Per Hauberg - BIOGRAFMAND! |
Tilbage til
forsiden |
| Per Hauberg (21.11.1952), interviewet, fotograferet og redigeret af Thomas Hauerslev. Afskrevet fra de rå optagelser af Mette Petersen i januar 2018. | Dato: 12.06.2018 |
Interessen for film og biografer |
|
 Min
debutbiograftur forgik den 8. januar 1956 kl 16:45 hvor mine forældre
tog mig med i biografen for at se ”Far til Fire på Landet” - jeg
var lige blevet 3 år. Per Hauberg i billetkontoret, Malling Bio, 1. november 2017.Hvordan opstod din interesse for film og biografer? Mine kære forældre, de har alle dage i al' deres gifte tid været i biffen mindst to gange om ugen. De gik i biffen hele tiden. Jeg var ikke mere end 3 år, da jeg blev slæbt med til "Far til Fire på Landet" i Folketeatret i Aarhus. Jeg har slået det efter. 8. januar 1956, Ganz genau. Den havde premiere i november 1955. Sådan startede det, og jeg har set i mor's efterladte dagbog, at jeg var meget tilfreds med oplevelsen. Altså, lige så snart jeg kunne få lov, så var jeg jo afsted alene. Det var sådan med visse begrænsninger, netop ud fra dette med at få lov. Det første år kunne jeg ikke komme afsted alene, fordi vores lokale biograf i Viby jo allerede lukkede i '61. Skammeligt! Skammeligt! Så da jeg blev lidt ældre, var det i orden at tage cyklen og futte til Brabrand eller Højbjerg, så skulle det være pr. bus., og der var fandemig langt. Jeg tror det tog en time komme der ud. Brabrand var osse langt væk, men det var fint at cykle derud. Der var cykelsti meget af vejen, så det var fint, selv for en meget ung knøs. Vi boede i Viby på det tidspunkt. Da jeg nåede 7. eller 8. klasse, der var jeg af sted 2-3 gange om ugen, bl.a. fordi jeg var jo så asocial, at jeg ikke kunne enes med dem i min klasse om, hvad der var sjovt. Jeg gad ikke høre på Beatles' musik, som de alle sammen gjorde på det tidspunkt. Jeg gik i biffen helt for mig selv, og det havde jeg det helt fint med. Omkring konfirmationsalderen var det helt sikkert, at der var jeg afsted tre gange om ugen. Hvilke film var det du så? Det var alt! På et tidspunkt førte jeg bog over det, og jeg gav filmene karakterer efter 13 skalaen. Det mest grinagtige er, at nytårsdag 1969 havde der været julepremiere i Scala i Århus på "Play Time". I det "store format", det stod der på plakaten, og det ved de fleste så, at det var lykken. Jeg sad der hele aftenen og gloede ud rundt i mørket. Så var der en derover, der grinede, og så var der en deroppe, der grinede. Det var højden. Der var en, der så hver enkelt lille ting, og jeg fattede ikke en meter. Næste dag i avisen stod der, at "Det havde godt nok været morsomt". Så blev jeg enig med mig selv om, at det havde jeg ikke prøvet før. Så måtte jeg hellere afsted igen. Jeg så den igen en uge efter. Så avancerede den altså fra et 3 tal, og til et stort 10 tal. Jeg hulkede af grin anden gang, men jeg skulle lige lære det. |
Læs mere her: Per Hauberg Nielsen (1952-2024), Biografmand • Intro til Per Hauberg - BIOGRAFMAND! • Gå til Roadshow versionen: Per Hauberg - BIOGRAFMAND! • Gå til Galleriet: Seneste nyt fra Malling Film Agentur & Kulturformidling Bio, Malling Per Hauberg, 40 år i Malling Bio Magnetlyd i Malling Bio Udkantskulturformidlingen i Malling in70mm.com: 7OMM with Per Hauberg An evening with "Dunkirk" in 70mm at the Malling Bio, Denmark Bio, Malling Per Hauberg, 40 år i Malling Bio Magnetlyd i Malling Bio Udkantskulturformidlingen i Malling |
 Siden
1973 har Per Hauberg været forbundet med kulturformidlingen i Malling.
