| |
Udstillingens Biograf-Teater, Horsens |
Tilbage til
forsiden
|
Skrevet af:
JG, biografmuseet.dk |
Dato:
01.09.2024 |
Haandværker-
og Sangforeningens Biograf-Teater - annonce 20. juni 1905
Udstillingens Biograf-Teater
Karoline Amalielund
Åbnet 17. juni 1905
Lukket 1. august 1905
Lørdag den 25. februar 1899 gives de to første, større forestillinger
med levende billeder i Horsens, som finder sted i Haandværker- og
Sangforeningens overdådige festsal på Allégade med et program udvalgt
blandt ’Edisons levende fotografier og elektriske lysbilleder i
legemsstørrelse’, som det blev slået op i annoncerne, der tilbød ’adgang
for alle’ såfremt pengepungen var klar til at blive lettet for 50 øre.
En reserveret plads med program måtte man endda betale 75 øre for, mens
børn kunne snige sig ind for 25. Om søndagen suppleres med to
eftermiddagsforestillinger foruden en aftenforestilling. Alle er separat
sammensatte filmprogrammer, der hver især varer godt 45 minutter.
’Alle, som har overværet fremvisningen af levende billeder, vil sikkert
være enige med os om, at det er noget af det bedste paa dette omraade,
man har set i lange tider her i byen’, skriver Horsens Social-Demokrat.
Også Vejle Folkeblad har set herlighederne og giver den skalle mere med
disse ytringer: ’Lysbilleder er ikke mere noget mærkværdigt; men levende
billeder turde være en sjældenhed, der kan interessere alle. Der er ikke
noget hemmelighedsfuldt eller mystisk ved det; tværtimod er det hele
meget naturligt. Billederne fremstilles ved hjælp af øjebliksfotografier
og særligt dertil konstruerede lysbilledapparater. Billederne er
morsomme og højst forskellige. Man fristes desværre til at ville se det
hele, hvad der bliver en temmelig dyr historie, da det er forskellige
billeder, der forevises de forskellige gange.’
Succesen er så enorm, at visningerne gentages den efterfølgende søndag
foruden mandag aften denne gang i
Arbejderforeningens sal, hvor børn nu
kommer ind for så beskedent som en 10-øre til den første forestilling kl.
18. Denne sal på Søndergade bliver sidst i 1906 bliver til permanent
biograf – Arbejdernes Biograf, mens håndværkerne kommer dem i forkøbet
med noget, der begynder at ligne fast biografdrift i deres store sal fra
lørdag den 8. april 1905. Det er her Nordisk Biograf Co., som nu spiller
hver aften frem til den 18. april, så dermed altså fortsat kun en
rejsebiografvirksomhed, der lægger udstyr til.
|
Læs
mere her:
Biografer på biografmuseet.dk
Biografer Oversigt
Danmarks 70mm og Storformat Biografer
Stoleplaner - Galle &
Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne
Biografpremierer
1911 - 2020
Film- og Kinoteknik
7OMM Film og De Store Formater
Todd-AO, - det
sensationelle filmsystem
Mine damer og herrer,
"Dette er Cinerama"!
"Windjammer" i
Cinemiracle
CinemaScope |
VistaVision
Super Technirama 70 |
Panacolor
Dimension 150 |
Sensurround
High-Impact
biografdesign
|
Haveoversigt
1905 ifb. med Udstillingens Biograf-Teater - nederste bygning er
Musikpavillonen
Inden da er mange andre sale i byen ligeledes flittige til at åbne op
for en stribe andre omrejsende biografselskaber og sandelig om man ikke
ser urmager Kraul i Hestedam (den senere Hestedamsgade) ved siden af sin
forretning i nr. 17 åbne et lokale med ’levende billeder og meget mere’-
’alt pr. automat’, hvor man ved at kaste en fem- eller ti-øre i
automaternes dertil indrettede åbning fx kan se badende damer eller
cirkusdirektør Bech-Olsen i brydekamp, hans speciale. Denne bomstærke
mand åbner i øvrigt i 1909 Hippodromen på kanten mellem Frederiksberg og
Københavns kommune, hvor cirkusnumre suppleres med film i en enorm
træbygning, der nogle år senere helliger sig de levende billeder under
navnet
Kæmpe-Biografen, landets største af sin slags nogensinde målt på
antal stole. Som hentydningen til automat afslører, er der imidlertid
ikke tale om levende filmbilleder, som vi kender dem, men nærmere et
enormt cirkulært lysbilledapparat. Omvendt er det givet, at man i
Horsens af alle byer i provinsen undtagen Aarhus og Aalborg lader til at
være allermest filmtosset, hvilket snart afstedkommer nogle af landets
største biografsale.
