"Ørneborgen"
|
Tilbage
til forsiden |
| Skrevet af: Thomas Hauerslev med assistance fra Stefan Adler (Sverige), Tak Miyagishima (Panavision), Mike Coate & Rick Mitchell (USA), Jakub Klima (Tjekkiet), Herbert Born (Tyskland). | Dato:
21.11.2010 Opdateret 01.12.2023 |
 Annonce
fra Europapremieren i København.I marts 2009 aftalte jeg med "Cinema Retro"'s redaktør Dave Worrall at skrive en artikel til ham om de tekniske detaljer om premierekopierne af “Ørneborgen” / "Where Eagles Dare" – en af de bedste krigfilm, der nogensinde er lavet. Men eftersom jeg er for ung til selv at have oplevet den oprindelige premiere personligt, bad jeg nogle gode venner af in70mm.com om at gå tilbage i tiden, til dengang hvor en biografforestilling var en begivenhed, og en film var noget, der under særlig omstændigheder kunne ændre ens liv. Først i teksten er der lidt baggrundsinformation om en livslang interesse for filmen, og derefter kan du læse erindringer fra 1969, da "Ørneborgen" havde premiere. “Ørneborgen” blev filmet on-location i de østrigske Alper i de små landsbyer i Lofer, Werfen og Fauerkogel ved Ebensee. Slottet Hoenwerfen var den vigtigste location, hvor det meste af slottet’s eksteriørscener blev filmet. Alle indendørs scener blev filmet i Storbritannien’s Borehamwood studier uden for London. "Ørneborgen" havde ifølge datidens avisannoncer Europapremiere i Danmarks førende 70mm biograf 3 Falke Bio den 20. januar 1969. Filmen spillede helt frem til den 5. juni samme år - mere end 4 måneder. Siden fulgte en stribe repremierer i samme biograf i 1971, 1974, 1977, 1978 og endeligt i 3 uger fra den 1. juli 1980. Den sidste gang den blev vist offentligt i København var i Tivoli Bio i seks dage fra den 6. februar 1984. I 15 år var det en meget populær reprisefilm. Ikke blot i København, men overalt i Danmark. Repremierer: • Gå til Tre Falke: 22.11.1971-14.12.1971 + 9.9.1974-10.10.1974 + 22.4.1977-16.6.1977 + 27.6.1978-16.7.1978 + 1.7.1980-22.7.1980 • Gå til Vester Bio: 31.1.1972-13.2.1972 • Gå til Kinopalæet: 28.7.1972-30.7.1972 • Gå til Nørreport: 31.10.1973-10.11.1973 + 28.11.1979-13.12.1979 + 3.12.1980-23.12.1980 • Gå til Platan: 11.11.1973-25.11.1973 + 16.6.1975-22.6.1975 • Gå til Studio 1-2: 17.6.1977-26.6.1977 • Gå til Rialto: 15.6.1979-15.7.1979 • Gå til Palads: 26.7.1982-18.11.1982 • Gå til Tivoli Bio: 5.9.1983-11.9.1983 + 6.2.1984-12.2.1984 • Gå til Biografpremierer i Danmark 1911 - 2020 • Gå til Repertoireoversigt for 3 Falke Bio 1958-1982 Da jeg var barn i 1970'erne var der særligt én film jeg virkelig gerne ville se, og det var "Ørneborgen". Jeg husker biografannoncernes advarsel: "STRENGT forbudt for børn". Som regel var 16-års-film kun "forbudt for børn". Dette extra "strengt" fik mig bare til at ønske at se filmen endnu mere. Et smart reklametrick af MGM's danske marketingafdeling den gang. Endelig da jeg var 15 år gammel fik jeg omsider set den. Det var den 8. juli 1978 til fire-forestillingen i 70mm i 3 Falke Bio i København for at være helt nøjagtig. Det var næsten 10 år efter premieren. |
Læs
mere her: "Ørneborgen"'s 40 års Jubilæum fejres med særudgave af "Cinema Retro" Todd-AO 7OMM Filmfestival i Karlsruhe 2023 Widescreen Weekend 2009, Bradford, England Widescreen Weekend 2003 report På Rumrejse med Stanley Kubrick Vises "i Sensurround". En ny dimension til film Cinema Retro fejrer James Bond's 50 års jubilæum |
|
Bliver Mary Ellison (Mary Ure) afsløret allerede her? Alt i alt, et fantastisk
manuskript, dialog og skuespil! Højdepunktet for min interesse kom i 2009,
da jeg mødte Derren Nesbitt i England til en encore 70mm forestilling af
"Ørneborgen". Det var en festlig dag i selskab med selveste Major von
Hapen. Jeg producerede efterfølgende en kortfilm med Derren Nesbitt "in
