Regina-Teatret / Arkade Bio, Århus

Regina Teatret med sin første danmarkspremiere mandag den 21. marts 1921 kl. 16

’Indtrykket stammer sikkert fra, at vi er det største og førende danske firma paa vort omraade, saaledes at det uvilkaarligt bliver os, der leverer de fleste og bedste film.’ Hvorfor også sætte sit lys under en skæppe?

På sigt bliver det Fotorama på Bispetorvet, der i overvejende grad helliger sig selskabets mest kunstneriske titler – i 1920’erne importeres de fortsat i alt overvejende grad fra Tyskland – mens Regina i sin selvbestaltede rolle som provinsens Palads viser den brede palet med en stor del af det samme repertoire direkte overført fra hovedstaden eller kort efter, men også Kino-Palæets repertoire indgår. Endnu er der oftest blot én eneste kopi i cirkulation af hver enkelt titel til samtlige landets biografer.
 

Regina-Teatret i oktober 1966 (AarhusArkivet.dk, fotograf Jørn Timm)

Det er dog ikke altid helt smertefrit at drive denne meget store sal, før tonefilmen dukker op og gør underværker, hvilket er på høje tid, for både i 1928 og 1929 er der faktisk underskud på driften. Inden musikken lyder fra nye højttalere hyres operasangere og sommetider hele kor til at supplere orkestermusikken, hvilket forklarer, hvorfor der overhovedet kunne samlet publikum til film om wieneroperaer og tilsvarende.

Tilmed gentager Regina nærmest ubegribeligt temaet ovre fra Kasino med at kombinere film med varietéunderholdning på scenen fra januar 1929, sådan som det i 1921 havde været en dundrende fiasko ovre i Rosenkrantzgade. Et biografteater i stil med hverken det lidt senere Radio City Music Hall på Broadway [RCMH = 1260 6th Ave, New York] og tilsvarende Gaumont eller Paramount Palace i Paris var Regina-Teatret altså ikke, men i december 1928 anser Oluf Jensen dette tiltag som mere tidssvarende end den forestående tonefilmsrevolution, direktionen tydeligvis ikke har megen fidus til. Under overskriften ’talefilmen har ingen fremtid i Danmark’ spørger Jensen om hvem, man dog skulle eksportere dansksprogede film til i relevans til den sjældne filmproduktion, man endnu ikke har lagt fuldstændig på hylden. Omvendt kan han godt se tyske og engelsksprogede film vinde indpas her i landet bestyrket i, at radioen allerede har ’stjålet’ mange publikummer.

Regina-Teatret har ligesom Palads i København allerede prøvekørt Petersen og Poulsens ’danske opfindelse’, som der kan læses om på Axeltorv, men at der vil blive tale om en stor og dyr investering udi nye apparater, står soleklart. Også i hovedstaden skæver man til at forandre driften af Palads, hvor direktør Sophus Madsen havde været lige så skeptisk overfor de talende billeder, men besinder sig heldigvis og stoler på sin kunstneriske sjettesans. I Regina ophører varietékombinationen allerede med et brag i maj, hvorpå den store biograf lukker for at gennemgå en tidlig restaurering af lokalerne.

Således genåbner Regina en omgang for tidligt lørdag den 8. juni i ’meget forskønnet skikkelse’ med Joe Mays tyske krimidrama ”Asfalt”. Hvor loftet tidligere var hvidt, fremtræder det nu lyserødt, mens de kvadratiske felter er holdt i fire forskellige, rødlige nuancer med en lille, orangefarvet pære i hvert eneste. Væggenes lampetter har fået en gang maling, den mægtige lysekrone er blevet pudset og ornamenterne forgyldt. Også logerne er malet op i samme røde farve her med helt nye lampetter og den fortsat kolossale scene istandsat til fremtidig brug, som man er klar over i mindre grad vil omfatte det hidtil så mandstærke orkester, mens blot fem måneder gamle, kostbare bagtæpper til lysvirkninger for skiftende dekorationer allerede er sendt til skrot. Velourløberne på gulvet skal desuden erstattes af blåsort gummibeklædning og efterfølgende skal også garderoberne og rotunden have en omgang, ligesom nye toiletter i kælderen står opført i almanakken under ’ønskes’. Dog, ’Rom blev jo ikke bygget på en dag’, men ’artister vil ikke komme til at optræde mere’, lyder det eftertrykkeligt fra Oluf Jensen, nu man atter har tabt en formue på konceptet.

