| |
Hadsten Bio / Biografen |
Tilbage til
forsiden
|
Skrevet af:
JG, biografmuseet.dk |
Dato:
24.07.2024 |
Biografen,
Hadsten i oktober 2003. Foto: Thomas Hauerslev
Hadsten Bio / Biografen
Nørregade 6
Åbnet 2. marts 1939
I 1939 får Hadsten en ny biograf i funkisstil tegnet af arkitekt Richard
Bach med direktørbeboelse på første sal over foyeren samt en mægtig
altan udover indgangspartiet. Her residerer nu landsretssagfører Laurs
Pedersen, som leder biografen på biblioteksforeningens bevilling, hvor
overskuddet finansierer driften af biblioteket. Selve bygningen koster
knap 45.000 kroner at opføre mere med øje på mursten og stil end man har
spenderbukserne på i forhold til det indvendige, når det kommer til
biografen.
Bio har 210 stole skruet sammen af den lokale snedkermester fra byens
møbelmagasin, hvilket er pudsigt nok, når man læser appendikset til det
gamle biografteater. Til fremvisning har man fundet sig en maskine fra
Bang
& Olufsen, men altså kun denne ene og der gives således flere
pauser undervejs. Operatørrummet er småt og beskedent indrettet i den
anden ende langt fra direktørens fine stue og lærredet dermed placeret
op mod foyeren med indgang til salen fra hver side. Der er forestilling
hverdage kl. 20, lørdag kl. 19 og 21, mens der søndage tillige spilles
kl. 16.
Første program torsdag den 2. marts 1939 er Jeppe Aakjær-filmen ”Livet
paa Hegnsgaard” med Karin Nellemose, som bliver gevaldigt populær. Ikke
mindst på grund af nogle meget vovede scener, man mente at finde deri.
Trods fortsat stor tilstrømning går biografen først i 1952 over til
nummererede pladser. Salen renoveres i 1958, hvilket i oversættelse
betyder et nyt blomstertapet på væggene. Der installeres på dette
tidspunkt også
scope,
hvor 182 stole står tilbage efter ofring af de første rækker.
I 1972 bliver biblioteket kommunalt og bevillingssystemet i øvrigt
ophævet og så man kan for så vidt gøre, hvad man vil. Allerede i
efteråret føres en fjerlet forhandling med kommunen om også at overtage
driften af biografen, men både blandt biblioteksforeningens medlemmer og
på kommunekontoret noteres tilbageholdenhed. Det diskuteres at indrette
et nyt interessentskab som dengang for mange år siden i det første
biografteater, men værre ser det ud i oktober, da revisor Markussen til
generalforsamlingen fremlægger et regnskab, der viser et sjældent
underskud. Idet Laurs Pedersen samtidig er kommet godt op i årene,
besluttes det to år senere, at kommunen så rent faktisk går ind i
biografdrift. Gennem de seneste tolv år har fru Johanne Sørensen i
praksis varetaget den daglige ledelse og ansættes derfor til at
fortsætte. Hun flytter samtidig ind i residensen.
|
Læs mere her:
Biografer på biografmuseet.dk
Biografer Oversigt
Danmarks 70mm og Storformat Biografer
Stoleplaner - Galle &
Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne
Biografpremierer 1911 -
2020
Film- og Kinoteknik
7OMM Film og De Store Formater
Todd-AO, - det sensationelle
filmsystem
Mine damer og herrer, "Dette
er Cinerama"!
"Windjammer" i
Cinemiracle
CinemaScope |
VistaVision
Super Technirama 70
|
Panacolor
Dimension 150
|
Sensurround
High-Impact
biografdesign
|
Alle de tilbageværende stole er helt fremme i 1984 fortsat årgang ’39 og
publikum har med andre ord alle 45 år på bagen, hvilket man tydeligt
mærker. Byrådet afsætter henover to år 400.000 kroner til forbedringer,
hvor de forreste seks rækker helt fjernes, mens de tre længst tilbage
skiftes ud med nye. Foran et nyt lærred opføres en alt for høj scene,
væggene får denne gang en spand rød maling udover de blomstrede tapeter,
mens gulvtæpper og loft skiftes.
Herefter rummer Hadsten Bio blot 131 pladser med genåbning 4. september.
Publikum kan selv bestemme: ”Sophies valg” eller ”Agent 007 i skudlinien”
– hvad mon de vælger? Scenen pilles ned igen efter nogle år, da den
nærmest aldrig er i brug og alt for høj samtidig temmelig kluntet. På
facaden og i annoncerne står der nu blot ’Biografen’.
I 1986 pyntes lidt på billetkontoret og kiosken, men allerede året efter
overvejes det ganske enkelt at lukke og rive biografen ned. I stedet
udsmykkes hele den nordlige gavl langs den nye Vesselbjergvej i
forlængelse af Kirkevej, der for længst har taget livet af en flot
nabovilla til venstre, med et stort billedemotiv udført af den chilenske
kunstner Eduardo Soza, som afsløres for offentligheden den 2. maj 1987.
Det sker i forbindelse med byens 125-års jubilæum, man vælger at fejre
denne dag. Det forestillede høstarbejdere i marken ved Lyngaa anno 1906
og er desværre siden fjernet igen, hvor den bare, røde murstensvæg står
tilbage og keder sig så gevaldigt.
|
|
Hadsten
Bio åbningsprogram
Johanne Sørensen er ansat til og med 1987, mens Ella Thau nu er blevet
ansat som kunstnerisk leder både i forhold til repertoiret og det
udvendigt aspekt. Hun driver på dette tidspunkt fortsat
Langaa Bio, som
har været i familiens eje gennem samtlige år, men ender med at lukke
denne definitivt i 1988, da hun pr. 1. januar overtager Hadsten Bio på en
forpagtningsaftale. Hvis ikke, havde kommunen drejet nøglen om.
