Kinopalæet, Frederiksberg |
Tilbage til
forsiden |
| Skrevet af: JG, biografmuseet.dk | Dato: 01.10.2021 |
 James
Bond film kavalkade 1979. Foto Thomas HauerslevKINOPALÆET Gl. Kongevej 60 Åbnet 26. december 1959 Lukket 12. februar 1981 Genåbnet 27. februar 1981 Lukket 15. marts 1981 Kinopalæet på Gl. Kongevej åbner i julen 1959 og er det andet af sin slags, ja, faktisk det tredje, idet nr. 2 blev opført på ruinerne af det første. I dagene mellem 26. december 1959 og 3. januar 1960 var både nr. 2 og nr. 3 i brug. Den nye biograf blev i disse dage til ’nye scene’. Biografen kom til som del af det nyopførte Codanhus med 21 etager placeret med indgang og biografsal omme bagved højhuset. Indgangen lå nu længere nede ad Gl. Kongevej end tidligere. Hele området havde en fortid som fabriksgrund. Kapitlet om det nye kinopalæ fortsætter, hvor det gamle slap. Det er Filmselskabet ASA med direktørerne Henning Karmark og Lau Lauritzen i front som bevillingshaver, der bygger den nye storbiograf. Kinopalæet kommer til at danne rammen om mange store filmbegivenheder det næste tiår. ASA havde allerede et par gange uden held forsøgt at få en ny storbiograf i området omkring Vesterbrogade, ligesom man havde lagt billet ind på bevillingen til den kommende storbiograf Imperial, hvis åbning dog ville blive forsinket helt til 1961. To år tidligere stod man rettidigt klar med Kinopalæet. Åbningsfilmen er den syvende i rækken af de populære ”Far til fire”-film, hvor sommerferien denne gang går til Bornholm. • Gå til stoleplan Kinopalæet Cinerama • Gå til Kinopalæet, 70mm & Cinerama Luxus i Hovedstaden • Gå til galleri Nedrivning af Kinopalæet i København • Gå til Ole Skou Olsen, Cinerama filmoperatør i Kinopalæet |
Læs
mere her: Kinopalæet, 70mm & Cinerama Luxus i Hovedstaden Kino-Palæet (1918) Biografer på biografmuseet.dk Biografer Oversigt Danmarks 70mm og Storformat Biografer Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne Biografpremierer 1911 - 2020 Film- og Kinoteknik 7OMM Film og De Store Formater Todd-AO, - det sensationelle filmsystem Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"! "Windjammer" i Cinemiracle CinemaScope | VistaVision Super Technirama 70 | Panacolor Dimension 150 | Sensurround High-Impact biografdesign |
 "Ny
og Gammel Scene" - to Kinopalæet i gang på samme tidI forhold til den gamle biograf fylder den nye ikke meget ud til Gl. Kongevej. En meget lang og fint oplyst baldakin rager et godt stykke udover fortovet og stikker snuden frem foran resten af huset ned langs Gl. Kongevej. En fortovssøjle udenfor i venstre side er med til at holde sidebygningen oppe. Her ligger der en Esso-servicestation og parkeringshus samt Bang & Pingel i væsentlig reduceret størrelse. Biografens glasdøre ind til foyeren er i samme stil som dem, der to år senere kommer op foran Imperial. Indgangspartiet er dog ikke nær så bredt. Ligesom Imperial får Kinopalæet et lodret skilt ned langs huset strækkende sig fra tredje sal og helt ned til første. På den store baldakin opsættes jævnligt markante reklamestandere, sådan som man også benyttede det i den forrige biograf. Mange år senere erstattes de permanent af to store lærredsplakater, der opsat skråt i forhold til hinanden peger hver sin vej. Reklamerne på baldakinen får snart også følgeskab af en kæmpe plakattavle til højre for indgangspartiet halvt mellem stueplan og første sal. I den nedre foyer er der indrettet billetsalg til højre, mens der på væggen til venstre er store udhængsskabe. Videre fremme gennem et nyt parti glasdøre fører en bred trappe op til den omkring 350 kvadratmeter store og lyse foyer på første sal med udstillingsskabe placeret rundt om. Her er kiosk lige fremme og en otte meter lang bar i midten langs væggen i venstre side, mens toiletter strækker sig bagved i foyerens højre side under salens skrånende gulv. Der er to indgange, som fører op omtrent midtvejs i den fornemme sal, der strækker sig bagud henover foyeren. Ikke kun salen men også foyeren har airconditioning, hvilket gør den velegnet til pausen i helaftensfilmene selv på en varm sommeraften. Lærredet er nordens største med en dimension på 20 x 8 meter og udstyret med fortæppe og en rummelig scene foran. I teknisk henseende er Kinopalæet i stand til at vise alle de tekniske formater undtagen Cinerama. Som den tredje biograf i Danmark kan Kinopalæet således også vise film i 70mm. Der er opsat fem Todd-AO højttalere bag lærredet og yderligere effekthøjttalere bag den akustisk virkende vægbeklædning, hvilket intensiverer lydoplevelsen. Der er 1.225 velpolstrede, røde egetræsstole fra Odense Stolefabrik og biografen bliver dermed Københavns femtestørste. En lille loge ved operatørrumet rummer yderligere fire pladser. Som noget ganske særligt kan man gennem store vinduer faktisk se fra salen op i operatørrummet. Der er plads til 400 gæster flere, end den tidligere biograf kunne rumme. Det var ikke helt så mange, som Lauritzen og Karmark oprindelig havde ønsket sig, men til gengæld er siddekomforten yderligere forbedret. Ingen biograf i byen har på dette tidspunkt så god benplads som Kinopalæet, hvor 1. række svarer til 7. række i den gamle biograf. Udgangsdørene foran i salen fører ned mod Prinsesse Maries Allé til venstre eller højre om mod Vodroffsvej. Der er også udgangsdøre ned mod gadeplan med udgange fra hver side af salsindgangene i foyerplan. Idet biografsalen er placeret på første sal, er der skabt plads til parkeringspladser nedenunder. Det var meget hurtigere og nemmere at få folk ud af Kinopalæet efter endt forestilling, end det nogensinde blev i Imperial. Arkitekten for hele Codanhus-projektet incl. biograf er Ole Hagen. Han havde også tegnet Falkoner Centret, hvor 3 Falke Bio var åbnet året forinden. Her var man alt for karrig med foyerpladsen og det tog man ved lære af, da Kinopalæet blev tegnet. Hagen må siden siges at have specialiseret sig i danske højhuse; de få, der er. Han var også arkitekten bag Domus Vista og Domus Portus. Han havde en passion for kunsthåndværk og designede fx også sølvtøj. Selvom Kinopalæet ikke blev den samme skønhedsåbenbaring udi detaljerne som mange andre fine biografer, så fremstod den indvendigt som et tidstypisk genre-rent eksempel på den