Windsor / Cavalcadeteatret Windsor, Frederiksberg |
Tilbage til
forsiden |
| Skrevet af: JG, biografmuseet.dk | Dato: 01.10.2021 |
 Windsor
netop revet ned omkring 2001, og ny bygning opføres på stedet. Flügger farver i
indgangen. Foto: Thomas HauerslevWINDSOR / CAVALCADETEATRET WINDSOR Peter Bangs Vej 62 Åbnet 1. januar 1933 Lukket 30. marts 1970 Genåbnet 12. maj 1988 Lukket 2. september 1988 Windsor på Peter Bangsvej slår dørene op en grå nytårsdag, søndag den 1. januar 1933. Arkitekten Ejnar Christian Thuren står bag byggeriet, der opføres på vegne af ingeniør Henckel og Ejendomsselskabet Windsor. Biografsalen strækker sig ned ad Emil Slomanns Vej med tre udgangsdøre både til gården og direkte ud til gaden, mens indgangen sker fra hjørnet af Peter Bangs Vej. Resten af byggeriet strækker sig hele vejen rundt om næste gadehjørne og et godt stykke ned ad H. Schneekloths Vej. Det røde murstensbyggeri består af fem etager i funktionalistisk stil. Biografsalens loftkonstruktion er bygget af jern og det er i det hele taget en kraftig kolos, der i lovlig grad dominerer gadebilledet. De eksisterende bygninger på området blev revet ned i forbindelse med nybyggeriet, der påbegyndtes i forsommeren 1932. • Gå til Stoleplan for Windsor Der er fyrkælder under salen, hvor det indskærpes, at det skal sikres således, der ikke trænger røg op i tilskuerrummet, mens den varme luft siver op mellem stolerækkerne. Salen beskrives som smagfuldt indrettet, simpel med kun få stukornamenter på loft og vægge og behagelige stole. Salen er holdt i brune og grå farver med grønne nuancer. Scenen og prosceniet er ganske stort, men selve lærredet forekommer relativt lille i den vældige sal med 726 pladser fordelt på 33 rækker. Alle stole er placeret på lige rækker bag hinanden, hvilket er lidt generende for udsynet. Der er heller ingen midtergang eller tværgange på nær foran scenen og bagerst i lokalet bag to midtersøjler. Alle rækker er helt ens og der er heller ikke indrettet nogen balkon. Foyeren er temmelig lille i forhold til de mange siddepladser. Udvendigt pynter biografens navn alle år særdeles smukt over hjørnet og flotte udstillingsvinduer og plakatmontre skaber al den indbydende hygge, selve biografsalen udvendigt mangler. Der er billetsalg indenfor i foyerens venstre side op mod bagvæggen ind mod naboforretningen. Toiletterne er placeret i kælderen under foyeren. |
Læs
mere her: Biografer på biografmuseet.dk Biografer Oversigt Danmarks 70mm og Storformat Biografer Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne Biografpremierer 1911 - 2020 Film- og Kinoteknik 7OMM Film og De Store Formater Todd-AO, - det sensationelle filmsystem Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"! "Windjammer" i Cinemiracle CinemaScope | VistaVision Super Technirama 70 | Panacolor Dimension 150 | Sensurround High-Impact biografdesign |
 Biografen åbnes på bogtrykker John Henningsens bevilling. Han havde
drevet biograf siden 1913, hvor han overtog
Phønix på hjørnet af
Falkoner Allé og Grundtvigsvej. Som åbningsprogram til Windsor fik han
danmarkspremiere på en romanfilmatisering af Sherlock Holmes-forfatteren
Arthur Conan Doyle, der fik den danske titel ”Skæbnens flammer”.
