Alexandra Teatret / Nygade Teatret, København |
Tilbage til
forsiden |
| Skrevet af: JG, biografmuseet.dk | Dato: 01.10.2021 |
 ALEXANDRA TEATRETNygade 3 Åbnet 23. februar 1924 Lukket 30. september 1940 Samme sted og lokaler: NYGADE TEATRET Benyttet som levende teater 1941-1958 Delvist i drift som biograf fra 1946 Ordinær biografdrift fra 7. november 1958 Lukket 30. december 1986 Adressen Nygade 3 på Strøget i København har en virkelig spændende historie. I sammenhængen her handler det om kulturhistorie og i særdeleshed biografhistorie. Dertil kommer så et kapitel med teaterhistorie. Derudover rummer adressen en dramatisk filmdistributionshistorie og sågar tekstningshistorie, da der også er tekstet biograffilm i huset, mens de sidste 34 år er en væsentlig mere anonym og kedelig historie. Når man nu elsker film og biografer. Det er et af de få steder, hvor der med mellemrum har været biograf to gange. Det hele begyndte i 1924, hvor Hjalmar Davidsen havde fået bevillingen til den nyopførte biograf. Davidsen havde oprindelig fået sin første biografbevilling til Kosmorama i 1908 efter Constantin Philipsen. Han prøvede uden held fra 1915 at få flyttet sin bevilling, men det lykkedes ham først i 1922 at få den flyttet over til Det Lille Teater på Vesterbros Passage (det nuværende Vesterbrogade). Da var Kosmorama blevet alt for lille og utidssvarende. Allerede to år efter var det igen flyttedag for Davidsen. Navnet på den nye biograf blev Alexandra Teatret. Ligesom Metropolteatret (som rigtig biograf) var flyttet fra Mikkel Bryggers Gade i det nuværende Grand til Strøget, havde biografen taget navnet med sig. Navnet ’Alexandra Teatret’ fandtes allerede i historiebøgerne, da skuespillerinden Betty Nansen i 1917 købte dette teater, som oprindelig hed Frederiksberg Morskabsteater, siden blot Frederiksberg Teater for derefter at blive til Alexandra Teatret i 1915. Da Nansen overtog, navngav hun det efter sig selv. Alexandra-navnet var dermed blevet ledigt. I 1941 forsøger Betty Nansen i øvrigt at få bevilling til en biograf omme bag sit teater, men får afslag. |
Læs
mere her: Nygade Teatret, København Biografer på biografmuseet.dk Biografer Oversigt Danmarks 70mm og Storformat Biografer Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne Biografpremierer 1911 - 2020 Film- og Kinoteknik 7OMM Film og De Store Formater Todd-AO, - det sensationelle filmsystem Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"! "Windjammer" i Cinemiracle CinemaScope | VistaVision Super Technirama 70 | Panacolor Dimension 150 | Sensurround High-Impact biografdesign |
 Alexandra
Teatret på Nygade i 1924.Alexandra Teatret havde ved åbningen den 23. februar 1924 plads til 487 gæster fordelt på gulv og balkon. Åbningsforestillingen fandt sted kl. 14 og filmen var det danske lystspil ”Kærligheds-øen” produceret af Nordisk Film med Karina Bell og Gunnar Tolnæs i hovedrollerne. Distributøren var Fotorama, som også ejede og havde kontor i bygningen og det vender vi tilbage til. Aften forinden var biografen vanen tro indviet ved en særforestilling for et indbudt publikum. Blandt gæsterne sås Johan Ludvig Heiberg. Bodil Ipsen fremsagde en prolog af Hans Hartvig Seedorff, hvorefter man i levende billeder kom jorden rundt i ti minutter afsluttende i kønne, danske landskaber. Aftenens film var forpremiere på åbningsprogrammet. Alexandra Teatret blev betragtet som et af byens kønneste teatre. Arkitekterne var Valdemar H. Hammer, Jens Nielsen og Marx Ishøj. Biografen havde et relativt smalt indgangsparti førende hen til billetkontoret. Herefter kom man ad en lille marmortrappe fra vestibulen ned til foyeren med dørrelieffer af billedhugger Svend Rathsack, som symboliserede menneskets forskellige sindsstemninger. Inde i salen var de nederste dele af væggene terracotta-farvede, mens den øverste del var holdt i blåt. Det samme var loftet, hvor store måner lyste. Inde under balkonen havde loftet imidlertid guldfarve. Fortæppet var bronzefarvet og over prosceniet kunne man læse inskriptionen ’Det tavse sprog er ofte det mest talende’. Til højre er der på gulvet tre udgangsdøre mod gården, der gennem en passage fører ud til Nytorv. ”Kærligheds-øen” holdt sig på plakaten i tolv dage. Næste program blev den franske ”En karnevalsnat”, som vistes i syv dage. Også denne kom fra Fotorama. Det gjorde den næste også og det blev faktisk hurtigt sådan, at så godt som samtlige film på lærredet i Alexandra Teatret kom fra Fotorama. Det samme gjorde sig gældende i Vesterbros Teater, hvor repertoiret var et ganske andet. Fotorama var på det tidspunkt en af de førende distributører i Danmark. Selskabets film kom også op i andre biografer, de allerstørste gerne på Palads Teatret, når der var plads. Palads havde mange flere pladser, men