Vesterbros Teater / Vester Bio / City Bio, København |
Tilbage til
forsiden |
| Skrevet af: JG, biografmuseet.dk | Dato: 01.10.2021 |
 City
Bio på Vesterbrogade 29 oktober 1989. Foto: Thomas HauerslevVESTERBROS TEATER / VESTER BIO / CITY BIO Vesterbrogade 29 Åbnet 6. august 1913 Lukket 23. juli 1987 Vesterbros Teater åbner først officielt som regulær biograf 2. juledag 1913, men man har tyvstartet i august. Bygningens historie strækker sig helt tilbage til oktober 1860, hvor Vesterbro Bryghus opførte en pavillon bygget af mursten langt inde i en baggård med portpassage gennem et forhus. Her blev der udskænket bayersk lagerøl og varme drikke. Ølhuset fik ikke solidt fodfæste og allerede i sommeren 1862 omdannes pavillonen således til Olympen, hvor det gik vældig lystigt for sig. Politimesteren måtte indskærpe, at alle gæster skulle forlade stedet inden midnat. Foran pavillonens åbne veranda blev der indrettet et helt lille haveanlæg med trælysthuse i to smalle rækker, der fik kælenavnet ’Pusterøret’. Etablissementet var åbent året rundt. Man var vældig fin på den og annoncerede på fransk med ’Grand soirée musicale & comique extraordinaire’. I virkeligheden var det nærmere tale om en god, gammeldags dansk sangerindepavillon. Lysthusene bliver kun liggende i få år, men det oprindelige hus består. • Gå til stoleplan Vesterbros teater I juni 1871 ændres navnet til ’Variété-Theatret’ med orkesterkoncerter og komisk sangspil. Seks år senere støder man i 1877 nu første gang på ’Vesterbroes Teater’ med samme store koncertprogram og supplerende varietéunderholdning. Et tidligere Vesterbros Teater havde ligget overfor Frihedsstøtten i perioden 1834-75, hvor det blev revet ned og Panoptikonbygningen opført på dens sted. Da ’Concert du Boulevard’ overfor Tivolis hovedindgang i 1882 blev omdannet til National, det senere National Scala, flyttede ’koncertboulevarden’ til Vesterbrogade 29, hvorved navnet Vesterbro(e)s Teater atter forsvinder en rum tid. Her får salen en tilbygning vinkelret foran på den oprindelige veranda med tag i samme rundbueform som salen, hvilket tydeligt bemærkes allerede på afstand. Den nye forbygning tjener som teatrets rummelige foyer. Desuden indrettes her bagved et lille pakkehus, som man kaldte det, foruden kontor og toiletter. Så tidligt som i 1898 viser teatret enkelte kortfilm som supplerende underholdning, men der var ikke tale om nogen egentlig form for biografdrift. Salen er lige fra åbningen fornemt indrettet med søjlebåret balkon strækkende sig hele vejen rundt som på de helt store teatre. Enorme lysekroner hænger fra det buede loft og et smukt proscenium med skulpturer og draperier omkranser en stor scene, hvorfra musikken spiller og al den løsslupne optræden finder sted. |
Læs
mere her: City Bio, København Biografer på biografmuseet.dk Biografer Oversigt Danmarks 70mm og Storformat Biografer Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne Biografpremierer 1911 - 2020 Film- og Kinoteknik 7OMM Film og De Store Formater Todd-AO, - det sensationelle filmsystem Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"! "Windjammer" i Cinemiracle CinemaScope | VistaVision Super Technirama 70 | Panacolor Dimension 150 | Sensurround High-Impact biografdesign |
 Det oprindelige forhus ud til gaden er revet ned i april 1902 og et lidt
større opført af arkitekt C.A. Wiinholt med den karakteristiske,
knækkede facade og ny portpassage ind til baggårdsteatret nu gennem
midten af forhuset. Der kommer to stueforretninger på hver side samt
øvrige erhvervslejemål ovenfor og fotoatelier øverst. Huset står færdigt
i efteråret, hvor Concert du Boulevard samtidig genåbner i september.
