Øst for Paradis, Århus | Tilbage til forsiden |
| Skrevet af: JG, biografmuseet.dk | Dato: 02.05.2024 |
 Øst for Paradis den 22.07.2023. Foto: Thomas HauerslevØst for Paradis Paradisgade 9 Åbnet 28. november 1978 Filmisk kommer man ikke nærmere Paradis end her i Paradisgade, hvor en lille kunstbiograf på gadens østside slår dørene op den 28. november 1978 naturligvis som Øst for Paradis. Elia Kazans filmklassiker fra 1955 efter John Stenbecks roman, bedst kendt som James Deans debutfilm, er selvfølgelig tilsvarende udvalgt som åbningsfilm. Her på Paradisgade starter nu et biograf- og filmeventyr, hvis indflydelse på det samlede danske artfilms-repertoire vel kun findes i Mikkel Bryggers Gade, men forud går faktisk en umådelig begivenhedsrig historie akkurat omkring denne bygning. Vi forsøger kun at skrabe i lakken for ikke helt at tage fokus fra de senere, så betydningsfulde kapitler i biografens historie, der fremme i 2024 byder på syv sale og det, der således er gået hen og blevet provinsens største og væsentligste kunstbiograf. • Gå til Galleri: Øst for Paradis, Århus, 22.07.2023 Historien starter alt sammen med kun én sal og slet ikke omme bag Paradisgade 5 men akkurat ved siden af til venstre i nr. 3 mange år tidligere. Her lå frem til krigsårene, nærmere bestemt 1944, Aarhus Haandværkerforenings kæmpestore sal fra 1868 med 450 pladser incl. balkon tegnet af arkitekt og Kgl. bygningsinspektør Vilhelm Theodor Walther. Netop denne viser som en af de første i byen film i påsken 1898 under betegnelsen Kinoptikon. Der fandtes endnu ikke egentlige, faste biografer i Danmark og slet ikke i provinsen, hvor korte, sammensatte strimler blev forevist af omrejsende aktører, sommetider små kompagniskaber, der havde etableret sig med et eller flere simple fremvisningsapparater drejet ved håndkraft. Den enorme sal på Paradisgade er placeret henover foreningens restaurant og rager således godt op i gadebilledet. Det bliver byens flittigst benyttede lokale for levende billeder i filmens barndom. Fremme i 1920 forsøger håndværkerforeningen at opnå fast biografbevilling men uden held, idet A/S Fotorama (i starten solidt plantet med ejerkredsmedlemmer placeret i byrådet) har opnået monopol allerede i 1912, men herom kan der læses så rigeligt i byens øvrige biografkapitler. Kæmpesalen støder fra 1897 direkte op til en nyopført, tværgående bygning i gule mursten bagved med direkte passage imellem, hvor håndværkerforeningen får en sal yderligere til rådighed i den modsatte ende også denne placeret oppe på første etage. Atter i 1941 forsøger man at få biografbevilling på stedet og der udfærdiges tegning til en helt ny teatersal, der alternativt også kan fungere som biograf nogle dage om ugen med omkring 550 pladser og kæmpefoyer nedenunder strækkende sig hele vejen fra Paradisgade ud mod den parallelle Borggade. Paradisgade var i øvrigt anlagt i 1861 som nyt vejstykke i gamle haver mellem Nørregade og Studsgade og i 1867 navngivet efter gården Gamle Paradis på sidstnævnte. Projektet bliver ikke til noget – heller ikke selvom den gamle sal og restaurationen er røget i luften efter det voldsomme schalburgtageangreb i december 1944, som på ulykkeligste vis koster en servitrice livet. Også restaurationen oppe ved Aarhus-Hallen bombesprænges i øvrigt. Biografen på hjørnet af Nørregade og Norsgade overvejer på daværende tidspunkt at flytte til Paradisgade enten her eller oppe på hjørnet, men den gamle sal og restaurant rives ned og erstattes af et helt andet byggeri. Tilbage står sidefløjen omme bag håndværkerforeningens røde asylbygning (i sin tid beregnet for enker eller enlige ældre håndværkere). Paradisgade nr. 7 benyttes historisk set om begge ejendomme alt efter nedslag på tidslinjen, udvendigt ligner de sig selv her mange årtier senere. Omme bagved var den tilbageblevne indrettet til laugsal med egetræsmøbler, trægulv og mørke paneler med relieffer samt tapeter henover på væggene med loftet som hidtil inddelt i kasser, hvorfra der hænger en række nydelige lysekroner. Salen er som gættet den samme, der indrettes til Øst for Paradis med mange tiloversblevne fællestræk i forhold til de mange år forinden, hvor den i forhold til inventar blev pakket ned midt i 1950’erne og flyttet til Klostergade for siden at genopstå