ROXY, Frederiksberg | Tilbage til forsiden |
| Skrevet af: JG, biografmuseet.dk | Dato: 01.10.2021 |
 "ROXY" den 7. oktober 2021. Foto: Thomas HauerslevROXY Godthåbsvej 14 Åbnet 26. december 1928 Lukket 30. november 1976 Roxy Teatret blev tegnet af arkitekterne Svend Møller og Georg Ponsaing og erstatter et gammelt, tilbagetrukket hus med værksted og beboelse på første sal. Biografen åbner 2. juledag 1928 med ”Marokkaneren” instrueret af Howard Hawks. Ni dage forinden har Napoli på Falkoner Allé lukket sine døre og det er Anna Mogensen, der tager bevillingen med til den nye storbiograf, hvor man i forsalget reklamerer med 1.000 siddepladser. Der var nu kun 970, men det er omkring fire gange flere end i den forrige og den nye biograf er de fleste overlegen. Faktisk er man ovenud stolt over det nye Roxy, der er opkaldt efter biografen af samme navn i New York, der var åbnet året forinden. Størrelsen blegnede også på Godthåbsvej i sammenligning med denne, for New Yorker-biografen rummede hele 5.920 pladser. Anna Mogensens søn, Ajaccio, bliver inspektør. Han havde forinden været på studietur i USA og sendt billeder hjem til sin mor fra forskellige biografer. Roxy var den største og den flotteste, så det var den, der blev forbilledet. Sønnens usædvanlige navn kom i øvrigt af, at faderen var på Korsika, da han modtog telegram om sin søns fødsel. Ajaccio er den største by på øen og i øvrigt Napoleons fødeby. • Gå til stoleplan Roxy Man lover publikum, at de ’altid vil finde førsteklasses film’ i det nye Roxy og skuffede sjældent. Som kapelmester for en tid havde direktionen hyret et timands orkester ledet af Arnold Nielsen, der indleder hver forestilling med en ouverture, mens orkestret langsomt steg op fra den nedsænkede orkestergrav. Det var sandelig fornemt på Godthåbsvej! Salen er indrettet med hele fjorten udgangsdøre på gulvet, hvorved biografen kan tømmes på blot ét minut. Stolene er gråblå, mens dørene er malet i en kraftig rød farve og prydet med guldornamenter. Et farvestrålende proscenium indrammer smukt det for tiden ganske store lærred. De forreste rækker er billige børnepladser med tilsvarende billigere træstole. Balkonen og ti sideloger bæres af sorte søjler og taget er rundbuet. Et kraftigt ventilationsanlæg blæser luft ind nedefra. Det er velegnet til at fjerne tobaksrøg, men i det lange løb ikke så behageligt for publikum at sidde i. Operatørrummet er placeret helt oppe under taget. | Læs mere her: Biografer på biografmuseet.dk Biografer Oversigt Danmarks 70mm og Storformat Biografer Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne Biografpremierer 1911 - 2020 Film- og Kinoteknik 7OMM Film og De Store Formater Todd-AO, - det sensationelle filmsystem Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"! "Windjammer" i Cinemiracle CinemaScope | VistaVision Super Technirama 70 | Panacolor Dimension 150 | Sensurround High-Impact biografdesign |
 Biografsalen ligger bag to ældre forhuse, der først kan rives ned i 1934, idet en manufakturhandel først da kan opsiges til fraflytning. Derfor udstyres biografen med hele to foyerområder, der indrettes med bløde sofaer, hele to iskage- og konfektureudsalg samt stort springvand ligesom på Manhattan (og øvrige københavnske storbiografer). Den bagerste, brede foyer umiddelbart foran salen som del af salskonstruktionen er permanent, mens den forreste sammen med indgangen klemmer sig ind en anelse tilbagetrukket mellem forhusene og nabobygningen til højre. Der er midlertidig trappe op til balkonen i venstre side. Roxy ligner de første år dermed slet ikke den biograf, man siden møder, men også i 1928 var der indgangsportal med billetsalg placeret i midten mellem indgangsdøre på hver side med den ydre foyer strækkende sig bagved. Over taget på de gamle huse er der placeret et stort Roxy-skilt. Der er i 1928 en lille gård mellem forhusene og salen. Åbningsprogrammet er på plakaten til den 3. januar og allerede fire dage