Kino-Teatret / Kino, Odense

Kino i november 1991. Foto: Thomas Hauerslev

Kino-Teatret ledes af kaptajn Ludvig Petersen og ejes mange årtier frem fortsat af A/S Kinografen ved overretssagfører, direktør Johan Hans Christian E. Hecht-Petersen som bevillingshaver og siden hans søn, Gustav. Selskabet blev etableret helt tilbage i 1908 sammen med Jens Rasmussen og Niels Hansen Nielsen, der siden drev Central Teatret og Cirkus Varieté i Cirkusbygningen i København, ligesom han i 1917 fik biografbevilling til World Cinema sammesteds. Herfra trækkes økonomiske paralleller til Palladium-selskabet, som i et halvt århundrede forbliver en af Kino-Teatrets hovedleverandører. I 1922 får Ludvig Petersen en stilling hos forsikringsselskabet Danmark og drager til København, hvorved direktørposten overtages af Jens Peder Dalborg, som også overtager ledelsen af Kosmorama.
 
I julen 1923 får man sig en alvorlig konkurrent i form af Palads Teatret på Vestergade 38. Der blev kæmpet imod med næb og kløer, men Justitsministeriet, som havde fået magten over antallet af biografbevillinger til hvert enkelt by og ligeledes stod for uddelingen (dog ofte på lokale anbefalinger), kunne ikke negligere Odenses indbyggertal. To biografer var naturligvis alt for lidt. Indehaverne af Palads spenderede over én million kroner på opførslen og indretningen, der sagde spar to til alt, man ellers havde set. Den store sum penge var delvist tilvejebragt via Palads på Axeltorv i København, hvis direktør Sophus Madsen på dette tidspunkt ejede Dansk-Svensk Film, hvor Oluf Hansen i sin tid var ansat og avanceret. Provinspaladserne opstår med ham i spidsen, men man måtte i hvert tilfælde sørge for en lokal bevillingshaver. I kølvandet opstår der således også Palads Teatre i både Aalborg og Vejle. Kino-Teatret måtte i den grad lægge sig i selen i kampen om publikums gunst og det bliver i lige så høj grad en sag om at få de bedste filmleverancer. Salen i Vestergade kunne man simpelt hen ikke overgå.
 
Ved tonefilmens ankomst kunne man muligvis i Kino-Teatret have slået en ekstra sekser, idet direktør Otto Nørmark fra Palads Teatret nede i Berlin havde overværet en tonefilmsforestilling, der bestemt ikke efterlod noget godt indtryk. ’Sjældent har jeg hørt noget så forfærdeligt’ og slutteligt ’Forsigtighed tilrådes. Man ved, hvad man har, derimod ikke, hvad man får’. Der gik dog ikke mange uger, før det var Palads, der var først på banen udi tonefilmsudstyr med Kino-Teatret halsende bagefter. Kino tog revanche i februar 1947, hvor man som den første efter krigen i Danmark kunne installere et helt nyt Western Electric anlæg som erstatning for det gamle. Tilbage mellem 1930 og 1931 kunne man konstatere en gevaldig publikumsfremgang på hele 50%, da Kino-Teatrets lærred begyndte at tale.