Apollo / Palads Teatret, Aalborg | Tilbage til forsiden |
| Skrevet af: JG, biografmuseet.dk | Dato: 11.12.2024 |
 Apollo / Palads TeatretBispensgade 10 Åbnet 2. december 1909 Lukket 29. april 1914 Genåbnet 20. september 1924 Lukket 19. april 1931 Genåbnet 13. september 1932 Lukket 17. marts 1963 Concertsalen Apollo åbnes 2. juledag 1899 af H.J. Beier i gården bag direktørens fine hotel opført fem år tidligere, hvor det lavere Hotel Dania hidtil havde ligget. Efter at have trukket rundt med en vogn og solgt… øl, var Beier endt i Danmarks Chicago bedre kendt som Esbjerg, hvor han sammen med sin hustru havde tjent så gode penge på at drive café i Centralhotellet, at han som en holden mand kunne overtage Dania. Dette lod han lod rive ned i foråret 1894 for at bygge det nye, centrale hotel i Bispensgade 10, der under eget navn åbner den 20. oktober. Oprindelig var der indgang midt i huset gennem en port, som flyttes over til højre, da salen bygges til. Smukt ornamenteret overalt findes balkon hele vejen rundt oprejst af smalle søjler og buet trappeopgang i hver side. Som koncertsal og lettere varieté har stedet længe flirtet med de levende billeder, som man kan læse i det indledende kapitel om Aalborgs filmiske barndom i historien om Biograf-Teatret på Nytorv, der viser film som eneste prioritet fra 2. december 1905. I Apollo er Beier gået til filmen allerede 1. oktober 1901, hvor de udgjorde sidste indslag i aftenens underholdning og fylder sommetider det hele, når større rejsebiografselskaber er forbi. Direktøren arrangerer desuden børneforestillinger, der udelukkende består af filmfremvisning og indkøber selv apparatur til disse placeret i et træskur på balkonen, ligesom han på flere ekskursioner medbringer sig film hjem fra Tyskland. Beier hyrer sågar en fotogaf i Hamborg til at optage film for sig til forevisning heroppe i Aalborg. Det kan dermed sagtens diskuteres, hvorvidt Apollo skal kategoriseres som en rigtig biograf allerede meget tidligt, men på den anden side holdt Beier stadig så forfærdelig meget af sine syngepiger. I december 1906, hvor Biograf-Teatret får følgeskab af både Fotorama, Kosmorama og Aalborg Bioscope-Teater, viser Apollo et filmprogram, der er lige så langt som de øvriges nemlig på omkring en halv times tid foruden det vanlige koncertindslag. Samme måned er Beier hjemvendt fra en af sine hyppige udflugter mere hemmelighedsfuld end vanligt. Det rygtes, at en nyskabelse vil blive en kæmpemæssig grammofon af hypermoderne konstruktion, som skal spille til de levende billeder. Fortsat er der film i Apollo hver eneste aften typisk altid 5-6 stykker, men torsdag den 2. december 1909 tager Beier festlig afsked med fru Anna Asmundsen for om fredagen kun at vise film under navnet Apollo Biograf med plads til godt og vel 450 gæster. | Læs mere her: Biografer på biografmuseet.dk Biografer Oversigt Danmarks 70mm og Storformat Biografer Stoleplaner - Galle & Jessen's Oversigt over Københavnske biografer i 1950erne Biografpremierer 1911 - 2020 Film- og Kinoteknik 7OMM Film og De Store Formater Todd-AO, - det sensationelle filmsystem Mine damer og herrer, "Dette er Cinerama"! "Windjammer" i Cinemiracle CinemaScope | VistaVision Super Technirama 70 | Panacolor Dimension 150 | Sensurround High-Impact biografdesign |
 Der annonceres med ’størst’ af det ene og ’bedst’ med alt det andet i en alenlang annonce, der henlægger musikken til en pyntet palmehave i en bue mellem hotellet og salen med forstærket strygeorkester fra kl. 22 til midnat. Biografforestilling nu også kl. 21 indikerer, at programmet vel heller ikke er større end som så. Lørdag, søndag og mandag vil der endda fortsat være solistaften tilsat film som i gamle dage, så egentlig er det vel som forud blot kortere. Der vil end ikke længere blive serveret i salen under filmene, fremgår det yderligere. Tak for kaffe og farvel til bajeren samt det hidtil så begejstrede publikum, der gennem ti år har sikret direktøren