Arbejdernes Biograf / Biografen, Horsens | Tilbage til forsiden |
| Skrevet af: JG, biografmuseet.dk | Dato: 01.09.2024 |
 Arbejdernes Biograf - åbningsannonce for 23. december 1906Arbejdernes Biograf / Biografen Søndergade 48 Åbnet 23. december 1906 Lukket 9. oktober 1941 Søndergade 48 i forlængelse af byens nuværende torv er opført som herskabspalæ omkring 1740 med portindgang i højre side. Fra 1806 kendes stedet som Kasernegaarden, da bygningerne frem til 1842 tilhører Det Slesvigske Kyrasserregiment, der benytter et langstrakt baghus ned mod den gamle å som kaserne for de menige soldater. I bindingsværksbjælker kunne man se kyrasserernes navne skåret med kniv. Forhuset bebos af officererne, mens heste er indkvarteret i sidebygninger omkring den store gårdsplads. I maj 1891 flytter Arbejdernes Fællesorganisation ind i de menige soldaters gemakker, der udvidet fortil i gården i sin fulde længde herefter rummer et større antal kontorlokaler, læsestuer, to mindre restaurationslokaler, en forsamlings- og teatersal med balkon og bagerst et gæstgiveri i den ældste, stort set uforandrede del. I december 1906 har tre ansatte ved byens venstreblads trykkeri, nærmere bestemt typograferne Jørgensen, Krag og Hansen fået til opgave på fællesorganisationens vegne at søge tilladelse om også at drive stedet som biograf, men i første omgang lykkes det på grund af Kosmoramas eneret kun at gælde organisationens medlemmer samt familie, hvilket i tal kan omsættes til 2.000 plus ægtefæller og børn ud af godt 22.000 indbyggere. Det bliver til Arbejdernes Biograf, der trods begrænsningerne annoncerer vidt og bredt og må betragtes som en helt almindelig forretning i konkurrence med kosmoramaet. Typograf Hansen udpeges som leder af biografvirket. Herligheden åbner lillejuleaftensdag, søndag den 23. december kl. 16 med plads til 400 gæster. Programmet ledsaget af pianokoncert byder på verdens største automobilløb under titlen ”18 mil i timen” suppleret med ”Usynlige mennesker”, ”Uartige skoledrenge”, ”Min hat” og ”Frøfangst”, som er ’kunstnerisk koloreret’ samt indtil flere småfilm. Prisen er 25 øre for voksne og 15 for børn på gulvet, mens den trelængede balkons ringere pladser kan erhverves for blot 15 og 10 øre, hvilket for de voksnes vedkommende er det billigste, man nogensinde får at se her i landet (siden planket af Kinografen). Til vejrs må man leve med larm fra fremvisningsapparatet, der er stoppet ind i et blikhus, mens børnene finder sig til rette ude i spidsen eller nedenfor ved det ganske store, men ret tynde lærred hængt op foran scenens bagvæg, hvor pianistinden klimprer løs i et snævert hjørne. Der er i anledningen kommet elektrisk lys både indendørs i salen og ude i gårdhaven, hvor selv et valnøddetræ lyser op i vintermørket. Indvendigt pyntes siden op med friske blomster i de lyse måneder. | Læs mere her: Biografer på biografmuseet.dk Biografer Oversigt Danmarks 70mm og Storformat Biografer Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne Biografpremierer 1911 - 2020 Film- og Kinoteknik 7OMM Film og De Store Formater Todd-AO, - det sensationelle filmsystem Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"! "Windjammer" i Cinemiracle CinemaScope | VistaVision Super Technirama 70 | Panacolor Dimension 150 | Sensurround High-Impact biografdesign |
