| |
Rio Teatret, Højbjerg
|
Tilbage
til forsiden
|
Skrevet af: JG, biografmuseet.dk |
Dato:
02.05.2024 |
Mormor
i kiosken. Billede af: Klaus Bech
Rio Teatret
Rosenvangs Allé 251
Åbnet 15. september 1939
Lukket 5. marts 1984
Fredag den 15. september 1939 åbner Rio Teatret i Højbjerg med plads til
318 tilskuere opsat i cirkelbuer på stole betrukket med blåt skind,
hvoraf 102 er placeret på balkonen, mens 18 på gulvet er helt særlige
loger med kraftigt polstrede sofaer mellem væggenes rødbrune farver.
Direktør og bevillingshaver tømrer Th. Petersen står selv for opførslen
på baggrund af arkitekt Olaf Sahls tegninger og fremtræder ikke blot
imponerende men også temmelig ublufærdigt med selve biografsalen i
tragtform bogstaveligt talt rejst med blottet bagdel direkte ud mod
Oddervej kun let tildækket af et operatørrum med lærredet ’anbragt i
tragtens spidse ende’, hvabehar. Rio er rejst sammen med en
beboelsesejendom krydret med konditori ud mod hjørnet til Rosenvangs
Allé med foyer imellem, der i særdeleshed når man beskuer tegningen
viser en genspejling af salen, hvilket næsten henfører én på randen af
det guddommelige. Dette er temmelig pudsigt for en biograf, der med
navnet Rio og førnævnte friheder ellers virker nok så løssluppen, men
Petersen & co. viser sig at være til lidt af hvert og så lidt til.
• Gå til Center Kino
I-II, Århus
• Gå til Kino, Viby Jylland
|
Læs mere her:
Biografer på biografmuseet.dk
Biografer Oversigt
Danmarks 70mm og Storformat Biografer
Stoleplaner - Galle &
Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne
Biografpremierer 1911 - 2020
Film- og Kinoteknik
7OMM Film og De Store Formater
Todd-AO, - det sensationelle
filmsystem
Mine damer og herrer, "Dette er
Cinerama"!
"Windjammer" i Cinemiracle
CinemaScope |
VistaVision
Super Technirama 70
|
Panacolor
Dimension 150
|
Sensurround
High-Impact
biografdesign
|
Rio
Højbjerg 1955 (lokalhistorisk-arkiv)
Operatørrummet er udstyret med to maskiner af mærket Bauer af samme
fabrikat opstillet i Nora fire år forinden, så det har nogle år på
bagen, men fungerer angiveligt udsøgt og længe. Først i 1958 udskiftes
det (formentlig) i forbindelse med
CinemaScope. Byggeriet står i 235.000
kroner og er ikke alt sammen bekostet af Pedersen personligt, da han er
gået i kompagniskab med et aktieselskab, der udover ham selv består af
bankbestyrer Jürgensen, ingeniør Ove Schrøder foruden arkitekt Sahl
Petersen. I sit frimodige hjørne lægger Petersen ud med ”Den store vals”
om Johan Strauss den yngre, men snart skal det vise sig, at biografen
også fungerer som kirkesal og skolestue, når der ikke er forestillinger
oppe på lærredet.
Musikfilmen ”I Got Rhythm!” med bl.a. Peter Noone fra Herman’s Hermits
og Louis Armstrong fik danmarkspremiere i Rio den 17. oktober 1966, ja
selvfølgelig gjorde den da det og kommer pudsigt nok op i københavnske
Nora et halvt år senere. Det markerer en bevillingsovertagelse, da nu
Oscar Bruun Thomasen blev den glade Rio-ekvilibrist, vi kan nemlig lige
så godt begynde at øve os på de svære ord.
|
|
Billede
af: Klaus Bech
Danmarkspremiererne fortsætter med at stige i antal, hvor det altså med
beklagelse må nævnes, at det igen ser mere skummelt ud med denne så fine
størrelse, hvor Rio selv før
Park og i særdeleshed
Astra herude i de
århusianske forstæder smider klæderne aldeles oppe på lærrederne. På
hjørnet af Oddervej finder man nu under Thomasens ledelse titler lydende
”Sex gangsterne”, som dog bare var ren lir og ”Skolepige-sex”, der
heller ikke var helt, hvad den lød. Der kommer langt mere gang i den, da
Rio som eneste århusbiograf præsenterer ”I jomfruens tegn” med Ole
Søltoft den 28. juli 1973, hvilket må have afstedkommet kø langt op ad
Oddervej. Siden er der slet ikke noget at tage fejl af med ”Åh – sikken
dejlig missekat”, ”Fløjtens lyd er min fryd” og ”Den sexgale Miss
Terri”. Selv ”Onkel Karls muntre sexliv” lod til at interessere fremme i
august 1975, men alting har jo sin ende.
Fremme i juni 1976 sælges Rio til Erland Bech fra
Kino Viby, som henover
juli bruger nogle dage på en omgang ny maling og en hovedrengøring, der
i hvert fald og spuler et vist andet repertoire ud. Mere skulle der så
heller ikke til, før det blev tid for Ghita Nørby i ”Den korte sommer”
fremme ved den 2. august. To somre senere iværksættes endnu en ret
simpel ombygning i 1978 på grund af bygningens utrolig praktiske
indretning. Den store sal med nyt operatørrum nedenfor levnes 185
pladser, mens balkonen nu i funktion som Rio 2 med det gamle maskineri
intakt fremover rummer 100 pladser fordelt på samme fire rækker, kun har
man fjernet dem akkurat foran lysstrålerne fra maskinerne. Lidt senere
tyndes ud i et par rækker forneden, hvorved man ender på 164 i sal 1.