i Den Gamle By. Så interessant forekommer rummet, at museumsdetektiver i forbindelse med genindretningen derovre i 2008 lusker sig adgang helt ned under gulvbelægningen og ind bag panelerne i Paradisgade for at hitte ud af, hvordan gulvet og farverne på væggene helt nøjagtigt tog sig ud dengang. Paradisgade 9 var i sin tid primært benyttet til kontorer og som bibliotek, men der blev også spillet en pot billard i den lille sal. Da håndværkerforeningen flyttede til Klostergade i 1952, blev stedet overtaget af en restauratør nu med fint selskabslokale til sin disposition foruden gamle pulterkamre og værelser helt øverst. Fremme i 1978 når vi så frem til det springende punkt , da der nu skal være biograf med 117 pladser tømret sammen af Øst for Paradis’ (tre) venner, mens Aarhus Billardsalon, der har opsat Bally-spilleautomater og indrettet Domino Disk-klub (siden Gizmo), fortsætter sit virke rundt om i huset. Salens tre vinduer i hver side blændes indvendigt af med tæpper, mens operatørrummet placeres bagtil, hvor der har været scene med adgang fra den gamle bagtrappe, hvortil der også skabes nødudgang fra salen, som desuden har direkte udgang mod hovedtrappen op fra venstre og indgang fra siden ud mod gården. Foran skabes i midten og mod venstre skabes et lyst og åbent miljø med billetsalg og bar samt nye toiletter. Indretningen koster 475.000 kroner, heraf er de 90.000 hentet fra de respektive herrers opsparingskonti. Bag paradiset står John Rosendorf, Flemming W. Larsen og Uffe Sloth Andersen, der har det tilfælles, at de både kan lide film og værtshuse, hvor de haft at gøre med ’Æsken’ i Anholtsgade og så må det i parentes tilføjes, at der såmænd allerede gennem ti-elleve år har eksisteret en helt anden biograf i gaden – nu atter et skridt mod højre i nr. 11 – nemlig en pornobiograf med 30 pladser startet som undergrundsbiograf før repertoiret overhovedet var lovliggjort i 1969, angiveligt Danmarks første af sin slags. Lokalerne er først anført som godkendt af myndighederne i april 1973. Den skulle egentlig være lukket i 2015, ligesom alle de københavnske er bukket under, men eksisterer utroligt nok endnu. Allerede omkring åbningen er paradisets næste sal under opstandelse. Den indrettes med 50 pladser i et lagerrum, der tidligere har været benyttet til servering og åbner lidt forsinket i december 1979. I sommeren 1980 får biografen besøg af en allerede særdeles kyndig direktør fra Dronningborg Bio i Randers, Ole Bjørn Christensen, der nu træder ind i ledelsen, mens Rosendorf og Larsen i stedet træder ud. Sloth Andersen fortsætter som direktør sammen med Christensen, der i sin tid havde været formand for Aarhus Studenternes Filmklub, før han gik skridtet videre – i første omgang ved i 1975 at starte filmimport under navnet Kyklop Film, hvor han på et tidspunkt allierer sig med det navnkundige Dan-Ina Film om at forestå distributionen. Hans første var favoritfilmen, Akira Kurosawas ”Rødskæg” med Toshirô Mifune, der da fik danmarkspremiere ti år forsinket og elleve i forhold til Aarhus, hvor den i oktober 1976 kom på plakaten i Regina II. I oktober 1983 er den også på plakaten her i Øst for Paradis. I januar 1982 har biografen nu overtaget 340 kvadratmeter i stueetagen, hvor bygningens forud største restaurationslokale nedlægges til fordel for to nye sale med hhv. 68 og 38 pladser. Der etableres i stedet en mindre spiserestaurant Back Stage i kombination med Cafe Casablanca – siden er det udelukkende Café Paradis, der pryder facaden. Biografen er ved at tage magten, men det er kun så hyggeligt. Den lokale filminstruktør Nils Malmros er hurtigt blevet svært begejstret for det nye initiativ, han får som sin yndlingsbiograf (trods stærke bånd til Biografen, der viser alle hans film) og bliver siden en af paradisets ivrigste engle som medlem af den senere støtteforening. I julen 1987 er det dog Bille August, der sikrer ikke bare Folketeatret fyldt sal men sandelig også Paradis, hvor ”Pelle Erobreren” udover kl. 16 om aftenen spiller i hele to med samme kopi ved forskudt start, hhv. 19.15 og 21.10. Allerstørst bliver dog et halvt år senere ”Bagdad Cafe”, en beskeden ’wild west’ film fra Tyskland, der spiller i ikke bare ugevis og ikke bare månedsvis men årevis. Kyklopen havde i sin tid trukket sig i