Hvad var det, der gjorde indtryk på dig i biografen? Vest [Teatret], det var hele rummet. Der var en særlig stemning i det hus. Astra, det var noget gammelt lort, lige som min [Bio], men så en dag i Brabrand så kom bossen uopfordret, og med uredt hår, og spurgte om det havde interesse og se operatørrummet? Han havde jo registreret, at jeg var der stort set hele tiden. "Jo tak, det ville jeg da gerne", og så var jeg solgt. Dér faldt jeg for biograferne i en alder af 16-17 år. Der havde været en forøvelse, men det var måske mere til at grine af. Da "Junglebogen" havde premiere i Århus, havde den premiere i Risskov. Fatter og mutter erklærede, at så ville de godt med til "børnefilm" som det så smukt blive udtrykt. Vi drog afsted til Risskov, og det har været i januar 1968. Det var fandeme kø langt hen ad Nordre Strandvej for at komme til dette bette billethul. Da vi endelig nåede frem, og kom ind under baldakinen, så kom Edward [Betzer], tøffende med en ølkasse, som han stillede foran indgangen og steg op på. Han var ikke så stor af statur, men så blev det "hældt" ud over folket at "Der er ikke flere billetter til kl 13, og 14:45, men vi sælger nu billetter til kl 16:30". "Dét vil jeg være, når jeg bliver stor!", sagde jeg i gåseøjne til min fader. Hvordan passede det sammen med din skolegang? Århus kørte kun aftenforestillinger, så man kunne sagtens passe sin skole, sågar sine lektier og gå i biffen hele tiden. Det var til min fars store fortrydelse, for jeg skulle både være spejder og gå til fodbold og diverse andre ordentlige beskæftigelser. Filmoperatørgerningen - hvor og hvordan startede den? Der blev ikke noget af at lære at køre film i Vest [Teatret]. Det blev 1969, og Viby Amtsgymnasium. Man har jo vist megen initiativ i årenes løb. Man skrottede jo egenhændigt latintimerne og gymnastik til fordel for at drive filmklub. Det blev påtalt en gang imellem. Jeg tror nu nok de morede sig lidt over....., ved det, at jeg kaprede talerstolen i aulaen hver morgen til morgensamling, og kom med lige så voldsomme jeremiader dér, som jeg gør den dag i dag i Malling, hvis folk ikke går nok i biffen. Repertoiret var meget anerkendt blandt de herrer lektorer, fordi det var Truffaut, det var Bunuel, og såmænd osse "Play Time" sågar. De kunne ikke se de sjove i "Play Time". De kunne heller ikke se noget interessant i Truffaut og Bunuel. Da jeg havde sat spareskillingerne til, og der en dag kom en rykker fra NSI Film, som kom i vor mors hænder, så blev hun "ram i hu", og betalte af husholdningspengene. Og så kunne jeg godt holde op med det pjat. Så tænkte jeg, at nu skulle der lukkes med manér, så det blev "Winnetou - Skatten i Sølvsøen", og en stuuuuvende fyldt aula. Det var jo dét, man skulle have gjort fra starten. Jeg gik i gymnasiet i 10 måneder. Man skal jo ikke bruge tre år på noget, der kan gøres på ti måneder. Latintimerne og filmklubben var jo ikke så heldigt. Da vi nåede frem til maj måned fik jeg et stort og velformet nul. Min latinlærer, der også var rektor og censor, var meget overbærende, "Men vi kan altså ikke...", sagde de begge to. Det kunne jeg godt forstå. De gav mig ellers tre chancer. Jeg kunne sagtens læse det op, så det lød næsten italiensk, men at finde ud af hvad der stod, det lå det altså lidt tungt med. Samme dag stillede jeg oppe ved rektor, og sagde, at jeg gerne ville have lov at aflevere bøgerne. Jeg havde for en gangs skyld taget en selvstændig beslutning i en alder af 17 år. Uden af spørge dem derhjemme, meddelte jeg så, at dét var dét. |
|
 Malling
Bio, med topmoderne digital fremvisning af alle de store film.Så pumpede jeg cyklen og tog ind til Århus og fik foretræde for stationsforstanderen. "Altså, De skal vide Nielsen, at der er ikke noget der hedder trafikelev mere ved Statsbanerne. Det kommer til at hedde "Kontorassistent på prøve", og hvornår vi kommer rigtigt igang, det ved vi ikke endnu. Det er stor søgning lige nu. Jeg gemmer Deres ansøgning, og så må vi snakkes ved lidt senere". Den 27. oktober kom der brev fra Sølvgade, med beskeden at, "De ansættes som kontorassistent på prøve ved DSB. Tiltrædelse 1/11 1970. Fripas vedlagt". Jeg stillede ved den gamle stationsforstander den 17. december 1970. "Nå det var godt Nielsen. Jeg har jo sagt til Dem, at vi godt vil have Dem". "Mange tak", og så blev jeg placeret sammen med gamle fru overkontorassistent. Dagen efter fik jeg at vide, at jeg skulle ned på fragtgodset. Da jeg havde været dernede i to dage ringede jeg til forstanderen, og spurgte om han mente det alvorligt, eller om jeg havde gjort noget grimt eller hvad? "De skal jo lære det hele Nielsen, og De har jo fortalt, at De har bogført fragtbreve i Viby". Det skulle jeg jo have holdt min kæft med, så dér hang jeg de første to år. Når man går der hver dag og faktisk har fortrudt, at man har søgt ind til Banen, og har tidlig fyraften fordi man mødte kl 05:30, så får man jo ideer. |
