Tivoli Bio, København |
Tilbage til
forsiden |
| Skrevet af: JG, biografmuseet.dk | Dato: 01.10.2021 |
 Hjørnet
af Vesterbrogade og Bernstorffsgade i det centrale København, august
1986. Foto: Thomas HauerslevTIVOLI BIO Vesterbrogade 3 Åbnet 1. maj 1976 Lukket 30. april 1989 Hjørnet på Vesterbros Passage (siden Vesterbrogade) og Bernstorffsgade havde i årtier huset det populære forlystelsessted Wivex, der var lige så kendt som Scala eller National Scala skråt ovre på den modsatte side af Vesterbrogade. Der havde været restaurant lige siden 1890, da Carl Christian Wivel her overtog Tivolis facadebygning og åbnede ny restaurant. Den blev ligesom forlystelsesparken kendt over hele landet. Lokalerne blev i 1912 bygget om mod det nye Bernstorffsgade. I 1931 blev navnet efter Wivel-familiens ønske ændret til Wivex og fortsatte med at tiltrække det københavnske aften- og natteliv. Huset gik i ét med Tivolis hjørnehus til højre for hovedindgangen med Wivex-navnet på skrå over taget, mens en lysende neonbaldakin strittede ud over fortovet. I årtier transmitterede radioen middagskoncerter med bl.a. Teddy Petersens orkester. Efter schalburgtage under krigen genåbner Wivex i 1946 efter restaurering af Ernst Kühn, der også havde tegnet Palladium-biografen på den modsatte side, som var åbnet i 1938. Der var i mange år også sommerindgang fra Tivoli-siden. Wivex lukkede i 1964 og huset stod herefter næsten tomt nogle år, hvor der sporadisk var atelier på første sal og anden håndværksmæssig brug af lokalerne. Huset blev revet ned i 1970 og erstattet af en ny pavillon tegnet af Preben Hansen trukket lidt tilbage for en bredere vejføring med en ny restaurant, der bar det gamle Wivex-navn. Her var det blot gået stejlt ned ad bakke siden åbningen i marts 1971 med kæmpe overskrifter allerede måneden efter som ’Tragedie i Wivex: Anden, der døde forgæves’. Tjernerne bruger ikke kuglepen, når regningen skulle på bordet. Den kom i stedet fra en EDB-maskine og det morede man sig meget over. Man mener, køkkenet ligeledes måtte være EDB-styret, hvorved ansvaret for alle katastroferne kan tillægges computerne og ikke kokkene. Aviserne var ubarmhjertige. I 1975 annoncerer Tivolis direktør Niels-Jørgen Kaiser, at man sammen med Nordisk Film fra og med næste sommersæson vil åbne en ny biograf på stedet, der helt naturligt skal hedde Tivoli Bio. Nu er det helt slut med Wivex. Tivolis arkitekter Finn Larsen og Bo Christoffersen samt Nordisks arkitekt Tage Pind står for ombygningen. De tre sale får hhv. 210, 166 og 129 pladser og betjenes fra samme operatørrum. Den mindste sal får direkte adgang fra Tivoli i sommerhalvåret med tanke på forestilling hver hele time. Det er planen at kalde dem Pjerrot, Harlekin og Columbine. Disse navne bliver rent faktisk hængende i periferien og tages op af posen, da biografen ti år senere omdannes til børnebiograf. Det nye Tivoli Bio bliver ledet af Svend Aage Christensen, der kom fra Rialto-koncernen og siden Frederik Sundram fra Palladium-koncernen. Biografen slår dørene op samme dag som resten af Tivoli, lørdag den 1. maj 1976. Mange årtier tidligere havde Tivoli en bazarbiograf. Nu er der atter filmforestillinger tilknyttet den gamle have. |
Læs
mere her: Farvel til Tivoli Bio Cinema 2000, Tivoli. København Biografer på biografmuseet.dk Biografer Oversigt Danmarks 70mm og Storformat Biografer Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne Biografpremierer 1911 - 2020 Film- og Kinoteknik 7OMM Film og De Store Formater Todd-AO, - det sensationelle filmsystem Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"! "Windjammer" i Cinemiracle CinemaScope | VistaVision Super Technirama 70 | Panacolor Dimension 150 | Sensurround High-Impact biografdesign |
 Hovedindgangen fra Vesterbrogade fører ind mod billetkontor i bagerste
venstre hjørne, mens der indrettes bar, is- og sliksalg til højre. Tre
spøjse kasser med klokkeslæt over billetsalget fortæller på gammeldags
jernbaneperron-manér, hvornår næste forestilling i hver sal finder sted.