Detektiven var ikke med i denne historie, hvor et engelsk rejseselskab
tages til fange af ørkenrøvere. Filmen fik drøje hug af næsten samtlige
anmeldere med skrappe ord som ’dilettantisk’ og den ofte benytte
vending, at ’englænderne endnu mangler meget i den rette forståelse af,
hvordan man laver en spændende og underholdende film’. Skuespillerne
skulle være lige så elendige som filmen, men billederne kunne man dog
overkomme at rose. Som optakt til den cirka 75 minutter lange film vises
et forprogram med naturbilleder fra Island, østrigske alper og
bondebryllup i Kärnten, som man dårligt kunne følge med i, da lyset var
alt for svagt. Der var også en tegnefilm som oplivende moment. Heldigvis
fungerer biografens Zeiss-Ikon anlæg vældig godt, så lyden kunne man
ikke beklage sig over. Alle var enige om, at salen var ganske køn og der
var godt fyldt den første aften. På baggrund af anmeldelserne dagen efter aftog tilstrømningen betragteligt og filmen blev taget af efter fire dage. Anmelderne noterede da i skadefro, at det kunne de sagtens have forudset, som om de ikke selv havde leveret dødsstødet. Ydermere blev direktionen anbefalet at holde sig langt væk fra ’sekunda premierefilm’ og i stedet som de fleste andre biografer et stykke vej fra centrum holde sig til de gode repriser. Det kom biografen såmænd også til. Også i den grad. Windsor blev snart vældig populær, men det første år kæmpede man med alskens småproblemer. Ikke alle forskrifter og tilladelser blev overholdt i forbindelse med byggeriet, som man gennem hele 1933 er nødsaget til at efterjustere. Der var bl.a. problemer med branddørene, der ogå havde indflydelse på operatørrummets indretning. Fra mandag den 18. december 1933 bliver biografen bygget om og genåbner 2. juledag, hvor Marlene Dietrich om aftenen har hovedrollen i ”Højsangen”. Om eftermiddagen vises ”Huck Finns hændelser” for børnene. Ved ombygningen hæves gulvet en anelse bagtil og stolerækkerne sættes op amfiteatralsk. Udsynet bliver således markant bedre. Der er opsat tolv ekstra sæder på hver side af indgangen fordelt på tre korte rækker, der ikke er alt for generet af de to søjler foran. Ved den nye rækkeopbygning reduceres det samlede antal sæder til 712. De velfungerede branddøre viste sig en god idé nogle år senere, da operatørrummet beskadiges af en brand i marts 1944, hvor man måtte holde lukket i tre uger. Windsor er hurtigt blevet Frederiksbergs ’kunstbiograf’ og viser alle år frem et særdeles lødigt repertoire med den ene kvalitetsfilm efter den anden. Anmelderne bestiller nu ikke andet end at rose programmerne, selvom det ikke er mange premierefilm, man får anledning til at skrive om fra Peter Bangs Vej. Henningsen valgte at følge rådet om ikke at vise premierefilm. Der var i alle tilfælde en vis sandhed i, at premierefilmenes kvalitet over en kam dalede i takt med afstanden fra Rådhuspladsen. En del nye film fik såmænd aldrig premiere overhovedet, da distributørerne enten ikke kunne få filmene godkendt af censuren eller også ville ingen binde an, hvis den var ’for svær’. Nogle små distributører var modige, men større selskaber lod adskillige interessante film gå fra sig. Publikum var tillige meget kræsent omkring 1930. Henningsen producerede selv plakater for sine filmprogrammer på sit bogtrykkeri, som han fik sat op på plakatsøjlerne rundt om i byen. Det var oftest prefabrikerede kavalkadeprogrammer for en måned ad gangen. I 1935 er der dog en sjælden premiere til Windsor, men man deler den nu med både Triangel og Rialto. Det er Kosmo Films engelske ”Hvide løgne”, der ikke har nogen kendte navne set med nutidige øjne, men handlingen var opsigtsvækkende