|
-, så får man jo ideer |
|
 Kødannelse
i Malling Bio. Skoleforestilling i "Bette Bio", onsdag kl 15:45. Men
først skal der vises billet, og købes popcorn.Da Paul Petersen kom til Århus og åbnede Biografen den 6. marts 1970, så var man selvfølgelig til premiere, og fra avisens billeder kunne man genkende Hr Petersen. Jeg gik hen og sagde tillykke med hans fine bif og spurgte, om han ikke havde brug for en kontrollør. Det havde han ikke, men han manglede en, der kunne køre film, for han havde ingen afløser. Jeg havde da set et operatørrum, men heller ikke mere. Op og kikke hos gamle Madsen, og så kom jeg til at køre film - the hard way. Jeg fik overhovedet ikke lov at røre maskinen, før jeg havde lavet de første 50 spjelsninger. To spritnye Victoria 8, med automatisk overkørsel. Der var lidt, der skulle slibes af imellem Madsen og jeg, men det blev nu egentlig rigtigt godt. En dag kom han op til mig og sagde, at de havde en afløser, og at jeg var nummer to. Der ville ikke blive ret meget arbejde til mig, hvis jeg gerne ville tjene penge på det, men der er lige en, der er røget ud oppe i Palads. "Det er de samme maskiner, så hvis du har lyst, vil jeg gerne ringe op og sige, at vi har et emne til hende deroppe – du kan sagtens klare det." Ja, det ville jeg så godt prøve. Og så kom jeg op og hilse på frøken Christiansen, gammel jomfru på 70 år, som havde overtaget Palads nogle år i forvejen, fordi den gamle direktør var gået på pension. Og første dag jeg var der, så kom overkontrolløren, Hr. Frederiksen. En meget ældre herre med lange buskede øjenbryn, og med en bog hvor der stod "Lager- og Pakhus Arbejderne" uden på. "Vi skal lige ha' dig i fagforeningen". "Nej", sagde jeg. "Er du nu sikker på, at vi lige skal det? Jeg kører film en gang hver 14. dag. Det er jo alle pengene som ryger til fagforeningen?". Jamen det måtte jeg skam også selv om. Det måtte jeg ikke selv om. Senere blev det jo godtgjort, at alle de uheld jeg fik de næste 2 måneder skete, når jeg havde stået nede ved fjernbetjeningspanelet i biografsalen. Det havde jeg lært i Biografen, at man gjorde. Så kunne man gå til hånde, hvis kontrolløren havde for meget at lave. Det var lige omvendt i Palads. Det var en fagforeningsbastion, så det gjorde noget, og der var der fandeme ikke nogen, som skulle blande sig i andres arbejde, og dét fjernbetjeningspanel, det var kun installeret for at få vippet en kontrollør ud på et tidspunkt. Så røg jeg ud. Som trøst bevilgede jeg mig selv en tur til dobbelt midnat på Astra. Jeg gik op og hilste på Hoffmann, som selv passede sin butik. Stort set hele ugen fes han rundt som "fluen i en flaske", for han havde ikke spoler nok. Så jeg tænkte, "Han har sgu brug for hjælp ham den stakkels mand". Jeg gik over, og kiggede noget på den her [Bauer] U3'er som jeg ikke havde mødt før. Man kunne da altid se foregående tilfælde ovre på siden af, så jeg havde lagt film i, da han kom tilbage. "Næhh", sagde han, "-, hvornår kan du begynde?". "Det er ikke sikkert, at du vil ha' mig, for jeg er lige blevet smidt ud i Palads", og så fortalte jeg den lange historie. "Ja, skide da værd med det, her er ikke nogen i fagforening. Bare se at komme i gang kammerat." Det var godt nok hårdt med de dobbelt midnatter, når man ikke var vandt til at være ude om natten, og så starte tidligt i DSB bagefter. |
|
Finde et sted hvor man selv kunne bestemme |
|
 Bio
i Malling, midt på Bredgade. Skiltet lyser op i natten, og viser
gæsterne ind til billetkontoret.På Solbjerg kro havde der været biograf i mange år, fordi kromanden var filmtosset. Da vi når frem til sommeren/efteråret 1972, kommer jeg i tanker om, at det dér, dét skal jeg prøve. Jeg fik lavet en aftale med kromanden om, at jeg kunne have salen torsdag aften og hele søndagen, medmindre der var konfirmation. Men så viste det sig, at der var ikke noget indmad i det operatørrum. Men til gengæld så var Hovedgård lige nævnt i Stiftstidende. Den skulle lukke ugen efter. Så kontakter man jo murermesteren, hvis søn passer biografen. Den var godt nok gammel, men jeg vidste, at maskinen kunne køre film. Så den kunne jeg købe for en plovmand. Ham jeg delte operatørrum med i [Rio Teatret] Højbjerg, han var elinstallatør, og han skulle nok klare det der. Det fik han