Derudover står programmerne på tavler til venstre for billetsalget og
der er et par udstillingsskabe yderligere til kommende film. Hele
forhallen består af sammenhængende, i teorien femkantede glaspavilloner,
mens en række høje, trekantede udstillingsskabe er placeret i samme
pavillonform rundt om indgangspartiet og facaden. Loftet er et virvar af
klyngelamper, som i foyeren bagved vokser ned som lysekroner, mens de i
salene sidder dekorativt på væggene. Huset er trukket et godt stykke
tilbage fra fortovet i forhold til det gamle Wivex og skaber dermed
masser af luft omkring sig. Der er flere år forinden plantet træer
næsten ud til fortovskanten, der allerede er ved at vokse sig store.
Pavillonerne har brune plader i bunden, mens selve biografkomplekset
bagved er i gult og guld med Tivoli Bio stående op mod hinanden på
facadens top på hver side af hjørnet. Udvendigt er der også glasvinduer
på begge sider her, men indvendigt spærret af på Bernstorffsgade på nær
forrest, hvor der er indrettet et lille kontor. På Tivoli-siden ser der
næsten ud som foran med en overdækket indgangsportal i bueform.En lille glaspassage fører ind til en gulvtæppebelagt foyer med nedgang til toiletter i midten. Den lidt smallere og længere sal 2 har adgang til højre, mens den noget bredere men kortere sal 1 ligger i midten. Til venstre er der parallelt med sal 1 adgang op til sal 3, der ligger på tværs bagved mod Tivoli til venstre og som man ender med at overtage permanent efter Tivolis første sommer. Sal 3 viser som planlagt et timelangt tegnefilmshow med Daffy, Sylvester, Snurre Snup og Speedy Gonzales samt den gamle danske ”Champagnegaloppen” i halvanden måned frem til den 17. juni 1976. I sal 1 er Jean-Paul Belmondo ”Født fræk”, mens Barbra Streisand er den ”Dejlige heks” i sal 2. Alle sale er holdt i gule og brune farver på tæpper, vægge, loft og stole. Der er rimelig god benplads og rækkerne udmærket placeret midt for lærredet, idet alle gangene er i siderne, ligesom der er en pæn hældning tilbage i salene. Der er adgang til operatørrummet fra bagenden af bygningen, men uheldigvis vælger operatøren oftest at gå den korteste vej gennem sal 2 fremfor turen rundt om huset, hvilket betyder, at man jævnligt under filmene hørte et raslende nøglebundt på gennemgang. Tivoli Bio var en fin biograf og succesen er i hus allerede første dag, men det bliver kun større endnu. Allerede året forinden havde man booket Ivo Caprinos norske ”Bjergkøbing Grand Prix” som åbningsfilm, men denne premiere valgte man at gemme til børnenes efterårsferie. Den har her fået danske stemmer og musik af Bent Fabricius-Bjerre. Filmen bliver en succes så stor, at den ikke nær så store sal slet ikke er tilstrækkelig. Der ender med at køre Grand Prix-løb i hele to af dem og så snært, som det overhovedet var muligt for at nå flest mulige forestillinger. Heldigvis var biografen åbnet med non-rewind tallerkensystem, så filmene kunne startes igen med det samme, når et nyt publikum havde fundet deres pladser. Biografen var øjeblikkeligt et hit blandt ungdommen og de endnu yngre. En del mellemstore film finder vej til biografen som Martin Scorseses ”Gaden uden nåde” med Robert de Niro og ”Car Wash – gas på benzintanken” med Richard Pryor. Man deler for det mere modne publikum Bernardo Bertoluccis ”1900”-epos i to dele med Alexandra, fordi Dagmar ikke har plads. Herudover bliver man praktisk aflastningsbiograf for Palads både før ombygningen til multibiograf men såmænd også siden. Desuden overtager man de mest attraktive film fra øvrige biografer, det være sig ikke helt udspillede Disney-film fra Metropol, ”Møde i rum sø” fra Saga eller andre solide actionfilm fra Kinopalæet, som man også deler premiere med på John Frankenheimers ”Sort søndag”. Man har nu også rigeligt at byde på selv med sine mellemstore sale, der med tiden egentlig viser sig ganske passende i størrelsen i forhold til siddepladser. Lærrederne var ikke enorme, men det bekymrende man sig mindre om i tiden. En ’Giganternes kavalkade’ nogle år senere