| |
Kosmorama (1920) / Kinorama, Sønderborg
|
Tilbage
til forsiden
|
Skrevet af:
JG, biografmuseet.dk |
Dato:
16.06.2023 |
Kinorama
oktober 2009. Foto: Thomas Hauerslev
Kosmorama (Sønderborg) (1920) / Kinorama
Perlegade 5
Åbnet 2. januar 1920
Lukket 4. februar 2018
Gasthaus Stadt Altona i Perlegade var en gammel gæstgivergård fra 1857,
hvis ikke endnu ældre. Huset blev ødelagt under krigen i 1864 og
genopført fire år senere. I 1903 sælges bygningen til Johan Lorenzen
Hansen, som i 1912 sælger atter videre til Karl Heinrich Jørgensen, der
primært driver stedet som en beværtning for byens mellemstand. Til højre
for gæstgiveriet førte en smøge frem til 1919 ind mod Dybbøl-Postens
trykkeri, der lå i en større gårdbygning, som i 1907 var blevet bygget
om til også at rumme Sønderborgs første biograf, Kosmorama.
• Gå til galleri, 2009: Kinorama, Sønderborg
Denne havde sammen med Metropol-Theater i Perlegade 36 fremme i 1919
længe været alt for lille, da Kino-Palæet nu var ved at vokse sig større
ud af det tidligere forlystelsesetablissement
Kaiserkrone på hjørnet af
Østergade og Kastanie Allé. Således rives det gamle Kosmorama ned i
sommeren 1919, mens en ny og længere sal opføres i forlængelse af
Altona. En ny indgang placeres i forhusets højre side, mens nye, store
vinduer til venstre bliver gevaldige udstillinger fyldt med plakater og
billeder. I portpassagen ind mod den gamle biograf, bliver det gamle
reklameskilt siddende med biografens aktuelle programmer og fungerer i
øvrigt herefter som udgang for den nye.
Direktør er Andreas Grönlund, søn af den forrige biografindehaver, der
begunstiger sit nye Kosmorama med et alt overvejende tysk repertoire
bestående af film med Henny Porten, Pola Negri, Ossi Oswalda og en
detektivserie med Max Landa som de største trækplastre.
Åbningsforestillingen lader til at finde sted den 2. januar 1920 med
netop Henny Porten i ”Die lebende Tote”, der ikke fik dansk lancering
sidenhen. Grönlund fortsatte med at handle med de tyske
filmdistributører selv et godt stykke tid efter genforeningen. Faktisk
havde den tyske biografdirektør allerede ved åbningen lagt program for
nærmest hele året!
I januar 1927 køber Grönlund en biograf i Berlin, hvorved Kosmorama for
167.500 gode danske kroner sælges til kaffehandler Hans Christian
Mailand Hansen og købmand Christian Matzen med sidstnævnte som ny
bevillingshaver pr. 1. februar. To år senere sidder de på begge byens
biografer, da Matzen overtager Kino-Palæet og får flyttet sin bevilling
hertil, mens Kosmorama fremover drives på Mailand Hansens bevilling for
en stund i nyt kompagniskab med en hr. Larsen.
Kino-Palæet er fortsat større og bliver allerede moderniseret i
forbindelse med overtagelsen, men ti år senere overhaler Kosmorama
indenom, da biografen gennemgår en total ombygning samtidig og nærmest
identisk med
Kosmorama forvandling i Haderslev, uden de to i øvrigt har
andet tilfælles end navnet. Tonefilm har man vist siden 23. maj 1930,
hvor første program efter en sidste øjebliks forandring bød på den
svenske ”Sig det med toner”.
Hele salen bliver forlænget og vendt om, så lærredet placeres længst væk
i stedet for hidtil op mod foyeren men relativt højt i forhold til
udsynet fra de forreste rækker. Foyeren udvides et godt stykke ind i den
oprindelige sal, hvor der også etableres et nyt og større operatørrum.
Ud mod gaden etableres en bred indgangsportal på hver side af to søjler
med tre trin op til billetsalg og indgang mod en ny foyer med stor kiosk
og toiletter. Hvor Kino-Palæet var udvidet til 449 pladser i 1919 og
herefter reduceret til 400, kommer Kosmorama i 1937 nu helt op på 571
sæder, Sønderjyllands største biograf, der fremover også har en stor
balkon.
I 1936 viser Mailand Hansen (foruden
Biografen
i Aabenraa og Nordborg
Biografteater) den tyske propagandafilm ”Viljens triumf” af Leni
Riefenstahl om Hitler og nazipartiets kongres i Nürnberg, 1934. Filmen
var ikke indsendt til godkendelse hos Statens Filmcensur, ligesom der
ikke var betalt forlystelsesafgift, idet arrangørerne havde betragtet
dem som lukkede forestillinger, hvilket som udgangspunkt var tilladt,
når der blev tegnet foreningsmedlemsskab. Alle og enhver kunne
imidlertid købe billet til netop denne begivenhed for en ikke synderligt
forhøjet pris. En afgørelse i landsretten bød året efter biografejerne
at betale den nødvendige afgift, mens de to arrangører stod til en bøde
på 200 kroner.