for tiden med en lille pige, som er vidne til forældrenes skandaløse skilsmisse. En god skandale var altid velkommen på lærredet før ugebladene overtog stoffet og filmen holdt sig på plakaten en hel uge i Windsor, mens de to øvrige gav slip på løgnene efter fire dage. Efter denne premierefilm skal vi helt frem til krigsafslutningen for at finde en beskeden mere af slagsen. Det var denne gang ”Musikkens trylleri”, en af Amerikas antidoser mod de utallige nazifilm, det danske publikum var blevet fodret med. Halvanden uge senere fik publikum en dose yderligere, denne gang et romantisk drama med Claudette Colbert. John Henningsen dør i marts 1946 og i december tildeles bevillingen hans enke, Elna Henningsen. I april havde biografen haft premiere på ”Hitler – død eller levende” sammen med Aladdin og Colosseum og i juni kunne man mutters alene sole sig med ”Fremmedlegionens helt”, en ti år gammel fransk film med Fernandel. Begge blev muligvis tilbudt Elna Henningsen som premiere i ærbødig respekt for hendes mands mangeårige, solide arbejdsindsats i en række frederiksbergske biografer. Efter overtagelsen af Phønix havde han siden fået bevilling til Edison Biograf og forpagtet først Royal Teatret, den forhenværende ’Aaboulevards Biograf Teater’ frem til dennes lukning i 1925, hvorefter han varetog den daglige drift af Standard Biograf, inden han fik bevilling til Windsor. Programmerne fortsætter som hidtil og premierefilmene forsvinder igen. En enkelt dag viser man ”Latter uden ende” som københavnerpremiere i oktober 1953, et samleprogram bestående af ældre, korte lystspil fra Tyskland og USA. Der blev ikke gjort opmærksom på førsteopførelsen i storbyen. Først i 1966 er der atter en danmarkspremiere. Her giver Palladium Film sjovt nok biografen premiere 3. januar på ”Den uheldige korporal” med Jean-Pierre Cassel og Claude Brasseur. På dette tidspunkt har Windsor været inde i en god stime med repremierer på adskillige storfilm af ældre dato i nye kopier og korporalen spiller ganske lystigt i elleve dage. |
|
 Windsor er også begyndt selv at importere film med utætte skodder mellem
biograf og distribution men tilladelsen i orden. I oktober 1966 får ”Den
blå engel” med Marlene Dietrich således repremiere i biografen. Året
efter gælder det Orson Welles ”Den store Mand” og ”Den forstenede skov”
med Leslie Howard og Humphrey Bogart, men det er slet ikke længere
muligt at fylde den store sal med alle de fremragende programmer. Ingen
anden kunne ellers gøre Windsor kunsten efter. Det skulle da lige være
den nytilkomne Camera i det forhenværende Boulevard Teater på Sdr.
Boulevard. I mange år gik Windsor som ’Cavalcade Teatret’ og på et
tidspunkt bliver det såmænd også biografens navn, selvom man aldrig går
helt væk fra det oprindelige navn. Hvis man ønsker det, får man nu
kvartalets filmprogram tilsendt med posten ganske gratis. En kostbar
service, men hvilken service!I marts 1968 opgiver Henningsen at drive biografen videre, simpelthen fordi Irma-kæden har givet husets ejer et godt tilbud, der langt overstiger biografens månedlige husleje. Irma forventer at gå i gang med ombygningen allerede i april, men man lader til at have gjort regning uden vært. Kommunen må straks minde bygningens ejere om, at klausulen på denne del af matriklen kun tillader underholdning og det kunne indkøb af mælk, brød og Irma-kaffe ikke føres ind under. Under overskrifter som ’Biograf-mord’ rasede læserbreve mod den forestående lukning. Redningen blev, at en ny biografbevilling i sommeren 1968 blev udstedt til Knud Hauge, der kort forinden netop havde drevet Camera sammen med Peter Emil Refn. I mellemtiden var han kommet