med en række af de største helaftensfilm tog sig dog mindre gigantisk ud på Tivoli Bios lærreder. Nordisk Film benytter selv biografen til flere af sine titler som eksempelvis Bergmans ”Tryllefløjten”, men erkender, at der bare er nogle ting, der fungerer bedst andetsteds. I julen 1977 er ”Abba”-filmen sammen med Nygade det største siden "Bjergkøbing Grand Prix" og de gode ungdomsfilm finder herefter en glimrende kombination i disse to biografer eller med Nørreport Bio, eksempelvis hhv. ”Du er ikke alene” og ”Mig og Charly” i foråret 1978. Her slår ”Saturday Night Fever” med John Travolta også nye rekorder og denne slås atter med ”Grease” få måneder senere. Fra sommeren 1978 bliver det svært at få plads til det hele i det nye Palads, der her bliver omdannet til multibiograf, men filmene står også i kø i Tivoli Bio. Mens publikum koncentrerer sig om centrumbiograferne, står det grelt til i brokvartererne, men det bekymrer man sig ikke om herinde. I august 1979 får man Walter Hills ”Krigerne” fra Nørreport Bio og indspiller flere penge end i premierebiografen. Den 3. marts 1980 har Tivoli Bio premiere på sin hidtil længst kørende film. Det er den sydafrikanske skjult-kamera film ”Funny People”, der bliver lanceret tæskesmart ved en lang række gratis forestillinger, hvor publikum bare kan hente billet. Filmen ender naturligvis med at blive en kolossal succes og er på plakaten i ti måneder. Blot to uger efter premieren får den følgeskab af John Landis’ ”Kentucky-kliken”, der først siger farvel den 7. oktober. I et halvt år der dermed kun én sal til at klare resten. Her får Alan Parkers ”Fame” premiere den 19. september, men bliver overraskende nok ikke nogen synderlig succes herhjemme. Så går det faktisk langt bedre med Olivia Newton John få uger senere i den ellers pænt nedsablede ”Xanadu”, der havde Gene Kelly i sin sidste rolle. Denne film vises i 3½ måned. |
|
 Elektrostatisk
biografbillet. 20. juli 1985 til "Mad Max"Stort set alle film herefter er ungdomsfilm, komedier eller spændingsfilm. Først i 1982 går man i gang med at sætte flere gyserfilm på plakaten. Det er titler som man tidligere kunne forvente at se i fx Saga, men horrorgenren tager først rigtig over i 1983, hvor sal 3 måneden forinden er omdannet til 3D med nyt sølvlærred. Her fik man udleveret plasticbriller med farveglas, der aldrig sad som de skulle og så kunne man ellers lide under den ene gyse(lige) film efter den anden, hvor det blot handlede om at få smidt effekter i hovedet. Eller hvad der nu var af effekter dengang special effects bestemt ikke tog sig ud som i dag. 3D-bølgen var kortvarigt oppe at vende i Danmark i 1950’erne, før den forsvandt igen. Denne gang forsvinder den endnu hurtigere og tak for det. De ringeste film man kunne se i Tivoli Bios sal 3 var ”Parasit – dødens bid” såmænd med Demi Moore, der som den første kom op den 3. december 1982 og siden titler som ”Dræberhunde” og ”Dødens gab 3”. Til ordinære film betød sølvlærredet et mindre kraftigt lys, men det gik nu an. Salen var sammen med sal 1 den bedste i biografen trods lærredernes mindre imponerende størrelse. I juni 1982 var der bygget to sale yderligere og de var ikke vellykkede, hverken den ene eller den anden. De var begge indrettet i Tivolis tidligere pavilloner, der havde været brugt som entré til sal 3 i sommeren 1976 og ligger dermed til venstre for korridoren op til denne med nyt operatørrum imellem og projektion i hver sin retning. Sal 5 lige indenfor til venstre har 70 pladser, mens sal 4 rummer plads til 52. Stolene er markant ringere end biografens øvrige, der blot er lidt stive i det. |
|
 Desværre smittede den ringe kvalitet øjensynligt også af på det øvrige
repertoire. Bevares, der var gode film imellem, rigtig gode endda med
mellemrum, men der kom bestemt også mere skravl på plakaten. Da Nordisk
Film også overtog
Sandberg-kæden i sommeren 1983 fordelte man muligvis
ubevidst de mest attraktive titler mellem eksempelvis Palads og
Cinema 1-8 fremfor som tidligere at holde dem mellem Palads og Tivoli Bio.