conversation" om filmproduktionen af filmen. Filmen er pr. 2022 set mere end
116.000 gange. |
|
 "Ørneborgen"
- slottet Hohenwerfen som det så ud i sommeren 2007 i den lille Østrigske
bjergby Werfen. Foto Thomas HauerslevI dag, MANGE år senere, kan jeg stadig se filmen en gang imellem, og stadig nyde det faktum, at jeg stadig ikke er helt klar over om jeg har forstået plottet. Det er den unikke kvalitet ved denne film. ”Ørneborgen” har fulgt mig i alle disse år, og jeg har set den mange gange. Jeg har endda vist den til mine børn og hustru, som også kan li’ den. Det er en virkelig spektakulær film, der er en kilde til fortsat god underholdning. Vi har oven i købet besøgt flere af de steder i Østrig hvor filmen er optaget. • Gå til "Ørneborgen"'s 40 års Jubilæum fejres med særudgave af "Cinema Retro" • Gå til På Rumrejse med Stanley Kubrick • Gå til Vises "i Sensurround". En ny dimension til film • Gå til Cinema Retro fejrer James Bond's 50 års jubilæum Filmen er fotograferet i 35mm af Arthur Ibbetson med Panavision's anamorfotiske [CinemaScope] linser. Det betyder, at han komponerede billederne i forholdet 2,35:1 - et filmformat, som er 2,35 gange bredere end højden. Den europæiske premiereversion af “Ørneborgen”, var i 35mm optisk mono, men filmen blev også vist i 35mm stereo i 4-spors magnetlyd, i de biografer der var udstyret til at vise det format. I modsætning til USA, blev filmen i Europe lanceret i en ”Roadshow” version, med pausemusik og en entr'acte før anden halvdel af filmen begyndte. Premieren i de største europæiske biografer foregik i 70mm med 6-sporet stereofonisk magnetlyd. Med Panavision's Micro Panatar printerobjektiv på Technicolor's laboratorium i London, blev filmens 35mm negativ optisk forstørret (blæst op) til et 65mm interpositiv, som blev brugt til at fremstille et nyt 65mm negativ. Det store 65mm negativ blev derefter brugt til at fremstille 70mm kopierne. En proces, der blev andvendt, når et stort antal 70mm kopier var nødvendigt. Endeligt blev de 6 magnetlydspor kopieret i realtid på 4 jernoxid magnetlydstrimler placeret i kanten af filmen. Det er meget tidskrævende og kostbar proces, fordi den jernoxid, der anvendes til filmkopier skal lægges på efter at filmen er kopieret, og herefter tørre, før de kan indspilles. 35mm og 70mm kopierne i Europa var alle roadshow versioner med pause. Amerikanerne havde ikke pause, musik eller entr'acte i deres kopier, og der var kun en meget begrænset 70mm udgivelse i USA. “Ørneborgen” blev vist i Skandinavien, Holland, Belgien og flere andre steder i originalversionen. Dvs, der er tradition for at vise filmen på originalsproget. Disse lande har deres egne firmaer, der er i stand til at præge disse to linier undertekster på 35mm filmen. Når filmen bliver vist i biograferne, kan man se to linier med hvide bogstaver nederst på filmen. |
Film trailer
youtube.com Sheldon Hall, UK: WHERE EAGLES DARE had its world premiere on 23 Jan 1969 at the Empire, Leicester Square (it interrupted a run of the 70mm version of GONE WITH THE WIND). It was given a trade press preview in an unfinished state, without the music score, in the US in early December 1968. Rick Raskin, Manassas Virginia, USA: I saw it in 35mm 4-track magnetic in Pensacola, Fla. There was no intermission. |
 Redaktøren med
den danske plakat til "Ørneborgen" i gården på "Burg Hohenwerfen", hvor