baggrunden, men der spejdes fortsat efter muligheder for at udvikle biografen og sikre et både solidt og stabilt repertoire i en tid, hvor der virkelig er krig på kniven om de bedste titler (hvad salgstal angår) til de mange sale både her i Aarhus men sandelig også København og provinsbyerne med regulære artfilms-biografer. Omkring 1990 er nye distributører kommet til med fokus på netop denne niche, bl.a. Angel men især Gloria, som de næste år sikrer Øst for Paradis stribevis af glimrende titler foruden naturligvis fortsat Grand Teatrets Camera Film, der blandt mange øvrige godbider også præsenterer Theodoros Angelopoulos’ græske ”Odysseus’ blik” for århusianerne her i Paradisgade, hvor selskabet forud ofte har været flinkest ved Mogens Steen Kruse i Palads – han var jo også tidligere direktør for Cameras Filmudlejning og ærgret sig gul og grøn ved at have takket nej for en tur til Bagdad. I januar 1991 lukker Kruses Royal på Bispegade med fem sale og dét forandrer situationen for stedse. Da har Ole Bjørn Christensen allerede selv fået appetit på mere og genoplivet filmkæmpen nu med flere øjne rettet mod kvalitet, da Øst for Paradis starter filmdistribution under eget navn. Første titel bliver i oktober 1991 ”Riff-raff” af mesterinstruktøren Ken Loach, som bliver en habil succes. Det er i øvrigt den første fra hans hånd i et helt årti, der får dansk premiere, efter år forinden at have gjort sig bemærket med ”Stakkels ko”, ”Kes” og ”Family Life”. Herefter får næsten samtlige Loachs bedrifter danmarkspremiere, hvoraf dog kun enkelte distribueres fra Aarhus, men alle vises i Paradisgade og hovedparten samler godt publikum. Blikket rettes herefter mod andre dele af verden særligt udenfor de engelsktalende områder. Op gennem 1990’erne hentes langt flest dog blot akkurat syd for grænsen og netop herfra kommer også paradisets allerstørste succes nogensinde i 2003 med Daniel Brühl i Wolfgang Beckers tyske ”Good Bye Lenin!”, der på landsplan bliver set af 120.000. 1990’erne havde overordnet set ikke været et godt årti hverken for biografer eller landets distributører og længe overvejer man, hvordan fremtiden skal tegne sig på Paradisgade, mens andre kræfter med kommunal velsignelse har en masse gode og mindre gode idéer om ny art-biograf andetsteds i byen. Øst for Paradis er sammen med Palads på Tordenskjoldsgade nu de eneste, der stringent viser kvalitet efter artfilm-definitionen fraregnet Slagtehus 3 i Mejlgade, som er at betragte som filmklub på linje med århusstudenterne, der stiftet tilbage i 1953 siden 1968 havde holdt til i et ganske betragteligt auditorium på Matematisk Institut i Ny Munkegade udstyret med 35mm (og her gennem årene forevist stribevis af ganske betydelige titler strækkende helt tilbage fra stumfilmstiden). Efterhånden som paradiset byder på en bred vifte af faktisk samtlige vigtige, tilgængelige titler på kunstneriske niveau, er behovet for filmene i studenterklubben – hvoraf mange i tidligere tider aldrig havde haft århuspremiere – faldet så drastisk, at medlemstallet tilsvarende var droppet fra omkring 5.000 i Ole Bjørn Christensens dage til blot 1.000 her 25 år senere. I 1998 er der begået en række tegninger, der præsenterer en stribe helt nye sale indenfor husets rammer på Paradisgade med den største placeret bagved og man genkender sig overraskende 1941. Tre år senere kan man i april 2001 imidlertid læse en artikel i Stifts-Tidende om planer for et nyt kulturelt kraftværk, hvor Øst for Paradis da skal flyttes ned til nye lokaler på havnen, hvor Midtkraft havde ligget som hjørnesten for Filmby Århus. Her skulle 4-5 nye sale give plads til samlet 650 gæster ad gangen og filmbyen desuden bestå af en ny provinsafdeling for DR-TV foruden Filminstituttet vil flytte sit filmhus hertil fra Mejlgade. Direktionen bag Øst for Paradis var ikke selv nær så begejstret ved tanken. Herfra havde der også allerede et årti forinden lydt et nej tak til en ellers velmenende Kim Pedersen, der tilbød at indskyde penge svarende til en halvpart i Øst for Paradis men ellers lade de nuværende ejere fortsætte med frie hænder svarende til, hvad der forinden var foregået i København mellem andre parter i relation til Grand Teatret. De næste år bliver ikke nemmere og på et tidspunkt er biografen ganske