fornemste indretningskunst med sans for den velfungerende storhed. Ved gallaforestillingen på åbningsdagen er det nu to af ASA’s største filmstjerner, Poul Reichhardt og Ole Neumann (Lille Per), der fremsiger en prolog skrevet af Poul Henningsen som et ordspil mellem den garvede og den unge skuespiller og ønsket om, at alle få skal det rart og more sig i det store rum. Fru Lau Lauritzen, skuespillerinden Lisbeth Movin, byder velkommen og sender stikpiller mod det dybt forældede bevillingssystem. Den 1. februar 1960 kan biografen for alvor vise, hvad den er skabt til. Denne dag får King Vidors ”Salomon og dronningen af Saba” med Yul Brynner og Gina Lollobrigida premiere i Super Technirama 70mm. Filmen er en succes og vises halvanden måned. Fra 14. marts er der dømt latterorkan i den nye biograf, da ”U-båden der rødmede” med Cary Grant spiller i næsten to måneder. Fra 31. maj vises krigsfilmen ”Sænk Bismarck!” med Kenneth More i tre uger. Det er en film direkte fra det tidligere kinopalæs profil. Efter denne går det noget mere trægt i sommeren 1960, hvor programmet består af små spændingsfilm, europæiske dramaer og en svensk bokse-dokumentarfilm. Det er noget, som lige siden filmens barndom har interesseret et biografpublikum. De fleste titler kom fra ASA’s egen distribution, der lod til at få ryddet op på filmhylderne. |
|
 Først den 19. september er der igen vind i sejlene på Gl. Kongevej, da ”Sømand i
Knibe” med Dirch Passer får gevaldig succes. I julen 1960 er der for første gang
siden 1953 ingen ny ”Far til fire”-film, men så har man da heldigvis Morten
Korch. ”Det skete på Møllegården” vises i fem uger, selvom den også spiller i
brobiograferne. I februar 1961 trækker Doris Day godt med publikum i dramaet
”Sorte kniplinger”. Denne sommer er der noget stærkere sager på programmet. John
Sturges’ ”Syv mænd sejrer” får premiere den 7. juli. Den senere så populære
western har en fantastisk rolleliste bestående af Yul Brynner, Steve McQueen,
Eli Wallach, Charles Bronson, Horst Buchholz m.fl. og er baseret på Akira
Kurosawas ”De syv samuraier”. Den japanske film har bare ikke haft dansk
premiere endnu og historien kender man derfor ikke. McQueen og Bronson havde
endnu heller ikke opnået deres stjernestatus og så var det en sommerpremiere,
hvilket ikke var det tidspunkt, filmselskaberne normalt sendte deres store film
ud. Resultatet er da også, at filmen faktisk ikke bliver en særlig stor succes i
Kinopalæet og spiller end ikke tre uger. Den kommer aldrig op i Kinopalæet igen,
men får siden sin fortjente succes mange andre steder. Bedste film i 1961 er
atter en dansk film. Det bliver Lau Lauritzens egen ”Min kone fra Paris”, der
spiller to måneder fra den 7. august. I julen får den sidste af de oprindelige
”Far til fire”-film premiere, hvor Lille Per ikke længere er helt så lille i den
fornøjelige ”Far til fire med fuld musik”. I 1960 og 1961 har flere storfilm haft premiere i konkurrerende biografer. Således kunne Imperial åbne med ”Exodus” og World Cinema boltre sig med ”Navarones kanoner” sidst i 1961. Lauritzen savnede den virkelige storfilm, der også kunne positionere Kinopalæet sådan helt for alvor. I januar 1962 lysner det, da Stanley Kubricks ”Spartacus” med Kirk Douglas får premiere i Kinopalæet i Super Techirama 70. Der var allerede gået to år siden den første 70mm-film var kommet op, så det var kun på tide. Filmen får stor medieopmærksomhed og publikum tager også godt imod den vældige helaftensfilm. Med lidt over to måneder på programmet bliver den biografens hidtil største succes. Preben Philipsen, søn af Constantin, forsøgte sammen med Mogens Skot-Hansen uden held allerede i 1959-60 at få Tre Falke og andre biografer overbevist om at installere det nye format. Man havde allerede i Danmark set noget tilsvarende med "Windjammer" optaget i det beslægtede Cinemiracle-system, som fik premiere i Aarhus helt tilbage i december 1958. Den blev med stor succes også blev vist i København i Forum fra 1. maj 1959 og siden også på Nørrebros Teater (Det Ny Scala). Cinerama og Cinemiracle havde et stærkt buet kæmpelærred, der ligesom 3D – men uden de irriterende briller – gav fornemmelsen af selv at være tilstede. Særligt Cinerama med sine tre filmprojektorer var en imponerende nyskabelse. Mange tænke, det uundgåeligt var fremtiden. Cinerama var som en ’first person experience’, altså den illusion, at tilskueren oplever filmen som at være der selv – ’Cinerama puts you in the picture!’. Cinerama var den mest storslåede illusion af virkeligheden, der hidtil var præsenteret og nu kom den også til Danmark. Karmark var blevet nysgerrig og efterhånden overbevist om mulighederne i endnu en teknisk fornyelse, ligesom man var først på færde, da man installerede CinemaScope i det tidligere kinopalæ. Karmark fører i 1961 og muligvis endnu tidligere forhandlinger om at få Cinerama til Kinopalæet og Cinerama Inc.’s tegnestue i Oyster Bay, New York, udarbejdede foreløbige tegninger. På disse dateret i september 1961 angives projektionsafstanden fra A og C-operatørrummene til at være 29,3 meter og fra B til 36,5 meter. De endelige forhandlinger finder sted i februar 1962. Det var en modig beslutning, for der fandtes ikke mange Cinerama-film i omløb og man forventede kun et par nye produktioner om året. Alligevel forpligtede Karmark sig til at vise systemet i fem år. Han regnede med, at to eller tre nye film om året skulle være tilstrækkeligt og der dermed var film nok. Det skulle vise sig at blive en dyr fejltagelse. Efter nogle ligegyldige komedier og spændingsfilm i kølvandet på ”Spartacus” lukker Kinopalæet søndag den 17. juni 1962 efter sidste forestilling på ”Sex, solskin og studiner”. Om mandagen påbegyndes en stor og særdeles bekostelig ombygning af biografen. Der opføres to nye operatørrum, et på hver side af sidevæggene. Det nye, stærkt buede lærred sættes op i august. Det er 27,2 x 9,7 meter og går fra væg til væg samt gulv til loft. Fra kant til kant var der 21 meter. På afstand lignede det et almindeligt lærred, men var i virkeligheden 2.150 lameller i perforeret plast ophængt med krog. Ventilationssystemet kunne nemt lave uorden i dem og de skulle derfor tjekkes regelmæssigt. Det nye lærred krævede naturligvis en