Park Teatret / Park Bio, København |
Tilbage til
forsiden |
| Skrevet af: JG, biografmuseet.dk | Dato: 01.10.2021 |
 Park
Bio den 25. oktober 2021. Foto: Thomas HauerslevPARK TEATRET / PARK BIO Østerbrogade 79 Åbnet 31. oktober 1926 Park Teatret på Østerbrogade er bygget som en del af Københavns Idrætspark med svømmehal for enden af det sammenhængende bygningskompleks, der strækker sig fra den nuværende Gunnar Nu Hansens Plads ned til Park Teatret i den anden ende ud mod Østerbrogade. I 1922 fik idrætsparken en biografbevilling, der i givet fald skulle dække svømmehallens underskud. Man havde længe sukket efter en svømmehal, der også kunne benyttes i vintermånederne, men først i 1925 fik man nedsat et byggeudvalg. Arbejdet blev lagt i hænderne på arkitekterne Arthur Wittmaack og Vilhelm Hvalsøe, der var blandt de dygtigste i tiden. Samme arkitekter kom til at stå for mange bemærkelsesværdige biografer. Året forinden havde de indrettet Odeon-biografen i den tidligere Flora-sal på Nørrebro. Grundstenen til Park Teatret blev lagt den 30. januar 1926. De sammenhængende bygninger bliver skabt i nyklassicistisk stil, hvor Park Teatret, småbutikker og en stor restaurant åbnede først, mens selve svømmehallen først stod færdig et par år senere. Resultatet blev i sin helhed så imponerende og funktionelt, at hele byggeriet endnu i dag står næsten som dengang. • Gå til stoleplan Park • Gå til Park Bio, København • Gå til galleri Park Bio, Oktober 2010 • Gå til Park Teatret, København Oluf Hansen bliver direktør for den nye biograf. Han er samtidig indehaver af udlejningsselskabet Skandinavisk Film og har personlig biografbevilling til Brønshøj Teater. Billedhugger Axel Poulsen står for biografens smukke skulpturer, der er opsat rundt om i de mægtige lokaler dekoreret med lys marmor. Skulpturerne eksisterer fortsat i dag. Billetsalget ligger umiddelbart indenfor døren, hvilket betyder kø langt ned ad gaden i al slags vejr. Indgangen til salen finder sted midt i foyeren, mens en bred marmortrappe med spejle og messinggelænder i venstre side via et ellemplateau med toiletter fører op til balkonen, der foran er udstyret med en kolossal foyer foran belagt med trægulv. I loftet giver et kolossalt vindue i rundbueform masser af lys. Ud mod gaden er der som i Palads i en åben loggia i tre afsnit. Øverst på facadens top står Park Teatret med store bogstaver, mens Park omkranset af teatermasker kommer op lige over indgangpartiets baldakin. Få år senere lyser Park Teatret i neonbogstaver oppe over taget. Store plakatrammer pryder mellem tre indgangsdøre i træ, hvor den midterste fungerer som hovedindgang. Der er tre trin op fra fortovshøjde. På højre side ligger en konfektureforretning og atter til højre for denne Park Teatrets store restaurant med café og selskabslokaler, der fylder hele førstesalen ved siden af balkonfoyeren. Hvide lampekupler lyser op på hele facaden over stuehøjde. Det var den typiske facadebelysning for biografer midt i 1920’erne. Park Teatret har ved åbningen 915 pladser. Bagerst er der fem rækker med logepladser på gulvet og otte tilsvarende sæder på balkonen her placeret forrest i siderne. Gulvplanet har en let hældning på de bagerste rækker, mens der er vældig fin hældning på balkonen. Fire udgange i venstre side fører direkte ud til en åben passage til gaden, mens der også er tre udgangsdøre mod højre. Balkonen har to udgange bagerst i siderne, hvor den venstre fører direkte til passagen ud mod gaden. Prosceniet er ganske dybt og scenen højt placeret med seks trin op. Et timands orkester spiller under ledelse af Jean Dupont og tobaksrygning er tilladt. Park Teatrets åbningsfilm blev den amerikanske ”Scenens fristelser” med Billie Dove søndag den 31. oktober 1926. Tre dage forinden er en anden og næsten lige så stor biograf åbnet meget tæt på, nemlig lige midt på Trianglen som erstatning for Østerbros eneste hidtidige biograf, den minimale Biorama. Denne biograf blev naturligt nok døbt Triangel Teatret. Vanen tro var åbningsfilmen en danmarkspremiere, men ligesom brokvarterernes øvrige biografer var Park Teatret ikke tænkt som premierebiograf. Eftersom man fik en særdeles glimrende åbningssucces og mindst lige så stor succes med efterfølgende titler, der havde spillet andetsteds forud, var distributørerne villige til at efterprøve Parks evner som premiereteater. Den næste premiere fandt dermed sted den 4. februar 1927, hvor ”Den røde kardinal” kom på programmet. Filmen var ikke helt ny og spillede også blot i fem dage, men i april kom den tyske ”Zigeunerbaronen” med Lya Mara op som premiere. De fleste forestillinger var her udsolgt til sidste plads. Park Teatret skiftede hyppigt repertoire. Det var ganske normalt, man skiftede program to gange ugentligt, selvom folk valfartede til. Faktisk blev Park Teatret en af de biografer, der spillede filmene kortest i forhold til