senere venter den næste premiere. Det er denne gang den tyske ”Lykkebarnet” med Lya Mara. En uge senere er der endnu en amerikansk premierefilm i form af ”Gretchen”, der har den ellers populære Adolphe Menjou i den mandlige hovedrolle, men denne gang må man nøjes med tre spilledage. Fra den 17. januar er ”Lykkens dronning” med Richard Dix den seneste nye film fra Paramount. Februar byder på en lille premiere mere og ellers fylder Roxy op med tidens øvrige populære titler og biografen er voldsomt populær. Køerne strækker sig altid godt ned ad Godthåbsvej. I marts er der et regulært hit med Hans Adalbert Schlettow, der til orkesterledsagelse skaber ”Forår i Heidelberg”. Flere nye film følger og allerede i sommeren 1929 sker der nye, skelsættende ting i Roxy, der skaber rystelser hele vejen gennem den danske biografbranche. I juni har Anne Mogensen sluttet kontrakt med Western Electric om installationen af moderne, amerikansk tonefilmsapparatur. Prisen lød på 90.000 kroner. Et svimlende beløb i 1929. | |
 På nær forsøgsvise danske tonefilmsvisninger med kortfilm, er det hermed Roxy, der bliver den allerførste biograf i landet til at vise tonefilm i spillefilmslængde og det bliver end ikke nødvendigt at holde lukket én eneste dag i den forbindelse. Torsdag den 1. august 1929 er der således premiere på ”Fox Movietone Follies 1929”. Der er to ekstranumre, hvoraf det ene er med Al Jolson, der synger og danser. Hovedfilmens handling var strengt taget ligegyldig, men det var en revyfilm med stribevis af musikalske indslag, så der var rigeligt brug for at imponere med alt, hvad det nye tonefilmsanlæg kunne præstere. Den samlede danske filmbranche var mødt op foruden kongehuset, der havde reserveret hele to rækker. Orkestret var ikke afskediget endnu; de indleder fortsat med deres ouverture, men det var så også deres eneste arbejdsopgave. Tre dage forinden var ”Fox Movietone Follies 1929” åbnet i Palladium i Stockholm som europapremiere. Det forhindrede ikke folk i at bestille billet fra både Sverige og Norge via telefon og telegraf og alle billetter blev solgt til forhøjet pris.Almindelig skepsis havde fyldt avisspalterne flere år forud ud fra betragtningen, at filmen var født stum, mens den talende scene hørte til på det rigtige teater. Nu måtte man vænne sig til, at lyden rent faktisk kom ud af skuespillernes mund og at det rent faktisk var et jazzorkester, der spillede deroppe på lærredet. Lyden kom ikke længere fra den vante orkesterplads foran scenen. Som en filmkritiker sarkastisk kommenterede, var der nu kommet lydfilm, farvefilm og fjernsynsfilm og kun én mangel bestod og det var, at filmene ikke var gode. En anden umiddelbar reaktion var, at når der nu blev talt deroppe på lærredet, så var teksterne overflødige og hvor mange publikummer kunne egentlig forstå det engelske sprog eller endnu værre, hvis det var amerikansk-engelsk. For slet ikke at nævne alle øvige fremmedsprog. At undertekster på film ville blive lige så naturligt, som mellemtekster havde været det, lå ikke lige til at begribe. Helt op til premieren i Roxy og en rum tid derefter var der fortsat stor tilbageholdenhed med at tro på tonefilmen som den blivende og altdominerende film. Det var ikke kun Charles Chaplin, der så med stor skepsis på nyskabelsen og de næste mange år stædigt vedblev at holde sine film så godt som stumme og kun benytte lyd som staffage eller til at illudere effekter som i ”Moderne tider” så sent som i 1936 eller fjollesnak i ”Byens lys” fra 1931. Mange anså de to kunstformer som sidestillede og rigtig mange antog fejlagtigt, at stumfilmen ville forblive og tonefilmen forsvinde igen som en anden døgnflue. Den emigrerede, danskfødte Carl Brisson blev spurgt, om stumfilmens dage er talte. ”Ja, absolut!” lød det korte svar med henvisning til, at filmene i London nu alle var talefilm og stumfilmene kun eventuelt udgjorde forfilm til disse. Ikke mange år forinden havde et så stort filmnavn