den røde lygte tændt hver aften kl. 20. Beier tæller febrilsk knapper og genoptager klog af skade serveringen efter et par dage, hvor det hele snart er, som det plejer. Nu har han imidlertid for eftertiden sikret en officiel åbningsdag for Apollo som biograf, om end den må siges at være flygtig. Henover julen er der nemlig slet ingen film at se. De sniger sig ind igen i større antal fra januar, hvor konkurrencen et år senere bliver endnu heftigere, da Fotorama rykker et husnummer nærmere, hvorefter Apollo ligger nøjagtig midt imellem denne og City-Biograf og ingen af disse mange meter væk fra Biograf-Teatret på Østeraa, som alle kan nå hinanden på to-tre minutter. Fremme i 1914 anses Apollosalen som byens smukkeste, hvor Beier kan glæde sig over større succes end længe med filmene som væsentligt bidrag til begejstringen. ’Under portens røde lygteskin forbi de plakatklædte vægge gaar aften efter aften en tæt strøm af gæster. Den gamle kærlighed til Apollosalen, som i en tid syntes at være hensovet, er atter blusset op’, skriver Amtstidende endnu en gang lyksaliggjort i februar. Onsdag den 29. april 1914 går Apollo på sommerferie, som stedet plejer, men nu lægges filmen i tornerosesøvn, for da stedet åbner igen 1. september har Beier, som man skriver, forsaget de levende billeder. Patriarken dør i marts 1916 knap 67 år gammel og har da som få bidraget til byens ’levende’ underholdning uanset, hvilken slags man taler om. Hotellet beholder sit efterhånden legendariske navn, mens Apollosalen forbliver Apollo og med hotellet moderniseret i sommeren 1916 under stedets nye direktør Lars Kruse. I maj 1918 sælges hele herligheden for den formidable sum af 665.000 kroner til stedets gamle konkurrent, Aalborg Varieté og Koncertsal på Frederikstorv, der under B. Johannes Dyhrs ledelse var begyndt at dyrke filmen igen et par år fra 1908, efter stedet havde været på banen helt tilbage i 1898. Dyhrs gamle sal er solgt til Arbejderpartiet, der efter årets sommerrevy vil benytte den til forsamlingsbrug, mens Apollo bliver sminket og bygget om. | |
 Skilt på stedet, der vidner om en fortid som biograf. Foto 20. juli 2010: Thomas HauerslevMed gammel stald og vognskur revet ned og en større scene ført fire meter længere bagud under det nye navn Apollo-Teatret vil direktøren ikke udelukke, at filmen måtte vende tilbage til salen, der fra søndag den 8. september 1918 udvidet rummer godt og vel 500 stole. Et lidt bart og endda temmelig uhyggeligt indtryk, havde salen hidtil givet, skrev sandelig Amtstidende noget fjernt fra den tidligere så uhæmmede begejstring, men godt brugt trængte den gamle concertsal naturligvis til en kærlig hånd. Der er herefter indrettet fine loger nede foran scenen, mens balkonen er opdelt i båse med fire sæder i hver. Indgangen fremstår endnu den samme fra gården, der er blevet cementbelagt, men akkurat indenfor er køkkenet fjernet for en større forhal, hvor man endnu benytter at aflevere sit tøj samme sted i garderoben til højre for at få det udleveret inde fra salen under trapperne. Dyhr starter sit allerførste show med at rulle tæppet til side for en enkelt lille filmstrimmel. Lærredet hejses herefter op og resten af forestillingen tager sin begyndelse. Den 21. april 1924 markerer Apollo-Teatret sin sidste egentlige teaterpremiere kaldet ”Den grønne automobil”. ’Grøn skal Guderne vide, det var, men da det kun skal gaa i 8 dage, kan farven vel holde saa længe. Den er ellers meget tyndt smurt paa.’ De forstod at formulere sig morsomt dengang, anmelderne, hvor det i dette tilfælde var Social-Demokraten, der ikke helt selv begreb, hvorfor det tætpakkede hus klappede på livet løs. Efter forestillingen gives en knaldende flot sommerrevy, som stedet endnu ikke helt giver afkald på. | |
