Mit liv i Filmens Verden
Steen Mortensen ser tilbage på mange gode år i den danske biografbranche

Steen Mortensen, 4. januar 2014, ser tilbage på en lang karriere i den danske biografbranche. Foto: Thomas Hauerslev

Min første filmoplevelse fik jeg i Metropol i København i 1948, hvor min mor tog mig med til Walt Disney's "Dumbo". Hun fortalte mig senere, da jeg var blevet ældre, at jeg på et tidspunkt under forestillingen syntes, at det, der skete på lærredet, blev lidt for overvældende, hvorfor jeg – som var vant til at blive transporteret rundt i byen med sporvogne – højlydt spurgte, hvornår jeg kunne komme af. Oplevelsen var dog ikke mere skræmmende for mig, end at jeg med tiden blev en meget stor film fan og fik en karriere i den danske filmbranche, som jeg her vil berette lidt om. Desværre må jeg indledningsvis oplyse, at en stor del af de personer, jeg har mødt igennem tiden, allerede har forladt denne verden. Mange af dem alt for tidligt.

På Vesterbro i København, hvor jeg voksede op, så vi mange 16mm film på skolen. Jeg var så heldig, at få tjansen med at afhente og bytte de film, som læreren havde bestilt hos filmudlejerne, som f.eks. på Den Amerikanske Ambassade i København. Endvidere blev jeg tidligt medlem af Skole Bio, som viste forestillinger i Toftegaard Bio på Toftegårds Plads i Valby. Disse forevisninger gav yderligere blod på tanden, og jeg var da også kun 10 år, da jeg i midten af 50’erne blev medlem af den nyoprettede Hopalong Cassidy-klubben, som med mellemrum viste de populære sort/hvide westernfilm i Toftegaards Bio. Derefter brugte jeg mangen en søndag eftermiddag i drengeårene på at se eftermiddagsforestillinger i alle de lokale biografer i København, som kørte disse forestillinger til stor fornøjelse for hundredvis af børn i forskellige aldre. De biografer jeg besøgte mest til eftermiddagsforestillinger var Platan Bio og Vester Bio begge på Vesterbrogade, Boulevard Teatret på Sønderboulevard og Casino i Istedgade. Filmoplevelserne satte gang i filmdrømmene. At kunne besøge Hollywood – filmens altoverskyggende midtpunkt - blev dog en indtil videre uopnåelig drøm. Værelset derhjemme blev dog overplastret med utallige portrætter af tidens store filmhelte og smukke heltinder. Det smagte trods alt lidt af fugl.
 

Jeg var selv en af de mange, der så "South Pacific" i Todd AO, da 3 Falke bio i sin tid åbnede.

Senere, som ung mand, skiftede jeg sammen med kammeraterne eftermiddagsforestillingerne ud med premierebiograferne og deres premierefilm samt midnatsforestillingerne lørdag nat i de københavnske biografer, som annoncerede i aviserne med film, som så så spændende ud, at man muligvis kunne holde sig vågen til den lyse morgen. Mange af forestillingerne var dobbeltprogrammer med f.eks. en krimi og en western. Forestillingerne startede lørdag aften klokken 23:00 og sluttede, så man på vejen hjem kunne tage morgenbrød med fra bageren søndag morgen ca. klokken 03:30. Jeg besøgte dengang stort set samtlige Københavns biografer, og dem var der rigtig mange af i 50’erne og starten af 60’erne. Og jeg fik set i hundredvis af film til lige så mange forestillinger. Mine foretrukne premierebiografer på den tid var Palladium, Kinopalæet, Saga og 3 Falke Bio.