succeskriteriet på samme måde som det på sigt også gjorde sig gældende for Odeon på Nørrebro. I september 1927 deler man netop en premiere med Odeon og det gentager sig nogle gange efterfølgende. I begyndelsen var de to biografers profiler forholdsvis identiske, men snart gled de stille og roligt fra hinanden. Odeon blev med tiden en folkelig biograf med underholdning i det lette repertoire, mens Park Teatret holdt en mere moden profil, der i mindre grad tiltalte det yngre publikum. Triangel Teatret læner sig tæt op ad Park Teatrets repertoire og de første år endda endnu mere til den kunstneriske side, hvilket temmelig godt illustrerer befolkningssammensætningen i de forskellige brokvarterer. Man er dog ikke bleg for hverken Fy og Bi, Gøg og Gokke eller en Tarzan-film fra tid til anden. De mest fjollede farcer får man dog aldrig at se i Park Teatret, ligesom man må kigge langt efter westerns med Tom Mix alle andre ugedage end søndage, hvor cowboyhelten med direktionens velsignelse godt kan finde på at fornøje kvarterets poder midt på eftermiddagen. Biografens hidtil største succes opnås to år efter åbningen, da ”Saxophon-Susi” med Anny Ondra bliver en kolossal succes og holder sig på plakaten i knap fire uger fra premieren den 31. oktober 1928. Filmens sangtekster var på dansk omdigtet af Ludvig Brandstrup. Efter denne kom adskillige film med Ondra op i Park og i 1929 er biografen blevet regulær premierebiograf med nye titler fra næsten alle distributører i et blandet repertoire, der også omfatter succesfulde titler, der forud har spillet i eksempelvis Palads eller Grand. Det er som ovenfor nævnt ikke alle, der får ret mange spilledage, men det er de færreste, der fejler totalt. Park Teatret går helt forrygende lige før tonefilmsæraen, der for alvor når Danmark i august dette år. Park venter en god rum tid med at omstille sig og fortsætter med sin populære orkesterledsagelse og nu gerne også sang. Her sætter man den 30. september 1929 alle sejl til ved premieren på den tyske ”Kejserindens elskede” med Lil Dagover og Iván Petrovich. Til 19.15-forestillingen spiller et jazzband forud for hovedfilmen, der reklameres som ’verdenspremiere’, men havde dog haft premiere i Berlin to uger forinden. Filmen bliver så bragende en succes, at den to uger senere flyttes over til Carlton på Vesterbrogade. Den 13. januar 1930 er der stumfilmspremiere i Park på Paramount-filmen ”Hævneren Dr. Fu Manchu”, der ellers har talesekvenser og den 10. marts får ”Solskinsøen” med Ramon Novarro premiere i både Aladdin og Grand, hvor man her kan høre Navarro synge. Filmen kommer samtidig op i Park som stumfilm, hvor Aage Thygesen synger Navarros partier. Jean Duponts orkester spiller fortsat. Der var endnu masser af publikum, der sværgede til stumfilmene. Grand spillede filmen længst, nemlig helt til den 19. april, mens Aladdin sluttede en dag før Park efter hhv. ti og elleve dages spilletid. Navarro var et kæmpenavn i tiden og det var endnu svært at afgøre, hvad folk i dette tilfælde så helst ville se, men det hældte vel nok til tonefilmen i forhold til Grand. I maj 1930 er der fortsat stumfilm i Park, hvor ”Erotikon” får premiere. Den blev reklameret som den første tjekkoslovakiske film i Danmark, hvad den dog ikke var, men i sin reneste form indeholdt filmen en særdeles vovet nøgenscene. Også denne blev efterfølgende en endnu større succes i Carlton. Hvor meget det danske publikum i virkeligheden fik at se, var nok spørgsmålet, for censor havde ikke overraskende haft blufærdighedskvaler. I det store hele var filmkunsten dog intakt, for filmen blev stærkt rost og tjekkoslovakisk filmindustri gik i det hele taget en lysende fremtid i møde set med kvalitetsbriller. Filmens unge hovedrolleindehaver, Ita Rina, blev særligt rost. Tre år senere indspiller filmens instruktør, Gustav Machatý, en endnu mere udfordrende film med titlen ”Ekstase”, der har den østrigskfødte Hedy Lamarr i hovedrollen, dengang under fødenavnet Hedy Kiesler. Denne fik premiere i både Park, ROXY, Odeon og Metropol den 18. september 1933. I begyndelsen af 1930’erne var der en kort overgang mange kopier i landet af premierefilmene, hvor tonefilmene sprang ud i fuld flor, mens andre fortsatte med stumfilmsfremførslerne. Park indgik ofte som den stumme premierebiograf sammen med øvrige premiereteatre, men havde fortsat også solopremierer og det hele spillede fortsat aldeles fortræffeligt. Den 21. september 1930 deler man premieren på Mary Pickford og Douglas Fairbanks i ”Trold kan tæmmes” med Det Lille Teater, hvor filmen er stum på Østerbrogade, men talende på Vesterbros Passage. I Park Teatret er der udover orkesterledsagelse også korsang. Begge biografer spiller filmen til den 4. oktober og dermed er der atter ligevægt på succeskriteriet. Selv den 15. december 1930 har ”Puttin’ on the Ritz” med Joan Bennett haft premiere som stumfilm med titlen ”Smil til verden” ledsaget af orkester og sang. Pladeselskabet udgiver originalmusikken og reklamerer vidt og bredt med filmen i Park, men hvad hjælper det, når det ikke er de originale kunstnere, man hører i biografsalen? Den filmoplevelse var folk ikke så begejstret for, når man nu havde oplevet originalmusik i andre biografsale gennem mere end et år. Et par måneder senere er der også tonefilm i Park med premieren på Ewald André Duponts ”To verdener” den 9. marts 1931, men man veksler fortsat en rum tid endnu. Ugen efter roses ”Hans hjertes dronning” for hovedrolleindehaveren Liane Haids bedårende sangstemme, mens man ugen herefter atter får stumfilm med Billie Dove i ”Midnatsvagten”, hvor Duponts orkester vendte tilbage. Mandag den 17. juli 1933 lukker biografen for hovedreparation efter to ugers succeskørsel med ”Nyhavn 17”. Der genåbnes med fuld musik fredag den 28. juli med den tyske ”Der var engang en spillemand”. Selv Carlton støder til efter tre dage og filmen er på plakaten i Park gennem to uger. Biografen er blevet pudset op, men ellers er der ikke nogen særlige forandringer. Oluf Hansen fortsætter som direktør frem til efteråret 1934, hvor indskærpelser betyder, han nu helliger sig sin biograf i Brønshøj. Kort efter åbner Hansen den nye Bella Bio i 1936. Nicolai Brechling, der forud har virket som skuespiller og teaterdirektør i provinsen, bliver ny leder. Han dør allerede få måneder senere i marts 1935, blot 51 år gammel. Direktørløs har biografen måneden efter et sjældent flop med en ny filmatisering af ”Brødrene Østermans huskors”, der var så gammeldags i udtrykket, at publikum lo ad den på alle de forkerte steder. Det var man ikke vant til i Park Teatret! Efter tre dages ydmygelser blev den svenske film pillet af igen. |
Læs
mere her: Biografer på biografmuseet.dk Biografer Oversigt Danmarks 70mm og Storformat Biografer Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne Biografpremierer 1911 - 2020 Film- og Kinoteknik 7OMM Film og De Store Formater Todd-AO, - det sensationelle filmsystem Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"! "Windjammer" i Cinemiracle CinemaScope | VistaVision Super Technirama 70 | Panacolor Dimension 150 | Sensurround High-Impact biografdesign |
 Blandt intet mindre end 164 ansøgere vælger idrætsparkens bestyrelse
John Ahl Nielsen som ny direktør i maj 1935. Ahl Nielsen har gennem
fjorten år været ansat på Fotorama og siden 1933 været administrerende
direktør for det amerikanske filmselskab Columbias danske kontor. Mandag
den 20. juli 1936 lukker biografen igen. Denne gang for installation af
nye filmmaskiner og nyt tonefilmsanlæg. Også biografsalen friskes op på
ny med en gang maling og der opsættes nyt lærred og fortæppe, ligesom
stolerækkerne forskydes en anelse for bedre udsyn. Der genåbnes lørdag
den 1. august 1936 med premieren på Myrna Loy og Spencer Tracy i ”En
kvinde i nettet”, som publikum fandt enormt spændende. Biografens ti-års
jubilæum fejres med premieren på Gustav Frölich i ”Den evige ild” den
31. oktober. Gennem hele det første årti har biografen været stuvende
fuld næsten hver aften og tjent store summer hjem til driften af
idrætsfaciliteterne. Det hele kunne ikke være meget mere
tilfredsstillende. Den 26. december 1937 får Shirley Temple-filmen ”Lille Willie Winkie” premiere i Park Teatret sammen med Alexandra Teatret og Nora. Filmen er en glimrende succes, men det bliver kun til fire spilledage i Park. Natten til den 30. december raseres biografen af en voldsom brand, der opdages efter en firmafest i selskabslokalerne lige ved siden af. Her lugter man ved tre-tiden om natten røg og snart har den udviklet sig til en kraftig brand opstået ved, at et cigaretskod har ligget og ulmet. Det var en katastrofe, der blot ventede på at ske. Der havde allerede forud været seks-syv småbrande i teatret, som dog ikke havde haft nogen alvorlig betydning. Filmkopien og biografens regnskabsbøger blev reddet, men efter to timers slukningsarbejde kunne man konstatere, at hele biografsalen var udbrændt. Foyeren havde ikke taget nævneværdig skade. Branden i Park Teatret var den næstalvorligste i Danmark efter Thaumatografen på Frederiksborggade i 1907, hvor det var ved at koste menneskeliv, da branden her spredte sig til lejlighederne ovenover. Det blev igen i 1937 diskuteret at forbyde rygning i biografer, men der skulle gå yderligere elleve år, før forbuddet blev en realitet. Endnu var folkemodstanden for stor. |
|
 Der genåbnes den 7. april 1938 med MGM-filmen ”En brud i rødt” med Joan
Crawford. De nye sæder er vældig behagelige. Salens kølige, lyse vægge
har spraglede, træbeklædte paneler i mandshøjde, mens loftet nu er
indirekte belyst gennem to hvælvinger i hver side, der går gennem hele
rummet. De eksisterer endnu i dag. Logerne bagerst er fjernet og
erstattet af otte stolerækker samt tre rækker med to-personers sofaer.