 Paladsparkering. Foto 20. juli 2010: Thomas HauerslevHerefter hejses lærredet atter ned, mens Arbejderpartiet søger om tilladelse til at kunne benytte sin gamle sal til varieté med revy, farcer og operetter. Det sker alt sammen, da Johannes Dyhr, der i sin tid var købmand, efter et velsignet besøg på Axeltorv i København har besluttet sig for at drive permanent biograf under navnet Palads Teatret. Tilladelsen har han allerede, mens et flertal i byrådet stemmer for, at Frederikstorv kan tage over, hvor Apollo slap. I forhold til en helt anden snak om eventuelt at lade byens biografer blive drevet kommunalt, som diskuteres i forbindelse med klubhavebiografen Vesterbro Teater, giver det en vis lærdom, når et forsøg på afslag til Arbejderpartiet begrundes således: ’Kommunen har overtaget Aalborg Teater med det formaal at højde den sceniske kunst i byen (…) men konkurrencen fra de mindre ideeltstræbende etablissementer vanskeligør i høj grad vore gode bestræbelser.’ Kommunen ender i sidste ende med også at blive Palads-Teatrets nemesis, men nu skal historien først rigtig til at begynde. Det tager blot fem dage at bygge salen om til et moderne biografteater med indvielse lørdag den 20. september. På balkonen pilles båsene og skillerumme ned, mens et operatørrum i beton beslået med jernplader placeres omme bagved i venstre side, så lysstrålen ikke rammer den mægtige lysekrone. Dette arbejde er selvfølgelig allerede påbegyndt forinden og et fortryllende syn for indviede, da rummet som byens første er indrettet med hele to filmmaskiner. Sidehvælvingernes mange vinduer blændes af, loftet males mørkt og trappen op i den ene side bliver fjernet. Uden nogen form for servering er der herefter plads til 560 gæster med stolene godt polstret, de fineste belagt med mørkerødt fløjl. I ildskrift lyser Palads-Teatret henover gårdindgangen til biografen, mens også hotellets port fra gaden stråler opmalet med større skabe til plakater og billeder. I forhallen indrettes kioskudsalg til venstre. Tanken er, at der skal spilles helaftensforestillinger, hvilket for hundrede år siden betød et program på omkring 2½ time incl. pause og dermed kun én pr. aften, som man kender det. Orkestret er på mand fem og som hidtil ledet af kapelmester Kaas, der tilrettelægger musikken, så den passer til filmen uden formentlig at gøre sig større anstrengelser i den retning, idet den senere verdensberømte Jacob Gade allerede har gjort arbejdet for ham i København. De første titler kommer ligesom åbningsprogrammet ”Gösta Berlings saga” fra Dansk-Svensk Film, som ejes af Sophus Madsen, der samtidig er indehaver af hovedstadens Palads og Metropol. Han har nu atter investeret i Aalborg, ligesom han året forinden har startet et tilsvarende Palads i Odense, hvorfra også Otto Laurits Nørmark deltager i Aalborg-selskabet, der til en start betaler Dyhr 135.000 kroner for at benytte salen i ni måneder. Madsen føler sig rigtig godt tilpas heroppe i sin fødeby, hvor han i sin tid drev den noget mere beskedne City-Biograf, der stædigt holder ved. Tre måneder senere følger Palads Teatret i Vejle med egen lokal bevillingshaver som partner dernede. Borte er levemændene og de små piger på scenen med deres pagehår eller drengefrisurer – ’The Upper Ten’ har givet møde iført kjoler og smoking, skriver Stiftstidende. Det er blevet et fint etablissement med høje billetpriser og jazz i palmehaven som afslutning på en herlig aften med al for lidt plads til de mange rober. Et par uger senere må der ganske enkelt etableres en dør ekstra direkte mellem sal og garderobe, hvilket er en velkommen foranstaltning ikke mindst, når man succesramt klemmer ekstra forestillinger ind. Dyhr har nemlig straks ansøgt om tilladelse til at føre sin biografbevilling op i en langt højere afgiftsklasse til skræk og rædsel for konkurrenterne. Et andet forhold skal vise sig at være udgange fra den efterhånden aldrende sal, der kun har to til den ene side og én fra balkonen til de nu temmelig mange gæster, der flokkes inde i gården. Bygningsinspektør Oscar Beck er ikke sen til at bemærke, at sikkerhedsforanstaltningerne som det eneste biografteater i