Faktisk er man fortsat nølende med at give los på tonefilmsområdet, men følger dog hurtigt i haserne på københavnerne og beroliget, da man kan se, hvad det afstedkommer i hovedstadens Roxy. I august 1929 investeres i samme, hundedyre udstyr fra det amerikanske Western Electric, der lod til at fungere glimrende derude på Frederiksberg men bestemt ikke helt så godt inde på Axeltorv i Palads med samme type maskineri. Det gør det heller ikke på Reginahjørnet, hvor apparaterne rammes af en stribe tekniske fejl.

”Den syngende nar” med Al Jolson kommer op som første film 14. september på hele to aftenforestillinger og ledsages i pressen af nogenlunde samme vendinger, man læste i københavnerbladene og salen naturligvis pakket til sidste plads. En engelsk-tysk ingeniør bag det amerikanske selskab følger som en anden general slagets gang fra det tekniske perspektiv og direktør Jensen er allerede helt udmattet blot ved synet. Selve musikkens hovednummer ’Sunny Boy’ afspilles fra plade og skal helst være fuldstændig synkron, mens de talende stemmer kommer fra det nye apparatur. Ikke længe efter fraråder Jensen alle øvrige biografer i landet at investere i tonefilm. ’Vent!’ lyder det ultrakorte budskab.

Efter affæren med ”Grænsefolket” nogle år forinden, som er nævnt i Fotorama ovre på Bispetorvet, hvor filmen temmelig forsinket får Regina-premiere 20. marts 1927, venter selskabet til 1932 med at producere sin næste – og ja, en tonefilm – næsten med garanti udelukkende for at gøre sig håb om at beholde biografbevillingen – men ”Paustians Uhr”, der eksempelvis byder på Bodil Ipsen i en mindre rolle, bliver ingen succes hverken i forhold til besøgstal eller blåstempling. For Fotoramas selskabskonstruktion, udbredelse og betydning er konsekvenserne nærmest uoverskuelige. Efter den seneste stramning af biografbevillingsloven kan et filmselskab udelukkende med import af udenlandske titler ikke længere beholde en sådan, mens større danske selskaber udi filmproduktion omvendt kunne, hvorved Nordisk Film begunstiges og Fotorama kasseres.

Helt kritisk har bevillingen til Regina-Teatret faktisk været opslået, men man forbarmer sig dog ved i januar 1935 at give den til Oluf Jensen gældende fra 1. juli, som herefter betaler husleje til sit gamle selskab, der ikke længere (officielt) har nogen indflydelse på repertoiret. Omvendt må Jensen sælge sine aktier i selskabet, da han ikke må have økonomiske interesser i dette. I 1936 deles Fotorama i to forskellige virksomheder, det ene ’Fotorama Filmbureau’ med fokus på filmdistributionen og det andet ’Ejendomsselskabet Fotorama’ officielt udelukkende med interesse i mursten, om end disse af deres ofte indeholder nok så mange levende billeder.

Som byens førende biograf skorter det ikke på film og nye distributører kommer til, hvor ikke mindst de amerikanske tilraner sig mere magt på sin vis godt hjulpet af biografbevillingssystemets barrierer. Gennem hele livet forbliver Regina-Teatret trods skævvridningen ’forlovet med Nordisk’, som man ofte formulerede det, men indleder tydeligvis også en affære med Palladium, hvor man med forbillede i selskabets nye storbiograf i København fremme i oktober 1938 bebuder en nært forestående og temmelig kostbar istandsættelse af hele salen med forbedret ventilation, behageligere stole, atter nye og moderne lysvirkninger og så vil man vigtigst af alt mægtig gerne have noget som også kun Palladium har, nemlig et kinoorgel.