Viborg Teaters Kino / Kino-Palæet | Tilbage til forsiden |
| Skrevet af: JG, biografmuseet.dk | Dato: 03.10.2024 |
 Viborg Teater som biograf - åbningsprogram for Kino 2. juledag 1921Viborg Teaters Kino / Kino-Palæet Gravene 23 Åbnet 26. december 1921 Lukket 14. august 1986 Viborg Teater blev indviet den 9. december 1909 så ganske nøjagtigt kl. 18 med et mægtigt festprogram. Endelig havde byen fået sig et formidabelt teater fremfor som hidtil at være indlogeret hos Hotel Phønix og de allerseneste år afholdsforeningen eller håndværkerforeningen i deres gamle sale. Man bebrejdede Kosmorama, at publikum i stigende grad valfartede til den stumme scene – og gjorde såmænd nar på selve åbningsaftenen, men den der ler sidst, ler som regel bedst. Publikum var aldrig flittige til at lægge overtøjet her i Gravene, da man først fik smag for film og så kunne det nye, skønne teater være nok så forunderligt indrettet med hele to balkoner akkurat som Horsens Teater indviet bare fem dage forinden – begge inspireret af Randers Teater fem år tidligere. 644 stole var der i 1909 foruden 68 ståpladser. Arkitekt er Søren Vig-Nielsen. Nu i december 1921 er der gevaldigt røre i byen, i hvert fald i avisspalterne, hvor der denne jul overhovedet ikke vil blive spillet teater nogetsteds, idet teatersalen skal i funktion som biograf, selvom det til en start kun skal være to aftener om ugen. Det sker alene fordi antallet af teaterforestillinger er for få og kontinuerligt dårligt besøgt med teatertrupper fra andre byer som garant for, at der overhovedet sker noget. Det seneste år er der fx kun blevet optrådt 50 gange på de skrå brædder og allerede i foregående år har man haft tilladelse til at supplere arrangementer med film. At aktieselskabet bag det kæmpestore teater står på fallittens rand betyder, at teaterbestyrelsens formand, sagfører H.F. Andersen har opnået tilladelse til at drive det også som et helt traditionelt biografteater. Dermed opstår Viborg Teaters Kino med indgang til billetkassen foran den store og høje, kuppelrunde foyer populært kaldet rotunden. Kino er i virkeligheden en forkortelse af såvel Kino-Palæet som Kinografen, der tretten år forinden har rumsteret kortvarigt længere nede i Gravene ved Mathiasport også dengang med rod i et lokalt foretagende men navnemæssigt inspireret af fotograf Peter Elfelts københavnske foretagende. Nu er dette delvist i hænderne på det tysk biograf- og filmselskab UFA, der også har penge i Kino-Palæet på Frederiksberg og mange er noget vrisne over, at tyskere nu skal til at drive biograf helt heroppe i Viborg. A/S Kinografens direktør C. Hinding forsikrer dog, at det hele vil blive kørt pæredansk, hvor han personligt står som ansvarshavende. Selskabet afregner en fast sum til teatret, der ikke selv blander sig i biografvirket. Kinematografisk Selskab i København står for de tekniske foranstaltninger i forbindelse med forandringen, sådan som firmaet har forsynet Fotorama med udstyr nogle år forinden uden nærmere redegørelse for detaljer vedr. selve maskineriet. Lærredet opsættes akkurat foran første kulisse bag fortæppet, der glider til side ved scenekanten, som det plejer. Fra anmeldelsen i Stifts-Tidende af åbningsfilmen, det historiske drama ”Anna Boleyn”, fremgår det måske også, hvorfor stedet forud har haft det svært. ’I Emil Jannings fremstilling af Henrik VIII, oplevede man en nydelse, som Viborg Teater sjældent skænker.’ Selve fremførslen lod dog noget tilbage at ønske, hvor således billedet fremstod uskarpt, da lærredet overhovedet ikke var i orden. Direktøren forsikrer, at denne mangel snarest vil blive udbedret med sidegevinst også i form af det store, tilknyttede orkester foruden Henny Porten i titelrollen også er nydelig at beskue. Også i Fotorama var tidens populære Jannings på plakaten, derovre i ”Danton” tonende frem i meget store annoncer og så har både dette og Kosmorama endda sat prisen ned – det var vel en julegave i sig selv! Kino får intet problem med at fylde sæderne. Tilstrømningen er omvendt så kolossal, at der allerede en halv time før første forestilling er mødt så mennesker frem, at man må åbne for balkonen, som ellers ikke er tænkt inddraget til billedteatret. Først den ene – dernæst den anden og et par af