Aalborg ikke er betryggende, men har med en slet skjult kasket som direktør for Fotorama også en stærk interesse i netop den opfattelse. Ydermere, påpeger Dyhr, var det ham selv, der for mange herrens år siden i rollen som brandinspektør personligt godkendte Beiers dengang primitive filmforevisninger. Beck bliver snart bedt om at kigge nærmere på sin egen balkon og hans dér placerede operatørrum uden separat adgang. Av, min arm. Palads kan ikke holde revyen ude. Da de ni måneder er gået, vender Apollo-Teatret som planlagt tilbage den næste sommer, hvor man som i København tillader sig en lang sommerferie fra filmene, hvad kun er muligt, når man er ved muffen. I stumfilmens sidste år er revyen et kærkomment supplement, men da en ny æra nærmer sig og tiderne blevet vanskeligere, lyder der snart andre toner. Også fordi konstruktionen mellem Dyhr og Madsen har været gennem en nøjere udredning, hvor direktøren må garantere, han selv tager aktiv del i driften og ikke lod sig diktere fra København (og Odense). Madsen havde smart nok tilladt, at Dyhr også kunne vise et mindre antal fra øvrige distributører end blot sit eget filmselskab. I 1926 begynder Madsen at sælge ud af aktiekapitalen på Axeltorv. Han må også fratræde som direktør for Dansk-Svensk, men starter i stedet International Film, før han i 1929 økonomisk klemt trækker sig helt ud af Aalborg, hvor I/S Paladsteatret fortsætter med Nørmark involveret. Også han har som Alfred James Gee forud med Tivoli Film forsøgt sig som filmimportør med en lille fransk film, som under den danske titel ”Elskov og brøde” fik premiere i Palads Teatret den 9. januar 1928. Distributionen af den bliver efterfølgende lagt i hænderne på det nystartede Valkyrie Film. Dette ejes af ingen ringere end samme direktør Rasmussen, der i 1905 startede Biograf-Teatret på Nytorv sammen med mr. Gee, der også har penge i filmforetagendet med bevilling til City Biografen næsten lige ved siden af her på Bispensgade. De to er dermed gennem et par år indirekte forbundne, men længere holder Valkyrie heller ikke. Det ophører i 1930, hvor også Palads er i store problemer, så man aner muligvis flere sammenfald i interessentskabskonstruktionen. Hvad der herefter sker, er, at Palads-Teatret får som byens første installeret tonefilm i december 1929, hvorfor kapelmester Zierhut tilbyder sig gennem annoncer, nu han står til at blive arbejdsløs. Hvor man mange steder i landet falder i svime over tonefilmens frembringelser, er det ikke just tilfældet i Aalborg. Måske skyldes det apparaturet, hvor direktionen har valgt et for Danmark sjældent fabrikat præsenteret med et andet navn dog nok det samme, Nørmark har ladet opstille i Odense i oktober. Godt lyder det i hvert fald ikke og mange finder, at det er publikum, der fra 2. juledag bliver til grin i ”Den syngende nar”. ”Under den blomstrende lind” med Marguerite Allan lyder til gengæld en liden kendt engelsk film, der i december har spillet seks dage i Grand Teatret ovre i København, men ’hvor velgørende er det da ikke at høre og se en engelsk 100 procent tale- og tonefilm’ endda med et par danske tekster, spørger Amtstidende en måned senere. ’Der er en anderledes mild og blød klang over det engelske sprog.’ I 1930 søger mange folk over til City og Palæ, hvis valg af tonefilmsanlæg heller ikke er luksus, men det lyder i hvert fald bedre. Søndag den 19. april 1931 spiller Palads Teatret sit indtil videre sidste program ”Midnats-vagten” med Billie Dove – som er en stumfilm. Inden da er der ydermere hændt det, at Johannes Dyhr kort før jul er død, han bare 56 år gammel. Sine sidste år var byrådsmedlem Dyhr også direktør for Aalborg Diskontobank, som nu i 1932 ejer bygningen, der har stået tom et år, hvor også hotellet er blevet lukket i september 1931 med langt flere gæster end nogensinde før, da det var endt som et paradis for rotter. Et salg til et skotøjsfirma var gået i vasken og efter udlæg med besøg af Kongens Foged er stedet