Jeg husker en pudsig lille ting fra de unge år. Jeg var til en 9-forestilling i Scala Bio på Vesterbrogade overfor Tivoli i 1959. Jeg var sammen med min lidt ældre kusine, som var på ferie fra Jylland, og vi så, så vidt jeg husker, en af datidens Morten Korch film. Da filmen var færdig, men inden publikum nåede at rejse sig for at forlade salen, gik filmens instruktør Sven Methling op på scenen og meddelte, at alle der havde lyst til gratis at overvære en forpremiere på hans nyeste film "Ballade på Bullerborg", som skulle have premiere i Scala Bio dagen efter, var meget velkomne til at blive siddende og se denne film sammen med bl.a. hovedrolleindehaverne Svend Asmussen, Ulrik Neumann og Helge Kjærulff-Schmidt. Det var en sjov uforudset oplevelse, som kunne få et filmpublikums interesse for film til at vokse i styrke.

Som søn af en enlig mor, måtte jeg i en tidlig alder tjene mine egne lommepenge ved siden af min skolegang. Mit første regulære job - som mælkedreng hos et ismejeri - fik jeg som 12 årig. Jeg startede hver morgen klokken 06:00 med at bringe mælk og fløde ud til de mange børnerige familier, som boede i min egen gade. I øvrigt den samme gade, som min mors klassekammerat fra Enghavevejens skole Tove Ditlevsen har beskrevet i sin roman Barndommens gade, og som Astrid Henning Jensen har foreviget på film med musik af Anne Linnet. Mælkedrenge-jobbet med trapper til 5. sal i forhuse og baggårde gav styrke og en super kondition, så efter skolegangen mellem klokken 08:00 – 14:00 kunne jeg senere udvide med en budplads hos en boghandler om eftermiddagen, hvor jeg på cykel bragte nye bogudgivelser ud til de faste abonnenter. Navnene på to af disse faste abonnenter husker jeg tydeligt, det var nemlig Wieth & Weiding på Frederiksberg Allé. En bog aflevering hos dem mindede mig altid om, at min egen fremtid meget gerne måtte omhandle noget med film.
 

Steen Mortensen klædt ud som Nuser ved premieren på "Søren Brun og Hans Venner" i Imperial Bio i København. Billede fra Steen's samling.

Filmbookeren havde også ansvaret for, at biograferne modtog selve 35mm hovedfilmen, som dengang lå på op til 5 separate spoler/akter, i rette tid. Rette tid var som oftest dagen før premieren, så operatøren havde mulighed for at klargøre filmen til den første forestilling dagen efter. Filmkopier var dyre at anskaffe, og i 60’erne og 70’erne havde man derfor ikke så mange kopier af de enkelte film. Af og til blev den samme filmkopi derfor dobbeltbooket til to biografer i København. Logistikken i den forbindelse blev kaldt at pendle og foregik på den måde, at de to biografers forestillinger startede forskudt. Biograf ”1” startede med første akt, og så snart operatøren havde kørt over til andet akt og spolet første akt tilbage på spolebordet, stod der en kurer parat til enten på knallert, motorcykel eller i bil at køre første akt til biograf ”2”, som så kunne starte deres forestilling. Sådan foregik det med alle 4 – 5 akter. Som man sikkert kan forstå, skulle der ikke meget til at skabe forsinkelser i forestillingen, hvis f.eks. biograf ”1” lå på Sjælland og biograf ”2” lå på Amager. Både Langebro og Knippelsbro er blevet bandet langt væk af operatører, som måtte vente længere end godt var på et akt, fordi en af broerne var oppe for at lade høje skibe passere!

Personligt var jeg selv flere gange ude sent på aftenen for at skaffe en ekstra filmkopi til en biograf, fordi biografen, som skulle sende sin kopi videre til den aktuelle biograf, havde skrevet forkert modtager på adressesedlen. DSB, som skulle fragte filmkopien, gjorde så engang fejlen endnu større ved ikke at tage kopien ud af toget, inden toget nåede den tyske grænse. Filmkopien havnede derfor i Nordtyskland!