spillede typisk kun én aftenforestilling i stumfilmens dage, hvor der var stort og kostbart husorkester tilknyttet. Alexandra Teatrets kapacitet var markant mindre. Til gengæld spilledes der daglige fra kl. 14, ofte hver halvanden time. Søndag fra kl. 16. Der skulle være vandtætte skodder mellem filmdistribution og biograf, men som mange værker har redegjort for, forholdt virkeligheden sig anderledes og Fotorama leverede den ene film efter den anden til Alexandra. Filmene måtte dog siges at være af en generelt meget høj kvalitet og fik ofte de smukkeste roser med på vejen af pressen. Så fulgte publikum også gerne med og det blev hurtigt sådan, at filmene holdt sig længere og længere på plakaten. Det betød på et tidspunkt, at andre biografer fik en chance, de nok ellers aldrig ville have fået; bl.a. Colosseum på Jagtvej, da Alexandra Teatret på et tidspunkt ikke havde plads. |
|
 Alexandra
Teatret på Nygade i 1924 - balkon.Faktisk var Alexandra Teatret fra midt i 1920’erne og først i 1930’erne den mest respekterede mindre biograf i byen. Intet kunne trumfe Palads eller Kino-Palæet og nok ej heller World Cinema som de tre biografer, alle så mest op til, men hvor Grand Teatret, som heldgivis fortsat eksisterer i Mikkel Bryggers Gade i 2021, startede ud med en mere løs profil, var det i stumfilmens sidste og tonefilmens første år Alexandra Teatret, der var byens førende art-biograf. Dengang kaldte man disse film ’kunstfilm’. Endda var det jo en såkaldt ’strøgbiograf’, en betegnelse, der kendetegnede alle biograferne på og omkring Strøget i Middelalderbyen og strøgbiograf var som udgangspunkt ikke helt så fint som de førnævnte store biografpaladser. Blandt 1920’ernes store succeser i Alexandra kan nævnes den italienske ”Messalina” fra 1923. Ukendt i dag men dengang en storfilm med kulisser og spektakler i stil med ”Ben-Hur”. Filmene var ofte europæiske, gerne tyske eller italienske, men der var også enkelte danske og amerikanske på programmet. Harold Lloyd var en kær gæst på Alexandras lærred, når biografen bevægede sig over i det mere spøgfulde repertoire. I 1931 havde biografen publikumsrekord med den første tyske version af ”De tre fra Benzintanken” (og jo, det er den historie). På samme tid havde Lloyd holdt flyttedag og haft premiere i Kino-Palæet, hvor 55.000 så filmen på de første elleve dage. Det kunne biografpaladset lige over kommunegrænsen til Frederiksberg kun præstere, fordi de havde udvidet kapaciteten fra de da vanlige to (aften)forestillinger til nu fem om dagen undtagen søndag, hvor helligdagsreglerne forhindrede i at åbne før kl. 16. Alexandra Teatret måtte bruge mange flere uger på at nå samme resultat på grund af den mindre kapacitet. Men succes, det var det! Det samme havde den tyske ”Valsedrømme” fra 1925 med Willy Fritsch også været fem år tidligere. Den holdt sig på programmet knap fem måneder, hvilket var helt usædvanligt på den tid og filmen opnåede to repremierer i biografen de efterfølgende år. I 1930 holdt den ligeledes tyske ”Drømmenes vals” sig på programmet i tre måneder og i 1931 blev det til fire for ”Kongen danser”, som også var tysk. Film med valse- og Wien-temaer var umådelig populære på den tid. |
|
 Nygade
3. 7. oktober 2021. Foto: Thomas HauerslevDet var Alexandra Teatret, der i 1930 lagde lærred til ”Den Blå Engel” med Marlene Dietrich og Emil Jannings. Endnu en tysk succes og nu var der kommet tonefilm til, hvilket ændrede repertoirerne markant. Ikke kun i Alexandra Teatret men alle steder. Måske endda særligt i biografer som Grand Teatret, der tydeligvis begyndte at finde sig bedre tilrette med artfilmene og snart så godt, at større kunstnerisk anlagte titler begyndte at få premiere her. Grand havde også den fordel at have flere pladser til rådighed. Alexandra beholdt sin profil uforandret med europæiske, amerikanske og nordiske film suppleret med en enkelt russisk. I 1933 var biografens trofaste filmleverandør på vej i uføre. Det var kommet frem, at Fotorama (som mange andre distributører, i øvrigt) havde dikteret biograferne i provinsen, hvilke film de kunne vise og, blev det påstået, forsøgt at påtvinge dem tyske propagandafilm. Fotorama havde nemlig på dette tidspunkt udlejningen af filmene fra det store tyske filmselskab UFA. Hjalmar Davidsen måtte offentligt proklamere, at han intet havde med Fotoramas filmdistribution at gøre og at han ikke var påtvunget nogen tyske propagandafilm. Kun de kunstnerisk lødige film var blevet vist. Ej heller ville der fremover komme tyske propagandafilm. Han havde netop haft en tysk filmdirektør på besøg, ’som endda var jøde’, som Davidsen forklarede. Denne direktør havde til Davidsen sagt om nazisterne ’Man fjerner os uden videre, men man gør os intet. Man hverken slår eller myrder os, vi kan bevæge os frit om i Riget.’ … Det gjordes soleklart, at Fotorama selv var herre over, hvilke tyske film man indkøbte fra UFA til det danske biografmarked og at Alexandra Teatret var lige så frit stillet. Samme år var loven blevet ændret i forholdet mellem bevilling til biografer og distributører. En distributør kunne ikke have biografbevilling og Fotorama måtte kappe de bånd, der havde været til Regina i Århus og Teatret i Haderslev – og så til Alexandra. For danske filmproducenter forholdt det sig anderledes. Her var der friere tøjler, hvilket i årene efter betød alverden for Palladium og Saga, der både var biograf og produktionsselskab samt Nordisk i forhold til Palads. |