Aftalen forlænges løbende frem til udgangen af 2004, hvor der særligt i
den sidste periode er flere direkte konfrontationer mellem Thau og byens
kulturudvalg, hvorfra der ikke er megen hjælp at hente til forbedringer,
mens billetsalget styrtdykker. Problemer havde der fortsat været
rigeligt af. I juli 1996 var salen bygget om for flere hundrede tusinde
kroner, men fra de fem bagerste rækker kunne man ganske enkelt ikke se
hele lærredet. ’Selv om enkelte måske helst vil sidde bagved og kysse
kæresten, så går de fleste nok i biffen for at se film.’ Byggefirmaet
bag erkender sin brøler og må gøre det om. Foyeren rummer fortsat kun ét
toilet og så er den i øvrigt alt for lille efter tidens standard. Hvor
Thau årligt betaler 40.000 kroner i forpagtningsafgift er det netop
kommunen, der har pligt til at vedligeholde bygningen og inventaret,
hvor også ventilationsanlægget trænger alvorligt til udskiftning.
Filminstituttet har i 2002 givet forhåndstilsagn om en kvart million
kroner til diverse forbedringer, såfremt byrådet hostede op med et
tilsvarende beløb. Kommunen vælger at holde pengekassen smækket i, da
man drømmer om et nyt biografbyggeri omme bag kulturhuset Sløjfen, som
forventes at koste i omegnen af tre millioner kroner. Da der nærmere
viser sig et farvel til et beløb i den dobbelte størrelsesorden fra
kommunens evigt slunkne kasse, lægges også disse planer i graven nogle
år senere. En renovering af den eksisterende biograf med udvidet foyer,
nye toiletter og større lærred indgår dog heller ikke i kommunens hede
drømme.
Efter Thau har smækket døren i efter sig med et brag, genåbner Biografen
den 15. januar 2005 ved Torben Jølnæs. Han har forud været med til at
drive Kom-Bi i Hornslet frem til succes efter tidligere at have været en
blandt den store gruppe initiativtagere, der i 1990 fik
Biffen i Odder
hevet op af Fotorama-mudderet. Til en start vil han give den en skalle
gennem et halvt år, hvor beboelsen bygges om til kontor, men ender med
at blive i Hadsten frem til 2007 og har da hevet 25 frivillige ombord på
galejen, hvor målet er at nå 15.000 solgte billetter. I maj overtages
ledelsen af den 28-årige Mark Danebod, hvor Jølnæs har rigeligt at gøre
i Haderslev med
Kosmorama, som han har overtaget allerede året forinden.
I april har kommunen netop godkendt det gevaldige tilskud på 2,8
millioner kroner, som hermed ’sender Hadsten Bio ind i en ny tidsalder’,
hvilket omfatter nyt lærred, nyt teknisk udstyr og den forbedrede
ventilation samt den store forandring af foyeren med tilbygning langs
højre, der prydes af en række store vinduer, café og så det fornødne
antal nye toiletter. Under altanen blærer ’Biografen’ sig fortsat både
meget stort og ikke alt for pænt. Der genåbnes fredag den 12. oktober
2008.
Med film som Niels Arden Oplevs ”Mænd der hader kvinder” får Danebod
hævet omsætningen gevaldigt i 2009 og når faktisk Jølnæs’ mål, hvor
biografen som modelleret nu drives af en lang række frivillige, der
lejer bygningen af kommunen. Danebod fortsætter som frontfigur frem til
marts 2011, hvor samarbejdet med kommunen er atter ved at gå i spåner.
Igen er det økonomien, der tynger, hvor Biografen atter hænger i en tynd
tråd med oparbejdet gæld på 310.000 kroner. Løsningen bliver den eneste
mulige, nemlig fuldstændig at give slip på en aflønnet leder, mens
antallet af frivilligt engagerede forøges. Ikke mindst er man tordnende
nervøs for den kommende digitalisering, men her går staten heldigvis ind
som redningsplanke.
2012 ender godt efter et omtumlet år, hvor Hadsten Bio kommer i hus med
digitalt udstyr og 3D-anlæg. Byrådet har da besluttet at give 250.000
kroner i tilskud og en afdragsfri ordning på den oparbejdede gæld. Søren
Kristensen er samtidig ny formand for foreningen, i 2024 afløst af Lars
Kristensen. Navnet er nu som i gamle dage ’Hadsten Bio’ både meget
nydeligt og samtidig diskret pænt placeret på en stenfacade under
altanen foran indgangspartiet.
|
|
|
|
• Gå til
Biografer på biografmuseet.dk |
Biografer Oversigt
• Gå til København |
Omegn | Nordsjælland |
Vest, Midt & Syd
• Gå til Bornholm |
Møn, Bogø, Lolland & Falster
• Gå til
Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø
• Gå til
Sydjylland |
Midt-Vest | Øst |
Nord
• Gå til mere om Hadsten
Biografteater
|
|
|
|
|
|
• Gå til Hadsten
Bio / Biografen |
|
Gå:
tilbage
- op
Opdateret
onsdag, 08 januar 2025 11:33:53 |
|
|