’Plads Teatret’, da man ikke mente, det ville blive svært at få sig en siddeplads. Siden blev det mere kærligt til ’Ta’-plads Teatret’, som også fulgte med over i det nye Palads. Åbningsprogrammet vises til den 28. oktober. Herefter veksles de kommende måneder med titler, hvor hovedfilmene hverken er lange eller særlig mindeværdige. Først i marts 1913 begynder filmene at tilrane sig lidt mere almen interesse fremfor, det er oplevelsen ved at besøge selve Palads Teatret, der er hovedattraktionen. Den 25. april 1913 er der premiere på den italienske ”Quo Vadis?” med Amleto Novelli. Filmen varer hele to timer og bliver biografens hidtil største succes. Den vises i to måneder. Man begynder nu generelt at vise to film i spillefilmslængde samtidigt og det samlede program nærmer sig igen tre timer. Det var endnu en stor udfordring for det almindelige publikum, der få år tidligere ikke havde siddet længere end 30 minutter ved en biografforestilling. Palads gjorde alt for at illudere ægte teater. Næste store film var også italiensk, nemlig ”Pompejis sidste dage”, der blev vist i oktober. Ved juletid 1913 har man premiere på teatrets hidtil største danske film, ”Atlantis” med Olaf Fønss. I særdeleshed skæbnehistorier blev biografens største trækplastre. Blandt disse mest populære titler kan nævnes ”De ulykkelige” (”Les misérables”), ”Barnet fra Paris”, ”Kaptajn Scotts sidste rejse”, ”Den lille engel”, ”Månebarnet”, ”Skibsdrengen”, ”Cleopatra”, ”Den hvide slavehandel” (amerikansk version fra 1913), ”Richard Wagners liv og levned”, ”Corbillons pariserrejse” og ”Kaptajn Kleinschmidts polar-ekspedition” i dobbeltprogram samt ”Cirkus Wolfsons sidste gallaforestilling” osv. Spændingsfilm i eksempelvis detektivgenren blev aldrig vist. Set ud fra et kunstnerisk synspunkt, hvad man dengang yndede, holdt Palads Teatret et meget højt niveau, men publikum forlangte også meget. Betalte man den høje billetpris, skulle forventningerne også indfries. Ofte kunne det store orkester heldigvis redde selv en middelmådig film. I april 1916 udløber den fireårige lejekontrakt og allerede året forinden ser Constantin Philipsen sig om efter en ny placering. I forhandling med magistraten finder han en egnet grund lige ved siden af. Det er til venstre for Gl. Kongevejs nye udmunding ved Vesterport, der skal føre over den nye bro, hvor Vesterport Station siden bliver anlagt for S-tog. Området var tidligere jernbaneterræn. Det nye lejemål løber 25 år fra 1916. Det bliver imidlertid ikke Philipsen, der kommer til at stå i spidsen for det nye Palads. Efter længere tids forhandlinger sælger han i september 1915 hele herligheden til et konsortium med Sophus Madsen i spidsen for henved trekvart million kroner. Det er et meget højt beløb i 1915 og folk har igen svært ved at begribe værdien af den kolossale biograf. |
|
 Sophus Madsen driver i forvejen
Metropolteatret i Mikkel Bryggers Gade,
hvortil Walter Christmas har bevilling. Han er desuden direktør for
Dansk-Svensk Film. Madsen var oplært i et firma med møbelstoffer og
havde rejst rundt med lysbilleder i Danmark, optrådt som atlet og vist
levende billeder i Pantomimeteatret i Tivoli sidst i 1890’erne på et af
Lumieres apparater. Den første film blev vist kl. 22 samme aften, hvor
den var indkøbt om eftermiddagen og handlede om Tivoligarden, de gamle
abonniner, direktionen og trængslen ved tælleapparatet. Siden blev det
til film fra Lumiere, bl.a. tretten kortfilm om tyrefægtning. Han fik
1.500 kroner om måneden af Tivoli. ’Billederne skal være fuldstændig
klare og fremstilles uden rysten. Såfremt pressen fælder ugunstig dom
over billederne, kan engagementet hæves efter otte dages forløb’, lød
kontrakten. Han præsenterede også filmene på Bispensgade hjemme i
Aalborg. Jo, Sophus Madsen vidste nok, hvad det handlede om, men tingene
skete i en rasende fart dengang og folk var ikke længere synderligt
interesseret i de levende billeder, da først nysgerrigheden havde
fortaget sig, hvad øvrige danske filmpionerer også erfarede. Han rejste
derfor siden rundt i norske og svenske varietéer med flere nye film fra
Lumiere. Tilbage i fødebyen Aalborg indrettede han i 1908
City-biografen, der åbnede den 8. november – i Bispensgade – og som i
øvrigt fik et langt og lykkeligt liv.I Palads Teatret overtager han Philipsens bevilling og får hermed fuldstændig råderet over egen biograf. Han troede også, han havde gjort sig fri for sin tidligere konkurrent ved at lave en klausul om, at Philipsen ikke længere måtte drive biograf i København, men glemte at inddrage Frederiksberg. Her åbner Philipsen derfor til Madsens store fortrydelse en ny storbiograf blot et halvt år efter, Palads åbner sine døre på det nye Axeltorv. Disse omstændigheder er der mere om i kapitlet om Kino-Palæet. Palads Teatret i den gamle banegårdshal ender med at få sit liv forlænget et år frem til 1917. Sidste premierefilm er den amerikanske ”Hans lille engel” med Douglas Fairbanks, der vises fra den 9. til den 16. april 1917. Et par måneder forinden har den danske ”Pax Æterna” fungeret rigtig glimrende særligt på grund af sangledsagelse, men fra det sene efterår 1916 og frem havde Madsen skiftet program væsentlig hyppigere end Philipsen forud. Sidste film på plakaten er en genoptagelse af biografens største succes, ”Quo Vadis?”, som vises fra den 17. til den 30. april 1917. Herefter lukkes dørene til den gamle banegård for sidste gang. I maj 1917 sælges der ud af diverse inventarer. Alt fra konfektureforretning og pissoir til jernhalvtag bortsælges før nedrivningen, der påbegyndes sidst på måneden. De mange træbuer endte i Aarhus. Det nye Palads Teater slår dørene op den 26. januar 1918. |
|
 8.
januar 1916 |
|
 8.
april 1916 |
|
 16.
december 1916 |
|
 29.
april 1917 |
|
|
• Gå til Biografer på biografmuseet.dk | Biografer Oversigt • Gå til København | Omegn | Nordsjælland | Vest, Midt & Syd • Gå til Bornholm | Møn, Bogø, Lolland & Falster • Gå til Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø • Gå til Sydjylland | Midt-Vest | Øst | Nord • Gå til mere om Palads |
|
 • Gå til Palads Teatret |
|
|
Gå:
tilbage
- op Opdateret mandag, 01 januar 2024 18:13:02 |
|