Biografen (1916) / Bio, Herning

Biografen Herning åbningsannonce 3. november 1916

Biografen (1916) / Bio
Bredgade 11 (i dag Bryggergade 1B)

Åbnet 3. november 1916
Lukket 12. august 1954

I maj 1916 drøftes det at indrette hotel kombineret med et stort biografteater på det gamle banegårdsterræn som konkurrence til det eksisterende Fotorama, men da har materialist Kjær allerede fået tilladelse til at opføre en ny bygning i forbindelse med sin hjørneejendom fra 1897 på Bredgade til brug for levende billeder. Det bliver et eksisterende baghus stødende op til brygger Kjærs sodavandsfabrik ned langs den endnu meget smalle Bryggergade, der for 40.000 kroner udvides i højden og ombygges med indgang til forhal med billetkontor fra en pudsig, lille afrunding i huset. Ud mod gaden er der indrettet ny fireværelses lejlighed øverst, mens et simpelt retirade findes i gården. Flere plakat- og billedskabe er placeret oppe ved hjørnet, hvor et populært konditori holder til næsten samtlige år. Biografen drives af aktieselskabet ’Herning Biografteater’ med redaktionssekretær Stampe og redaktør Christian F. Larsen som officiel bevillingshaver repræsenteret ved hhv. Herning Folke- og Dagblad suppleret af fabrikant Truelsen, der hjemvendt fra Norge som noget af et fyrtårn stod opført som administrativ leder.

Repertoiret fredag den 3. november 1916 består af ”De hvide roser” med Asta Nielsen blot halvanden uge efter danmarkspremieren i Palads Teatret i København foruden ”Somme-slaget” ’i levende billeder, som med den franske regerings samvirke er optaget i selve indlinjen’ lader reklametrommerne berette. Det alsidige program afrundes med ”Kaptajn Groggs vidunderlige rejse” ’saa ovenud morsom, at publikum vred sig af latter’. ’Den ny biograf vil ikke give sig af med de saakaldte forbryderfilms’, forlyder det endvidere. En forbryder havde Kjær haft besøg af et par måneder før åbningen, hvor denne havde lånt en stige fra biografbyggeriet i gården og fra gaden herefter kravlet ind gennem et åbentstående vindue på 1. sal og fra kontoret her stjålet en pengetaske indeholdende hele 1.300 kroner, mens nogle værdipapirer blev efterladt ude foran.

Der er forestillinger hver aften fra kl. 19, søndag allerede kl. 16 og henover hele weekenden er der udsolgt til sidste plads, hvilket i antal svarer til 233 pr. forestilling. Stolerækkerne er opsat med lille hældning på rækkerne med en pianist placeret nede ved siden af lærredet og hævet operatørrum i den anden ende, hvor der også er udgang. Biografen lokker med yderligere garanti for lattermusklerne om mandagen, hvor Chaplin er på plakaten. Publikum er begejstret for den nye biograf, der indvendigt syner i lyse farver, mens den udefra ikke gør noget væsen af sig.

I 1930 får Biografen installeret en Ernemann-maskine af ’nyeste og mest moderne fabrikat’, der kan tage så store spoler, at der fremover som regel kun holdes én pause undervejs og i marts installeres et helt moderne anlæg fra Nordisk Tonefilm. Den samlede pris lød på 18.000 kroner. Første talende film vises således den 17. marts, Ewald André Duponts tyske version af ”Atlantic” om Titanics forlis, der nogle måneder forinden havde været den hidtil største tonefilmssucces i Palads i København. Der kom også en engelsk version i cirkulation optaget simultant, som ikke præsterede nær så godt hverken i hovedstaden eller rundt om i landet. Tyske film var kort tid endnu ofte langt den foretrukne, når det kom til film med lyd og der ellers var et valg. Det var nemlig et sprog, flest kendte bedst. På samme måde udgives et teksthefte til filmen på både dansk og tysk.

’Det nye talefilmanlæg virkede ypperligt’, noterede pressen sig dagen derpå og herningenserne var som fortryllet. ’Et par drenge, der ikke vil være deres følelser bekendt, skingrer noget ud, der staar i skrigende modsætning til deres blanke øjne. En stemme ved siden af mig siger med oprigtig beundring: ’Det var sørme fænomenalt’’.

”Atlantik”, som den hed på tysk, distribueres spøjst nok af Fotorama, der indtil få år forinden havde knyttet stærke bånd til den konkurrerende biograf, men Fotorama-biografen har ikke travlt med at få installeret tonefilm, det sker først sidst i november. Længe kan Biografen i Bryggergade dermed sole sig i den ene succes efter den anden og reklamerer stolt med ”tonefilm nr. 2”, ”nr. 3” osv.