Man kalder sig nu ’Apollo-Teatret’ efter en total ombygning af salen,
der har fået nyt, strålende lys, nye farver, ny scene og bedre komfort i
enhver henseende. Balkonen er åbnet en anelse op og de smalle søjler,
det kvadrerede loft og balkonramperne er blevet forgyldt med smuk
ornamentering. De kønne haver udenfor er allerede forsvundet. Det nye
teaterprogram består primært af populærunderholdning med komiske
sketches, trylleshows og eksempelvis en sabelsluger, der påstår at kunne
sluge en hel våbensamling. En dusør på 30.000 kroner udloves trygt til
publikum, der kan gøre ham kunsten efter. Allerede den 1. september 1906 har man atter et nyt navn på facaden. Nu kalder teatret sig Parisienne. Stedet går allerede konkurs i 1908, men åbner igen, da en kendt københavner overtager lokaliteterne og holder fast ved både navnet og repertoiret, der nu atter fra tid til anden suppleres med levende billeder. I 1909 bygges der af sikkerhedshensyn et brandsikkert operatørrum bagerst i lokalet på gulvet placeret lidt til venstre, da trappen førte op til balkonen fra højre. Fra sommeren 1913 er underholdningsmagnaten Frede Skaarup medejer af Parisienne, som nu drives af et konsortium. Skaarup ejer bl.a. også Scala, det tidligere National. Den anden part i konsortiet er den unge Eduard Schnedler-Sørensen, der havde gjort sig bemærket i Løvebiografen, før han kom til Panoptikon Teatret, som han får løftet gevaldigt. Ikke mindst godt hjulpet af sin tilknytning til filmselskabet Fotorama. Konsortiets tredje mand kommer til at udgøre den daglige ledelse. Det drejer sig om C. F. Bokkenheuser, der også driver Kæmpe-Biografen i Bech-Olsens cirkus på Åboulevarden, hvor man på dette sted kombinerer cirkus- og biografforestillinger. Man gør sig naturligvis samme tanker om driften i den nyerhvervede sal dog mere varietébetonet på grund af det mindre rum. Alligevel var der såmænd akrobater på scenen allerede første aften. Bokkenheuser er i øvrigt svoger til Skaarup. Parisienne omdøbes nu til Vesterbros Teater, som man havde heddet kortvarigt mange år tidligere. Den nye biografvarieté er langt fra så elegant som Skaarups Scala. Nok var der kun få hundrede meter mellem dem, men i folks bevidsthed var der kolossal forskel på området omkring Tivoli og Vesterbrogade på ’den forkerte side’ af Hovedbanegården. Det nye lokale er til gengæld nøje afstemt efter det Vesterbro, som en avis så præcist udtrykte det. ’Portalens lysende gab vil suge hele Vesterbro til sig’, forlød det videre. Salen er lysnet yderligere i farverne og rummer plads til 620 gæster. Alle de forreste rækker består udelukkende af træbænke, mens man sidder meget bedre på logepladserne bagerst og i større sikkerhed oppe på balkonen. De billige pladser går til 25 øre, mens de magelige stole koster det dobbelte. En af forhusets forretninger er opsagt med øjeblikkelig virkning, så der kan indrettes billetkontor helt ud til gaden. Således sælges der her billetter til venstre for indgangsportalen med god plads til reklameskilte og udstillingsbilleder. Til højre kan man stadig få sig en øl i American Bar. |
|
 Det nye etablissement åbner den 6. august 1913 under orkesterledsagelse
af den erfarne hr. Büron med danmarkspremiere på Robert Dinesens ”Den
kvindelige dæmon” produceret af Nordisk Film med Alf Blütecher og den
’dæmonisk dejlige’ Lili Beck i hovedrollerne. Filmen blev distribueret
af Schnedlers Fotorama-selskab, som han i øvrigt bliver direktør for.
