| |
Delta Bio / Delta, København |
Tilbage til
forsiden
|
Skrevet af:
JG, biografmuseet.dk |
Dato:
01.10.2021 |
DELTA BIO / DELTA
Kompagnistræde 19
Åbnet 11. juni 1977
Lukket 28. marts 1993
Delta åbner på Kompagnistræde 19 lørdag den 11. juni 1977. Biografen har taget
navnet med sig fra Magstræde, hvor biografens ejer, filmfotograf og instruktør
Jesper Høm, tidligere har haft til huse i den sal, der i dag kendes som
Husets Biograf. Delta var oprindelig åbnet i 1973 i ’Huset’ på Magstræde. Efter et par
år med efterhånden rigtig god succes, især med Hasse & Tages svenske
”Æblekrigen”, syntes forholdene for små og Høm så sig derfor om efter et større
lokale. Det fandt han så ikke langt derfra i Kompagnistræde, hvor også biografen
blot med navnet Cafe Biografen også var åbnet tre år tidligere, i 1974.
Kompagnistræde 19 på hjørnet af Knabrostræde er en gammel bygning opført som tre
huse med fire etager og kælder i 1797-1798. Hjørnehuset er særligt
karakteristisk ved at have et rundt hjørne, hvilket først blev normalt på
bygninger i København efter englændernes bombardement i 1807. Huset er i 1977
helt nyrestaureret og biografens indgang bliver netop fra hjørnet, mens salen
bliver placeret i baghuset. Biografens navn og plakatskab pryder på hver side af
indgangen med den aktuelle titel ovenfor. I både Knabrostræde og Kompagnistræde
hænger et lille BIO-skilt vinkelret og vidner om den nye biograf.
I Café-biografen var caféen en del af selve biograflokalet. I ’Huset’ var
serveringen placeret andre steder i bygningen og i
Vester Vov Vov, som var
kommet til i 1975, blev caféen først udvidet til den, vi kender i dag flere år
senere. Delta i Kompagnistræde blev den første biograf, hvor servering i foyeren
var en integreret del af biografoplevelsen. Hele højre side af stueplanet er et
åbent rum ned til kælderetagen, hvor pandekage-restauranten ’Café Smukke Marie’
holder til. Navnet er hentet fra Jacques Beckers franske filmklassiker ”Smukke
Marie” fra 1952 med Simone Signoret i titelrollen og hvor må der have duftet
skønt! Billetsalget foregår indenfor indgangen i venstre side af foyeren. For
enden af gangen med udsigten og trappen ned til restauranten går man til venstre
og ind i biografsalen, der er stor og rummelig med grå-hvidkalkede vægge. Der er
blot 154 pladser, men alle er superlækre luksusstole i alle regnbuens farver med
fortrinlig benplads mellem rækkerne. Salen har en kraftig hældning og der er
dermed ingen problemer med udsynet. Det er der ellers i det gamle Delta og i så
mange øvrige biografer på det tidspunkt.
|
Læs
mere her:
MIX COPENHAGEN -
Festival af nødvendighed
Biografer på biografmuseet.dk
Biografer Oversigt
Danmarks 70mm og Storformat Biografer
Stoleplaner - Galle &
Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne
Biografpremierer
1911 - 2020
Film- og Kinoteknik
7OMM Film og De Store Formater
Todd-AO, - det
sensationelle filmsystem
Mine damer og herrer,
"Dette er Cinerama"!
"Windjammer" i
Cinemiracle
CinemaScope |
VistaVision
Super Technirama 70 |
Panacolor
Dimension 150 |
Sensurround
High-Impact
biografdesign
|
Delta
Bio i
Kompagnistræde 19 . Foto: Thomas Hauerslev
Biografens åbningsprogram er danmarkspremieren på Dusan Makavejevs udfordrende
”Sweet Movie”. Denne instruktør har Høm et helt særligt forhold til, idet denne
også åbnede det oprindelige Delta med sin lidt ældre ”Organismens mysterier”.