som amerikanske D.W. Griffith, der havde instrueret ”En nations fødsel”, bekendtgjort, at talefilmen kun var noget midlertidigt og folk ville forstå, at ’stumfilmen’ var den ’naturlige’ film. Tale hørte kun til på den levende scene. Biografernes orkestre ville gøre det ud for musikken og han så hundrede år frem, hvor han rimeligvis antog, biograferne stadig eksisterede. Til den tid ville biograferne have indtil flere store orkestre tilknyttet, så der kunne afveksles musikalsk alt efter stilart. Disse spåede han også til primært at være melodramaer, eftersom de historiske film måtte være udpint på dette tidspunkt. Griffith havde ikke forestillet sig den tekniske udvikling, men det tog rigtig nok også mere end hundrede år at få gjort filmene digitale. | |
 ROXY i 1928Kun 16 dage efter den danske premiere i Roxy var der premiere i både Colosseum på Jagtvej og Palads på Axeltorv på henholdsvis ”Den syngende nar” og ”Show Boat”. Det blev nu Colosseum og i særdeleshed Roxy, der for alvor fik publikum og kritikere til at forstå, at de stod overfor noget nyt, stort og uomgængeligt. Man var allerede på premiereaftenen klar over, at talefilmene teknisk kun bevægede sine spæde barndomsskridt og at der skulle mange forbedringer til. I Roxy var ”Follies” utekstet, mens man i Colosseum havde forsynet ”Den syngende nar” med tekster i billedfeltet, hvilket publikum afgjort også først skulle vænne sig til. Både Colosseum og Roxy havde filmene på plakaten i over tre måneder, hvilket i sig selv var helt uhørt, men der var udsolgt stort set hver aften begge steder. Allerstørst succes fik Colosseum med over 180.000 solgte billetter, men Roxy lå ikke meget under. Der var i sandhed indvarslet nye tider. Det tog en rum tid for publikum helt at vænne sig til de nye tilstande. Alligevel kunne Roxy også ved deres næste film notere umiddelbar succes og begejstring. Filmen var en farce med titlen ”The Cocoanuts”. Den fik i Danmark premiere som blot ”Cocoanut” og er siden også kendt som ”Hotel Kokosnød”. Allerede nu var publikum ved at vænne sig til den megen dialog og havde ingen problemer med hverken forståelsen eller teksterne. Det hjalp nu også, at der på lærredet var noget helt nyt på spil: Det var første gang, Marx Brothers viste sig i Danmark. Distributørerne benyttede nu endnu mere flittigt Roxy som premierebiograf. Det er bestemt ikke alle film, der fungerer lige fantastisk, men premiererne fandt ofte sted om mandagen. Så kunne man i tilfælde af publikumssvigt nå at skifte program op til weekenden, hvor særligt søndag var den suverænt bedste dag. Her havde de fleste fri. Nøjagtig et år efter tonefilmsdåben er der premiere på ”Fox Follies 1930”. Den havde trods ’100 små søde Fox-girls’ ikke meget med den første at gøre og hed da også ”Happy Days” på amerikansk, men succesen var ikke til at tage fejl af. Tre ugers spilletid opnåede denne og det var biografens hidtil næstbedste resultat. Roxy var i det hele taget vældig begejstret for revyfilm og stort set hele repertoiret de første år bestod af film i den lette genre, gerne med en vis kunstnerisk dybde, mens det var relativt sjældent med spændingsfilm og westerns. I 1932 er den mest succesfulde film en fremtidsvision med titlen ”Sensationer 1980”. Maureen O’Sullivan er med og spiller ’LN-18’. Helt givet en mægtig interessant film og den var på plakaten i tre uger dengang for mange år siden. Fra 1933 kommer der også en del danske premierefilm på programmet ved de fælles bropremierer, hvor man hidtil hovedsageligt har vist amerikanske og tyske titler. | |