I foråret 1933 er begge redaktører flyttet fra byen, men fortsat involveret i Biografen, hvor det nu i byrådet i forbindelse med den vanlige forlængelse af biografbevillingerne (som regel hidtil gældende for tre år ad gangen her i Herning) anbefales, at man ønsker andragendet nærmere gransket. ’Det kunde vel være rimeligt, at den drives af byens borgere’, forlød det på et tidspunkt, hvor man nøjedes med at forlænge for et år. Larsen ender dog med at opretholde bevillingen på egen hånd knap ti år yderligere.

I 1938 moderniseres Biografen, hvor samtlige træstole erstattes af moderne, polstrede lænestole, hvorved der fjernes en række, ligesom hele rummet males i nye, lyse farver og loftsbelysningen gøres mere nutidig. Et lille proscenium med fortæppe oplyses herefter af kulørte lamper og i operatørrummet er al maskineri udskiftet med nyt tonefilmsanlæg fra A.E.G. Klangfilm. Udvendigt lokker større plakatskabe omkring hjørnet mellem kringler og flødekager.

Selvom Larsen har brugt et betragteligt beløb på forbedringerne, er det hensigten at flytte til et større lokale, straks det kan lade sig gøre. Det kommer nu til at vare 16 år, hvor John Nicolaj Grunnet Andersen i mellemtiden har overtaget direktørposten i 1942. Han lægger fra kaj i november med George Schnéevoigts danske komedie ”Alle mand på dæk”. Andersen var særdeles bekendt med biografdrift, da hans far havde åbnet Ringsted Biografteater tilbage i 1907. Sønnike var da akkurat fyldt ni år og hjalp til med alskens ramasjang. Som voksen fungerede han som inspektør i faderens biograf, før han i 1934 efter at være uddannet indenfor manufaktur og dekoration med et smut forbi USA kortvarigt havde haft bevillingen til Biografen i Slagelse.

Den nye direktør har ligesom sin forgænger store planer, men også han må på grund af ’tidens ugunst’ nøjes med atter blot at sætte sin biograf i stand. Den præsenterer sig herefter kun som ’Bio’, hvad den i folkemunde havde heddet siden åbningen. I december opsættes to nye fremføringsapparater denne gang fra Bang & Olufsen.

Fra februar 1944 bliver foyeren mere rummelig, idet billetkiosken er flyttet ud i et lille lokale til venstre for indgangen nu med højttaleranlæg til regulering af publikumstilstrømningen mod to nye kasser til ekspedition af salens immervæk blot 223 forhåndenværende siddepladser. Toiletforholdene var fortsat aldeles ynkelige.

Efter krigen begynder Bio at få danmarkspremierer, bl.a. ”Jeg vil ha’ vinger” med Ray Milland og William Holden fra Paramount den 14. oktober 1946 i selskab med Rønne Bio, mens ”Alle kneb gælder” med Jean Arthur fra RKO den 7. marts 1947 kun får premiere her i Bio Herning samme uge, hvor Fotorama fire dage forinden har haft danmarkspremiere på ”Min veninde Sally” med Rita Hayworth fra Fox. Herning er med andre ord i vælten, selvom salene ikke hører til landets største.

I 1953 bruges unødigt mange kræfter på at indrette operatørrummet til fremtidens 3D-film. De to maskiner installeres med BOFA’s elektriske synkroniseringsanlæg, hvor der lægges ud med Robert Stack i ”Afrikas djævel” efterfulgt af ”Vokskabinettet” med Vincent Price. Konceptet opnår slet ikke den forventede succes, omend der er publikum til horrorfilmen. Succes får i stedet widescreen og CinemaScope, men det bliver ikke på Bryggergade, for ligesom Fotorama får Bio i oktober nu endelig den længe ventede tilladelse til at opføre ny sal. En grund på Søndergade er allerede kapret til formålet, hvor der blot otte dage senere tages fat på nedrivningen af tre eksisterende bygninger. Tegningerne har længe ligget parat i skrivebordsskuffen.

Den nye Bio indvies mandag den 16. august 1954, men sidste forevisning i Bryggergade finder blot sted tre dage forinden, trods hele det møjsommeligt ombyggede maskineri i operatørrummet skal flyttes over på den nye adresse. ”Ilden i blodet” med Tyrone Power var slutprogram i den gamle sal.

Bryggergade-biografen benyttes herefter som skolager, før både biografbygning og hjørneejendom i 1957 rives ned. Det nye Fotorama er da kommet til akkurat ovre på den modsatte side af Bredgade. En større kontorbygning skyder året efter op med et mindre varehus til venstre og et velvoksent skomagasin i stueetagen til højre og omkring hjørnet, hvor biografen lå – oprindelig Maibom, i dag Paw Sko.