helt ny konstruktion, hvor scenen blev sløjfet og antallet af siddepladser måtte også reduceres. Således blev der i den nye sal plads til 1.118 gæster. Cinerama havde overvældet biografpublikummet over hele kloden og revolutionerede biografbranchen for evigt. På trods af den globale succes, blev Cinerama født med et betydeligt problem. Publikum klagede over de to samlinger (’join lines’) på lærredet, hvor de tre billeder grænsede op til hinanden, hvilket for de fleste føltes generende. Den 31. august 1962 er der gallapremiere på ”Verdens syv vidundere” i Cinerama. Der vises kun to forestillinger på hverdage og søndage. Lørdag var der dog tre visninger. Selve filmen varede kun 106 minutter, men man spillede ikke de traditionelle fire forestillinger på grund af de store tekniske udfordringer forbundet med afviklingen. Alskens tekniske problemer forårsagede gennem hele Cinerama-perioden en hel del aflyste forestillinger. Den første film imponerede dog publikum og spillede frem til jul og blev genoptaget sommeren efter. 26. december 1962 får den største Cinerama-succes premiere. Det er spillefilmen ”Vi vandt Vesten” med James Stewart og John Wayne samt en perlerække af øvrige amerikanske skuespillere. Den vises i over fem måneder. Herefter får ”Sydhavets eventyr” premiere og fejler totalt, selvom den holdes på programmet gennem knap to måneder. Den 21. august skiftes efter genoptagelsen af de syv vidundere til ”Brødrene Grimms vidunderlige verden” med Laurence Harvey. Særligt denne film bærer tydeligt præg af at være skabt til Cinerama med træer velplaceret dér, hvor Cinerama-billederne møder hinanden. Publikum er ved at være lidt træt af det hele og ”Brødrene Grimm” svigtes totalt. Dybdevirkningen er naturligvis fantastisk, men Grimms eventyr lades i stikken i forhold til Cinerama-effekten. Særligt i Danmark er man ikke vildt imponerede over de viste film, som man i pressen referer til som en ’Dyrehavsbakke’-forlystelse. |
|
 Cinerama Inc. var udmærket klar over problemerne og lagde de store kameraer på
hylden i 1962.
I Danmark betød problemerne med filmene og store personaleomkostninger, at
Karmark og Lauritzen forsøgte at komme ud af Cinerama-aftalen men uden held. I
stedet overtog Cinerama Inc. officielt driften af biografen og ansatte Lauritzen
som direktør for biografen og Karmark som direktør for Cinerama i Danmark.
Karmark fratræder omtrent samtidig som direktør for ASA Filmudlejning, men
fortsætter her som producent. Det var ikke lovligt med udenlandsk økonomi i
danske biografer, hvilket man på ASA nok var klar over, men forklaringen om det
økonomiske uføre håbede at kunne redde dem gennem miseren, når man på et
tidspunkt blev nødt til at stå skoleret. Den sidste film i Kinopalæets rigtige Cinerama-kapitel var den otte år gamle ”Cinerama Holiday”, der med den danske titel ”Så hold da helt ferie” spillede fra 27. september indtil den 20. oktober 1963. Pressen var ikke sene til at tage brug af janteloven og håne ASA for deres Cinerama-beslutning, da man nåede til femte og sidste film. I Aktuelts anmeldelse med overskriften ’Cinerama fra dåse’ var man så fræk at kalde biografen for en malkeko, hvor amerikanerne havde fået brugsretten til Kinopalæet og udnyttet danskernes velvilje. Den rakte så heller ikke længere. Mindre end fjorten måneder efter Cineramas indtog i Kinopalæet var det forbi igen. Der nåede blot at blive vist fem film i Cinerama. Endnu en dyr ombygning af operatørrummet førte det tilbage, så der atter kunne vise film i de traditionelle formater. Lauritzen måtte ræsonnere sig frem til, at man var startet for sent og formentlig skulle have installeret Cinerama fra åbningsdagen. Særligt uretfærdigt følte han det i forhold til ”Vi vandt Vesten”, som var en langt bedre film end ”South Pacific”, der nu i efteråret 1963 havde været vist sammenlagt omkring 43 måneder i Tre Falke, altså omkring 3½ år. Efter en uges ombygning genåbner man den 28. oktober med Marlon Brando i ”Den grimme amerikaner” fra ASA’s egen distribution. Den fejler og erstattes af selskabets næste, ”Himlens vovehalse”, et glimrende flyverdrama med Rock Hudson. Tretten dage senere får den danske film ”Gudrun”, produceret af Morten Schyberg, premiere. Den distribueres også ASA, men Morten Korch er det så langt fra og den 9. december lukker man for atter en ombygning. Nu skal der gøres klar til Ultra Panavision 70 på det store Cinerama-lærred. William Foreman havde overtaget Cinerama-selskabet, der nu gik bort fra den oprindelige teknik med ’3-panel Cinerama’ og i stedet optog og viste dem i 70mm. Det gav i virkeligheden Kinopalæet meget større succes, sådan som de nedenstående kapitler beretter om. I USA fik den første 70mm Cinerama-produktion premiere, Stanley Kramers ”Hopla, vi lever!” helt uden ’join lines’. De følgende seks-syv år fulgte yderligere ca. et dusin 70mm film, der alle var produceret af Cinerama med det klassiske logo på plakaten og de var alle optaget i 70mm-formatet. Disse produktioner kunne vises i alle biografer med 70mm udstyr og sikrede Cinerama stor succes i løbet af 1960’erne med film som ”Rumrejsen år 2001”, ”Panserslaget ved Ardennerne” og ”S.O.S. Nordpolen”. Kinopalæet genåbner den 21. december 1963 med ”Hopla, vi lever!”. I medierne beskrives det, hvorledes filmen vises med den nye, forbedrede Cinerama-teknik, hvor de mægtige billeder nu fremføres af blot ét fremvisningsapparat. ”Hopla, vi lever!” blev endelig den Cinerama-succes, man aldrig opnåede i den oprindelige form. Filmen spillede frem til den 9. april 1964. Den 10. april 1964 er det Elvis Presley i hopla i ”Elvis i det store race” – måske bedre kendt under originaltitlen ”Viva Las Vegas” – der vækker jubel. Endnu en musikfilm nogle måneder senere ender med at blive en virkelig kæmpesucces. Den 3. august kommer The Beatles på lærredet i ”En hård dags nat” (”A Hard Day’s Night”) og nu stormer byens ungdom til Kinopalæet. Ved billetsalget til forpremieren en måneds tid forinden havde de første teenagere stillet sig i kø kl. 04 om morgenen. Kl. 07 var køen vokset til 30 mand og billetsalget til filmen startede først kl. 14. Da var køen så lang, at man havde tilkaldt politiet for at holde orden på tingene. Der blev naturligvis totalt udsolgt. Selve