til Triangel, men på dette tidspunkt i historien passede Windsor langt bedre til Hauge og vice versa. Hauge vil fortsætte med kavalkadeprogrammerne, men ønsker også at vise premierefilm ligesom på boulevarden. Den 15. april 1969 får Miklós Jancsós ungarske ”Mænd uden håb” danmarkspremiere til fine anmeldelser. Filmen havde været nomineret til Guldpalmen i Cannes og Hauge har selv importeret, men den er for svær for publikum og vises i to uger. I august får man en lille fransk premiere fra ASA med titlen ”På en strand i Peru” med Jean Seberg. Den kommer der endnu færre til. I 1970 er der et par minimale premieretitler mere. I februar går man i Toftegaards Bio's fodspor og ændrer de traditionelle spilletider fra kl. 19 og 21 til kl. 18 og 20, men det forbedrer ikke driftsresultatet trods en kraftig huslejenedsættelse. Belægningsprocenten var krøbet under 20% og det var ikke rentabelt. Biografen krævede mindst 25% belægning for at løbe rundt. Hauge havde søgt hjælp hos både Filmfonden og Kulturministeriet, der afslog ham på grund af manglende lovhjemmel til at støtte specifik artbiograf-drift. Ministeriet, der som bekendt administrerede biografbevillingerne, havde foreslået Hauge at spille et mere ’folkeligt’ repertoire. Så havde man da hørt det med! Man kendte åbenbart ikke det grundlag, der overhovedet var lagt til grund for biografbevillingssystemet, man selv sad og administrerede efter. I begyndelsen af september erkender Hauge, at biografen er nødt til at dreje nøglen om og annoncerer snarlig lukning. Biografen var også indretningsmæssigt slidt helt ned. Så vidt vides blev stolene aldrig skiftet, så de var både gamle og hårde, da det meste af polstringen var slidt af. En modernisering ville koste i omegnen af en halv million kroner. Penge, man ikke havde. Man har fået et sidste premieretilbud fra en nytilkommen distributør og giver derfor biografen kunstigt åndedræt en uge ekstra på grund af særlig stor tilstrømning de allersidste dage. Sidste danmarkspremiere havde titlen ”Land i trance”, en prisvindende film fra Brasilien, der blev vist fra den 8. til den 30. september 1970. Hermed skulle det være slut på Peter Bangs Vej, men så let slap man ikke af med biografen, selvom alle forsøg på at videreføre biografen løb ud i sandet. Bevillingen var nu atter opslået ledig og ’syv modige mænd’ meldte sig på banen, som man konkluderede i en avisoverskrift efter stribevis af avisartikler om det umulige i at drive artbiograf med 700 pladser i periferien. Det førte intet med sig og bevillingen blev opslået yderligere et par gange, hvor Hauges hustru faktisk på et tidspunkt overtog bevillingen. Bitten Højmark forestillede sig programmer suppleret med ekstravisninger for gæstearbejdere, der skulle garantere driftens resultat, men også dette projekt løb ud i sandet. Øvrige bevillingshavere havde ønske om at kombinere biografdriften med teatervirksomhed. Ved lukningen i 1970 var der fortsat 712 pladser i salen. I 1971 ansøger bygningens ejere, Niels og Henrik Gangsted, om tilladelse til at omdanne biografen til lejligheder i tre etager. Man konkluderer imidlertid, det vil være dyrere at bygge om fremfor at rive bygningen ned og bygge nyt. Irma banker på endnu en gang og går atter tomhændet bort selv efter en præsentation, der kunne involvere ombygning af biografsalen til supermarked i stuen og indretning af en ny biografsal ovenover. Salen var ni meter høj, så der var plads nok at tage af. Park Teatret bliver nogle år senere omdannet til Irma-supermarked på denne facon med Park Bio forlænget ovenpå den gamle balkon. Supermarkedskæden havde dermed arbejdet videre med tanken. I 1973-74 forsøges det