| |
Bio 1-2, Viborg |
Tilbage til
forsiden
|
Skrevet af:
JG, biografmuseet.dk |
Dato:
03.10.2024 |
Bio
1-2 i Viborg (lokalhistorisk arkiv)
Bio
1-2
Vesterbrogade 10-12
Åbnet 7. juni 1976
Lukket 20. november 1981
I 1973 køber direktør Preben
Philipsen en brandtomt i forbindelse med
nogle ejendomme fra 1925 omkring den gamle Holstebrovej, hvor der i sin
tid var automobilforretning omme bagved langs den dengang nyanlagte Rams
Tværvej samt møntvaskeri foran ved hjørnet af nuværende Vesterbrogade og
Ramsvej, for her at skabe Danmarks mest moderne biografkompleks med to
sale på hhv. 432 og 168 pladser. Navnet skulle blive Rialto, sådan som
faderens biograf på Frederiksberg i sin tid var døbt af gode gamle
Constantin, der tilbage i 1906 såmænd også havde indrettet Viborgs
allerførste biograf, Kosmorama i Sct. Mathiasgade.
Nedrivningen påbegyndes i april 1974, men økonomiske trængsler sløver
projektet, som Philipsen allerede forlader inden de nye sale står klar.
Det overtages i stedet af den 26-årige bogtrykker og typograf Arne
Hübertz Knudsen sammen med faderen Poul, der samtidig driver
Kino-Palæet
i Viborg Teater, som også har sit navn fra et frederiksbergsk af
slagsen, samme Philipsen havde startet seks år før Rialto. På nye hænder
bliver biograferne her på Vesterbrogade i stedet blot til Bio 1-2.
Byggeriet justeres tilsvarende med en lejlighed i et forhus til venstre
med selskab af en bar, der bliver til Pinden, hvis navn ligeledes er
nappet fra en bodega i hovedstaden. Selve biografen krymper en smule i
forhold til Philipsens tegninger og ender med 354 og 139 pladser med
indgang til en let nedsænket foyer for enden af en åben gårdpassage med
et operatørrum løftet op til betjening af begge sale, hvor den store
ligger til højre og den lille til venstre.
|
Læs
mere her:
Biografcenter Fotorama, Viborg
Fotorama, Viborg
Kinopalæet, Viborg
Biografer på biografmuseet.dk
Biografer Oversigt
Danmarks 70mm og Storformat Biografer
Stoleplaner - Galle &
Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne
Biografpremierer 1911 - 2020
Film- og Kinoteknik
7OMM Film og De Store Formater
Todd-AO, - det sensationelle
filmsystem
Mine damer og herrer, "Dette er
Cinerama"!
"Windjammer" i Cinemiracle
CinemaScope |
VistaVision
Super Technirama 70
|
Panacolor
Dimension 150
|
Sensurround
High-Impact
biografdesign
|
Bio
1-2 - facader
Det er egentlig pudsigt, at det netop skal blive Hübertz Knudsen, der
står for byggeriet, som allerede på tegnebrættet løber op i 3,5
millioner kroner. Tilbage i 1971 har den nybagte seniordirektør
forsvoret, at det kunne svare sig med en ny biograf i byen, som der
ellers var givet bevilling til, da en sådan snildt ville koste en
million kroner at etablere. Det Danske Filminstitut bevilger for sin
part 326.000 kroner i lån til byggeriet, da den ene sal skabes med
henblik på udelukkende at køre film af høj kunstnerisk kvalitet. ’Det er
i hvert fald vores intention. Om vi så formår at leve op til den, er en
anden sag’ forklarer junior, der selv kommer med lidt biograferfaring
fra Thisted og filmselskabet ASA i København.