forestillingen forløb som en koncert, hvor de unge piger skreg hver eneste gang en Beatle viste sig på lærredet. Den 7. oktober 1964 er der atter 70mm på plakaten. Denne gang ”Romerrigets fald”, der vises i Super Panavision 70 med stor stjernebesætning, men Anthony Manns film er ikke blandt de bedste i genren. Den vises i halvanden måned. Lidt længere tid får næste i Cineramas nye kapitel, Henry Hathaways ”Det store Wild West Show” (”Circus World”) med John Wayne, som er på plakaten knap to måneder. Denne gang i Super Technirama 70. Denne afløses i januar af Peter Sellers i Panter-film nr.2, ”Et skud i mørke”, som man har fået til Gl. Kongevej, efter den første havde haft premiere i Imperial. Efter denne vælger man at give ”Borte med blæsten” repremiere. Altid en sikker succes og denne gang kan den gamle film fra 1939 trække publikum gennem knap to måneder. Herefter følger danmarkspremieren på John Fords ”Indianerne” i 70mm. I september vender Sellers tilbage i ”Hva’ nyt, Pussycat?”, som folk også omfavner. Der udskiftes med endnu en Sellers-film i form af ”I dur og mol”. Nu er det måske lidt trættende og den sidste spiller kun i ti dage. Den 29. oktober 1965 er der premiere på ”The Greatest Story Ever Told” med Max von Sydow i Ultra Panavision 70. Omkring årsskiftet må Lau Lauritzen så stå til regnskab i forhold til engagementet med Cinerama, som Lauritzen erklærer sig uafhængig af. ASA har allerede i 1964 solgt deres studier i Lyngby til Bent Christensen og Sven Grønlykke, men lejer sig fortsat ind til filmproduktioner, som der efterhånden er færre af. ”Far til fire” er ophørt og Morten Korch skrumper ind. Både i forhold til bevillingen knyttet til produktionen og så biografens udenlandske tilhørsforhold har længe givet konkurrenterne blod på tanden. Justitsministeriet og siden Kulturministeriet så gennem fingrene med mange spidsfindige selskabskonstruktioner og ejerskaber i forhold til produktion, distribution og biograf, men hvor både Palladium og Saga og i særdeleshed Nordisk stort set havde haft held med deres forehavende gennem årtier, løb ASA næsten altid ind i problemer. Det skete også denne gang. Ministeriet var opmærksom på, at ASA ikke havde opfyldt mindstekravet til nye spillefilm de seneste to år. Dagen efter, at Lauritzen meddeler, han sagtens kan redegøre for forholdene, opslås bevillingen som ledig. Seks interesserede melder sig. Den 10. januar 1966 skiftes ”The Greatest Story” ud med næste Beatles-film, der atter bliver en kæmpesucces for Kinopalæet. Dette er denne gang ”Hjælp!”. Det turde være Lauritzen selv, der har booket filmen med den titel. Man burde nu snart beholde originaltitlerne til film som netop disse, men det var endnu ikke helt på mode i 1960’erne. Der synges løs indtil 28. februar 1966, hvor 70mm atter dukker op i Ultra Panavision med John Sturges’ ”Karavane mod vest”, hvor Burt Lancaster har hovedrollen. Denne bliver også en gedigen succes. En film om ”Michelangelo” fejler til gengæld i 70mm i maj, men heldigvis får man kort efter Blake Edwards ”Alle tiders race” i storformatet, som gør de ellers publikumsfattige sommermåneder til en mere glædelig en af slagsen for Kinopalæet. Den blev præsenteret ’i Cinerama’ sammen med kortfilmen ”Shellarama”, men det var vist en kreativ tilsnigelse i markedsføringen fra Kinopalæets side. Den var ’kun’ i almindelig Panavision 70. |
|
 Kinopalæet
set fra Princesse Maries Alle. Foto: Thomas Hauerslev Den 22. august har biografen premiere på den underholdende krigsfilm ”Panserslaget ved Ardennerne” atter i Ultra Panavision 70 med Henry Fonda på rollelisten, som vises til 23. oktober. Herefter endnu et krigsslag i samme format, denne gang ”Slaget om Kartoum” med Charlton Heston og Laurence Olivier, som er på plakaten frem til den 4. december. I disse dage møder Lauritzen sit Waterloo. Sidst i oktober besluttede et flertal i Biografrådet ellers, at Lauritzen kunne fortsætte med Kinopalæet på en personlig bevilling, men kulturminister Hans Sølvhøj vælger at følge et mindretal og giver i stedet bevillingen til Bent Christensen, den nuværende direktør for ASA-studierne i Lyngby. Kulturministeriet, pressen og publikum havde været særdeles glade for Christensens ”Harry og kammertjeneren” fra 1961 med Osvald Helmuth, som gik hen og blev Oscar-nomineret og ”Støvsugerbanden” havde også været en forrygende succes. Hvad Lauritzen som producent ikke længere formåede, kunne Christensen præstere op gennem første halvdel af 1960’erne, hvor tiden efterhånden var løbet fra de gamle Korch-film, selvom de fortsat kunne trække ved genoptagelser og i særdeleshed i provinsen. Christensens seneste film ”Naboerne” var blevet klemt af ”The Sound of Music” i Imperial og måtte nøjes med midnatsvisninger om lørdagen gennem to måneder fra marts 1966, før den kunne få ordinær premiere i juni. På ASA-studierne var man således ualmindeligt glade for at få Kinopalæet, hvor man nu kunne prioritere sine film. Argumentationen var naturligvis fuldstændig den samme, det gamle ASA havde benyttet år forinden. Overdragelsen fandt sted ved nytår med Marlon Brando i ”Banditterne”. Man tilføjer ASA-Bio til Kinopalæet i annoncerne i forventning om, at man med tiden vil udskifte navnet helt. Det sker nu aldrig. Der indtræffer heller ikke umiddelbart nogen forandringer i biografen. Al teknisk udstyr og øvrigt inventar tilhører fortsat Lauritzen, så det koster Christensen og Grønlykke en del at rykke ind på lejebasis. Den 17. januar 1967 kan man give sin egen ”Den røde kappe” premiere. Det var en skandinavisk co-produktion instrueret af Gabriel Axel. Desværre skuffer filmen og efter en måned tages den af igen. Fra mandag den 3. april vises John Frankenheimers ”Grand Prix” med James Garner i Super Panavision 70 og Kinopalæet kan atter reklamere med film i Cinerama. Filmen bliver en kæmpesucces og vises helt til 11. juni. I september har Kinopalæet sammen med Nørreport premiere på Bond-filmen ”Du lever kun to gange”. Også den bliver en forrygende succes og man er herefter med på alle nye Bond-premierer sammen med Nørreport dog minus ”I Hendes Majestæts hemmelige tjeneste”, der i 1969 kun kommer op i Saga. I november afholder man noget så usædvanligt som en sovjetisk filmuge med hele tre russiske danmarkspremierer. Efter denne tager man mandag den 27. november atter fat på Bond, hvor de første fire film i serien de næste elleve dage vises på forskellige tidspunkter hver dag. Man kan altså se 4 x Bond én og samme dag. Publikum stormer til og kimen er hermed lagt til de kommende Bond-kavalkader, der både kommer til at finde sted op gennem 1970’erne i Kinopalæet men også i øvrige biografer. Steve McQueen, der nu også er blevet en stor stjerne, kan herefter genopleves i ”Den store flugt” frem til den 16. december. Fra 2. juledag vises George Roy Hills ”Hawaii” med Julie Andrews. |