filmen blev optaget i 1968. Foto: Charlotte Hauerslev.Når det gælder tekstning af 70mm film, var der kun ét firma, der kunne udføre dette arbejde, og det var firma Titra i Bruxelles. Filmen blev oversat lokalt, og når teksterne var klar, og der var læst korrektur på teksterne, blev de sendt til Bruxelles. Herefter lavede Titra en serie kliceheer i metal, som blev trykt ind i filmstrimmelen. Stort set alle 70mm kopier til det Europæiske marked er blevet tekstet af Titra i Bruxelles. Nogle europæiske lande har tradition for at eftersynkronisere (dubbe) film til deres eget sprog. En avanceret teknik, der er anvendes i Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien for at nævne nogle af de steder hvor filmen blev dubbet. Eftersynkronisering betyder, at lokale skuespillere genindtaler de oprindelige linjer i hans eget sprog, hvilket skaber en tysk, italiensk, spansk eller fransk version af filmen. Normalt er det den samme tyske skuespiller, der eftersynkroniserer den samme skuespiller fra film til film. For at indspille den tyske version af “Ørneborgen”, blev den tyske skuespiller Herbert Stass ansat til at indspille Clint Eastwood's stemme, Richard Burton blev indspillet af Holger Hagen, som også var Dean Martin og James Garner's tyske stemme. Erich Fiedler dubbede Ferdy Mayne og Wilhelm Borchert dubbede Anton Diffring. Når eftersynkroniseringen var færdig, blev lydsporet remixet og var herefter klar til at blive anvendt i den nye lokale sprogversion af filmen. Lydsiden for alle film er en kombination af tre forskellige lag af lyd: dialog, musik og effekter. Det er derfor en forholdsvis enkel sag at bytte det originale engelske dialogspor med en ny tysk (eller fransk, italiensk mfl) version til at fremstille 35mm og 70mm kopier til biograferne. “Ørneborgen” var tilgængelig i 70 og 35mm i magnetiske stereoversioner og 35mm optisk monolyd med original- og eftersynkroniseret dialog i hele Europa. I Tyskland fik filmen titlen "Agenten Sterben Einsam" ("Agenter Dør Alene") og i Norge og Sverige blev det forskellige version af ”Ørnereden” ("Ørnredet" i Norge og "Örnnästet" i Sverige). Filmen havde ikke premiere i alle europæiske lande. Et eksempel er Tjekkoslovakiet, i den gamle østblok, hvor den ikke havde premiere før 1989 af politiske årsager. |
|
Stefan Adler (1954-2017) Fortæller
|
|
 Svensk
annonce fra 1975 fra Stefan Adler’s arkiv.Mit liv med "Ørneborgen" begyndte første gang da jeg satte foden i Draken's operatørrum i Göteborg som rystende high school teenager samtidig med, at jeg skulle lære at blive filmoperatør. Ifølge IMDb havde den Sverigespremiere den 23 januar 1969, og det er sikkert rigtigt, for mit første besøg i Draken var i marts måned, og ”Ørneborgen” spillede stadig for udsolgte huse. Jeg havde ingen anelse om, at "Ørneborgen" ville følge mig igennem hele min karriere som filmoperatør i Draken. Det var en blow-up 70mm kopi i formatet 2,21:1 med lyd på alle seks kanaler, men den havde ikke den klassiske retningsbestemte dialog som de ”rigtige” 70mm produktioner havde. Billedet var fair, men langt bedre end senere 70mm blow-ups, sandsynligvis fordi en stor del af filmen var mørke day-for-night optagelser. Kopien var på 8 spoler, med en samlet længde på 5192 meter. I hele premiereperioden og de efterfølgende repremiereperioder, som varede i næsten 20 år, spillede vi stort set de samme 70mm road-show kopier. Jeg tror, der var fire af dem med svenske undertekster. Spole 1 startede med MGM’s løve og spole 5 sluttede med pausen, hvor Clint Eastwood har skjult dynamit i hele mødelokalet og forlader lokalet, lukker de store døre med den sidste sprængsnor til dynamitten. Herefter var der et fade-out og et ”Pause” kort, mens temaet spillede. |
|
 Anden