|
 Snit
af Nygade 3Problemerne og nedgangen fortsatte for Fotorama gennem 1930’erne. Det var dog ikke de tyske UFA-film, der endeligt kostede produktionsselskabet livet, men involveringen i den danske produktion ”Jens Langkniv”, der fik premiere i 1940 og blev en kolossal fiasko. Det var en i øvrigt næsten tragikomisk men helt anden historie til et helt andet kapitel: At Fotorama tredive år tidligere egentlig var ophørt med at producere danske film efter en fight med Nordisk Film omkring ”Den hvide slavehandel”, som Fotorama oprindelig havde indspillet i foråret 1910 blot for at blive kopieret stort set scene for scene af Nordisk Film umiddelbart derefter. Fotorama lagde sag an, men man nåede et fint kompromis. Mest fordelagtigt for Nordisk Film ville eftertiden nok vise, men Fotorama fik i en lang årrække eneret til at distribuere Nordisk Films danske film indenfor rigets grænser. Nordisk havde alle filmene med Valdemar Psilander, stumfilmens allerstørste danske navn – og kæmpestort internationalt – som lavede utallige succesrige film fra 1911 indtil sin alt for tidlige død i 1917 med et kæmpe efterslæb af titler, der fik premiere drypvis de efterfølgende år. Fotorama havde pludselig rigeligt at se til med distribution – og lukkede ned for produktionen. På tidspunktet måske egentlig heldigt nok, idet 1. verdenskrig gjorde voldsom skade på dansk film både lokalt og i forhold til eksportmarkedet. Fotoramas nye satsning med ”Jens Langkniv” havde premiere i ikke mindre end seks københavnske biografer den 5. februar 1940. De fem af dem, Aladdin, Colosseum, Nora, Triangel og Alexandra holdt filmen på plakaten i fire dage. Rialto på Frederiksberg forbarmede sig med en enkelt spilledag yderligere. Modtagelsen både publikumsmæssigt og i filmkritikken var forfærdelig og tabet kolossalt. Fotorama måtte dreje nøglen til deres filmdistribution om kort efter. Deres sidste premiere blev den russiske ”Min barndom”, der spillede syv dage i Dagmar fra den 14. februar. Udlejningslokalerne i Nygade 3 stod nu tomme, men den 9. april 1940 invaderede Tyskland og ikke længe efter åbnede UFA deres egen filmdistribution i Danmark i Fotoramas gamle lokaler. Efter befrielsen blev kontorerne totalt raseret og papirer i hobetal smidt ud af vinduerne til folks store begejstring. Alexandra Teatret var ikke som sådan berørt af Fotoramas lukning. Der var fortsat levering fra øvrige distributører, men huslejen på Strøget var tårnhøj. Det er ikke et nyt fænomen med meget høj husleje for strøgets forretningsdrivende. Davidsen havde gennem længere tid forsøgt at forhandle huslejen ned. Ejeren af bygningen var på daværende tidspunkt fortsat Fotorama (Aarhus), men der var ingen udsigt til kompromis mellem parterne. Davidsen havde desuden problemer med at få forlænget sin bevilling, der egentlig var udløbet tilbage i april 1939. 23. september 1940 havde den sidste film premiere i det gamle Alexandra. Filmen var amerikansk og hed ”Gyldent letsind” med Lana Turner på rollelisten. Sidste spilledag var 30. september. Herefter stod lokalerne tomme og der blev spekuleret i at benytte dem som almindelige forretningslokaler eller teater, men sidstnævnte kunne der ikke blive tale om, idet en større scene ville tage for meget plads i det i forvejen ikke så store lokale. Kunne man omdanne salen til to etager, ville det omvendt betyde flere kvadratmeter til udlejning og forretningsbrug. |
|
.JPG) Den 29. november 1940 kunne man se et stort banner over Alexandra
Teatrets navn på facaden med ordlyden ’Lokalet udlejet’. Pressen og
københavnerne var meget nysgerrige, men bygningens ejer forholdt sig
forbavsende tavs. Biograf ville der dog ikke blive tale om, kunne
Justitsministeriet berette, idet der ikke var indkommet nogen
bevillingsansøgning. Davidsen havde desuden sikret sig en klausul på
ejendommen, som forhindrede, der igen blev drevet biograf på stedet. Et
lille halvt års tid senere fandt man endelig ud af, hvad der skulle ske
med Alexandra. Sandelig, om det ikke skulle blive til et levende teater. Det til trods, at det skulle være økonomisk helt urentabelt.