endt på tvangsauktion. Johannes Dyhr var siden 1913 gift med fru Anna, som herefter på bankens vegne ansøger om bevilling til at genoptage driften af Palads Teatret. Denne gives i april 1932, men først skal biografen gennemgå en større renovering. En udvidelse af forhallen føres direkte ind i salen, så trappen og det bagerste stykke indgår i en større foyer med toiletter placeret under venstre balkonfløj. Til højre for gården etableres ny udgangspassage mod Maren Turis Gade, der kortvarigt fungerer som indgang til Palads Teatrets foyer ført over på samme højre side af bygningen, da forhuset skal gennemgå en total forandring. Operatørrummet flyttes ind midt bag balkonen med separat opgang, mens det oprindelige omdannes til kontor. Salen rummer herefter 510 pladser godt pakket, hvor balkonen endnu forbliver uforandret. Nye maskiner kommer denne gang fra Western Electric til en urimelig pris af 70.000 kroner endda ikke som endelig købssum men en slags lejeafgift, der betales yderligere til henover de næste ti år i form af vedligeholdelsesudgifter, man forpligter sig til ved samtidig at være sikret en række ingeniører parat til straks at udbedre eventuelle skader, der måtte indtræffe undervejs. Det er kun firmaets 17. installation af mærket i Danmark, for kun de allerstørste biografer har råd. For publikum lyder det efter sigende som en drøm, man nemt falder hen til, da genåbningen fredag den 9. september markeres med danmarkspremiere på Strauss-filmen ”Kejservalsen”. Til aftenforestillingerne er sæderne nu nummererede over hele salen, hvilket ikke alle er helt med på, hvor fx en stædig herre erobrer sin gamle yndlingsplads til stor forstyrrelse under første forestilling, hvor kontrolløren truer med at skride til drastiske midler, mens damer skændes om ledige sæder holdt tilbage for nogen, som endnu ikke har indfundet sig. Andre slår sig på jungleloven og kravler over gelændere henover stole for at nå de ønskede sæder. ’Kan voksne mennesker være en saadan opførsel bekendt?’, spørger Amtstidende. Fra december 1932 er Palads Teatret officielt registreret som aktieselskab med flere indehavere, der i 1933 foretager den gevaldige forandring af forhuset til en kombineret forretnings- og beboelsesbygning. Det sker bl.a. med kapital fra Hjalmar Nielsen tidligere indlogeret i Odd-Fellow Palæet ovre på Boulevarden, der med fire etager mod før tre incl. nyt City Hotel placerer en bred passage i midten, der ligesom tilbage i 1894 fører ind mod gården, som dækkes af et stort glastag og samtidig flisebelagt som en slags hall med Palads Teatrets billetsalg ført udenfor. Væggene fremstår dekoreret med turkise fliser pæne og moderne i samtiden. I forbindelse med forandringen af det forlystelsescentrum, Anna Dyhr aldrig var rigtig glad for, trækker hun sig tilbage i marts 1933 mod for livstid at modtage årlig godtgørelse fra tidligere skuespiller og omrejsende teaterdirektør Peter Kjær, der ansat allerede i sommeren 1932 til at lede foretagendet samtidig godkendes af justitsministeriet til at overtage biografbevillingen. Han har efter at have opgivet turnélivet grundet dårlige nerver det seneste år drevet biograf i Frederikshavn med Colosseum, men nu direktør for Palads Teatret. Efter ejerskiftet går det vældig godt ikke mindst på grund af det spritnye tonefilmsudstyr. ”Bag Københavns kulisser” bliver fx set af 28.000 med folk så mægtig spændt på, hvad de københavnersnuder egentlig gik og foretog sig. Palads Teatret får masser af danmarkspremierer også fremover, hvor mange udenlandske er at se her som første sted i landet. Disse kommer fra alle mulige selskaber og ikke synderligt nævneværdige. Suverænt størst glæde får Kjær af de danske lystspil. ASA og Palladium bliver storleverandør suppleret med endnu større succes af Saga-filmene via Teatrenes Films-Kontor, men ombygningerne er det ikke slut med. I 1936 udskiftes nogle af de søjler, der holder balkonen oppe for bare et år senere at ændre det