|
 I 1968 får biografen sin hidtil største succes i 35mm. Det sker, da ”Bonnie og
Clyde” med Faye Dunaway og Warren Beatty i titelrollerne får premiere den 21.
februar. Den holder sig på plakaten helt til 2. maj. Her venter allerede næste
kæmpesucces. ”I nattens hede” med Sidney Poitier trækker fulde huse helt frem
til 8. august. Først sidst i august dette år bliver der plads til en ny film i
storformatet, da ”General Custers sidste kamp” med Robert Shaw kommer på
plakaten den 30. august i Super Technirama 70 og vises til den 26. september. I
januar 1969 er forventningerne til Carol Reeds filmatisering af musicalen
”Oliver” tårnhøje. Desværre flopper filmen i 70mm gevaldigt og må pilles af
plakaten væsentlig før beregnet efter blot en måned. Det var en fantastisk god
film, der nok burde have haft premiere i
Rialto eller Tre Falke i stedet. Den
sidste film, der præsenterer sig på Kinopalæets lærred med Cinerama-reklame,
bliver ”Krakatoa, Øst for Java” med Maximilian Schell, der vises i Todd-AO
gennem fire uger fra 31. oktober.I dag er Cinerama stort set glemt i Danmark men for dem, der oplevede systemet i Kinopalæet, satte de visuelle indtryk i mange tilfælde varige spor. Alle kan takke Cinerama for, at Hollywood og biograferne ændrede filmformaterne for 70 år siden og gjorde biografoplevelsen meget bedre, bredere og med en fantastisk lydside i stereo. I 1969 har Kinopalæet i den grad savnet de foregående års store og brede succesfilm. Dette år var der praktisk talt ingen. Man havde tværtom skrabet bunden henover sommeren med en italiensk film som ”Bastard!” med en pinlig rolle til Rita Hayworth. Fortsættelsen ”Syv mænd rider igen” var også kun en skygge af originalen. Én film måtte tages af allerede efter fem dage. Lidt oprejsning fandt man i september med Sam Peckinpahs ”Den vilde bande”, der trods alt holdt ud halvanden måned. Efter vulkanudbruddet sluttes tiåret af med ”I ly af mørket” med Poitier, der spiller til den 31. december. Efter det halvkritiske 1969 har Christensen og Grønlykke rumlet med planer om at omdanne biografen til tre sale. Man har kigget til udlandet, hvor det har fungeret med overvældende stor succes. Også i Stockholm kan man nu se gamle biografer, der bliver splittet op. Svenskerne har aldrig haft biografbevillinger, så her kunne markedskræfterne sætte dagsordenen. Overraskende nok har man i december 1970 rent faktisk fået tilladelse til at opdele Kinopalæet, selvom bevillingssystemet stadig er i funktion. Allermest overraskende sker det aldrig. Man kunne ellers allerede i efteråret 1970 præsentere planer om en stor sal med 750 pladser suppleret med to mindre, der hver ville få plads til 175. En af salene skulle benyttes til art-cinema og alle salene ville være fuldautomatiske således, der kun behøvedes én operatør til at betjene samtlige. Det var i sandhed andre tider end Cinerama-dagene blot otte forinden. Sagen var imidlertid den, at ASA var i tvivl, om ombygningen overhovedet kunne svare sig. Den tidligere indehavers erfaringer med Cinerama gjorde sikkert også sit indtryk. Som Grønlykke sagde, var problemet i sin grundvold, at ’Kinopalæet i sin nuværende form er helt håbløs. Den er bygget som en kæmpe-centrumsbiograf, men ligger uden for centrum’. Man ville simpelthen ikke risikere, at omkostningerne forbundet med ombygningen ville tære på produktionsselskabets økonomi. Bevillingen var fortsat en produktionsbevilling, der krævede både nye danske film og en biograf, der også leverede. I oktober 1970 viser Kinopalæet Bent Christensens ”Oktoberdage” i 25-året for Danmarks befrielse. Premieredagens gallaforestilling blev overværet af tronfølgerparret. Overskuddet for visningen med kraftigt forhøjede billetpriser skulle tilfalde Den Danske Folkehøjskole i Israel. Det var dog svært at få afsat billetterne. På dette tidspunkt forsøgte de fleste danskere åbenbart at lægge det danske krigskapitel bag sig og filmen blev ingen succes. Kun 16 spilledage kunne den noteres for. Denne fiasko er givetvis udslagsgivende for den nyhed, man næste sommer overrækker kulturministeren. Nemlig, at man har tænkt sig at opsige bevillingen. Når et filmselskab frivilligt frasiger sig en af sine vigtigste indtægtskilder, så er der virkelig noget galt. Selv konkurrenterne sendte bredsider mod det uinteresserede kulturministerium, der blot erklærede, at ’så var der en ny bevilling ledig’. I 1970 endte Kinopalæet med at give et lille underskud. |
|
 Det bliver Preben Philipsen, der overtager Kinopalæet. Biografbevillingssystemet
ophæves definitivt i 1972 og hans fars oprindelige biograf vender i fornyet
skikkelse tilbage til familien. Man kan sige, en cirkel sluttes. Allerede med
erhvervelsen af Kinopalæet begynder Philipsen sin ekspansion af biografer til en
hel lille kæde, sådan som
Constantin
Philipsen
også havde gjort det 65 år
tidligere. Philipsen etablererer
Rialto-gruppen, der giver ham biografer i både
omegnen og provinsen. Året efter overtager han også Imperial. Han er desuden
travlt beskæftiget med filmproduktion i Tyskland og befinder sig det meste af
tiden udenfor Danmark. Det bliver derfor S. A. Christensen, der kommer til at
tage sig af Kinopalæets daglige drift. Han har held med nogle af de første film
i sin nye biograf. Foråret 1972 giver Kinopalæet en rigtig fin succes med Clint
Eastwood som ”Dirty Harry”, der spiller fra 7. april til 28. maj. Fra 16. juni
til 20. august 1972 vises en ”Giganternes cavalcade”. En imponerende række af de
seneste ti års største film plus den lidt ældre ”Giganten” og den meget ældre
”Borte med blæsten”. I alt 25 film er på programmet og hovedparten er i 70mm.