 ROXY i 1934I 1934 bygger Roxy som planlagt om og holder lukket knap to måneder i sommeren fra den 18. juni til og med den 8. august. Man kan nyindrette sig fordelagtigt efter de nye tonefilm og i endnu højere grad konkurrere om publikums gunst. I det nye forhus, et lyst murstenshus i fire etager, er indgangen rykket hen i midten med en noget bredere indgangsportal og neonbaldakin over store udstillingsskabe på hver side af billetkontoret. Der er nye forretninger på hver side og i stedet for skilt på taget kommer der nu et kæmpe, lodret Roxy-skilt i røde bogstaver med gult neonlys på sort baggrund, senere hvid, strækkende sig fra første til tredje sal. Skiltet kan ses på lang afstand. Når man kigger nærmere på ejendommen i dag, ses tydeligt et lille vinduesparti yderst til højre, der skiller sig lidt ud. Det var den oprindelige biografindgang, der nu blev til selvstændig butik, før den nogle år efter blev slået sammen med naboforretningen. Den nye, store foyer bag indgangsportalen og billetsalget har kuppelformet loft i blåt og guld og overalt stråler sort marmor. En ny trappe op til balkonen er også her placeret i venstre side med stor konfekturekiosk ved siden af. Toiletterne er flyttet ned i kælderen. I salen kommer ovenlyset fra champagnefarvede lyskugler og prosceniet flankeres af venetianske krystalrørsgitre, hvis stråleskær skaber helt nye farvesymfonier og lyseffekter. Det er de oprindelige arkitekter, der står bag ombygningen. Roxy genåbner den 9. august med Gustav Fröhlich og Camilla Horn i ”Dansen om millionen” og der var udsolgt til sidste plads. På ti-års dagen for den første tonefilmspremiere får ”Fox Follies 1929” repremiere i Roxy og vises i ni dage. Orkesterouverturen måtte man denne gang undvære. Man kunne tydeligt se, hvor meget der var sket med filmmediet siden da. Skuespilpræstationerne fremstod næsten latterlige med de mange grimasser og gestikuleren, men sangene var så friske som altid. Publikum var glade for gensynet. Først efter krigen begynder Roxy også at have film på programmet, der for alvor huskes i eftertiden. De mange revy- og lystspil fornøjede samtiden, men er sjældent set siden. I 1948 kan man give ”Mænd uden fædreland” med Humphrey Bogart premiere og fik en fin succes ud af det. Der vises også en ny Marx Brothers med titlen ”En nat i Casablanca” og Bogart vender tilbage på lærredet sammen med Lauren Bacall i ”At have og ikke have”. Det er fortsat sjældent, en film er på plakaten i mere end to uger, men det hænder fra tid til anden, man når op på tre. Desværre var de tyske syngespil og i særdeleshed svenske komedier ikke længere så populære, nu publikum atter kunne vælge og vrage mellem talrige amerikanske film, hvor der var en pukkel at tage af efter års udelukkelse og delvise filmblokader, der nu også delvist fortsatte efter krigen i diskussion om filmlejeprocenterne. I Anna Mogensens sidste år var der i det hele taget kvalitetsmæssigt en række pænt solide film på plakaten omtrent samtidigt med at også Bodil Ipsen for en stund fik løftet repertoiret i Odeon på Nørrebro. De gode efterkrigsår benyttes til endnu en modernisering af biografen. I 1951 overtager Ajaccio Mogensen bevillingen efter sin mors død. Det er omtrent samtidig, repertoiret skifter karakter, men i virkeligheden følger det nok nærmere udviklingen i forhold til filmimporterne. Man viser film fra alle distributører. De tidlige år dog fraregnet Skaarup Film, som man lagde sag an mod i forbindelse med et filmlejeforskud på en premieretitel, som selskabet alligevel ikke var i stand til at levere. På svenskerfronten er der omvendt i 1951 ikke smæk for skillingen på lærredet men tærsk i avisspalterne i forbindelse med ”Min søster og jeg” med Sickan Karlsson, hvor en anmeldelse bærer overskriften ’svensk returgods’. Anmelderen mente, at distributionsselskabet ASA mindst burde kunne afsætte to Morten Korch-film til svenskerne i bytte. Herefter holdt man sig længe til nye amerikanske film, men blandt disse var da også ”Englen og den lovløse” med John Wayne og mere succesfuldt ”Når enden er god” med Paulette Goddard og James Stewart. Den 24. oktober 1951 er der premiere på biografens hidtil største succes siden revyfilmene. Det er den polske ”Kvindelejren Auschwitz”, hvor publikum var forfærdede over historien, der var optaget on location. Det var en af de allerførste