| |
Ringkjøbing Kosmorama – Theater for levende Billeder / Kosmorama
Ringkøbing (1907) |
Tilbage til
forsiden
|
Skrevet af:
JG, biografmuseet.dk |
Dato:
01.09.2023 |
Kosmorama
Ringkjøbing (1907) (public domain)
Ringkjøbing Kosmorama – Theater for levende Billeder / Kosmorama
Ringkøbing (1907)
Nygade 21
Åbnet 24. marts 1907
Lukket 14. maj 1913
I januar 1907 vises både film på Ringkjøbing Teater ved Dansk Biograf
Co. fra Holstebro, mens brødrene Ib og Laurits Pasgaard viser film i
Håndværkerforeningens sal. Samme måned får avlsbruger Valdemar Nielsen
mod at tilføre fattigkassen 600 kroner bevilling til at drive fast
biografteater og indgår lejekontrakt med Håndværkerforeningen om at
benytte deres lokale. Dette åbner som ’Ringkjøbing Biografteater for
levende Billeder’ søndag den 17. februar 1907 og gentager visningerne
her om mandagen, men allerede tirsdag har Nielsen taget udstyret med til
Ulfborg.
Herefter finder en købmand penge til at opføre en selvstændig bygning og
således starter nu ’Ringkjøbing Kosmorama – Theater for levende Billeder’
på hjørnet af Nygade og Nørregade hurtigt og nødtørftigt opført af træ
på en sokkel, hvor der indendørs er plads til over 100 gæster.
Foretagendet blev i folkemunde kaldt ’Træskuret’ og stod i kontrast til
det nye Grand Hotel, der blev opført skråt overfor på det modsatte
gadehjørne, men indvendigt var der aldeles nydeligt. Forevisningslokalet
var smagfuldt dekoreret af den lokale maler- og farvehandler Hans
Nørgaard-Roe. Tre trin op gennem et lille vindfang med billetkontor og
man befandt sig i filmens paradis, hvor lykkefølelsen varede de cirka 25
minutter, samleprogrammet af korte filmstrimler bestod af.
På åbningsdagen søndag den 24. marts blev der givet fem forestillinger,
hvor alle var udsolgt. Det var dagen før påskeugen, hvor der måtte
arrangeres stribevis af ekstraforestillinger. Programmet bestod af
naturbilleder fra Frankrig, ”Smuglernes flugt og død”, ”Falskmøntneren”,
”Kunst og kærlighed” og ”Berliner ungdom”. ’Endvidere nogle prospekter
fra Ringkøbing, der ligeledes stod meget klart og skarpt’, som det blev
formuleret. Andre så ’en vis flimren’, men altså mindre end man var vant
til med rejsebiograferne. Der skiftes sædvanligvis program hver søndag
kontinuerligt afvekslende med sidste nyt fra de store
verdensbegivenheder. På de travleste søn- og helligdage gives herefter
helt op til elleve visninger med start hver tredje kvarter.
|
Læs
mere her:
Biografer på biografmuseet.dk
Biografer Oversigt
Danmarks 70mm og Storformat Biografer
Stoleplaner - Galle &
Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne
Biografpremierer
1911 - 2020
Film- og Kinoteknik
7OMM Film og De Store Formater
Todd-AO, - det
sensationelle filmsystem
Mine damer og herrer,
"Dette er Cinerama"!
"Windjammer" i
Cinemiracle
CinemaScope |
VistaVision
Super Technirama 70 |
Panacolor
Dimension 150 |
Sensurround
High-Impact
biografdesign
|
Kosmorama
Ringkøbing annonce 18. maj 1907
Førnævnte købmand er en ung mand på 26 år ved navn Frede Skaarup. Han er
født i Glumsø, men har i 1902 som 21-årig overtaget en blandet
købmandshandel her i Ringkøbing. Samtidig med opførslen af kosmoramaet
er Skaarup gået sammen med købmand Niels Birkedal om at bygge og drive
et badehotel i Nørre Lyngvig og er således godt i gang med at spille på
mange heste. Annoncerne for Kosmorama har samme pudsige udformning som
Struer Biografteater, der åbner nøjagtig samme dag på Schous Hotel
indrettet af hoteldirektøren personligt – der burde således ikke findes
nogen økonomisk sammenhæng mellem de to, selvom man forundres.
I juli 1908 holder Kosmorama lukket en uge for at udskifte en del af
interiøret heriblandt maskineriet, der erstattes af nyt apparatur
indkøbt i Hamborg og der garanteres fremover flimrefri fremførelse. Det
blev i øvrigt drevet af en gasmotor, byen havde endnu ikke elektricitet.
Publikum kvitterer begejstret med stærkt rykind henover sommeren, hvor
ikke mindst byens kongebesøg trækker fuldt hus, da billederne fra
begivenheden forevises i kosmoramaet. Man annoncerer lukning for
maskineftersyn den 3. november, men der genåbnes først onsdag den 10.
februar. Der er indkøbt ny motor i England, mens også resten af
herligheden er set grundigt efter i sømmene.
Den langvarige lukning har også andre årsager. Tidligere på året har
Skaarup på vej i toget mod Arden mødt postekspedient Johannes Hansen,
der er bestyrer i det nystiftede aktieselskab Th. S. Hermansen, som i
hjembyen Aarhus har overtaget driften af fotograf Thomas Sørensen
Hermansens
Fotorama, der
drives i en sidefløj til Aarhus Teater samt
Frederiksbjerg
Biograf-Teater i kvarteret syd for den århusianske banegrav, hvortil
Hansen sammen med en isenkræmmer har selvstændig bevilling i konkurrence
med Constantin Philipsens
Kosmorama fra 1905. Herudover har selskabet også overtaget
Hermansens biografforretninger i andre byer samt det store antal
investeringer, der er gjort i indkøb af udenlandske film. A/S Th. S.