Åbningen finder sted 2. pinsedag den 7. juni 1976 med Robert Redford i
”Tre døgn for Condor” og ”Sunshine Boys” med Walter Matthau og George
Burns. Det ser i begyndelsen ud til snart at kunne blive helt stort med
danmarkspremiere på bl.a. “Slaget om Midway” med ’Sensurround’ lyd som
eneste biograf i Jylland den 4. oktober 1976 og ”Scaramouches vilde
eventyr” med Ursula Andress den 26. november som eneste i landet
overhovedet og ditto for Charles Bronson i ”White Buffalo” den 24.
oktober 1977. I julen 1979 vises ”Skal vi danse først?” med bl.a. Frits
Helmuth som danmarkspremiere, hvor Bio 1-2 er gået hen og blevet
ungdommens foretrukne. Julen derpå er hele to danske film på
premiereplakaten, nemlig Jesper Kleins ”Kaptajn Klyde og hans venner
vender tilbage” samt ”Undskyld vi er her” med Tommy Kenter og Jesper
Christensen.
|
|
Bio
1-2 i sin endelige udformning
Arne Hübertz Knudsen havde kort efter åbningen atter fået beskæftigelse
i København, denne gang hos
Saga – pudsigt nok jo også på Vesterbrogade,
der overtaget af et shippingfirma ligeledes er i færd med at sætte
tvillinger i verden rundt om i Jylland gennem tilsvarende
biografprojekter. Dette sætter Bio 1-2 noget i skyggen, selvom det også
baner vej for et vist samspil, når eksempelvis Ole Søltoft turnerer
rundt i forbindelse med danmarkspremieren på ”I skyttens tegn” i
sommeren 1978. Med Arne på farten bliver det i overvejende grad far og i
særdeleshed mor Elisabeth, der tager sig af Vesterbrogade-biograferne,
men allerede i november 1981 kastes håndklædet i ringen.
Den sidste uge vises endda som danmarkspremiere Nils Malmros’
”Kundskabens træ” foruden ”Anders Ands olympiadeshow” og endnu en dansk
affære, nemlig ”Langturschauffør” med Otto Brandenburg og Jens Okking,
som Keith Keller i B.T. to måneder forinden havde kaldt ’et meget dansk
svar på Sam Peckinpahs ”Convoy”’ og nok så populær. Akkurat forinden
havde efterårsferien budt på Søren Kragh-Jacobsens ”Gummi Tarzan”, så
det var mærkeligt, det ikke kunne gå. Uden større ombygning forandres
biograferne straks til kæmpediscotek i to afdelinger.
Efter nogle tumultariske år med discoteker, der åbner og lukker igen
under forskellige navne, bl.a. Ludvig, Dancing Palace og Tropicana,
ombygges lokalerne, der nu tilhører Viborg Kommune sidst i 1993 til
Paletten, hvor salene består som i gamle dage med tilladelse til hhv.
422 og 160 gæster. Fra 2004 har stedet status som regionalt spillested.
Ud mod Vesterbrogade vokser forhuset sig markant større, da det i 2007
knyttes sammen med en nyopført kontorbygning mod højre med indgang fra
fortovskanten. I 2021 flytter Paletten til nye lokaler og fra oktober
2023 fremstår den store sal atter forandret nu som Comedy House med
stand-up i en sal, der nærmest minder om gamle dages biograf, mens der i
juni 2024 indrettes studenterhus i den lille tilføjet et vindue, så det
også bliver til at se noget inde i det, der engang var sal 2’s skønne
mørke.
|
|
Bio
1-2 - åbningsannonce (Venstre)
Bio 1-2 med danmarkspremiere på Slaget om Midway (Højre)
|
|
|
|
|
|
|
|
• Gå til
Biografer på biografmuseet.dk |
Biografer Oversigt
• Gå til København |
Omegn | Nordsjælland |
Vest, Midt & Syd
• Gå til Bornholm |
Møn, Bogø, Lolland & Falster
• Gå til
Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø
• Gå til
Sydjylland |
Midt-Vest | Øst |
Nord
• Gå til mere om
• Gå til mere om Kosmorama |
Biograf-Teatret /
Gynthersens Biograf-Teater / Biografen |
Kinografen |
Fotorama |
Viborg Teaters Kino /
Kino-Palæet |
Biografcenter Fotorama
/ Nordisk Film Biografer Viborg |
|
|
|
|
• Gå til Bio
1-2, Viborg |
|
Gå:
tilbage
- op
Opdateret
onsdag, 08 januar 2025 11:34:07 |
|
|