Høm står også selv for distributionen af den nye film og hans kone hjælper til
med den daglige drift. Den søde film trækker lidt nysgerrigt publikum til
biografen henover sommeren, men suppleres allerede efter kort tid med øvrige
titler. Den 15. august har biografen premiere på en lige så usædvanlig tysk
film. Det er Alexander Kluges ”Den stærke Ferdinand” fra Dan-Ina Film, som ikke
bliver nogen succes overhovedet. Så går det bedre i september, hvor
Dagmar's
Henning Carlsen giver Delta premiere på Rainer Werner Fassbinders ”Kinesisk
roulette”. I september præsenteres også en ungarsk filmuge og nogle måneder
senere tillige en rumænsk.
Den 10. november får man sågar en premiere fra Columbia-Fox. Det er ovenikøbet
med Alain Delon i hovedrollen i Joseph Loseys krimidrama ”Mr. Klein”. De store
distributører forsøgte også at se biografen an. Det gik ikke særlig godt, men
alligevel giver filmselskabet året efter Delta Bio endnu en chance med Martin
Ritts ”Hvor er Amerika?”. Filmen bliver forunderligt godt modtaget af pressen og
publikum udebliver på lige så forunderlig vis. Det er ganske sælsomt.
I begyndelsen af 1978 fejler premiererne helt, da Miroslav Jokics jugoslaviske
”Fire dage før døden” blot spiller fem dage for sammenlagt 24 tilskuere! I
Politiken kalder Herbert Steinthal filmen for ’en af sæsonens bedste film fra
østlandene’. På programmet er også Schlöndroff og von Trottas tyske ”Katharina
Blums tabte ære”, som man har langt bedre held med. Denne har allerede haft
repremiere måneden forinden på baggrund af at have spillet i måneder for
udsolgte huse i Århus og Odense. Seks dage efter premieren er ”Den spanske ravn”
fra Dagmar erstatning for den jugoslaviske. Det er utvivlsomt Høms kompromisløse
vilje til at premiereføre det allermest udfordrende og usædvanlige, der
resulterer i, samtlige hans succesfulde titler på programmet den første lange
tid alle kommer fra øvrige biografer. Et lyspunkt når han dog sidst i januar, da
den brasilianske ”Xica de Silva” fra Dagmars filmdistribution bliver en fin
succes, men den får også vældig flot og fyldig omtale i dagspressen. I dette
tilfælde faldt tingene i hak mellem pressen, Delta og publikum.
Den 31. marts 1978 har Delta premiere på en ny Arnold Schwarzenegger-film. Nej,
det er ikke fordi, Jesper Høm ikke længere er ved sine fulde fem, men den er
skam god nok: Det er selvfølgelig Scwarzeneggers body building-film ”Pumping
Iron”, der på dansk får titlen ”Sagen er bøf”. Muskeltræning bliver et hit og
filmen sælger 18.000 billetter i Danmark og først efter denne får Arnold sin
stjernekarriere på det hvide lærred m.v.
En repremiere på Marx Brothers i ”En nat i Casablanca” med ny filmkopi i oktober
1978 gør også pæn lykke. Komedie var måske noget, der lå til Delta, selv om
koblingen ikke lå lige for. I alle tilfælde lykkedes også den skøre ”Gizmo” om
forskellige tossede opfindelser i århundredet at samle rigtig mange publikummer
i biografen gennem fire måneder fra den 24. februar 1979. Der har alligevel ikke
været nok at grine ad for Høm. Han opgiver at drive biografen videre i
sensommeren 1979. Fra 8. juli til 12. august holder biografen sommerferie og
genåbner så mandag den 13. med repremiere på den brasilianske ”Ogums amulet”.
Den lanceres som en premierefilm, men i virkeligheden er det samme film, Høms
tidligere Delta havde vist som ”Amuletten” i 1976. Der kommer så godt som ingen
til filmen, hvorefter Høm kaster håndklædet i ringen og lukker biografen. Det
sker sandsynligvis allerede en uges tid efter amulettens genkomst, men biografen
annoncerer fortsat for samme program helt til midt i september. Det er dog helt
utænkeligt, filmen skulle have spillet så længe og som eneste program.
Biografen genåbner allerede den 1. december 1979. Det er med Henriette Sørensen
fra filmtidsskriftet Tusind Øjne og Jes Kølpin, der også driver
Bellevue Teatret, som nye ejere. Man havde overvejet at bygge salen om til to, men den
tanke opgav man igen. Til gengæld får biografen nu officielt navnet ’bio’
påklistret således, Delta nu er Delta Bio. Det navn kommer også op over døren,
der tidligere har reklameret med biografens repertoire på en ’streamer’ hele
vejen rundt om hjørnets indgangsparti.