Herudover var der et program bestående af fire, længere varieténumre og
det forekom alt sammen noget rodet og umotiveret. Premierefilmen vises til den 15. august. I månederne derpå kommer der populær detektivfilm med Nat Pinkerton på programmet samt øvrige spritnye titler, der ikke har været vist andetsteds forud. Det store underholdningsprogram vises samlet om aftenen og søndag fra midt på eftermiddagen, men hurtigt vises filmene også ugens øvrige dage som selvstændige programmer kl. 16, 17 og 18. Interessen for filmene vokser sig hurtigt større og større, mens interessen for aftenprogrammerne daler. Der er snart bedre besøg sidst på eftermiddagen end sidst på aftenen og man beslutter derfor efter blot få måneders virke at reorganisere hele konceptet. Fra 7. december vises ”En god hustru” med Henny Porten som hovedprogram med blot fire korte artistnumre som supplement med start hver hele time fra kl. 16 til kl. 22. En uges tid senere er det helt forbi med den levende optræden, men orkestret beholder man naturligvis. Bokkenheuser udtræder af Vesterbros Teater og overtager fra årsskiftet bevillingen til Kæmpe-Biografen, der den efterfølgende tid gennemgår samme forandringer, mens Schnedler-Sørensen bliver direktør og bevillingshaver til Vesterbros Teater. Biografen ændres stort set ikke, men genåbner officielt 2. juledag 1913, hvor man sporadisk sommetider annoncerer som ’Vesterbros Biograf-Teater’. Som fuldtonet biograf bliver Vesterbros Teater en kolossal succes trods den tilbagetrukne placering, men man får slet ikke bevillingsforholdet ændret fra varieté- til biografbevilling. Det sker først adskillige år senere. Allerede 2. juledag er alle sejl sat til med store annoner og en ny dansk premierefilm. Det er endnu en kærlighedsfilm instrueret af Dinesen denne gang med titlen ”Under blinkfyrets stråler”, der ved premieren blev betragtet som en af de hidtil bedste danske film. Fotorama konkurrerer i juledagene med sig selv, da man også har premiere på selskabets danske ”Atlantis” i Palads Teatret i den gamle hovedbanegård. Det samlede program varer nu lige knap to timer på Vesterbrogade og billetpriserne er sat en anelse op. Således koster det fremover mellem 30 og 60 øre at komme ind. To børn kommer ind for én billets pris og er forvist til bænkene. Premierefilmen er på plakaten helt frem til den 14. januar 1914. Efter denne følger ”Amerika-Europa i luftskib”. En fantastisk spændende tysk film med fascinerende billeder oppefra, der samler fulde huse i to uger. Den 28. januar får Alfred Cohns danske ”Den sorte familie” også premiere og holder sig ligeledes to uger på plakaten. Fotoramas danske film deles den første tid særligt mellem Panoptikon og Vesterbros Teater, men efterhånden overtager Panoptikon-biografen langt de fleste danske, mens Fotorama-selskabets udenlandske typisk kommer op på Vesterbros Teater. Allerede den 16. marts 1914 har Vesterbros Teater snuset til titler, man kommer til at se mange flere af, da man viser det tyske spændingsdrama ”Stærkere end dynamit”. Øvrige film med stor publikumstilstrømning de første år tæller Dickens-filmatiseringen ”Oliver Twist”, Jules Verne-filmatiseringen ”Kaptajn Grants børn”, Dumas’ ”De tre musketerer” og Sherlock Holmes-filmen ”Baskervilles Hund” samt stribevis af øvrige spændende detektivfilm med drabelige titler som ”Telefon fra graven” og meget andet godt. Det kriblede altid, når man gik gennem den lidt dunkle passage ind mod den fjerne baggård, hvor den gamle sal åbnede sine døre for byens allermest nervepirrende film. Biografen blev om nogen kendt for sine dobbeltprogrammer. Første del af den franske føljetonfilm ”Rocambole” har haft premiere i Victoria i 1914, men de to efterfølgende år kommer resten op i Vesterbros. Føljetonfilmene var som nutidens tv-serier med en cliffhanger, hvor helten eksempelvis hang over bjergkløften faretruende tæt på at styrte i dybet. Publikum kunne næsten ikke vente til ugen efter, hvor næste episode fik premiere. Enkelte gange måtte man vente meget længere. På dette tidspunkt begyndte Vesterbros Teater ofte at spille to længere film ad gangen, men man viste ikke episodefilmene samtidig. Anden del af underholdningen bestod altid af et helt andet program og der var fortsat gerne indtil flere ekstranumre, så man nåede op på de to timer. Op gennem 1910’erne varede rigtig mange film fortsat blot omkring 50 minutter. Der blev også vist komedier, men det var spændingsrepertoiret, der gik hen og blev dominerende. |
|
 Selvom filmene blev længere, var Vesterbros oftest altid i den kortere