Jeg havde et par spændende år i Athena Film, hvor min hustru også var ansat som receptionist. Selskabet producerede egne film som eksempelvis Kong Lear. Til disse optagelser blev der bygget en hel kongeborg i Råbjerg Mile i Vendsyssel, som gjorde denne produktion til datidens dyreste danske filmproduktion nogensinde. Derud over distribuerede vi mange udenlandske film samt en hel del danske ASA film. Jeg havde også den store fornøjelse at optræde udklædt som hunden Nuser fra Radiserne til et premierearrangement i Imperial biografen, hvor min hustru samtidig solgte radiser fra en bod i foyeren. Det var netop på det tidspunkt, at direktør Jørgen Nielsen, senere Fox Film, var tiltrådt i direktørstillingen [Jørgen Nielsen var Imperial Bio's direktør fra åbningen 1. november 1961, red]
 

Forside af det hedengangne Biografbladet. Fra Steen's samling.

I 1974 blev det pludselig meddelt fra U.S.A., at Columbia Film og Fox Filmi Danmark skulle sammenlægges. Hele personalet, ja selv direktøren i Columbia Film – skulle afskediges. Dog på nær undertegnede, som Columbia Pictures fortsat gerne ville have til at udleje deres filmpulje i de sammenlagte selskaber. Jeg var ikke meget for at fortsætte på de foreliggende betingelser, selvom Columbias daværende chef på Europakontoret i Paris selv kom til København for at overtale mig til at fortsætte. Min hustru, var allerede inden da en kort overgang ansat i Gunnar Krygers Cinema Film i Rungsted. Hun forlod dog både Cinema Film og branchen helt for at indlede en helt anden karriere. Personligt nåede jeg at være et par måneder i det sammenlagte Columbia-Fox Film, men kort efter sammenlægningen fik jeg tilbud om en ny stilling, som jeg simpelthen ikke kunne sige nej til.

Den 1. oktober 1974 startede jeg så som udlejningschef i filmproducenten Just Betzers Panorama Film. Just Betzer (1944 – 2003) var vokset op som søn af biografdirektøren i Park Teatret i Risskov og senere Royal Cinema A og B i Aarhus. Han ville nu hellige sig filmproduktion af danske film, mens jeg og mine nye medarbejdere skulle opbygge en ny og effektiv filmudlejning. Vi havde til at starte med et antal af Just Betzers egne produktioner af danske film, en lidt større pulje af ældre engelsksprogede storfilm, en stor pulje dansk dubbede tegnefilm (Asterix, Tintin, Smølferne og lignende) samt en del Tarzan film. I 1976 blev vores filmpulje så udvidet med hele ASA’s danske filmpulje, som blev købt af skuespiller, teaterdirektør og udlejningsdirektør Klaus Pagh, som havde købt filmpuljen af den tidligere ejer Henning Karmark. ASA’s filmpulje indeholdt foruden topsælgere som Morten Korch serien og Far til fire serien alle de gamle danske filmperler, som biograferne dengang yndede at køre igen og igen.
 

Steen Mortensen og Ib Mossin (til højre). Billede fra Steen's samling.

I august 1978 indledte vi et nyt samarbejde med A/S Palladium. Det nye distributionsselskabs navn blev ASA – PANORAMA – PALLADIUM, og det skulle fremover samarbejde indenfor produktion af danske film, filmudlejning og biografdrift. Just Betzer havde på daværende tidspunkt erhvervet flere biografer rundt om i landet. Flagskibet var Kino i Holbæk, som bl.a. blev brugt, når vi skulle screene indkøbte film eller skulle gennemse film med henblik på nye indkøb. Her blev holdt flere maraton screeninger med op til 6 – 8 film fortløbende fra tidlig morgen til sen aften. De nye danske filmproduktioner blev for det meste screenet hos filmlaboratoriet Johan Ankerstjerne på Lygten i København. Vi havde premierearrangementer i flere af de store premiereteatre i København, og jeg har i tidens løb hilst på mange af de medvirkende skuespillere, hvoraf jeg i vilkårlig rækkefølge kan nævne nogle, som f.eks.: Helle Virkner, Dirch Passer, Ove Sprogøe, Jens Okking, Preben Kaas, Ulf Pilgaard, Karl Stegger, Klaus Pagh, Willy Rathnov, Ib Mossin, Poul Reichhardt, Judy Gringer, Buster Larsen, Bodil Udsen, Axel Strøbye, Kirsten Walther, Frits Helmuth, Karen Lykkehus, Poul Bundgaard, Ole Ernst, Birte Tove og Søren Strømberg. Det skal også nævnes, at vi på grund af vore mange danske film kunne levere masser af film til biografernes sommerkavalkader. F.eks. havde vi Morten Korch kavalkade i Drive In Bio i Farum, hvor vi havde besøg af Ib Mossin. Inden kavalkaden blev sat i gang, havde jeg koordineret denne med forlagsdirektør Morten A. Korch (søn af Morten Korch), så forlaget kunne drage fordel af den pr, som kavalkaden ville bringe med sig.
 