Muligvis fordi man forventede at henvende sig til en anden og ny
målgruppe i Cinema 1-8. På den måde blev Tivoli Bio ladt lidt i stikken
og kom kun med på de bredere film, når alle tre var i spil som på fx
”Footloose” med Kevin Bacon, ”Politiskolen” med Steve Guttenberg og
”Karate Kid” med Ralph Macchio og tilsvarende. Egenhændigt havde man
solopremiere på fremtidsvold som ”Krigerne på hjul” (italiensk sekunda),
”Stryker – den ensomme hævner” (filippinsk ditto) og endnu et filippinsk
voldsorgie i ”Caliber 357”. City
Bio ville have elsket at få premiere på
dem og der var såmænd en god del flere af slagsen i løbet af 1984.
Nuvel, man fik også ”Funny People 2” og heldigvis blev der plads til små
perler som Francis Ford Coppolas ”Outsideren” sammen med Cinema 1-8 og
Erik Ballings sidste film, kæmpesuccesen ”Midt om natten”, der var på
plakaten i 7½ måned efter
Imperial. Det var i øvrigt sjovt nok med det tidligere EDB-kaos i Wivex. Tivoli Bio blev nemlig i 1983 den første biograf i landet, der afprøver billetsalg via computer. Man turde ikke helt forsøge sig i Palads, så Nordisk prøver det i stedet af her og det virkede rent faktisk. Billetten, der bl.a. tikkede ud af maskinen til ”De hårde halses hævn”, var ganske vist gnidret og man skulle ikke holde på den med for varme fingre eller opbevare den for længe i bukselommen, for så forsvandt al skriften. Men systemet virker altså og bliver installeret i Palads nogle år senere. I Tivoli Bio blev det ved eksperimentet på forsøgsbasis. Her fortsatte man med den gode gamle klassiker, der spyttede enhedsbilletter op fra disken eller ved forventede udsolgte forestillinger de lige så gode gamle plansæt med nummererede billetter. Desværre fortsatte nedturen i 1985. Det blev ikke helt slemt med besøgstallene, men niveauet var faldet betragteligt og selv det yngre publikum vidste, at kom en film op i Tivoli Bio alene, så var den næppe så god, som hvis det var i Cinema 1-8. I efteråret er der ved at være så få premierefilm, at man begynder at vise nogle af dem, man er gået udenom tidligere. Således får italienske komedier i slidte kopier premiere i Tivoli Bio på baggrund af anstændige tal i provinsen. Det gælder filmene ”Politiets frækkeste pige” og ”Militærhospitalets skøre gutter” fra Obel Film. Disse ville år forinden have fået premiere i Saga, men den var desværre lukket samme sommer og komedier havde man alligevel ikke vist der flere år forud. Sagen var den, at Tivoli Bios fremtid allerede var bestemt. Der skulle være børnebiograf! Nordisk Film havde skam ingen onde hensigter med Tivoli Bio, tværtom nærede man de bedste intentioner. Idéen med børnebiograf havde været forsøgt forud yderst kortvarigt i Grand og på den lidt længere bane i Boulevarden uden at opnå nogen som helst succes hverken her eller der. Biografen holder åbent henover nytår og er med på den danske film ”Når engle elsker” med Lone Hertz, før man lukker søndag den 5. januar 1986. Sal 1 var lukket i forvejen, for den skulle lade livet. Her blev der indrettet et b(j)ørneland med kæmpebamse, legetøj og underholdning for de mindste samt en lille disk med diskret salg af slikposer. Baren i foyeren blev også revet ned, mens billetsalget bestod uforandret. Der kom nyt, blåt boblegulv i området mellem salene, hvor de gamle Tivoli-navne, Harlekin, Pjerrot, Columbine nu officielt blev benyttet, men man holdt nu af praktiske årsager også fast i numrene, da de stod på billetterne. Sal 5 var i øvrigt nu blevet til sal 1 og sal 4 fik fjernet alle stolene og blev til pudebiograf med navnet ’Lille Bjørn’. Her havde man givetvis ladet sig inspirere af foyerbiografen ’Kino Valde’, der lå i Dagmars kælder i 1970’erne også udstyret med puder. Det nye Tivoli Bio åbner lørdag den 8. februar 1986. |