En af disse bliver opsat på balkonen, mens to placeres på gulvet omtrent
midt i salen. Samtidig er der nu en anelse bedre benplads og det samlede
sædeantal derfor reduceret fra 915 til 876. Benpladsen har for de ellers
behagelige stoles vedkommende dog betydet smallere armlæn og der skulle
nu atter være problemer med udsynet fra midten af salen på grund af
stoleplaceringen umiddelbart bag hinanden fremfor en forskudt opsætning.
Fra salens loft skuer kunstmaler Harald Madsens solgudinde ned over
publikum. Nogen fandt denne lidt aparte. Fortæppet er af sølvlamé
beregnet på skiftende projektørbelysning. Salens gulv er i gangarealerne
belagt med løbere i smukt mønster. I operatørrummet har man fået
installeret endnu et nyt tonefilmsanlæg, eftersom det gamle blev stærkt
beskadiget. Selvom der endnu ikke eksisterer et landsdækkende forbud, er
tobaksrygning pr. dags dato blevet forbudt i Park Teatret. Foyerens
marmor og skulpturer pryder lige så smukt som forinden, men man har
naturligvis også shinet op her. Billetkontoret er rykket længere ind i
forhallen mod højre og udstyret med tre kasser. En er for forudbestilte
billetter. Nu skulle det ikke længere være nødvendigt at vente i kø
udenfor. Her er der opsat ny baldakin med neon og loggiaen ovenfor er
lukket til med vinduer. Det nye lokale bliver siden indrettet til
kontor. Det er Wittmaack og Hvalsøe, der også har stået for
genopførelsen.Under Ahl Nielsens ledelse bliver alle premierefilmene nu amerikanske. Først året efter er der en ny fransk film på plakaten sammen med Colosseum og Rialto. Der er nærmest endnu flere gæster i biografen nu end forud. En del film med Mickey Rooney i rollen som Andy Hardy gør stor lykke, men omkring 1940 svinder det hele ind på grund af krigen. For at mindes de gode gamle dage hyrer man i september 1940 Harald Andersens orkester, der gennem en uge spiller kammermusik før aftenforestillingerne. Den 28. oktober har ”Maisie ta’r affære” med Robert Young premiere, men man når dårligt nok at fuldføre 19-forestillingen, idet det var komplet umuligt at få billedet til at stå skarpt. Til 21-forestillingen vises i stedet en anden film. Filmkopien var gået gennem censuren, så hvori problemet bestod, kunne man ikke begribe og offentligheden fik aldrig fik indsigt i årsagen, hvis nogen overhovedet fandt den. Først den 9. december kom filmen op i Scala-Bio i stedet. |
|
 Park
Teatret bygning den 27. september 2021. Foto: Thomas HauerslevFra 1941 til 1945 er der kun danske, svenske, franske og tyske film på premiereplakaten plus en enkelt finsk. Efter krigen vender man hurtigt tilbage i den gamle gænge og i 1947 er ”Lassie vender hjem” med Roddy McDowall det helt store, lykkebringende nummer, selvom filmen er en sand tåreperser. Den holder sig på plakaten en hel måned og Lassie vender tilbage flere gange siden. Repertoiret omkring 1950 består næsten udelukkende af engelsksprogede eller danske film af solid kvalitet. Modsat så mange andre biografer har man aldrig problemer med pressen eller bevillingsrådet. I 1951 fejrer biografen 25-års jubilæum med Jane Powell i ”Lykkelige ungdom”. Sommeren 1954 byder på en af biografens absolut længst spillende succeser, da Jacques Tati-filmen ”Festlige feriedage” er på programmet helt fra den 28. juni til den 5. august. Selv franske film kunne altså gøre sig aldeles godt på Østerbrogade. En film som netop denne ville man ellers forvente at se i Grand. Mellem den 11. og den 17. oktober samme efterår installeres nye Bauer B12-fremvisere og nyt panoramalærred på 4,7 x 10,3 meter. Ved samme lejlighed reduceredes antallet af siddepladser til 828. Genåbningen finder sted op til efterårsferien, den 18. oktober, med premieren på hestefilmen ”Ædelt blod” med Francis Dee. Park Teatret var herefter også den første biograf i Danmark, hvor man kunne høre MGM’s ’Perspecta film’ med stereofonisk lyd, hvor lyden kom fra andetsteds i lokalet