| |
Erindringer fra ABCinema+D, København
|
Tilbage
til forsiden
|
Skrevet
af: Thomas Hauerslev,
Filmilægger ABCinema 1983 - 1989 |
Dato: 21.02.2010
Opdateret: 29.09.2023 |
ABCinema
i vinterklæder. Foto Thomas Hauerslev
ABCinema+D
Rådhuspladsen 57
1550 København V
ABcinema åbnede den 23. april 1973 (2. påskedag) med to biografer, A & B
indrettet Palacehotellets stueetage, i lokalerne hvor den tidligere Ambassadeur natklub havde haft
til huse. Palacehotellet havde i forvejen en
anden biograf som lejer i
Mikkel Bryggers Gade.
Den første
film i A-cinema var Steven Spielberg's TV-film "The Duel" og første film i
B-cinema var "Heartbreak Kid".
Skuespilleren Dennis Weawer besøgte i den anledning Danmark for at kaste glans over premieren.
Det var Henrik Sandberg, der indrettede biografen og som i forvejen
havde drevet Merry Teatret. Ombygning og
indretning af de to biografer kostede 1,8 million kr, og der måtte ikke
vises pornofilm i biograferne ifølge en klausul i lejekontrakten med
Lilian Kaufmann, der ejede bygningen.
ABcinema var blandt de første rigtige multibiografer i Danmark
og blev også lanceret som sådan.
Folketeatret og
Camera 2, der lå under
samme tag i Odense kom dog først
allerede fem år tidligere.
ABCinema blev hurtigt udvidet med to extra biografer - Bio C (1974) og Bio D
(1977) - og så skiftede biografen van til ABCinema+D. Bio D lå i nabobygningens kælder i det forhenværende Postens
Filateli, der var flyttet rundt om hjørnet til et lokale i Lavendelstræde. Adgang til
Bio D foregik via en lang
gang hvor man passerede nødudgangen til Grand
Teatret's Bio 1. Bio D eksisterer den dag idag under navnet
Gloria Biograf. ABCinema+D have 813 pladser fordelt imellem: Bio
A 194 carrygule pladser, Bio
B 389 røde pladser, Bio
C 110 blå pladser og Bio
D 120 brune pladser.
• Gå til galleri ABCinema+D, 1984
• Gå til galleri ABCinema+D
Facade, Teknik og Indretning 1980erne
• Gå til galleri ABCinema+D
plakatudstilling 1980erne
• Gå til galleri
Lysbilleder fra ABCinema+D & Cinema 1-8
Indgang lå til venstre for Palace Hotellet's "Butterfly Bar". Over
indgangsdørene hang en imponerende baldakin med biografens program og
fra omkring 1982/83 med
fire store sportlightbelyste plakatrammer der passede til amerikanske 3-sheet
plakater. På den røde front stod der "ABCinema" i hvide bogstaver. Meget
iøjenfalden. Til venstre for indgangen var der yderligere tre fag med
plakater. Det var samtidigt udgangsdørene fra Bio C. Publikum gik
igennem en lang foyer til billetkontoret, der var placeret i bunden af
foyeren ved toiletterne. På hver sin side af billetkontoret lå Bio A og Bio B. Fra
billetkontoret var der en trappe op til første sal hvor operatørrummet
lå. Adgang til de tre biografer A, B og C foregik i foyeren, hvor der
også var Toms Chokolade sliksalg.
|
Læs
mere her:
Cinema 1-8, København
Biografer på biografmuseet.dk
Biografer Oversigt
Danmarks 70mm og Storformat Biografer
Stoleplaner - Galle &
Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne
Biografpremierer
1911 - 2020
Film- og Kinoteknik
7OMM Film og De Store Formater
Todd-AO, - det
sensationelle filmsystem
Mine damer og herrer,
"Dette er Cinerama"!
"Windjammer" i
Cinemiracle
CinemaScope |
VistaVision
Super Technirama 70 |
Panacolor
Dimension 150 |
Sensurround
High-Impact
biografdesign
|
Bio
B set set fra bagerste række. Foto Thomas Hauerslev
På vej til billetkontoret passerede gæsterne store
rammer med
plakater for de kommende film. Plakat- og
billeddekorationer stod bl.a. Mette Schramm (Reprise
Teatret) og Regner Grasten for i de første
år. Senere udviklede det sig til store fantastiske
plakatdekorationer udført af
Per Jacobsen, der stod for alle plakatudstillinger i
Nordisk Film Biografer:
"Det
tog næsten hele ugen at skifte Palads, Tivoli, Imperial, Palladium,
ABCinema og Cinema. Og så facader fra torsdag kl 21.30 og så færdig ved
4-5 tiden fredag morgen. Stort arbejde, men det var hyggeligt."