|
 Til ledelsen af Tivoli Bio for Børn havde Nordisk Film Biografer ansat
Ulrich Breuning. Man kunne ikke have ansat nogen bedre til at varetage
netop den funktion. Breuning brændte for gode børnefilm! Var biografen
åbnet ti eller tyve år forinden, havde der samtlige dage været mindst én
”Gøg og Gokke”-film på programmet, for de to herrer, Stan Laurel og
Oliver Hardy, var hans helt store filmidoler. Desværre var hans
yndlingsfilm ikke længere i distribution. Han indrømmede i et
uforsigtigt øjeblik på sine ældre dage, at Chaplin nok var et større
navn, men det ville man aldrig få ham til at sige offentligt, selvom han
kunne citeres for netop dette udsagn i børnefilmklubbernes
filmtidsskrift Pråsen, han selv var redaktør for. ’Hvis man stadig ser
film om 1.000 år, vil Chaplin være den eneste fra vores tid, man ser’.
Tivoli Bio for Børn begyndte bogstaveligt talt i helt familiære rammer
og med et særdeles engageret personale, var der potentiale til at skabe
et helt unikt biografmiljø, hvis lige næppe fandtes noget sted i verden.Med konceptet havde Nordisk Film Biografer ofret store summer på at skabe noget særegent. Det eneste man ikke havde sørget for, var faktisk at have nogle nye børnefilm at vise. Jovist, der var en række danske klassikere at tage af og enkelte udenlandske, men 1980’erne var umådeligt fattige på børnefilm, hvilket man dårligt forstår i dag, hvor der spyttes en ud næsten hver uge. Ulrich Breuning var desuden pædagogisk indstillet i mange retninger (når han var på arbejde) og især når det kom til filmvalg. Der var simpelthen genrer, han ikke ville vise og selv de klassiske ”Far til fire”-film blev nærmere vist af nød end egentlig lyst og enkelte af disse tog han heller ikke på programmet. Det samme kunne man sige om flere af ”Olsen-banden”-filmene, der vel dårligt kunne kategorisereres som børnefilm, men som ofte spillede sidst på eftermiddagen. De fleste Disney-film var Breuning dybest set heller ikke meget for. Han var langt mere til danske Jannik Hastrup eller dennes nordiske kolleger. På åbningsprogrammet er også netop Hastrups ”Samson og Sally” samt Astrid Lindberg-klassikeren ”Emil fra Lønneberg” for ikke at tale om Søren Kragh Jacobsens ”Gummi-Tarzan”, der internationalt var kåret som verdens bedste børnefilm. I pudebiografen blev der vist forskellige kortfilmsprogrammer, hvor der i 16mm var langt større råderum for den yngste målgruppe. Filmene var alle under en times varighed, så poderne ikke blev utålmodige. Desuden var der spørgsmålet om billetprisen og filmudlejerne. En billet kostede kun 20 kr. eller 30 kr. og i pudebiografen blot 10 kr. Udlejerne ville ikke nøjes med dette på deres nye film, selvom de ikke måtte diktere, men de kunne til gengæld lade være med at give deres film premiere i Tivoli Bio, når de en sjælden gang havde en ny. I sommeren 1988 kom der nærmest helt undtagelsesvist en ny, sød hundefilm med titlen ”Benji på eventyr” og den fik kun premiere i Palads. Ikke i Tivoli Bio. Hvad i al verden skulle man så med en børnebiograf? Der kom efter mange interne protester en kopi fra Høje Taastrup tre uger senere. Selv distributøren havde besindet sig. |
|
 Tivoli
Bio. Foto:
Per JacobsenBiografen blev primært benyttet af skoler og institutioner om formiddagen og omkring klokken tolv. I weekenden var eftermiddagsforestillingerne som regel nogenlunde pænt besøgt og efterårsferien altid suverænt bedst. På en almindelig hverdag kunne der være gabende tomt både kl. 14 og kl. 16 og om sommeren var der ofte tomt hele dagen, med mindre det regnede. En sommerdag var en fast operatør blevet syg og en afløser fra omegnen kaldt ind. Han havde aldrig været i biografen før, men operatørrum ligner trods alt hinanden. Sådan næsten da. Der kom ofte så få gæster, at det var kutyme, at billetsælgeren ringede til operatøren, når der var solgt billetter til en given film. Ellers var der ingen grund til at starte dem og bruge strøm eller slide yderligere på de i forvejen skrøbelige kopier. Denne dag skete det først om eftermiddagen, at der blev ringet til operatøren om filmstart i pudebiografen. Det var Jannik Hastrups evigt populære ”Bennys badekar” fra 1971, der med sine knap 45 minutters spilletid passede perfekt lige netop her og det var også den film, der var på programmet længst. Ulrich elskede den af hele sit hjerte, men det var nu også den eneste, der næsten altid kom bare et par stykker til. Også netop denne afløserdag. Efter operatøren havde fået besked, ringede han tilbage efter et par minutter og spurgte, hvor den pudebiograf egentlig lå henne? Efter svar ringede en tydeligvis endnu mere bekymret operatør et minuts tid senere tilbage, for han havde aldrig betjent et 16mm-apparat. Det var så heldigt, at billetsælgeren faktisk havde minimal forstand på lige netop denne maskine og ”Bennys badekar” blev vist for en glad far og sin lille knægt. |
|
 Tivoli
Bio. Foto:
Per JacobsenFor nu undtagelsesvist at blive hængende lidt ved anekdoterne skete det i Tivoli Bio for Børn, at man viste forpremierer som events, før disse for alvor blev udbredt. Mange af dem var i samarbejde med eventbureauet PB Action. En aften var kopien ankommet sent og da den blev løftet op på den store filmtallerken en times tid før filmstart, faldt den på gulvet og lå viklet ind i hinanden. Den var simpelt hen ikke blevet samlet ordentligt. Operatøren var også denne dag ved at løbe skrigende bort. Man kunne umuligt nå at samle den, men heldigvis kunne den vises i rigtig rækkefølge med nogle pauser undervejs. Publikum fik at vide, man var nødt til at vise filmen således, idet den netop var fløjet ind fra det store udland. Publikum åd det råt og følte sig særligt privilegerede. Filmen bragte i øvrigt stormende begejstring, så det hele endte som én stor succeshistorie. Det stod på dette tidspunkt allerede klart, at Tivoli Bio for Børn ikke havde nogen fremtid, selvom den var pædagogisk fantastisk også selvom Breuning af uransagelige årsager ikke viste en hel del østeruopæiske film, som var hjemtaget af den danske distributør, Dan-Ina, primært med henblik på børnefilmklubberne. Flere af disse blev kortvarigt vist i omegnsbiografer som Albertslund eller Ishøj og sågar Park Bio på Østerbro. Nogle var allerede blevet præsenteret på en lille festival i Tivoli Bio og der var fine perler imellem. Breuning havde allerede forsøgt sig kort efter åbningen, hvor den sympatiske russiske ”Loma – den glemte ven” var kommet op som biografens første børnefilmspremiere den 14. marts 1986. Denne spillede blot én uge for en tom sal og man forsøgte sig med endnu en ny russisk børnefilm et par måneder senere med samme kedelige resultat. Her var der ellers unikke muligheder for at se noget ganske andet end det gængse repertoire, men hverken pædagoger eller forældre lod sig lokke. Breunings kærlighed til den tjekkiske instruktør Karel Zeman fornægtede sig imidlertid aldrig, så den gamle ”Rejsen til jordens urtid” fra 1955 var på plakaten i halvanden måned. Ved den forsinkede danmarkspremiere i Kastrup Bio havde den spillet én dag i 1977 som søndagsforestilling. De mest succesfulde premierer i Tivoli Bio var den danske ”Valhalla”, franske ”Asterix – sejren over Cæsar”, svenske ”Alle vi børn i Bulderby” og fortsættelsen ”Mere om os børn i Bulderby” samt den amerikanske ”Rejsen til Amerika”. |