sat til i en håndevending, engang lige i starten af september, og så var vi klar til at lukke op. Jeg ringede rundt til det ene filmselskab efter det andet og præsenterede mig, og sagde, at "Jeg kunne da godt tænke mig at leje nogen af Deres fremragende film". Det første sted jeg havde fat i, det var Nestorf ude på Warner. De havde altså ikke nogen præmierefilm. "Nej, gud bevares, men det har I forhåbentligt til nogle andre biografer, så kan jeg sikkert få dem senere." Men jeg skulle altså vide, at hvis jeg skulle køre ”Harry og Kammertjeneren”, så skulle jeg altså gøre mig fortjent til det først. Den blev kun udlejet på guldrandet papir og kun til kunder, som havde kørt mange film. Det havde jeg så ikke noget ønske om på det tidspunkt, så det var lige meget. Så ringede jeg videre til Erik Johanson på Nordisk Film. Han var også en noget bedaget herre, som havde været hele sit arbejdsliv på Nordisk Film. Ifølge folkeord, så noget storsnudet, men på en eller anden måde, så fik jeg mig altså smisket mig ind hos ham. Jeg skulle jo gerne lukke biografen i Solbjerg op med manér. "Du får ”Olsen Banden i Jylland”", og det var jo en flot åbning. Og Disney's tegnefilms shows. Så jeg var rigtigt godt forsynet til at lukke op med to gange tegnefilmsshow og tre gange Olsen Banden. Alt sammen klaret på en søndag. |
|
Malling Bio |
|
 Per
Hauberg med 70mm og omgivet af en samling plakater fra klassiske
BREDfilm fra '60erne.Men det betyder så, at du skal have en rigtig biograf? Ja, og der havde jeg ikke været i gang i mere end en måneds tid. Så kom Niels Peter tøffende over fra Malling. Sur som en eddikebrygger. Det havde jeg dog fået en lille lyd om ovre fra Johansson på Nordisk. Det lignede fandeme ikke noget, at Solbjerg skulle have en film som han ikke havde haft i hans store teater i Malling. De blev aldrig gode venner igen de to. Da jeg lige kom forbi, begyndte han med: "Du er godt klar over, at det er mit lærred du kører film på?" "Nåh", sagde jeg, "Jeg troede, at det var kromandens?". "Nej, det var hans". Han havde aldrig solgt lærredet. Så spurgte jeg ham om, hvorfor han så ikke havde taget det med sig? Han var altså ude på, at han skulle score noget for det lærred. Og eftersom, at det blev pure afvist, så var vi heller ikke gode venner. Han var så venlig, at lægge sig til at dø et par måneder efter. Så stod hans enke tilbage med en bif, som bestemt ikke interesserede hende. Den eneste grund til, at de havde den var, at han interesserede sig for film. Det var jo tilbage i de tider hvor hvert [udlejnings]selskab havde en rejsende [sælger] rundt i landet en gang om måneden, der bookede film. Og alt det som de ikke var kommet af med andre steder, det prakkede de hende på. Selskaberne havde en mand, som rejste rundt? Ja, det var sandelig en fin branche engang. Det var meget sjovt. De var nogle værre drønnerter de fleste af dem. Men jeg tog over til hende engang i mellem, og sagde "Goddag". Også for at smiske mig ind, for jeg kunne da begynde og fornemme, at det nok ikke varede så længe før den [biograf] kom til salg. Og så hjalp jeg hende lidt med at booke film. Vi blev vældig fine venner. Men hun syntes, at jeg var for ung. Jeg var jo ikke mere end 19 år, og det gik vist ikke. Så tog vi af sted på sommerferie og undervejs ringede jeg for at høre hvordan det gik med bedsterne derhjemme, og de sagde, at der havde ringet en fru Jacobsen. "Du må godt købe hendes biograf". Jeg ved ikke om du ved hvordan dine egne forældre ville reagere, men der var i hvert fald ikke nogen god stemning i kareten, da vi kørte fra Haparanda til Gøteborg i ét hug. Der er langt! Men så kom jeg på visit hos Fru Jacobsen igen. Der var nogen i hendes familie, som havde sagt til hende, at det var nok mig som hun skulle satse på. Det viste sig så, at vores købmand’s kone (hjemme i Viby), var niece af den gode fru Jacobsen, så dér havde jeg jo fået en fandens fin anbefaling. Hun ville se igennem fingre med det med alderen. Jeg var jo kun 19, så jeg måtte have Mutters navn på licensen. I hvert fald lige de første måneder. Jeg vimsede jo rundt derude, selv om der var 14 dage til overtagelsen. Imens hun havde lukket biksen ned for holde ferie, kom posten jo med de første reklamepakker. Men næh, når udbetalingen var i orden og papirerne skrevet, så måtte jeg godt pakke op. Ellers var det pakker til hende, selv om jeg skulle lave reklame for min åbningsfilm. Så måtte jeg have fat i sagføreren, og få lavet de papirer i en helvedes fart, så der kunne komme til at stå, at der skulle åbnes med ”Når Guldfeberen Raser”. Det var åbningen. Det