Delta Bio lægger ud med premiere på Robert M. Youngs ”Alambrista – den
illegale”, som dog fejler totalt uanset halvanden måneds spilletid. Som et nyt
tiltag viser man som supplement til Det Danske Filmmuseums biograf på
Christianshavn, der er forbeholdt medlemmer, gratis kortfilm for alle fra
Statens Filmcentral onsdag og lørdag formiddag. Til en begyndelse som en
forsøgsperiode men det ender med at blive permanent. Dertil vises mange
særforestillinger for skoler og børnehaver. Man indretter også café i biografens
foyer i stueetagen som supplement til ’Smukke Marie’, der fortsætter i
kælderen. Biografsalen pilles der ikke ved.
|
|
Billet
fra 31.01.1988 "West Side Story"
Kølpin kaster sig ved samme lejlighed også over filmdistribution, sådan som så
mange andre af hans biografkolleger har gjort gennem årene. Det sker, da Kølpin
etablerer Bellevue Film navngivet efter biografen i Klampenborg. Her skaber han
en ganske uventet sensation, da Fons Rademakers hollandske ”Max Havelaar” vises
næsten halvandet år fra premieren den 23. august 1980 og bliver set af knap
50.000 mennesker på landsplan. De fleste så den i Delta Bio, som herefter
blomstrer voldsomt op. Året efter følges succesen op med Alain Resnais’ ”Min
onkel fra Amerika” med Gérard Depardieu, der får premiere den 19. marts 1981.
I september 1981 giver han sin canadiske ”Byen tørlægges” til
Alexandra, der er
genopstået for en kort bemærkning under Jacob Holdts ledelse. Den film bliver
såmænd Alexandras sidste premiere for det voksne publikum. Der kommer desværre
ikke noget økonomisk godt ud af tjenesten, så sine senere film holder Kølpin
alle i eget hus. Grand er dog undtagelsesvist med på ”Og skibet sejler” i 1985,
men her er det trods alt også Fellini i instruktørstolen.
Samarbejdet med Statens Filmcentral om de gratis filmvisninger fortsætter med
stor succes og længere danskproducerede film får også premiere. Det gælder
således den i tiden vældigt omdiskuterede ”Historien om Kim Skov” om mobning i
skolen. Et tema, de færreste film havde belyst før 1981. I forlængelse af
ovenstående er det naturligvis også Delta Bio, der den 30. juni 1982 har
premiere på Lars von Triers 57 minutter lange filmskole-afgangsfilm,
”Befrielsesbilleder”. Det er første gang, en dansk filmskole-film får officiel
danmarkspremiere og den er på programmet i 14 dage.
Den 20. august 1982 har Delta Bio sammen med Dagmar premiere på Louis Malles
”Atlantic City” fra Europa Film. Efter ”Max Havelaar” har de større
distributører igen åbnet det ene øje for biografen. I 1983 vises ”Besat af en
drøm”; filmen om Werner Herzogs strabadser med tilblivelsen af ”Fitzcarraldo” og
dennes hovedrolleindehaver, Klaus Kinski. I foråret 1985 er en af premiererne
”Forårs-symfonien” med datteren, Nastassja Kinski, fra Warner-Metronome. Den
skulle have haft premiere i Dagmar, men her var man løbet ind i en akut
filmforstoppelse, så Delta Bio fik fornøjelsen i stedet. Den 7. juni 1985 har
Delta Bio repremiere på ”West Side Story” fra UIP. Det bliver en nydelig succes
henover sommeren, hvor den vises i over tre måneder. I disse år ligger biografen
dermed halvt om halvt på linje med profilen i Grand og Dagmar. Faste
midnatsprogrammer i weekenden midt i 1980’erne er ”Blade Runner” om fredagen og
”Diva” om lørdagen i hyggelig konkurrence med ”Rocky Horror Picture Show” i
Klaptræet.