når skuespillerne, der talte, ikke var at se på lærredet. Det skete i forbindelse med premieren på ”Forrådt” med Lana Turner og Clark Gable den 29. november samme år. Den blev naturligvis endnu en kassesucces. I 1958 får Ingmar Bergmans mesterværk ”Ved vejs ende” premiere i Park den 6. oktober. Filmen må tages af igen søndag den 19. oktober på grund af kontraktlige forpligtelser omkring fællespremiere på den danske ”Andre folks børn” i efterårsferien, men ugen efter er den tilbage igen og spiller yderligere to uger for fuldt hus. Park er på dette tidspunkt ved at spænde repertoiret lidt bredere end blot engelsksprogede og danske film. Man var helt givet ansporet af den enorme succes med Tati fire år forinden. Såmænd ender flere øvrige svenske og sågar tyske film med at gå væsentlig bedre i biografen end nogensinde før. De større amerikanske titler siver stille og roligt længere ind i midtbyen. Park lægger dog fortsat premierelærred til flere fremragende Hollywoodtitler som eksempelvis James Mason i Nicholas Rays ”Giften i blodet” den 31. august 1959. På dette tidspunkt sad Helle Virkners mor i øvrigt ved kassen i billetsalget. |
|
 Den 19. februar 1960 er Ahl Nielsen trods oppe i 60-årsalderen med på de
ungdommelige noder, da den tyske ”Peter spiller op!” får premiere i
Park. Den 21-årige hovedrolleindehaver, Peter Kraus, er selv tilstede
ved begge aftenforestillinger og skriver autografer til pigerne, der har
stillet sig i kø milevidt ned ad Østerbrogade, hvis de da ellers
overholdt køkulturen. Man kan godt have sin tvivl. I april 1961 roses
Ahl Nielsen af pressen for at vove modet og sætte Luis Buñuels ”Tro og
lidenskab” på programmet efter alle de store centrumbiografer har takket
nej til den. Filmen var trods alt nomineret til Guldpalmen i Cannes og
modtog en Bodil for bedste ikke-europæiske film.Fra 1962 tynder det ud med premieretitlerne, efter de nu begynder at fejle på stribe. Det lokale publikum har man fortsat i sin hule hånd, men de færre premierefilm gør nok publikum andetsteds fra mindre opmærksom på teatrets repertoire. Det er nemlig ikke fordi, de nye film fejler noget, men fejler gør de altså. Tre, fire, fem dage må de efterhånden nøjes med. Kun de få danske går det meget bedre med og på nær en enkelt tysk titel, der når en uges spilletid, fortsætter tendensen årtiet ud. Man kan nok gå ud fra, Park i disse år kun tilbydes de film, som øvrige har sagt nej til. Ahl Nielsen holdt fanen højt og lod sig ikke lokke af de tarveligste produkter, men i 1965 trækker han sig efter 30 år på direktørposten, hvorefter teatrets hidtidige inspektør, O. Teimark, bliver fungerende direktør for biografen, der fortsat drives på idrætsparkens bevilling. Nedturen fortsatte og særligt deprimerende blev det i julen 1967. 2. juledag bød normalt på danmarkspremiere og således også dette år, men her kunne man tegne sig for teatrets hidtil største katastrofe målt på omsætning, da ”Helt ud i det blå” med selveste Bob Hope må skiftes ud allerede den 29. december. I 1967 gav Park Teatret underskud, hvad idrætsforeningen bestemt ikke var vant til. Få måneder senere ses dog et lyspunkt, da ”Skilsmisse på amerikansk” med Debbie Reynolds og Dick van Dyke kan holde sig på plakaten i to uger. Måneden efter er der en anden amerikansk premierefilm, nemlig ”Dræberhvalen Namu”, der trods den drabelige titel er en børnefilm. Biografens drift fortsatte med at give underskud, men man tror på fremtiden. I januar får Teimark et lån på 160.000 kr. af filmfonden til brug for tekniske forbedringer, der i alt løber op i 200.000 kr. Der kommer DP 75-kinomaskiner og firekanals magnetlyd med Todd-AO til 70mm. Et nyt, buet lærred går fra væg til væg og er i alt 11,5 meter bredt med gult fortæppe. Man ønsker naturligvis fortsat at konkurrere med de øvrige storbiografer og til stadighed give sit publikum den allerbedste filmoplevelse. Den 16. november 1970 er der