vil sige, at vi tog lige venner, familie og forretningsforbindelser med og bød velkommen med ”Baronessen fra Benzintanken”. Den var bedst til familiebrug. Og det var da vældigt hyggeligt. Men så ellers ”Guldfeberen” til start. Og det var da godt nok ved at få mig lynchet med den lokale ungdom. For når de nu kom med lort på træskoene, og skulle ind og se Lee Marvin og Clint Eastwood, så skulle de da ikke sætte sig ned på en træstol og synge. "Ham den nye biografmand, han var da ikke rigtig klog!" Men da vi så kom over pausen og de begyndte at slås, så hjalp det. Så blev jeg anerkendt alligevel. Så stod der lidt Rex Film i hendes kalender. Det gik såmænd også. De kunne sælge billetter, og så skulle man jo også have besøg af Rex Films unge rejsende. Det var indehaverens søn, Loke Havn og så kom vi til at lære hinanden at kende, for det var det eneste sted, han var blevet taget ordentligt imod. Det var ham, som senere kom til at sidde på Warner. Det er i hvert fald hans skyld, at der er en bif i Malling i dag. For den gang jeg havde beklaget mig tilstrækkeligt, var det ham, som gav mig ”Åndernes Hus”, og dermed den første Danmarkspræmiere i en lille bif. Det var sundt. I dag er det jo som bekendt ikke nogen sensation at have Danmarkspræmiere i en lille bif, for det har vi jo stort set hver uge. |
|
 "Husk
at lukke døren, hvis I skal på toilettet under filmen, ikke!".Hvordan gik det til, at Malling Bio får 70mm? Hvad var anslaget til din interesse for 70mm? Det med 70mm, det var mere eller mindre tilfældigt. Men det gik jo op for mig, at 70mm betød meget. Det var vel også nærmest det, som det handlede om på det tidspunkt? Ja, for der sker et eller andet for dig, at du beslutter, at 70mm, dét vil jeg have i min biograf! Ja, men det er jo nok omvendt rundt, når det kommer til stykket. I Malling stod der to gamle Bauer B5 fra 1937, som havde stået i Palæ i Aalborg indtil 1964. Kulbuelys, manuel overblænding og start med håndsving for ikke at rykke blænderen. Det var vældigt spændende. De kørte godt. Det skal være sagt, men det var noget gammelt noget, og der var ikke rigtigt nogen som ville påtage sig at få dem til at lave et skarpt billede, lige meget hvilke glas [objektiv] man satte på den. Så noget skulle der ske. Men jeg endte med at få to DP70'ere. Jeg endte med at spørge først hos Heidemann [Dansk Kinematografisk Fabrik], som jeg også havde været efter dengang Kinofaen stod af dengang i Solbjerg. Han var for dyr, og havde kun noget brugt. Så tog jeg så til Rødovre [Dansk Biograf Teknik], og Poul [Petersen] slæbte mig jo straks ind. Så kiggede jeg rundt og sagde: "Hvad var så det?". ”Dem skal du ikke kigge på”, sagde han. Det var så DP'eren. Der var et eller andet over dem. Dem kunne han ikke lide. Men i hvert fald endte det med, at jeg skulle købe de to DP70'ere. Det var som 35mm maskiner han solgte dem og ikke andet. Ja, så kunne vi selv rode færdigt, så de kunne komme til at bestille noget igen. Ja, det var da i orden med ham, men der var ikke andet garanti end 35mm hos ham. Palladium’s gamle Bofa [forstærker]panel, stod der også. ”Fulgte det med?”. ”Næhh, det kom da an på, hvad jeg ville give for det”. Jeg kunne få det for 5000 kr., uden garanti. For mig snakker vi ikke om større billeder, men om bedre billeder. Det blev jo næsten som mejslet ind i væggen. Også lyden som jeg var meget, meget besat af. Og jeg må jo alligevel også have været ude og studere noget af det. Fordi jeg insisterede jo på, at det skulle være "Ørneborgen" som skulle åbne, så de rigtigt kunne få en lydoplevelse. Det fik de også, så hatten passede. Det mest forfærdelige var, at på det tidspunkt havde Malling altid to film om ugen. Det var en sensation at sætte en film til at køre en [hel] uge, og få en 70mm kopi over for de seks forestillinger. Det var jo åndsvagt, men det kørte. Det var faktisk populært en overgang. Altså ”Ørneborgen” kunne have kørt længe, det er jeg overbevist om. Den kom jo bare igen og igen. • Gå til Magnetlyd i Malling Bio • Gå til in70mm.com: 7OMM with Per Hauberg • Gå til Biografmuseet's Historie om 70mm film og De Store Formater • Gå til Per Hauberg Nielsen (1952-2024), Biografmand |
|
Malling Bio, Borgere og Venneforening |
|