svensk annonceSpole 6 startede med en entr'acte, med Ron Goodwin's "snare drum ostinato" og temaet i ca. 2½ minut, derefter et fade-in og så flugten på trappen. Spole 8 sluttede med meget korte sluttekster. 35mm kopierne havde også pause, og 4 spor magnoptical kopierne havde også entr'acte. "Ørneborgen" var en af Draken’s store blockbuster hits. Før ”tragedien” med "hectaplexes", DVD og kabel-tv, var vi i stand til at vise filmen mere eller mindre hele tiden, og den var faktisk aldrig ude af distribution. Af de samlet 51 70mm titler, som blev spillet på Draken fra 1966 (efter at Cinerama udstyret var udskiftet med 70mm udstyr), og indtil jeg sluttede min karriere i 1988, var "Ørneborgen" den mest populære og vellykkede af alle repremiererne. Den havde Sverigespremiere i 1969 og re-premiere i ’72, '74, ’75, '78, '80, '82 og '84. Ingen af de re-premierer spillede mindre end 8 uger. Hvis jeg husker det rigtigt, havde den også repremiere i vores nabo 70mm biograf Victoria omkring '76 eller '77. Tal om en blockbuster! Jeg må have vist den mere end 1000 gange. Den er stadig i mit blod og jeg hopper stadig ud af min stol, når jeg ser overkørslerne komme, når den lejlighedsvis bliver vist på TV. |
|
Tak Miyagishima (1928-2011), Sr. Vice President, Engineering Panavision |
|
|
|
|
Et eksempel på 35mm til 70mm forstørrelsesprocessen (blow-up) |
|
 35mm
magnetisk-optisk (magnet/optisk lydspor) kopi med Fox perforation.I denne interiør scene fra begyndelsen af filmen, ses det tydeligt, at billedet er "presset sammen" i det vandrette plan fordi den er filmet i Panavision. Panavision objektivet fotograferer billedet med en anamorfotisk kompression med et formatforhold på 2:1. Hvilket betyder, at der er dobbelt så meget horisontal billedeinformation end vertikal billedeinformation. Mennesker ser tynde og høje ud i dette eksempel. Når filmen vises i biografen sidder der et særligt objektiv på projektoren [filmfremviseren] til at deformere det forvrængede billede, så det ser normalt ud på lærredet. Den anamorfotiske process kaldes for Panavision, men andre versioner af den samme grundlæggende princip kaldes også for CinemaScope, TohoScope, WarnerScope, FranScope og en masse andre "scopes”. |
|
 70mm magnet kopi.Dette er 70mm version af den samme scene, men forstørret med Micro Panatar objektivet. Det var almindeligt på den tid, at forstørre 35mm negativet til fuld 70mm højde, og dermed miste noget billedeinformationen fra hver sin side af 35mm negativet. Se hvordan denne scene ser ud i 35mm sammenlignet med 70mm versionen. Senere blow-ups af anamorfotiske film (som f.eks. "The Deer Hunter" og "The Untouchables") blev forstørret en anelse mindre for at sikre at hele 35mm negativet blev kopieret på 70mm filmen. Disse blow-ups havde en bredere billedstreg, men beholdt det oprindelige 2,39:1 anamorfotiske billedformat som fotografen havde tænkt sig. Fordelen med disse 70mm blow-up, var mere lys på lærredet fra det store billede i projektoren, bedre billedstabilitet, bedre kontrast og klarere farver. |
|
Hollywood, USA |
|
 Annonce
fra premieren i Los Angeles.Rick Mitchell (1946-2011), Hollywood, USA: Så vidt jeg husker var “Ørneborgen” en af de første film der havde premiere med en modificeret roadshow politik, hvor filmen havde 70mm premiere en måned forud for sin generelle premiere, i meget få udvalgte biografer. De kopier jeg så her på Paramount biografen på Hollywood Boulevard (nu El Capitan), havde ikke en pause og hverken overture, eller walk-out musik. Den blev sandsynligvis spillet på den facon i New York og eventuelt Chicago, men jeg ved det ikke med sikkerhed. Efter den første 35mm first-run premiere, blev filmen skåret ned til 131 minutter, som ikke virkede ligeså godt som den oprindelige version på 158 minutter. Den fulde version blev også anvendt til 16mm nontheatrical kopierne. Denne ændrede roadshow politik opstod som følge af et vigende salg af billetter til traditionelle roadshow film i efteråret 1967, samt den uventet publikum respons på "2001", som MGM var villig til at afskrive som