premiere på ”En tur i forårsregnen” med Ingrid Bergman og Anthony Quinn. Det bliver en tilbagevenden til fordums storhed i både filmstil og tilstrømning. Filmen vises i hele tre uger og efterfølges af en særdeles succesfuld repremiere på ”Herfra til evigheden” i ny kopi. 2. juledag er der premiere på Lynn Redgrave i ”Jomfru-soldaterne”. Denne gang spilles der til den 7. januar. De efterfølgende år er programmerne væsentlig mere til den ’populære’ side med underholdende krigsfilm som ”Broen over floden Kwai” i CinemaScope, ”Den Lyserøde Panter” og ”James Bond”-film samt Charles Bronson m.v. Fra 24. maj 1976 havde Park vist ”Panserslaget ved Ardennerne” i 70mm i halvanden uge og i juli var ”Navarones kanoner” på programmet i to uger efterfulgt af ”Borte med blæsten” i tre, men lige meget hjalp det. Biografen var kun en skygge af sig selv og lukker torsdag den 3. september 1976 med ”Olsen-banden på spanden”. Underskuddet var blevet for stort, så i august 1976 har Københavns Idrætspark solgt det meste af Park Teatret til Irma-kæden, der efter ombygning rykker ind i det meste af foyeren og salen, mens balkonen omdannes til ’Park Bio’. Det er det eneste eksempel i København, hvor en biograf rent faktisk overlever, når et supermarked overtager. Irma gik da også i en lang årrække som ’Danmarks største biografkæde’ – blot uden fremvisning af film. Ved en etageindskydelse bliver balkonen forlænget ned til endevæggen og får ny nødudgang. Den udvidede balkonsal får 249 pladser og er blåmalet, mens det buede loft er nymalet i hvidt med den indirekte belysning bibeholdt i siderne. Som indgang fra gaden beholder man døren længst mod venstre samt den kønne trappe op til øvre foyer, der nu bliver biografens eneste. Irma får resten af den marmorbeklædte forhal for sig selv. Irma bliver siden til Superbrugsen og i dag Netto. På facaden er baldakinen bibeholdt, men Park Bio må dele den med sin nye nabo. Med sin betragtelige størrelse er balkonfoyeren rigelig stor til at tage imod et større antal tilskuere end hidtil. Der kommer ny kiosk og billetsalg. Toiletterne er praktisk nok allerede placeret på trappeopgangens mellemplateau, så der kræves derfor ingen forandringer i denne forbindelse. Udstyret i operatørrummet udskiftes atter. Biografen kan ikke længere vise 70mm-film, men man kan vise 16mm og siden også 8mm udover traditionel 35mm. |
|
 Park
Bio genåbning januar 1977Det bliver Axel Edvard Jespersen fra udlejningsselskabet Jesper Film, der overtager driften og genåbner den 21. januar 1977 med Louis de Funès i ”Guf a la carte”. Jespersen fortsætter med samme repertoire som forud dog mere komedieorienteret og med færre helaftensfilm. En enkelt københavnerpremiere fra Kino Film sniger sig ind den 8. april 1979 i form af ”Junglepigen og de forsvundne diamanter”. Endelig får Park Bio en danmarkspremiere på Jesper Films egen ”Just a Gigolo” med David Bowie den 25. juni samme år. Denne deles med Palads og Tivoli Bio. Søndag den 1. juni 1980 lukker biografen igen efter aftenens visning af ”Hopla, vi skrider”. Først mandag den 3. august 1981 genåbnes efter atter en modernisering med Poul Christensen og Preben Hansen som direktører. Første film på plakaten er denne gang ”Kramer mod Kramer”, men søndag den 10. april 1983 må også de give op med ”Ud at køre med de skøre”. I foyeren havde der nu været opsat spillemaskiner i den vildfarelse, at det skulle være vejen frem. I stedet blev det ældre publikum helt væk. |
|
 Reklamefolder