hele igen, da den del af tilskuerrummet, der nok lovlig usmart var blevet inddraget i foyeren fjernes og toiletterne herinde ligeså, hvorefter salen også med den venstre, indvendige trappe revet ned fylder væsentlig mere bagtil, mens foyeren i den modsatte ende i stedet er udvidet en smule ind i mellemhuset. I 1937 planlægges en helt ny jernkonstruktion at holde balkonen med opgang reetableret i venstre side, mens gulvet planes ud, så det bliver fladt foran scenen, hvor logerne tidligere lå nedsænket. Alle rækker forandres med nye, polstrede og silkebetrukne stole opsat amfiteatralsk med midtergangen sløjfet i stedet med to sidegange, hvor de oprindelige loger var, mens fem udgangsdøre herefter fører mod højre. En lille toiletbygning indrettes i gården med direkte adgang fra den ombyggede foyer. Efter halvanden måneds ombygningsarbejde bemærkelsesværdigt nærmest helt uden lukkedage indvies Palads Teatret smukkeseret mandag den 31. januar 1938 med 653 pladser og Osvald Helmuth i ”Der var engang en vicevært” som første program. Under krigen indrettes gården til højre som beskyttelsesrum, hvor passagen mod Maren Turis Gade spærres af igen. Fremme i sommeren 1950 foretages atter en kolossal forandring og denne gang salens hidtil største, hvor Aalborg længe er kritiseret, man ikke er fulgt med tiden. I tre år har Kjær arbejdet med store planer, der får Palads Teatret helt op på 808 sæder, hvor man blot har ventet på godkendelse og materialebevilling. Det sker ved ligesom City Biografen i 1937 at udvide salen i længden her med ti meter, mens højden over hele den oprindelige omvendt reduceres med tre, da den kraftigt hævede tagkonstruktion over salens loft var angrebet af råd. En lille scene med elegant trappe i hver side er blot ført længere tilbage, men med forandringerne vindes 155 pladser yderligere incl. et antal stole på balkonen, der tilsvarende forlænges med samtlige stole på siderne pegende direkte op mod lærredet og ikke længere salens midte, hvor publikum før måtte dreje hovedet af led. En lækker sofarække havner midt i salen, hvis øvrige stole fra den forrige renovering ompolstres. I alt er der fremover 33 rækker på gulvet med alt klar i dagene omkring ålborgpremieren på ”Den opvakte jomfru” med Marguerite Viby og Ib Schønberg i august. Samme film har fire måneder forinden genåbnet Kino-Palæet i København efter schalburgtagen under krigen. Nye maskiner er bestilt fra USA specielt designet til 3D – den nye filmart, man har hørt så meget om, men fortsat er på forsøgsstadiet, som Stiftstidende noterer sig. ’De plastiske film’ går hen og bliver en flygtig ting, der et par år senere fyrer op under Bio Boulevarden og netop i Palads findes slet ikke længere noget lærred men en stor skærm af plastic. Kjær forklarer, at det kan vaskes så ofte det skal være, mens det gamle skulle sprøjtes, hvilket både var en vanskelig og bekostelig metode. Udvendigt fjernes de bittesmå toiletrum, der i stedet får langt bedre plads nede i kælderen. Ombygningen klares ved kun at holde lukket par uger, da der rives ned og bygges til både foroven og bagved, før den eksisterende mur rives ned og forlængelsen kan bringes til ende. På mange måder ligner salen fortsat den hyggelige fra gamle dage, da Palads Teatret officielt præsenterer sit nye udseende 16. august 1950. I 1954 er Kinografen i forstaden Vejgaard først med widescreen, men Palads Teatret følger trop med scope uden helt at kunne gøre brug af det langt bredere lærred, der har gjort det af med plasticskærmen på grund af uoverensstemmelser med de amerikanske filmselskaber om den leje, der skal betales for at vise disse luksuriøse titler på betingelser, man bestemt ikke er vant til overfor de danske distributører. På den seriøse side af repertoireplanen gives mandag den 10. januar 1955 danmarkspremiere på Carl Th. Dreyers ”Ordet” fra Palladium optaget i Vestjylland som i en helt anden ende af skalaen sikrer lige så fuldt hus som fynske Morten