holocaustfilm og var på plakaten i Roxy i hele fem uger. Alligevel skylder Mogensen penge væk til højre og venstre. I alt henved en kvart million kroner i 1953. Selv staten har ikke fået deres afgifter og han bliver derfor sat under administration. Direktøren forklarer det med overtagelsen af bevillingen sammen med en restgæld for ombygningen og de varme somre for tomme sale og de generelt dårlige tider for biograferne (?!). Han garanterer, at alle vanskelighederne nok skal overvindes, men to år senere er man lige vidt trods det, at han har solgt ejendommen. De talrige økonomiske problemer har imidlertid ikke haft indflydelse på distributørernes vilje til fortsat at give biografen danmarkspremierer. Dem er der lige så mange af som hidtil. Mogensen mister sin bevilling i sommeren 1956 og i januar 1957 beslutter justitsminister Hækkerup blandt 31 ansøgere at give den til Harry Frandsen fra Fasan Bio. I 1929 havde Frandsen været direktør for Fox, der gav Roxy sin første tonefilm, så han havde naturligvis et helt særligt forhold til netop denne biograf. Der bliver ikke foretaget så meget i forbindelse med overtagelsen bortset fra den helt naturlige installation af CinemaScope, hvorefter antallet af siddepladser er reduceret til 903 ved fjernelsen af de forreste rækker. Programmæssigt vælger Frandsen i begyndelsen at følge sit tidligere Fasan-repertoire, der for så vidt også matcher Anna Mogensens gamle profil. Således ses en overgang flere svenske og tyske film. Nogle af dem går hæderligt, men de fleste må hives af plakaten efter få dage, sommetider blot to. Det gjaldt såmænd også de engelske og amerikanske på dette tidspunkt. Den største udenlandske premieresucces viser sig igen at være polsk og denne gang om Warszawa-opstanden i 1944. Det er Andrzej Wajdas ”De 63 dage”, der er på plakaten i knap tre uger i marts 1958. Samme år er der også endelig en rimelig amerikansk succes, da man sammen med Park deler premieren på ”Anastasia” med Ingrid Bergman og Yul Brynner. I 1959 er Roxy eneste premierebiograf på ”Jailhouse Rock – Med knyttede næver”, der har Elvis Presley i hovedrollen. Den vises en uge. Efter denne følger de næste år en del tyske lystspil med musikalske indslag. Oppe i 1960’erne begynder der at blive længere mellem premieresnapsene, men i 1965 bliver biografen væltet af sin allerstørste nogensinde siden åbningen og det er slet ikke en premierefilm. Nej, det er såmænd de to første James Bond-film, der får folk til at valfarte til. Man lægger ud med nr. 2, ”Agent 007 jages”, der vises i fem uger fra den 17. maj. Samtidig viser Atlantic den første Bond-film ”Mission: Drab”. Den 21. juni bytter man simpelt hen kopi og i Roxy spilles nr. 1 nu i ni uger yderligere. Køerne har aldrig været længere på Godthåbsvej. Det er de populære udenlandske film og de danske, der fungerer. Premierefilmene er der ikke megen grin ved midt i 1960’erne. Det skulle da lige være bortset fra ”Elvis i det vilde vesten”, der vises fire uger fra den 18. oktober 1965. | |
 I 1966 rager den nu 73-årige Frandsen uklar med bevillingsloven, idet han året forinden har ansat direktør Poul E. Pedersen fra udlejningsselskabet United Artists som inspektør og det var ifølge loven forbudt at have direkte forbindelse med en repræsentant for virksomheder for produktion eller udlejning af film. Forholdet bliver straks bragt til ophør, ligesom Frandsen udtræder af Biografrådet og fratræder formandsposter i Fællesrepræsentationen for Danmarks biografteatre samt Biografteaterforeningen for København og Omegn. Gøg & Gokke var gået hen og blevet umoderne i 1960’erne, men Harry Frandsen havde år forinden hygget sig og drukket en øl med Oliver Hardy under et af hans besøg i København. Som stor fan tager han chancen og sætter to af deres hidtil aldrig herhjemme viste spillefilm op i et dobbeltprogram 2. juledag 1967. Også Chaplin og Buster Keaton havde vundet fornyet respekt og nu kom tiden til den mest kendte filmduo