ende. Det skyldtes netop repertoiret, der uden at fornærme nogen godt
kunne kalde B-film. Hurtigt producerede titler, hvor alt skete i en
rasende fart. Efterhånden som nye storbiografer kom til, overtog de
ganske enkelt de større titler, der efterhånden kom fra Hollywood. Det
var også herfra, man nu fik føljetonfilme og så en nyskabelse, nemlig
westernfilmene, der blev ufattelig populære i Vesterbros Teater. Mange
provinsbiografer og enkelte øvrige i københavnsområdet gjorde fra tid
til anden som Vesterbros, men ingen så stringent som her. Når man
sommetider delte en premierefilm med en anden, kunne det hænde, det
samlede program var meget længere på Vesterbro end på Nørrebro. Når man
på Vesterbro fik en titel i tilgift uden overhovedet at betale ekstra
for billetten, fik man sig et særdeles loyalt stampublikum.Dobbeltprogrammerne fungerede primært på den måde, at man som regel altid skiftede program hver mandag og altså gerne en ny premiere. Den anden film bestod sædvanligvis af en lidt ældre titel, som man oftest havde vist tidligere og vidste, der var publikum til. Der var så godt som aldrig problemer med at fylde biografen allerede midt på eftermiddagen, hvor ungdommen stod i kø. Om aftenen kom det arbejdende publikum. Man tilrådede at benytte de tidligste forestillinger, men selv her kunne presset på at komme ind være så enormt, at det nærmest var forbundet med livsfare. En tolvårig dreng blev på et tidspunkt nærmest kastet indenfor i salen og ramte en af bænkerækkerne, hvorved han fik åbent benbrud. |
|
 City
Bio omkring 1983. Foto: Thomas HauerslevSidst i 1920’erne dyrker biografen fuldtonet dobbeltprogrammerne. Når de sidste kapitler blot skriver ’Vesterbros’, er det simpelt hen fordi, man ganske enkelt var hele bydelens biograf. Alle vidste, hvad man talte om, hvis man skulle i Vesterbros. Modsat mange andre biografer skulle man bestemt ikke forvente stilhed indenfor i mørket, selvom der de første mange år ganske vist var tale om stumfilm. Nok spillede orkestret, men publikum kunne sagtens overdøve enhver musiceren, når en bandit lå på lur i bjergpasset. Det var så absolut en fordel at sidde oppe på balkonen, hvis man skulle undgå at få smidt noget ned over sig. Til gengæld skulle man dreje halsen en halv omgang, hvis man ville følge med på lærredet, for stolene vendte ud mod salen og ikke mod lærredet. Det var såmænd også lige før, dét hørte med til oplevelsen. Biografen var, som man forstår, en enorm succes. Uanset hvor godt en film spillede, var der altid nyt program næste mandag. Stor var forbløffelsen den dag, man rent faktisk prolongerede forrige uges program og viste filmene nogle dage yderligere. Så mange var gået forgæves, at man simpelt hen ikke kunne holde skiftedag, før alle stamgæster var nået indenfor i filmparadiset. Efterhånden skete det sommetider, at programmet skiftede to gange om ugen, da sædvanligvis mandag og fredag. Var programmet skiftet endnu tidligere, vidste man, den var gal. Det må nu alligevel have været en sand fornøjelse at være bevillingshaver til en biograf, der med sin placering ikke var den allerdyreste i drift. I begyndelsen af 1930’erne kunne man nu tilmed spare udgiften til orkestret, da filmene begyndte at tale helt af sig selv. I denne biograf var man ikke først på færde, da der var rigtig mange billigt producerede stumfilm, der skulle slippes fri, før hylderne var tømt. |
|
 Det var i 1932, samtidig med nazismens spirende blomstring i Tyskland,
Vesterbros Teater uden at rødme kunne sætte den amerikanske film
”Prestige” med Melvyn Douglas og Adolphe Menjou på plakaten med den
danske titel ”Respekt for den hvide mand”. Filmen kunne ses i
biograferne med mellemrum de efterfølgende år, så en fiasko, har der
bestemt ikke været tale om. En flov affære! Manglende håndhævelse af
16-års censuren var også oppe at vende. Det var ikke unormalt, én af
filmene i dobbeltprogrammerne, hvis ikke begge, var forbudt for børn,
men man ville jo gerne sælge billetter. Heldigvis var censuren de første
mange årtier ikke alt for emsig. Nogle titler blev total forbudt og så
var alle lige vidt, men man kunne ofte vise ret spændingsmættede film,
hvis blot de mest dramatiske scener ud blev klippet ud. Dette benyttede
distributørerne sig ofte af, da der altid var langt flere penge at tjene
på film, der var tilladt for alle. Det gjaldt især westerntitler og
lignende, der i fald kunne benyttes i årevis som eftermiddagsprogrammer
rundt om i det ganske land. Film med Monty Banks, Hoot Gibson, Buck
Jones, Ken Maynard, Tom Tyler og Tom Mix var blandt de største
trækplastre.
