Det Lille Teater / Scala-Bio, København | Tilbage til forsiden |
| Skrevet af: JG, biografmuseet.dk | Dato: 01.10.2021 |
 DET LILLE TEATER / SCALA-BIOVesterbros Passage / Vesterbrogade 2E Åbnet 22. november 1922 Lukket 22. marts 1964 I 1846-47 havde den litterære, borgerlige ’Kongens Klub’ med værtshusbevilling og forkærlighed for punch bygget et sommerlokale til medlemmerne i en markant, lidt tilbagetrukket bygning i to etager på Vesterbros Passage lige over for Tivoli. I 1872 blev klubben opløst og stedet solgt til værtshusholderen Rasmus Petersen, kaldet ’Kaffe-Pedersen’, der her indrettede ’Café Boulevard’ med eksklusivt menukort. Blot tre år senere blev det bygget om til et finere musiketablissement, der fik navnet ’Concert du Boulevard’. I 1880 blev stedet købt af snedkermester Hans Hansen, kaldet ’Hellig-Hansen’ på grund af sin præstelignende fremtoning, som ville skabe en større restaurant med levende underholdning. Det blev i 1882 til ’Etablissement National’ med nye tilbygninger udenom det gamle hus, der allerede få måneder efter blev revet ned og erstattet af en helt ny, højloftet koncertsal. Hansen sælger straks videre til brygger Carl Jacobsen og bygger i stedet Dagmar Teatret i Jernbanegade i 1883, hvor han må betale 200.000 kroner i erstatning til National, idet han havde forpligtet sig til ikke at anlægge noget konkurrerende etablissement. I 1884 er den gal igen, da han involverer sig i opførelsen af Cirkusbygningen og går konkurs med nye sagsanlæg på halsen og en udgiftspukkel i kølvandet på alle projekterne. Ved udgangen af 1897 sælges National atter videre og slår den 1. januar 1898 nu dørene op som ’La Scala’, men navnene bruges lidt i flæng. I oktober 1912 overtages Scala af den fremadstormende Frede Skaarup, der på ingen tid bliver en magtfaktor i det københavnske forlystelsesliv. Efter en beskeden købmandsforretning i Ringkøbing var han gennem Fotorama-selskabet i Aarhus kommet ind i filmbranchen og havde bredt interesseren videre ud til teater- og underholdningsindustrien. Han købte sig ind her og der og havde store planer med Scala som teater og biograf med plads til 950 gæster. I sommeren 1913 bygges lokalet om med en ny lilla fremtoning og bliver ganske kort benævnt ’Det Lilla Teater’, men man beholder nu ’Scala’ og ’Scala Teater’ som det officielle navn. Biografdrift kunne der ikke blive tale om, men Skaarup får i stedet en fod indenfor i ’Parisienne’ længere nede ad Vesterbrogade, hvor ’Vesterbros Teater’ et halvt år senere åbner som permanent biograf. Under Skaarups ledelse blev Scala betragtet som byens festligste og flotteste revyteater, hvor Liva Weel var et af de store trækplastre. Skaarup brugte en formue på at ombygge teatret fuldstændigt i 1917, men måtte opgive driften i 1927. Efter lukning i 1930 blev Scala atter bygget om i 1931, hvor det officielt genåbnede som ’National Scala’. | æs mere her: Biografer på biografmuseet.dk Biografer Oversigt Danmarks 70mm og Storformat Biografer Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne Biografpremierer 1911 - 2020 Film- og Kinoteknik 7OMM Film og De Store Formater Todd-AO, - det sensationelle filmsystem Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"! "Windjammer" i Cinemiracle CinemaScope | VistaVision Super Technirama 70 | Panacolor Dimension 150 | Sensurround High-Impact biografdesign |