et flop, fordi dens forsalget af billetter var langt under salget til "Grand Prix". Imidlertid blev ”2001” et stort hit takket være de unge mennesker, der købte billetterne lige før filmen startede. I løbet af 1968, begyndte biograferne at droppe den etablerede roadshow staffage, som betød forudreservererede pladser, højere priser og kun to daglige forestillinger. Den nye måde at præsentere film på, som jeg tror blev kaldt ”special engagement”, handlede om, at at gøre disse forestillinger til noget særligt, selv om det ”kun” var 70mm blow up. Filmene blev vist i 70mm i ganske få biografer i nogler uger før den landsdækkende premiere, til almindelige priser og hele dagen. Så vidt jeg husker var "Hello, Dolly!", "Ryan's Daughter" og "Patton" de sidste film, der nød godt af den traditionelle roadshow premiere her i Nordamerika. Der var nogle film, som var en slags mellemting imellem de to med pause, og kun to daglige forestillinger og kun i få byer, og det var "Airport" og "Paint Your Wagon". I løbet af de næste par år blev premieremønstret overalt som ”Ørneborgen”'s premiere. I begyndelsen af halvfjerdserne, var det kun Fox og Warners, der lod deres film have premiere på denne måde, og som regel kun i Los Angeles og i New York med 70mm kopier, der blev fremstillet til brug i Europa, hvor roadshowing stadig var kommercielt levedygtige. Mike Coate, Hollywood, USA: “Ørneborgen” havde ikke en ”roadshow” premiere i USA, i hvertfald ikke i Los Angeles eller New York Fra Variety's anmeldelse den 9. December 1968.
Fra en pressemeddelelse:
|
|
Handlingen |
|
 Under
ledelse af den britiske major John Smith sendes et hold erfarne agenter og
kommandosoldater til Tyskland med det formål at trænge ind i »Ørneborgen«,
det tilsyneladende uindtagelige hovedkvarter for »Alpekorpset«, som holder
en amerikansk general, George Carnaby, som fange efter at hans maskine, der
var på vej til en vigtig konference om den Anden Front (The second front),
blev tvunget til at nødlande. I det britiske efterretningsvæsen MI6's hovedkvarter får holdet instrukser af admiral Rolland og oberst Turner. Kort efter afgår maskinen - men kun major Smith ved, at der er »blind passager« med, nemlig den smukke og dristige Mary Ellison, som tidligere har ledsaget Smith på vanskelige operationer. Det britiske hold lander i en snestorm. Sergent Harrod, der er ekspeditionens radiomand, savnes. Han findes kort efter med brækket hals. Smith fortæller de andre, at han er dræbt i faldet. I virkeligheden er Harrod blevet dræbt af slaget med en geværkolbe. Forklædte som medlemmer af Alpekorpset kommer gruppen ind i landsbyen ved Ørneborgen. Mary optræder som kusine til servitricen i kroen, Heidi, som i virkeligheden er britisk agent. Gennem hende får Mary arbejde på borgen. Gestapo-officeren von Hapen, der er ankommet til Ørneborgen for at afhøre den fangede general Carnaby efter Gestapos hårdhændede metoder, bliver meget interesseret i den smukke Mary. De tyske værnemagtsofficerer Rosenmeyer og Kramer ønsker dog først selv at afhøre fangen ... Det viser sig at von Hapen har fået oplysninger om de britiske agenters ankomst og forklædning. Under afhøringen af Carnaby og de lige fangede agenter trænger Smith ind i salen - og kommer med chokerende overraskelser! Han meddeler, at han er den tyske major Johan Schmidt - og at den fangede general i virkeligheden er en amerikansk skuespiller, Cartwright Jones, der optræder i rollen som den betydningsfulde general for at give MI6 en grund til at sende et hold agenter til Ørneborgen, hvor de efter planen skal tages til fange og derefter sendes til Berlin. Tyskerne skal tro, at nogle af deltagerne i missionen i virkeligheden er tyske agenter, som har infiltreret MI6, hvorfra