 Hvorfor er det vigtigt for Mallings borgere, at have biografen?Det er der mange grunde til. For det første er det socialt. Det er det politiske korrekte at sige. For det andet, kommer de lige hjem fra arbejde. Formentligt fra Aarhus de 90% af dem. Hvorfor skal de så til at køre den samme tur en gang til, og betale en formue for at parkere? Hvis de overhovedet kan finde derind for omkørsler og ensrettet og alt det der. For det tredie, så er det den sidste stump lokalkultur der er. Det kan gå ligesom da slagteren lukkede. Jeg kan ikke forså, at der ikke er en slagter mere. Det kunne gå, da de tre købmænd var her, hvor de var vandt til at gå hen og hente en pakke gær, som de havde glemt i Bilka. [Butikkerne er] Væk, fordi de ikke købte andet en gæret. Så det er vigtigt for begge hold. Ved borgerne godt, at det er vigtigt at holde fast i biografen? Jeg har i hvert fald ikke bestilt andet de sidste 45 år end at fortælle dem det. Jeg har alle dage sagt, at jeg ikke vil have noget med foreningsbiograf at gøre. For det passer ikke til mit ego-trip. Men, da der skulle digitaliseres, da trommede jeg jo folket sammen og de viste dog interesse, for de kunne ikke være inde i salen. De stod faktisk helt ude på gaden for at være med i det møde, hvor jeg startede med at fortælle dem, at nu var det altså hjælp eller lukning. For diktatet fra filmudlejers side var ”digitalisering eller dø”. I startfasen hed det jo faktisk 1 mio. kr. pr. sal. Hvor de skulle komme fra i en biks, som omsætter for små 2 mio om året inkl. sliksalg? Det var svært at se. De store biografer rumsterede jo gevaldigt, da Per Stig Møller gik ud, og ville lave en støtteordning til de små [biografer] til digitaliseringen. Så ville de også have. Det var sådan set fair nok set fra den kant. Der var næste 200 mennesker til bønnemøde, og jeg fik dem forklaret, at Malling bio ikke bliver til en foreningsbiograf, så længe jeg har noget at skulle have sagt her. Til gengæld, hvis der var nogen som ville gi’ en hånd med, hvad enten det var økonomisk, hvis nogen sad med et fedt firma med et overskud, de skulle have afskrevet, eller nogen som bare ville købe et medlemskab, eller nogen som ville gøre et eller andet, ville det være en stor hjælp. Vi fik stor succes med at trumfe igennem, at dem, der ville biografen det godt, de tog en stak programmer med hver gang de var i biografen og smed dem i postkasserne på deres egen vej. Det var ikke en længere spadseretur, end man normalt ville gå, og ikke en større belastning en gang hver anden måned end, at man kunne klare det, uden at blive træt af det. Så var jeg så letsindig at stikke dem to fribilletter, hver gang de gik den tur. Det er nu ved at blive så mange fribilletter, at Disney er begyndt at protestere. Men deres fodtøj er jo også lavet over en anden læst end jyders. Men benefit for foreningen, var det simpelthen bare, at de stadig ville have en biograf i Malling? Det var oplægget, og det er en regulær forening med en bestyrelse og en formand, og så en masse rare menige medlemmer. Jeg mener, at tallet er ca. 250 medlemmer lige i øjeblikket. Det synes jeg er nydeligt, selvom andre, som er tilknyttet sportsforeninger siger, at det var nu ikke mange i sådan en stor flække. Der er forskel på finkultur og fodbold. De der venlige mennesker, de betaler 200 kr. om året, som jeg sagde til dem den dag, ”for ingen ting”. Det er jo løgn, for, for det beløb, så kommer de med til en årlig generalforsamling. Det lyder jo heller ikke videre underholdende, men der har de jo indflydelse på hvad foreningen gør, med de der 250 gange 200 kr., der kommer ind pr. år. Og det står jo i vedtægterne, og dem har de jo også alle sammen været med til at vedtage, at støtteforeningen er der for at hjælpe med store tiltag. Altså modernisering, digitalisering, nyt gulvtæppe og hvad der nu ellers kan være tale om, og til at sætte gang i en påvirkning af sponsorer. Alene det, at der er en stor flok medlemmer i en støtteforening, det har vist sig at være noget som dem, der gerne vil lave et sponsorat, ser meget på. Det er ikke bare en eller anden tosse, som sidder henne i sin landsby, og driver sin hobby, og vil have hjælp til det. Men, at der også er andre mennesker, som interesserer sig for det. Det har været af meget stor betydning for vores sponsorer. Et pudsigt, næsten omvendt tilfælde, fordi alle de store fonde man kan prøve at søge, når man ellers får den støvet op, der hedder det sig, "at man ikke støtter private foretagender". Men det betyder jo så, at Malling har en biograf, og at borgerne kan se film, og det er de glade for kan jeg regne ud? Ja, de kunne vise det tydeligere, men jeg tog et billede af de mange mennesker som var med til møde, og har tit stået og tænkt på, at det halve af de mennesker i den forening, de har købt aflad. Så har de købt noget uden nogensinde at sætte deres platfødder her. Det er jeg lidt ked af. Jeg vil hellere have, at de kom af begejstring, men jeg vil også hellere have, at de kom uden en støtteforening. Men sådan er det. Sådan er det jo ikke i dagens Danmark, og sådan er det jo ikke i nogen biografer. Imperial har flere tomme stole hver dag end jeg har. |