Måske var man alligevel blevet enige om en anden huslejesats. Hvad angår
Alexandra Teatret, ja, så flyttede det navn kun få meter væk til Gl.
Torv, hvor en ny storbiograf åbnede den 5. december 1942 og Hjalmar
Davidsen var flyttet med.Så lang tid skulle der så slet ikke gå, før de gamle lokaler i Nygade atter blev fyldt med liv. Navnet skiftede til Nygade Teatret. Ved åbningen 2. pinsedag, mandag den 2. juni 1941, var første forestilling det italienske lystspil ”24 røde roser” oversat til dansk af Helge Kjærulff-Schmidt med Peter Malberg og Grethe Bendix i hovedrollerne instrueret af Christen Jul. Forestillingen var en succes og blev spillet hver aften kl. 20. Der var imidlertid mange publikummer, der troede, de skulle se en nye film med Peter Malberg i det nye Nygade Teater og som troppede op til traditionelle biograftider omkring kl. 19 og kl. 21. Teatret måtte simpelt hen i aviserne gøre publikum opmærksom på, at der nu var tale om et gammeldags teater. Ombygningen havde stået på en måneds tid og salen var nu udstyret med en lille scene, men fremstod ellers uforandret. I både øvre og nedre foyer var der indrettet garderobe og ved indgangen til salen fandtes tilmed en lille bar. Der var herefter 286 pladser på gulvet og 132 på balkonen, i alt 418. Som teater blev der vist mange lystspil og farcer, bl.a. ”Charleys tante”, mens Knud Pheiffer fra midt i fyrrerne stod for sommerrevyer på stedet. Det hele gik dog hen og blev lidt ujævnt. Sporadisk var der ingen forestillinger og der blev sommetider afholdt politiske arrangementer og vist nogle valgfilm. Lærredet havde man ikke pillet ned. Den sidste rigtige teaterforestilling i Nygade Teatret var opsætningen af Finn Methlings ”Den kinesiske æske” i 1956, hvor Methling selv spillede kejseren af Kina. |
|
 Inden man var kommet så langt, havde man fundet en god fidus. Ude på
Nørrebros Teater havde man udenfor teatersæson eller på helligdage eller
øvrige tidspunkter, hvor man ikke måte vise underholdningsfilm – som fx
søndag i kirketiden – valgt at præsentere publikum for nogle kortere
rejsefilm med ledsagende foredrag. Disse visninger krævede ikke ordinær
bevilling og var samtidig fritaget for afgift således, billetprisen
faktisk kunne holdes betragteligt nede. Filmproducenterne Preben
Philipsen og Henning Karmark havde købt ejendommen Nygade 3, men på
grund af klausulen med afstanden til Davidsens nye Alexandra og de to
producenters involvering i filmdistribution, måtte de ikke drive
biograf. Men rejsefilm med foredrag faldt ikke ind under de samme
regler, så man fandt på at gøre det samme i Nygade som på Nørrebro på de
ellers filmforbudte helligdage.25. december 1946 lagde man ud med Mielche-filmen ”Under tropesol”. Stille og roligt var den første sten lagt tilbage mod rigtig biograf og flere rejsefilm fulgte de kommende år. Bl.a. overtog Nygade rejsefilmen ”Hvor Nilen vandrer” fra Park Bio efter påsken 1955 og spillede den dagligt med ledsagende foredrag fra den 17. til den 24. april. Fra det sene efterår vistes mange søndage ”Rejsedrømme”, som var en kortere rejsefilm igen præsenteret med foredragsholder. Fra 27. januar 1956 frem til 22. april spillede Nygade dagligt ”Nudisternes gyldne ø”. Der var såmænd dansk distributør og det hele. Dokumentar var det vel rigtig nok, men det måtte vel siges at være regulær biografvirksomhed uanset de ledsagende foredrag. Hjalmar Davidsen brokkede sig vistnok ikke. Der var repremiere igen i juli til ære for turisterne og 16. november samme år repremiere på ”Et sted i Europa” til fordel for Arbejdernes Ungarnshjælp i forbindelse med Sovjets angreb. 8. februar 1957 klædte nudisterne sig af igen i Nygade, da ”Vi ta’r til nudisternes paradis” fik premiere. Filmen var længere end den første og én lang undskyldning for at trække husarerne til, selvom der igen var lødigt foredrag ved Else Jarlbak. Tydeligvis var det på dette tidspunkt langt mere lukrativt at køre biograf end spille teater i Nygade og snart var alt helt ligesom i de gamle dage. Biografklausulen blev officielt ophævet, da Davidsen døde i februar 1958. |