 Annonce for Arbejdernes Biograf i juli 1907På grund af planlagt juletræsfest og baller må man nøjes med seks forestillinger på åbningsdagen og så ellers vente igen med at vise film til januar, skriver forhåndsannoncerne, men allerede fra 2. juledag er der igen ti nye film på plakaten fra kl. 16 til 23. Denne dag går det galt allerede til første forestilling, da en linse i fremføringsapparatet sprænges på grund af stærkt lys, som det blev forklaret, hvilket tilmed ødelægger et godt stykke af filmen. Hvor dagens forestillinger må aflyses, beder ledelsen på det kraftigste om undskyldning for det indtrufne og lover gratis adgang dagen derpå. ’Maskinerne er af de allerypperste’, noterer Horsens Social-Demokrat (pudsigt nok identisk med føromtalte venstreblad) i denne forbindelse, hvor sætternisserne tilføjer, at apparaturet ’vil kunne levere aldeles fortræffelige billeder, naar alt er i orden.’ Den efterfølgende dag tør man dog hverken annoncere eller åbne, men nøjes med at reklamere for en dilettantforestilling nytårsdag. Den når man heller ikke frem til, for natten til søndag den 30. december udbryder en større brand. Ilden menes først at være opstået ved en kortslutning i de nye installationer, som herefter har spredt sig, men senere undersøgelser påviser, at den nærmere stammer fra en henkastet tændstik eller cigarstump efter sidste forestillings afslutning kl. 23 netop som biografdriften var genoptaget og de uheldige gæster fra 2. juledag budt indenfor et par dage forsinket. Al biografens inventar er blevet flammernes bytte heriblandt filmmaskinen samt aftenens timelange program bestående denne gang af hele tolv titler forevist kl. 19.30, 20.45 og 22. Hele den øverste etage er stærkt beskadiget af flammerne men også resten godt molesteret af røg og vand. At det ikke gik værre, skyldes en årvågen hund, der gøede, så husets vært med bopæl i stuen bagved vågnede af sin dybe søvn. Hr. Christian Petersen fik i en fart tilkaldt brandvæsenet, der dog var hæmmet af et vejr så hundekoldt, at vandet frøs til is, hvor det ikke direkte ramte flammerne, som måtte bekæmpes både fra taget samt vinduer og udgangsdøre. På åbningsdagen akkurat før jul var biografen netop blevet assureret for knap 3.000 kroner, mener i hvert fald ledelsen orienteret således af agenten, men netop på dagen for branden er policen kommet retur fra hovedkontoret i København med den påtegning, at man ’paa grund af den store risiko ikke turde tegne forsikringen’. Kasernegaardens bygninger er i sig selv af bygningens ejer forsikret for 32.000 kroner andetsteds. Det kommer til stort postyr, men et år senere tilkender Forsikringsselskabet Danmark alligevel at udbetale fuld dækning for tabet. | |
 Arbejdernes Biograf - sidste annonce før brand den 29. december 1906Aldrig har man i Danmark set en biograf udsat for en sådan række fatale episoder i forbindelse med at få startet. De myreflittige arbejdere giver imidlertid ikke op, selvom onde kræfter synes at modarbejde. Efter en nærmest total rekonstruktion af salen fra murværk til interiør genåbnes et halvt år senere den 18. juni 1907. Arbejderne går nu en epoke i møde, der snart udvikler sig gennem officiel biografbevilling med adgang for alle et år senere i juni 1908. Det sker efter en del kontroverser som omtalt i kapitlet om Kosmorama. Til en begyndelse høstes stor anerkendelse fra publikum, der ikke blot finder Arbejdernes Biograf bedre end Royal-Biograf, som åbner fem dage senere men også kosmoramaet på Torvet, man ellers troede, var et af landets bedste af sin slags. Billedet står simpelthen fuldstændig rent og flot uden at hverken hoppe eller danse, erfarer man i et læserbrev, der vel kunne være lidt farvet. De nye maskiner er nu solidt placeret i et dertil indrettet operatørrum omme bag balkonen adskilt af en brandsikker mur. Tilmed er stedet i sine nye, lyse farver blevet et af byens skønneste. Ifølge Social-Demokraten måske hyggeligere end noget andet i byen måske med undtagelse af håndværkernes- og sangforeningens overdådige festsal. Arbejderne står last og brast. Da bevillingen til at kunne vise film for alle er en realitet, forlyder det, at navnet muligvis skal