teaterbestyrelsens medlemmer må hastigt tilkaldes som ekstra kontrollører. Problemerne med fremførslen betyder dog, at man allerede efter godt tre uger må lukke igen. Først den 2. marts genoptages visningerne på et nyt perlelærred (tyndt stof beklædt med et lag pulveriseret glas) hjemkommen fra Tyskland og det samme er også den nye film. Atter kan Henny Porten beskues – denne gang i den to timer lange ”Ørneungen” passende for et rigtigt teater, der kører sine forestillinger som en helaftensforestilling med pauser og vådt. Særdeles interessant fremgår det nu også, hvorfor lærredet har udgjort et så stort problem. Modsat 99,9% af verdens biografer er maskinen nemlig ikke placeret i den modsatte ende af salen i et traditionelt operatørrum, men opsat på scenen et stykke bag selve lærredet og der er således tale om det, man kalder bagprojektion. Et senere dansk eksempel på dette er Posthus Teatret i København. Fra 1923 vises Kino-Palæets ugerevy som supplement til underholdningen. Navnet er allerede benyttet i flæng i forbindelse med åbningsomtalen, men først fire år senere skifter Viborg Teaters Kino officielt navn. I mellemtiden har stedet været gennem den omvæltning i juli 1925, at Kinografen har trukket sig ud for i stedet at overlade driften til teatrets kasserer, fotograf Carl Johan Zacho, der sammen med sin hustru har forestået billetsalget lige siden teatrets åbning. Ydermere spilles fremover nu hver aften, når salen ikke er optaget af skuespil. Man vil lægge sig i slipstrømmen af repertoiret fra ’landets største og fineste leverandører’ og fra søndag den 2. august 1925 vises således ’paladsteaterfilmen’ ”Kabale og kærlighed”, som dog i København altså havde premiere i Grand. Men fint skal det i hvert fald være! Zacho driver Kino for egen regning og har ikke foretaget sig andet end den årlige hovedrengøring, der skulle sikre støvfri kroge, men allerede i sommeren 1926 ophører driften igen, da der ikke nås et tilstrækkeligt udbytte af anstrengelserne. Helt præcist var der ført 300 kroner tilbage til teatret i overskud og det forslog jo som skrædder et vist sted, når der samtidig slides på interiøret. Hr. Zacho og frue fortsætter herefter udelukkende med at styre billetkassen – en funktion de for øvrigt varetager helt frem til juni 1966 – en periode dog i biografsammenhæng sammen med fru Ellen Munksgaard, for nu endelig sker det den 14. juli 1927, at Kino-Palæet torsdag den 14. juli 1927 står side om side med Viborg Teater i forbindelse med ”Den store cirkus-katastrofe”. Den italienske film er på plakaten henover fire dage frem til søndag med forestillinger hver dag kl. 16.30, 19 og 21. Fotograf Aage Munksgaard har allieret sig med sin gode ven Otto Nørmark fra Palads Teatret i Odense om fælles drift ved leje af både teater og filmtitler efter at være nået til en udmærket overenskomst med teaterbestyrelsen, der således ser det fornuftige i at give filmene en chance til. I første omgang sker visningerne i juli blot i forbindelse med et dyrskue, men da det bliver en fortræffelig succes med et overskud på fænomenale 1.100 kroner, genoptages driften permanent fra lørdag den 13. august med Fritz Langs tyske ”Nibelungerne”. Salen har på dette tidspunkt 624 pladser. Fra orkestergraven lyder en trio med Richard Wagners musik i udtog tilrettelagt af Munksgaard himself i kraft af sin tidligere funktion som regimentsmusiker og optræder tilmed selv i rollen som dirigent, mens operatørrummet indrettes som et rigtigt af slagsen dog fortsat placeret elleve meter omme bagved med brug af den særprægede projektion, der betyder, at operatøren ser alle film spejlvendt. Den rejseglade Nørmark tropper for sit vedkommende op med ledsagende foredrag til en 2.500 meter lang strimmel fra en tur gennem Sydeuropa, der endda runder Mallorca, hvilket tænder den tidlige gnist til senere års lystige eventyr med Spies og Tjæreborg. I juli 1929 holdes lukket for at foretage yderligere forbedringer og fra sidst på året udkæmpes en brav kamp langt ind i det nye, angående hvordan i alverden man med nærværende konstruktion overvinder endnu en forandring, nemlig den toneangivende af slagsen. Det lykkes tydeligvis, da Al Jolson fra 17. februar 1930 for allerførste gang i byen både taler og synger sig gennem ”Jazz-sangeren”. Samtlige husstande i byen modtager et personligt brev om fortræffelighederne. Det nye musikanlæg, hvis ægthed ivrigt diskuteres over i Kosmorama, skulle ifølge tiden være en model Western Electric made in America, men senere refereres til gode, gamle Bauer fra Stuttgart. Det turde dog være apparat nr. 2 – der kommer hurtig udskiftning på den ’bagkant’, atter en ny Bauer-model når såmænd at blive implementeret bare få år senere. I september 1931 giver konkurrenterne, Jess Christensen (Kosmorama) og Edvard Michelsen (Fotorama), et tilbud om en årlig kontantsum til teatret, om hvilken der kan forhandles, for helt at lukke ned for filmforestillingerne. Så desperate er man blevet, at der udsendes en officiel skrivelse fra deres hånd: ’Den dag da ellers kloge og velmenende folk gav Viborg Teater en biografbevilling græd fru Thalia’ (som var komediens muse i den græske mytologi). ’Dels forjog man hende fra det smukke hus, der var bygget alene for hende, dels kunde hendes unge søster Filmen ikke finde sig tilrette i boligen. Alene det, at Filmen maatte tilhylle sit unge ansigt for publikum og kun kunde vises bagfra var nok til at gøre ogsaa hende forgræmmet. Hendes fortrin for den ældre Søster: Ungdom og skønhed kunde aldrig komme til sin ret under disse forhold.’ Forslaget behandles på teatrets generalforsamling den 23. september, men her læner man sig skraldgrinende tilbage og spørger sig selv om, hvorfor man dog skulle slagte guldkalven. Faktisk går det så fortræffeligt, at man ikke længere er afhængig af Nørmark, Munksgaard kan det hele selv. 1931 bliver i stedet startskud for den årelange tradition at fejre biografens fødselsdag med viborg- eller sågar danmarkspremiere på en ny dansk film, hvor publikum får overrakt blomster i døren. Traditionen holdes i hævd langt op i 1960’erne undtagen en enkelt gang i 1957, hvor man måtte nøjes med ”Den tavse verden”, en fransk dokumentarfilm, hvor Jacques-Yves Cousteau tager publikum helt ned under havoverfladen. Magien vil ingen ende tage – uanset om fejringen så finder sted i august fremfor måske egentlig i juli, som det kunne have været og altid med den danske jubilæumsfilmuge begyndende på en mandag. I foråret 1942 udvides forhallen ind i højre side af bygningen med tre kasser i et nyt billetkontor og der installeres chokoladekiosk samt nye terrazzogulve og i november 1944 vokser også garderoben. Efter direktørens død i august 1949 overtager fru Ellen bevillingen fra januar 1950 og antallet af premierer på danske film stiger yderligere i løbet af det nye tiår med Morten Korch og ”Far til fire”. I 1952 fejres 25-års jubilæet med atter et nyt tonefilmsanlæg, det nu fjerde i rækken og det tredje, der med sikkerhed kan tilskrives Bauer. Inde i salen udvides orkestergraven, så den rummer 40 mand – til teaterforestillingerne, når de endelig finder sted – ligesom der kommer parketgulv på gangene. Omvendt må gæsterne nøjes med 590 pladser. At publikum i Viborg ikke er til den store kunst, nævnes ofte ovre i Fotorama; Teaterhistorien i sig selv forklarer alt, men fru Munksgaard supplerer gerne så sent som i 1967, at byen kun kan opvise 150 mennesker, der måtte være interesseret i andet end blot at blive underholdt, når turen går til biografen. Der sker nu ikke meget op gennem 1960’erne og en bevilling til en tredje biograf i byen får lov at samle støv. ’Skidtet lå i klatter over alt, og der var nærmest draperet med spindelvæv’, forklares det om den manglende hovedrengøring, der i hvert fald ikke længere blev foretaget en gang om året som i gamle dage. Fru Ellen Munksgaard er gået hen og blevet syg og i juli 1970 godkendes Poul Hübertz Knudsen som leder af Kino-Palæet. I forvejen er han direktør for den kommunale Kino i Holstebro. Da direktricen så dør i november, overtages biografdriften permanent af Hübertz Knudsen og fru Elisabeth. En række danmarkspremierer er allerede kørt i stilling i forbindelse med kommende forbedringer. | Læs mere her: Biografer på biografmuseet.dk Biografer Oversigt Danmarks 70mm og Storformat Biografer Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne Biografpremierer 1911 - 2020 Film- og Kinoteknik 7OMM Film og De Store Formater Todd-AO, - det sensationelle filmsystem Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"! "Windjammer" i Cinemiracle CinemaScope | VistaVision Super Technirama 70 | Panacolor Dimension 150 | Sensurround High-Impact biografdesign |