 Det Lille Teater i 1922I tilknytning til Scala havde Skaarup allerede i 1919 indrettet en teaterscene i sidehuset, som han også ejede. Det fik navnet ’Edderkoppen’ efter bevillingshaverens tidligere teater. Forud lå der en natcafé, hvor Skaarup ikke brød sig om konkurrencen og derfor købte indehaveren ud for et beløb så stort, at han ganske enkelt ikke kunne takke nej, nemlig 100.000 kroner. Ovenpå strækker Jernbanehotellet sig over mod indgangen fra Jernbanegade. Der er desuden almindelig forretning i husets venstre side. Edderkoppen var en ’kunstnerkabaret’, som måtte lukke igen kort efter, da bevillingshaveren fratrådte. Ordet ’kabaret’ var nu kun et moderigtigt udtryk for moderne teater. Herefter kom der i 1920 ’intimt teater’ under ledelse af Holger Hofman, hvor stedets navn skifter til ’Det Lille Teater’. Det var vel så tæt på ’Det Lilla Teater’, man nu kunne komme. Skaarup havde naturligvis lige fra begyndelsen tænkt sig at indrette biograf i det nye lokale, men kunne heller ikke denne gang få bevilling til formålet. I februar 1922 forsøger Skaarup atter at få omdannet stedet til biograf. Det kniber fortsat med at få overbevist bevillingsrådet og Justitsministeriet, men på den anden side er man klar over, der mangler biografer i forhold til publikumsinteressen, mens de ’levende’ teatre som Det Lille Teater kæmper hårdt for at få fyldt pladserne. Skaarup oplever med samme problemer med Casino i Adelgade, som han agter at trække sig fra. Dagmar Teatret, som han også ejede, beholder han en rum tid endnu og med Scala Teatret og Det Lille Teater er der rigeligt at se til for den gode Skaarup. Og så er der alt det andet… Til slut går alle og tror, at folketingsmedlem E. Marott og dokumentaristen Gunnar Sommerfeldt kan blive de heldige, der går hen og får biografbevilling til stedet, men de ender med at flytte ind i Central Teatret, der åbner i februar 1923. Det bliver Hjalmar Davidsen fra Kosmorama, som havde ønsket sig en større og bedre adresse for sine film, der belønnes for sin gode indsats med bevillingen til Det Lille Teater, men kun midlertidigt indtil Alexandra Teatret i Nygade står færdig i 1924. I Det Lille Teater ændrer salen stort set ikke karakter i forhold til tidligere, da man er forhåndsparat med operatørrum og alle de praktiske installationer. Kun fremvisningsapparat og lærred skulle sættes op. Selve salen er ligesom Kinografen på Strøget meget lang og meget smal. Der er desuden balkon og sideloge og i alt plads til 594 gæster, 449 på gulvet og 145 på balkonen. Man finder det meget elegant og hyggeligt, selvom de mest rummelige forhold befinder sig i foyeren, der er udstyret med cocktailbar og pyntet med krukker, der efter sigende indeholdt giftige blomster! • Gå til stoleplan Scala Bio | |
 Biografen åbner onsdag den 22. november 1922. Davidsen havde fået bevillingen to uger tidligere, så det var gået stærkt. Åbningsfilmen har titlen ”Frie fugle”, en meget teatralsk film af Emanuel Gregers med Bodil Ipsen og Aage Fønss produceret af Nordisk Film. Programmet rummede herudover et lystigere kortfilmsprogram, der rundes af med en farce med en ny, amerikansk komiker ved navn Harold Lloyd i hovedrollen. Han havde nu allerede lavet film i årevis, men det var første gang, man så ham i Danmark og folk var vildt begejstret. Biografens orkester høstede også stort bifald og hele programmet spiller til den 4. december, hvor der skiftes til Mary Pickford i ”Slægtens yngste” baseret på ”Little Lord Fauntleroy”. Biografen er premierebiograf og får en række succesfulde titler på plakaten den kommende tid. De fleste film er amerikanske og danske, men der vises også franske og tyske, så man når vidt omkring i forhold til det samlede filmudbud. Filmene vises som regel mellem fem og fjorten dage. Sidst i september 1923 er Harold Lloyd på lærredet igen og denne gang har han fået en hel spillefilm at boltre sig i. ”Bedstemors egen dreng” gør stormende lykke blandt publikum og vises i to uger. Det bliver ikke det sidste, man ser til Lloyd her på Vesterbros Passage. En anden amerikansk skuespiller bliver også vældig populær og det udpræget blandt det kvindelige publikum. Hans navn er Rudolph Valentino og kan holde sig på plakaten noget længere end fjorten dage med ”Den unge Rajah” en måned efter. Det er ikke usædvanligt, at