ABCinema+D var også en af de første biografer der havde udklip af anmeldelser & omtale
af filmene hængene.
Bio
B havde Danmarks første filmspejlperiskop, der gjorde det muligt at placere
operatørrummet nærmest over på biografen. Med to spejles hjælp kunne man
"kaste" billedet ned i en skakt og fremad mod lærredet. Systemet blev tegnet på A/S Mikro Optik
og bestod af to spejle monteret i stor metalramme med nogle
justeringsmuligheder. Øverst foran maskinen sad et lille spejl, der
reflekterede billedet ned mod et større millimeter tyndt foliespejl, der reflektede billedet
frem mod lærredet. Det var ikke nogen idel løsning fordi spejlene bl.a.
blev støvede og kunne ikke rigtig holdes rene. Det var svært at stille skarpt
- især i
CinemaScope. Spejle some Bio B's eksisterede også i
Cinema 1 og Cinema 2 på den anden side af Rådhuspladsen.
Palads Teatret Bio 2, 3
og 5 havde også
spejlprojektion. Bio 5 var et periskop hvor lyskeglen blev løftet en
etage op.
En filmoperatør - eller filmilægger som de kærligt blev kaldt dengang -
løb rundt imellem de tre operatørrum dagen lang, og lagde film i
maskinerne, og sikrede at publikum fik en god oplevelse. Der skulle
skiftes format, stilles skarpt, og ventilationen
skulle checkes - var der for varmt eller koldt i biograferne. Var der
mange eller få mennesker denne aften? I kælderen under Bio A og Bio stod
ventilationsanlægget. Store maskiner med filtre, varme- og køleflader,
indsugning og udsugning. Kælderen var delt med hotellet og Grand Teatret,
der havde nødugange og operatørrum til Bio 4 og Bio 5.
|
|
Plakatudstilling
i juni 1984 ved billetkontoret. Bemærk den meget fine plakat for Paul
Bartel's kultklassiker "Eating Raul" / "En på Panden" og repremiere på Mel
Brooks Oscarvinder "Forår for Hitler" - med datidens danmarksrekord i grimt
plakatdesign.
A og B cinema's operatørrum lå på første sal hen over A cinema, og man kunne
mærke at det gyngede svagt en gang imellem når man gik rundt. I lokalet stod
en sofa og et skrivebord og et lille TV man kunne se DR på. Der blev lavet
mange lektier på vagterne. Det var et spolebord, og et make-up bord, til at
spole film af og på tallerkensystemet. Hvis man åbnede vinduet, endte man på
taget over B-cinema i en gård midt inde i Palace hotellet. På den anden side
af gården, kunne man banke på ruden og så kom filmoperatøren fra Grand
Teatret til syne. Det var Grands operatørrum til Bio 1, 2 og 3.
Billetkontoret var "bemandet" af
en eller to damer - eller "lugekoner", som de kærligt blev kaldt. På
gulvet var der et antal piccoliner til at lukke ind og ud før og efter
forestillingerne. De skulle også gøre rent i biograferne imellem
forestillingerne, og fjerne affald, checke
toiletter osv. Piccolinerne var typisk piger på 16 år. Når de blev 18 år
blev de fyret. Først midt i '80erne kom der også drenge i den gerning. En dagvagt gik
fra kl 11:30 - en halv time før første forestilling - til ca kl 17:30.
Aftenvagten mødte ca kl 17:30, og gik hjem efter sidste forestilling,
der typisk sluttede omkring midnat.
Når sidste forestilling var gået igang, og kassen var talt op af billetdamen,
gik operatøren ned og satte sig i billetkontoret på resten af vagten. Når
sidste film var slut skulle biograferne checkes, og lyset slukkes. Dørene
låses osv. Det var til tider kedeligt, hvis man ikke havde lektier, der
kunne laves, eller havde besøg af en ven. Ellers kunne man følge med i
filmene på små TV skærme og høre lydsporet. Et par gange om ugen kunne man
gå ud på Rådhuspladsen og se Tivoli's fyrværkeri. Nogle gange skulle der køres test af en ny film om
natten, og så sad man der helt alene i biografen og så en ny film. En gang
imellem kom skuespillere forbi for at se film, bl.a. Ove Sprogøe var en
regelmæssig gæst, men også berømtheder fra Hollywood som Donald Southerland,
instruktøren James L Brooks, Milos Forman og George Hamilton kom forbi
ABCinema+D.
|
|
Travlhed
i billetkontoret i efteråret 1986. Et stærkt program hvor der spilles
"Hannah og Hendes Søstre, "9½ Uge", "Kuk i Timeplanen" og "Borte med
Blæsten". Foto: Thomas Hauerslev
Oprindeligt startede forestillingerne hver fulde time skiftevis i A og B biograf.