Umiddelbart efter krigen blev Mailand Hansen anholdt for at have været
’zeitfreiwillig’ siden 1943, et bevæbnet og uniformeret korps, der bl.a.
skulle fungere som en slags hjemmeværn i tilfælde af en allieret
invasion, ligesom han skulle have deltaget i nogle mindre operationer.
En udsmykning af biografen med naziflag den 9. april 1940 valgte man i
sidste ende at se bort fra, da misdåden ikke kunne tilskrives
direktøren. Fra byens side håbede man, at biografen kunne holdes åben
under retssagen, men den 22. september 1945 blev Kosmorama lukket med
øjeblikkelig virkning, da han fik frataget sin bevilling endnu før, der
var faldet dom i sagen, som munder ud i to års fængsel. Kosmorama kan
først genåbne, når der er fundet en ny bevillingshaver.
Kommunen ser straks sit snit til at få fingre i foretagendet, hvorved
man belejligt kunne benytte overskuddet fra de store kasseindtægter til
at finansiere byens teaterdrift, sådan som det også var kommunal praksis
andre steder i landet. Mailand Hansen er fortsat ejer af bygningen i
Perlegade, så afklaringen trækker ud, også efter bevillingsforholdet via
Justitsministeriet er blevet overdraget i februar 1946. Det var på tale,
at man måske blev nødsaget til at opføre en helt ny biograf, men
parterne endte til slut med at komme overens. Der endte med at være
lukket et helt år.
Den 28. september 1946 vises atter film i Kosmorama, der fra denne dag
byder på ”The Sullivans” med Anne Baxter. Poul Aasted Sørensen var
blevet ansat som daglig leder. Han havde trådt sine barneben i
Nexøs Biograf, som blev drevet af hans far, der var blevet udsat for lidt af
hvert, da både by og biograf samt et skib han befandt sig på, blev
bombet i 1945, mens han selv gennem seks år havde arbejdet som operatør
i Vesterbros Teater i København.
Den 8. oktober 1949 får Kosmorama sin første danmarkspremiere solo i
form af ”Under hemmelig ordre” med Randolph Scott, en uge før filmen i
hovedstaden kommer op i
Saga. Begge Sønderborgs biografer har de næste
årtier fornøjelsen af stribevis af danmarkspremierer som første sted i
landet og mange er naturligvis med tiden tyske, efterhånden som folk har
sundet sig. En stor del af befolkningen havde tyske rødder, så det var
et naturligt sted at tage temperaturen på en films
præstationsmuligheder, når det senere kom til senere opførelser i større
byer, ikke mindst København. Og Kosmorama må virkelig have imponeret,
for næste danmarkspremiere kom også op i storbiografen
Saga efterfølgende, den ligeledes amerikanske ”Under storbyens gader”. Hvor
den første var fra det danske filmselskab Teatrenes Films-Kontor, kom
denne og en af de efterfølgende fra amerikanske Criterion, hvor
”Sydhavs-kaptajnen” med John Wayne fulgte den 19. januar 1951. Snart var
også Fox og mange andre distributører på banen. Fimene var
altovervejende i den lettere genre, det mere seriøse repertoire lod man
oftest Kino-Palæet om at tage sig af.
I 1952 hvor bevillingen skal fornyes, agter Mailand Hansen at genansøge,
da han føler sig kvalificeret, men det gør kommunen også i forventning
om, at bevillingen ikke vil blive taget fra dem, hvad den heller ikke
gør. Året efter moderniseres salen med nyt ventilationsanlæg og stole,
mens også foyeren føres op til tidens modestandard med ny, flot
chokoladekiosk og nye tæpper overalt fra balkon til løbere i salen,
ligesom toiletterne moderniseres. Udvendigt føres indgangen tilbage helt
ud mod gaden, hvor der etableres ny dør i venstre side. Et stort
udhængsskab reklamerer herefter med plakater og fotos midt i facaden.
|
Læs mere her:
Biografer på biografmuseet.dk
Biografer Oversigt
Danmarks 70mm og Storformat Biografer
Stoleplaner - Galle &
Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne
Biografpremierer 1911 -
2020
Film- og Kinoteknik
7OMM Film og De Store Formater
Todd-AO, - det sensationelle
filmsystem
Mine damer og herrer, "Dette
er Cinerama"!