forandres til Arbejdernes Fotorama, da det er konsortiet bag århusianske Fotorama, der står for driften. Fællesorganisationens unge kasserer Magnus Petersen hyres nu til at lede butikken efter typograf Hansen. Han havde første gang set film under udstillingen i lunden tre år forinden og var straks fyr og flamme. Til en begyndelse lader man end ikke billetprisen stige; faktisk falder priserne omvendt fem øre i det beskedne Royal, som endda forsøger sig med ombygning, mens Kosmorama ikke forandrer noget. Det nye navn lader man dog gå i glemmebogen – alle kender alligevel også stedet bedst under et helt tredje navn, nemlig som Loppen. Det pænere borgerskab så man kun sjældnere på adressen, men antallet af springfyre lod også til at være beskedent. Det var skam et ordentligt sted! I juli 1908 opsættes et nyt, stort arbejder-biografskilt over porten. Fremover gives forestillinger hver aften undtagen onsdag mod tidligere typisk kun tre dage om ugen. Endnu ses samme film ofte parret på kryds og tværs af de forskellige etablissementer. Den ene har i den forbindelse ikke noget at lade den anden høre, men i Royal, der som regel var ringest forsynet med friske varer, kan man 1. juli 1908 se et notabene: ’Som De vil se er alle nye numre’ i forbindelse med genåbning efter udvidelsen. Uden stort held, desværre. Den lukker mindre end tre måneder senere. Generelt er Arbejdernes Biograf længst fremme i skoene, hvor man med flid supplerer med fotograf Hermansens egne optagelser, stifteren af Fotorama, der i september 1908 også lægger vejen forbi Horsens med sit kamera. Optagelserne er at se få dage senere. I 1909, hvor nu Kinografen støder til og Magnus Petersen flytter derover, omtales Arbejdernes Biograf ofte blot som Biografen og ses tillige annonceret som sådan fra tid til anden, men beholder officielt sit flittige navn frem til efteråret 1911. Over porten opsættes en mægtig flot baldakin bare med navnet ’Biografen’. | |
 Løjerlig annonce for Arbejdernes Biograf i februar 1910Tilbage i den varme sommer 1909 kundgøres det særdeles interessant, at man gennem nogen tid har vist film tilvejebragt direkte fra det franske filmselskab Pathés Frères og dettes nye agent for Danmark, som de nyetablerede, pæredanske udlejningsselskaber hurtigt ser sig tosset på. Det afstedkommer en række danmarkspremierer, som i mange tilfælde slet ikke vises øst for Lillebælt og nogle overhovedet ikke udenfor Horsens, hvor endnu blot politimesterens godkendelse behøvedes til fremvisningerne og denne var ikke striks. Gik det lovlig spændende for sig, kunne børn dog forbydes adgang. Publikum var naturligvis ikke besværet af sproget, når det kom til ørerne, men man måtte dog forudsætte et vist kendskab, idet mellemteksterne i disse situationer ikke stod på dansk. Tysk var man allerede vant til og enkelte film herfra kommer også til landet via franskmændenes tyske underleverandør. Det erindres sågar, hvorledes biografdirektøren selv har smuglet en kopi op fra Tyskland ved at gemme den under sædet i togkupéen. Udover de kommende år at medføre det første eksempel på biografblokade mod et filmselskab, slører oplysningen samtidig, at Fotorama har trukket sig tilbage sidst i april og spiller nu alle byens biografteatre ud mod hinanden, efter fællesorganisationen har overtaget bevillingen med hr. Møller som ny leder. Fotoramas danske titler, heraf de fleste med tiden fra Nordisk Films Kompagni, er fortsat sporadisk på plakaten. Ikke mindst nogle år senere omkring tidspunktet, hvor fællesorganisationens århusianske afdeling opnår biografbevilling og udlejer denne til Fotorama, der således starter Folketeatret på Banegaardsgade. Fotoramas første egenproduktioner samme år 1909 har Petersen raget til sig ovre i Kinografen