|
 Tivoli
Bio. Foto:
Per JacobsenPå et tidspunkt begynder man også at udnytte potentialet om aftenen med ’Tivoli Bio by Night’ efter at have haft en rimelig succes med flere af førnævnte forpremierer og sågar regulære weekend(for)premierer, hvor der blev spillet to aftenforestillinger fredag til søndag i ugerne op mod den egentlige danmarkspremiere. I ’by Night’ var konceptet, at der i to af salene blev vist film overflyttet fra de øvrige biografer. Det var som regel (men langt fra altid) de film, der blev taget af med de bedste tal. De spillede så videre her en uges tid eller to, men de mest succesfulde holdt sig såmænd på plakaten op mod et par måneder, bl.a. Steven Spielbergs ”Solens rige”, Adrian Lynes ”Fatal Attraction” og Wim Wenders’ ”Himlen over Berlin”. Desværre var der ingen hoved og hale i genrerne, der spændte fra ungdomsfilm over blockbusters til stor filmkunst. Den tredje sal var forbeholdt et stringent repriseprogram med gode titler, der blev skiftet ugentligt og tilsvarende månedligt i pudebiografen. Distributørerne havde ikke så mange voksenfilm tilgængelige i 16mm som forud. Man annoncerede her med ’månedens klassiker i pudebiografen’. Det afstedkom søde anekdoter om forvirrede gæster, der kort efter introduktionen blev lokket af annoncen, der blot fortalte om ”Forbudte lege”. Der var tale om René Cléments franske mesterværk fra 1952, men at dømme efter publikums reaktion, da de kom ud fra salen efter få minutter, havde de forventet sig en film i en helt anden genre. Der havde nok været nogle problemer med rettighederne til disse 16mm-titlerne, for kort efter ville man ikke længere annoncere for disse aftenprogrammer. Så var det immervæk helt umuligt at sælge billetter til de fremragende klassikere, men nogen kom alligevel ind for at orientere sig. Den sidste ikke-annoncerede film, der blev vist, var Eisensteins ”Panserkrydseren Potemkin” fra 1925. Aftenbilletprisen var sølle 30 kr. og i pudebiografen slap man med en tyver, hvilket var ekstremt billigt sidst i 1980’erne. Det løb naturligvis ikke rundt. Carlton længere nede ad Vesterbrogade viste på samme tidspunkt film om aftenen i deres tre sale efter samme koncept. Her havde man mere fokus på udbud og stil, men også i Carlton sluttede eventyret, da man lukkede for bestandigt i 1988. |
|
 Tivoli
Bio på hjørnet
af Vesterbrogade og Bernstorffsgade i det centrale København, august
1986. Foto: Thomas HauerslevUlrich Breuning forlod Tivoli Bio nogen tid før lukningen og programmet blev herefter varetaget af den øvrige ledelse. Claus Hesselberg, som også tog sig af filmvalget til ABCinema og Palladium, forsøgte at få det til at køre bedst muligt, men der var ingen fremtidsperspektiver og man ventede blot på, lukningen skulle blive en realitet. Den sidste børnefilm fik premiere den 14. oktober 1988, nemlig ”Asterix og briterne”, som også kom op i Palads. Lukningen blev meldt ud to måneder før, nøglen blev drejet om søndag den 30. april 1989. Husum Bio lukkede samme dag. Der var stort afskedsfest om aftenen, så der blev kun vist film om eftermiddagen. Allersidste forestilling startede kl. 16.45, hvor Olsen-Banden slog til for sidste gang i Tivoli bio med ”Olsen-Bandens store kup”. Konceptet flyttede over i ’Palads for