dørmanden foran Det Lille Teater må holde styr på køen af publikummer, der venter på at komme ind og få plads. Filmene spiller typisk hver halvanden time fra kl. 14 og der er tit udsolgt lige fra første forestilling. I januar 1924 er det Lloyd, der slår nye rekorder, da ”På vej til den syvende himmel” vises i 4½ uge. Filmen er da også fuldstændig forrygende og de halsbrækkende stunts, hvor Lloyd hænger udover vinduerne på en skyskraber – kun halvt om halvt med brug af stuntman – er skrækindjagende og hylende grinagtige på samme tid. Det er ’den med uret’, som er inspiration til Bahs’ og Ballings påhit med Egon Olsen bundet til Rådhustårnets ur i ”Olsen-banden går i krig”, da Lloyds figur også på et tidpunkt hænger i en viser langt over gadeplan. Godt nok snød man naturligvis både i Hollywood og København, da der i virkeligheden ikke var nær så langt til jorden, som det så ud, men i Lloyds tilfælde lå der en særdeles tyk madras nedenunder. Stribevis af Lloyd-succeser følger efter denne. Buster Keaton banker også på for at komme indenfor og Chaplins ”Cirkus” slår alle hidtidige rekorder, da den får premiere den 22. februar 1928 og vises i syv uger. Det Lille Teater viser stort set kun lystige film, folk vil more sig i denne biograf. Efter Hjalmar Davidsen havde redaktør V. Figgé fået bevillingen til Det Lille Teater efter hans Victoria måtte ophøre i 1923, men Figgé deltager ikke i driften, der 100% varetages af Frede Skaarup. Som erkendtlighed for at lægge bevilling til Skaarups biografdrift modtager han 30.000 kroner om året, hvilket var en særdeles udmærket gage. Victorias ejer, Christensen, var endt i Metropol på en dobbeltbevilling med enkefru Christmas i en biograf, der i praksis blev drevet af Sophus Madsen, som selv havde bevilling til Palads. Således er det de store filmmænd, der i virkeligheden repræsenterer en række af tidens mest succesfulde biografer. Det var de nok også bedst til! Det Lille Teater forandrer sig udvendigt hele tiden alt efter filmene og moden. Det typiske facadeindtryk er titlen i bogstaver henover første sal, mens indgangspartiet er fyldt med billeder og en høj streamerplakat over sig med bueform øverst for at harmonere vinduesformen. Der var en tilsvarende, lidt mindre over udstillingsvinduet til venstre. Imellem var der et lille skilt med biografens navn og små tidstypiske lamper. Det hele strålede i stærke farver. Til Chaplin-filmen ”Byens lys” i 1931 overtog Chaplin hele facaden. Øvrige nye biografer som Colosseum havde med held eksperimenteret med kæmpe facadeudsmykninger. Selvom der ikke var nogen baldakin i Det Lille Teater, betød det ikke, man ikke kunne gøre sig gældende på anden vis. Således var indgangen simpelt hen klemt ind mellem Chaplins ben, der fra siden stritter ud med sin stok. Det ene ben rager ind over vinduet ved siden af og hele facaden fyldes ud med Chaplin og filmens titel op over første sal. Sådanne facader ser man aldrig mere. | |
Med tonefilmens ankomst ses nu flere dramaer i Det Lille Teater, ligesom spændingsfilm også kommer indenfor og i 1932 skifter biografen navn. Nu vil man ikke længere blot være et lille teater. Frede Skaarup havde allerede i 1927 solgt hele herligheden incl. Scala ved siden af til ejendomsselskabet National. I 1929 lejede Cirkusbygningens direktør, Niels Nielsen, sig ind for en stund, hvor han ville vise tonefilm her i teatret, mens han holdt fast i stumfilmene i World Cinema. Scala Teatret var som nævnt bygget fuldstændig om og genopstået som ’National Scala’ i 1931 og året efter lukker Det Lille Teater den 30. juni for ombygning. Der genåbnes mandag den 12. september 1932 med George Alexander i den tyske ”To glade hjerter”. Grosserer Wilhelm Jensen bliver ny leder og siden officiel bevillingshaver efter Figgés død. Biografen hedder nu Scala-Bio.  