Tilbage hos de syngende håndværkere er man den 20. juni 1905 parat til
at åbne et sommerligt biografteater flyttet ud i en mindre havesal, da
der spilles sommerteater inde i festsalen. Det er også
håndværkerforeningen, der sammen med handelsforeningen, borgmesteren og
byens spidser har stablet en enorm industri- og landbrugsudstilling på
benene, som skal løbe henover sommeren i Karoline Amalielund, eller blot
’Karolinelund’, som den kaldtes i folkemunde. For at få plads er det
endda nødvendigt at pille plankeværket ned til Folkets Lund anlagt ved
siden af i 1896. Disse to blev først officielt lagt sammen i 1919.
Navnet er i dag Caroline Amalielund(en) navngivet efter dronning
Caroline Amalie, der sammen med kong Christian VIII i 1844 gæstede den
nyanlagte have omkring en lille lystskov udenfor byen med pavillon og
skydebane for Horsens borgerlige Skyttelaug. Her opføres nu i den
sydlige ende en separat bygning til (Horsens) Udstillingens (elektriske)
Biograf-Teater, der indvies samme dag, som udstillingen åbner lørdag den
17. juni.
|
|
Haandværker-
og Sangforeningens Havesal (postkort)
For biografvirket står to unge nordmænd, Fernander og Hallseth. De er
kommet til Danmark i oktober 1904 medbringende sig en række film og et
par fortrinlige fremvisningsapparater, som de hidtil har turneret rundt
med i Jylland. De startede dengang i Aarhus og var allerede forbi
Horsens i december på Allégade til gigantisk succes. Nu er de hyret af
selvsamme håndværkerforening til at forestå fast drift henover sommeren
i en stor barak opført af træ, mens Nordisk Biograf Co. tager sig af visningerne i haven. Dette fungerer i
begyndelsen dog kun henover et par dage og i forbindelse med dyrskue, da
folk hellere vil stå på nakken af hinanden ude i lunden. Håndværkerhaven
bliver i øvrigt omdannet til parkeringsplads i 1970, mens festsalen har
overtaget byens levende teater, da Horsens (ny) Teater bliver
fuldblodsbiograf i 1957.
Allerede midt i maj 1905 refereres det i Horsens Folkeblad, hvorledes en
hel ny bygning bestemt til fremvisning af levende billeder nederst i
Karolinelund på den store plæne med rødbøgen og kastanjetræet er næsten
færdig – altså omtrent midt imellem indgangen nede fra Sundvej og
musikpavillonen. Nærmere kommer vi det vist ikke, for biografteatret
blev ikke talt med i oversigten over udstillingshallerne, der for
størstedelens vedkommende lå oppe i den nordlige ende. Samlet henover
sommeren forventes besøg af 200.000 gæster, hvoraf de fleste – og mange
flere end nogensinde på egnen – vil stifte yderligere bekendtskab med de
levende billeder, der forevises med start hver time fra kl. 14 til 23.