for Alistair MacLean Festival, 1978Tryk for en forstørrelse Sidst i april 1983 lejes Park Bio ud til ”Østerbro-revyen”, der spiller fire forestillinger og i julemåneden er der nissesjov for børnene arrangeret af ’Fabula Teatret’. I marts 1984 er der atter revy med ”Sne, hvad der vil” instrueret af Jørgen ’Gamle’ Hansen. Selvom der ikke er film i Park Bio, er biografen ikke helt død i denne tid. I 1979 havde Triangel Teatret også givet op, men nu blev der vejret morgenluft på Østerbro. Den 1. august 1984 overtages biografen af sygeplejerske Therese Meinertsen og skolelærer Søren Meinertsen. Ægteparret genåbner Park tirsdag den 14. august med Edward Flemings ”De uanstændige”. Foyeren har undergået store forandringer og er nu indrettet som en dagligstue med palmer og masser af grønt samt sofa, borde og stole. Der var både fugl og fisk, idet man også fik voliere og akvarium. Billetsalget blev til en åben disk med sliksalg og drikkevarer ved siden af på ’langsiden’, mens billetterne blev solgt på hjørnet. Ved siden af kom der stativer med filmplakater til salg. Cafédriften blev taget seriøst med rigtig god kaffe. Tilmed skulle en biografbillet ikke koste mere end en pakke cigaretter. For 20 kr. kunne man nu se en god film i Park på et tidspunkt, hvor den typiske biografbillet i København kostede det dobbelte. Man nærmede sig Niels Kaisous koncept i Vanløse Bio, men helhedsoplevelsen var langt mere markant på Østerbro. |
|
 Reklamefolder
for Alistair MacLean Festival, 1978Tryk for en forstørrelse Efter nogen tid begynder man at trykke månedsprogrammer, så publikum kan planlægge deres biografbesøg og lade sig inspirere. I begyndelsen var filmvalget ikke så forskelligt som i årene forinden. Aftenforestillingerne lå kl. 19 og 21.15 og der var 23.30-forestilling fredag aften samt børnefilm lørdag og søndag. Snart lå det dog fast, at filmene med et højere kunstnerisk ambitionsniveau fungerede bedre end en dusinvare-spændingsfilm og før man havde set sig om, var det disse film, der fyldte på repertoiret. Succesfulde titler fra Grand og Klaptræets repertoire fungerede fuldt ud lige så godt i Park Bio. Man havde genfundet biografens sjæl. Befolkningssammensætningen havde atter ændret sig på Østerbro. Publikum fik snart selv lov at vælge mange af filmene ved at lægge deres filmvalg i en forslagskasse. Biografen var pludselig gået hen og blevet ’in’ samtidig med, café- og restaurationslokalerne ved siden af blev bydelens helt centrale mødested. Biografen blev så succesfuld, at både Therese og Søren Meinertsen kunne sige deres tidligere jobs op og hellige sig biografdriften. På en god dag når man helt op på syv daglige forestillinger. Ved lukningen i 1983 var der det forgangne år solgt mindre end 10.000 billetter. I løbet af det første år under Meinertsen blev der solgt 100.000 billetter og i 1987 kåres Park Bio af Filmudlejerforeningen til ’Årets biograf’. I 1990 er besøgstallet støt og roligt vokset til omkring 150.000 og i 1995 når man helt op mod 200.000 solgte billetter. En af de helt store succeser blev en premiere på den udvidede version af Luc Bessons ”The Big Blue”, der blev sat op under originaltitlen. ”Le grand bleu” distribueret af Columbia-Fox får således premiere den 2. november 1990 og endda til den sene forestilling kl. 21.45. Dagens sidste forestilling var disse år oftest den bedst besøgte og ikke sjældent udsolgt. Året forinden havde UIP givet Park Bio sin første premierefilm i ti år med ”Always”. Filmen var kommet op den 30. marts 1989 sammen med Palads, idet filmselskabet pludselig havde fået en kopi i overskud. |
|
 Statens Filmcentral begyndte på dette tidspunkt også at give Park Bio en
del danske dokumentarfilmspremierer. Den russisk børnefilm
”Abekattestreger” blev også vist som premiere en enkelt eftermiddag
efter en russisk filmuge med børnefilm i Tivoli Bio. Den 18. september
1992 er Gloria Film det første distributionsselskab, der giver Park Bio
en regulær danmarkspremiere i det nye årti med Bruce McDonalds ”Highway
61”. Den 28. juni 1993 kopierer Warner-Metronome de gode
undervandserfaringer med Park og giver også Luc Bessons nyeste
”Atlantis” premiere her. Den tages op flere gange de kommende måneder.
Grands Camera Film tilbyder sig nu også. Således kommer Kieslowskis
”Hvid” op i marts 1994, vistnok primært fordi Dagmar ikke havde plads.