|
|
Delta
Bio i Kompagnistræde, 1977
Den 6. september 1986 har ”Historien om Harvey Milk” premiere. Det er en
Oscar-belønnet dokumentarfilm af Rob Epstein om Harvey Milk, der var amerikansk
politiker og den første homoseksuelle mand, der blev valgt ind i San Franciscos
byråd. Filmen handler om hans liv og mordet på ham. Dokumentarfilm i
spillefilmslængde var et sjældent syn på det almindelige biografrepertoire i
1980’erne, hvis det ikke var udprægede musikfilm. ”Harvey Milk” skriver sig
interessant ind i Delta Bios historie på den måde, at dens tema også blev
kendetegnende for nye strømninger, der kom til i årene efter; nemlig filmene med
homoseksuelle temaer. Det var også Delta Bio, som i 1986 i samarbejde med
Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske lagde hus til Danmarks første Gay &
Lesbian Film Festival, som har eksisteret lige siden. Nu med navneforandring til
at omfatte alle seksuelle minoriteter.
”Historien om Harvey Milk” blev kun set af relativt få, men den 6. februar 1987
kunne Stefan Henszelmans danske ungdomsfilm med bøsse-problematik, ”Venner for
altid”, ses i både Palads,
CINEMA 1-8 og Delta Bio. ”Venner for altid” var en
længere spillefilmsudgave af Henszelmans novellefilm ”Venner Forever”, der var
blevet præsenteret i netop Delta Bio under ’Ung 85’-projektet i august 1985.
Spillefilmsudgaven blev en stor publikumssucces med 218.000 billetter og blev
også tilforladeligt accepteret af anmelderne. Med Morten Stig Christensen som
blikfang i en central rolle fik publikum øjnene op for film med kærlighedstemaer
på tværs af normerne. Måneden efter havde Stephen Frears engelske ”Mit smukke
vaskeri” premiere i Grand og solgte over 28.000 billetter, hvilket var særdeles
nydeligt for en art-film. Den danske fik så langt den største succes i
mainstreambiograferne, men Delta Bio kunne tage sin del af æren.
I 1988 dropper Kølpin at drive filmselskabet videre. Sidste premierer er et par
ret usædvanlige titler for Delta Bio, nemlig en tysk gyser med titlen ”Out of
Order” om en ondsindet elevator og Paul Reubens i den amerikanske komedie
”Pee-wees Big Adventure”. Den er dog instrueret af en mand ved navn Tim Burton.
Majken Gilmartin er daglig leder for Kølpin i perioden 1988-1991. Der vises i
denne periode rigtig mange musikfilm, bl.a. en række koncertfilms-premierer.
Flere af dem er ganske unikke. Blandt disse film er ”Eurythmics: Savage”, ”Roy
Orbison & Friends”, ”Gary Moore & the Midnight Blues Band”, ”Roxy Music: Total
Recall”, ”Annie Lennox, Diva” og en film med Elvis Presley fra 1968, der ikke
tidligere har været vist i normalt program i de danske biografer: ”Elvis - 1968
Comeback Tour”. Filmselskabet AB Collection har i samme periode premiere i Delta
Bio på nogle af deres film med smallere art-profil.
Over en bred kam skrumper premiererne i årene omkring 1990 ind til at være meget
smalle titler, der også ender med at blive set af meget få mennesker. Den danske
roadmovie ”Opbrud” fra Obel Film instrueret af Claus Ploug havde eksempelvis
premiere den 15. april 1988. Ikke kun i Delta Bio men også i Palads foruden
biografer i Århus og Odense. Ugen efter spillede den i nul biografer. Filmen
blev sammenlagt set af 160 mennesker. På premiereaftenen kom der fx ikke én
eneste i Palads. Andre danske film fejler også fælt, bl.a. ”Sangen om
kirsebærtid” og ”Perfect World”, der er en af Peter Aalbæk Jensens første film
som producent. Denne sælger 69 billetter i 1990. I en periode indgås et
samarbejde med Anne Fabricius-Bjerre i Dagmar om ’Dagmar i Delta’. Dagmar har
fået slået to sale sammen og er derfor en sal i underskud, hvilket man forsøger
at kompensere med ved at benytte Delta Bio som udstillingsvindue. Samarbejdet
virker et års tid.
|
|
Kompagnistræde 19.