Steen Mortensen og Richard Mulligan (til højre). Billede fra Steen's samling.

Samme sted – i Drive In Bio - havde vi premiere på den første Smølfe-film, hvor Johnny Reimar og hans dengang små smølfebørn optrådte med deres festlige smølfeshow. Også filmen "Højt Skum" havde premiere i Drive In Bio, og til denne premiere fik biografen så, som et resultat af min aftale med Richard Mulligan i Hollywood - besøg af netop ham, som var blevet uhyre populær i Danmark grundet sin medvirken i tv-serien Skum. Vi havde lejet Kong Frederik IV’s tidligere åbne Bentley Cabriolet, som blev kørt af den daværende adelige ejer, som kørte Richard Mulligan op og ned blandt bilrækkerne og et festligt hujende publikum. Derefter gik Richard Mulligan på scenen og udførte sine usynligheds-knips med fingrene til publikums store begejstring. Det hele sluttede så af med et overdådigt festfyrværkeri som Ernst Bulskov i Drive In Bio var en mester i at stable på benene.

En af mine nye opgaver blev nu også at tage rundt i verden og screene og eventuelt indkøbe nye film til distribution i Danmark. I den forbindelse har jeg bl.a. besøgt og indkøbt film på filmfestivalerne i Milano og Cannes samt i storbyerne Rom, London og Frankfurt. En dansker, som havde slået sig ned som filmagent i Frankfurt i Tyskland, ringede en dag og spurgte, om han måtte komme forbi min private bopæl og vise mig nogle film, som han havde til salg. Jeg sagde ok, og han spurgte så, om han måtte tage en ven med, som han havde lovet at være sammen med resten af dagen. Også dette sagde jeg ok til. Og hvem troppede så op sammen med filmagenten? Jo, det gjorde såmænd tusindkunstneren Jens Jørgen Thorsen i sine karakteristiske leopardbukser. Mine naboer kiggede undrende til, da han kom anstigende, men vi havde en rigtig hyggelig eftermiddag. Selv samme Jens Jørgen Thorsen fik senere lov at låne et kontor i Panorama Film, hvor han kunne sidde og skrive på sit manuskript til en ny Jesus film. Han var et rigtigt hyggeligt og meget vidende menneske, når man havde ham på tomandshånd.
 

Steen's store passion er western film, og her er han lørdag den 4. januar 2014 med plakaten fra en af Columbia Film's store westerns fra 1969, 70mm filmen "Mackenna's Guld". Foto: Thomas Hauerslev

Vi besøgte også Halicki, eller Junkman som han også blev kaldt. Halicki var manden bag den originale ”Gone in 60 Seconds”, og han residerede i nogle kæmpelokaler i et studieområde, som mindede meget om en miniature western by. Udendørs var der nogle stunt koordineringsfolk i gang med pyrotekniske forsøg bl.a. med visuelt fantastiske sprængninger, som skulle kunne få biler til at flyve rundt i luften omgivet af masser af ild. Selve stedets store indendørs arealer var fyldt op med et utal af flotte gamle og nye biler af alle fabrikater, selv en mindre hær af ægte Chevrolet politibiler var der plads til i et hjørne. Midt i et af disse store lokaler havde Halicki sit formidable rustikke skrivebord på en forhøjning, hvortil han kom kørende ind på en stor Harley Davidson motorcykel, som han parkerede ved foden af forhøjningen, hvorefter han kastede sin store Stetson cowboyhat op på en stumtjener, som var placeret bag hans kæmpestore læderkontorstol. Da dette var gjort, kunne vi starte vores møde.