|
 Nygades
egentlige åbningsfilm i 1958Det gamle Alexandra Teater blev igen regulær fuldtidsbiograf med behørig biografbevilling. Bevillingsrådet accepterede hurtigt en helt almindelig biografdrift på stedet, ligesom dengang biografen var agtværdig som nogen. Nygade åbnede officielt som biograf den 7. november 1958 med danmarkspremiere på Danny Kaye-komedien ”Mig og obersten”. Bodil Ipsen, der havde holdt tale ved indvielsen i 1923, var blevet hjemløs, efter hendes Odeon-biograf på Nørrebro var brændt natten til den 17. september. Det var i øvrigt en biograf, Karmark også ejede. Man formodede, Nygade måtte blive en mere passende biograf for en Dame som fru Ipsen. Odeon havde primært spillet knaldfilm af samme slags som Vesterbros Teater og kunne hun få bugt med nudisterne, kunne Nygade Teatret vel blive en lige så pæn biograf som i fordums tid. Sådan måtte de have tænkt i bevillingsnævnet, der meget hurtigt fik gjort Ipsen til lykkelig bevillingshaver igen. Først på en midlertidig bevilling men fra 1959 permanent. Som vanligt var der en forfærdelig masse indvendinger mod valget. Store dele af kultureliten kunne ikke abstrahere fra Ipsens arbejde på film og teater overfor resultaterne på Fælledvej, men hver meningsdanner havde naturligvis også sin agenda og der var mange, der var interesseret i at nappe en lækker biografbevilling midt i Københavns hjerte. Biografen havde i 1958 plads til 433 gæster og fået installeret CinemaScope. Derudover var ikke meget forandret. ”Mig og obersten” var en succes og spillede til 11. januar. Året efter var der den 12. oktober 1959 premiere på Billy Wilders ”Ingen er fuldkommen”, den uforlignelige komedie med Marilyn Monroe, Jack Lemmon og Tony Curtis. Premieren fandt sted sammen med Rialto og filmen blev en forrygende succes begge steder med utallige repremierer i kølvandet og tre måneders spilletid i begge premierebiografer. Nygade viste den igen i både 1962 og 1963 og gik i det hele taget mod nye tider med gode film både kvalitets- og publikumsmæssigt. Ingmar Bergmans ”Det syvende segl” fik premiere i januar 1961 blot et par uger efter, Marilyn havde takket af og i marts fulgte Alain Resnais’ ”Hiroshima, min elskede”. Billy Wilder vendte tilbage 2. juledag sammen med Jack Lemmon i ”Nøglen under måtten” – igen sammen med Rialto – og igen med succes. 18. april 1961 var der premiere på den tyske ”Kærlighed på førerens befaling”. Det var en lidt mere skummel sag om kvinder, der blev trukket ind i slaveri under nazismen. Atter strømmede folk til i den halvanden måneds tid, filmen var på programmet. Set med de historiske briller, er det en interessant film, idet filmen nok blev godkendt af censuren til forevisning for folk over 16 år, men den harmonerede bedre med biografens senere repertoire. Selv nudisterne kunne ikke være med her. Den fornemme danske ”Harry og kammertjenen” spillede fra september 1961 og der var romantisk, italiensk filmkunst med Marcello Mastroianni og Jeanne Moreau i Michelangelo Antonionis ”Natten” sidst på året. I 1962 sås film med titler som ”Voldtaget” og i 1964 var den svenske ungdomsfilm ”Raggare – ungdom, fart og sex” en dundersucces, som spillede mere end tre måneder henover sommeren, hvor også mange turister måtte have lagt vejen forbi. Turister kom senere til at få kolossal betydning for biografen. Repertoiret var fortsat en skønsom blanding af amerikanske titler af den absolut bedre slags, danske lystspil og lidt alvorligere film samt forskellige europæiske titler af den igen generelt bedre kvalitet. |
|
 Bodil Ipsen døde i 1964 og en tidligere distributør, Ingolf Madsen fra
Eagle-Lion fik bevillingen til at drive biografen videre. Karmark og
Philipsen måtte fortsat ikke drive biograf, men var fint tilfreds med
den husleje, der indløb. Biografen var veldrevet, selvom der blev
stillet store spørgsmål til repertoiret. Efter Ingolf Madsens død
overgik bevillingen til hans hustru, Carla Madsen, der drev biografen
helt til tæppefald. Repertoiret blev der i begyndelsen ikke justeret
ved. Dog sås titler som ”Gaden med de røde lygter”, ”Elskovsleg” og ”Den