Som Rio 1+2 vises fra 20. september den danske ungdomsfilm ”Du er ikke
alene” kl. 18.50 og Kubricks ”Clockwork Orange” kl. 20.50, mens der nok
er blevet stukket en lille plade tidligere, for den anden sal spiller ”I
skyttens tegn” og den var jo ikke helt velegnet for børn, men helt
sikkert liflig musik i Bechs øren, når kassen bliver talt op.
|
|
Billede
af: Klaus Bech
De næste år bliver ganske fortrinlige med så umådelige fine sager som
”Gøgereden” med Jack Nicholson, der selv efter Pedersen har kørt den tynd
inde i Biografen alligevel samler et gevaldigt publikum herude i Højbjerg.
Allerstørst bliver dog ”Sidste nat med kliken”, George Lucas’ nostalgiske
klassiker, der såmænd leder tankerne helt tilbage til dengang, det hele
foregik i valsetakt, selvom vi dog nøjes med at skrue tiden tilbage til 1962
oppe på lærredet.
Skrues tiden atter et par år frem, er der samlet så tilstrækkelig mange
moneter sammen, at Erland og Lilly Bech den 18. oktober 1980 kan åbne
Center Kino I-II i Gellerup Centret og vælger at koncentrere sig om denne, hvorfor
Rio midt i 1981 sælges til Jacob Terndrup, der flipper ud og opstiller
morskabsautomater i forhallen, hvad det voksne publikum bestemt ikke bifaldt.
Det fungerede kanske lidt bedre med bimlen og bamlen inde i
Folketeatret, som
han overtager i foråret 1983, men bundproppen er allerede ved at rive sig
løs.
|
|
Bauer
maskine. Billede af: Klaus Bech
I august sælges Rio 1+2 for sidste gang som biograf nu til Ib
Rosenfeldt for blot 150.000 kroner efter Terndrup er gået i
betalingsstandsning. Rosenfeldt har held med en af sine første titler, den
ellers i Danmark halvandet år gamle ”Jagten på den forsvundne skat” af
mester Spielberg, men da han efterfølgende må nøjes med film som ”De
beskidte børster”, der havde haft århuspremiere forinden i
Regina II og
øvrigt stads som ”Byens bedste horehus” (der altså vitterlig var tilladt for
alle), var der ikke flere skatte at grave ud af højbjerget. ’2/3 af de film,
som jeg har kørt i Rio har ikke været en skid værd’, konstaterer han
afslutningsvist. Han havde nu heller ikke haft nogen forstand på det som
planteskoleejer i Uldum, men garanteret gjort sit bedste og gav først op, da
det var lykkedes ham at sætte yderligere 100.000 kroner til på blot syv
måneder.
Nogen måtte til syvende og sidst have tjent sit. Det afspejler sig vel
alt sammen i sidste program den 5. marts sirligt udvalgt til at bestå af
”Den rige enke” med Maria Garland kl. 19 efterfulgt af Anthony Quinn og
James Brolin i ”Fræsende kugler og varme dollars” kl. 21, mens den farligste
af dem alle overvågede det hele i midten fra kl. 19.15 – selvfølgelig ”The
Godfather” himself og vi kan garantere, at det helt uden at gøde vandene
var en beskidt hilsen til alle de store biografdirektører inde i centrum,
som Rosenfeldt følte sig overbevist om med udlejerne som stråmænd havde
frarøvet ham enhver mulighed for at få noget, der lignede en ordentlig titel,
før de for længst levede et nyt liv som videobånd.
Allerede samme måned sættes herligheden til leje eller salg pr. 1. april
og herefter går det stærkt. I juni 1984 går det fra mindre glade dage i Rio
gennem en atter ret minimal ombygning til Antroposofisk Selskab, man altså
helt bestemt må bestå en spiritusprøve for at blive medlem af. I Rio får
selskabet en ny kursusejendom med begge de gamle sale stort set intakt og
pæn ser den fortsat ud, den gamle filur, som her i 2024 for stadig fuld
udblæsning stort set ikke har forandret sig en tøddel siden dengang for 85
år siden. Blot et par billedskabe fattigere men omvendt nogle vinduer rigere,
heraf mange bagved endda nok så pudseløjerlige, men så aldeles nysseligt med
fladerne tilsat en gang beskeden farvelade. Det er ægte poesi. Peace.
|
|
|
|
|
|
Tegninger
|
|
Rio
facade 1939
|
|
Rio
Teatret i 1939, sal med genspejling i foyeren og tilknyttet hjørneejendom
|
|
Rio
Teatrets balkon og operatørrum i 1939
|
|
Rio
1 med nyt operatørrum efter ombygning til to sale, man bemærker
fortsat-spejlingen
|
|
Rio
2 på balkonen
|
|
Antroposofisk Selskab
|
|
Rio
Teatret i september 2017. Foto af: Martin Vinther Rasmussen
|
|
Rio
Teatret i september 2017. Foto af: Martin Vinther Rasmussen
|
|
Rio
Teatret i september 2017. Foto af: Martin Vinther Rasmussen
|
|
Rio
som antroposofisk selskab i tegninger fra april 1984, balkon
|
|
Rio
som antroposofisk selskab i tegninger fra april 1984 |
|
|
|
|
|
• Gå til
Biografer på biografmuseet.dk |
Biografer Oversigt
• Gå til København |
Omegn | Nordsjælland |
Vest, Midt & Syd
• Gå til Bornholm |
Møn, Bogø, Lolland & Falster
• Gå til
Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø
• Gå til
Sydjylland |
Midt-Vest | Øst |
Nord
• Gå til mere om
|
|
|
|
• Gå til
Rio Teatret, Højbjerg |
|
Gå:
tilbage
- op
Opdateret
onsdag, 08 januar 2025 11:33:55 |
|
|