Vi var indkvarterede på et fint hotel i bydelen Westwood, som grænser op til U.C.L.A. Bydelen har mange biografer, og vi fik derfor set en masse film i gåafstand fra hotellet. Hver morgen kunne vi konstatere, at vi boede på samme hotel som bl.a. skuespilleren Dustin Hoffman, idet han konsekvent spiste morgenmad ved bordet ved siden af os. Der blev også tid til en frokost på den navnkundige restaurant The Hollywood Brown Derby på Wilshire Boulevard, som er stedet, man går for at blive set. Vi oplevede også pludselig at blive afbrudt midt i et møde med en filmsælger på toppen af vores hotel. Pludselig var der en masse røre ude på gangen og filmsælgeren begyndte straks at ryste over hele kroppen. Vi havde i forvejen haft svært ved at lokke ham op til mødet i vores repræsentationssuite på toppen af hotellet – for manden var simpelthen hunderæd for at sidde så højt til vejrs, ifald der – som han sagde - skulle indtræffe et jordskælv! Men røret på gangen drejede sig om noget helt andet. I selv samme øjeblik havde der netop været et skudattentat i Washington mod præsident Ronald Reagan, og dette blev naturligvis bragt på direkte tv. Det brugte vi så en del tid på, før vi kunne fortsætte vores forretningsmøde. Kom så ikke og sig, at filmbranchen er kedelig.
 

Et julekort designet af Steen Mortensen for Filmlageret.  Fra Steen's samling.

ASA – PANORAMA – PALLADIUM indledte også samarbejde med flere af de største uafhængige amerikanske filmproduktionsselskaber, som hen ad vejen skaffede os en masse store spændende filmpremierer til de danske biografer.

Panorama Film havde til at begynde med eget lager, som lå på Amager og blev bestyret af en lagerchef. Min tidligere direktør i Athena Film havde på et tidligere tidspunkt luftet en ide om at samle de forskellige filmudlejere i et stort fælles distributionslager centralt beliggende i København. Det ville kunne spare udlejerne for en masse omkostninger. Projektet var dog aldrig blevet ført ud i livet. Just Betzer havde dog opsnappet ideen og han og jeg rejste derfor til Tyskland, hvor man allerede i 70’erne havde fælleslagre, for at studere disse på nærmeste hold. Da vi kom hjem, blev det besluttet, at nu skulle der ske noget. Vi havde selv lokalekapaciteten på Amager, hvor Panorama og ASA’s film allerede blev fysisk distribueret fra. Nu drejede det sig kun om at få de øvrige filmudlejere til at ”se lyset”. Efter nogen tid begyndte de da også at komme en efter en, og Filmlageret var skabt! Efterhånden sluttede hovedparten af distributørerne sig til sammenslutningen og Filmlageret blev en virkelig kapacitet i branchen. På et tidspunkt var succesen så stor at Nordisk Film ønskede at købe Filmlageret. Der var foruden selve oplagringen og den fysiske distribution også filmreparatører og filmrensningsanlæg til rådighed. Jeg havde selv fornøjelsen af at være administrerende direktør i den indledende periode. Derefter ansatte jeg en ny direktør ved navn Leif Hjort, der bør være kendt af alle danske biografejere, og som var en virkelig kapacitet i næsten resten af Filmlagerets levetid. Da 35mm filmrullernes tid var forbi, og ny digital teknik blev indført, lukkede det oprindelige Filmlageret i sommeren 2013.
 