fremme i november, hvor man ikke nøjes med det københavnerselskabets repertoire af egne titler, da ejerforholdet favner bredere. Tidligere tiders eneste stumfilmsbiograf-arkæolog med større overblik, den ellers grundige Gunnar Sandfeld, bebrejder 60 år senere farvet af datidens ytringer Arbejdernes Fællesorganisation at have ’forkludret forholdene og livsbetingelserne for de mænd, der i Horsens havde deres livsgerning og eksistens’, men måtte således have glemt alt om Philipsen og hans kammesjukker og slet ikke haft tilstrækkeligt kendskab til detaljerne, når Fotoramas Frede Skaarup sammen med ’arbejderpartiet i Horsens arm i arm med kapitalen’ udråbes som skurk og et ’tragikomisk syn’, da ’Arbejdernes Biograf efter fire aars forløb ikke kunne mere’. Der var et par husnumre derfra nærmere tale om et konsortium, som ikke selv i tide har formået at forbedre sine lokaler i betragtelig grad tilføjet en kommunal beslutning, der i sin tid bevirkede, at det blev Good-Fellar logens store sal, der lagde hus til Kinografens lokale frem for en langt mindre tilbygning, sådan som man kan læse om ovre i Kattesund. Hertil skal lægges det virkelige billede anno 1911, der viser kæmpeomsætninger alle steder – sådan som det ligeledes er noteret under historien om Kinografen. Det vidner nærmere om en gevaldig misundelse i tiden fra de byer, der både var underforsynet med siddepladser og sale af en vis komfort. Ikke mindst fx Odense, der endnu stod voldsomt langt tilbage. | |
 Arbejdernes Biograf i Horsens med danmarkspremiere 14. marts 1910Selvom Fotorama måtte spille sine kort noget specielt ved sine filmplaceringer i Horsens, kunne Arbejdernes Biograf så meget andet, for den fortsætter skam med stor succes. I januar 1910 er salen således forskønnet og fremstår med en ’dekorativ elegance’ som aldrig før. Publikum strømmer til i en grad, at flere titler vises som førsteopførsler og den 14. marts 1910 er det faktisk helt sensationelt i Horsens, da den hidtil længste film opført samlet i landet får danmarkspremiere i Biografen med udspring i den franske affære. Passionsskuespillene i Oberammergau er allerede berømte, da tidligere fremstillinger i levende billeder har været fremvist i byen til enorm succes i 1901. Egentlig er der nu i 1910 tale om fire separate stykker optaget i Frankrig helt tilbage i 1903, som omredigeret i 1908 er genudsendt af Pathé-Frères som ”Jesu liv og levned” på sammenlagt 45 minutter, mens forestillingen incl. pauser og forfilm løber op i fem kvarter. ”Passions-skuespillene”, som den også lyder, består af ”Jesu fødsel”, ”Jesu barndom”, ”Jesu gerninger” og ”Jesu lidelser og død”. Dagen forinden er 400 gæster blandt byens spidser incl. borgmesteren inviteret til særlig forpremiere og filmen spiller herefter syv dage ledsaget af orgelkoncert og sangkor til samtlige forestillinger. ’Der vil sikkert blive hidtil ukendt tilstrømning til Biografen i denne uge, selvom entreen ogsaa er forhøjet til 25 øre’, skriver Social-Demokraten. Børn slipper stadig ind for bare ti øre, mens et stort illustreret katalog på 24 sider sælges separat for 5 øre. Ovre hos Kinografen tages kampen op (med Fotorama-titler og gratis program) ved at programsætte en nyere men også noget kortere version af stykket her kaldet ”Christi liv og død”, men sandelig nogle dage senere også identisk ”Jesu liv og levned” i indtil flere ledsagende tekster. ’For at imødegaa konkurrencen en lille smule’, som man ærligt noterer, suppleret med selskabets danske hofnummer, ”Den lille hornblæser”, som allerede har været en bragende succes fire måneder forinden. Kinografen blærer sig straks med aldrig at have haft så stort besøg, mens Biografen redegør for, at 4.000 har set deres film på ugens første tre dage