Den 21. august lukker biografen for at blive bygget om for fjerde gang. Cineramalærredet tages ned og erstattes af et almindeligt lærred på omkring 16 x 7 meter i stedet for de tidligere lameller. Der etableres atter scene foran lærredet og fortæppet justeres til de nye forhold, mens væggene får ny beklædning med forgyldte, lilla palisanderlister og nye forgyldte lamper. Rækkerne fra opgangene bagud i salen skiftes til blå-grønne lænestole med dobbelt armlæn, mens den allerbagerste bliver kysserække helt uden til forelskede par. Sæderne er så bløde og lækre, at folk ikke vil op fra dem igen. Salens forreste femten rækker ombetrækkes i samme farve som de øvrige. Et nyt gulvtæppe i grønt, turkis og rødt er det største mønstrede tæppe, der er vævet i Danmark. Den nye farveeksplosion af en sal rummer plads til 975 gæster. Foyeren udstyres som salen med tykke gulvtæpper i samme mønster og der indrettes ny bar med bekvemme stole langs væggene og to små dansegulv med disc-jockey i weekenden, så man også kan more sig efter filmen til henad kl. 01. Der opsættes desuden to farvefjernsyn i hver ende. Planen er senere at indrette cafeteria i foyeren, men det bliver ikke til noget. Christensen havde tidligere haft tilsvarende planer om restaurant, som heller ikke blev realiseret. Til sin fars minde har Philipsen købt tre af de originale billeder af Axel Salto, Svend Johansen og Mogens Lorentzen, der var udstillet i Kino-Palæet i 1918. Nu kan de atter beskues i den nye biografs foyer. Åbningsforestillingen den 16. oktober 1972 er med Barbra Streisand i ”Du er toppen, professor!”. Til forestillingen kl. 20 underholder Stig Lommer og Aage Stentoft med deres to-mands show på den nye scene. I Preben Philipsens takketale kunne han ikke lade være med at sende mange kærlige tanker til sin far. Professoren holdt sig på toppen indtil den 3. december, men efter kort tid ophører man dog med foyermusikken og dans til efter midnat. Under Preben Philipsen viser Kinopalæet primært samme genre premierefilm som forinden, dvs. spændingsfilm. En række af katastrofefilmene, som spænder om sig i 1970’erne, får også premiere i Kinopalæet. Den første ”Airport” fra 1970 får premiere i Palladium, men nr. 2 og 3 kommer til Gl. Kongevej. Allerede den 4. december 1972 viser man ”Flypirat ombord” med Charlton Heston. Den helt nye genre i årtiet i Danmark, karatefilmen, introduceres i Kinopalæet som allerførste biograf. Det sker med ”Karate-kongen” fredag den 23. februar 1973. Det var første gang, ordet ’karate’ indgik i en dansk titel og det var den ægte vare fra Hong Kong. 1960’ernes populære spaghettiwesterns blev hurtigt fortrængt af denne nye genre, ligesom de traditionelle, amerikanske westerns også var hastigt uddøende. Man lancerer den nye film som en ’eastern’. På premiereaftenen var der optræden på scenen af Dansk Karate Union og der var naturligvis fuldt hus. Filmen blev afløst den 13. april af ”SOS Poseidon kalder” med Gene Hackman og Ernest Borgnine, som også får stor succes. I juli 1973 genoptages ”Øst for Paradis” med James Dean i ny kopi. ”Giganten” blev rigtig nok vist året forinden i gigant-kavalkaden, men ellers var film i denne genre ikke helt typisk for biografen. Endnu mere atypisk var repremieren i oktober på ”Blegansigt” med Bob Hope, der spiller henover efterårsferien og sammenlagt tre uger. Henover julen og helt til den 10. marts er ”Lev og lad dø” på programmet, hvor Roger Moore nu har taget over efter Sean Connery som James Bond. Den er en kæmpesucces på Gl. Kongevej. Efter Bond kommer Dirty Harry også på besøg igen i opfølgeren ”Dirty Harry går amok”, som vises til 25. april. Herefter hedder programmet ”Hvid feber”, som er med Burt Reynolds. Fra 16. august 1974 vises den danske ”Nitten røde roser” af Esben Høilund Carlsen. Det bliver den største danske krimisucces på lærrederne i 1970’erne og vises til 10. oktober sammen med Alexandra, som Philipsen havde overtaget den 31. maj. Fra 11. oktober er ”Pas på! Vi er rasende” på programmet med de populære skuespillere Bud Spencer og Terence Hill. Dem får Kinopalæet stor glæde af resten af biografens levetid. Ved juletid venter endnu en Bond-film. Den afløses 14. februar 1975 af ”Airport ’75”. 1974 havde været et fortræffeligt år for Philipsen og Kinopalæet. Fra forsommeren 1975 bliver der længere mellem snapsene. En repremiere på ”Panserslaget ved Ardennerne” passer biografen fint, men de nye film hænger ikke ved så længe. Først sidst på året bliver den siden berygtede ”Mandingo” med en atypisk rolle til James Mason en solid succes. Mason havde vist sagt ja, idet han var i pengenød, men så slem er filmen heller ikke. Den er på plakaten fra den 7. november til den 4. januar. I alle tilfælde kommer Kinopalæet ud af 1975 med et noget mere blakket resultat end succesåret forinden. 1976 lægger slingrende ud, men den 6. februar kan man heldigvis give Sidney Lumets ”En skæv eftermiddag” med Al Pacino i hovedrollen premiere. Den afløses fire uger senere af Sean Connery og Michael Caine i John Hustons ”Manden der ville være konge”. De er begge film helt i biografens ånd. Fra 29. marts 1976 er ”Den brutale by” på programmet i tre uger som repremiere. Filmen havde oprindelig kun spillet elleve dage, da den havde premiere i biografen fem år forinden, men i mellemtiden har Charles Bronson etableret sig som et navn, der virkelig kan sælge billetter med ”En mand ser rødt” året forinden i World Cinema. Dermed kan den italiensk-franske co-produktion præstere endnu bedre end ved første forsøg. Samtidig med at Bronson er på lærredet, sælger Rialto-koncernen nødtvungent Kinopalæet til Jørgen Lademann. Det sker den 1. april. Lademann overtager i København også driften af Alexandra, Imperial og Tre Falke. |