|
|
Den
sydvestlige indgang til Karoline Amalielund og Udstillingens Biograf
Teater (postkort)
Udstillingen åbner den 17. juni og samme dag er Biografteatret i
funktion med et fyldigt program på 45 minutter, hvortil der kræves
udstillingsbillet. ’Bedre billeder er aldrig set i Danmark’, lød det
forud i Aalborg og ligeledes udtrykkes i Horsens kun den yderste
tilfredshed med, hvad de to ungersvende nu har at byde på, hvor
gensynsglæden har været betragtelig. To dage senere suppleres programmet
med optagelser af Peter Elfelt, som har foreviget åbningen ved hans
højhed kronprins Christian og prinsesse Alexandrine. ’I biografbygningen
samles stadig et talrigt publikum om de gode levende billeder’, noteres
det igen sidst i juni. ’Ikke saa faa lokkes ogsaa af den kraftige
grammofon, der er anbragt paa bygningen, og som lader sine toner lyde
vidt omkring.’ Som udstillingens protektor kommer kronprinsen sammen med
sit følge på besøg igen den 5. juli, hvor han denne gang aflægger
biografteatret et besøg og udtrykker overfor de lykkelige direktører
stor tilfredshed med hvad, man har set.
Da det hele slutter den 1. august, har 170.000 aflagt haven visit. En
anelse sløjere end forventet særligt i starten, hvor man på åbningsdagen
eksempelvis har forlangt en højere entré. Efter sidste program, hvor man
bl.a. kan komme ”En tur gennem Barcelona”, er det imidlertid to fortsat
ovenud lykkelige herrer, Fernander og Hallseth, som tager afsked med
Horsens for at rejse hjem til Norge mod nye eventyr i Finland og –
forlyder det – Rusland, men når næppe så langt. Biografbygningen bliver,
ligesom alle havens øvrige opført til lejligheden, revet ned efter
udstillingens sidste dag og lader musikpavillonen få sin græsplæne
tilbage. Biografernes epoke, derimod, er næsten kun lige begyndt og de
norske gutter… de vender såmænd snart tilbage.
|
|
Udstillingens
Biograf-Teater - annonce 19. juni 1905
I efteråret 1905 må man nøjes med levende billeder som supplement til
aftenunderholdningen i Hotel Hejmdals koncertsal, men søndag den 14.
januar 1906 er nordmændene atter i aktion. Denne gang inde hos
håndværkerne i Allégade. Det sker med et nyt, gevaldigt program på to
timer strækkende sig henover fire dage til en succes, der denne gang
nærmer sig det ekstatiske. Programmet gentages ugen derpå, efter
vennerne har været på gæstevisit i Odder.
Den norske sejrsmarch gennem større byer som Horsens er imidlertid ved
at være forbi, for
Constantin Philipsen fra København er allerede i færd
med at indrette en filial af sit
Kosmorama med eneret for et år. Endnu i
februar og starten af marts giver andre selskaber en række
forestillinger i Good-Templar afholdslogens nye festsal i Kattesund, som
allerede viste film, da salen var spritny i 1900. Her kommer
Kinografen
til i 1909. Det gamle Horsens Teater kan også være med og sommetider
finder forestillingerne sted samtidig. Alle disse modtages imidlertid
langt mere behersket, mens Philipsens håndværkere endnu knokler med at
blive klar ovre hos Odd-Fellow brødrene.
Efter Vejles tidlige opblomstring udarter Horsens sig til de større
provinsbyers biografmekka, hvor selv århusianerne i det omsiggribende
Fotorama smager de søde frugter ved at forestå driften af Arbejdernes
Biograf. Det sker samtidig med Philipsen i alliance med
musikforlagsdirektør Holger Gleesen og boghandler Henrichsen tillige
starter Royal-Biograf kopieret efter
københavnermodellen af samme navn.
|
|
|
|
|
|
• Gå til
Biografer på biografmuseet.dk |
Biografer Oversigt
• Gå til København |
Omegn | Nordsjælland |
Vest, Midt & Syd
• Gå til Bornholm |
Møn, Bogø, Lolland & Falster
• Gå til
Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø
• Gå til
Sydjylland |
Midt-Vest | Øst |
Nord
• Gå til mere om Kosmorama |
Arbejdernes Biograf / Biografen | Royal-Biograf |
Kinografen / Phønix-Teatret |
Palæteatret | Kino-Palæet /
Kino | Teater-Bio
/ Bio | Det Nye ABC
Teater / ABC Biograferne |
Teater-Biograferne | Megascope |
|
|
|
|
|
|
• Gå til
Udstillingens Biograf-Teater, Horsens |
|
Gå:
tilbage
- op
Opdateret
08-01-2025 |
|
|