enkelt lukningstruet, da kommunen sidst i 2003 ikke har afsat ekstra støttepenge i en kommende kulturhandlingsplan. De ender dog med at finde 200.000 kroner i et ekstraordinært driftstilskud på baggrund af den øgede konkurrence med tilkomsten af CinemaxX i oktober. En støtteforening går nu sammen om at danne Paradisets Engle og får på rekordtid i 2006 indsamlet 700.000 kroner i folkeaktier til en renovering på gode, gamle Paradisgade. Herefter bidrager Det Danske Filminstitut og Århus Kommune med hver 350.000 kroner efter at have opgivet sine højtflyvende biografplaner og lader filmbyen på den nye havnefront om at udvikle sig i andre retninger. I 2007 overtager Line Daugbjerg Christensen biografens daglige ledelse og bliver ny direktør i Paradis snart suppleret af storesøster Ditte, der som arkitektuddannet udover at styre ombygningsplanerne sikkert i havn – på Paradisgade – altovervejende tager sig af filmdistributionen begge dele sekunderet af far-Bjørn. Også Uffe tager fortsat i 2024 et nap med i en af yndlingsbeskæftigelserne, oversættelsen af filmimporterne. I november 2012 er en gevaldig udvidelse næsten fuldt ud tilendebragt, da Øst for Paradis åbner tre nye sale i kælderen foruden ny foyer og café i stuen, der skal samle virket her i husets hjerte, da salene E, F og G åbner med hhv. 35, 29 og 20 pladser, mens 1-4, der allerede tidligere havde fået bogstaverne A-D, i dag rummer hhv. 101, 41, 54 og 31 stole, bredere og bedre end de oprindelige. Omkring samme tidspunkt udskiftes kinomaskinerne af det gamle kvalitetsmærke Bauer U4C ad hoc til de nye, digitale fremvisere. Den oprindelige fra 1978 gik allerede på pension midt i 1990’erne og udstillet i foyeren. Før og efter forestilling er caféens udvalg af kolde og varme drikke og sødt tilbehør bestemt ikke at kimse ad. Så mange lækkerier tilbydes, at folk kommer ind fra gaden alene for at blive tilfredsstillet i maven, hvis ikke øjnene lader sig lokke af de allestedsnærværende filmplakater og brochurer. Ved ombygningen skabes desuden i bagbygningen et åbent rum med kraftigt udvidet foyerplads fra plateauet over stuen med bord til udtjente plakater og andet fornøjeligt ned ad en smukt snoet trappe mod et stort vindue ud mod gården. Til venstre, indenfor foran den rå murstensvæg på illuderet filmlærred, bader Anita Ekberg midt i Trevifontænen fra Federico Fellinis klassiker ”La Dolce Vita” eller ”Det søde liv” som den oprindelig lød på dansk og som tyske Bauer naturligvis har projiceret for mange begejstrede århusianerne ved gentagne lejligheder og må man nødvendigvis også nævne Guiseppe Tornatores evigt grønne ”Mine aftener i Paradis”, som dog oprindelig havde forvildet sig over i Biografen på Skt. Knuds Torv dengang i 1990. Det nye kælderareal giver udover lys omkring borde og stole med hyggelige lamper henover også fra 2015 plads til ekstra toiletter. Rundt om i husets kroge finder man herlige spor af gamle dage fra træudskæringer over vinduer til bogreoler med læsestof fra filmens verden og meget andet godt lige fra dengang i 1970’erne, hvilket i sig selv kalder på et heldagsbesøg. I 2023 yder A.P. Møller Fonden to millioner kroner til udskiftning af det digitale udstyr ud af en samlet pris på 3,5 millioner, hvor englene forsøger at skæppe til. Dem er der nu 2.500 af. I 2024 er Øst for Paradis mere end nogensinde før en smuk og stilfuld cafébiograf ulig nogen anden. | Læs mere her: Biografer på biografmuseet.dk Biografer Oversigt Danmarks 70mm og Storformat Biografer Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne Biografpremierer 1911 - 2020 Film- og Kinoteknik 7OMM Film og De Store Formater Todd-AO, - det sensationelle filmsystem Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"! "Windjammer" i Cinemiracle CinemaScope | VistaVision Super Technirama 70 | Panacolor Dimension 150 | Sensurround High-Impact biografdesign |
• Gå til Biografer på biografmuseet.dk | Biografer Oversigt • Gå til København | Omegn | Nordsjælland | Vest, Midt & Syd • Gå til Bornholm | Møn, Bogø, Lolland & Falster • Gå til Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø • Gå til Sydjylland | Midt-Vest | Øst | Nord • Gå til mere om | |
 • Gå til galleri: Øst For Paradis, Århus • Gå til Øst for Paradis, Århus | |
| Gå: tilbage - op Opdateret 02-05-2024 |