at omdanne biografen til squashcenter, som det også sker for Allé-Teatret på Jægersborg Allé. Det er de samme ejere, der ligger i forhandling, men heller ikke sporten får lov at komme indenfor på Peter Bangs Vej. Det var ellers udfærdiget grundige arkitekttegninger og squash var vel dog en form for motions-underholdning. Et Favør-supermarked er på dette tidspunkt også interesseret i at komme indenfor, men igen fastslås det, at lokalerne ikke må bruges til andet end biografdrift uden kommunens og byplanlægningsudvalgets samtykke. Det bliver i sidste ende derfor også kommunen, der ender med at benytte lokalerne, selvom de alt for længe står ubenyttet hen, hvilket omkring 1977 resulterer i en del begyndende utætheder i biografens tagkonstruktion, der ikke bliver udbedret. |
|
 Sidst i 1974 vender man tilbage til planer om en slags fortsat
teateragtig drift. Den skulle rumme både filmforestillinger, børneteater
og musikalsk virksomhed. Antallet af stolepladser skulle herved
reduceres til 300. Frederiksberg Kommune er stærkt interesseret i en
række undervisningsmæssige formål og vil knytte salen til
undervisningsinstitutionerne og den lokale musikskole, der vil kunne øve
sig og give prøvekoncerter. I 1980 ender man med at genoptage
filmforevisninger for børn til lukkede forestillinger. Operatørrummet
var bevaret uforandret. Der indrettes endda en ny kiosk ved siden af
billetkontoret samt publikumsgarderobe og alle rum istandsættes
nødtørftigt. Scenen udvides og der opsættes nyt lærred og scenetæppe.
Efter ombygningen er der 414 af de oprindelige stole tilbage. Blandt de
musikalske optrædener spiller Thomas Helvig Bros. I september 1986 og
der er revy i januar 1987 med Danny Drags.Andelsforeningen Oxford har de seneste mange år ejet bygningen og står i 1988 for en definitiv revival af Windsor som biograf, da man genåbner som ’Windsor-Sommerbio’ torsdag den 12. maj 1988 med ”Anders And kavalkade” kl. 16, ”Støvsugerbanden” kl. 18.45 og ”Mord i Gorky Park” kl. 21.00. Billetprisen var 20 kr. til alle forestillinger, helaftensfilm dog 30 kr. Sidste forestilling finder sted fredag den 2. september 1988, hvor ”Allan Quatermain og jagten på den gyldne by” vises kl. 16, ”Solens rige” kl. 19 og Woody Allens ”Radio Days” som definitivt sidste forestilling kl. 22. I efteråret er der atter teaterforestilling i form af ”Alice i Eventyrland” fra den 15. til den 23. oktober. 5. og 6. november vises en børneopera kaldet ”Lykken og forstanden” og op til jul er ”Alice i Eventyrland” på programmet igen. I marts 1990 vises ”Grease” som teatermusical og i april er der danseforestillinger. I maj 1990 er det fortsat hensigten, Windsor skal fungere som regulært teater også i fremtiden, men de nedslidte lokaler giver op. Birthe Rostrup driver teatret i november 1990, hvor ”Askepot” vises fra 18. november frem til nytår. Sidste forestilling finder sted den 30. december. Efter lukningen kom der farvehandel i foyeren og Flügger farver ligger endnu i lokalerne. Den medtagede biografsal forfaldt yderligere med vandskader overalt og blev revet ned i august 2000. En ny beboelsesejendom blev opført på stedet. Det nye hus både ligner og matcher højden på adressen ved siden af, så man næsten ikke bemærker de 70 års forskel på byggerierne. |
|
|
• Gå til Biografer på biografmuseet.dk | Biografer Oversigt • Gå til København | Omegn | Nordsjælland | Vest, Midt & Syd • Gå til Bornholm | Møn, Bogø, Lolland & Falster • Gå til Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø • Gå til Sydjylland | Midt-Vest | Øst | Nord • Gå til mere om |
|
 • Gå til Windsor |
|
|
Gå:
tilbage
- op Opdateret mandag, 01 januar 2024 18:13:15 |
|