incl. forpremieren, hvilket med tre daglige forestillinger betyder fuldt hus. Filmen fortsætter ugen efter i Aarhus’ Kosmorama, der endnu er Fotoramas konkurrent i denne by (i det let skjulte i disse år såmænd drevet af konsortiet bag Horsens eget Kosmorama, men viser sig siden på grund af blokaden først et par år senere i København godt gemt af vejen i Aaboulevards Biograf-Teater. Konkurrencen er benhård; i august gentager noget lignende sig med ”Elverhøj” og publikum bare valfarter til det entreprenante foretagende, der også succesrigt forsøger sig med programmer udelukkende bestående af natur- og rejsefilm. Biografen har desuden børneegnede titler på lager til særforestillinger, som skoleautoriteterne dog i begyndelsen stiller sig noget nølende overfor. Her er det faktisk Odd-Fellow folkene ved siden af, der sammen med andre konstellationer blandt biografdirektører med rod i skolevæsenet rundt om i landet, får sat sving i engagementet med at løfte filmoplevelsen ind i skolerne som del af den almindelige (ud)dannelse. | |
 Danmarkspremiere i Arbejdernes Biograf 14. marts 1910 vises samlet som Jesu liv og levnedOgså landboforestillingerne trak fuldt hus her i teatret og visse dage kunne Biografen mønstre over 2.000 besøgende henover få timer, hvor publikum måtte vente pænt i forhallen på at få plads. Der var aldrig nummererede pladser og det viser sig pludselig, at gulvet slet ikke kan holde til så mange utålmodige sjæle, der måtte have stampet rigeligt i gulvplankerne. Pludselig gav de efter og folk endte bogstaveligt nede i underverdenen. Den viser man for resten også… Dantes ”Helvede” i april 1911. I vintermånederne fodrer kontrolløren en ’tykmavet’ kakkelovn i højre side fra brændestablen omme bag lærredet, så der altid holdes minimum tolv grader indendørs – behageligt herovre hos pianistinden, mens der fortsat kunne herske polarlignende tilstande i den modsatte side. Isolationen var nok ikke ret god. Bagved lærredet skal de programsælgende drenge tilmed hamre løs på diverse hjemmestrikkede instrumenter, når tiden er rigtig. Kommer de så selv op at slås indbyrdes, er effekterne så meget desto bedre. I august 1913 går det mere hedt for sig end normalt på en sommerdag, da der igen udbryder brand. Denne gang raseres kun operatørrummet, da der går ild i en film, hvilket dog alt sammen udvikler sig mere nervepirrende end ”Dramaet i den gamle mølle” med Ellen Aggerholm, der sammen med en række øvrige titler forvandles til aske. Publikum er nemlig tøvende med at forlade salen, da en samtidig ildebrand i møllen oppe på lærredet tager sig forbløffende intens ud – den kan tilmed lugtes! Den indtræffer nøjagtig samtidig i operatørrummet som oppe på lærredet, hvor møllen er ved at futte af. Bag balkonen er operatøren faldet i staver og drejer derfor apparatet så langsomt, at varmen antænder strimlen. Publikum tror næppe sine egne øjne, da det brænder i hver ende – først helt overbevist om sagens alvor, da røgen trænger ud i lokalet. Et par betjente blandt tilskuerne tager affære uden optræk til panik, selvom en dame besvimer. Muligvis pianistinden helt udmattet og lettere røgforgiftet efter at have reddet et par mindre drenge i sikkerhed. Operatøren slipper også ud men noget forbrændt, ligesom nogle får knubs ved at springe ud over balkonafsatsen og ned på gulvet. Nødudgang var der ikke noget af heroppefra. Senere installeres en separat jerntrappe fra gården op til maskinrummet, så en brand vil få endnu vanskeligere ved at sprede sig. Der går en uge, før visningerne kan genoptages, hvor man denne gang investerer i et overrislingsapparat, som skal dæmpe brandfaren. Salen var i de samme dage op mod branden ved at blive frisket op med ny maling, men det arbejde må gøres om, da