travle elsker” samt den danske ”Jeg – en kvinde” og ”Kvindedyr”. Alle
disse alene i 1965. I 1966 var der premiere på den danske ”Gift”, der
havde decideret pornografiske indslag. Billedpornografien var endnu ikke
frigivet og i en række sexscener var der derfor et stort X henover
billedet. Mange mente nu, de kunne se rigeligt. I foråret og henover
sommeren 1968 var ”Jeg – en kvinde 2” en endnu større succes end sin
forgænger i strøgbiografen. Næste program blev ”Det kære legetøj”; en
dokumentarfilm om den seksuelle frigørelse. Ikke overraskende endnu en
stor succes for Nygade Teatret, der får en bladkiosk placeret i
indgangspartiers venstre side. Her kunne man en tid købe lidt af hvert…
Ni år senere er bladene erstattet af is og pølser, før pladsen må vige
for spilleautomater, der allerede fylder bagved. I sommeren 1969 var ”De
vilde engle” det store trækplaster og fra oktober til december samme år
spilles hippiefilmen ”Easy Rider” af og med Dennis Hopper. I februar 1970 var der premiere på filmatiseringen af Astrid Lindgrens ”Pippi Langstrømpe på de syv have” og hermed starter en helt ny tradition for biografen, der ville vare næsten lige frem til biografens lukning. ”Pippi” var en kolossal succes. Børn strømmede til biografen med deres forældre, ligesom de gjorde længere oppe ad strøget i Metropol, når der der var Disneys Juleshow. Der var ofte udsolgt til weekendforestillingerne mange dage i forvejen. Nygade Teatret havde ellers aldrig haft tradition med børnefilm. De havde dog vist ”Svinedrengen”, men ellers var det ikke børnenes biograf og den blev det vel heller aldrig rigtigt. Alle ”Pippi”-filmene fra Palladium-selskabet fik premiere i Nygade de første år og det samme kom til at gælde ”Emil fra Lønneberg”-filmene, der var utroligt populære på tv, men som dog trak noget mindre i de sammenklippede biografversioner. Den film, der for alvor kom til at sætte sit præg på Nygade Teatret – og rigtig mange andre biografer landet over fra begyndelsen af 1970’erne, ja, det var naturligvis en af de først hardcore pornofilm på markedet, nemlig ”Langt ned i halsen” (”Deep Throat”). Premieren fandt sted den 7. maj 1973 og filmen spillede lige indtil 5. marts det efterfølgende år. Det var ny rekord for biografen. Forestillingerne kørte uafbrudt hver halvanden time. Efter nogen tid har efterspørgslen på billetter været så stor, at man kørte med fem kvarters mellemrum. Det kunne lade sig gøre, fordi filmen som mange i sin genre var kort og denne med sine blot 70 minutter endog ganske kort. Der har ikke været tid til reklamer og ej heller trailer, men der var nok heller ikke brug for trailer til nyt program, når der slet ikke var nogen umiddelbar udsigt til at skulle skifte. I efterårsferien 1973 var det imidlertid blevet ”Pippi”-tid igen. ”Her kommer Pippi Langstrømpe” var booket og blev da også spillet men kun i to uger. Så røg Pippi ud og Linda Lovelace ind igen på fuld tid med sine pikante tricks. Pippi-filmen dukkede dog atter op i december, hvor den var på plakaten frem til 27/12, men så var det også slut. Gad vide, hvad børnene og deres forældre har tænkt, når de nåede frem til biografen og udhængsskabene? Hvem ved? Det var trods alt 1973 og tiderne var anderledes. |
|
 I maj 1974 kom ”Den erotiske Miss Jones” på programmet og var ligesom
”Halsen” instrueret af Gerard Damiano. Endnu en gang oplevede biografen
kæmpesucces og filmen holdt sig på plakaten helt til november. Op gennem
1970’erne fortsatte biografen med en skønsom blanding af børnefilm, lidt
mere underholdende film, lidt færre for ikke at sige slet ikke flere af
de helt seriøse film. Danske ungdomsfilm nød også stor succes i
biografen. Størst var ”Måske ku’ vi”, som biografen var ene om at have
premiere på i februar 1976. Siden kom ”Emanuelle”-film med Laura Gemser
ikke at forveksle med ”Emmanuelle” med Sylvia Kristel, hvor de to første
dog fik repremiere her i start-80’erne. Nogle svenske kriminalfim