|
 Kinopalæet's
James Bond Festival med en ny film hver dag i juni og juli 1976.Lademanns største film bliver en titel i ”Mandingo”-stilen. ”Det sorte helvede” med Warren Oates er således på programmet fra 5. november 1976 indtil jul. 2. juledag kommer John Schlesingers ”Marathon Man” med Dustin Hoffman og Laurence Olivier på programmet og bliver en rigtig fin spændingssucces. Det gør den næste også. Det er Richard Harris i ”Manden de kaldte Hest vender tilbage”, hvorefter Dirty Harry tre uger senere atter renser ud efter premierebiografen Imperial ikke fik gjort arbejdet færdigt. I april vender Burt Reynolds tilbage på Kinopalæets lærred som Gator i ”Betal eller dø” efter nogle mislykkede dage med en japansk krigsfilm og efter denne er der togkatastrofe i ”Cassandra-broen”. Alle titler har således været spændingsfilm og alle de følgende er i helt samme genre. På den måde kan man sige, at biografen automatisk indskrænkede sit publikum op gennem 1970’erne. Der var ikke længere nogen af de forrige årtiers storfilm på programmet. Man kunne også dårligt. De blev jo slet ikke lavet længere. Den japanske havde været en helaftensfilm og den fungerede i hvert fald ikke. I august er Bond rykket frem som sensommerpremiere og ”Spionen der elskede mig” kan da heldigvis trække bredt. Efter denne følger flere katastrofefilm i form af ”Sort søndag” og atter en ”Airport”-film, hvor man nu ifølge kalenderen er nået til ”’77”. Lademann finder ligesom forgængerne huslejen alt for høj i forhold til indtægterne og beslutter derfor i november at skille sig af med Kinopalæet. Pr. 1. januar 1978 overtager Bent Fabricius-Bjerre lejemålet og får sig hermed en lille forsmag på biografdrift, før han tre år senere kommer ind i Dagmar. Lademanns sidste film er ”Slap Shot” med Paul Newman. Fabricius-Bjerre fortæller, han vil vise familiefilm, men det kommer han nu aldrig til. Han åbner i stedet med Sean Connery i ”Det næste offer”. Det er en eklatant fiasko, der på ti dage kun sælger et par tusind billetter. Herefter går endnu værre med ”Outlaw Blues”, der vises i ni dage. Så kaster man sig i højsæsonen ud i en hurtig repremiere på ”Dødens gab”, før der mandag den 30. januar er premiere på katastrofefilmen ”Rutsjebanen” med George Segal. Herefter følger Bronson i ”Telefonen” og Clint Eastwood i ”Pansernæven”. Nu kan biografen kende sig selv igen. I efteråret hedder storfilmene ”Dog Soldiers” med Nick Nolte og ”Midnight Express” med Brad Davis. For første gang dette år er der sjov og ballade i biografen ved juletid, da ”Lige eller ulige” med Hill og Spencer trækker fulde huse. Det går godt, men i alle disse år burde biografen måske have prøvet noget andet, der lugtede af noget stort. Bare en gang imellem. Efter et års tid siger Fabricius-Bjerre farvel og tak til biografen, som han aldrig involverede sig synderligt i. Han havde rigeligt at gøre med en kommende teaterforestilling, musikkompositioner og i spidsen for både filmselskabet Warner-Metronome og pladeselskabet EMI. Fabricius-Bjerre blev ikke lykkeligere af bekendtskabet med Kinopalæet, men navnet måtte han have syntes om, for han vækker det til live i 2001, da han åbner multiplexbiografen i Lyngby. På Gl. Kongevej byttes der ud med en omgang ”Bankekød til slemme drenge”. Det er Anders og Henrik Sandberg, der overtager Kinopalæet, som man muligvis allerede lidt tidligere havde blandet sig i, mens Fabricius-Bjerre fortsat betalte huslejen. Sandberg råder nu i København og på Frederiksberg over fem biografer. De små multiplexsale i Cinema-biograferne omkring Rådhuspladsen samt storbiograferne Tre Falke, Imperial og Kinopalæet. Fra sidst i april 1979 annonceres samlet under betegnelsen ’København's Stjernebiografer’. Hermed tages hul på sidste kapitel i Kinopalæets historie. |
|
 "Moonraker" 24 sheet plakaten på Gl. Kongevej 1979. Foto: Thomas Hauerslev.Til premieren på James Bond-filmen "Moonraker" den 13. august 1979 blev der installeret Dolby-Stereo og der kommer nyt gulvtæppe i foyeren med biografens navn vævet ind i mønsteret på samme måde som biograferne omkring Rådhuspladsen. Udover disse forandringer gjorde Sandberg ikke noget ved Kinopalæet og behandlede den faktisk slet ikke særlig pænt. Kærligheden var i virkeligheden størst til de to førnævnte. ”Moonraker” spillede helt til den 4. november, hvor der var premiere på Clint Eastwood i ”Flugten fra Alcatraz”. Den fik lov til at spille sig helt ud til jul, hvor der den 26. december atter var sjov og ballade med Hill & Spencer i ”Vi holder med flodhestene”. Den blev biografens sidste bragende succes. Fra 30. januar 1980 og de kommende tre uger vises bittesmå film, der alle flopper på stribe. Det er Arthur Hills ”Vinger i natten”, en ”Dracula”-filmatisering med Frank Langella og ”Hjernevask” med Robert Mitchum. På landsplan sælger de færre end 6.000 billetter – tilsammen! Så følger repremierer, hvor ”Slap Shot” efterfølges af ”En nævefuld dollars” og ”Hævn for dollars”, før en ny premierefilm bliver endnu et søm i ligkisten: ”En sag om liv eller død” med Jean Simmons vises gennem to uger for en gabende tom sal. 2. påskedag er der premiere på den første biograffilm i ”Star Trek”-serien. Science-fiction universet omkring rumskibet Enterprise fænger aldrig i Danmark, men denne kommer der da nogen til. Efter endnu en repremiere i western-genren tager man hul på endnu en James Bond-kavalkade, der denne gang bliver biografens sidste. Efter denne vises fra sidst i juli en Clint Eastwood-kavalkade bestående af ”Kold hævn”, ”En fremmed uden navn”, ”Joe Kidd” og ”Dirty Harry går amok”. 