Både i 1920’erne og op gennem 1930’erne fornys Eduard Schnedler-Sørensens biografbevilling. Han beholder den helt frem til sin død i 1947, hvor den overgår til hans enke, Selma Schnedler-Sørensen med sønnen Palle som inspektør. Familiens lange karriere som bevillingshaver er nu ganske interessant særligt for en biograf som Vesterbros Teater, for biografen kunne næppe siges at være kendt for sit lødige repertoire. Mange ville nok mene tværtimod. Alligevel kunne man jo godt se, at den næppe kunne blive anderledes og Vesterbros Teater var på sin vis blevet et ikon. Hvem skulle dog kunne opdrage denne biografs publikum til andet end banditter? Mange mente nok også, der blandt publikum fandtes adskillige af slagsen, men der blev ikke gjort noget for at slippe af med den, sådan som eksempelvis Jernbanebiografen var blevet aflivet i 1939 med repertoirevalget som årsag, selvom dette i virkeligheden havde været ganske eksemplarisk. Skægt nok indstillede man i 1947 faktisk ’Landsforeningen Dansk Kunst- og Håndværk’ som nye bevillingshavere til Vesterbros. Det forekommer næsten komisk, men et forvildet øjeblik troede man måske selv på det i bevillingsnævnet? Efter Justitsministeriet havde afgjort sagen, var den potte ude. Det var på den tid efterhånden gået hen og blevet kutyme, at enker eller sønner ’arvede’. Således havde enkefru Blom også netop overtaget bevillingen til Bristol efter sin afdøde mand. |
|
 Man var nu aldrig i tivivl, hvis dagen for næste bevillingsfornyelse
nærmede sig. Så kunne man pludselig selv på Vesterbro se
dobbeltprogrammet midlertidigt annulleret til fordel for en eller anden
sober titel. Frank Capras kæmpesucces ”Det hændte en nat” måtte allerede
pilles af efter fire dage og det var så ikke det korteste, man kunne
opleve. Fik man en artfilm på programmet, var det nok en af Fotoramas
egne, man ikke havde vidst, hvad man skulle gøre af. Sandsynligheden
for, den blev smidt ud gennem porten til Vesterbrogade allerede et par
dage senere var ganske stor. Et andet rigtig spøjst eksempel stammer
allerede fra 1932. Her fik en komedie med titlen ”Fire frække fyre”
danmarkspremiere, men der var ingen cowboys og indianere. I stedet fik
man en film med Marx Brothers og det duede naturligvis ikke. Slet ingen
blev pløkket ned. Ud med dem og den anden film, der endda også havde
været en premieretitel. Begge var fra Paramount, der sommetider klemte
sig ind mellem Fotoramas titler, men det amerikanske selskab havde
sjældent succes her. Marx Brothers-filmen fandt senere sit publikum
gennem repremierer i Aladdin og
Platan.Sidst i 1930’erne ryddes der lidt op i rækkerne. Her kommer der nu en tværgang med ekstra benplads og gulvet har herefter 455 pladser, mens balkonen rummer 136 stole. I alt er der herefter plads til 591 sjæle i Vesterbros Teater. I januar 1943 brændte en femetagers ejendom klos op og ned ad biografen og brandvæsenet arbejdede hårdt på, at ilden ikke bredte sig. Under krigen må publikum de sidste år undvære deres elskede westerns og lade sig fornøje af tyske kriminalfilm og svenske lystspil. Før indianerne har set sig om, er cowboyheltene tilbage i maj 1945. Allerede 7. maj går det løs med et nyt dobbeltprogram, man deler med Colosseum. De efterfølgende år må man nu væbne sig med nogen tålmodighed. Der er rigeligt af repriser at tage af, men nye westerns skorter det på og krimier fylder en del. Fotorama-selskabet er ophørt og filmene kommer nu fra alle mulige distributører. Efterhånden som nye dukker op omkring 1948, pustes der atter til præriestøvet, som igen tiltrækker et stort publikum. Nu er det blot ved at være ganske almindeligt, man skifter program to gange om ugen. Mandag og så enten torsdag eller fredag alt efter de første ugedages tal. Mange komedier – selv premierer – tages fortsat ofte af efter blot to dage. Folk gider dem simpelt hen ikke i denne biograf. Utroligt, biografen overhovedet bliver ved med at programsætte dem. |
|
 I juni 1954 trænger lokalerne virkelig til en kærlig hånd. Først dette
år bliver de gamle træbænke skiftet ud med almindelige sæder og der
opsættes træpaneler på væggene. Biografen genåbner den 28. juni 1954 med