23. september 2021. Foto: Thomas Hauerslev
I 1990 er Gilmartin sammen med Peter Refn, daværende direktør i Grand Teatret og
Kim Foss, nuværende direktør i Grand Teatret, nogle af hovedkræfterne bag
opstarten af Natfilmfestivalen, der bliver en øjeblikkelig succes. Festivalen
sponseres bl.a. af bryggeriet Carlsberg og sloganet ’Natten er sort som guld’
efter bryggeriets ølmærke. I de kommende år bliver Natfilmfestivalen en hel
institution og tegnes særligt af Kim Foss og Andreas Steinmann. Konceptet var at
vise film hele natten i de københavnske biografer, men konceptet blev også
udvidet til andre byer. Det er film, der for de flestes vedkommende ellers ikke
vil blive vist og der er rigtig mange vanvittig interessante titler imellem.
Japansk horror ser eksempelvis et dansk biograflærred for første gang her og der
kunne skrives sider om øvrige geniale tematiske filmvalg. Konceptet ændrede sig
med årene til at ligne en filmfestival i international målestok med visningerne
placeret indenfor de traditionelle spilletider i dag- og aftentimerne. På sigt
blev festivalen (dybt beklageligt) opslugt og indlemmet i øvrige festivaler, der
opstod i kølvandet. I dag er det CPH PIX og CPH DOX, der tegner Danmarks
filmfestivaler, men Natfilmfestivalen var først. Delta Bio var naturligvis med.
I september 1991 sælger Kølpin Delta Bio til Filmarbejderforbundet, hvor netop
Kim Foss bliver ny direktør sammen med Jørgen Westergaard som kunstnerisk leder.
Westergaard har tidligere drevet
biograf
i Nørresundby ved Ålborg. Man
involverer sig også i café-driften. Programmet vil fortsætte som hidtil med
mange filmfestivaler også udover Natfilm. En økonomisk mundfuld med den nye
konstellation var imidlertid, at der nu var indtil flere daglige ledere om at
varetage driften. Det sammenholdt med de øvrige udgifter til personale, husleje
og filmleje m.v. var mere, end biografens økonomi kunne bære. Tiden blev noget
stormomblæst og efter mindre end et år stod Westergaard tilbage som eneste
tiloversblevne fra opstarten. Man er heller ikke bedre hjulpet af, at 1992
bliver det mest rædselsfulde år i dansk biografhistorie (før corona-æraen) med
kun 8,6 millioner solgte billetter.
Delta Bio lukker søndag den 28. marts 1993. Filmene på programmet sidste dag var
kortfilmene ”Manhattan Cityscape” og Morten (Master Fatman) Lindbergs
”Gayniggers from Outer Space” samt Nils Malmros’ ”Kærlighedens smerte”, Gary
Sinises ”Mus og mænd” og Ridley Scotts ”Blade Runner”, et af biografens
stamprogrammer, som allersidste forestilling.
Al biografens inventar bliver sat til salg, men ’regnbuestolene’ blev stående
for en tid. Siden 1998 har der været ’Comedy Zoo’ i Delta Bios gamle sal. De
gamle sofastole og lærredet er væk. Nye caféstole og borde er sat op på rækkerne
foran en ny scene. Ellers har lokalet fortsat sit ’rå look’ og er dermed et
perfekt lokale til stedets nye tilværelse som stand-up scene. I bedre tider kan
man også hygge sig med vådt og tørt på gaden ude foran. Egentlig ligner stedet
sig selv. Blot er der ikke længere biograf i Kompagnistræde.
|
|
• Gå til
Biografer på biografmuseet.dk |
Biografer Oversigt
• Gå til København |
Omegn | Nordsjælland |
Vest, Midt & Syd
• Gå til Bornholm |
Møn,
Bogø, Lolland & Falster
• Gå til
Fyn, Langeland, Thurø,
Tåsinge & Ærø
• Gå til
Sydjylland |
Midt-Vest | Øst |
Nord
• Gå til mere om Husets Biograf /
Delta / Luna / Græshoppen / Biografen i Huset
|
|
|
|
|
|
• Gå til Delta Bio / Delta |
|
Gå:
tilbage
- op
Opdateret
mandag, 01 januar 2024 18:12:53 |
|
|