18. august kan man kun kalde premieren på ”Masser af kugler” med James Coburn for en københavnerpremiere. Den afløses af ”De vilde pelsjægere” med Charlton Heston. Herefter får man en lidt større succes med et stjernehold af skuespillere i ”Søulvene kommer”. Den kommer imidlertid kun til Kinopalæet, fordi ”Imperiet slår igen” fylder rigtig godt i Imperial, hvor søulvene oprindelig var sat til at få premiere. Sandberg prioriterede absolut Imperial højest, mens man efterhånden som 1980 skred frem, ikke anede, hvad man skulle stille op med Kinopalæet. Eller Tre Falke for den sags skyld. Den har man allerede skilt sig af med ved udgangen af juni. Efter søulvene havde gjort deres arbejde, dukker ”Milliard missionen” op. Det var egentlig en tv-film med de lidt ældre herrer Ralph Bellamy og Keenan Wynn i hovedrollerne. Den var der intet publikum til. Herefter var der ”Brugte biler” og ”Brændt gummi” i biografen, hvor man prøvede at få det store ”Convoy”-publikum i tale med særlig trucker-visning. Fra 5. december frem til jul er James Glickenhaus’ selvtægtsfilm ”Hævneren” på plakaten. Kinopalæets sidste jul giver premiere på Steve McQueens sidste film ”The Hunter”, der spiller indtil 15. januar 1981. Den 16. januar får den fortræffelige ”Navarones kanoner” repremiere i Kinopalæet. Det var første gang, denne film kunne ses her. Den spiller indtil den 1. februar, men der kommer nu ikke alt for mange og ser den. Det gør bestemt heller ikke til den næste. Det er den gammeldags western ”Dalton-banden” med Scott Glenn og Burt Lancaster på plakaten, der får premiere mandag den 2. februar. Efter elleve dage overgiver Kinopalæet sig og lukker sine døre efter sidste forestilling torsdag den 12. februar. |
|
 Kinopalæet
rives ned i november 2001. Foto: Thomas HauerslevSandberg kunne ved udgangen af 1980 notere sig et underskud på en halv million kroner i driften af Kinopalæet og besluttede dermed, at nu skulle det også være slut med denne biograf. Man havde imidlertid indgået kontrakt med ASA-Panorama om at vise Erik Clausens instruktørdebut ”Cirkus Casablanca” med ham selv og Leif Sylvester i hovedrollerne. Den skulle have premiere fredag den 27. februar. To uger efter Kinopalæet lukning måtte man derfor åbne dørene igen. Der var allerede blevet afholdt forpremierer både onsdag og torsdag forinden. Søndag den 15. marts var det endegyldigt forbi. Da Kinopalæet havde vist sin sidste 21-forestilling denne søndag, kom man aldrig til at spille film igen. Der blev kort efter trukket gardiner for indgangsdørene og plakatrammerne stod nu tomme. Den store plakattavle på muren havde allerede været tom gennem nogen tid, men blev siddende til helt op i starten af 1990’erne. Udgangsdørene på siderne vidnede om husets biografhistorie og det gjorde de tilmurede Cinerama-operatørrum også. En trappe førte op til en tillukket mur. Ligesom Codan fik Bent Fabricius-Bjerre til at overtage Kinopalæet, forsøgte man også her i 1981 at finde en arvtager. Denne gang var alle forsøg forgæves. Kort efter lukningen løb man ind i en langvarig avisstrejke, der også tog livet af flere andre biografer og ingen syntes det mindste interesseret i at videreføre Kinopalæet, der gennem knap ti år var blevet opgivet gentagne gange. Heller ikke teaterscene, koncertsted eller lydstudie kom indenfor. Man afsøgte alle alternativer, bl.a. muligheden for at udleje til Det Kgl. Teater, der på dette tidspunkt var under ombygning. I foråret 1982 var det lige ved, et revyteater, der bl.a. ville have haft Jesper Klein og Per Pallesen samt Clausen & Petersen på programmet fik overtaget, men da var ombygningsplanerne allerede en realitet. Den øvre foyer og biografsalen bygges fuldstændig om til kontorbrug, teknik- og arkivlokaler. Der indsættes en ny etageadskillelse gennem hele salen med adgang via det eksisterende højhus. Man kalder sin nye tilbygning for ’annexet’. Den nedre foyer bliver de første år benyttet som kundekontor. Siden får Sydbank filial, hvor man før kunne købe biografbilletter. Hele ombygningen havde kostet Codan en formue. Prisen var løbet op i tyve millioner kroner og det havde sikkert været langt billigere at rive det hele ned og bygge op på ny. Det blev i sidste ende også netop, hvad man gjorde. I november 2001 rykkede bulldozerne ind og fjernede de allersidste rester af biografkapitlet på Gl. Kongevej. Blot få måneder forinden havde Kinopalæet i Lyngby åbnet sine døre. Denne biograf ligger der heldigvis endnu og er en af landets mest succesrige. I dag med navnet Nordisk Film Biografer Lyngby. Hvor skønt, om der også fortsat havde ligget et kinopalæ på Gl. Kongevej. |
|
|
• Gå til Biografer på biografmuseet.dk | Biografer Oversigt • Gå til København | Omegn | Nordsjælland | Vest, Midt & Syd • Gå til Bornholm | Møn, Bogø, Lolland & Falster • Gå til Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø • Gå til Sydjylland | Midt-Vest | Øst | Nord • Gå til mere om Kinopalæet, 70mm & Cinerama Luxus i Hovedstaden |
|
 • Gå til Kinopalæet (1959) |
|
|
Gå:
tilbage
- op Opdateret mandag, 01 januar 2024 18:13:01 |
|