særligt loftet er sværtet til af røgen. Skaden på bygningen som helhed, der nu ejes af købmand Jessen, er ikke overvældende stor og en ny kopi af møllen kommer på plakaten kort efter. Jessen, skal det tilføjes, er indtrådt i samme interessentskab, der også ejer Kosmorama, som Philipsen nu definitivt har solgt sin andel af, hvilket også forklarer Odd-Fellow lignelserne. De kommende år drives Biografen af M. Bahr, der gennem flere år har været medlem af fællesorganisationens forretningsudvalg og kender i form af sit daglige virke som skatteopkræver allerede sit publikum godt (uha uha). Han har desuden en fortid i Cigararbejdernes Fagforening. Horsens er siden 1688 tobaksby og røg, vil man vide, såfremt man har studeret jyske røverhistorier, har altid en saliggørende virkning på lysten til at drive biograf. Så meget at ”Blandt københavnske apacher” inde ved siden af i Kosmorama i juni 1911 her i Horsens kaldes ved dens undertitel ”Cigararbejderskens roman”, hvor en cigarforretning viser sig som et ’skalkeskjul for mere lyssky forretninger.’ Den er trods sin ordlyd optaget i Aarhus af Fotorama. | |
 Biografen genåbner 19. august 1913 efter brand og opmalingDa Kinografen noget overraskende ophører i 1914, bliver Biografen og Kosmorama de eneste i byen og knytter endnu tættere bånd i 1916, da Kosmorama lukker for at blive flyttet over akkurat ved siden af Biografen. Her slår Palæteatret slår sine døre op 1. marts og de to drives nu bogstaveligt side om side. Det kan nok være, at ejerskabet flød sammen, men personalet var angiveligt ikke hinanden særlig venligt stemt. Der var nogen, der stadig huskede dengang Kosmorama gav sig af med stikkervirksomhed. De næste år sker der ikke alverden i byen, men konkurrencen spidser til, da byggeforeningen Fremad i 1921 generhverver sin biografbevilling for at genåbne Kinografen nu under navnet Phønix-Teatret. Dette prøver lettere ubehjælpeligt at illudere finere palæteater ved kun at spille én aftenforestilling kl. 20 foruden søndag eftermiddag, mens Biografen fortsat giver den nonstop fra kl. 17 til 22. I løbet af 1920’erne indordner nærværende sig dog permanent under de længere films faner og viser alle film på samme facon som de andre men fortsat med kraftig vægt på det tju-bang repertoire, der i København kendetegnedes ved især Vesterbros Teater. Allerede 2. juledag 1929 kan Palæteatret og Kino-Palæet præsentere tonefilm, men Biografen kender sit publikum og venter – fornuftigt, skal det vise sig – 2½ år med at installere nye maskiner. I senere år hviler pianisten sig indimellem, når en grammofon sættes til at gøre arbejdet – det kunne være Phønix-Teatrets vidunderinstrument, man arver efter dennes lukning i 1927. Biografen er fortsat arbejdernes, men siden 1926 forpagtet af først Palæteatrets direktør, fotograf Hans Hansen på dette konsortiums vegne og så fra 1928 kortvarigt af Kino-Palæets Marius Jonassen, der er med på samme vogn, før Hansen i 1930 atter på banen overlader ledelsen af Biografen til sin egen søn Jørgen, der udvider med herlige dobbeltprogrammer og knaldfilm fra krimigenren samt spandevis af westerns – alle de glade film for kasketdrengene og andet godtfolk, når fruen ikke er med i byen. Da maskinerne fra Bang & Olufsen er på plads i maj 1932, har man faktisk byens mest pålidelige filmudstyr. Der er på dette tidspunkt 321 pladser, men det hænder fortsat, at børn står og hujer fra balkonens sider og sender papirflyvere afsted eller det der er værre ned i dybet under dem, hvis der kysses for meget oppe på lærredet. Som tonefilmsbiograf får Biografen atter en stribe premierer, det det gælder bl.a. en serie westerns fra det amerikanske filmselskab Columbias danske afdeling. I 1934 får sønnike på den socialdemokratiske