|
Den Gode Film- og Biografoplevelse |
|
 Hvad er en god film for dig?Ja, jeg dissekere dem ikke lige som en filmanmelder, og heller ikke på samme måde som nogen af mine publikummer. Jeg er nok blevet lidt kommerciel og så dog alligevel. Der er også noget smag. Eksemplet fra den ene grøft til den anden grøft. Min ynglingsfilm de sidste 30 år er "Victor/Victoria". Det er musical i den relativ moderne ende. Handlingen foregår dog i 30'erne, men den er rimelig moderne tekniknisk, og med god lydkvalitet på musiknumrene, og den er sjov. Og i den anden grøft, så havde vi en lille film fra Camera Film som hed ”Ida”. Find den og se den. Normal format, mono, polsk, og de flotteste S/H billeder jeg nogensinde har set. Hver eneste gang der var et klip, så "suk". Det var nødvendigt at se den et par gange, for at få både fotograferingen og handlingen ud af det. Det hele kunne ikke komme ind på én gang. Det var der slet ikke plads til. Det er en mageløs film. Har du en virkelig ynglingsfilm? Ja, det er "Victor/Victoria". Men der ud over, bliver jeg stadig ved med at vende tilbage til ”Ørneborgen”. Det siger jeg hver gang, jeg har set en ny krigsfilm, at så kunne man nok godt lige snuppe den en gang mere. Jeg synes, at jeg breder mig vildt og inderligt, genremæssigt. Jeg gider under ingen omstændigheder noget som kommer fra Marvel, og i det hele taget, når noget går over gevind. Ellers hvis vi er i Ramasjang, så tror jeg aldrig, at jeg har set en bedre røverhistorie end ”Casino Royale”. Til meget, meget forargelse for andre Bond fans, så synes at altså, at det er den bedste James Bond film. Det er stadig væk Sean Connery der er ”min” Bond, men ”Casino Royale” er så meget bedre en film. Alene åbningssekvensen, der er vel næste 15 min med denne her til-fods jagt, op i byggekraner og ja hold da kæft. Afsindigt flot filmet og med en lydside som siger spar to. Plus, at vi når at komme helt ned på jorden med rigtigt skuespil af Mikkelsen på den ene side af bordet og med Bond på den anden side som virkelig sidder og kører på hinanden. Jeg synes, at den er fremragende. Ellers bliver det svært at remse op, for der er mange. Hvad er en god biografoplevelse for dig? Hvad er det der gør, at du f.eks. tager til byen og ser ”Hello, Dolly!”? Jeg får mig ikke taget sammen til at komme i biografen. Jeg har aldrig tid til det, men jeg ville så gerne. Men altså ”Dolly!”, den kan jeg jo udenad. At se den igen i 70mm, det var da lykken. Og Imperial er et vidunderligt sted at komme. Var i hvert fald dengang. Jeg ved ikke hvordan det er i dag. Men hvad er det som tricker dig? Det er simpelthen helheden. En ting er at se ”Dolly!” igen, det ville jeg gøre ved enhver given lejlighed, næsten. Jeg var meget nysgerrig for at høre hvordan DTS klarede den. Og det gik jo faktisk også fint. Billedmæssigt var det jo formidabelt. Og så det, at høre en reaktion fra et publikum, der ikke har set sådan en film før. Eller [opleve den med] nogen, som holder ligeså meget af den som mig. Det er nok noget af det vigtigste. Det er altid sjovt at se en publikumsreaktion. Jeg sidder tit inde bag i salen for at fornemme hvordan de har det med denne her film i dag. Det begyndte nok med ”Farligt Begær”, men det var nok mere sensationen. Og stå derinde lige som hun kommer op af badekarret til sidst, og se at hele bundtet ... de letter simpelthen. Men nej, det bedste er sgu, når man hører, at de alle sammen ler på én gang. Og der er så langt imellem film man kan le af. Jeg er slem til at se biografoplevelsen fra biografmandens side. Den kan godt være påvirket af, om det er en film, som kommer til at give penge i kassen. |
|
Tidernes Skiften |
|
 Et
par entusiastiske 70mm brødre, der begge deler oplevelsen at forlade
gymnasiet før tid, og aldrig har interesseret sig for fodbold.Hvordan har du oplevet tidernes skiften i den tid du har haft