nogensinde. Således får ”Fulde af fup” og ”Ta’ tyren ved hornene” premiere og holder sig på plakaten til den 14. januar 1968. Nogle måneder senere får man også fornøjelsen af Louis de Funès i ”Seks strissere vælter New York”. Herudover bliver de nye titler generelt mere slagkraftige. Der er primært spændingsfilm på repertoiret omkring 1970. De nye spaghettiwesterns kommer også på besøg, selvom genren primært får hjemme i Platan. Efter voksencensurens ophævelse skifter tiderne hurtigt. Frandsen er imidlertid ved at være en ældre herre og en nostalgisk sjæl. Da han får chancen for en kavalkade med gamle film noir-krimier fra MGM, slår han straks til. To af dem bliver endda forsinkede danmarkspremierer. Det drejer sig om ”Postbudet ringer altid to gange” med Lana Turner og John Garfield samt ”Gangsterens sidste offer” ligeledes med Turner. De programsættes blot hhv. fire og tre dage i september 1970, hvilket er lidt synd. Kavalkaden var nemlig ganske velbesøgt. Efter disse ses ”Pigen på koraløen” med en ung Helen Mirren i en af sine første filmroller. Der var dygtige damer på lærredet i Roxy. Det bliver også Frandsens sidste rigtig fine stund. Frandsen driver Roxy frem til 1972. Efter ophævelsen af biografbevillingssystemet overtager Ove Brusendorff Roxy den 1. oktober og driver den sammen med Carlton, som han har haft gennem en årrække. Brusendorff er ligesom andre aktører også interesseret i en hel lille kæde af biografsale og erhverver tilsvarende Nørrebros Bio, som han omdøber til Hjerter Dame. Han skiller sig allerede af med Roxy i august 1974. Hans plan var at lade Roxy fungere som move-over biograf for Carlton suppleret med ældre, folkelige programmer i biografens gamle ånd. Det var tiden bare ikke til og profilen blev da også anderledes og flakkende. Brusendorff ender i stedet med at supplere med premierer, der formentlig af den ene eller anden grund ikke blev plads til i Carlton. Hans første er noget så usædvanligt som en historisk film fra Rumænien og i øvrigt den største rumænske succes nogensinde. Et voldsomt men flot fotograferet helaftensepos på knap 3½ time med titlen ”Det sidste korstog”. Den spillede faktisk i halvanden uge. Herefter er der en ny western og en fræk film med titlen ”Damer fra himlen”. I november forsøger man sig med endnu en historietime i form af ”Antonius og Cleopatra” med Charlton Heston. Man forstår godt, hvis publikum var forvirret. Fra 1. august 1974 hedder ejerne Hanne og Robert Tung og Poul Svejstrup og med disse skifter programmerne atter karakter. Der er familiefilm om eftermiddagen i weekenden, men ved midnatstid blander pornofilm sig med karatefilm i dobbeltprogrammerne og i september er der pludselig atter et historisk premiere-indslag med titlen ”Tyrannen”, der denne gang foregår i 1700-tallets Rusland. Der er dog tale om en italiensk-engelsk produktion med Oliver Reed i hovedrollen. Foyeren omdannes og gøres åben for publikum også selvom man ikke skal i biografen med café, behagelige borde og stole. Det lokkede dog ikke tilstrækkeligt. Publikum forsvandt praktisk talt fuldstændigt. Ved udgangen af 1974 skifter Roxy atter ejer. Nu overtages biografen af Carl Gustav Fonstein, der også driver Scorpio Film. Her har man en pornografisk film med titlen ”Jeg så Jesus dø”, der nu praktisk kunne finde en premierebiograf. Hvad der ikke lykkedes for Jens Jørgen Thorsen før 1992 efter flere årtiers endeløse avisartikler og tumult, kunne nu pludselig udfolde sig på Godthåbsvej fra den 31. januar 1975. Filmen var næppe særlig god og blev trods ejerskabet kun vist i ti dage, men den kom atter op i august. På dette tidspunkt havde Fonstein fået en anden knippelgod idé. Han ville lave striptease på scenen efter sidste forestilling og således kunne man for en halvtredser fornøje sig efter ordinær biograftid. Der var bare det lille problem, at det var ulovligt at smide alle kludene, hvad de unge frøkener vist afgjort gjorde og Fonstein havde slet ikke fået tilladelse til sine natlige udskejelser. Fonstein blev idømt en klækkelig bøde, men fortsatte på trods af dette med sine shows. Da han så blev knaldet for anden gang, røg han sporenstregs ud af biografen. | |