 I sommeren 1971 opsættes 424 nye stole i stedet for de gamle med sine slidte læderbetræk og apparaturet står foran sin femte udskiftning. Denne gang finder det vej op til et helt nyindrettet operatørrum bag 2. balkon med nyt, bredt scopelærred spændt ud på scenen. Samtidige planer ville placere en lille art cinema med 41 pladser i den gamle teatercafé, der ved siden af benyttes til kammermusik og små, kulturelle arrangementer. Det bliver dog ikke til noget, idet Kulturministeriet ikke er samarbejdsvillig. I stedet indgår Hübertz Knudsen efter bevillingssystemets ophævelse året derpå i et landsdækkende samarbejde, der skal gøre op mod fortidens enmandshære og lader en biografkædesammenslutning tage kampen op i fælles front mod udlejerne sådan som nye, fast sammentømrede biografkæder også er enten i færd med eller på vej til at gøre. ”Olsen-banden” filmene er behagelige for den nye direktør, allerede den tredje i serien sælger omkring 20.000 billetter, men her er vi jo også i Jylland. Med mulighed for at skabe noget helt nyt overtages Preben Philipsens projekt om en Rialto-biograf med to sale på Vesterbrogade for i stedet at indrette Bio 1-2, som åbner i juni 1976. Denne drives i begyndelsen af sønnen Arne, før fru Elisabeth tager over. Denne mere ungdommelige biograf forhindrer ikke ”Knaldhårde kommandotropper” i at finde vej fra Italien til Kino-Palæet fremme i maj 1977 som solopremiere og med stort tab drejes halsen om på lillebror allerede i november 1981. Da Poul Hübertz Knudsen så pludselig går bort i juni 1982, står fru Elisabeth alene tilbage om Kino-Palæet, der på dette tidspunkt deler hus med en frisør. Et større antal stole afhændes til Kino i Skanderborg, hvor disse formentlig hovedsageligt stammer fra Vesterbrogade. En del benyttes også i Kino-Palæet. Torsdag den 14. oktober 1986 lukker Elizabeth Hübertz Knudsen med John Boormans ”Regnskovens hemmelighed”, hvor billetterne til afsked sælges for kun 20 kroner og døren går ikke lydløst i, som det formuleres. Direktricen smækker den særdeles hårdt. ’Jeg er blevet leget med på en uforskammet måde’, lyder det som overskrift på en artikel, hvor hun forklarer, at legeonklerne ikke blot har været Viborg Teater men også hendes egen advokat, som skal være blevet enig om at kyle hende på gaden i et forlig på 200.000 kroner, hvorefter hun bare har at rette sig. ’En bitter pille at sluge’ efter at have brugt en million kroner på forbedringer, som teatret også drog nytte af. At det længe er gået ned ad bakke med filmene er sin sag. Billetprisen havde allerede forinden været periodevist nedsat til bare 10 kroner om eftermiddagen og da tre år forinden ligeledes de 20 om aftenen. Et sidste lyspunkt (til almindelig billetpris) var Sydney Pollacks ”Mit Afrika”, der henover to måneder solgte 10.000 billetter. ’Hvis jeg må være lidt giftig, så smilede jeg lumsk ved mig selv, da jeg forleden så et spindelvæv i Kino-Palæets forhal. Jeg garanterer for, at jeg lader det hænge’, udtaler fru Hübertz Knudsen få dage før lukningen. ’Det skal være min afskedshilsen til teatrets bestyrelse.’ Opsigelsen af Kino-Palæet kommer som led i teatrets langsigtede planer om, at bygningen skal danne ramme om en større vifte af kulturelle begivenheder i bredere forstand og således svigtes de film, der i sin tid reddede huset. Fru Hübertz Knudsen kunne end ikke få nogen garanti på, at stedet ikke ville vise film igen, men det sker nu ikke. Teatret gennemgik udvendigt en større restaurering allerede inden Kino-Palæets ophør og denne skal nu fortsætte indendørs. Viborg Teater har i dag 390 pladser og fået tilføjet et nyt Musikhus akkurat ved siden af til højre. | |
• Gå til Biografer på biografmuseet.dk | Biografer Oversigt • Gå til København | Omegn | Nordsjælland | Vest, Midt & Syd • Gå til Bornholm | Møn, Bogø, Lolland & Falster • Gå til Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø • Gå til Sydjylland | Midt-Vest | Øst | Nord • Gå til mere om | |
 • Gå til Viborg Teaters Kino / Kino-Palæet | |
| Gå: tilbage - op Opdateret onsdag, 09 oktober 2024 08:36:46 |