danmarkspremiere på Ben Johnson i ”Hævneren fra Tennessee”. Fire år
senere bygges der om igen. Denne gang installeres
CinemaScope med bredere lærred og nyt fortæppe. Genåbningen finder sted lige før jul,
den 22. december 1958 med George Montgommery i ”Vest for Dakota”, der nu
ikke var i scope. I nogen tid før og efter spiller biografen kun én film
men på utallige opfordringer og så et par stykker til, kommer
dobbeltprogrammerne på plakaten igen men ikke længere kontinuerligt. Der
er 554 pladser i salen efter ombygningen og biografen kalder sig nu
Vester Bio. I 1964 får Kai Kaisou bevillingen. Han var startet som inspektør den 1. januar 1958 og kunne i 1962 fejre sølvbryllup med sin kone, Else Kaisou, der driver biografens chokoladekiosk. Sommetider blev de mange westerns nu suppleret med kæmpeøgler og kvindemordere og kanske en del film faktisk favnede bredere? I hvert fald var det op gennem 1960’erne mere almindeligt, filmene spillede både to eller tre uger og de større distributører begyndte også at levere premierefilm. I generelle nedgangstider var der vel også så meget desto større anledning til at holde på en blot nogenlunde succesfilm fremfor partout at skifte program hver mandag. Den 24. september 1965 er der helt exceptionelt ikke bare premiere på et nyt dobbeltprogram men et trippelprogram af danmarkspremierer, nemlig ”Normannernes sidste togt” instrueret af Mario Bava og hele to westerns, ”Riffelhelten fra Texas” og ”Præriens lovløse hævner”. Den sidste varede nu kun en halv times tid, men et program af den karakter var aldrig set hverken før eller siden på danske biograflærreder. Den 5. august 1966 er der premiere på ”De løse pigers gade”. Den engelske film er en semi-dokumentarisk komedie om ’Swinging London’ med nudister og alskens halvuartige udskejelser. Censurens briller duggede og man kan se lidt af hvert og snart mere til. Titlen er en af tidens frække forløbere for udviklingen i 1970’erne, som Vester Bio også snuser til, men aldrig helliger sig helhjertet. Det stads gider hr. Kaisou vist ikke rigtig, men pengene er jo immervæk gode at tjene. Og penge var der at tjene på de løse piger allerede i 1965. Filmen holdt sig på plakaten i over en måned, hvilket var Vester-rekord. Den blev slået med nogle dage ekstra sommeren derpå med ”Sex-banden”, hvis titel nu kraftigt overdrev og blot dækkede over en ganske ordinær kidnapningshistorie. Selv Columbia, Fox, MGM og Palladium leverer nu premierefilm til Vester, dog overvejende i form af påklædte agenter og deslige. Den 22. august 1967 er der ny succesrekord målt på spilleuger. Denne gang gælder det den franske ”Nøgen i sommernatten”, der skaber kø foran billetkontoret i næsten to måneder. Den 12. september 1968 går biografen helt nye veje eller vender rettere tilbage til de oprindelige stier. For én enkelt stund. Denne dag er der nemlig premiere på Dirch Passer i ”Mig og min lillebror og storsmuglerne” sammen med en række brobiografer. Vester Bio viser kun filmen i to uger og det er kortest af alle. Så stort publikum var der ikke til den, selvom det dog er en af biografens største hits målt på komedieskalaen. En god hest og et godt skyderi var fortsat at foretrække. Sydeuropæiske westerns med Django og kumpanerne ses der en del af disse år, ligesom biografen viser masser af krimier fra kontinentet. Alligevel støder man i 1969 på den svensk-tyske ”Som havets nøgne vind”, der vises fra 1. juli til 23. september 1969 og henover sommeren 1970 er den gal igen med svenskerne. ”Ih… det er dog den stiveste”, måtte man blot konstatere. Den 15. februar 1971 er der lokalkolorit på lærredet, da ”Sex i København” får premiere og vises i over tre måneder. Her var der ikke overladt noget til fantasien. Det var der heller ikke henover sommeren, hvor ”Porno pop” vises i fire som biografens absolutte rekord. Den gode Kaisou må have revet sig i håret over de gode tal på en genre, han ikke interesserede sig for og var muligvis meget godt tilfreds, da Carlton gik ’all in’ og overtog genren. |
|
 I 1972 er Kaisou blevet lovet, at han atter kan få ’ordentlige’
premierer fra de store selskaber, hvis han gør noget ved biografen.