Hen ad vejen blev spilletiderne normalt 12, 2:15, 4:30, 7 og 9:30 - fem
forestillinger dagligt, afhængigt af filmen spilletid. Før filmen var
der 5-10 minutter med reklamer, derefter et par forfilm, og derefter
hovedfilmen. Hele showet blev indledt af lysbilleder af kommende
attraktioner.
Lysbilleder blev vist fra en Kodak Carousel i hver enkelt
biograf. Lysbillederne blev skiftet jævnligt.
De første 10 år af biografens levetid viste ABCinema rigtigt mange gode solide
Amerikanske film som f.eks "The Way
We Were", "Saturday Night Fever", "Grease",
"Op i Røg", "Kramer vs. Kramer" og "Tootsie". ABCinema
viste også "All that Jazz", nogle af Mel Brooks' film og mange kavalkader med
Den Lyserøde Panter.
En af ABCinema's største successer var Milos Forman's fantastiske
"Amadeus", der
blev vist i 17 måneder! ABCinema var
en god forretning lige i hjertet af hovedstaden.
I sommeren 1983 købte Nordisk Film alle Sandberg's
København's
Stjernebiografer og ABCinema blev en
del af Nordisk Film
Biografer familien.
Nu kom der nye øjne på problemet med spejlet og billedkvalitet i Bio B,
Den gamle og meget solide Bauer B11 blev udskiftet med en mere moderne
Bauer U4, der med den indbyggede objektivrevolver selv kunne skifte
format. Billedet blev desværre ikke nævneværdigt bedre, så Dansk Biograf
Teknik skiftede hele spejlteleskopet i håb om en markant forbedring.
Indsatsen forblev resultatløs og der var radikale ideer fremme om at flytte
Bauer maskinen ned i salen, men det blev anset for at være for
bekosteligt. I udgangpunktet var Bio B i den gamle natklub slet ikke
egnet til at være biograf.
"Mit Afrika"
havde danmarkspremiere i
Imperial Bio i februar 1986. Det blev en
kolossal succes og filmen spillede for fulde huse i 9 måneder. I
sommeren 1986 blev det foreslået at indstallere 70mm i Bio A, så
"Mit
Afrika" kunne køre videre i 70mm i ABCinema. Nordisk Film Biografer
gik entusiastisk med på ideen. I oktober måned blev der byttet et
Kinoton ST200 Non-Rewind med et ST270 Non-Rewind tallerkensystem, som
oprindeligt kom fra
3
Falke Bio, imellem Bio A og Cinema VI på den anden side af
Rådhuspladsen. En brugt Bauer U3 70mm maskine fra
Imperial
i Fruens Bøge på Fyn blev opstillet i Bio A som maskine 2 om natten efter
den 30. oktober 1986.
Om fredagen den 31. oktober 1986 fik "Mit Afrika" premiere i ABCinema+D i 70mm.
For første gang i mange år åbnede der en 70mm biograf i København og forventningerne var høje.
Skuffelsen var desværre heller ikke til at komme uden om idet publikum svigtede
fuldstændigt. Til sidste forestilling i Imperial Bio aftenen før sad der
700 mennesker, og til første forestilling i ABCinema sad der blot fire pensionister.
|
|
"Borte
Med Blæsten" i 70mm i Bio A - set ud igennem projektionsruden,
imens Bauer U3 reflekteres. Foto Thomas Hauerslev
• Gå til galleri ABCinema+D 70mm i A
Cinema, 1986
• Gå til
Biografmuseet's Historie om 70mm film og De Store Formater
Der var betydelige problemer med Bauer U3 maskinen. Tonehovedet var så
slidt at magnetlydsporet ikke kunne afspilles korrekt.