Korch. Tolv dage senere varmes op til demonstration af allerseneste tiltag nemlig stereofonisk lyd med det nye system Perspecta Sound, der her står foran sin nordjyske premiere – endnu uden aftaler på plads mht. filmlevering i systemet. Alting tager sin tid, men de gode danske selskaber og således fortsat også ASA og Saga har masser af give af, både hvad angår ”Far til fire” og meget andet. Selv Eddie Constantine slår sig løs – i fransk scope – ligesom selveste Walt Disney leverer ”Lady og Vagabonden” i bredformat, da tingene delvist løser sig for udvalgte titler med ålborgpremiere på denne 2. påskedag 1956. Efter Kjærs død i oktober 1962 kører hans hustru paladset videre frem til foråret 1963 på midlertidig bevilling, men har ingen intention om at fortsætte herefter, hvorfor personalet bliver varskoet om snarlig opsigelse. Mange biografejere rundt om i landet er interesseret i den mange henseender så fine sal, Nordjyllands største, som der er ofret så meget på alene her i de seneste år. Blandt dem er City Biografens Mamie Gee, der i fald endnu en gang ville kunne flytte faderens bevilling til noget større. Som en anden ådselgrib lurer kommunen som allerede nævnt på at gribe forandrende ind i det hele, omend selvsamme hjertens gerne anbefaler det nye kulturministerium at opslå bevillingen ledig. Det måtte så eventuelt bare blive et andet sted, hvilket er en brutal kendsgerning, da en ny udstedes akkurat i dagene omkring lukningen. Aktieselskabet var slet ikke selv spor interesseret i at nå til en aftale, for også de ville noget helt andet til en langt bedre pris, mens man i byrådet kunne gnække over en konkurrent mindre til kommunens egen Europa Bio åbnet i 1958. Bare to uger før lukning har Palads danmarkspremiere på Mark Stevens i ”Præriens desperados” fra Alliance Film, som spiller i syv dage. Den sidste weekend tager direktricen sin sidste film på plakaten frem til søndag den 17. marts, nemlig teatrets største succes, der tre år forinden spillede syv uger, dengang Ghita Nørby gjorde Dirch Passer og Ove Sprogøe selskab i ”Baronessen fra benzintanken”. En sådan kommer der ikke helt, men hvad de besøgende herefter jævnligt har brug for, da man i udviklingstresserne atter må notere sig, hvordan brydekampen ender, når den står på underholdning versus biler og kommuner har noget at skulle have sagt. Efter at have erobret grunden for 1,1 millioner kroner lyder en trist besked selveste juleaften, at Palads Teatret skal rives ned i det nye år, hvor der på grunden fremover kan skaffes plads til 65 biler med indkørsel fra Maren Turis Gade, hvis ejendomme kommunen også smider penge efter. Hvor billetkontoret og indgangen lå til venstre i forhallen, indrettes i stedet cykelparkering. Tanken er at etablere et monster af et parkeringshus, der med navnet Paladsparkering møver sig ind i 1973. Ved lukningen lever Anna Dyhr endnu, hvor en ydelse herefter tilfalder hende fra Filmfondens midler godkendt af ministeriet, som selv lod til at være beklemt over udviklingen. Resterne af Beiers gamle hotel bliver til Aktieselskabet af 15. december 1932 uden paladsreference ejet af københavnere, der ikke som i svundne tider næres af gamle bånd til byen. Udvendigt ligner forhuset ikke sin alder fra gaden, men bagved bringer mellemhuset fortiden nærmere. Bortset fra Paladspassagen, der stadig præsenterer sig majestætisk af navn med lillebitte skilt, er der ingen minder fra hverken Dania, Beier eller Apollosalens tid. Den indre hall eksisterer med sine fliser og sten samt en åben port ind mod tværgangen foran det uhyggelige hus, der bærer navnet Q-Park Palads. | |
• Gå til Biografer på biografmuseet.dk | Biografer Oversigt • Gå til København | Omegn | Nordsjælland | Vest, Midt & Syd • Gå til Bornholm | Møn, Bogø, Lolland & Falster • Gå til Fyn, Langeland, Thurø, Tåsinge & Ærø • Gå til Sydjylland | Midt-Vest | Øst | Nord • Gå til mere om | |
| Gå: tilbage - op Opdateret onsdag, 11 december 2024 16:07:01 |