Foyeren og facaden er bygget helt om. Udvendigt er der skabt en indgangsportal med kæmpe plakatstreamer ovenfor og atter herover biografens nye navn i lysende bogstaver og sirlig skrift. Der er plakatskabe på hver side. Bagved ligger en forhal med billetsalg omgivet af farvestrålende, røde vægge og gult loft. Atter bagved ligger en nu funkisbelyst gul foyer umiddelbart foran salen. Tonefilmsanlægget er allerede udskiftet til et langt mere driftsikkert og salen i øvrigt forskønnet på enhver tænkelig måde, men størrelsen har man ikke kunnet ændre på. Faktisk er den formindsket en smule, idet sidelogen på balkonen er fjernet, men herved tager rummet sig i midten rent faktisk en anelse større ud, idet der er et hak ind til venstre på knap 1½ meters bredde strækkende sig et stykke op, før rummet bagerst bliver smalt igen. Der er 39 rækker på gulvet. De forreste har kun ti pladser på hver, mens der i det lidt bredere midterparti kan sidde tolv på hver række. Bagerst er der blot ni pladser på hver, idet man her har gjort gangen en anelse bredere. Der er tre udgange i venstre side i midten og forrest, mens indgangen til salen sker bagerst fra venstre. Balkonens tolv rækker dækker over 132 pladser og der er i alt 548 sæder til rådighed med ventilation under hver stol. Væggene er af akustiske hensyn beklædt med stof i kraftig rød farve som forhallen, ligesom loftet i samme farver er inddelt i gule og røde felter med indirekte belysning. Der er nye fauteuilstole af bedste kvalitet og foran lærredet et nyt fortæppe i blåt. Den 3. oktober 1932 udskiftes de glade hjerter med en kvindelig spion, da Greta Garbo sammen med Ramon Novarro indtager lærredet som ”Mata Hari”. Filmen spiller i Aladdin, Colosseum og Park og bliver en kæmpesucces alle steder. I Scala-Bio vises den i fire uger. Succes på succes fortsætter herefter. Fra 1933 begynder danske film atter at indfinde sig på repertoiret. Idet man ikke hører til blandt centrums største – men dog blandt de mest attraktive – er man ofte med som eneste centrumbiograf, når mellemstore danske film får fællespremiere i en række brobiografer. Osvald Helmuth er en af disse premieregæster som ”Den mandlige husassistent”. Omkring 1935 overtog man for en tid førertrøjen i forhold til franske film og viste bl.a. Marcel Carnés ”Tågernes kaj” fra den 14. november 1938. I dag er Jacques Feyders ”Hertugen søger natkvarter” en fuldstændig glemt titel, men ved premieren solgte den titusinder og atter titusinder af billetter. Filmen var på plakaten i knap tre måneder, hvilket var biografens rekord. Det er også i Scala-Bio, man første gang kan se ”Halløj i operaen” med Marx Brothers og stribevis af Charlie Chan-krimier får premiere her. Ligeledes lægger man fra den 29. august 1938 hus til Errol Flynn som ”Robin Hood” i den bedste udgave nogensinde af eventyret instrueret af Michael Curtiz i farvestrålende Technicolor. Foråret 1939 byder på ”Gunga Din” med Cary Grant, der vises knap to måneder og biografen oplever i det hele taget gyldne tider. I sommeren 1939 er der således skabt grundlag for en yderligere modernisering af Scala-Bio, som derfor lukker den 20. juli. Lærredet med nyt fortæppe i rosa og blåt rykkes lidt tilbage fra første række og hele gulvet sænkes, så der med mere luft skabes lidt bedre udsyn. Der kommer nye og bedre stole i blåt betræk over hele salen, der males i lysere farver. Den lyse væg til venstre langs gangen får ahorn- og nøddetræspaneler i 2½ meters højde, mens nye lamper på højre side giver biografen et nyt behageligt lys i forening med indirekte belysning over de nye paneler, der fra hjørnerundingen ned mod lærredet strækker sig op i loftet og hele vejen rundt om lærredet som indramning. Samtidig udstyres loftet nu med stuk og et nyt ventilationssystem fremfor det hidtidige, hvor luften kom nedefra. Loftet går i en let bue i ét med den