bio? Repertoire, stil og publikum og så videre.I 1973 kunne jeg sætte hvad som helst på plakaten, og få masser af mennesker ind. Vel nok fordi der var ikke nogen konkurrent. Altså der var én kanal på tv. Det var næsten en sensation, hvis de havde en spillefilm på en lørdag aften. Og det var dét. Min forgænger holdt principielt altid lukket om onsdagen, for der var der andespil i sportsforeningen. Det var på det niveau. Der gik tog til Aarhus 7 gange om dagen. Du kunne ikke engang komme hjem fra en 9-forestilling. Nu har de lukket [Odder]banen, men ellers har der nu været 7-8 afgange til Aarhus i timen. Det er noget andet, og toget har nu endestation i foyeren hos den værste konkurrent. Det er ikke nemme vilkår. Det har jo også vendt sig sådan, at - igen i '73, at hvis Per opførte sig rigtigt pænt, og kørte alt det lort som Nordisk Film kom slæbende med året i gennem, så kunne Per få lov til at køre Olsen Banden i efterårsferien. Olsen Banden havde premiere i efterårsferien, og så fik Per den 12 måneder efter. Altså året efter. Sådan var det med alt stort fra Nordisk. De andre kunne man få på den halve tid. Men Nordisk var ekstremt slemme på det tidspunkt. Og det betød ikke en skid. Og efter 12 mdr., så kunne man kun beholde den i 1 uge, fordi der var andre som ventede. Så der blev kørt formentligt syv forestillinger med hver film og til fuldt hus, og 57% i filmleje. Det giver vi ikke engang i dag. |
|
Fremtiden for Biograferne |
|
 "So,
I'm a woman pretending to be a man pretending to be a woman"
(Victor/Victoria). Det er aften og Bio spiller aftenens første forestilling.Publikum kan i dag se film hele døgnet alle steder i forhold til for 40 år siden. Hvordan ser du fremtiden for biografer? Den er sort. Det er efterhånden længe siden, at jeg gjorde mig meget upopulær ved en generalforsamling, og sagde, at nu var der 10 år tilbage til, at der kun var biografer i de fire største byer. Jeg tror det snart er 10 år siden. Og jeg får ret. Jeg tror ikke vi overlever ret længe. Jeg er efterhånden så gammel, at jeg kan være ligeglad, men det kan jeg alligevel ikke. Så kom min revisor og sagde, at han havde gennemgået de sidste 5 år, for han var ikke så sikker på ham, der havde passet det for mig. "Det er helt sikkert, at det ikke er overlagt snyd, men du skylder altså over 300.000 kr. i moms. Dem skal vi have indberettet, og dem skal vi ha lavet en afbetalingsordning med". Der var simpelthen blevet indberettet for lidt hver måned. Men det endte så med, at jeg gik i banken i stedet for at låne de penge, plus, at det var et år hvor jeg havde en dårlig sommer, så der står noget mod 400.000 kr. på et lån. Så jeg har ikke råd til at lukke. I går solgte jeg 12 billetter på 5 forestillinger. Det er der sgu ikke noget ved. Specielt ikke når jeg har gjort mig umage, og har et godt program. Jeg har altid sagt, at jeg skal kunne stå ude ved bygrænsen og skyde med spredehagl efter dem, som tager ind til byen. Så skal jeg jo også vise det hele her. Du nævnte pension - vil du gerne pensioneres? Havde jeg ikke haft det lån i banken, så er overvejelsen så tæt på. I hvert fald når jeg har sådan en aften. Dem har jeg altså for mange af, hvor der ikke kommer ret mange. Så går jeg og tænker på, at det godt nok var en skam, at jeg fik sat de nye stole ind, for det er de ikke værd de nisser her i byen. Så er det stort set det samme alle steder, det er jo så en anden snak. Det betyder bare, at de har ret i, at vi er på vej ned. Det måtte godt lige ha’ varet lidt længere, for jeg har ikke til sinds at give op. Men altså 3 Falke Bio i sin tid, og min part i digitaliseringen, har begge gange kostet hele min pensionsopsparing, og min mor's hus som jeg solgte i sin tid. Der er ikke en skid opsparing i mit navn nogen steder. Så der er en folkepension, og så en delpension for tre år af min banetid. Så der er sgu ikke meget at leve af, og hvis jeg skal til at bruge den også for at kunne drive biografen, så bliver det trist. Så jeg prøver så længe, at helbredet holder til det. Ejer du bygningen Ja, så den kan jeg sælge og flytte et rart sted hen. Ja så kan du så vende om og sige, at sidste gang der var ejendomsvurdering, der faldt den, til trods for vedligeholdelse som endda nævnes på vurderingspapirerne. Den står kun til 2,7 mio i dag. Det kan jeg dårligt nok få et ordentligt parcelhus for. Det kan ikke engang betale sig at flytte. Det er ikke nogen heldig udvikling. Jeg vil slutte af med at sige, at jeg er møgegoistisk, og jeg håber, at jeg får lov til at kører videre indtil den dag hvor jeg segner. Altså i gamle dage, der var der altid sådan en tvivl. Jeg sagde altid, at jeg skulle bæres ud, men der var tvivl, om det skulle være bedemanden eller kongens fogede, som skulle bære mig. Den med fogeden, den er jeg sådan set ude over i dag, så det er kun bedemanden vi taler om. Men der kan selvfølgelig også være helbredet. Er du en pessimistisk mand? Normalt ikke, men måske alligevel lidt. Jeg kan sige ligesom Mark Twain: ”Jeg har haft så mange bekymringer, som ikke blev til noget.” |
|
|
Gå:
tilbage
- op Opdateret onsdag, 08 januar 2025 11:37:07 |
|