 "ROXY" den 15. november 2015. Foto: Thomas HauerslevRoxy overtages herefter af Ib Fyrsting, som i øvrigt havde skrevet og instrueret ”Jeg så Jesus dø”, så han kendte udmærket den tidligere direktør. Fyrsting lægger ud den 22. september 1975 med en danmarkspremiere på en taiwanesisk film med titlen ”Hjertet har tusinde ord”. Filmen distribueres af Oceanus, som Fyrsting muligvis selv var involveret i. På premieredagen ser han, at biografen er blevet oversmurt med gul maling og senere samme dag får han at vide, at både han og hans børn vil blive slået ihjel. Fyrsting går til politiet og få dage senere bliver den tidligere biografdirektør anholdt. Endnu en gang har Roxy skabt overskrifter, man gerne havde været foruden. Den nye biografdirektør var allerede på det kraftigste blevet advaret om at involvere sig i Roxy fra samtlige branchefolk. Biografens renommé var helt molesteret og der blev blot solgt 270 billetter hele den første uge. Hvis Fyrsting var pessimist, blev han således heller ikke skuffet, men langsomt arbejdede det hele sig lidt op. Første søndag var der 70 i biografen, nogle uger senere var tallet 315 og det blot om eftermiddagen til børneforestillingen. 2. juledag får han en ganske nydelig succes og atter fra Oceanus i form af en denne gang japansk film. Det var en ganske voldsom karatefilm med titlen ”Den sorte drage”. Filmen har en næsten lige så populær og teknisk bedre efterfølger, der får premiere i marts 1976. Fyrsting havde lovet områdets beboere aldrig at vise pornofilm og holdt sit løfte. Dog endte karatefilmene med at fylde lovlig meget på repertoiret. De fungerede profilmæssigt væsentlig bedre i en biograf som Colosseum, men Fyrsting var personligt begejstret for de japanske film, som han fandt vældig eksotiske og det var indiskutabelt dem, der holdt biografen i live. Hvad der ellers kunne lokke i 1976, var danmarkspremieren i juni på den syv år gamle krimi ”Sexpolitiet i aktion” fra Scan-American. Det er sigende, at Roxys allersidste premiere har just denne titel: ”Hjælp – jeg har arvet et bordel”. Det havde Fyrsting jo strengt taget og filmen fra ASA-Panorama var netop et af de utallige tyske 1970’er-indslag i ’soft-geren’. Filmen spillede fra den 15. til den 25. november. Den blev afløst af ”Sidste chance” med Eli Wallach og Ursula Andress, men det var for sent. Roxy lukkede tirsdag den 30. november 1976. ’Roxy Supermarked’ overtog den gamle biografsal i 1978 med foyer og naboforretninger og udgangsdørene blev muret til. Balkonen blev til lagerrum, men sidelogerne blev stående uudnyttet over et nyt, nedsænket loft. Den bagerste del af biografsalen ved lærredet blev revet ned. Der var fortsat indgang i midten under baldakinen. I 1996 overtog Netto forretningen med sine gule farver. Hermed forsvandt Roxy-navnet fra supermarkedet, men bestemt ikke fra huset. Det enorme, lodrette Roxy-skilt lyste fortsat, når mørket brød frem. Mange år senere er indgangen flyttet helt over i venstre side og de gule farver dulmet til gråhvide. Baldakinen sidder endnu i midten og sandelig om ikke det velholdte Roxy-skilt 45 år efter biografens ophør fortsat skinner med sit kønne lys. At fjerne det ville nok også foranledige et ramaskrig, der kunne måle sig med det oprør, der måtte rejse sig, hvis Irma-hønen pludselig holdt op med at lægge æg ved Sortedams Dossering. | |
• Gå til Biografer på biografmuseet.dk | Biografer Oversigt • Gå til København | Omegn | Nordsjælland | Vest, Midt & Syd • Gå til Bornholm | Møn, Bogø, Lolland & Falster • Gå til Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø • Gå til Sydjylland | Midt-Vest | Øst | Nord • Gå til mere om | |
 • Gå til ROXY | |
| Gå: tilbage - op Opdateret onsdag, 20 november 2024 15:02:04 |