højre væg, hvilket afbøder rummets let klaustrofobiske tendens. Man døjer stadig med de to hjørnefremspring til venstre i salen, som man håber at kunne slippe af med nogen tid senere, men det sker nu aldrig. Det forreste hjørne forskønnes betragteligt med et lysende ur, mens hele siddevæggen over panelerne udstyres med relieffer af billedhugger Olaf Stæhr-Nielsen. Det relativt lille, kvadratiske lærred har man ikke mulighed for at ændre på modsat Kinografen, der nogle måneder senere kan udvide salen en anelse på tværs og genåbner som Bristol i januar 1940. I både forhal og foyer er de skrigende farver ligeledes afdæmpet, så de bedre matcher tidsånden, men facaden sørger man fortsat alle dage for at give et reklamebrøl, der ikke er til at tage fejl af. Foyeren er desuden udstyret med nye sofaer. | |
 Biografen genåbner den 26. august med Jean Renoirs ”Menneskedyret” med Jean Gabin. Som forfilm vises et musikstykke med Schuberts ”Ufuldendte”, hvorved man konstaterede, at den nye biografsal nu selv uden akustisk beklædning nærmest var ’fuldendt’ i forhold til, hvad man kunne forvente. Selv musikken kunne ikke have lydt bedre i noget teater i København, blev det noteret. Wilhelm Jensen lover at fortsætte driften af Scala-Bio med et afvekslende repertoire bestående af både kunstneriske og underholdende film. Man holder, hvad man lover. Efter ”Menneskedyret” følger Cecil B. DeMilles ”Union Pacific – stillehavsekspressen” med Barbra Stanwyck og Joel McCrea og efter denne er der mere ramasjang i ”Manden med jernmasken” efter Alexandre Dumas. I begyndelsen af krigen er det tyske udlejningsselskab UFA ikke bleg for at sætte afsender på deres filmannoncer, men i efteråret 1942 er det interessant at se, hvordan man nu nedtoner afsenderen på samme tid, hvor de danske og amerikanske selskaber omvendt synliggjorde deres navne langt mere end hidtil. Man bemærkede modsætningsforholdet ved de tyske film, som publikum gerne afstod fra at se, men også ved en fransk film som ”Seks mennesker myrdet” reklamerede man med ’Continental Films, Paris’ i stedet for at angive UFA, som distribuerede filmen. Da publikum ikke kendte detaljerne, blev filmen en fin succes i Scala-Bio med tre ugers spilletid. Af samtlige tyske premierer i Scala-Bio var kun ”Flyverskolens skræk” at betragte som en rigtig solid succes i efteråret 1942. Folk kunne ikke dy sig for at se den populære Heinz Rühmann, så den spillede hele seks uger i Scala-Bio. Man forsøgte også at gøre biografen til en slags ’filmens kammerscene’ med nye østrigske film, der som de tyske blev vredet lidt forkvaklet ud via deres uvelkomne tyske distributør. Men det var ligesom med den tyskproducerede ”Hotel Sacher”, der udspillede sig på det kendte wienerhotel, at wienerfilmene var som wienerbrød. Danskerne kunne ikke rigtig stå for dem. Scala-Bio var i det hele taget nødt til at gøre sig ekstra umage, for i krigens første år havde man ikke overholdt de tyske direktiver om, at snart hver anden film skulle være tysk. Samtidig skulle man også være forsigtig i forhold til publikum. Danmark (undtagen Bornholm) var blevet frit om aftenen, fredag den 4. maj 1945. Allerede søndag den 6. maj viser Scala-Bio som den allerførste en ny amerikansk film, nemlig ”Farlige skønheder” med Mickey Rooney eller ny og ny… filmen var fra 1938 og havde ligget på hylden, da den ikke havde nået at få premiere, da amerikanske film var blevet forbudt. Samme år dør Wilhelm Jensen og året efter får hans enke, Lis Jensen, bevillingen til at videreføre biografen, som hun allerede har taget sig kærligt af siden mandens bortgang. I denne tid blev der vist perler som Alfred Hitchcocks ”I tvivlens skygge” med Joseph Cotten og ”Intermezzo” med Ingrid Bergman og Leslie Howard. Musikfilmen ”Det syvende slør” med James Mason slog nye rekorder, da den holdt sig på plakaten