klarede sig udmærket, mens komedierne fik det sværere. Fremme i 1978 begyndte det at gå trægt. Carlton-biografen havde allerede kastet sig fuldstændig over de nøgne strimler, Studio ligeså, mens Nygade og Metropol havde dem på programmet med mellemrum. Samtidig begyndte de nye multibiografer omkring Rådhuspladsen, ABCinema med fire sale og Cinema I-V at trække flere og flere film til sig og også dermed publikummer til sig. Bedre blev det ikke af, at Palads var ved at blive bygget om til kæmpe multiplex med mange sale. Tivoli Bio var også kommet til og det gamle Palladium revet ned for at give plads til en ny tre-sals biograf, der åbnede i 1979. Dagmar og Grand havde også udvidet sig. |
|
  Nygades
to nye balkonbiografer udvidet lidt henover den oprindelige salCarla Madsen besluttede derfor at bygge biografen om til tre sale ud fra den samme erkendelse, man også var nået til i det nye Alexandra og Saga. Metropol ville også gerne, men fik ikke lov. Både Alexandra, Nygade og Saga åbnede dermed tre nye sale stort set samtidig i 1979 foruden Colosseum, der genåbnede på Nørrebro et år senere. I alle fire tilfælde blev balkonen bygget om til to sale. Det gik nogenlunde smertefrit for Alexandra og Saga, men balkonen i Nygade var i forvejen ganske klejn. De nye sale kom til at rumme hhv. 71 og 42 pladser og man sad med knæene presset helt op mod sæderne foran. Gulvsalen, sal 1, fik nu 230 pladser og nyt operatørrum i stueplanet, mens det gamle kom til at operere de to balkonbiografer, der trods alt bliver skudt et stykke længere ind over sal 1 nedenfor. De dårlige forhold i sal 2 og 3 til trods, stod biografen egentlig i ganske fin stand helt indtil lukningen. Ikke alt for meget havde forandret sig i hverken ydre eller indre foyer. Biografen var dermed ikke forfaldet på samme måde som fx Saga. Genåbningen fandt sted mandag den 17. september – få dage før Saga – og på programmet var den uartige fransk-belgiske tegnefilm ”Junglebøffen” i den store sal samt den fransk-spanske ”Den sidste romantiske elsker” i sal 2 og endelig blev der påbegyndt en Trinity-festival i sal 3 med ”Manden de kaldte Englefjæs”. Begge biografer holdt åben i hele ombygningsperioden. Romantikken i sal 2 viste sig åbenbart at være for meget romantik og for lidt af det andet, så allerede fire dage efter var det slut med den. Ombygningen gav Nygade nye muligheder, eller skulle man sige: Forlængede den kamp, der allerede var i gang. Biografens dage var talte. Som Carla Madsen sagde det ved udgangen af 1986, skulle hun nok have lukket for længst, ’men det havde været sjovt, så længe det varede’. |
|
 Nygade,
vinter 1981. Foto: Thomas HauerslevNygade fik fra sidst i 1979 og de kommende tre år fortsat nogle store succesfilm, særligt de to ”Mad Max”-film med Mel Gibson fra Nordisk. Den første i marts 1980 blev delt med Nørreport. Nygade spillede den helt til sidst i september med et længere repremiere forløb i 1983. Sjovt, den ikke kom op i Nordisk Films egne biografer. Det kom så heller ikke til at gentage sig med fortsættelsen, der også fik premiere i Palladium og Tivoli Bio. Dette reducerede naturligvis potentialet for Nygade, der ligeledes havde enorm glæde af Nordisk Films kolossalt succesfulde tyske ”Christiane F.”, som kun blev delt med Tivoli Bio, ligesom det var tilfældet med en Bud Spencer film fra Constantin. Cinema Film leverede enkelte titler og man så en sjælden repremiere, der fungerede godt uden at være uartig, nemlig ”En god dag at dø” med Dustin Hoffman fra Hauberg Film. Denne havde allerede havde vist sig særdeles holdbar ved en repremiere sidst i 1979, hvor den spillede knap et halvt år, så det blev naturligvis gentaget. Derudover tyndede det snart voldsomt ud fra de større distributører og repertoiret bevægede sig langsomt men sikkert henimod kun at bestå af pornofilm. Allerede i april 1981 havde Nygade overtaget den italienske produktion af ”Caligula” fra Constantin Film, der havde haft premiere i ingen ringere end Grand Teatret den foregående sommer. Grand havde vist den indtil midt i december. Alexandra på Gl. Torv havde så genoptaget den i januar, hvor den holdt sig på i to og en halv måned. Efter at have ligget brak et par uger igen, tog Nygade den så på programmet den 13. april 1981 og det var som om, den nægtede at forlade biografen igen. Den spillede uafbrudt indtil den 29. marts 1984 blot for at vende tilbage tre måneder senere og blive på programmet indtil januar 1985. Endelig vendte kejseren tilbage en sidste gang fra august til oktober 1986, da det hele næsten var forbi. I mellemtiden var pornofilmene blevet totalt dominerende. Der havde tidligere været ”Far til fire i sneen” nogle julemåneder, før Tivoli Bio opsnappede dem. Derefter viste Nygade ”Dyrlægens plejebørn” for til sidst slet ikke at give børnene mere. |