"Windjammer" i
Cinemiracle
CinemaScope |
VistaVision
Super Technirama 70
|
Panacolor
Dimension 150
|
Sensurround
High-Impact
biografdesign
|
Biograflokalet
med Bio 2 på den forhenværende balkon. Oktober 2009. Foto: Thomas Hauerslev
Fremme i 1957 ønsker Sørensen efter elleve år at blive herre i eget hus
og har efter flere forsøg opnået bevillingen til
Kosmorama i Esbjerg,
hvilket skaber en del furore dér, men i Sønderborg skal der således
ansættes ny direktør. Blandt 58 ansøgere vælges Herluf Sønderbæk, der
var uddannet radiotelegrafist med erfaring som filmoperatør i en række
biografer i københavnsområdet, bl.a.
Casino på Istedgade. Han fik
installeret
CinemaScope i sommeren 1959, hvor der blev opsat nye
maskiner.
Salen gennemgår ved samme lejlighed en omfattende restaurering og
reduceres en anelse til 561 pladser, hvor alle er nye, bløde lænestole.
Loftet er nu sænket halvanden meter og gulvet samtidig hævet, hvilket
får rummet til at synes bredere, mens det i rumfang faktisk er blevet
mindre. En bred midtergang fører gennem de bagerste rækker og salen
bliver hurtigere at fylde og tømme. Under balkonens kant opsættes bløde
sofaer, mens et parti stole er en halv gang bredere end de øvrige ’til
særligt kraftige personer og til unge mødre’. Hele salen er i øvrigt
pyntet i lyse farver og paneler samt moderne tæpper på gulvene og et
flot nyt fortæppe til det ni meter brede lærred. Der genåbnes lørdag den
25. juli med Dirch Passer i ”Onkel Bill fra New York” blot otte dage
efter danmarkspremieren. Denne film var nu dog blot i widescreen.
I 1979 påtænkte kommunen at lukke sin biograf, da lejemålet stod til at
ophøre året derpå, men i stedet købes Kosmorama af Magnus Christensen
fra biografen i
Gråsten sammen med sønnen Bent, som i det nye år straks
tager fat på at dele den store sal over i to med hhv. 237 og 113
pladser. Genåbningen finder sted den 29. april 1980 med ”Olsen-banden
overgiver sig aldrig” i den nye sal 1, mens krigsfilmen
"Ørneborgen"
finder vej til sal 2. Det var et solidt program, der rungede i kassen.
Blandt senere succestitler tæller også noget så særegent som den tyske
”Christiane F”, mens den længst kørende titel i Kosmorama de første
mange år blev ”Midt om natten” med Kim Larsen og Erik Clausen, der nåede
op på elleve ugers spilletid.
Indgangen sker i venstre side af forhuset, mens to store
udstillingsvinduer reklamerer med dagens programmer. Sal 1 spiller
typisk kl. 19 og 21, mens sal 2 viser film omkring kl. 18, 20 og 22 hvor
den sene aftenforestilling i flere år var helliget et frækt program. I
stedet for Kosmorama bliver det Kino-Palæet, som lukker i maj 1987.
|
|
Biografejerne
Per og Anitta Matthiesen. Oktober 2009. Foto: Thomas Hauerslev
I september 2007 overtager Anitta og Per Matthiesen Kosmoramas to sale.
Direktørparret driver i forvejen
Kino i Aabenraa og med nu 2 x 2 sale på
hænderne afhænder Per Matthiesen sin tidligere vognmandsforretning for
at koncentrere sig om biograferne, der shines op i foyeren, ligesom
erfaringerne fra Aabenraa forplanter sig i Sønderborgs repertoire. To år
senere lægges biograferne også sammen i navn og drives fremover som hhv.
Kinorama Sønderborg og Kinorama Aabenraa.
Allerede ved overtagelsen i 2007 forklarer Matthiesen, at det formentlig
vil være optimalt med en sal eller to mere i en by af Sønderborgs
størrelse, men det bliver faktisk til tre – ni år senere, hvor hele
biografbranchen har været igennem den store digitaliseringsproces.
Blikket var stift rettet mod fremtiden, da den gamle biograf nedlægges
for at blive flyttet hen i et nyopført
biografkompleks i forbindelse med
indkøbscentret Borgen på Kastanie Allé 3, i øvrigt ikke langt fra det
gamle Kinopalæ. Hele arbejdet står på i tre år, men bliver færdigt som
planlagt i februar 2018.
Sidste forestilling på Perlegade fandt sted søndag den 4. februar, hvor
703 kvadratmeter til butik eller detailhandel fortsat er til salg fem år
senere.
|
|
|
|
|
|
|
|
• Gå til
Biografer på biografmuseet.dk |
Biografer Oversigt
• Gå til København |
Omegn | Nordsjælland |
Vest, Midt & Syd
• Gå til Bornholm |
Møn, Bogø, Lolland & Falster
• Gå til
Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø
• Gå til
Sydjylland |
Midt-Vest | Øst |
Nord
• Gå til mere om Kinorama, Sønderborg
|
|
|
|
|
|
|
|
• Gå til
Kosmorama (Sønderborg) (1920) / Kinorama, Sønderborg |
|
Gå:
tilbage
- op
Opdateret
mandag, 01 januar 2024 18:14:42 |
|
|