der gennem længere tid er sivet vigtige hemmeligheder ud. Men - siger Schmidt - disse tyske spioner er blevet afsløret og udskiftet med britiske folk, som på denne måde skulle få adgang til tyskernes hovedkvarter i Berlin! Disse oplysninger kommer som et chok for flere af major Smiths kammerater, især for den amerikanske løjtnant Schaeffer, som er den eneste på holdet, der ikke tidligere har arbejdet for MI6. Men det er ikke slut med overraskelserne. Smith har fået kontrol over situation - og fortæller nu, at han har ført tyskerne på vildspor! Gestapomanden kommer uventet ind, men bliver fulgt af Mary, som skyder ham. Smith giver ordre til at tre af hans folk, som i virkeligheden er tyske spioner, der har arbejdet i MI6, og som under hans optræden som major Johan Schmidt har afsløret sig, skal bindes og føres tilbage til England som fanger. Under en eventyrlig flugt efter at de har anbragt bomber i Ørneborgen, går turen hjemad. Den eventyrlige ekspedition kommer ud for endnu flere farer og chok. Men den største overraskelse kommer til sidst ... Den farlige mission til »Ørneborgen« gav således store resultater! |
|
Hvad pressen skrev om "Ørneborgen" |
|
 DEN
HÅRDE SPÆNDINGØRNEBORGEN er filmatiseret i koncis billedstil og besat med bl. a. top-stjernen Richard Burton som major Smith. Det er ikke blot double-crossing, vi oplever, men three- and fourcrossing som efterhånden nåes medens voldsomhederne udvikler sig. I denne spændende historie er der krig mellem alle, og den flotte amerikanske løjtnant Shaffer - som Clint Eastwood lægger krop til - føler sig da også, da det farligste pokerspil er i gang, noget forvirret. Det er ham ikke muligt at finde ud af hvem der er ven og hvem der er fjende. Men sådan er teknikken i MacLean's roman, hvis trick er bestandig at dreje situationen, og gør det på en overrumplende måde. Brian G. Hutton's iscenesættelse følger i alle væsentligheder romanen, og udnytter bravt de forskellige lokaliteter, ikke mindst de afsindige ture på taget af en svævebane, den eneste forbindelse op til de tyske troppers hovedkvarter. Intet mere skal siges om de nervepirrende situationer vor lille flok kommer ud for i landsbyen, for ikke at tale om borgens dunkle gange. Richard Burton spiller sin sindige engelske major med et behageligt smil og et lunt glimt i øjet, ikke mindst når han snyder både sine egne og fjenden. Ørneborgen er spændende så det kildrer i hovedbunden og typerne står klart og skarp, selvom man så hele tiden oplever overraskelser, når snart den ene snart den anden afsløres, eller afslører sig, mens sagerne udvikles. BERLINGSKE TIDENDE Dygtigt er det lavet af den unge engelske instruktør Brian C. Hutton, der efter et par mindre småfilm her med forbløffende sikkerhed dirigerer hele apparatet. Vejen til Hollywood står ham åben. POLITIKEN En efter en af ekspeditionens medlemmer bliver dræbt på mystisk vis, og opgavens egentlige mål afsløres lidt efter lidt og uafbrudt. Det er meget meget spændende. Det er en ordentlig fortalt historie med krigstidens åndedræt over sig. Som Burton siger til en tysk officer: »Mit navn er kaptajn Bernhard Himmler. Siger det navn Dem noget? Nå, godt, så tag og hold kæft«. **** EKSTRA BLADET DET RENE SPÆNDING Her er masser af godt spændingsstof, og der er ikke sparet på midlerne for at gøre helheden troværdig. B. T. SPÆNDENDE FILM Som den store skuespiller Richard Burton er, gør han her glimrende fyldest, men må dele æren med Clint Eastwood, Patrick Wymark, Mary Ure og Ingrid Pitt. Sløret skal ikke løftes her for hvorledes det går med »operation Ørneborgen«, men spændingen stiger og sluteffekten er særdeles overraskende og effektfuld. BØRSEN |
|
| Gå:
tilbage
- op Opdateret mandag, 01 januar 2024 18:16:37 |
|