Tonehovedet virkede istedet som en slags høvl, der fræsede
magnetbelægningen af. Filmstrimmel kom op og "ride" så der var meget dårlig kontakt til tonehovedet. Aflysninger
prægede de første mange forestillinger. Efter 14 dage gik filmen af, og blev
erstattet af en meget falmet 70mm kopi af "Borte Med Blæsten". Efter kort
tid blev også den kopi fjernet. Dagen efter fremskaffede filmselskabet UIP en 35mm kopi med farver. Filmen blev derefter kørt i
normalformatet i Bio A. Fra den ene yderlighed til den anden. I 1987 kørtes en
Meryl Streep kavalkade, hvor "Mit Afrika" / "Out Of Africa" dukkede op igen i
70mm.
Derefter var det slut med "bredfilm" i ABCinema. "Mit Afrika" 70mm kopien
findes endnu og er senest vist i
Gentofte
Kino i 2021. "Borte
Med Blæsten" 70mm kopien blev aldrig vist igen og blev skrottet i juni 1990.
Nordisk Film Biografer genlancerede ABCinema i 1986 med nyt logo og ny
biografprofil. Nu skulle de fire biografer konkurrere med Grand Teatret og
vise flere kunstnerisk film. Desværre gik det ikke særligt godt på den lange
bane, og mange film kom der ikke mange gæster til.
Blandt de sidste rigtigt store successer var "9½ Uge", "Farligt Begær",
"Platoon" og "Hvide Nætter". Ændringer i filmdistribution og
åbning af Scala Biograferne betød at
Nordisk Film Biografer måtte gøre noget radikalt.
ABCinema+D lukkede 31. marts
1989. Den sidste aften var der fire filmoperatører på arbejde til at passe
maskinerne. Det blev lukket og slukket med manér med gamle kollegaer,
der kom forbi for at få den sidste øl i ABCinema. Efterfølgende blev maskiner
og teknik demonteret og genbrugt her og der i andre af Nordisk Film's
mange biografer. Bauer U3 maskinen
endte i Palads
Teatret's Bio 9 hvor den senere kom til at spille
"Lawrence af
Arabien". De bedste stole blev anvendt i Cinema 1-8. I foråret 1992
blev lokalerne ombygget til et Ripley's museum med en iWERKS
Motion
Master 70mm biograf.
Bio D blev ikke demonteret, men i stedet blev foyeren ombygget og biografen
omdøbt til "Biffen". Nordisk Film brugte lokalet til særforestillinger i
nogle år.
Filmselskabet Gloria overtog Biffen og genåbnede biografen som
Gloria Biograf den 3. marts 1995.
|
|
Tegning
over ABCinema+D, samt Grand Teatret, Bio 1, 2 og 3. Bemærk de ringe
toiletforhold for kvinder i ABCinema+D.
ABCinema+D var et godt sted at arbejde. Der blev knyttet venskaber,
bekendtskaber og meget andet, imens der blev arbejdet hårdt, set masser af
film, lavet mad, drukket øl og festet. Publikum var naturligvis det
vigtigeste. Uden publikum, ingen biograf, så det er vigtigt at de føler sig
godt tilpas. Det var sjovt med de store successer og masser af mennesker. Et
af de gyldne øjeblikke for en filmoperatør var klimaxet i "Farligt Begær"
med Michael Douglas og Glen Close. En stor fornøjelse at høre en fyldt
biograf SKRIGE af forskrækkelse lige i det øjeblik hvor Glen Close rejser
sig op fra badekarret. Jeg havde skruet HELT op for lyden lige i det øjeblik
det skete. Blot et par sekunder gjorde en stor forskel, og det giver mig
gåsehud at tænke på det idag.
Direktør
Henrik Sandberg ABCinema A/S (73- )
Gerhard Petersen ( -83)
Nordisk Film A/S (83-89)
70mm Maskiner
Bauer U3
Billet telefon
01 14 53 52 (73-89)
Pladser Bio A 70mm
189 (74-89)
|
|
|
|
• Gå til
Biografer på biografmuseet.dk |
Biografer Oversigt
• Gå til København |
Omegn | Nordsjælland |
Vest, Midt & Syd
• Gå til Bornholm |
Møn,
Bogø, Lolland & Falster
• Gå til
Fyn, Langeland, Thurø,
Tåsinge & Ærø
• Gå til
Sydjylland |
Midt-Vest | Øst |
Nord
• Gå til mere om ABCinema
|
|
|
|
|
|
• Gå til
Erindringer fra ABCinema+D, København |
|
Gå:
tilbage
- op
Opdateret
mandag, 01 januar 2024 18:12:14 |
|
|