Forfaldet sker hurtigt i en gammel baggård og de kødelige titler har
bestemt afskrækket de amerikanske selskaber. Tallene fra
spændingsfilmene har overhovedet ikke stået mål med de frækkere titler i
samme periode, men nu gør Kaisou sig klar til endnu en ny epoke og
biografen skifter atter navn. Denne gang til City Bio. I december lukker
biografen til publikums rædsel i flere uger og får nye kinomaskiner, nyt
lydanlæg, nye døre, nyt gulv, nye tæpper og nye stole med større afstand
mellem rækkerne, så der herefter er plads til 450. Den ypperlige balkon
og væggenes træpaneler består, mens resten får en gang blå maling.
Billetsalget ud til gaden er allerede forsvundet og flyttet ind foran i
foyerbygningen med nyindrettet chokoladekiosk modsatrettet ind i
foyeren. En ny, overdækket træpassage i venstre side fører op mod
billetsalget med indgang til højre herfor. Over portindgangen fra
Vesterbrogade opsættes et nyt skilt, mens de fleste plakater er
forvist til passagens udhængsskabe, så udvendigt syner biografen mindre
end før. Ombygningen koster en halv million kroner.Publikum kan slå koldt vand i blodet. Den nye biograf slår dørene op 2. juledag 1972 med danmarkspremiere på Constantin Films ”Blod over Mexico” om frihedskæmperen Zapata. Det viste sig også, at Kaisou var blevet holdt lidt for nar. Han fik slet ikke alle de nye, store premierefilm, han var blevet stillet i udsigt. Efterhånden som antallet af nye biografsale vokser omkring Rådhuspladsen, kommer filmene op dér. Op gennem 1970’erne klarer biografen sig nu fortsat udmærket. I efterårsferien 1973 forsøger man sig med et svensk børneprogram bestående af ”Alle tiders Kalle”, men børnefilm og City Bio harmonerer ikke særlig godt, så det gentager man ikke. I 1974 er der atter frække film på lærredet, nu det hele alligevel kunne være lige meget, men det er fortsat ikke lysten, der driver værket og de forsvinder da også igen. Kaisou udvider som mange andre med opkøb af nye biografer, da markedet gives frit. Først Grøndals Teatret og dernæst Gentofte Kino, som han helliger sig på sine ældre dage. Derved overtager hans søn, Niels Kaisou, de to øvrige, ligesom han også erhverver Vanløse Bio og en række øvrige sjællandske biografer. Til sidst tager han sig ene mand af hele driften i City Bio, efterhånden som tiden bliver vanskeligere og vanskeligere. Ulasteligt klædt sælger han både billetter, slik og sodavand. Billetsalget rykker ind til kiosken i foyeren, hvor den unge Kaisou ses i jakkesæt som herlig kontrast til den gamle biograf og i særdeleshed i forhold til repertoiret og publikum. Direktøren lukker også ind og starter filmene. Typisk er der reklamer foran den ene, mens der er trailers foran den anden. Sommetider spilles nonstop helt uden angivelse af spilletider, hvilket er noget uhensigtsmæssigt, når man gerne vil se en film fra start. Oftest er der da også faste spilletider. Det er typisk kl. 14, 17.40 og 21.20 for den ene og 15.50 og 19.30 for den anden. Fredag og lørdag er der dobbelt midnatsforestilling kl. 23.30 med særskilt program. Disse ophører igen i begyndelsen af 1980’erne. |
|
 Sidst i 1970’erne var det tyndet voldsomt ud i premierefilmene og i 1979
er der slet ingen. I juni 1980 får ”Dragens blodige hævn” fra
ASA-Panorama premiere i City Bio og vises i tre uger. Der er lidt bedre tal end længe og