Hermansen har fremover til hensigt at sikre sig eneret på de nyeste
billeder fra ind- og udland gennem en egentlig distribution.
Til at holde styr på det alt sammen savner selskabet en energisk, ung
mand med overblik og fandt, hvad de søgte i Skaarup, der let frustreret
over udviklingen i Ringkøbing blev hyret til at sætte system i den nye
filmdistribution, ligesom Skaarup med afsæt i Hermansens produktion af
dokumentarfilm blev initiativtager til spillefilmproduktioner i det
hastigt voksende selskab efterhånden med biografdrift mange flere steder
rundt om i Jylland udover København, hvor man tæt på magtens centrum var
nødt til at være ekstra varsom i forhold til bevillingsspørgsmålet.
Skaarup kom hurtigt med i ledelsen som direktør og tjente på få år
millioner af kroner til både sig selv og firmaet, der i 1910 blev omdøbt
A/S Fotorama.
Snart var han en af Danmarks mest celebre indenfor hele
underholdningsindustrien og allerede få år senere Københavns ubestridte
teater- og revykonge. Han glemte imidlertid aldrig sine år i Ringkøbing
– arnestedet for den senere succes. Fyldigere kapitler af hans
livshistorie vil være at læse flere andre steder på biografmuseet.dk –
særligt under
Det Lille Teater
i København (Scala-Bio) og naturligvis i
Aarhus.
I Ringkøbing har Skaarup solgt sit Kosmorama til et konsortium ledet af
isenkræmmer Valdemar Lange, der allerede et halvt år senere i august
1909 er så økonomisk tynget, at man påbegynder salg af månedskort, der
giver adgang til omtrent halv pris på søgnedage (dvs. ikke søn- og
helligdage) og lover endnu større besparelse, hvis en hel familie køber
adgang.
Tre måneder efter månedskortene har set dagens lys, ser det helt
dramatisk ud, da Kosmorama annoncerer tak- og afskedsforestilling
henover seks dage fra mandag den 22. til lørdag den 27. november med
afsluttende beneficeforestilling for personalet. Hovedprogrammet kommer
netop fra Fotorama i Aarhus i form af ”Den lille hornblæser”, hvor hr.
Skaarup endda selv medvirker. I anledningen har den kvindelige pianist
fået følgeskab af en herre på valdhorn.
Det er imidlertid slet ikke slut med biografen. Den er såmænd blot en
måned forinden solgt til maskinmester L.P. Hansen fra Aarup på Fyn, der
her umiddelbart forinden kortvarigt og uden succes havde drevet det
lokale
biografteater. I det større Ringkøbing måtte det kunne blive
bedre, men med en vis skræk har han beskuet sin erhvervelse og indset,
at han er nødt til at foretage sig noget gennemgribende med menageriet,
hvis han skal have det bare lidt pænere borgerskab indenfor og på sigt
løfte foretagendet til en god forretning, selvom overtagelsen dog kun
har stået ham i 10.000 kr.
Hansen fortsætter visningerne umiddelbart dagen efter, søndag den 28.
november endda med samme hovedprogram i form af hornblæseren, der om
mandagen skiftes ud med ”Storbyens offer” – tillige en Fotorama-film (og
dem kommer der mange flere af). Herudover vises ”Ildsprudlende bjerge på
Java”, ”I Yellowstones urskove” og ”Et bryllup” m.v.. Et alsidigt
program med flotte billeder, humor og dramatik. Snart kunne man til
udvalgte film høre et helt orkester, så også Ringkøbing-foretagendet var
ved at vokse sig større. Hansen indretter tillige forretning med salg af
elektriske anlæg og telefoner.
Placeringen var jo særdeles hensigtsmæssig, så hurtigt køber Hansen også
selve grunden, så han kan føre sine store planer ud i livet: Et helt nyt
hus med tilhørende biograf. Vi skriver da 1913 og de rigtig store
biografsale har endnu ikke for alvor fundet vej – ser vi bort fra
Palads Teatret i København – så faktisk bliver biografen blot et butikslokale
indrettet med relativt højt til loftet. Placeringen er nøjagtig den
samme som forud.
Sidste forestilling i det pæne skur finder sted onsdag den 14. maj 1913
med Robert Dinesen i ”Den tredie magt”. Imens det gamle Kosmorama rives
ned og det nye hus opføres, henlægges visningerne fra søndag den 18. maj
til Håndværkerforeningens sal, der nu for en tid endelig for en kort
periode kommer til at vise film under faste forhold med et særdeles
interessant appendix til netop den historie.
|
|
|
|
• Gå til
Biografer på biografmuseet.dk |
Biografer Oversigt
• Gå til København |
Omegn | Nordsjælland |
Vest, Midt & Syd
• Gå til Bornholm |
Møn,
Bogø, Lolland & Falster
• Gå til
Fyn, Langeland, Thurø,
Tåsinge & Ærø
• Gå til
Sydjylland |
Midt-Vest | Øst |
Nord
• Gå til mere om Kosmorama
Ringkøbing (i Haandværkerforeningens sal) (1913) / Ringkøbing Biograf
(2011) |
Kosmorama Ringkjøbing (1913) |
Kosmorama / Ringkjøbing
Biograf-Teater / Biograf-Teatret Ringkjøbing / Biografen Ringkøbing /
Ringkøbing Bio (1926)
|
|
|
|
|
|
• Gå til
Ringkjøbing Kosmorama – Theater for levende Billeder / Kosmorama Ringkøbing
(1907) |
|
Gå:
tilbage
- op
Opdateret
08-01-2025 |
|
|