|
 Gulvet
i Nygade i 1979Obel Film gav Nygade nogle enkelte film uden alt for meget kød. Det samme gjorde AB Collection og det nystartede Filmselskabet Danmark havde også nogle titler i udbud, inden indehaveren overtog Carlton-biografen og fik sine film vist dér. Herudover blev det pornofilm fra Alliance, Danport, ASA-Panorama og Obel, der primært fyldte de tre lærreder. Særligt sidstnævnte gav biografen nogle moderate succeser med film som ”Studentersex”, der spillede over et år som fint supplement til ”Caligula”. Biografen behøvede dermed ikke at skifte program særligt ofte og bekymre sig om hvilke film, der var at få. Carla Madsen havde forsøgt sig med en seriøs repremiere på ”My Fair Lady” fra Hauberg så sent som 12. marts 1984, men det gik så galt, at filmen røg af plakaten efter blot to dage. Nygade Teatrets sidste danmarkspremiere blev den amerikanske ”Unge fyre – modne kvinder” den 18. august 1986. Den holdt sig på programmet lige indtil lukningen. Den 22. september havde Nygade københavnerpremiere på ”Sygeplejerskesex på militærhospitalet”, som spillede indtil 2. november. Sidste dag Nygade annoncerede, var den 14. december 1986, men biografen fortsatte driften indtil 30. december, der var allersidste spilledag. Sidst tilkomne film var ”Stephanies uanstændige lyster” fra Danport, der spillede fra den 26. til den 30. december 1986. Nettobilletindtægten disse fem dage var 2.131 kroner og de fem åbningsdage mellem jul og nytår havde tilsammen givet Nygade 5.770 kroner i kassen. Annoncer i disse dage eller ej var det åbenlyst, at det ikke kunne løbe rundt. Ved udgangen af 1986 var den allersidste film blevet vist på Strøget. |
|
 Sammenlægning
af Nygade 1 og 3 i 2012 - sort hvidBiografen stod herefter tom i nogle år. Atter var der snak om at genindrette teater i biografen og en bank var også inde i billedet. I sommeren 1988 optræder Bruce Springsteen spontant foran den lukkede biograf. Klippet kan ses på YouTube, hvor de gamle, tomme plakatrammer over biografen syner over indgangspartiet, der er spærret af det gamle gitter og vidner om endnu en biograf, der er forsvundet. Der blev ikke så længe efter åbnet en midlertidig bazarforretning med sortiment i stil med de nuværende ’Flying Tiger’-butikker i indgangspartiet og sal 1. Stolene var sendt til en biograf i Slagelse, men lærredet hang der endnu og vidnede om stedets historie. I 1995 var der en pæn tøjforretning i indgangspartiet med fin, ny facadebeklædning. Alle spor af biograf var forsvundet. Siden kom der musikforretning og efterfølgende teleforretning. Efter at have stået tom og aflukket i adskillige år er indgangspartiet og det gamle billetsalg i 2022 genåbnet som forretning. I biografsalen er balkonen ført igennem og dannet en ny første sal, mens gulvplanet i sal 1 og den lille indre foyer er overtaget af naboejendommen. Her er der indrettet en forretning i ’Normal’-kæden, så man nu kan købe sæbe, parfume og lidt chokolade i en del af den gamle biograf. |
|
 Sammenlægning
af Nygade 1 og 3 i 2012 |
|
|
• Gå til Biografer på biografmuseet.dk | Biografer Oversigt • Gå til København | Omegn | Nordsjælland | Vest, Midt & Syd • Gå til Bornholm | Møn, Bogø, Lolland & Falster • Gå til Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø • Gå til Sydjylland | Midt-Vest | Øst | Nord • Gå til mere om Nygade Teatret, København |
|
 • Gå til Alexandra Teatret / Nygade Teatret |
|
|
Gå:
tilbage
- op Opdateret søndag, 02 februar 2025 11:49:53 |
|