i knap syv måneder fra den 24. april 1946. Efter krigen og op gennem 1950’erne ændredes repertoiret mod det mere ungdommelige, hvilket ofte blev skudt biografen i skoene. Tilfældet var blot, at både Dagmar og Palladium kort før krigen var kommet til akkurat på hver side af Scala-Bio, der repertoiremæssigt nemt kunne gå hen og blive klemt endnu mere flad, end biografen allerede var smal. Derfor fandt man andre veje og eftersom publikum fulgte med, gjorde det vel ikke alverden? Biografen var alle dage en succes og kvalitetsfilm skortede det heller ikke på. Mellem ungdommens unoder fandt perler som ”Lev stærkt – dø ung” med Humphrey Bogart, Lewis Milestones ”A Walk in the Sun” eller Orson Welles’ ”Politiets blinde øje” også vej. De danske film var fortsat endnu et stærkt kort på hånden. Det eneste man aldrig rigtig oplevede, var fiasko. Det var ikke så mærkeligt, man aldrig havde problemer med at få premierefilm. Den ene succes afløste den anden. | |
 I 1957 havde Anva (en forkortelse af ’andelsvarehus’) købt National Scala og nabobygningen med biograf og omdannede i første omgang det gamle National Scala til stormagasin, der også med afdelinger i provinsen agtede at konkurrere med Illum og Magasin med varer til en lidt billigere pris. Man var oprindelig startet i væsentlig mindre lokaler på Islands Brygge, men en kraftigt stigende omsætning havde kaldt på langt større lokaler.Lis Jensen fortsatte biografen frem til sin død i 1961, hvorefter ledelsen overgår til Børge Slot. I november samme år trues Scala-Bio af lukning. Anva havde nu også købt Cirkusbygningen på den anden side af Jernbanegade med planer om at rive den store bygning ned og opføre et nyt indkøbscenter med bro over Jernbanegade. Herved skulle biografen også lade livet, selvom denne bagbygning ikke skulle rives ned men blot integreres i det nye center. I første omgang får Scala-Bio en stakket frist, da kæmpeplanerne mødte stor folkelig modstand, men så meget desto mere brug fik Anva dermed for biograflokalet og i 1964 er det slut. Dirch som ”Majorens opPasser” har haft premiere den 14. februar og sidste forestilling finder sted fredag den 22. marts 1964. Denne dag må Børge Slot for en stund sige farvel til biografdrift. Han etablerer Panorama Film og får nogle år senere overdraget ledelsen af Nørreport Bio, som han bliver direktør for frem til denne biografs ophør i 1981. Straks efter Scala-Bios lukning går håndværkerne i gang med ombygningen. Allerede i april er der spærret af ud til gaden med stort reklameskilt foran det gamle indgangsparti og få måneder senere er biografen blevet en integreret del af stormagasinet Anva. Anva må dreje nøglen om i 1987 efter nogle eksperimenterende år, hvor kunderne stille og roligt sivede. Kortvarigt lejer andre butikker sig ind på selvstændige lejemål under navnet Checkpoint, der må opgive driften efter blot et halvt år. I 1988 rives det meste undtagen bygningens skelet ned og erstattes af det nye Scala, som delvist ejes af Bent Fabricius-Bjerre, der også driver Dagmar-biograferne på Jernbanegade. Fabricius-Bjerre indretter fem nye biografer på toppen af den nye bygning, der stækker sig over Scala Bios gamle baghus, hvor murene her består relativt uforandret ud mod Vesterbrogade og Jernbanegade. Hermed fortsætter et nyt biografkapitel 25 år senere med Scala Biograferne, der åbner torsdag den 9. marts 1989. | |
• Gå til Biografer på biografmuseet.dk | Biografer Oversigt • Gå til København | Omegn | Nordsjælland | Vest, Midt & Syd • Gå til Bornholm | Møn, Bogø, Lolland & Falster • Gå til Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø • Gå til Sydjylland | Midt-Vest | Øst | Nord • Gå til mere om | L |
 • Gå til Det Lille Teater / Scala-Bio | |
 • Gå til Det Lille Teater / Scala-Bio | |
| Gå: tilbage - op Opdateret onsdag, 20 november 2024 14:58:13 |