borgmester Axel Sørensens nåde overdraget den daglige ledelse af Palæteatret og arbejderne må selv tage affære som i gamle dage, da bevillingssystemet kræver, man fremover kun driver én biograf, men da Jørgen Krøyer Hansen i 1939 overtager sin fars bevilling til Palæteatret, fremgår det, at han først nu vil fratræde som bestyrer af Biografen. For Biografens ledelse står fra 1934 officielt Ove Jensen, som fremme i 1966 selv bliver borgmester. Det står i disse år soleklart for Arbejdernes Fællesorganisation eller ’Arbejdernes Forsamlingsbygning’, som bevillingen specifikt retter sig imod, at der må ske noget. Lokalerne fremstår nedslidte trods alverdens reparationer gennem årene fra kælder til kvist. Sidste forestilling finder sted torsdag den 9. oktober 1941. Dagen efter åbner Teater-Bio i Horsens Teater ’under betydelig større og ogsaa mere tiltalende forhold’, hvor Jensen har tænkt sig at gå langt finere til den med mulighed for at købe drinks i pauserne. Dem, altså pauserne, var Biografen gået bort fra ved installationen af tonefilm bortset fra ved dobbeltprogrammerne, men udsigten til at miste de elskede cowboy- og gangsterfilm fra B-genren, var ikke just med til at gøre det sjovere for de 310 gæster, der lagde vejen forbi sidste dag. Den runde Edvard Persson forsøgte ellers efter bedste evne som ”En ægte skaaning”. Slemt var det også for personalet, der pludselig skulle vænne sig til en helt ny attitude. | |
 Biografen som danseinstitut (reklame for Laursens Danseinstitut)I dagene omkring lukningen går spørgsmålet på, hvad bygningen mon nu skulle bruges til? En danseskole forekom det mest oplagte bud, selvom man samtidig fandt, at det ville blive svært at ryste lopperne af sig. Og sådan blev det. Gustav Laursens Danseinstitut er startet andetsteds i byen, men flytter i august 1942 ind i Biografen, hvor scenen rives ned, hvilket giver en betragtelig udvidelse af rummet. Lokalet pyntes gevaldigt med ophængte blomsterskåle under balkonen, mens væggene prydes med gengivelser af dansen, som den har formet sig gennem tiderne. Foroven er der opsat nye bænke, så ledsagere kan følge med i undervisningen. Sådan forbliver det frem til 1977, hvor bygningen står foran nedrivning, hvilket medførte et større ramaskrig, som næppe var siddet overhørigt, havde det været i dag, men bygningen fremstod i en mere elendig forfatning end nogensinde. Operatørrummet var der endnu, ligesom baldakin og udhængsskabe gjorde nydelig gavn næsten til det sidste. Porten ind til gården var imidlertid muret til året forinden i 1976, endnu før dansen sluttede, hvor den ældste del af kasernegården bagerst, der ikke i sin tid var direkte hærget af branden, blev revet ned, mens danseskolen fik ny adgang bagfra ved det nye boligbyggeri Boulevardgården. Ud mod Søndergade ligger nu Arbejdernes Landsbank, der opfører en mindre bygning på tværs midt i den gamle gård. Resten er parkeringsplads ned mod det, der ikke længere er en frit flydende å, men Åboulevarden. | |
 Biografens facade, baldakin og udhængsskabe nu fyldt med dans (postkort 1970) | |
 Biografen i tiden som danseinstitut (public domain) | |
• Gå til Biografer på biografmuseet.dk | Biografer Oversigt • Gå til København | Omegn | Nordsjælland | Vest, Midt & Syd • Gå til Bornholm | Møn, Bogø, Lolland & Falster • Gå til Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø • Gå til Sydjylland | Midt-Vest | Øst | Nord • Gå til mere om Udstillingens Biograf-Teater | Kosmorama | Royal-Biograf | Kinografen / Phønix-Teatret | Palæteatret | Kino-Palæet / Kino | Teater-Bio / Bio | Det Nye ABC Teater / ABC Biograferne | Teater-Biograferne | Megascope | | |
 • Gå til Arbejdernes Biograf / Biografen, Horsens | |
| Gå: tilbage - op Opdateret 16-10-2024 |