Forside af reklamebrochuren for Kino Box. Fra Steen's samling.

På et tidspunkt i slutningen af 70’erne var jeg de danske filmudlejeres repræsentant i Filmbranchens Samarbejds-og Ideudvalg. Her var jeg bl.a. med til at udvikle og implementere 1800 meter spolerne og de specielle transportkassetter til disse i biograferne. Disse blev så senere afløst af de store pladespoler, hvor hele filmen kunne samles på én tallerken. Endvidere var jeg en overgang administrerende direktør i offsetbogtrykkeriet Film & Video Posters, hvor der blev trykt plakater og pressematerialer til et utal af filmpremierer i de danske biografer. På stort set samme tidspunkt var jeg de danske filmudlejeres repræsentant i Foreningen af danske Filmudlejeres 3 mands forretningsudvalg (én repræsentant for de amerikanske udlejere, én repræsentant for de danske udlejere samt en højesteret sagfører, som også var formand). Filmudlejerforeningen, som den blev kaldt i daglig tale, var sammen med Biografteaterforeningen aftalepartnere ved f.eks. vedtagelse af filmlejesatser og andre ting, som var relevante for begge parter.

Jeg har igennem årene som filmudlejer deltaget som gæst i mange Biografkongresser på lige fod med mange af mine navnkundige kollegaer. Jeg kan i den forbindelse nævne navne som: K. E. Jørgensen, Gunnar Kryger, Chris Sørensen, Monna Petersen, S.A. Henriksen, Jørgen Jacobsen, John Aarshøj, Jørgen Nielsen, Inge Olsen, Erik Hamre, Harry Olsen, Poul Larsen, Finn Dyre, Leif Bernt, Britta Sørensen, Axel Jespersen, Bo Larsen, Carl V. Mulvad, Per Deleuran, Aage W. Petersen, Erik Johansson, Inger Mogensen, Gunnar Obel, Torben Villesen, Leo Schou, Poul E. Pedersen, Jannie Dupont, Steen Gregers, Henning Nestorf Sørensen, Kurt Olsen, Niels Hein Iversen, Aage Sparre Petersen og mange, mange flere. Alle sammen filmudlejere som har ydet en fantastisk indsats for at skaffe de bedste film til de danske biografer. Desværre bliver netop denne del af den danske filmbranche ofte glemt, når branchen bringes på tale.
 

Helen og Steen Mortensen, 4. januar 2014 i deres hjem i København. Foto: Thomas Hauerslev

Just Betzer besluttede sig på et tidspunkt i 1985 for at sælge sine firmaer i Danmark og flytte til England, hvor også andre danske ejere af filmudlejningsselskaber og biografer havde slået sig ned. Firmaet blev solgt til et norsk foretagende, som dog ikke evnede at beholde det, og Egmont koncernen overtog det hele i 1989. Jeg fortsatte i Egmont Audio Visual A/S med at arbejde med filmrettigheder, video produktion og senere forestå Egmont og Nordisk Films DVD produktion og distribution i de nordiske lande. Dette fortsatte jeg med efter sammenlægningen af Egmont og Nordisk Film. Jeg sluttede min aktive karriere i filmens verden i 2004 med at fejre 30 års jubilæum i Nordisk Film i Valby. Kærligheden til film i almindelighed, de danske i særdeleshed – men specielt amerikanske westerns, som jeg faldt for helt tilbage i drengeårene – er dog stadig intakt.

Dette var et lille indblik i mit liv i filmens verden. Branchen har, siden jeg indstillede min aktive karriere, ændret sig radikalt på mange punkter bl.a. med implementeringen af den digitale teknik. Jeg er dog glad for at have oplevet den tid, hvor en film var en celluloid strimmel, og hvor dem med sorte hatte var skurkene, mens heltene bar hvide hatte, og heltinderne altid var underskønne både i sort/hvid og farver.