Filmen spiller succesfuldt en hel måned og de gode tal bevirker, der
også kommer flere film herfra. Det er efterhånden svært for Park Bio at
opretholde sine faste programmer uden ændringer, men publikum er
begejstret. I julen får den islandske ”Movie Days” solopremiere i Park i
øvrigt distribueret af Lars von Triers Zentropa, der også havde
co-produceret filmen. Den 31. januar 1997 er der premiere på ”Vandring
før selvmord”, som biografen selv udlejer. Det er et billeddigt
instrueret af Søren Meinertsen. Det er nu Angel Films, der virkelig baner vejen for fremtidens succesfulde genkomst af premierefilm i Park med Catherine Breillats franske ”Romance”, der er temmelig grænseoverskridende. Filmen er på plakaten fra den 9. juni 2000 og helt frem til den 21. august plus weekenden efter. Det er den længst spillende film i Parks historie. Man kunne gå på vandet, som for øvrigt også var titlen på en svensk-dansk film, der blev vist samtidig, men dog måtte nøjes med tre spilledage. Gabriel Axels sidste film ”Leïla” kom op i Park den 17. august 2001 som eneste sted i byen. Den ville ingen andre spille og heller ingen se. I 2002 flyder de nye film lystigt og et par år senere er oftest minimum et par premierer om måneden. Her skaber Park Bio sig en niche. Indiske og tyrkiske film er gennem nogen tid vist utekstet rundt om i landet, hvor herboende tyrkere lejer sig ind i biograferne. Selskabet Kast Media, der udgav den dansk-tyrkiske avis ’Haber’, tænkte: ’Hvorfor ikke vise dem bredere med engelske undertekster?’. Meinertsen var helt med på idéen og således fik ”Vizontele Tuuba” premiere i Park Bio den 16. april 2004. Endnu mere interessant tiltrak nogle af filmene også et dansk publikum, hvad der naturligvis også var hensigten. Filmen bliver startskud for et tiår med stribevis af ekstremt populære tyrkiske film, der helt uden at genere blander sig med det øvrige repertoire. Nordisk Film Biografer kommer hurtigt på banen og sætter ”Habebam Sinifi Merhaba” (”Den kaotiske klasse”) på plakaten i Palads allerede fire uger senere, den 14. maj. Den kommer der også mange til her på Axeltorv, men efter et flop med den næste, mister man hurtigt interessen. En del af de tilgængelige film var for tyrkerne, hvad eksempelvis ”Walter og Carlo” var for danskerne, så Palads havde været på den lange bane været skræddersyet til formålet. Nu fik Park Bio dem i det store hele for sig selv, før andre omegnsbiografer begynder at lege med. Den tyrkiske film, som tiltrak det allerstørste danske publikum, var ”Kurtlar Vadisi: Irak” (”Ulvenes dal Irak”), der fik premiere den 16. februar 2006. Endnu før coronanedlukningen i 2020 nød de tyrkiske film kolossal succes særligt omkring Atlas Biograferne i Rødovre, mens de indiske traditionelt fik hjemme i Albertslund og Ballerup. Da Valby Kino kom til, blandede man sig også lidt her. |
|
 Omkring 2010 er Park Bio regulær premierebiograf som de fleste andre og
digitaliseringen har naturligvis ikke forandret noget i den retning.
Programmerne er blevet en anelse mere mainstream de seneste år, men man skal
ikke forvente at se ”Fast and Furious 27” i Park Bio. Den nidkære vil dog
påpege, man faktisk har vist to i serien, men ikke mange ville se biljagter
på Østerbrogade. James Bond er til gengæld mere end velkommen og børnefilm
har man virkelig stor glæde af alle weekender, hvor der typisk startes
allerede kl. 10. • Gå til galleri: Park Bio, Oktober 2010 Da Big Bio Nordhavn åbnede sidst i 2019, var der bange anelser, om det nu ville betyde en væsentlig nedgang for den gamle biograf på Østerbrogade, men det lader heldigvis ikke til at være tilfældet. Park Bio vil formentlig aldrig kunne hamle op med nye biografers komfort, når det kommer til ligge- eller luksusstole med oceaner af benplads. Det vil koste alt for mange pladser og publikum kommer helt givet netop i Park Bio, fordi man holder fast i dyderne. Park Bio er 95 år gammel i 2021. Gennem snart 40 år har ægteparret Meinertsen drevet biografen stort set uden forandringer bortset fra i operatørrummet, hvor filmene er blevet digitale. Det er både utroligt og helt fantastisk, men de ramte naturligvis rigtigt fra start og man begriber slet ikke deres utrættelige energi. Udvendigt er den massive baldakin erstattet af et tynd glastag, hvorfra ’park bio’ skrevet således lyser i rødt, mens ’Netto’ ved siden af lyser i gult. Det harmonerer ganske nydeligt. Indenfor bliver man blød i knæene, allerede når trappen åbenbarer sig til venstre. Ovenpå når nostalgien nye højder og man nyder i fulde drag fortidens levn, inden man sætter sig tilrette i en af salens 245 magelige, røde stole. En hel bydel støtter i dag op om biografen med ’Park Bios venner’. Addenda 2023: Park Bio blev i slutningen af november solgt til ægteparret Laura Forné Elkow (direktør) og Rasmus Møller-Nielsen, som begge har biografblod i årene, da Lauras far var medstifter af Posthus Teatret og siden involveret i Alexandra på hjørnet af Gl. Torv og Nørregade, mens Rasmus’ far har været med til at drive cafebiograferne i Esbjerg og Vejle. |
|
|
• Gå til Biografer på biografmuseet.dk | Biografer Oversigt • Gå til København | Omegn | Nordsjælland | Vest, Midt & Syd • Gå til Bornholm | Møn, Bogø, Lolland & Falster • Gå til Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø • Gå til Sydjylland | Midt-Vest | Øst | Nord • Gå til mere om Park Bio, København + Park Teatret, København |
|
 • Gå til Park Teatret / Park Bio |
|
|
Gå:
tilbage
- op Opdateret mandag, 01 januar 2024 18:13:03 |
|