Børn’, hvor nogle af legesagerne flyttede med op i loggiaen. Efter nogen tid indgik filmene blot i det helt normale repertoire, hvor man forsøgte altid at have mindst tre eller fire børnefilm på programmet ad gangen. I september 1988 forlyder det, at Tivoli Bio fra 1990 skal være velkomstcenter for turister. Biograferne skal omdannes til ”Denmark Experience”, et multimediashow med lysbilledkanoner, film og effekter. Noget tilsvarende findes eksempelvis i London. Der kommer i sidste ende et skrabet turistcenter i de forhenværende biograflokaler. Siden bliver huset atter til restaurant som i begyndelsen af 1970’erne med Hard Rock Café og til slut er der ølbar, før det hele rives ned i 2016 til fordel for et nyt madtempel med en stribe restauranter og caféer forenet under samme tag. ’Tivoli Food Hall’ med adressen Bernstorffsgade 3 åbnede i november 2017. Claus Hesselberg drog videre i 2014 og Ulrich Breuning forlod os alle i 2021. Deres film- og livsglæde er stærkt savnet. |
|
Om Design og Indretning af Tivoli Bio
|
|
 Tivoli
Bio på hjørnet
af Vesterbrogade og Bernstorffsgade i det centrale København, august
1986. Foto: Thomas HauerslevJeg, Flemming Ljørring Creative Design A/S, og mine to ansatte, designere Lars Green og Inge Mortensen, designede alt, vedrørende Tivoli Bio projektet, da det åbnede i 1976. Direktøren for Nordisk Film dengang var Ove Sevel, og deres arkitekt var Holger & Tage Pind. Inden designet af exteriør af Tivoli Bio, fotograferede jeg fra øverste og mellemetagerne i SAS hotellet, lige overfor Tivoli hjørnet. Vores design og udformning blev første gang prœsenteret for Nordisk Film A/S i 1975/1976 i mit firma på Hvidørevej 30, 2930 Klampenborg. Deltagere var Bo Christensen og Henning Bahs hvor de så mine fotos af bygningen og Tivoli set fra SAS hotellet og fodgœngerovergange. Præsenteret som slide show, således at alle var opdateret på sidste udseende af bygningen. Derefter prœsenterede vi en 3D model af vores løsning. Designet blev baseret på det gœsterne i denne vinkel ville se - som potentielle gœster. Også fotografering fra de to gåfelter der førte over til bygningen, med massevis af mennesker som passerede dér hver dag. Samtidig blev alt grafisk design udformet til Tivoli Bio 1-2-3 bl.a. billetter, standere til plakater, interiør design, indvendig bar, farvevalg, vœgge billetkontoret mv. Interiør belysningen i foyer og i selve biografen, der blev dœmpet når filmen startede, var runde glaskupler leveret af Swiss Lamp. På et senere tidspunkt blev vores oplœg om textiler, tœpper, stolebetrœk (textiler til sœderne, der var baseret på holdbarhed og vedligeholdelse/rengøring) mv også godkendt af Nordisk Film A/S og Arkitekterne Pind. Jeg ville have et neonlys med "Tivoli Bio" på taget, men dette blev ikke accepteret af Københavns Kommune's Stadsarkitekt, da der i Tivoli ikke måtte anvendes Neon. Alle samarbejdede, inklusiv direktør Ove Sevel og direktør Niels Jørgen Kaiser (Tivoli A/S), i de følgende måneder på fœrdiggørelsen af projektet så biografen var klar til åbningen 1. maj 1976. Flemming Ljorring, FCSD Life. Graphic Designer. Owner. International Creative Design+Art. 12.03.2023 |
|
|
• Gå til Biografer på biografmuseet.dk | Biografer Oversigt • Gå til København | Omegn | Nordsjælland | Vest, Midt & Syd • Gå til Bornholm | Møn, Bogø, Lolland & Falster • Gå til Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø • Gå til Sydjylland | Midt-Vest | Øst | Nord • Gå til mere om Farvel til Tivoli Bio |
|
 • Gå til Tivoli Bio |
|
|
Gå:
tilbage
- op Opdateret mandag, 01 januar 2024 18:13:09 |
|