atter oplever biografen et lille opsving i antallet af nye titler. Samme
selskab kommer bl.a. også med ”Kung-Fu djævlene”, ”Dræberen fra
Interpol”, ”Den blodige strand” og ”Junglekrigens hårde halse”. Den
sidste var med Mel Gibson og gad vide, hvorfor ingen af de store nappede
den? Endnu en gang er der også nye distributører på markedet som Plaza
og Carina Film, der får afsætning på deres titler hos den venlige
Kaisou, efter større biografer oftest har takket nej. Andre titler har
intet andet sted at gå hen. Colosseum er lukket i 1983 og
Saga er faldet
voldsomt af på den.Efterhånden som biografen forfaldt både op til og efter lukningen, faldt en del af biografens skilt over foyerbygningen ned og bogstaverne fra biografens oprindelige navn kom til syne bagved. I juni 1987 kommer de allersidste nye film op. Det er ”Tex og dybets herre” med Giuliano Gemma fra Alliance Film den 8. juni og ”Karate-mafiaens hævn” fra Toofa den 15. juni. Begge vises til den 21. juni. I juni 1987 var Americana Bar blevet til en lille burgerrestaurant, men mange øvrige forretninger havde fyldt lokalet ud i de mellemliggende årtier. Den oprindelige billetbutik solgte kufferter. Nu var det også på tide for City Bio at pakke sammen. Efter sidste spilledag den 23. juli, hvor programmet bestod af ”Sværdet og troldmanden”, ”Døden vejer 16 tons” og ”Apache Woman” opstår i løbet af natten en mindre brand i bagbygningen, hvor der tidligere havde været omklædningslokaler. Ifølge Kaisou var branden nu slet ikke særlig alvorlig. Der var kun få skader inde i selve biografen, formentlig blot røg. City Bio kunne sikkert være genåbnet, men her i videobåndets årti var tiden løbet fra de mange dobbeltprogrammer og premierefilmene op gennem 1980’erne havde alle været andenrangs, uanset hvor underholdende de havde været. Biografen havde ganske enkelt ikke gået godt i årevis og nu var det lige pludselig slut. Et reklameskilt til ”Tex og dybets herre” synede i portindgangen adskillige år efter. Der var så ubegribelig megen nostalgi forbundet med City Bio, at nedlæggelsen betød et stort savn for mange. Hvilket andet sted i byen havde budt på en så varieret underholdning gennem flere menneskealdre? Der var planer om at benytte de nedslidte lokaler som museum, men de eneste, der kom indenfor de næste ti år, var husvilde og narkomaner, der benyttede biografen som varmestue. Man fik nedrivningstilladelse allerede i 1988, men bulldozeren dukkede først op i sommeren 1997. Sammen med Studio 1-2 og Saga ved siden af forsvandt hele det gamle Vesterbrogade-kvarter mellem nr. 23 og 29. Bulldozeren startede med den gamle sal, dernæst foyeren og forhusene. Jens Jordan og konsortiet bag Illum står sammen med entreprenør Kay Wilhelmsen bag det nye projekt, der bliver til Saga-Hus med hotel og supermarked samt boliger i gården. Mere detaljeret kan læses under Saga-kapitlet. |
|
 Den
sidste listeannonce |
|
|
• Gå til Biografer på biografmuseet.dk | Biografer Oversigt • Gå til København | Omegn | Nordsjælland | Vest, Midt & Syd • Gå til Bornholm | Møn, Bogø, Lolland & Falster • Gå til Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø • Gå til Sydjylland | Midt-Vest | Øst | Nord • Gå til mere om City Bio, København |
|
 • Gå til Vesterbros Teater / Vester Bio / City Bio |
|
 • Gå til Vesterbros Teater / Vester Bio / City Bio |
|
|
Gå:
tilbage
- op Opdateret mandag, 01 januar 2024 18:13:14 |
|